Cute kittens!

Click the pics for higher resolution:

Dagens citat

I “The Road to Serfdom” skrev Hayek om, “Why the worst get on top” i totalitære stater, og man skal ikke lede efter politisk fornyelse blandt nyopstillede kandidater eller ungdomspolitikere i de etablerede partier. De, der tiltrækkes af magten, er ikke de bedste, og uanset om de udtaler sig liberalt eller borgerligt for at markere sig, så stemmer de alle efter partilinien.

Mulighederne for politisk fornyelse fra stiftelsen af nye partier er også ringe. De etablerede partier udgør et kartel, der begrænser nye partiers adgang til det politiske marked. Så effektiv er begrænsningerne, at det i de seneste 40 år kun er lykkedes for tre partier, der ikke er opstået som en afskalning fra andre partier, at blive opstillet til Folketingsvalg, nemlig Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Minoritetspartiet.

For det første er kravet om indsamlingen af 20.000 vælgererklæringer en kæmpe udfordring. I Liberalisterne måtte vi indse, at vi ikke kunne løfte opgaven, og for nylig erkendte Borgerligt Centrum det samme. Processen for godkendelse af vælgererklæringer er gjort unødig kompliceret, og selv om det offentlige har brugt et stort trecifret millionbeløb på at indføre digital forvaltning, så har man ikke tilladt brug af digital signatur til underskrift på lige netop vælgererklæringer.

Også spærregrænsen på fire mandater fungerer som en barriere for politisk fornyelse. Den begrundes gerne med, at det vil blive vanskeligere at regere med et stort antal småpartier. Det er måske politikernes formål, men det er bestemt ikke ideen med et repræsentativt demokrati, at politikerne kan regere så let som muligt over os. Formålet er derimod, at de folkevalgte træffer beslutninger, der så præcist som muligt afspejler folkets vilje.

Det er sikkert ikke populært at demaskere det repræsentative demokrati og betegne det som folketingsstyre og ikke et folkestyre, men også i forhold til muligheden for grundlovsændringer og brug af folkeafstemninger er det tydeligt, at politikerne helst ikke ser, at folket skal styre selv. Det var en veritabel magtdemonstration fra Folketingets side, da det ratificerede Lissabontraktaten uden en folkeafstemning. Lissabontraktaten var den oprindelige unionstraktat, der blev forkastet af Holland og Frankrig, udsat for lidt sproglig window-dressing.

Ratificeringen af Lissabontraktaten i EU-landene var formentlig i strid med vælgerflertallet i Danmark, Irland, Holland, Frankrig, Tyskland og England, og ratificeringen er en tydelig demonstration af, at politikerne ikke vil dele deres magt, der udspringer af folkesuveræniteten, med folket selv, men at de vil regere over os og ikke for os. Det viser desværre også, at dette ikke er et isoleret dansk fænomen, og at selv om Folketingets magt udfordres fra EU’s side, så er det ikke fra den kant, at vi skal forvente, at der bliver sat grænser for politik.

…

Torben Mark Pedersen, i 180’s weekendklumme. Læs den i sin helhed. Hvis du har tid til overs, så læs også Jacob Mchangama’s nyeste indlæg på Retsstaten, Nej til forbud mod købesex (som jeg først stiftede bekendtskab med via. Lars Hvidbergs twitter).

Rygeforbud i private hjem et skridt nærmere

180.

Den slags her kan bare gøre mig tosset.

“Det nye forslag fra EU-Kommisionen skal sikre et røgfrit arbejdsmiljø på alle arbejdspladser“

Arbejdsmiljø? Var det virkeligt den bedste undskyldning, de kunne finde på? Arbejdsmiljø?

Det næste bliver vel, at lastbilchaufførerne skal holde en halv times pause hver sjette time, som de skal bruge på fysisk udfoldelse, som for eksempel armbøjninger og løb på stedet. Det er vigtigt, at folk i den slags jobs får rørt sig lidt, når nu de ikke kører, ellers koster de jo alt for meget for sundhedsvæsenet, og det er selvfølgelig også meget vigtigt, at politikere og embedsmænd kommer med ind over og sikrer, at alle chaufførerne får den anbefalede mængde daglig motion.

Det her er grund #432452119212 til, at jeg ville ønske, at vi ikke var medlemmer af EU.

