Econstudentlog

Sygdomsforebyggelse (v)

Dette bliver sidste post i serien. Jeg vil springe lige ud i det:

i. “Kontakt mellem en potentiel patogen mikroorganisme, fx en bakterie, og en potentiel modtagelig vært, et menneske, er hyppigt forekommende. Resultatet af et sådant møde er principielt afhængigt af tre forhold [en måde at huske det: “VDR” = Virulens/Dosis/Respons, US]:

1. Den patogene organismes virulens, dvs. evne til at skabe infektion.
2. Den smitsomme dosis.
3. Værtens evne til at respondere på infektionen.”

[…]

“Inden man planlægger et forebyggelsesprogram for en smitsom sygdom, skal en række forhold afklares. Der skal helst være kendskab til infektionens naturhistorie, inklusive inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer), smittevejene (smitter det via luften, via blod eller via levnesmidler?) samt forekomsten (typisk udtrykt som prævalens, dvs. antal syge på et givent tidspunkt, og/eller incidens; antal der bliver syge pr. tid, fx pr. år). Endvidere er det af betydning om der er tale om en akut eller kronisk infektion og hvor længe smitteperioden varer. […]

Der er principielt tre måder at kunne forebygge spredning af en smitsom infektion på. Nogle gange kan og bør disse kombineres, andre gange er blot en eller to af dem en mulighed:

1. Man kan gøre personen modstandsdygtig/immun over for smitte. Dette kan ske ved forebyggende behandling eller typisk ved vaccination.
2. Man kan blokere eller afbryde smittemåder og -veje. […]
3. Man kan identificere smittekilder og -bærere for herefter at gøre disse smittefrie ved behandling. [Her er det klassiske eksempel på hvorfor den type intervention kan være vigtig]

[…]

Indførelsen af difterivaccinen i det danske børnevaccinationsprogram i 1943 medføre en massiv reduktion i antallet af difteritilfælde fra omkring 4.000 årlige tilfælde til 0-1 pr. år […] Tilsvarende effekt på sygdomsforekomsten er set ved indførelsen af MFR-vaccinationen i 1987 i børnevaccinationsprogrammet, idet antallet af årlige mæslingetilfælde faldt fra omkring 20.000 om året i starten af 1980’erne til at der nu er under 100 tilfælde om året.” […] Det er beregnet at efter naturlig infektion med mæslinger, fåresyge og/eller røde hunde hos en million børn ville der i Danmark være opstået 100-1.000 dødsfald, 500-1000 tilfælde af hjernebetændelse, hvoraf halvdelen ville have varige men, samt 4.000 tilfælde af meningitis. Til sammenligning ville MFR-vaccination af en million børn ikke medføre nogen dødsfald, kun et til fem tilfælde af hjernebetændelse og et tilfælde af meningitis. Umiddelbart kunne disse tal forlede til at tro at alle forældre ville ønske at få deres børn vaccineret, men de senere år har vist at ikke alle opfatter tilbuddet om vaccination som et gode. Der findes (små) grupper i befolkningen der sætter spørgsmålstegn ved især visse vaccinationer idet man påpeger at der synes at være flere risici forbundet med vaccination. For eksempel har nogle ment at vaccination mod MFR kan forårsage autisme. Årsagen til autisme er som sådan ukendt, og der foreligger ikke en biologisk plausibel forklaring på sammenhængen mellem MFR-vaccination og autisme. I de senere år har flere forskere i store undersøgelser søgt at finde belæg for sammenhængen, men uden held”

I dag er der overhovedet ikke noget at diskutere i forhold til dette ikke-eksisterende link, og efter hvad jeg kan vurdere bør vaccinationsprogrammer figurere meget højt på listen over de mest åbenlyse no-brainers i sygdomsforebyggelsessammenhæng overhovedet. Tallene taler deres meget tydelige sprog.

ii. “Der er beskrevet mere end 3.000 stoffer som kan fremkalde kontaktallergi. Omkring 100 af disse er så hyppige at de betegnes som væsentlige. […] Danske undersøgelser, hvis grundlag var befolkningen i Glostrup, har vist at 15-20 % har en kontaktallergi. Nikkelallergi er det hyppigste. Hver tiende voksne danske kvinde har nikkelallergi, og blandt de 15-34-årige er tallet helt oppe på hver femte. Forekomsten af nikkelallergi er uændret fra 1990 til 1998. I modsætning hertil er parfumeallergi og anden kosmetikrelateret allergi fordoblet fra 2,4 % i 1990 til 5,8 % i 1998. […] Kontakteksem er en hyppig arbejdsbetinget sygdom. Der anmeldes ca. 1.300 tilfælde om året til Arbejdsskadestyrelsen, og heraf anerkendes mere end 70 %. […] De værktøjer som anvendes til alle tre kategorier af forebyggelse, er eksponeringsbegrænsning bestående af en reduktion i udsættelsen for det allergifremkaldende stof. […] Det afgørende for om kontaktallergi udvikles i første omgang, og senere om en person med erhvervet kontaktallergi får udløst allergisk kontakteksem, er den mængde af allergifremkaldende stof som vedkommende udsættes for pr. arealenhed af huden. Dette gælder uanset om det er potente eller svage kontaktallergener.”

iii. Vaccinationer er højt på listen over no-brainers i forebyggelsessammenhæng; det samme er tilfældet med emnet som behandles i sidste kapitel – fysisk aktivitet/idræt. Det er ikke kun de nedenstående oplysninger der sendte mig ud på en 17 km løbetur i går, men det bliver altså ikke lettere at blive hjemme, når du har fordøjet lidt af den viden, der eksisterer på dette område:

