Dengang mænd var mænd…

I år er det som bekendt (?) det internationale polar år. Her er den internationale side, her er den danske (skrevet på engelsk? whatever…).

95% af befolkningen ved næppe meget mere om Antarktis, end at det er den hvide klat i bunden af verdenskortene, og at der er meget koldt. Det er en skam.

Her ses for eksempel et billede af til venstre Mount Erebus, en 3.8 kilometer høj aktiv vulkan, og fjernt til højre Mount Terror, en 3,2 kilometer høj udslukt skjoldvulkan, begge beliggende på Ross Island, en kun 2,460 km² (kun en fjerdedel af øen Hawaii!) stor ø, der ikke består af ret meget andet end enorme vulkaner, som simpelthen er vokset ud af havet:

Her er et topografisk kort over øen. På øen bor ca. en halv million (!) af dem her:

Og ja, Ross Island er bare en mikroskopisk lille del af et kontinent, der er op mod 1/3 større end Europa.

Jeg har selv været utroligt fascineret af at læse op på wikipedias sider om udforskningen af kontinentet, særligt omkring ‘den heroiske tidsalder af Antarktisk udforskning‘ hvor der virkeligt skete ting og sager. Det var dengang mænd var mænd, og folk forsøgte at rejse til sydpolen over is og gletchere ved hjælp af ponyer uden snesko. Det var en anden tid…

Et overblik over ekspeditioner på og omkring kontinentet findes her. Da jeg læste artiklen om den katastrofale Terra Nova ekspedition, hvor Sir Robert Falcon Scott, Edgar Evans, Edward Wilson, Lawrence Oates og Henry Robertson Bowers alle nåede Sydpolen - efter at Amundsen havde været der først - og ingen af dem overlevede turen tilbage, tænkte jeg, at det kunne blive til en fremragende film, hvis blot en enkelt af dem havde overlevet. Men det gjorde de ikke, og film som ender ligesom Stalingrad (en efter min opfattelse i sig selv ekstremt overset film) er næppe publikumsfavoritter. Måske historien om Ross Havet’s gruppe, en del af den Imperiale Trans-Antarktiske Ekspedition, ville være bedre. Den transantarktiske ekspeditions formål var naturligvis at krydse Antarktis, og til det formål delte man ekspeditionen i to - en gruppe skulle krydse kontinentet og starte ud fra Weddell-havets kyst, en anden gruppe rejste til Ross Havet, og skulle derfra rejse ind over ismasserne og placere forrådslagre inde på kontinentet, så det krydsende hold ikke døde af sult på vejen. Den korte historie: Ross Havet gruppens skib Aurora blæste væk, og efterlod adskillige af mændene og hovedparten af forsyningerne ombord. Det krydsende hold kom aldrig afsted, da deres skib blev fanget i pakisen og drev væk fra fastlandet. Hvilket betød, at den lille strandede gruppe på Ross Havets kyst, der nu var afskåret fuldstændig fra omverdenen og havde meget begrænsede rationer, intet fik at vide om det krydsende holds problemer og foretog de grusomme ture ind over kontinentet alligevel (fordi det krydsende hold ellers uden tvivl ville omkomme), ekspeditioner som kostede tre af holdets medlemmer livet. Det strandede hold blev først reddet næsten to år efter Aurora blæste væk, og medlemmerne fik først på dette tidspunkt at vide, at deres anstrengelser på isen havde været forgæves.

Som Wikipedia-artiklen udtrykker det: “Despite its chaotic beginnings, its muddles, the disastrous loss of Aurora, and the three deaths, the Ross Sea party was the only part of the entire expedition that fulfilled its original mission, even though the failures of the Weddell Sea party meant that it did so in vain.” Come on, det kunne blive en fremragende film. Det ville være helt naturligt at inddrage Weddell-gruppen og så køre historien på to niveauer, men hovedfokus burde være på Ross Havet’s gruppe.

