Econstudentlog

Gorbatjov III

Tidligere posts her og her.

Jeg har valgt bare at gøre det til en løs afrunding, for han siger sandt at sige ikke ret meget interessant i bogens sidste sider. Det koger mest ned til: ‘Peace, love and understanding’. Gorbatjov vil have afsluttet våbenkapløbet, for russerne kan ikke længere følge med. Han taler smukt om alle de mange områder – videnskab, teknologi, handel, udenrigspolitik – hvor Vesten burde samarbejde med Sovjet; eller i det mindste ikke modarbejde dem. Han mener selvfølgelig ikke, Sovjet skylder Vesten noget videre, og ideen er naturligvis, som jeg også bemærkede i afsnit II, at Vesten bør give indrømmelser uden at forvente at få noget igen.

Jeg har ikke været særligt venlig overfor Gorbatjov i disse posts, og måske har jeg også været lige en lille tand for skarp. Ikke sådan at forstå, at jeg tager min kritik tilbage, på ingen måde, kritikken i mine posts er både berettiget og helt på sin plads. Men når det kommer til den svære afrunding, hvor der skal opstilles en konklusion, er der forhold jeg ikke indtil nu har været omkring, som jeg mener fortjener at komme med i betragtningerne. Jeg mener det primære fokus, når der fældes moralske domme, bør vær på handlinger og konsekvenser, ikke på intentioner, og det er et stærkt argument for, at dommen over Gorbatjov ikke bør være hårdere end som så: Manden ledede en politistat, han var marxist og kollektivist, han var inspireret af en vulgærmarxistisk historicisme, han var historieforfalsker, en løgner, et magtmenneske og en masse andet grimt, og sandt at sige har jeg intet andet end foragt tilovers for det system, han regerede, og mange af de ideer, han havde. Men der er som sagt også den anden side af mønten. Det er svært at komme udenom, at de reformer han satte i gang var medvirkende til, at netop det system han forsøgte at redde blev fjernet fra jordens overflade. Det var ikke det, han havde forestillet sig ville ske, men det var det, der skete, og alt i alt var sammenbruddet, og den måde det fandt sted på, ikke noget dårligt udfald – og på det tidspunkt var der, bør vi huske på, rigtig mange grimme udfald, som spøgede i kulisserne (militærkup, lang og blodig borgerkrig, ect). Man kan naturligvis argumentere for, at Gorbatjovs rolle i det store spil var ret lille, og at systemet ville være kollapset uanset hvad han havde gjort. Der er nogen vægt bag denne indvending, men det er svært for mig at acceptere et argument om, at perestrojkaen ikke fremskyndte processen.

March 23, 2008 Posted by | bøger, mikhail gorbatjov, Rusland | Leave a comment

Montefiore

Jeg er blevet færdig med Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi: Stalin, Den røde zar og hans hof. En anmeldelse af bogen her, en anden her.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin’s ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet (‘revolutionen’). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin – og hans nærmeste – fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin’s egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. ‘På godt og ondt’ bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold – tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30′erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre – og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30′erne ‘under Jesjov og Berija’ (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi ‘kommer tæt på’ betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den ‘almene dannelse’ folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

January 19, 2008 Posted by | bøger, kommunisme, Montefiore, Rusland, Stalin | 2 Comments

Tilfældige observationer

Rusland under Stalin:

i) I 41-42, da krigen var på sit højeste og udfaldet på østfronten stadig var åbent, blev 994.000 sovjetiske tjenestegørende [soldater] anklaget og 157.000 skudt, i alt svarende til 15 divisioner. I 1943 arresterede Berija i NKVD-regi 931.544 personer (civile) i det ‘befriede’ territorium.

ii) Under udrensningen af hæren inden krigen blev 40.000 officerer arresteret. 3 ud af 5 marskaller, 15 ud af 16 generaler, 60 ud af 67 korpschefer og samtlige 17 kommisærer blev skudt.

iii) Af de 80.300 sovjetiske fly, der gik tabt under krigen, skyldtes 47% uheld, ikke-fjendtlig nedskydning eller pilotfejl.

iv) Khrusjtjov gav i Moskva under Jesjov‘s og Stalin’s -processer ordre til skydning af 55.741 embedsmænd. Den oprindelige Politbureau-kvote var på 50.000. Sjovt nok fremgår det ikke af hans wikipedia-artikel, at han altså også var en blodtørstig stalinist, der (bl.a.) stod bag mere end et halvt hundrede tusind dødsdomme, men så igen; så længe bare alt det væsentlige er med…

v) Stalin havde 1100 formelle møder med Jesjov under terrorprocesserne.