“Fysisk aktivitet påvirker kroppens kredsløb, stofskifte samt muskel- og bindevæv til en bedre ydeevne. Fysisk inaktivitet er en betydelig risikofaktor for udvikling af morbiditet og mortalitet på linje med rygning, hypertension, hyperkolesterolæmi eller fedme. Dette gælder eksempelvis for udvikling af iskæmisk hjertesygdom eller type-2 diabetes. […]

Regelmæssig træning over 10-12 uger af store muskelgrupper og med en pulsstigning til 70-80 % af maksimal puls over ca. 30 minutter vil resultere i en 20-30 % øgning i kondition (VO^2max = den maksimale iltoptagelse) hos raske. Hjertets pumpeevne forøges, det totale blodvolumen øges, den perifere karmodstand mindskes, og trombocytternes aggregabilitet reduceres. Nyere studier tyder på at koronarkarforsnævringer ikke alene kan begrænses, men også delvis reverteres hos iskæmiske hjertepatienter der træner. […] Vævenes følsomhed for insulin forøges med træning, og det er centralt når man betænker insulinresistensens vigtige rolle i det metaboliske syndrom, og dermed koblingen til kardiovaskulær sygdom [eller linket til T2-diabetes]. Træning nedsætter blodtrykket signifikant, med ca. 10 mm Hg.[*] High density lipoprotein (HDL) vides at stige med træning og såfremt træningen er intens, ses også en sænkning af low density lipoprotein-niveauerne (LDL-niveauer) hvorimod de samlede kolesterol- og triglyceridniveauer er relativt uændrede. [Indskudt bemærkning til dem, der ikke er alt for godt inde i det her: HDL- og LDL-tallene refererer til kolesterolniveauerne i blodet, og HDL er det, der almindeligvis kaldes ‘det gode kolesterol’, hvorimod LDL er ‘det lede kolesterol’. Fysisk aktivitet bevirker altså, at kompositionen af kolesterolet i blodet ændres, så der kommer relativt mindre af det skadelige og mere af det relativt gode kolesterol – hvilket kan medvirke til at reducere merrisikoen forbundet med et evt. forhøjet kolesteroltal (hyperkolesterolæmi)] […] “fysisk træning er blevet sat i sammenhæng med en lavere forekomst af coloncancer og i et vist omfang til reduceret forekomst af mamma-cancer.” […begge er meget udbredte kræftformer her i landet, så en betydelig reduktion i risikoen for disse kræftformer bevirker for så vidt også en væsentlig reduktion af den samlede cancer-risiko et individ udsættes for, i al fald på kort og mellemlangt sigt.]

Nedenstående er en figur fra bogen, som jeg ville ønske jeg bare kunne have kopieret ind – men jeg mente alligevel det var besværet værd at gengive tabellen/figuren i posten. Den forklarende tekst er som følger: ‘Fysisk aktivitet i relation til sygdomsforebyggelse og behandling. Antal + angiver hvor sikker en effekt der kan påvises ved gennemførte studier, men indikerer ikke det kvantitative omfang af denne effekt.’

Den meget korte version: Motion virker!

“Afhængigt af hvilke studier der citeres, er den relative risiko for kardiovaskulær sygdom på individniveau cirka dobbelt så høj for inaktive som for fysisk aktive og er dermed på niveau med andre risikofaktorer. Epidemiologiske studier med observationstider på op til ti år viser at en forøgelse i aktivitetsmønstret er positivt associeret med en markant formindskelse i den relative sygdomsrisiko. Da den kardiovaskulære mortalitetsrisiko aftager kurvelineært med stigende aktivitetsgrad, vil der kunne opnås en markant effekt hvis den inaktive del af befolkningen kunne stimuleres til blot at udføre moderat fysisk aktivitet.” […] Fysisk træning udvider koronararterierne og øger antallet af arterielle kollateraler og kapillærer samt det oxidative stofskifte i hjertet. Udholdenhedstræning har dermed ikke blot en primær forebyggende effekt på iskæmisk hjertesygdom, men øger også overlevelsen og nedsætter risikoen for fatalt reinfarkt efter et overstået akut myokardieinfarkt (AMI). Risikoen for fatalt reinfarkt kan således reduceres med omkring 25 % inden for de første tre år efter en overstået AMI i hjertet. […] De fleste, såvel gamle som unge, med kronisk sygdom kan tåle at træne. [… men:] I forbindelse med akutte febrile infektionssygdomme bør fysisk aktivitet som kræver et større hjertearbejde, undgås. Studier på såvel dyr som mennesker har vist at mikroorganismerne kan spredes – også til hjertet – og derved forværre sygdomsforløbet. Ved myokarditis [betændelsestilstand i myokardiet, dvs. hjertemusklen] bør der gå to måneder fra debut til fysisk træning påbegyndes såfremt patienten er symptomfri og har normalt elektrokardiogram. Under hensyntagen til risiko for miltruptur anbefales patienter med mononukleose af [ sic ] afstå fra idræt i fire uger efter symptomfrihed. Generelt bør der som hovedregel ikke motioneres ved febertilstande [min fremhævning]”

[*] Denne effekt var ikke helt uventet, men jeg fandt den faktisk alligevel decideret skræmmende. Hvis effekten motion har på mit blodtryk er af denne størrelsesorden betyder det reelt, at jeg allerede på nuværende tidspunkt, i en alder af bare 26 år, bevæger mig på kanten af hypertension såfremt jeg stoppede med at dyrke motion. Blodkarrene er ikke nogen stor fan af diabetes.