…

Endvidere: Giv twitteren en chance! Kun to af jer har fulgt linket indtil videre. Det gælder i øvrigt, ligesom for en blogs vedkommende, at det med twitteren er en fordel at starte nedefra og så “arbejde sig op” – en del posts relaterer til tidligere posts, og vil ikke give meget mening, hvis de står alene.

Twitter

Jeg har besluttet mig for at få mig en twitter-konto. Primært fordi jeg ofte har haft lyst til at blogge et eller andet, en løs tanke eller ide, men ikke har gidet til at gøre det over bloggen, af mange forskellige årsager, flere af hvilke der ville være læserne bekendt.

Jeg forventer at twitter-kontoen vil være meget anderledes end bloggen. Det er et helt andet format, og en hel anden form for kommunikation. Min twitter vil være langt mere fri, mere afslappet, mere ufordøjet, mere personlig; jeg vil stille mindre krav til disse posts, og jeg vil ikke redigere i dem igen og igen, som jeg har det for vane at gøre her på bloggen. Der vil være meget mere brainstorming over twitteren; jeg vil forsøge at lade det være en slags ideernes legeplads, hvor jeg kan tænke helt ud af boxen også – eller måske især – på områder, jeg aldrig kunne drømme om at dække her på bloggen. Der vil næppe komme meget om politik på twitteren, i stedet vil der være humor, tilfældig viden, skøre indfald og alt muligt andet – der er ikke tvivl om, at emnevalget vil afvige noget, for ellers ville der ikke rigtigt være nogen pointe i at have både blog og twitter. Twitteren vil, i hvert fald i startfasen, opdateres meget hyppigere end bloggen, og vil være meget mere spontan (er i fuld gang med at fylde lidt forskelligt på kontoen, så den ikke ser så tom ud). Formentligt et stort plus for nogle vil være det forhold, at jeg generelt vil forsøge at tage mig selv langt mindre alvorligt på twitteren, end jeg gør her på bloggen.

Nå, hvis I har lyst til at læse med, så start her. Jeg tror nok jeg vil forsøge at holde den på engelsk, men jeg ved ikke rigtigt med sikkerhed endnu om der kommer til at snige sig lidt dansk ind nu og da. Jeg er heller ikke sikker på at twitters brug af ordet “gør”, er det bedste ordvalg for mit vedkommende; min twitter-konto vil primært beskrive, hvad jeg tænker lige nu, ikke så meget hvad jeg i øvrigt foretager mig.

An experiment – and some comments

I’ve had this idea for a long time now – the most vocal proponents of libertarian policies are so ignorant of human inner life that they seem to have Asperger’s Syndrome.

The classic thought experiment: two choices: (1) you get $1000 and your neighbors each get $2000, or (2) you get $500 and your neighbors get nothing. Anyone with a modicum of understanding of human aspirations and need for status knows that case 2 is preferable, even though it departs from the simplistic economic model.

Yet libertarians and Asperger types don’t seem to understand this. And not only that, but they want social polices based on their idea that case 1 is preferable: i.e. low taxes for people with high incomes. Gosh, they say, if the rich do well, we’re all better off. Which misses the whole point of social policies in the first place. We’re not trying to increase GDP (as the economic models assume). We’re trying to increase overall well being. And status is incredibly important.

…

“Dirk”, in a comment here. Quite a few of those “vocal libertarians” with or without Asperger’s naturally found the need to comment on this. I don’t know if Dirk is a libertarian troll or if someone really thinks like this, but I shall assume he’s “for real” for the time being. I’ve heard similar arguments before.

I decided to do a poll on his question here. Assume when aswering that your neighbors will never know anything about the game or your choice, no matter what you choose. If you choose 1, they get the money without ever knowing that your choice had anything to do with it, if you choose 2, they don’t get the money and won’t know about your choice unless you decide to tell them (I decided that this setup would be the best way to minimize the non-monetary relative status effects. In my view, including neighbor-knowledge about your choice of 1 would make it more attractive to choose 1, -ll- 2 would make it less attractive to choose 2).