At han ‘ikke vidste hvad der foregik’ er mildt sagt ikke noget særligt holdbart argument, de to mødtes dagligt.

vi) I de måneder der fulgte efter 2. og 3. Hviderussiske Front var gået ind i Østprøjsen, blev 2 millioner tyske kvinder voldtaget. Russiske soldater voldtog endog russiske kvinder, der nyligt var blevet befriet fra tyske kz-lejre.

Stalin’s kommentar hertil, i en samtale med det jugoslaviske Politbureaumedlem Milovan Djilas, var denne: ‘forestil Dem [...] en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd – over tusindvis af kilometer i sit eget hærgede land, hen over kammeraters og sine kæres døde kroppe. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er der så forfærdeligt i, at han morer sig med en kvinde efter sådanne rædsler?’

‘Morer sig med en kvinde’… Stalin fremstår ikke mere ligefrem mere sympatisk, når man tager med i betragtningerne, at en af Stalin’s nærmeste, Berija, havde gjort det til noget nær en sport at samle tilfældige kvinder op på gaden, hvis han da ikke sendte underordnede ud for at hente kvinderne til ham, for efterfølgende at voldtage dem, en praksis Stalin ikke var ubekendt med. Men så igen, hvis man kan forsvare Stalin’s massemord, så kan man nok også forsvare, at manden ikke havde noget større problem med massevoldtægter…

Ved jeg har citeret meget fra Montefiore, men dette bliver formentligt også den næstsidste post om emnet.

January 17, 2008 Posted by | bøger, kommunisme, Rusland, Stalin | Leave a comment

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva‘s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.

January 10, 2008 Posted by | bøger, citater, kommunisme, Montefiore, Stalin | Leave a comment

Traveller

Afsluttede sidste uge Traveller, af Richard Adams.

En god bog. Ikke hans bedste, men hvis man kan lide the Adamske univers, er den bestemt værd at tage et smut forbi.

Bogen fik mig til at overveje om ikke jeg burde læse lidt mere om den amerikanske borgerkrig. Hvis nogen læsere har et bud på et værk af en vis kvalitet, som har det meste med, vil jeg tage anbefalingen med i mine overvejelser.

December 8, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment

Mises

Så er jeg kommet igennem de første par hundrede sider af Mises Human Action.

Jeg må gøre klart først, at jeg har svært ved at finde ud af, hvad det er han rent faktisk vil. Mises gør selv klart, at det han forsøger er at opbygge en logisk/apriorisk/videnskabelig teori om menneskelig handlen (“human action”). Men indtil nu har jeg ikke fundet ud af, præcist hvad denne altomfavnende teori skal indeholde, eller hvad formålet med teorien er (selvom jeg har en nagende fornemmelse af, at jeg kender svaret på det sidste spørgsmål – ikke et behageligt et). De banale indsigter, at mennesket handler for at forbedre sin situation, at vi handler rationelt og formår at undertrykke vores instinkter, når det er påkrævet, at arbejdsdeling er det, der gør os rigere, osv. bliver jeg ikke meget klogere af. Det vidste jeg jo godt, ikke meget nyt der. Måske har jeg ikke læst ham grundigt nok, måske har jeg ikke forstået budskabet, måske er jeg bare dum – måske en blanding. Men det er situationen som den er lige nu.