Jeg fik (især i folkeskolen og gymnasiet) nu og da at vide, at jeg er født i det forkerte århundrede. Der er måske et eller andet om det. Tiden omkring ‘den heroiske tidsalder…’ er for mig en tid, vi aldrig får igen, i hvert fald ikke i min levetid. Det er en deprimerende tanke. En ting perioden bør huske os på, hvis ikke andet, er dette: Den viden vi har opnået i dag er ikke kommet af sig selv. Den har kostet uendelige strabadser, og den har kostet liv, mange liv. Så når folk som Katrine Lilleør siger ting som disse:

Al den videnskabelighed, der ikke til syvende og sidst hjælper dig og mig til at se os selv i forhold til Gud, er ligegyldig. Simpelthen. Er ualvorlig, ja nærmest umenneskelig nysgerrighed. En art nyfigenhed, som man ikke kan bruge til noget som helst.

…ja, så skyldes min irritation ikke kun, at jeg mener hun fremstår dum og indskrænket. Irritationen skyldes også, at hun pisser på folk som Sir Ernest Shackletons og Sir Robert Falcon Scotts minde. Uden dem ville der ikke være nogen hvid klump i bunden af verdenskortene. Hvis Lilleør og hendes slags gennem tiden havde haft magt, som de havde agt, ville vores verdenskort derimod formentlig stadig se sådan her ud:

[/end of rant]

A disturbing thesis

James Hamilton (via Arnold Kling):

any institution that is in this position of borrowing short and lending long needs to ensure that a certain fraction of the funds it is lending came not from borrowers but instead from the owners of the institution itself, in the form of net equity. The goal is for the size of this net equity to be larger than the losses the institution would incur from selling its less-liquid assets at steep discounts. As long as it is, no creditors ever have reason to demand cash, and there would be no need for the central bank to step in to prevent a self-fulfilling breakdown.

And the core reason we are in the mess we are today is that these equity stakes were nowhere near sufficient for this purpose. Instead, financial institutions were allowed to take highly leveraged positions whose details are largely opaque to readers of publicly available financial statements. Exhibit A here might be Bear Stearns, whose 2007 10-K reported that Bear had outstanding derivative contracts whose notional value was $13.4 trillion. Much of these were credit-default swaps, in which the seller receives a fee in exchange for promising to pay any losses incurred by the buyer on some specified asset and time interval.

[...]

Now, there is nothing inherently wrong in making financial investments in the form of derivative contracts rather than outright loans. You’re doing something similar whenever you buy or sell an option rather than the stock itself. But, if you were to sell an option through an organized exchange, the exchange would require you to satisfy a margin requirement, delivering for safekeeping good funds such that if the price of the underlying asset against which the derivative is written moves against you, you are able to make good on your commitment.

If anything like a reasonable margin requirement had been in effect, Bear Stearns could not possibly have gotten into contracts totaling $13.4 trillion notional. But these weren’t traded on a regular exchange, so there was no margin requirement, and apparently no real limit on the size of the exposures that Bear Stearns could take on, or the size of what they could bring down with them if they fell.

And that raises the question, Why were counterparties willing to accept these trades with no margin to guarantee payment? To this I’m afraid the answer is, they figured Bear was too big for the Fed to allow it to fail. And on this, I’m afraid they proved to be exactly correct.

…

If this theory is right, is that an argument in support of the FED as ‘lender of last resort’ or the opposite? I think it is the latter. Kling’s take (’law’) on the regulatory equation is this:

I don’t think you can regulate your way out of liquidity booms and busts. Let me formulate Kling’s Law of financial markets; During a boom, as risks premiums are falling, financial activity tends to flow out of the regulated sector. Instead, risks accumulate either in mis-regulated firms [...] or in unregulated firms.

I agree. The key thing to remember here, when arguing this point to an outsider, probably is that the alternative to ‘one set of government regulations creates bad incentives leading to a problem, that is partially solved by another set of government regulations’ isn’t ‘no problem’. The point being that the argument should be phrased: ‘We’re not worse off without government intervention’, not ‘without government intervention there would be no crises’. I see variations of the latter argument sometimes, and this argument just isn’t sound.

