Econstudentlog

Ingen kommentarer

October 18, 2011 Posted by | velfærdsstaten | Leave a comment

Missing the point

(Politik-relateret, men informationskomponenten har stor vægt og det her er faglig kritik (måske også ‘for faglig’ i den nuværende udformning, lix-tallet af tekstdelen under citatet er 61. Whatever, jeg har vist kun relativt smarte læsere…)

Læste lige den her artikel om en ung arbejdsløs magister der gik fra dagpenge til et produktivt job. Her er et godt citat:

“”Ligeså snart, man som dagpengemodtager tillader sig at beskæftige sig med et eller andet, skal det modregnes i tid og penge. Jeg har forståelse for, at det skal modregnes økonomisk, hvis man tjener penge udover dagpengene. Men den kontrol og umyndiggørelse, man udsættes for i dagpengesystemet, er demotiverende og rent ud sagt ikke til at holde ud,” forklarer hun. Hun ser hellere, at der bliver skåret i de sociale ydelser, frem for at man fortsætter med det nuværende system:

”For mit vedkommende ville jeg i hvert fald have foretrukket færre penge til gengæld for mere frihed, da jeg var i dagpengesystemet.”

Men det er netop pointen med det system, der findes i Danmark i dag. Hun var så træt af de mange krav, at hun valgte at deltage fuldt på arbejdsmarkedet i stedet for at blive i systemet. Det sjove er at kritikken af systemet dækker over noget, der for så vidt bedst kan betragtes som en succeshistorie for det nuværende system.

I Danmark er sociale ydelser til mennesker med arbejdsmarkedstilknytning ikke bare sådan nogle der gives pr. automatik og uden krav, et narrativ mennesker med politiske sympatier i samme retning som mig selv til tider gør brug af. I et internationalt perspektiv er de danske ydelser høje, men de modsvares samtidig af en lang række krav. De to ting hænger sammen; jo færre krav der stilles i forhold til modtagelsen af sociale ydelser, jo lavere sociale ydelser vil der alt andet lige kunne oppebæres i ligevægt for givne personkarakteristika. Det er faktisk derfor systemet ikke for længst er brudt sammen; Danmark her en beskæftigelsespolitik som for dem, der er på arbejdsmarkedet, er stærkt fokuseret på at beskæftigelse er endemålet – også i betydeligt højere grad end det er tilfældet for mange lande med lavere social kompensation. Det er en af flere grunde til, at vi på trods af tårnhøje skatter mv. såmænd har en meget høj erhvervsfrekvens i et internationalt perspektiv.

Et stift og krævende system er dårligt egnet til at tage sig af de individer, der for alvor har det svært, eksempelvis pga. misbrug eller lignende, hvis de ikke kan opfylde de krav, der stilles. De risikerer at blive trukket i ydelserne og så kan det blive rigtigt vanskeligt – hvorimod nogle af dem, der til gengæld har overskud til at udholde systemets krav, sandsynligvis er bedre stillet end i nogle typer af systemer med lavere ydelser og færre krav (introduktionen af den marginale ikke-pekuniære konditionalitet relateret til modtagelse af en given social ydelse vil altid stille individet som modtager ydelsen værre end i udgangspunktet – for fastholdt indkomst indebærer den marginale ikke-pekuniære konditionalitet altid et nyttetab for modtageren). Standard-fortællingen er at betingelser gør det lettere at målrette ydelserne til dem, der har et reelt behov, men helt så simpelt er det selvfølgelig ikke. Et andet problem er at høje krav gør det mere attraktivt for folk på kanten af arbejdsmarkedet at melde sig helt ud, hvilket øger behovet for kontrol og regulering af kompensation til individer uden for arbejdsmarkedet og gør dem værre stillet.

Det er en uhensigtsmæssig, måske ligefrem kontraproduktiv, kritik at rette mod systemet som højtuddannet individ at fortælle, hvor ubehageligt det var at modtage ydelserne, og hvordan det var rarere at deltage på arbejdsmarkedet på trods af et indkomsttab relateret dertil, når personen som ytrer kritikken jo tilsyneladende netop har kvalifikationerne til at deltage på arbejdsmarkedet. Systemet er netop indrettet med henblik på at gøre det ubehageligt at være på overførselsindkomst for mennesker som hende, fordi det ikke er meningen, at hun og mennesker som hende skal modtage indkomsterstattende ydelser fra staten, efter at den har gjort en stor investering i hendes humankapital ved at betale for hendes videregående uddannelse, pointen med hvilken skulle være (burde have været) at gøre hendes arbejdsmarkedsparat og produktiv.