Jeg har valgt at lade Mises tale selv. Så der kommer mange citater i posten, en hel del. Efter hvert citat vil jeg så kort kommentere på den pointe, jeg tog fat i. Jeg tror det er den mest givtige vej, men det skyldes også mest, at det på mig ser ud til lige nu at være noget nær den eneste vej – jeg som sagt ikke rigtig har fundet den der røde tråd i bogen, som burde binde det hele sammen (jeg har fundet nogle røde tråde, men de er i flertal). I denne proces kommer jeg omkring en række af de problemer, jeg har med Mises, for ja, dem er der nogen stykker af. Jeg har valgt bevidst at nedtone “enig”-afsnittene, dem finder jeg naturligt nok ikke voldsomt interessante. Det gør i øvrigt nok, at mit indlæg godt kan fremstå mere kritisk, end det er ment – afsnittet med kritikken af de holistiske og metafysiske samfundsopfattelser, side 165 (/se nedenfor) og frem, er eksempelvis fremragende, og det samme gælder den marxisme-, videnssociologi-, historicisme- og utopismekritik som han har medtaget i eksempelvis The Revolt Against Reason afsnittet. Afsnittet om metodisk individualisme kan jeg også kun være helt enig i. Jeg har valgt at behandle Mises’ teori om menneskelig handlen som en videnskabelig teori, og det vil fremgå meget klart i det følgende, hvilke problemer jeg har med den metode, han har valgt, i så henseende.

Hvis der er tvivlsspørgsmål, ting Jan eller andre mener bør uddybes, så spørg endelig.

Rent teknisk bør det bemærkes, at de sidetal jeg benytter i referencerne, svarer til sidetallene nederst i pdf-udgaven, som findes her, ikke sidetallene i bogen.

Nuvel, herunder følger så en del citater såvel som mine kommentarer hertil. Det første jeg vil bemærke i den tekstnære behandling, er at jeg ikke mener Mises praxeologi er spor videnskabelig. Mit udgangspunkt er, at praxeologi absolut intet har med videnskab at gøre, ligesom ren økonomisk teori i øvrigt heller ikke har. Måske er det for hårdt sagt, men efter at have læst de første par hundrede sider, synes jeg mere det minder om en art logisk inspireret mysticisme, end det minder om videnskab. Denne opfattelse hænger tæt sammen med Mises’ antiempirisme, eller for nu at bruge hans egne ord, hans “metodologiske apriorisme” (s.55). Begge er gennemgående temaer, og de bliver påtalt en del gange i analysen. Om “videnskabeligheden” kan man på side 52 læse:

Praxeology is a theoretical and systematic, not a historical, science. Its scope is human action as such, irrespective of all environmental, accidental, and individual circumstances of the concrete acts. Its cognition is purely formal and general without reference to the material content and the particular features of the actual case. It aims at knowledge valid for all instances in which the conditions exactly correspond to those implied in its assumptions and inferences.
Its statements and propositions are not derived from experience. They are, like those of logic and mathematics, a priori. They are not subject to verification or falsification on the ground of experience and facts. They are both logically and temporally antecedent to any comprehension of historical facts. They are a necessary requirement of any intellectual grasp of historical events. Without them we should not be able to see in the course of events anything else than kaleidoscopic change and chaotic muddle.

Hvis praxeologi er det, Mises siger det er her, så er min kommentar, at så har det intet med videnskab at gøre. Videnskab handler om hypoteser om virkeligheden. En videnskabelig teori er en teori om facts, om virkeligheden, og det er en teori, som principielt kan tilbagevises. Antiempirisme er en masse andet, men videnskab er det ikke.

S.58 fortsat:
A fashionable tendency in contemporary philosophy is to deny the existence of any a priori knowledge. All human knowledge, it is contended, is derived from experience. This attitude can easily be understood as an excessive reaction against the extravagances of theology and a spurious philosophy of history and of nature. Metaphysicians were eager to discover by intuition moral precepts, the meaning of historical evolution, the properties of soul and matter, and the laws governing physical, chemical, and physiological events. Their volatile speculations manifested a blithe disregard for matter-of-fact knowledge. They were convinced that, without reference to experience, reason could explain all things and answer all questions. The modern natural sciences owe their success to the method of observation and experiment. There is no doubt that empiricism and pragmatism
are right as far as they merely describe the procedures of the natural sciences. But it is no less certain that they are entirely wrong in their endeavors to reject any kind of a priori knowledge and to characterize logic, mathematics, and praxeology either as empirical and experimental disciplines or as mere tautologies.

og i samme boldgade, men mere hårdt sat op (s.59):
However, the sciences of human action differ radically from the natural sciences. All authors eager to construct an epistemological system of the sciences of human action according to the pattern of the natural sciences err lamentably.