Search results of the day

“John McCain” : 21.200.000 google hits
+
“George Bush” : 22.200.000 -hits
+
“Barack Obama” : 37.600.000 -hits
+
“Hillary Clinton” : 38.400.000 -hits
=
119.400.000 -hits

…

“Harry Potter” : 129.000.000 -hits

Quote of the day

McCain’s plan is a transparent attempt to deceive the voters. $400B in tax cuts financed by $15B in spending cuts - it’s Christmas every day.

Christmas every day indeed. You have to give him a little credit for the transparency though, even stupid voters should be able to figure out that something’s not right. From a comment here.

Who knew?

According to a new study, Europeans get drunk to have sex.

The leader of the study, Mark Bellis:

Millions of young Europeans now take drugs and drink in ways which alter their sexual decisions and increase their chances of unsafe sex or sex that is later regretted.

Yet despite the negative consequences, we found many are deliberately taking these substances to achieve quite specific sexual effects.

They do? Seriously?

[banging my head against the wall...]

Den danske succeshistorie

Velfærdsstaten er fremragende, for selv i et land som Danmark - hvor staten er ret stor - koster den ikke noget på langt sigt, vores økonomi kører bare derudad med høj vækst og beskæftigelse.

Lyder det bekendt? Cepos har i et nyt paper præsenteret en smule data, som fortæller en lidt anden historie.

Ikke at socialdemokraterne politikerne herhjemme vil finde udviklingen problematisk. Det handler jo ikke om, hvor stor tærten er, men hvor stor en del staten ejer. Eller hvordan var det nu?

Placebo has no effect?

Maybe the power of the mind isn’t as strong as some people think:

Hróbjartsson and Gøtzsche published a study in 2001 and a follow-up study in 2004 questioning the nature of the placebo effect. … They performed two meta-analyses involving 156 clinical trials in which an experimental drug or treatment protocol was compared to a placebo group and an untreated group, and … found that in studies with a binary outcome, meaning patients were classified as improved or not improved, the placebo group had no statistically significant improvement over the no-treatment group. Similarly, there was no significant placebo effect in studies in which objective outcomes (such as blood pressure) were measured by an independent observer. The placebo effect could only be documented in studies in which the outcomes (improvement or failure to improve) were reported by the subjects themselves.

Here’s the link. I haven’t found a working link to the 2004 study, however the original 2001 study is available here. Here’s a Danish summary of the 2004 paper.

Caught in the middle

There are lots of reasons why beginners are told again and again that it’s a good idea to castle as soon as possible in open games - or rather, that it is a very bad idea not to do so. This is one of those reasons:

The end position from a blitzgame I played yesterday (incidentally not against a beginner).

Dagens citat

Katrine Winkel Holm har taget handsken op og givet Martin Ågerup svar på tiltale:

Men hvordan har CEPOS det egentlig med virkeligheden? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg læste CEPOS-direktør Martin Ågerups klumme “Rend mig i ytringsfriheden”. Min umiddelbare reaktion på denne øretæveindbydende overskrift var: Rend mig i CEPOS. En borgerlig tænketank, der lader hånt om forsvaret for ytringsfriheden i en tid, hvor visse islamkritikere skal fragtes rundt i pansrede biler af frygt for deres liv, må enten være tanketom, eller det der er værre.

Ågerup indrømmer dog, at overskriften skal tages med et gran salt. Ytringsfriheden er, understreger han, ekstrem vigtig at bevare, men, men, men. Han er så gruelig træt af at høre om den, fordi det tager så meget opmærksomhed fra de andre, langt mere truede frihedsrettigheder. Rygeforbud på restauranter og forslag om kvindekvoter i private virksomheder er, hedder det, ting, der burde optage den borgerlige offentlighed mere end forsvaret for ytringsfriheden.

Al respekt for Ågerups engagement i disse sager. Begge stygge eksempler på frihedsfjendtlig lovgivning.