Some things I found interesting in the short piece:

I find the in the piece not so hidden assumption that proponents of the welfare state know more about “human nature”/”human inner life” and “what drives politics” than libertarians (or is it “everyone else”?), interesting. The “disease” angle (well, to be true Asperger’s Syndrome is not a disease, it is a personality disorder, but the use of a medical diagnosis nevertheless was not unintentional) is interesting too. The sentence starting with “Anyone with…” is interesting in many ways: The use of the word “knows” is interesting, the use of the word “preferable” (as an objective, not subjective, variable) is interesting, the use of the words “even though” is interesting (as if libertarians had no idea standard models are often flawed because of omitted variables ect.). It is interesting that “Dirk”, whether or not his claims have some degree of truth, does not realize that political reality (how humans make political decisions – “is”) and political preferences (how we want things to be – “ought”) are two different things: In his last paragraph, he first repeats his claim that libertarians don’t understand how “normal people” think, then instantly moves on – as if the two had anything to do with each other – to almost saying that it is outrageous that libertarians would like the government to enact policies that correspond with their political preferences, because they don’t understand other people…* Because if libertarians don’t understand other people, they are of course not allowed to have a political opinion, or at the very least of course their political opinion is wrong. It’s the good old is-ought problem that rears its ugly head: According to Dirk, because most people nowadays make political decisions based on what one might loosely term “feelings”**, that’s the right way to do things, which of course is faulty reasoning. A less gracious take on his position would be to state that because libertarians disagree with him about what social policy should be about, they don’t know anything about human nature and they are not allowed to have an opinion on social policy.

…

I’d of course choose option 1 without thinking twice.

…

*Think about what would happen if a knowledge requirement such as this was implemented in general in political economy. To take but one example, nobody but blind people should be allowed to decide which political compensation models should be set up for people with impaired vision, because nobody else would be qualified to decide on these matters, as they wouldn’t know what it was like to be blind. If you still don’t see the problem, assume that only people with a previous jail sentence would be allowed a say in which policies should be enacted when it comes to criminal law, because they are the only ones who would know what it’s like to be in jail. Well, you get the picture.

**Maybe this is not the best word to use, as all preferences could be considered “feelings” in the strictest sense, but as the particular political choices resulting from these particular sets of preferences are most often considered “irrational” from a classical economic perspective with formal modeling, and as this concept probably is the one in standard terminology most close to the one I’m looking for, I shall use this word for lack of a better alternative.

Vegan? – No thanks, I’m not hungry…

Failblog.

Occam’s razor

Here’s the link. At least when it comes to the second half of the century, the two variables track each other quite closely. Follow the link for more.

“Ungdommelig kådhed”??? “Minder om”???

180

De *** er syge i bærret, og mennesker som dem burde simpelthen ikke have lov til at gå frit omkring her i landet.

50.000 hits!

Hvis du scroller ned og kigger ude til højre, vil du opdage at bloggen nu er mere end halvvejs de 100.000 hits.

Hvis vi antager, at antal hits i alt er et groft mål for bloggens samlede impact over tid, er denne nu omtrent 1 procent af uriaspostens. – og godt 12 % af punditokraternes.

…

Update:

Ligesom ved nogle af de tidligere milepæle må dette naturligvis, kommer jeg lige i tanke om, siges at være en god anledning til at komme med noget generel ris/ros og eventuelt forslag til ting, der kan gøres anderledes her på bloggen.

How many firms “deal” with their economic troubles

My previous post on newspapers just reminded me of this strip, which I would assume is actually more relevant now than it was when it was first made four years ago:

Just browsing…

Random wikipedia browsing. The arrows indicate that I followed a link leading to the article on the other side of the arrow head. I had been reading about exoplanets (did you know that we have detected only ~350 planets outside our own solar system?) a couple of days ago, so there was nothing random about the article I started out with:

55 Cancri -> 55 Cancri d -> Argument of periapsis -> Orbital mechanics -> Universal variable formulation -> Laguerre’s method -> (jump) trebuchet -> Torsion engine and Battle of Xiangyang -> Yuan Dynasty and Song Dynasty -> I felt tired and went to make a cup of coffee, so I stopped browsing even if I did get rather curious about the early development of forensic science that took place in the Song Dynasty centuries before this field was first studied in Europe…

If you have but the least bit of interest in any given subject X, obtaining more knowledge about X is usually both fun and rewarding. Don’t ever let anybody tell you differently.

PET-kommissionens rapport

…blev offentliggjort i går. Læs den her.