For løst at parafrasere Popper: En af grundene til, at samfundsvidenskaberne i den grad halter efter naturvidenskaberne, er netop fordi samfundsvidenskabelige forskere ikke har indset, hvor overlegen den videnskabelige metode med trial and error, med hypoteser som sættes op mod virkeligheden og testes, er. Problemet er bedret siden Popper, især når det kommer til økonomi, men det er ikke Mises’ fortjeneste. Tværtimod.

S.75:
There are, in the field of economics, no constant relations, and consequently no measurement is possible.
og
S.76:
Economics is not, as ignorant positivists repeat again and again, backward because it is not “quantitative.” It is not quantitative and does not measure because there are no constants. Statistical figures referring to economic events are historical data. They tell us what happened in a nonrepeatable historical case. Physical events can be interpreted on the ground of our knowledge concerning constant relations established by experiments. Historical events are not open to such an interpretation.
og
S.138:
The fundamental deficiency implied in every quantitative approach to economic problems consists in the neglect of the fact that there are no constant relations between what are called economic dimensions. There is neither constancy nor continuity in the valuations and in the formation of exchange ratios between various commodities. Every new datum brings about a reshuffling of the whole price structure. Understanding, by trying to grasp what is going on in the minds of the men concerned, can approach the problem of forecasting future conditions. We may call its methods unsatisfactory and the positivists may arrogantly scorn it.
But such arbitrary judgments must not and cannot obscure the fact that understanding is the only appropriate method of dealing with the uncertainty of future conditions.

Her er jeg så bare dybt uenig med Mises. At forstå de økonomiske incitamenter (som jeg har forstået hans begreb “understanding” er det lidt i den dur) som er involveret i prisdannelsen er 1 middel, af mange, som kan bruges til at estimere fremtidige økonomiske data. Men bestemt ikke det eneste, eller nødvendigvis det “bedste”.

Mises overser i øvrigt også i den her sammenhæng, at skellet mellem historie og naturvidenskab er betydeligt mere mudret end han ønsker at fremstille det. Naturvidenskabsfolk bruger hele tiden historiske data til at forsøge at ekstrapolere, hvad der vil ske fremover, med gode resultater.

S. 88-89:
The empirical sciences start from singular events and proceed from the unique and individual to the more universal. Their treatment is subject to specialization. They can deal with segments without paying attention to the whole field. The economist must never be a specialist. In dealing with any problem he must always fix his glance upon the whole system.

“Empiriske videnskaber” (der findes ikke andre) starter ikke fra singulære events; induktion bør forkastes som videnskabelig metode og erstattes af deduktion. Jeg var overrasket over, at Mises begik denne fejl. Derudover: Lidt sjovt at en, som er stærk fortaler for arbejdsdeling, ikke mener økonomer må specialisere sig ;)

Side 109:
But, they say, as far as man is able to attain cognition, he must rely upon reason. The ultimate given is the irrational. The knowable is, as far as it is known already, necessarily rational. There is neither an irrational mode of cognition nor a science of
irrationality. With regard to unsolved problems, various hypotheses are permissible provided they do not contradict logic and the uncontested data of experience. But these are hypotheses only.

og i samme retning, side 110:

It is a poor makeshift to dispose of a theory by referring to its historical background, to the “spirit” of its time, to the material conditions of the country of its origin, and to any personal qualities of its authors. A theory is subject to the tribunal of reason only. The yardstick to be applied is always the yardstick of reason. A theory is either correct or incorrect.