Men hvor er proportionerne dog henne? Sidder manden som en anden Rapunzel gemt væk i et elfenbenstårn, fjernt fra verdens tummel? Eller har han én gang for alle besluttet, at islams voksende potens i Europa ikke er noget, man som borgerlig tænketanks-direktør skal interessere sig for?

…

Vi er flere, der afventer et svar på det spørgsmål. Hvis svaret er ja, kan Ågerup godt glemme alt om at få bidrag fra mig fremover.

Mine egne kommentarer til Ågerups indlæg, hvis man ikke allerede har læst dem, findes i øvrigt her.

Ouch!

Sharp as always! From jesusandmo

Liberator

…er som bekendt startet op igen så småt.

Herunder følger nogle løse betragtninger ude fra sidelinjen, mest henvendt til LBO da jeg ved han læser med. Kommentaren er dobbeltpostet ovre på liberator, men kommentaren der er uden links. Jeg har forsøgt at formulere mine kritikpunkter konstruktivt, hvis det ikke er lykkedes, så beklager jeg - og ja, jeg ved godt, at jeg ingen principiel ret, udover den ret man har som anonym bruger af sitet, har til at kræve, hvordan andre mennesker driver deres site.

i) Den nye redaktion har valgt at skille debatforummet og liberator ad. Jeg er ret sikker på, at jeg mener det er en dårlig ide. Uden debatforummet er liberator bare en mere eller mindre almindelig gruppeblog, der ikke opdateres dagligt og længe har været inaktiv. Gruppeblogs er der allerede en del af, og uden meget hyppige indlæg vil debatten søge andetsteds.

Det er svært at skabe en skabelon, hvor en todelt struktur vil fungere, men netop den todelte struktur var efter min opfattelse den store force for liberator før i tiden, og jeg er ikke sikker på et opgør med den er en løsning, som vil give de resultater, redaktionen har forestillet sig. Jeg tror selv, at den tidligere model liberator havde (særligt gode artikler på forsiden, ‘almindelig debat’ i forum), kombineret med en mere striks kommentarpolitik, er noget nær den optimale løsning, målt på antal besøgende og gennemslagskraft. Men striks kommentarpolitik kræver moderatorer, som gider tage slæbet, og det er hårdt arbejde - hvilket betyder, at sådan en model, med mindre man på en eller anden måde får brugerne selv til at medvirke til at holde stærkt suboptimale brugere ude af debatten, ikke har nogen stabil ligevægt på langt sigt.

ii) Den nye redaktion har valgt en ‘anarkistisk’ vinkel. Som de skriver: Det betyder ikke, at skribenterne uden undtagelse vil nedlægge hele statsapparatet hurtigst muligt, men at de på de områder, som deres artikler behandler, konsekvent taler for, at staten skal blande sig helt uden om.

Nu er jeg selvfølgelig lidt biased, fordi jeg ikke selv ønsker at nedlægge staten og alt det der, men jeg er ikke sikker på, det er en god ide. Eller rettere: Jeg er ikke sikker på, at konsekvenserne af denne linje står helt klart for redaktionen. De skriver selv om, hvordan man i liberators aktive periode kunne følge hvorledes mange af sidens brugere stille og roligt begyndte at betvivle deres socialistiske udgangspunkt og erstatte det med et menneskesyn, der respekterer individet. Det kunne man, og det var klart, at liberator for nogle individer gjorde en stor forskel. Siden har også haft en indflydelse på min egen ideudvikling, men hvor stor den er, står ikke klart for mig på nuværende tidspunkt. Nå, tilbage til konsekvenserne af den valgte linje, et problem her er: Hvis alle sidens indlæg peger i samme retning (staten skal blande sig udenom), hvorfor skulle man så forvente, at dem der er uenige, vil deltage i debatten på sitet? Debatvilkårene er ikke ens.