June 18, 2011 Posted by | 180 grader, Forskelligt, velfærdsstaten | 8 Comments

Tradeoffs som vi ikke ønsker at tænke over, afsnit 35123

I Danmark er der antageligt (det er overordnet set sådan folk stemmer) generel konsensus på samfundsplan om, at det er en god ide at bruge offentlige institutioner til at hjælpe svage individer ved at støtte dem økonomisk og på anden vis, hvis de har det svært. De gælder både nationalt, hvor en lang række ordninger er sat op for at fungere som et ud fra et internationalt perspektiv betragtet meget omfattende ‘socialt sikkerhedsnet’, og såmænd også internationalt, hvor vi sender adskillige milliarder ud af landet hvert år, med henblik på at hjælpe indbyggere i lande som er fattigere end os.

Selvom der bruges mange milliarder på ulandsbistand, udgør den dog stadig en meget lille andel af det offentlige budget. Vi bruger omkring 0,8 % af bruttonationalindkomsten og selvom det er meget i international sammenhæng er det faktisk ikke noget særligt i det store billede (især ikke givet at en ikke ubetydelig andel af midlerne er mere eller mindre direkte erhvervsstøtte til danske virksomheder eller støtte til mere eller mindre politiske interesseorganisationer funderet i Danmark – hvor alternativet kunne være mere direkte indkomstoverførsler til mennesker med færre midler som bor i andre lande). Det er lidt sjovt, hvis man tænker lidt over det; altså at beløbet ikke er meget større. En af grundene til, at man kan forundres over omfanget af støtten er, at den marginale effekt af et økonomisk bidrag til en dansker er meget, meget lavere end den effekt, der ville opnås såfremt bidraget i stedet blev givet til et individ i et andet land med en meget lavere indkomst.

Sidstnævnte pointe fortjener en et tal-eksempel, så folk er med på hvad der sigtes mod. Man kan tænke over det på denne måde: Hvis en rig dansker vælger at give en relativt fattigere dansker uden for arbejdsmarkedet 300 kroner, svarer til at give ham måske tre dages husleje, hvis han bor relativt billigt. At give 300 kroner til et individ med en indkomst på en dollar om dagen svarer til at give vedkommende omtrent 2 måneders indkomst. Sagt på en lidt anden måde kunne man for hver måneds husleje, der overføres til en dansk modtager af indkomsterstattende ydelser (som bor billigt) have fordoblet en fattig inders indkomst i vel over halvandet år. Eller hvis man anskuer situationen for en given transferydelse i et givet tidsinterval: For hver dansker som får huslejen dækket af det offentlige kunne man have fordoblet 20 inderes indkomst i den samme periode i stedet for.

Nu kunne man jo spørge sig selv, hvorfor der er bred enighed om, at det er en rigtig god ide at lade næsten alle vores offentligt indsamlede midler gå til folk som ligner os selv, bor tæt på, osv., hvis folk som bor langt væk ville have meget større glæde af at modtage pengene? Det interessante er især, at det i den politiske debat som foregår i landet tages for givet – og i mindre udstrækning tages for givet i de fleste øvrige rige lande, at vi først giver den fattige afrikaner en mulighed for at få en uddannelse efter at vi har betalt uddannelsen for vores egne, såvel som for husleje, mad, sundhed, mikroovn og internetforbindelse til alle de arbejdsløse danskere og deres børn, pensioner til de ældre og tidlig pension til de yngre, børnepenge, den nationale tv-kanal, subsidier til teaterbilleter… Også selvom vi kunne hjælpe mange, mange flere mennesker, hvis vi besluttede os for at bruge flere penge på at hjælpe den fattige pige fra Chad og færre penge på at hjælpe Søren.

Jeg har aldrig set en politisk plakat, som kritiserede at 9-årige Ajambo stadig arbejder i stenbruddet i stedet for at gå i skole, fordi vi har brugt de penge, der kunne gå til at betale for hendes skolebøger, til at betale for 37-årige Brians internetforbindelse. Det er ikke den kritik, der bliver rejst når eks. Enhedslisten rejser deres kritik af fordelingspolitikken; hvis Ajambo nævnes er ideen som regel at lade offentlige institutioner betale for både Brians internetforbindelse og Ajambos skolebøger. De anerkender heller ikke eksistensen af disse tradeoffs, de omgår dem bare ved at lade som om der er penge til det hele.