Mine kommentarer: Alt er hypoteser. Der findes ikke absolute sandheder som relaterer til virkeligheden, der findes ikke ”solved problems” som er i modsætning til ”unsolved problems” – det eneste der findes er hypoteser om virkeligheden, som kan vise sig senere hen at være fejlagtige. Mises har selvfølgelig ret i, at en teori ikke bør forkastes på baggrund af irrelevante faktorer som hvem forfatteren er eller hvornår teorien er fremført, men: En teori som skal påkalde sig nogen form for videnskabelighed er kun sand i det omfang den forholder sig til facts. “Fornuft” har ikke meget at sige her.

Side 113:
It is the task of scientific technology and therapeutics to explode errors in their respective fields. It is the task of economics to expose erroneous doctrines in the field of social action. But if men do not follow the advice of science, but cling to their fallacious prejudices, these errors are reality and must be dealt with as such

Det er ikke økonomens opgave at ”rette fejl” i befolkningen, at påtale tåbeligheder folk foretager sig pga. økonomisk analfabetisme. Det er først og fremmest videnskabens, og dermed også den økonomiske videnskabs, opgave at beskrive virkeligheden. At Mises flere gange fremhæver den “videnskabelige” praxeologis neutrale standpunkt mht. værdidomme, og alligevel får indsneget ovenstående citat, ser en smule mystisk ud.

Det sagt, hans udsagn er en kritik af de økonomer, som mener, at der er noget galt med befolkningen, ikke deres modeller eller antagelser, når modellerne giver “forkerte” resultater, fordi befolkningen ikke opfører sig som det antages i modellerne – og en kritik af disse dogmatikere er naturligvis på sin plads, kritikken skulle blot ikke have indeholdt sætning #2.

Der er et enkelt “helt enig!” citat jeg har valgt at medbringe (s.116):

Value is not intrinsic, it is not in things. It is within us; it is the way in which man reacts to the conditions of his environment. Neither is value in words and doctrines. It is reflected in human conduct. It is not what a man or groups of men say about value that counts, but how they act.

Om usikkerhed (s.125):
Natural science does not render the future predictable. It makes it possible to foretell the results to be obtained by definite actions. But it leaves unpredictable two spheres: that of insufficiently known natural phenomena and that of human acts of choice. Our ignorance with regard to these two spheres taints all human actions with uncertainty. Apodictic certainty is only
within the orbit of the deductive system of aprioristic theory. The most that can be attained with regard to reality is probability.

og (s.135):
No less impermissible is the recourse to the calculus of probability in dealing with hypotheses in the field of the natural sciences. Hypotheses are tentative explanations consciously based on logically insufficient arguments. With regard to them all that can be asserted is: The hypothesis does or does not contradict either logical principles or the facts as experimentally established and considered as true. In the first case it is untenable, in the second case it is—under the present state of our experimental knowledge—not untenable. (The intensity of personal conviction is purely subjective.) Neither frequency probability nor historical understanding enters into the matter.

Det første afsnit lyder ikke helt tosset, men jeg ville have tilføjet til 2. sætning: ”with some degree of accuracy”, og i øvrigt have bemærket, at før Mises definerer “actions” mere præcist i den her sammenhæng er der stadig uoverstigelige problemer med en sådan formulering. Mht. det andet citat er jeg naturligvis lodret uenig: Alt er hypoteser. Som Popper udtrykker det i Logic of Scientific Discovery, app.*1, p.318, et synspunkt jeg er helt enig i:

I think we shall have to get accustomed to the idea that we must not look upon science as a ’body of knowledge’, but rather as a system of hypotheses; that is to say, as a system of guesses or anticipation which in principle cannot be justified, but with which we work as long as they stand up to tests, and of which we are never justified in saying that we know that they are ‘true’ or ‘more or less certain’ or even ‘probable’.

Usikkerhed er endnu vigtigere og mere omfattende end Mises vil være ved. Der findes heller ikke i naturvidenskaberne “løste problemer”, eller “ting vi ved med sikkerhed”.

På side 133 bemærker Mises at:
It is customary nowadays to speak of “social engineering.” Like planning, this term is a synonym for dictatorship and totalitarian tyranny.