Et andet problem er, at de færreste liberalister er anarkister. Et forhold der godt kunne bekymre mig er, at selvom den konsekvente antistats-linje uden undtagelser næppe vil ’skræmme’ mig væk, kunne den på den anden side godt tænkes at kede mig væk. Jeg kunne da godt tænke mig at læse en post som indeholder en skitsering af argumenterne imod at staten gør X. Men posten ville være langt mere interessant, hvis argumenterne for også er med. Det, der interesserer mig er netop, om argumenterne imod er bedre end argumenterne for. Problemet her er, at hvis man starter med konklusionen (staten skal blande sig uden om), er det meget let at hoppe over argumenterne for. Hvis liberators skribenter gør det, hvilket der på institutionelt plan som udledt er givet problematiske incitamenter til, ja så mister postene megen af sin relevans for dem, der ikke er anarkister eller på forhånd har meget klart definerede grænser for statens magtudøvelse - med andre ord lige netop de grupper, der er de letteste og mest interessante for skribenterne at påvirke. Vi ønsker ikke at prædike for de lærte, men at plante vores drømme og ideer i nye sammenhænge, skriver redaktionen, men hvis udgangspunktet altid er, at staten skal blande sig uden om, kan det godt resultere i forudsigelige posts og resultere i, at det kan blive endog overordentlig vanskeligt at få ‘moderate’ engageret i debatten. For stor grad af forudsigelighed vil jage mange væk. Det der gjorde sitet attraktivt var ikke kun den liberalistiske vinkel og de mange brugere i sig selv, en stor del af forklaringen lå også i meningsheterogeniteten blandt brugerne, og med det nye udgangspunkt lader redaktionen til netop at lukke af for denne i udgangspunktet.

iii) Jeg er ikke sikker på, at forventningerne til det nye site bør skrues for højt op. Liberator har i et stykke tid været mere eller mindre inaktivt, og liberalister har fundet andre udfoldelsesmuligheder, primært i form af blogs eller eksempelvis kommentarsektionen på 180 grader. Forvent ikke folk kommer tilbage med det samme, bare fordi I starter forfra. Forvent derimod at I skal kæmpe hårdt for at få nye skribenter, og for at få folk til at deltage i debatten på Jeres site, der jo, sin fortid til trods, i dag mest af alt bare er et af mange. Et problem i opstartsfasen vil også være, at dem som har etableret sig som bloggere, næppe vil være de letteste at vinde over som skribenter for siden. Det problem er der næppe nogen enkel løsning på.

Quote of the day

Politicians want lower gas and oil prices but don’t want more production to increase supply. They want oil “independence” but they’ve declared off limits most of the big sources of domestic oil that could replace foreign imports. They want Americans to use less oil to reduce greenhouse gases but they protest higher oil prices that reduce demand. They want more oil company investment but they want to confiscate the profits from that investment. And these folks want to be President?

From one of today’s editorials in the WSJ, HT: Mark Perry.

Surprising fact of the day

For almost 9000 patients who had heart surgery in the UK between 1996 and 2003, receiving a red cell transfusion was associated with three times the risk of dying in the following year and an almost sixfold risk of dying within 30 days of surgery compared with not receiving one…

Here’s the link.

Sort arbejde

Lidt data fra Rockwoolfonden jeg faldt over, da jeg skrev en kommentar ovre på econlog, er tilgængelig her:

http://www.srf.dk/lm2007/CL.ppt

Hvis man finder emnet interessant, og man kender lidt til matematik og modeller, er Eichhorns paper fra Public Choice Society’s møde i 2005 nok værd at se nærmere på. Konklusionen alene burde være nok til at fange manges interesse: Niveauet af skatteundragelse påvirker ikke vækstraten ['hvis antagelserne holder og alt det der', det er et teoretisk paper, men stadig...].