Ovenstående er ikke nødvendigvis et argument for at ændre praksis i fordelingspolitikken, man kan sagtens finde væsentlige argumenter imod at gøre det. Men det er interessant at den nationale norm er, at det er helt på sin plads at anskue tilhængeren af omfattende omfordeling af indkomst på nationalt plan og meget begrænset omfordeling af indkomst på internationalt plan som en form for ‘barmhjertig samaritaner’. Danmark er et af verdens mest lige lande. Hvis målet er at mindske uligheden, så findes der rent faktisk så godt som ingen dårligere lande at bruge pengene i end Danmark; alle andre landes ulighed ville mindskes mere end den danske pr. krone brugt på marginen. Ud fra et internationalt perspektiv svarer vores nationale fordelingspolitik til at omfordele fra de rigeste måske 2 % af verdens befolkning til de ‘fattige danskere’ der måske kun er i top 5%. Det kan godt være mange danskere er stolte af den omfordeling, der finder sted på nationalt plan, men set fra den fattige inders perspektiv…

Sidst: Naturligvis er høj omfordeling af indkomst til indbyggere i andre lande en politisk dødssejler, med mindre indbyggerne har meget stærke altruistiske præferencer. Naturligvis er en reform i den retning væk fra status quo umulig at gennemføre, fordi dem politikken primært gavner, de fattige udlændinge, ikke stemmer, hvorimod alle dem, som mister teaterbilletter og internet, gør. Og nej, for at komme i al fald et modargument i forkøbet: Det er ikke gratis at finde ud af, hvem der mangler pengene mest og sørge for, at de går til de rette, hvis modtageren bor i et fremmed land mange tusinde kilometer væk. Men tror du der ikke sker misbrug af det danske system? Tror du de danske sagsbehandlere arbejder gratis? Hvis pengene går til en af de forkerte i Chad, hvad er så sandsynligheden for at vedkommende har mindre brug for pengene end Brian?

Hvis Danmark er et land fyldt med altruistiske vælgere, som bekymrer sig en masse om andre menneskers kår og hvordan man kan hjælpe dem med politiske tiltag – et narrativ danskere traditionelt støtter op om – hvorfor er debat-emner som disse så ikke på den nationale dagsorden?

May 12, 2011 Posted by | politik, tradeoffs, velfærdsstaten | Leave a comment

Dagens citat

Danmark er det land, der bruger flest offentlige midler på uddannelse som andel af BNP, nemlig 8,5 pct. Det er over 3 pct.point mere end OECD-gennemsnittet. Også målt ved udgifterne pr. elev er Danmark i top på alle trin i uddannelsesforløbet.

Den danske grundskole er ifølge PISA-undersøgelsen den dårligste i Norden til at bryde sammenhængen mellem forældrebaggrund og børnenes læsefærdigheder. De danske grundskoleelevers faglige kundskaber ligger i PISA-undersøgelsen under gennemsnittet i læsning og naturfag, men over gennemsnittet i matematik og problemløsning. 17 pct. af alle danske elever er for dårlige til at læse. I Sverige og især Finland er tallet væsentligt lavere.

Fra velfærdskommissionens rapport.

Tabel 3.5, s.43 (/123) her, er også, af flere årsager, interessant.

August 21, 2007 Posted by | citater, data, indvandring, velfærdsstaten | Leave a comment

Non Sequitur?

Børn skal beskyttes mod den passive røg. Derfor er det i orden at lave rygeforbud, mener de fleste danskere ifølge ny meningsmåling.

65 pct. af danskerne ønsker rygning begrænset på cafeer og værtshuse.”

Her.

Ok, lad mig se om jeg forstår det her ret: Børn bør beskyttes mod røg. Derfor er det i orden at forbyde rygning på cafeer og værtshuse. Børn tilbringer som bekendt en stor del af deres tid på de danske værtshuse. …øh?

May 15, 2007 Posted by | paternalisme, velfærdsstaten | 1 Comment

Post Danmark

Jeg skrev forleden dette:

Offentligt fjernsyn er ligesom offentlige virksomheder generelt: En dårlig idé.

Jeg fandt endnu et datapunkt der underbygger dette udsagn i dag. For at gøre en lang historie kort: Post Danmark vil hæve portoen for private igen, så det snart kommer til at koste 6.65 kroner at sende et brev.

Hvis Post Danmark vil sikre sig en markedsniche, så kun private over 60 år benytter sig af deres, service, så kunne de ikke have fundet nogen bedre måde at gøre det på. Dette års julekort bliver sendt via mail.


March 17, 2007 Posted by | velfærdsstaten | Leave a comment

   

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 146 other followers