Når det kommer til piecemeal social engineering må jeg bare sige: I respectfully disagree.

På side 175 bemærker Mises:
Liberalism is based upon a purely rational and scientific theory of social cooperation.

Og mit svar hertil er: Nej, det er den ikke. Apriorisk praxeologi er ikke videnskab, ligesom marxisme ikke er videnskab. Men derudover er jeg grundlæggende på linje med Mises når det kommer til det afsnit. Dog bør det tilføjes (s.177)…

It is a distortion of fact to say, as many champions of religious theocracy do, that liberalism fights religion. Where the principle of church interference with secular issues is in force, the various churches, denominations and sects are fighting one another. By separating church and state, liberalism establishes peace between the various religious factions and gives to each of them the opportunity to preach its gospel unmolested.

…at selvom liberalisme og sekularisme korrelerer, er jeg ret sikker på, at de to ikke nødvendigvis overlapper.

På side 204 skriver Mises:
Only a world view whose supporters renounce any earthly activity whatever could neglect to pay heed to the rational considerations which show that social cooperation is the great means for the attainment of all human ends. Because man is a social animal that can thrive only within society, all ideologies are forced to acknowledge the preeminent importance of social cooperation. They must aim at the most satisfactory organization of society and must approve of man’s concern for an improvement of his material well-being. Thus they all place themselves upon a common ground. They are separated from one another not by world views and transcendent issues not subject to reasonable discussion, but by problems of means and ways. Such ideological antagonisms are open to a thorough scrutiny by the scientific methods of praxeology and economics.

Han fylder en masse antagelser på for at komme til den slutning, og den holder ikke. Hans forsøg på at udlede, at “alle ideologier stræber efter det same”, eller noget i den retning, minder i mine øjne lidt for meget om marxisternes forsøg på at bevise, at alle ”i virkeligheden” er underkastet den ”videnskabelige” marxismes love, og at marxismen derfor(?) er sand og korrekt.

Mises tager fejl. For der er ingen enighed om, hvad “the most satisfactory organization of society” vil sige, og det problem kan rationel diskussion og praxeologisk “videnskabelig” metode ikke løse. Det drejer sig om præferencer, og dér gives ingen facitliste. Det er ikke sandt, at alle world views “must approve of man’s concern for an improvement of his material well-being”. Eller måske er det, men udsagnets validitet kan ikke på tilfredsstillende vis vurderes, før vi har defineret begreberne vi snakker om. Mises glemmer, at de forskellige world views ikke engang kan blive enige om, hvad det vil sige at være et menneske. Hvem er “man” og “his”? Hitler mente, som konsistent og overbevist ideolog med den nazistiske verdensanskuelse, at alle jøder skulle dø. De var jo ikke mennesker på lige fod med os andre, de var mere at sammenligne med aber og svin. Lenin og Stalin så på “kulakken” med lignende øjne.

Den “common ground”, Mises beskriver, er illusorisk.

Det samme tema behandles lidt længere nede (205):
The problems involved are purely intellectual and must be dealt with as such. It is disastrous to shift them to the moral sphere and to dispose of supporters of opposite ideologies by calling them villains. It is vain to insist that what we are aiming at is good and what our adversaries want is bad. The question to be solved is precisely what is to be considered as good and what as bad.

Problemet er bare, at det er der ikke noget “videnskabeligt” svar på. Jeg hintede i starten, at jeg havde en mistanke om, hvad formålet med udviklingen af teorien var, og det var de to ovenstående passager, jeg havde i tankerne. Udviklingen af den praxeologiske teori ligner mest af alt et pseudo-videnskabeligt, tilnærmet mysticistisk forsøg på at overbevise læserne om, at alle rationelle mennesker nødvendigvis er liberalister; overbevise dem om praxeologiens nødvendighed og logiske overlegenhed. Det er ulækkert, og jeg bryder mig ikke spor om det. På mig minder det alt for meget om noget, ideologiske konkurrenter også gjorde meget i dengang.