Nogle bemærkninger…

…til Ågerups kronik i 180:

a) Ågerup skriver:

Det er [...] dybt bekymrende, at store dele af det borgerlige Danmark tilsyneladende tildeler kampen for ytringsfriheden hele deres opmærksomhed, mens de øvrige frihedsrettigheder næsten totalt ignoreres og i nogle tilfælde tilsidesættes uden nogen synlige tegn på skrupler, ja endog uden debat. [...] Man kan endda få den mistanke, at den stærke fokus på ytringsfriheden fungerer som en slags aflad for alle de krænkelser af ejendomsretten og aftalefriheden, som accepteres i velfærdsstatens navn.

Jeg ville hertil bemærke, at det ikke er et problem begrænset til ‘borgerlige’, dette selektive forsvar for ‘de gratis frihedsrettigheder’ på bekostning af dem, hvis forsvar ville koste statskassen en masse penge. Det er såmænd det samme problem, jeg har med mange af de radikale af den gamle skole, altså dem der ikke har solgt helt ud til islam men stadig bare er økonomisk venstreorienterede og værdipolitisk højreorienterede. Ågerups kritik er på sin plads, men problemet strækker formodentligt dybere end som så, for problemet er vel netop, at mange ikke forstår linket mellem de to frihedsmanifestationer, at de hænger sammen, og derfor netop ikke finder deres selektive frihedsforsvar spor problematisk. Men det er ikke muligt for et menneske at være kritisk overfor staten og bruge sin ytringsfrihed konstruktivt, hvis staten ejer ham eller hende, det lader sig ikke gøre. At de ‘økonomiske’ og ‘værdipolitiske’ frihedsdimensioner hænger tæt sammen er netop hvad så tydeligt demonstreres herhjemme i disse år - det er derfor så relativt få åbent kritiserer den økonomiske politik, selvom de objektivt set har friheden til at gøre det, og det for manges vedkommende endvidere ville indebære en betydelig nettogevinst, hvis omfattende reformer blev gennemført.

b) Ågerup skriver:

Tværtimod vil jeg hævde, at ytringsfriheden har det ganske godt i det danske samfund sammenlignet med de andre frihedsrettigheder. Vi har ikke nogen generel censur. I det omfang ytringsfriheden er truet, er det på nogle få afgrænsede områder. Karikatursagen er alvorlig, men den er ikke et udtryk for en generel udvikling i retning af at besvare ytringer med vold eller trusler om vold. Det ændrer selvsagt ikke ved, at det er fuldstændig uacceptabelt, at det er sket i dette tilfælde. Men der er trods alt netop tale om et ret isoleret tilfælde. Spørgsmålet om embedsmænds ytringsfrihed er ligeledes vigtigt, ligesom Danmarks Radios dominans i mediebilledet burde vække mere bekymring, end det gør. Reguleringen af visse virksomheders ret til at reklamere er ligeledes problematisk. Men for mig at se er det svært at påstå, at ytringsfriheden generelt set skulle være udsat for et væsentligt pres i Danmark.

Her er jeg bare dybt uenig med Ågerup, og hvis man har fulgt bloggen ville man vide hvorfor. Det er gift for ytringsfriheden at se et angreb på den som ‘et isoleret tilfælde’. Et angreb på ytringsfriheden er aldrig et isoleret tilfælde, det er altid et angreb som vil følges af endnu et, endnu et, endnu et. At karikatursagen ikke er ‘et udtryk for en generel udvikling’ er noget vrøvl, og at Ågerup ikke kan se dette, gør det til et stort problem for mig at acceptere den øvrige analyse fuldt ud. Hvad angår vores nuværende ytringsfrihed er der grund til at være alvorligt bekymret, primært fordi udviklingen i andre vestlige lande lover meget skidt, både Canada, GB og Sverige har de seneste år indført ret kraftige indgreb i ytringsfriheden. Vi har ikke censur, siger Ågerup, men det er altså ikke helt så simpelt og krystalklart et udsagn som han søger at gøre det, genlæs eventuelt denne post. Det er allerede i dag, og har længe været, ulovligt at sige sin mening, hvis ens mening ikke passer religiøse eller politisk korrekte grupper. Det mest relevante spørgsmål for liberale i dag er ikke: Hvornår/hvordan slipper vi af med de eksisterende begrænsninger af ytringsfriheden, men hvordan undgår/udskyder vi de yderligere begrænsninger, som vil komme?