Mikael Jalving er ikke imponeret.

The future of newspapers

Richard Posner gives us an update.

I agree with most of what he says, in particular I like to believe that the thesis that the transitory (/expected) income shock many people experience rigth now might shift their consumption patterns permanently in a way that will harm the printed news medias also in the long run is valid. The likely impact of this effect is increased by the combined facts that a) the slowdown has hit males much harder than females and b) males are all else equal more likely to have a newspaper subscription than females.

However, do notice that we’re in Denmark still pretty far away from a “paperless society” without printed news (…that people pay for) and -entertainment (I have to add this, even if it is perhaps redundant: Who can tell the difference these days anyway?). For the period 2005-2007, the average annual household spending on newspapers and magazines in Denmark exceeded 2200 kroner*, or about 6 kroner a day pr. household. The number will surely be lower for the period 2007-2009, but the point stands.
…

*I’d like to throw a link, but I have a bad experience with linking to dst-tables. However, if you want to know, go to Statistikbanken’s website, then select FU5: Husstandenes årlige forbrug efter forbrugsart og husstandsgrupper. That table has data on this specific variable from 1993 to 2007.

…

Update: I must admit I hadn’t noticed that Becker had already published his post when I read Posner’s. Here it is. His conclusion:

Although the printed newspaper industry is doomed, and will be missed by those of us that remember newspapers in their heyday, they are being replaced by good substitutes in the form of blogs, social networks like Facebook and Twitter, online news gathering by various groups, including newspapers, and other electronic forms of communication. People in democracies will continue to have access to independent and often quite accurate, reports on events in their own countries and most other parts of the world. In fact, the populations of undemocratic countries now have much greater access to what is happening in the world than they had in the past because it is far more difficult to suppress access to the Internet and other electronic forms of communication than it is to suppress newspapers.

Becker’s notions about the also in the future continued free access to independent and accurate news in democratic nations even despite the death of the traditional printed newspapers only apply if politicians don’t fuck it up. I’m not sure they won’t, and I’m sure they’ll try: For example by handing out ever increasing amounts of the taxpayers’ money to the traditional newspapers in order to force people to continue to buy their products, or (no wait, it’s and, not or) by telling people what they can, and cannot, write on blogs/twitters/facebook pages/ect.

Math atheist

A recent conversation with my dad somehow reminded me of this cartoon:

If you haven’t read Bill Watterson’s Calvin and Hobbes, you have missed out on something quite wonderful. You don’t need to be a child to love that strip – I (re)read a few of the old magazines not long ago while visiting my parents, and it was simply wonderful to re-enter the beautiful world Watterson created. When I first learned that Watterson had decided to end the strip for good, I cried. The reaction was complex: Disbelief, anger, bargaining (I came up with all sorts of things that I would do if only Watterson would change his mind), back to anger, further on to depression and sadness – in a short amount of time I went through the entire Kübler-Ross model. I guess it was a bit like losing a close friend.

En af grundene til, at et helt frit sundhedssystem uden offentlig indblanding måske ikke er nogen særlig god ide

Precision Xtra Plus Electrodes, 100 stk.
Pris: 760,00 kr

Det er de billigste teststrimler (stykpris) tilgængelige hos Reamed. Prisen svarer til, at en blodprøve koster lidt over 7 kroner og 50 øre. I Danmark får diabetikere dækket deres behov for teststrimler samt nåle af det offentlige. Udgangspunktet er, at man kan ansøge det offentlige om en bevilling til dækning af disse udgifter; det offentlige betaler herefter for op til 1800 teststrimler om året. Hvis ens behov afviger fra dette (er højere) skal der laves en ny vurdering fra offentlig side. Afviger man fra den, skal man selv betale prisen for de overskydende blodprøver. 1800 blodprøver om året, hvilket for mit vedkommende vil svare til ca. en prøve pr. insulininjektion, ville i teststrimler alene koste mig i alt 13.680 kroner om året. Lancetter, altså nåle til blodprøvetagning, er noget billigere og koster omtrent 75 kroner pr. 100 styk, eller ca. 1350 kroner om året givet 1800 blodprøver/år. Vi er på ca. 15.000 kroner om året.