Jeg vil give Mises ret så langt, at det ikke er nok at insistere på, at det samfund “vi” ønsker, er bedre end det samfund vore ideologiske modstandere ønsker. Lige så vigtigt er det at gøre klart, hvilke resultater de politiske ideologier har, når de implementeres.

October 18, 2007 Posted by | bøger | 6 Comments

Hvis man nu skulle kede sig…

Lars Hvidberg linker til en temmelig lang liste af bøger man kan hygge sig med. Bestemt et besøg værd.

Der er vist en masse godt imellem, som man (læs: jeg) nok er nødt til at komme omkring. De store russiske forfattere er jeg slet ikke begyndt på endnu, og det har jeg lidt dårlig samvittighed over, men sådan er det. En bog jeg virkelig savnede på listen var Richard Adams’ mesterværk Watership Down. Et eller andet sted fandt jeg det lidt sjovt, at bibelen ikke var med på listen, men måske mente listemageren, ligesom mig, at den ikke var værd at spilde tid på.

Der er plads til forbedringer (ved nærmere eftertanke: Eller er der? Hvor ved jeg det fra, før jeg har læst bøgerne på listen?) men listen er bestemt et sted at hente inspiration. Hvad jeg har læst på den begrænser sig til sølle 12 værker, så der er nok at gå i gang med:

165 (uoversat version)
166
174
312 (uoversat version)
429 (uoversat version)
494 (uoversat version)
547 (uoversat version)
599
649 (uoversat version)
689
820
925

Jeg har haft fat i Dumas’ De Tre Musketerer og Walter Scott’s Ivanhoe, men jeg fik aldrig gjort dem færdige, og især Dumas fandt jeg ualmindelig langtrukken. Det var dog i folkeskolen, så måske man skulle prøve igen? Måske endog på originalsproget denne gang, alting lyder som bekendt bedre på fransk. Jeg ved også, jeg på et tidspunkt har haft fingrene i Onkel Tom’s Hytte, men jeg kan heller ikke her huske, om jeg fik gjort den færdig, den vækkede blandede følelser i mig. Robinson Crusoe har jeg læst, men jeg tror nok det var en børneudgave fra Gyldendal, så det tæller vist ikke. Det samme er i øvrigt tilfældet med Robert Louis Stevenson’s Skatteøen. Eller er begge bøger noget nær børnebøger – at forstå således: Bøger børn på 12-13 år kan læse og forstå uden større problemer? I så fald slår 12 værker ikke til.

Hvilke af bøgerne på listen har du læst? Tilsyneladende er man en nørd, hvis man svarer på det spørgsmål, ikke sandt Hvidberg?

Så er du en nørd, eller bare “helt almindelig”?

October 16, 2007 Posted by | bøger, Forskelligt, litteratur | 3 Comments

Blekingegadebanden

Har netop afsluttet Peter Øvig Knudsens nye bog Blekingegadebanden, en af de fødselsdagsgaveønsker som ikke var med i udsnittet af listen jeg udlagde her på bloggen for et stykke tid siden.

Det vigtigste først, til dem der måtte vælge ikke at læse posten til ende: Det er en fremragende bog.

Jeg kunne faktisk slet ikke lægge bogen fra mig, og læste den fra start til slut uden andre pauser end de højst nødvendige (mad, drikke). Bogen både starter og slutter i 1989, hvor anholdelserne og de begivenheder som omkransede dem kort beskrives. I de mellemliggende ca. 400 sider følger vi tæt de mennesker det handler om, en gruppe af ekstreme venstreorienterede organiseret i gruppen Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), senere Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) – en gruppe med tætte forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Vi følger gruppen fra KAK’s dannelse i 1963 og frem til året 1981, hvor politiet må opgive at rejse sigtelse mod gruppen i en kidnapningssag – en sag der i -89 efter anholdelserne bliver genåbnet.