c) Ågerup afslutter med denne salve:

Jeg vil påstå, at den største trussel mod ytringsfriheden kommer fra denne gradvise og foruroligende indskrænkelse af ejendomsretten og aftalefriheden. Jyllands-Posten og andre avisers uafhængighed fra - og mod til at udfordre - magthaverne hviler i sidste instans på deres vished om, at ingen kan konfiskere deres fysiske ejendom, forhindre underleverandører i at levere avispapir eller på anden måde gøre livet surt eller direkte umuligt for dem.

Derfor savner jeg politikere, som ligeså energisk og harmdirrende, som de forsvarer ytringsfriheden, vil forsvare det egentlige grundlag for såvel ytringsfriheden som alle de øvrige aspekterne af den personlige frihed: ejendomsretten og aftalefriheden.

Jeg savner dem ikke, for jeg har ingen illusioner om, at sådanne politikere ville blive valgt i større tal eller slippe afsted med et konsekvent forsvar for friheden i et land som Danmark. Man skal være meget principfast for som politiker at være villig til at give afkald på magten og gå imod strømmen - det er vanskeligt nok for de mange danskere, der har betydeligt mindre at miste, at kritisere systemet. Er det så sært at de politikere, der har lidt respekt for frihedsrettighederne, begrænser deres fokus til de områder, hvor omkostningerne, både de statslige (øget sandsynlighed for ideernes implementering) og personlige (risikoen for genvalg), er mindst mulige? Hvorfor ville Ågerup dog forvente andet? Er politikere ikke netop bare mennesker, som alle os andre? Hvorfor kræve mod og mandshjerte af politikerne, når det så åbenlyst ikke er det, vælgerne efterspørger?

d) Som afsluttende bemærkning skal det nævnes, at jeg har brugt en del tid på ytringsfriheden her på bloggen, på trods af min baggrund. Jeg har ikke holdt mig tilbage for også at kritisere en række af de andre overgreb som Ågerup er omkring, eksempelvis rygeloven, men ytringsfriheden er lidt i højsædet, den relative betoning af emnerne er ikke ens. Et væsentligt argument herfor er naturligvis, at jeg synes ytringsfriheden er så pokkers vigtig, men den grund står ikke alene. En stor del af forklaringen hviler også på min opfattelse af marginal benefits vs marginal costs. På den ene side forholder det sig således, at velfærdsstatens økonomiske fundament efter min opfattelse ikke vil reformeres betydeligt før situationen er meget anderledes end den er nu, det er altid i forbindelse med kriser og store omvæltninger den slags sker. Så længe Fogh og co. er ved roret, ja så er det bedøvende ligemeget hvad jeg siger om skatter og regulering på denne blog, det vil ikke gøre nogen forskel. Så selv om situationen i dag er dybt utilfredsstillende, tror jeg med andre ord ikke på, at stor aktivitet her vil være besværet værd (jeg berører jo dog alligevel emnerne, men vel nok mest for min egen skyld, ikke på baggrund af den eventuelle indflydelse på meningsdannelsen mine indlæg måtte have). På den anden side er ytringsfriheden efter min opfattelse i langt større fare, end mange går og tror, og det forhold at selv liberalister som Ågerup overser truslen understreger netop, hvor vigtig denne debat er. Det problem den store stat direkte udgør i den forbindelse, er et forhold vi midlertidigt må leve med, den nye og særskilte trussel fra islam, og andre som ser muligheden for at lege med, når politikerne giver efter, er ikke. Vi bilder os ind vi har vidtgående ytringsfrihed herhjemme, men den kan forsvinde meget hurtigt, hvis ingen forsvarer den. Jo færre der forsvarer den, jo hurtigere vil processen forløbe. Jeg hverken tør eller vil overlade den forsvarsopgave til nogle hykleriske eller i bedste fald begrebsforvirrede folketingspolitikere, for når ytringsfriheden er væk, får vi den ikke igen. At liberalister ikke bør fokusere på ytringsfriheden, fordi politikerne endnu ikke har frarøvet os den, er i mine øjne et ret sjovt argument mht. hvordan vi bør prioritere. Eller det ville være sjovt, hvis ikke emnet var så alvorligt og truslen mod friheden så nærværende.