Advertisements

September 4, 2011 Posted by | bøger, Data, Sundhed | Leave a comment

Sygdomsforebyggelse (iv)

Jeg kom lidt væk fra bogen pga. ting relateret til semesterstart, men jeg var sådan set ikke helt færdig med den. Der vil komme mindst en post mere udover denne, måske allerede senere i dag. Som allerede nævnt indeholder den rigtigt mange ting, alle i en eller anden forstand ‘burde vide’ – eller som minimum ville have glæde af at vide – men som bestemt ikke alle ved. Citater fra kapitel 13 og frem:

i. “Brystkræft (cancer mammae) er den hyppigst forekommende ondartede lidelse blandt danske kvinder og udgør sammen med lungekræft den hyppigste kræft-relaterede dødsårsag. […] En dansk kvinde har i dag i gennemsnit en livstidsrisiko for at udvikle brystkræft på ca. 10 %. […] En kvinde hvis mor eller søster har haft brystkræft, har i gennemsnit en fordoblet risiko for selv at udvikle sygdommen. […] Generelt er det påvist at der er en direkte sammenhæng mellem det antal af menstruationer en kvinde har i sit liv, og hendes risiko for at få brystkræft.”

Altså: Færre menstruationer -> lavere risiko. Graviditeter mindsker risikoen og tidlig pubertet (pubertas præcox) øger den.

“Fedtvæv indeholder et enzym der kan omdanne hormonforstadier til aktivt østrogen. Denne østrogenproduktion er uden større betydning før overgangsalderen, men udgør efter overgangsalderen den væsentligste østrogenkilde. Derfor er fedme en risikofaktor hos kvinder efter overgangsalderen hvor mellem to tredjedele og tre fjerdedele af alle brystkræfttilfælde optræder. […] Det er beregnet at for hver fem kilo vægtøgning, stiger brystkræftrisikoen med 7 %. Ud over at øge risikoen for at få brystkræft forværrer fedme også prognosen for de kvinder der har udviklet sygdommen.”

ii. “De organer der udgør fordøjelseskanalen, eller som har udførelsesgange der munder ud i fordøjelseskanalen, er udsat for en direkte påvirkning som følge af de elementer der passerer med føden. Stofferne kan enten selv direkte være skadelige eller ved metabolisering i tarmkanalen omdannes til skadelige derivater. […] Det ene stof som vides at forårsage mest skade i gastrointestinalkanalen, er alkohol der ved et uhensigtsmæssigt stort indtag kan medvirke til at fremkalde cancer i oropharynx (svælg), larynx (strube), esofagus (spiserør), ventrikel (mavesæk) og hepar (lever). Helt specifikke sygdomme som udelukkende skyldes alkohol, er alkoholisk gastritis (“maveirritation”), fedtlever, hepatitis og cirrose (skrumpelever). Alkohol er således ansvarlig for 50 % af alle cirroser samt for 42 % af de akutte og 60 % af de kroniske tilfælde af pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse)” […]

“Et [alkohol]forbrug på ti genstande pr. dag i 15 år medfører 50 % risiko for cirrose. Cirrose må betegnes som en farlig sygdom idet mere end en tredjedel af de nydiagnosticerede tilfælde dør inden for det første år. […] “I de senere år er der flere undersøgelser der tyder på at et overforbrug af alkohol og tobak påvirker resultatet af større abdominalkirurgiske indgreb […] komplikationsfrekvensen er tredoblet ved et forbrug på fem eller flere genstande dagligt. Fire ugers præoperativ afholdenhed er formentlig nok til at halvere komplikationerne efter kolorektal resektion (operation på tyktarm og endetarm) (Tønnesen m.fl. 1999).”

iii. “Knogleskørhed betegnes ikke som en sygdom, men er en tilstand hvor knoglemasse og knoglestyrke er reduceret i en sådan grad at der kan opstå brud ved beskeden belastning […] Ifølge prognoser vil forekomsten af hoftebrud på verdensplan stige fra ca. 1,7 millioner pr. år i 1990 til ca. 6,3 millioner pr. år i 2050 […] På globalt niveau er optræden af hoftebrud også mere end tre gange så hyppig hos kvinder som hos mænd. Ser man derimod på forholdene i de forskellige verdensdele og i de enkelte lande, er der stor forskel i denne kønsratio. I de fleste vestlige lande er forholdet for hoftebruds vedkommende ca. 2:1 […] Kalciumindtagelsen, og derved mængden af kalcium indbygget i knoglevævet, har afgørende betydning for optræden af knogleskørhed. Den maksimale mængde af totalkalcium i knoglerne opnås i 30-årsalderen, det er den såkaldte “peak bone mass”. Størrelsen af denne er afgørende for risikoen for knogleskørhed. Jo højere peak bone mass, desto mere kalcium kan knoglerne tåle at miste før knogleskørhed indtræder. Hos kvinder er der således efter klimakteriet et årligt knoglevævskalciumtab i de første 5-10 år på 2-4 %, og herefter på ½-1 %, mens der hos mænd kun sker et aldersmæssigt tab på ½-1 % årligt, stigende i seniet hos begge køn. […] Den mest effektive forebyggelse af knogleskørhed består i at opnå så høj en peak bone mass som muligt i 30-årsalderen. Grunden lægges allerede i barndommen og den vigtigste rolle spiller kosten, men andre livsstilsfaktorer, som fysisk aktivitet, cigaretrygning og større alkoholforbrug, er også afgørende.” […]

“Risikofaktorer:

*familiær disposition
*Spinkel knoglebygning
*Høj alder
*Tidligt klimakterium (under 45 år)
*Lille indtagelse af kalcium og vitamin D
*Lav fysisk aktivitet – længerevarende sengeleje
*Tobak og stort alkoholforbrug
*Sygdomme med indvirkning på knoglesystemet
*Medikamenter med indvirkning på knoglesystemet, fx binyrebarkhormon”

iv. Jeg slutter af med et par små bidder fra fortiden: “Det er dog dokumenteret gennem talrige undersøgelser at kondomet er en populær prævention blandt unge – godt 60 % anvender kondom ved første samleje.”