Kanyler står til lidt over 200 kroner pr. 100 styk; Novofine 8 og 12 mm. kanylerne står i hhv. 217 og 227 kroner pr. 100 styks. Jeg tager minimum seks injektioner om dagen, eller ca. 2190 injektioner om året, svarende til en årlig udgift på ca. 5000 kroner. Vi er på ca. 20.000 kroner om året.

Insulin: Jeg betaler i omegnen af 3000 kroner om året for insulin (jeg ved med andre ord, at staten sidst på året dækker 85% af mine insulinudgifter). Jeg ved ikke præcist, hvad udgifterne ville have været før statslige tilskud, men et validt estimat må være følgende: Novorapid insulin, min hurtigtvirkende insulin, koster omkring 240 kroner (for 5×3 ml.), og jeg bruger vel omtrent sådan en på 24 dage. Årlig bruttoudgift: 3650. Insulin detemir, min langsomtvirkende, er betydeligt dyrere, og står i 663 kroner. En pakke holder ca. en måned, og den årlige bruttoudgift er derfor ca. 8000 kroner. Vi er nu på ca. 31.600 kroner om året.

Jeg får taget HbA-1c, altså en langtidsprøve som måler gennemsnitsblodsukkeret over en periode, 4 gange om året, hvilket er hvad der anbefales. Derudover får jeg testet mine nyrer og diverse andre ting såsom forhøjet kolesterol også i laboratoriesammenhæng en gang om året. Jeg kender ikke prisen på disse analyser, for jeg betaler ikke for dem, men de er ikke gratis.

Jeg får undersøgt mine øjne en gang om året, for at finde ud af, om synspåvirkningen er tilstrækkelig markant til, at intervention er nødvendig. Jeg kender ikke prisen, da jeg intet betaler for det, men undersøgelsen involverer dyrt apparatur, en sygeplejerske til at foretage undersøgelsen og en øjenlæge til at foretage efterfølgende analyse. Jeg konsulterer også en fodterapeut nu og da; vha. en henvisning fra lægen dækker det offentlige 60 % af denne udgift, som dog næppe løber op i mere end måske et par hundrede kroner om året, givet at jeg er næsten asymptomatisk og stadig ikke har udviklet andet end transient smertefuld neuropati, og ikke har alvorlig hudpåvirkning.

Selve diabeten følges af en endokrinologisk afdeling på Århus Sygehus. Der er fire kontroller om året, som ikke koster mig noget nu, og som jeg ikke kan vurdere prisen for.

…

Husk efter at have læst ovenstående endvidere: Jeg er noget nær det tætteste, man kommer en asymptomatisk diabetiker givet den tid, jeg har haft sygdommen. Ingen nyrepåvirkning, kun mild begyndende og sjældent symptomgivende nervepåvirkning, nykonstateret retinopati, ingen symptomgivende kardiovaskulære problemer eller andet. Endnu kræver ingen komplikationer medicinsk eller anden intervention. Og mine årlige udgifter ville alligevel, i det nuværende behandlingsregimente, stå i måske (et efter min opfattelse meget konservativt estimat) 40.000 kroner om året. Det er mere, end jeg betaler i husleje. Forsikring ville være umuligt for mig at få i et samfund uden et offentligt sundhedssystem: Jeg er såmænd også (naturligvis) udelukket fra at få en helbredsforsikring i eksempelvis Danmark, for de tager selvfølgelig ikke folk som mig ind. I forhold til den medicinske behandling af de kardiovaskulære og nefrologiske komplikationer, der kan forventes med stor sandsynlighed at ville støde til, samt evt. efterfølgende hjerteoperation, dialyse eller nyretransplantation, øjenkirurgi, sårbehandling, amputation mv., er de udgifter jeg har listet i posten de rene pebernødder (Tyler Cowen’s seneste post illustrerer denne pointe ganske glimrende – nyredialyse i USA står i ca. 70-100.000$/p.a. Måske ville mange ting være relativt billigere i et frit sundhedssystem, men pointen står.).