Ågerup har ret i, at der er alt for lidt fokus på ejendomsretten og aftalefriheden. Han har ikke ret i, at der er for meget fokus på ytringsfriheden. Hvis ‘ejendomsretten’ og ‘aftalefriheden’ skal erstatte andre af infomedias opslagsbegreber, så lad det være ‘velfærd’ i stedet for ‘ytringsfrihed’.

Chess for kids

A few days ago I wanted to take a closer look at some of Richard Reti’s endgame studies (two examples here), and one of the google links lead me to this site, chesskids.com.

I started playing chess relatively late, ten-fifteen years ago chess simply wasn’t a sport for children. No, of course it still isn’t, but there’s no way around the fact that it’s much better now than it used to be. If I had known about resources like this one and they had been available at the time, in Danish, I would probably have started playing much sooner - the site seems to contain a solid introduction to most of the basic concepts you need to know about when starting out, and the many questions and quizzes in the classes secure that no ‘passive learning’ is possible. As for myself, I lent a book or two on opening theory in the 8th or 9th grade but found them much too specific and focused on lines, and they basically just didn’t tell me what I wanted to know, so I eventually gave the game a good long rest for a few years before I took it up again. It’s no fun being able to play the Chigorin variation of the Ruy Lopez and follow the theory up to move 12-13 by memory, if your opponent chooses to play the Sicilian. If I had found a site like the one above instead, things might very well have been different.

I don’t know of any Danish resources like this one, and I’d be happy to hear about it if one of my Danish readers does. I am aware that the Danish Chess Federation (DSU) introduced a new web resource, ‘skaktaktik‘, some time ago, which is a collection of positions and puzzles aimed at increasing tactical awareness, but the primary target of this resource is not children and beginners (even if they might also benefit from it, as a supplement to some other introductionary material), and that resource is not available for free like chesskids, as it requires membership of DSU to utilize.

One more thing. Tyler Cowen recently made me think about how much time went into my hobbies. It wasn’t what the post was about, but it was still one of the first thoughts that came to mind after I’d read the post. I figured a lot of it was just the time other people spend in front of the tv. As for chess, I have a pretty good idea how much time I’ve spent. On my playchess account, I have played roughly 500 rated blitzgames and 1500 rated bullet games over the last year, corresponding to something like 25-30 minutes/day. The calculation looks like this: An average blitzgame takes 6 minutes. Most blitzgames are 3+0 meaning an average length not above 5 minutes, but I also play an occasional 5+0 or 10+0, at least enough to push up the average somewhat. An average bullet game takes close to 3 minutes as I play roughly the same amount of 1+0 and 2+0 games and they rarely end before one player run out of time. I also play unrated games and a few slow games sometimes, these games account for the marginal five minutes from 25 to 30.

45 days in jail for selling hot dogs with bacon

Here is the link.

You can’t make this stuff up!

What I’ve been reading

I had planned to read Dostoevsky’s Crime and Punishment this weekend. Now I’ve finished it.

It is a masterpiece, a truly wonderful piece of literature!

Surprising sentence of the day

we find no evidence of convergence in minority-majority graduation rates over the past 35 years….

…

From this discussion paper on the American high school graduation rate, via Greg Mankiw.

Education, and specifically high school graduation, is one of the most important variables when it comes to determination/estimation of lifetime income. If the above finding is correct and little or no convergence in education levels takes place, this also means that we in the future can expect to see a much lower income convergence between the groups than we thought.

Carbon dioxide in a historical context

Interesting.