Altså, ca. 40 % havde omkring årtusindskiftet ubeskyttet sex ved første samleje. Gad vide hvad tallet er i dag?

“Medicinalstatistikken viser at i 2001 benytter ca. 340.000 danske kvinder p-piller.” Ifølge statistikbanken var der 1,318 millioner danske kvinder i alderen 14-50 år i år 2001, så tallet svarede på daværende tidspunkt til ca. hver fjerde kvinde i den fødedygtige alder. Igen, gad vide hvad tallet er i dag? Ja, jeg ved godt at der er en betydelig aldersvariation i forbrugsmønstret.

September 3, 2011 Posted by | bøger, Data, Sundhed | Leave a comment

Sygdomsforebyggelse (iii)

Der er mange ting herunder som nærmest alle ‘burde vide’, men som jeg er sikker på mange ikke ved. Folk er ikke gode til at (bestemme sig for faktisk at bruge tid på at…) evaluere abstrakte risici, især ikke risici som relaterer til begivenheder som ofte ligger et pænt stykke ude i fremtiden. Det gælder sundhed, det gælder pension, det gælder så mange ting. Denne helt nye artikel fra berlingske understreger problemet at i al fald mange kvinder ikke evaluerer/estimerer konsekvenserne af helbredsrelateret risikoadfærd korrekt:

»Typisk mener kvinder, at åreforkalkningssygdomme skyldes overvægt, og mange tror, at et mindre vægttab vil ændre betydeligt på risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom. Men intet kunne være mere forkert. Det er faktisk ni gange så farligt at ryge, som at have lidt ekstra kilo på sidebenene,« fortæller formanden i Hjerteforeningen Peter Clemmesen, som til dagligt er overlæge på Rigshospitalet.

Alligevel nævner hele 40 procent af de adspurgte kvinder i undersøgelsen ikke rygning som en af de største risikofaktorer.

Jeg var mildt sagt overrasket over dette resultat, og når man kan få den slags respons så er det næsten lige før man kan overbevise sig selv om, at det er lige meget, hvor meget man informerer. Men altså, jeg gør det alligevel. Jeg har nævnt det før, men husk på at bogen er fra 2001. Nogle passager fra bogen:

i. “Apopleksi er en hyppig sygdom. Med en incidens på ca. 2/1.000/år betyder det at hver syvende dansker vil blive ramt af sygdommen. Apopleksisygdommen er ganske alvorlig. Det er den tredje hyppigste dødsårsag i den vestlige verden og den hyppigste årsag til invaliditet i den voksne befolkning.
Apopleksi er en sygdom der først og fremmest rammer ældrebefolkningen; 85 % af de ramte er over 60 år, og 35 % er over 80 år. Da andelen af ældre i befolkningen vil tage stærkt til i de kommende årtier, vil sygdommens samfundsmæssige betydning vokse tilsvarende. Mænds risiko for at blive ramt af sygdommen er dobbelt så stor som kvinders. […] Det er den dyreste sygdom i det danske sundhedsvæsen idet ca. 5 % af de samlede udgifter til hospitalsdrift i Danmark bruges på apopleksisygdommen.”

Den primære årsag til de høje omkostninger er lang indlæggelsestid. Jeg ved ikke om der er sket fremskridt på dette område siden da.

“De primærprofylaktiske foranstaltninger [se foregående post] retter sig først og fremmest mod livsstilsændringer idet hypertension, tobaksrygning, kostsammensætning, sukkersyge og iskæmisk hjertesygdom er årsag til de fleste apopleksier. […] Man regner med at op mod halvdelen af alle apopleksier skyldes hypertension. Risikoforøgelsen gælder begge køn, alle aldre (også de ældste), alle grader af hypertension, og den gælder personer med isoleret diastolisk såvel som systolisk hypertension. I gennemsnit er risikoen for apopleksi hos personer med hypertension tre til fire gange større end i normalbefolkningen, men den er stigende med stigende blodtryk, og for personer med svær hypertension er risikoen således ti gange højere end normalbefolkningen. […] Selv om sammenhængen mellem hypertension og apopleksi er stærk – stærkere end for hjertesygdommes vedkommende – er antallet af behandlede relativt beskedent. […] Kun ca. en fjerdedel af alle med hypertension er i sufficient behandling.”

Igen, husk på at dette er 2001-tal. Man kan håbe situationen er bedret siden da, men jeg ved ikke hvordan billedet er i dag.