Når liberale, der ikke er helt afvisende overfor ideen om, at det offentlige kan spille en rolle i sundhedssammenhæng, diskuterer emnet, er det ofte sådan, at man foretrækker, at kun katastrofale og uforudsete udgifter dækkes af det offentlige (som eksempelvis en firdobbelt bypassoperation), hvorimod forudsigelige og mindre udgifter i et sådant system stadig burde betales ud af egen lomme. Jeg har to pointer her. Min første pointe her ville være: Nogle kroniske sygdomme er på alle væsentlige punkter katastrofale, også selvom de måske ikke virker sådan på det helt korte sigt (”sygdommen kan behandles og du kan leve mange år med den, hvis du bare følger vores behandlingsplan”); og for disse sygdomme gælder det, at udgifterne ikke bliver spor mindre af, at de er forudsigelige. Ofte er det tillige således, at der for nogle af disse sygdomme gælder, at “katastrofale helbredsevents” af forskellig karakter i løbet af sygdommens progression vil være mere reglen end undtagelsen, et forhold der vil være mest hensigtsmæssigt at tænke ind i finansieringsmodellen. Min anden pointe er nært relateret hertil: God sygdomsregulering er ikke altid en nettoudgift i forhold til alternativet. Dårligt behandlede diabetikere koster sundhedssystemet langt mere end dem, der følger lægens anvisninger, fordi det især er de katastrofale komplikationer, der koster. En anden vinkel på samme problemstilling: Hvis jeg halverede antallet af blodprøver, jeg tog, fordi jeg ikke havde råd til at betale for de mange teststrimler, ville jeg formentligt firdoble risikoen for en indlæggelseskrævende hypoglykæmisk episode (som ville koste en mindre formue, hvis den blev betalt ud af egen lomme). Det er en anden måde at fortælle den gamle historie om, at likviditetsproblemer kan resultere i asymmetriske effekter på tværs af ellers homogene grupper; effekter, der rammer individer med lav indkomst relativt hårdt. Et andet eksempel kunne være et individ, der valgte at genbruge injektionsnålene, der udtrykkeligt er engangsnåle. Dette ville resultere i a) forhøjet risiko for infektion i eller omkring injektionsstedet og b) forhøjet risiko for infiltrationer af insulin i underhuden – altså ophobning af insulin, som ikke optages på injektionstidspunktet. Det er både uhensigtsmæssigt, fordi insulinen så ikke virker på det tidspunkt den burde, hvilket resulterer i et højt blodsukker, der kunne være undgået, og fordi infiltrationerne i sig selv er farlige, fordi de kan briste, eksempelvis i forbindelse med fysisk aktivitet, og pludseligt sende en stor mængde ophobet insulin ud i blodbanene, der bevirker et voldsomt fald i blodsukkeret – som igen let kan vise sig at være indlæggelseskrævende.

Uanset hvad jeg gør, vil jeg være en dårlig forretning for samfundet, fordi det er så pokkers dyrt at holde mig i live. Og nej, det er ikke spor fair, at andre skal betale for at holde mig i live, fordi jeg ikke selv har råd til det. Men den anden side af mønten er, at det altså heller ikke i min optik er spor fair, at jeg skal dø, fordi jeg ikke har råd til behandling af en sygdom, jeg uforskyldt fik som helt lille. Livet er ikke fair. Og nej, måske burde jeg aldrig have haft lov til at leve så længe som jeg har gjort, givet optimal planlægning og alt det der, og det kan der så nu rettes op på ved en politikændring, men sådan kan jeg jo ikke så godt lide at tænke.

