Dengang mænd var mænd…
maj 15, 2008 by USI år er det som bekendt (?) det internationale polar år. Her er den internationale side, her er den danske (skrevet på engelsk? whatever…).
95% af befolkningen ved næppe meget mere om Antarktis, end at det er den hvide klat i bunden af verdenskortene, og at der er meget koldt. Det er en skam.
Her ses for eksempel et billede af til venstre Mount Erebus, en 3.8 kilometer høj aktiv vulkan, og fjernt til højre Mount Terror, en 3,2 kilometer høj udslukt skjoldvulkan, begge beliggende på Ross Island, en kun 2,460 km² (kun en fjerdedel af øen Hawaii!) stor ø, der ikke består af ret meget andet end enorme vulkaner, som simpelthen er vokset ud af havet:
Her er et topografisk kort over øen. På øen bor ca. en halv million (!) af dem her:
Og ja, Ross Island er bare en mikroskopisk lille del af et kontinent, der er op mod 1/3 større end Europa.
Jeg har selv været utroligt fascineret af at læse op på wikipedias sider om udforskningen af kontinentet, særligt omkring ‘den heroiske tidsalder af Antarktisk udforskning‘ hvor der virkeligt skete ting og sager. Det var dengang mænd var mænd, og folk forsøgte at rejse til sydpolen over is og gletchere ved hjælp af ponyer uden snesko. Det var en anden tid…
Et overblik over ekspeditioner på og omkring kontinentet findes her. Da jeg læste artiklen om den katastrofale Terra Nova ekspedition, hvor Sir Robert Falcon Scott, Edgar Evans, Edward Wilson, Lawrence Oates og Henry Robertson Bowers alle nåede Sydpolen - efter at Amundsen havde været der først - og ingen af dem overlevede turen tilbage, tænkte jeg, at det kunne blive til en fremragende film, hvis blot en enkelt af dem havde overlevet. Men det gjorde de ikke, og film som ender ligesom Stalingrad (en efter min opfattelse i sig selv ekstremt overset film) er næppe publikumsfavoritter. Måske historien om Ross Havet’s gruppe, en del af den Imperiale Trans-Antarktiske Ekspedition, ville være bedre. Den transantarktiske ekspeditions formål var naturligvis at krydse Antarktis, og til det formål delte man ekspeditionen i to - en gruppe skulle krydse kontinentet og starte ud fra Weddell-havets kyst, en anden gruppe rejste til Ross Havet, og skulle derfra rejse ind over ismasserne og placere forrådslagre inde på kontinentet, så det krydsende hold ikke døde af sult på vejen. Den korte historie: Ross Havet gruppens skib Aurora blæste væk, og efterlod adskillige af mændene og hovedparten af forsyningerne ombord. Det krydsende hold kom aldrig afsted, da deres skib blev fanget i pakisen og drev væk fra fastlandet. Hvilket betød, at den lille strandede gruppe på Ross Havets kyst, der nu var afskåret fuldstændig fra omverdenen og havde meget begrænsede rationer, intet fik at vide om det krydsende holds problemer og foretog de grusomme ture ind over kontinentet alligevel (fordi det krydsende hold ellers uden tvivl ville omkomme), ekspeditioner som kostede tre af holdets medlemmer livet. Det strandede hold blev først reddet næsten to år efter Aurora blæste væk, og medlemmerne fik først på dette tidspunkt at vide, at deres anstrengelser på isen havde været forgæves.
Som Wikipedia-artiklen udtrykker det: “Despite its chaotic beginnings, its muddles, the disastrous loss of Aurora, and the three deaths, the Ross Sea party was the only part of the entire expedition that fulfilled its original mission, even though the failures of the Weddell Sea party meant that it did so in vain.” Come on, det kunne blive en fremragende film. Det ville være helt naturligt at inddrage Weddell-gruppen og så køre historien på to niveauer, men hovedfokus burde være på Ross Havet’s gruppe.
Jeg fik (især i folkeskolen og gymnasiet) nu og da at vide, at jeg er født i det forkerte århundrede. Der er måske et eller andet om det. Tiden omkring ‘den heroiske tidsalder…’ er for mig en tid, vi aldrig får igen, i hvert fald ikke i min levetid. Det er en deprimerende tanke. En ting perioden bør huske os på, hvis ikke andet, er dette: Den viden vi har opnået i dag er ikke kommet af sig selv. Den har kostet uendelige strabadser, og den har kostet liv, mange liv. Så når folk som Katrine Lilleør siger ting som disse:
Al den videnskabelighed, der ikke til syvende og sidst hjælper dig og mig til at se os selv i forhold til Gud, er ligegyldig. Simpelthen. Er ualvorlig, ja nærmest umenneskelig nysgerrighed. En art nyfigenhed, som man ikke kan bruge til noget som helst.
…ja, så skyldes min irritation ikke kun, at jeg mener hun fremstår dum og indskrænket. Irritationen skyldes også, at hun pisser på folk som Sir Ernest Shackletons og Sir Robert Falcon Scotts minde. Uden dem ville der ikke være nogen hvid klump i bunden af verdenskortene. Hvis Lilleør og hendes slags gennem tiden havde haft magt, som de havde agt, ville vores verdenskort derimod formentlig stadig se sådan her ud:
[/end of rant]