“Tobaksrygning er næst efter hypertension den mest betydende risikofaktor for apopleksi. Den andel af apopleksi der kan tilskrives rygning, er et sted mellem 15 og 35 %. I gennemsnit forøger tobaksrygning risikoen for apopleksi to til tre gange, og risikoen er dosisafhængig. Hos personer der ryger mere end 20 cigaretter dagligt, er risikoen for apopleksi således forøget næsten seks gange i forhold til risikoen hos en ikke-ryger. Rygeophør nedsætter omgående risikoen.” […] “Hjertesygdom øger risikoen for apopleksi to til fire gange, og mere end 85 % af apopleksipopulationen lider af en eller anden form for hjertesygdom. Tilstedeværelse af atrieflimren alene øger risikoen fem til seks gange. […] Diabetes mellitus er forbundet med en risiko for apopleksi der er to til tre gange større end ikke-diabetiske personers, og diabetes er ansvarlig for 2-5 % af alle apopleksier.”

ii. “Hjerte-kar-sygdomme (kardiovaskulære sygdomme) er en fællesbetegnelse for den store gruppe af sygdomme der er årsag til de fleste dødsfald, over en tredjedel, og en meget betydelig sygelighed i Danmark. Den største gruppe af hjerte-kar-sygdomme er de aterosklerotiske sygdomme der er forårsaget af aterosklerose (åreforkalkning). Aterosklerose af hjertets kranspulsårer er den hyppigste form for aterosklerose; det kaldes koronar aterosklerose og er den væsentligste årsag til iskæmisk hjertesygdom. Andre pulsårer (arterier) kan imidlertid også udvikle aterosklerotiske læsioner med symptomgivende sygdom til følge. Det er især i hjernen, nyrerne og benene. Halvdelen af hjerte-kar-dødsfaldene i Danmark skyldes iskæmisk hjertesygdom, en fjerdedel skyldes sygdomme i hjernens kar (cerebrovaskulære sygdomme) og den sidste fjerdedel er dødsfald som følge af øvrige hjertesygdomme eller sygdomme i blodårer. […] Klinisk vil koronar aterosklerose ofte være meget fremskreden før den giver sig til kende i form af et akut iskæmisk syndrom eller som mere kroniske og ofte anstrengelsesudløste symptomer. […]

Rygning virker synergistisk sammen med de øvrige risikofaktorer, og det er beregnet at 30-40 % af hjertedødsfaldene hvert år kan tilskrives tobaksrygning. Danske undersøgelser har vist at kvinders risiko er relativt større end mænds ved samme tobaksforbrug. […]
Fysisk inaktivitet øger risikoen for iskæmisk hjertesygdom to til tre gange og medvirker også til en øget risiko for overvægt, hypertension og diabetes. […]
Forhøjet blodtryk er klart associeret med en øget forekomst af iskæmisk hjertesygdom. […]
Dyslipidæmi er en samlet betegnelse for alle typer lipidforstyrrelser i blodet og er en meget vigtig risikofaktor for udvikling af iskæmisk hjertesygdom. […] Der foreligger adskillige kliniske undersøgelser som viser at en reduktion af kolesterol, og især LDL-kolesterol, ved kostomlægning og supplerende medicinsk behandling kan nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom. […] Den medicinske behandling kan imidlertid nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom med 25-30 %. […]
det er velkendt at patienter med type-2 diabetes fremtræder med multiple kardiovaskulære risikofaktorer der som regel er til stede på diagnosetidspunktet. […] Behandlingen af hyperglykæmien alene kan ikke forventes at normalisere den øgede risiko.”

iii. “Man kan sige at [lungekræft] i dag har karakter af en folkesygdom idet 5 % af den danske befolkning på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af sygdommen […] Der dør ca. 3.500 mennesker om året af lungekræft i Danmark, og sygdommen er den kræftform som dræber flest, både mænd og kvinder. […] Cirka ni ud af ti tilfælde af lungekræft skyldes tobaksrygning, og lungekræft er en sjælden sygdom blandt aldrig-rygere. […] Den del af befolkningen som får lungekræft og som aldrig har været dagligrygere, er ca. 0,5 % mens næsten 20 % af storcigaretrygerne ender med at dø af sygdommen”

August 26, 2011 Posted by | bøger, Data, Sundhed | Leave a comment

Il Principe III

Min første (korte) post om bogen kan læses her, anden (betydeligt længere) post kan læses her. Vil springe lige ud i det og anvende samme fremgangsmåde som i post II, alle fremhævninger i teksten er mine egne:

1) Machiavelli skelner i kapitel 10 mellem de fyrster, der er magtfulde nok til at forsvare sig selv i nødstilfælde, og så de fyrster, der behøver andres hjælp og beskyttelse. De første er stærke nok til at rejse en hær og møde fjenden på åben mark, de andre er afskåret fra denne mulighed. Det bedste de ‘svage’ fyrster kan gøre, er iflg. Machiavelli at opgive landet og befæste byen godt. Han nævner i denne sammenhæng de samtidige tyske byer, der alle har velanlagte mure, grave og rigeligt skyts. I de offentlige magasiner er der altid mad, drikke og brænde for et år. Disse byer var således særdeles godt rustede til at modstå selv langvarig belejring. Det følgende citat relaterer til belejringssituationen, og det er meget betegnende for Machiavelli’s måde at tænke på, så jeg vil citere i nogle detaljer:

“Man kan indvende, at folket, der har besiddelse uden for murene og ser dem gå op i flammer, vil tabe tålmodigheden over den lange belejringstid og glemme fyrsten. Hertil svarer jeg, at en mægtig og modig fyrste altid vil overkomme disse vanskeligheder ved snart at give sine undersåtter håb om, at ulykken ikke skal vare længe, snart indgive dem frygt for fjendens grusomhed og behændigt sikre sig dem, der synes ham for fremtrængende. For øvrigt vil fjenden naturligvis hærge og brandskatte landet ved indmarchen på en tid, hvor borgerne er begejstrede og parat til forsvar. Fyrsten har endnu mindre grund til at være bekymret, når begejstringen er afkølet, skaden allerede er sket, lidelserne gennemgået og ingen hjælp mere mulig, hvorfor undersåtterne knyttes endnu fastere til fyrsten, da de tror, at han har forpligtelser over for dem, fordi de har tabt hus og jord for hans skyld. Menneskene er skabt således, at de ydede velgerninger forpligter lige så meget som modtagne.” (s.47)

‘De tror, at han har forpligtelser over for dem.’