En sidste kommentar: At liberalisere sundhedssystemet 100% og fjerne al offentlig finansiering af sundhedsydelser, er at give mig – og rigtigt mange andre som mig – et virkeligt godt incitament til at hoppe ud foran en bus, eller måske røve en bank. Prøv at gætte hvor mange diabetikere, der ville få en videregående uddannelse i sådan et samfund. Antag de lever delvist af SU – en i øvrigt venlig antagelse fra min side, eftersom dem der ville have et fuldt privat sundhedssystem, sandsynligvis også hellere end gerne ville afskaffe alle offentlige tilskud til videregående uddannelse. SU’en ville i så fald kunne dække årets diabetesomkostninger plus huslejen for måske det første kvartal. Antag forældrene ikke har røven fuld af penge, og regn selv ud, hvor meget “fritids”arbejde, der skal til, for at betale husleje og leveomkostninger, og hvor lang tid studiet mon ville tage. Prøv efterfølgende at gætte, hvor mange der ville være villige til at låne diabetikere penge til at gennemføre en videregående uddannelse, hvis de eksempelvis allerede, som mig, havde haft sygdommen i 15-20 år på det tidspunkt, hvor de skulle forsøge at skaffe deres første studielån. Læs evt. min post om diabetiske senkomplikationer før du svarer). Gæt hvor mange diabetikere uden videregående uddannelse, der vil være i stand til at oppebære en høj nok indkomst til, at de har råd til at dække omkostninger svarende til en ny bil hvert tredje år, udover deres almindelige leveomkostninger, bare for at holde sig selv i live. Husk sidst på, at udgifterne ikke falder men stiger over tid, hvilket gør det til et interessant spørgsmål, hvor mange år uden for arbejdsmarkedet en diabetiker vil kunne overleve når vedkommende går på pension, frivilligt eller ej (sygdommen påvirker naturligvis erhvervsevnen på langt sigt). Nogen vil så mene, at det er “frihedens pris”, at diabetikere er rigtigt dårligt stillet i et frit samfund – hvad man kunne kalde en slags moderne udgave af Spencers argument. Sådan kan man godt se på det. Men hvis man gør det, så har jeg ikke ret meget at snakke med vedkommende om, for i forhold til min egen situation, er mennesker med sådanne holdninger faktisk ikke særligt meget anderledes end kommunisterne: Deres politik vil med stor sandsynlighed slå mig ihjel længe før tid, og hvis de stadig læser med, vil de ikke engang kunne forsvare sig med, at dette udfald kom som en overraskelse for dem.

…

Update: Her kan du læse min første længere post om sundhedspolitik.

Huge estimation errors – dinosaur edition

Scientists have discovered that dinosaurs may have been much lighter and sleeker than previously thought because of potential flaws in the equations used to calculate their weight.

The findings could force researchers to rethink many of their beliefs, particularly about giant plant eaters such as apatosaurus which had been thought to weigh up to 37 tons. The creature’s real weight was closer to 18 tons, according to new calculations.

“Palaeontologists have for 25 years used a statistical model to estimate the body weight of giant dinosaurs and other extraordinarily large extinct animals,” said Gary Packard, from Colorado State University, whose research will appear in the Zoological Society of London’s Journal of Zoology this week.

“We have found that the statistical model is seriously flawed and the giant dinosaurs probably were only about half as heavy as is generally believed.”

The research does not suggest that dinosaurs were shorter in length or height. These dimensions are clear from the size of their bones. Instead, Packard’s work challenges the depiction of many giant herbivores. Until now they have been shown as well-rounded, powerful animals, when they are more likely to have been skinny and muscular.

Such findings would affect more than just appearance. It would suggest that these animals were leaner and faster, needed less food and had significant differences in lifestyle from what was previously thought.

…

Here’s more, HT: Razib. No link to the study, which I would just love to read, as it will not be published until later this week.

I’m pretty sure these findings, if Packard is rigth, will have a profound impact on the field. As the article mentions, size is but one of several variables that need to be reestimated and -explained: A lot of the theory on behaviour, metabolism, thermoregulation ect. on the megafauna inhabiting the earth back then will also need to be rewritten.

Will this get him killed eventually?

The question has been asked before, however it remains as relevant as ever. I still believe the most likely answer is no, but I’m pretty sure a lot of other options are still on the table. Via Susan Polgar’s blog:

MOSCOW — Chess master Garry Kasparov staged the latest of his guerrilla hit-and-run protests against the Kremlin on Wednesday, showing up at the criminal trial of a former billionaire and engaging in a brief, heated debate with one of the prosecutors.

Spectators gawked and whispered when Kasparov sat on a front bench in the courtroom where Mikhail Khodorkovsky, once Russia’s richest man, is being tried on charges he embezzled billions of dollars while he was the chief of the Yukos Oil Company.

Kasparov and other supporters of Khodorkovsky say he is chiefly guilty of making an enemy of former President Vladimir Putin.

Last week Kasparov used a similar gambit, popping up Friday at a ceremony in Sochi during the mayoral race in that city, host of the 2014 Winter Olympics. He managed to do what the challengers on the ballot hadn’t: confront the Kremlin-backed candidate, Anatoly Pakhomov.

…

Kasparov, one of the most famous of the Russian opposition leaders, said before the trial began it was his “civic duty” to demonstrate support for Khodorkovsky.