PØK kommer omkring rigtig mange interessante vinkler i sin beretning. Vi får: (i) et levende indblik i motivationsfaktorerne som drev nogle unge ind i miljøet, hvor især Vietnamkrigen og den effekt enkelte karismatiske personer fra gruppen havde på de unge, især personerne Gotfred Appel og (senere) Jens Holger Jensen, vægter tungt, (ii) en fremragende beskrivelse af organisationens struktur, med fokus på udviklingen fra en relativt løs og uformel gruppering til en professionalistisk drevet terrororganisation. I denne forbindelse kommer vi også omkring gruppens ideologiske grundlag og dens sekteriske karakter beskrives i detaljer, (iii) løbende beskrevet PET’s og politiets aktiviteter/forholdsregler i forhold til gruppen, som varierer betydeligt over årene, (iv) et detaljeret indblik i forholdet mellem KAK og andre internationale terrororganisationer, hvor især forholdet til PFLP beskrives i detaljer (blandt andet gøres det klart, at adskillige af KAK’s medlemmer besøger – og selv deltager på – militære træningslejre drevet af PFLP i perioden) og endelig får vi (v) et levende indblik i de ulovlige aktiviteter gruppen står bag i perioden, aktiviteter som efter alt at dømme blandt andet inkluderer tyveri og smugling af våben, kidnapning, flere væbnede røverier, bedrageri og dokumentfalsk. Flere ting peger også i retning af, at en af KAK’s topfolk, Jens Holger Jensen, var involveret i planlægningen af en flykapring på Mallorca. En betydelig del af gruppens udbytter fra forbrydelserne i disse år gik med stor sandsynlighed til PFLP, noget der dog ikke på daværende tidspunkt kunne betragtes som et brud på §114 (terrorparagraffen).

…samt en masse andet jeg har glemt at nævne i det ovenstående.

Bogen er, som man måske kunne gætte, kun første bind, af to. Noget der er helt sikkert er, at jeg også vil anskaffe mig anden del, når den udkommer. Peter Øvig Knudsen har gjort et fremragende stykke arbejde.

September 15, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment

Update på sommerlaesning

Jeg vil genoptage bloggingen de næste dage, fra starten af august holder jeg en pause igen.

Jeg har læst Mises nu, men jeg har ikke lyst til at tale om Human Action, før jeg har nærlæst ham. Jeg ved ærligt talt ikke rigtigt hvad jeg skal sige til det lige nu, og så må man hellere lade være med at sige noget…

Jeg har også fået læst min signerede kopi af Tyler Cowens Creative Destruction, en bog jeg helt glemte at inkludere på min liste over sommerferielæsning (som for mit vedkommende i øvrigt varer indtil september…) andetsteds. Bogen er udmærket, men mindre teoretisk og økonomisk inspireret end jeg havde troet. Det er altid lettere at tilegne sig ny viden, som man kan relatere til viden man allerede har tilegnet sig, så bogen tog længere tid end jeg havde regnet med, fordi genren er helt ny for mig. Hvorom alting er: Bogen er et forsvar for globalisering ud fra et kulturelt perspektiv, og jeg er på det grundlæggende plan enig i meget af det han skriver, om end ikke alt.

Jeg modtog for nyligt “A concise history of the Russian Revolution” fra Amazon, og det selvom jeg troede, jeg havde bestilt “The Russian Revolution”… Jeg spurgte sælgeren først om der var tale om en fejl, men efter at have kigget nærmere efter i mails fra amazon kan jeg se, at det bare har været mig, der har været uopmærksom da jeg bestilte værket, så jeg fik kørt en forkert bestilling igennem. Det er for så vidt slet ikke et problem, i og med at denne bog er et sammenkog af “The Russian Revolution” og “Russia under the Bolchevik regime”, og jeg gad ærlig talt ikke til at bytte (heller ikke økonomer er upåvirkede af endowment effects…). Så lige nu læser jeg “A concise history…”, og den er slet ikke dårlig. Bliver nok færdig i morgen eller overmorgen, og så vil jeg skrive lidt mere.

Jeg venter stadig på den sidste Potter-bog, endnu et værk jeg glemte at inkludere på listen…

July 22, 2007 Posted by | bøger, Forskelligt | Leave a comment

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 146 other followers