2) “Der er nu kun tilbage at tale om de gejstlige fyrstevælder. Her kommer vanskelighederne før erhvervelsen, da de erhverves enten ved held eller dygtighed, men bevares uden nogen af delene. De støtter sig nemlig på urgamle, hellige traditioner, der er så mægtige, at de bevarer tronen, ligegyldigt hvordan fyrsten lever og handler. De er de eneste herskere, der har stater og ikke forsvarer dem, og undersåtter uden at regere dem; men staterne fratages dem ikke, selv om de er uden beskyttelse, og borgerne bryder sig ikke om, at de ikke regeres, de hverken kan eller vil løsrive sig. Kun disse fyrster nyder sikkerhed og lykke.” (s.49)

Long story short: De her folk har den bedste deal overhovedet – det er faktisk umuligt for dem at fucke up, lige meget hvad de gør, og selvom de gør det alligevel, kan de ikke stilles til ansvar for noget som helst. Den siddende pave er et glimrende eksempel. De fleste andre mennesker ville som minimum blive personligt involveret i politiets efterforskning på den ene eller anden måde, hvis det kunne bevises, at de var vidende om andres sex-misbrug af børn og undlod at gribe ind og/eller informere myndighederne. Men den slags småting kan man selvfølgelig ikke spilde en ufejlbarlig paves tid med. Sådan var det for 500 år siden, sådan er det i dag. Religion har virkelig noget at bidrage med, når det kommer til etik og moral, og religiøse institutioner er så sandelig en garanti for, at der sker en fortsat udvikling på området, i takt med at vi får mere viden og vores præferencestrukturer udvikler sig over tid.

3) “Vi har ovenfor sagt, at et fyrstevælde først og fremmest må have en god grundvold, og de bedste grundvolde er gode love og en god hær. Da de gode love kun kan bestå der, hvor der findes gode hære, vil jeg undlade at beskæftige mig med lovene og kun tale om hærvæsenet.
Den hær, hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egen eller består af lejetropper, af hjælpetropper, eller af blandede tropper. Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg. […] [Lejetropper] vil gerne være fine soldater, så længe der ikke føres krig, men kommer krigen, vil de flygte eller rømme. […] Lejetroppernes fører er enten en fremragende mand eller ikke. I det første tilfælde kan fyrsten ikke stole på ham, da han altid vil stræbe efter personlig magt ved enten at ødelægge sin herre eller, mod hans vilje, andre. Er han ikke dygtig, fremkalder han fyrstens undergang på den almindelige måde. […] Det ligger i lejetroppernes væsen, at deres fremskridt er små, tager lang tid og er meget usikre, men deres tab er pludselige og uhørte.” (s.52-53,56)

Fremskridtene er også meget dyre, for lejetropper koster kassen.

“Man kan tale om hjælpetropper, den anden art unyttige tropper, en fyrste erhverver sig, når han henvender sig til en anden magt for at få stridskræfter til hjælp og beskyttelse […] hjælpetropper kan være både brugbare og dygtige, men skader altid den, der må tilkalde dem. […] Med hjælpetropper er din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lydighed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når de har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farlige, da de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliver betalt af fyrsten. […] Kort og godt: ved lejetropperne er det fejheden, hos hjælpetropperne er det tapperheden, man må frygte. En klog fyrste vil derfor altid undgå sådanne tropper og kun benytte sine egne; han vil hellere tabe med egne end vinde med fremmede våben i erkendelsen af, at en sejr, der er opnået med fremmede våben, ikke er nogen virkelig sejr.” (s.58-59)

Jeg ved ikke, om citaterne får dette forhold med, men problemet med hjælpetropperne er, at de ikke nødvendigvis vil drage afsted igen, når du har vundet, hvis du vinder. Hvis de er nok eller bare velkoordinerede og illoyale, kan de vælte dig også efter, du har vundet krigen.

4) Jeg fandt nogle få bemærkninger i kapitel 14 (‘om en fyrstes militære opgaver’) interessante, fordi der blev lagt vægt på variable, som Sun Tzu også fokuserer på i sit hovedværk, navnligt naturen i det omkringliggende landskab og geografiske forhold. Disse ting spillede en betydelig rolle før i tiden i militær sammenhæng, og gør det for så vidt sandsynligvis stadig til en hvis grad; at kende terrænet bedre end din modstander er at give dig selv en fordel. Prøv selv at gætte, hvad kombinationen af hård modvind og det forhold, at modstanderen står på en bakketop, ville betyde for dine bueskytters rækkevidde og præcision i forhold til din modstanders samme. Machiavelli bemærker i det foregående kapitel, at “en fyrste uden hær aldrig er sikker”, så udgangspunktet for kapitlet kan næppe overraske:

“En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end krigen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste, og den har så stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrster deres rettigheder, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. […] At foragte krigskunsten er begyndelsen til rigets forlis; den bedste måde at vinde et rige er at være mester i denne kunst. […] Bortset fra alle de andre uheldige sider, som manglende krigsdygtighed fører med sig, skaber den ringeagt, noget enhver fyrste må vogte sig for. En bevæbnet lader sig selv ikke sammenligne med en ubevæbnet, og man kan ikke vente, at den bevæbnede skal vise lydighed over for den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem bevæbnede tjenere. […] Til alle de øvrige uheldige sider kommer der som nævnt, at en fyrste, der ikke forstår krigshåndværket, ikke har sine soldaters agtelse og ikke kan stole på dem. Han må derfor aldrig have andet i tankerne end krigsøvelser, og endda mere i fredstid end i krigstid. Dette kan gøres på to måder: ved handlinger og ved studium. Hvad det første angår, må han foruden at holde sine soldater i tugt og øvelse dyrke jagten og på denne måde vænne sin krop til besværligheder. Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge flodernes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette…” (s.63-64)

Resten af det lange afsnit omhandler samme emne og en understregning af, hvor vigtig en sådan viden er (‘den vigtigste forudsætning for at være hærfører’) for en fyrste; viden om lokale geografiske forhold kan, hvis fyrsten vænner sig til at tænke i militære baner, bruges også i ukendte områder, fordi mange grundprincipper er ens; uden en sådan erfaring og viden vil fyrsten ikke være i stand til på den bedst mulige måde at ‘finde fjenden’, ‘finde en heldig lejringsplads’, ‘bestemme marchretningen’, ‘vælge kamppladsen’, ‘omringe en fæstning på den bedst mulige måde’ osv.

Jeg har valgt at cutte posten her, selvom det faktisk er nu, vi er ved at være nået til den del, jeg vel nok anskuer som bogens bedste. De næste sektioner fortjener dog en post for sig, og denne post er allerede blevet mere omfangsrig end jeg havde antaget, den ville blive, i udgangspunktet.

May 4, 2010 Posted by | bøger | Leave a comment

Il Principe (II)

Ok, dette bliver første (længere) post i rækken – endelig…

Bogen, når det kommer til struktur og opbygning, minder en hel del om Sun Tzu’s Art of War. Korte afsnit, meget systematisk og få, om nogen, irrelevante passager. Det gør den også svær at blogge. Udgangspunktet for værket er magthaveren, fyrsten. Bogen er mildt sagt ikke skrevet i en periode af Europas historie domineret af liberale, demokratiske og sekulære stater. Det er en bog om statsmandskunst, og dengang var en statsmand også en hærfører, ellers var han ikke statsmand ret længe. På nogle områder er den, i forhold til en nutidig vestlig, europæisk kontekst, derfor dateret – især når det kommer til det store fokus på militærets rolle – på andre områder vil den sagtens kunne bruges også den dag i dag (det samme kunne i øvrigt siges om Art of War, sådan lidt à propos).

Jeg havde i starten en forestilling om, at jeg ville blogge en mere eller mindre samlet fremstilling af værket, men den ide er jeg gået væk fra igen, for jeg får det ikke gjort. I stedet vil jeg, som jeg plejer, bare nøjes med at poste udvalgte citater og evt. kommentere på dem. Citater er kun omgivet af citationstegn, da jeg ved, at det for nogen er ubehageligt at læse lange passager i kursiv. Hvert citat samt eventuelle kommentarer vil være adskilt fra de øvrige med linjeskift og […] som er blevet standardmetoden for denne blog. Here goes.

1) Første kapitel er faktisk værd at citere i sin helhed, for det er ikke særligt langt og resten af bogen tager sit udgangspunkt i disse metoder til at skelne mellem forskellige fyrstevælder:

“Alle stater og styrer, hvorunder mennesker har levet og lever, har været og er enten republikker eller monarkier. Sidstnævnte er enten arvelige, når den samme herskeræt har regeret dem i lange tider, eller de er nyerhvervede. De nyerhvervede er enten helt nye, som Milano var det for Francesco Sforza(1), eller de danner nye led, som føjes til erobrerens arvestat, som Napoli for kongeriget Spanien(2). Sådanne erhvervede områder er enten vante til at leve under en fyrste eller fra gamle tider at være frie; og de erhverves ved fremmed eller egen hærmagt, ved lykkens magt eller ved personlig dygtighed.” (s.7)

2) “Menneskene skifter gerne herrer i troen på, at de nye herrer forbedrer deres kår. Og denne tro får dem til at gribe til våben mod deres herrer. Men de skuffes i deres håb, fordi erfaringen viser, at de får det værre. Dette beror igen på almen og naturlig lov, som tvinger den nye fyrste til at plage sine undersåtter med militær besættelse og utallige voldshandlinger, som er en naturlig følge af erobringen. Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem. Selvom en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse.” (s.10)

3) “Kolonier volder kun få udgifter. Fyrsten kan grundlægge dem med ringe personlige, eller slet ingen udgifter, og han skader kun dem, hvis hus og jord han tager, for at give det bort til de nye indbyggere. Altså kun en ringe del af befolkningen. Dertil kommer, at de forurettede bliver fattige og fordrives og derfor ikke kan blive farlige. De øvrige mister intet og holder sig i ro; ikke mindst angsten for, at også de skal miste jord og hus, får dem til at være forsigtige. Altså, kolonierne koster intet, er pålidelige og skader befolkningen i ringe grad, og de forurettede er som sagt fattige og er derfor ingen trussel.” […] Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter, og da alle indtægter på denne måde anvendes til bevogtning, bliver erobringen til tab. Desuden bliver befolkningens forbitrelse større […] Den art bevogtning er i enhver henseende lige så uhensigtsmæssig, som kolonierne er praktiske.” (s.12-13)

En ting Machiavelli også kunne have nævnt men ikke gør er, at kolonier også styrker fyrstens position i hjemlandet, fordi undersåtterne får meget billig eller gratis jord i fremmede lande, hvilket gør dem glade, eller alternativt fordi fyrsten kan slippe af med alle de utilfredse i hjemlandet ved at sende dem afsted til kolonierne. Hvis landet har et befolkningsoverskud er dette en oplagt måde at afhjælpe problemet. Lyder noget af dette på nogen måde relevant for situationen i det 21. århundrede? Hvordan påvirkes alt dette af, at det i dag er langt billigere for mange magthavere at få den marginale indbygger til at forlade landet end det er at beholde vedkommende, fordi uproduktive og utilfredse arbejdsløse har det med at lave ballade og modtagerlandene så i øvrigt selv helt frivilligt modtager kolonimagten med åbne arme og selv afholder alle omkostninger forbundet med etableringen af kolonierne?