…

The latest Khodorkovsky case is seen as a test for Russian President Dmitry Medvedev, who has called for judicial and political reforms and for broader participation in elections.

These measures would reverse the course set by Putin, Medvedev’s mentor and predecessor, who rolled back democratic reforms during his eight years as president.

“As long as this trial continues, the talk of liberalization remains just talk,” Kasparov said at one point. “It makes the whole concept of law and justice a sad joke.”

…

I must admit that I admire Kasparov. He has had a wonderful career, he’s one of the most brilliant chess players that have ever lived, and he could do pretty much whatever he wanted to for the rest of his life. He has a lot to lose, and the expected personal gains from his current activities are very small. Yet still he spends most of his time now working for democratic reforms and speaking out against the tyranny of the current regime. He has some idiosyncrasies, yes; some of his ideas are a little odd, yes; but that’s the case with most of the world’s significant dissenters.

Oh, a short addenda: I have not written about Iran during the last weeks, even if I’m well aware a lot of stuff is going on there. If you want to know more about that subject, read about it somewhere else – preferably other blogs. The short version of my owns views is this: a) (Of course) the whole election was a fraud, both in theory (who were allowed to run) and in praxis (massive voting fraud). b) Ahmadinejad sucks, and most of the alternatives, including Mousavi, suck marginally less. c) I know very little about Iran and thus do not feel confortable writing about this subject. Also, I wouldn’t say that I don’t care about what goes on in Tehran these days, I just don’t care enough to blog much about it. As said, lot’s of other people do.

A little recycling is probably in order:

Maybe it doesn’t need to be so hard after all…

The clip is from The Big Bang Theory. I’ve seen the first two and a half episodes, and so far I think it’s hilarious.

Sammensæt din egen skattereform

Statistisk årbog for 2009 blev udgivet for ca. en uge siden, og er nu lagt ud i elektronisk form på dst’s hjemmeside. Jeg kan anbefale folk at følge linket til årbogen, og så i øvrigt tage et godt langt kig på Tabel 402, side 431 og frem.

Minarkister af forskellige afskygninger skulle kunne finde rigtigt mange gode forslag til poster, der burde fjernes fra den opgørelse: “Offentlig orden og sikkerhed” samt “forsvar” udgjorde, jf. side 425, sidste år kun i alt 4.6% af de offentlige drifts- og kapitaludgifter. Bemærk i øvrigt at der er noget overlap når det kommer til Tabel 402, som kan gøre det nødvendigt at dykke lidt længere ned i tallene for ikke at komme til at dumme sig; for bare at tage et eksempel er transport- og energiministeriets udgifter til infrastruktur i dette års finanslov budgetteret til 6,6 milliarder, eller ca. 1% af nettodriftsudgifterne, men de samlede udgifter til infrastruktur udgjorde i 2007, jf. Tabel 328, side 342, ca. 15 milliarder kroner, eller omtrent 2.5% af de offentlige driftsomkostninger – det er med andre ord ikke alle offentlige infrastrukturudgifter, der går via transport- og energiministeriet.

Som altid vil jeg pointere, at det at privatisere folkekirken, kongehuset, DR eller noget helt fjerde, eller det at nedlægge klimaministeriet/miljøministeriet/kulturministeriet eller noget helt fjerde er pebernødder i den store sammenhæng. Sociale udgifter samt udgifter til sundhed og undervisning dækker mere end 70% af det offentlige budget, jf. figur 8 side 425, og man kommer ikke ret langt, hvis man går uden om disse poster.

Why culture matters…

Jewkes and her colleagues interviewed a representative sample of 1,738 men in South Africa’s Eastern Cape and KwaZulu-Natal provinces.

Of those surveyed, 28% said they had raped a woman or girl, and 3% said they had raped a man or boy. Almost half who said they had carried out a rape admitted they had done so more than once, with 73% saying they had carried out their first assault before the age of 20.

The study, which had British funding, also found that men who are physically violent towards women are twice as likely to be HIV-positive. They are also more likely to pay for sex and to not use condoms.

Any woman raped by a man over the age of 25 has a one in four chance of her attacker being HIV-positive.

…

Here’s the link, via MR.

Stuff like this is also one of the reasons why I’m not an anarchist. I’m not inviting to a long discussion here, I’m just saying that things like these certainly do not in my mind disprove that Hobbes had a point.