4) “Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.” (s.18).

Machiavelli kalder dette en almengyldig regel, som sjældent eller aldrig fejler.

5) “Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personlig at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. […] I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på nogen anden måde, hvis man ikke vil ødelægge den. […] Ligegyldig hvilke forholdsregler erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkningen ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil ved første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisanerne gjorde det, efter at de havde levet 100 år under florentinernes åg.” (s.23)

6) “Intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Årsagen til denne lunkenhed består dels i frygten for modstanderen, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. […] Er det sagt, skal det tilføjes, at mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overbevises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.” (s.26)

7) “Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, uden at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen sammensværgelse imod ham, medens andre, der har begået grusomheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid. Jeg tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt. Godt anvendt – hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette – er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke senere bliver stående ved, men så vidt det er muligt forandrer til sine undersåtters vel. Dårligt anvendt er de grusomheder, som i begyndelse kun er få, men efterhånden tiltager i stedet for at aftage i antal. […] Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt eller manglende forståelse handler anderledes, må bestandig føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine undersåtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlinger ikke har nogen tiltro til ham. […] Fremfor alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødssituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.” (s.40-41)

Aftvungne velgerninger høster ingen tak. Lyder det igen bekendt?

8 ) “en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider. […] Derfor må en klog fyrste indrette sig således, at borgerne altid har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ham tro.” (s.45)

Posten havde uddrag fra de første 9 kapitler. Jeg håber, at jeg kan få skrevet mindst en post mere, for noget af det bedste fra bogen kom efter min opfattelse ikke med i denne omgang.

May 2, 2010 Posted by | bøger | 3 Comments

Il Principe (I)

På dansk: Fyrsten. Af Niccolò Machiavelli. Du har formodentligt (/forhåbentligt?) hørt om den.

Læste den i dag. Bogen er rigtig god. Havde en forestilling om, at jeg også ville poste et længere indlæg om den i dag, det når jeg ikke, jeg er dødtræt og på vej i seng. Fik debatteret lidt løst med William Jansen ovre på bohemianrapsody i stedet for (?) at skrive en post her, tiden ville sandsynligvis have været bedre brugt, hvis jeg bare havde skrevet et indlæg her i stedet, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg er ret sikker på, at en (lang) post om denne bog slet ikke er nok. Forvent meget mere om bogen over den næste uges tid.

March 7, 2010 Posted by | bøger | 7 Comments

Efterårsferielæsning

i) Formel logik, af Stephen Read og Crispin Wright. Det er en introduktionsbog til formel logik, som formodentligt anvendes på filosofistudiet – jeg faldt over bogen i Stakbogladen. Har læst de første par kapitler, den er ok indtil videre. Det er ikke oplagt at citere fra den. Jeg har altid været lidt træt af, at jeg nærmest ingen undervisning har haft i dette emne på noget tidspunkt i mit liv (vi berørte nærmest end ikke overfladen i filosofi i gymnasiet), og det, at jeg nu læser denne bog, er en måde at råde lidt bod på dette forhold. Bogen havde formodentligt været en god støtte at have ved hånden, da jeg i sin tid læste Karl Poppers LoSD, især i forhold til de relativt tekniske appendixes, som jeg gerne skal indrømme, at jeg ikke læste i deres helhed.

ii) King Lear, af William Shakespeare. Har anskaffet mig en et-binds udgave af hans samlede værker på omtrent 1100 sider, og er startet ud der. Naturligvis på originalsproget. Har ikke læst ret meget endnu, i hvert fald ikke nok til at udtale mig nærmere på nuværende tidspunkt.

iii) Robin Lane Fox. Stadig et stykke vej endnu. Stadig spændende.

iv) 639 Essential Endgame Positions, af Eric Schiller. Jeg mangler seriøst noget slutspilsviden, og denne bog er et forsøg at rette lidt op på det forhold. Læser stadig Polgar ved siden af, er mere end 10% færdig nu (600 problemer løst); men den bog er, som jeg vurderer det, primært et redskab til bedring af de taktiske færdigheder. Ikke at den ikke også samtidig er et fremragende redskab til at.gøre dig langt bedre bekendt med de enkelte brikkers potentiale og styrker din generelle stillingsforståelse betydeligt, det gør den såmænd også. Jeg har læst relativt lidt ikke-netbaseret skakteori, men jeg tror nok, jeg på nuværende tidspunkt er nået et punkt, hvor det vil være kontraproduktivt ikke at sætte sig lidt grundigere ind i spillets mange facetter, hvis jeg ønsker at forbedre mit spil over tid, og det gælder vel nok især, pga. min spillestil og mit temperament, slutspilsniveauet. Der er kun så meget Fritz kan hjælpe med. Jeg har undret mig over Schiller’s opbygning af bogen, der er noget kontraintuitiv og også lidt irriterende (hvis man ønsker at evaluere afledte varianter i konkrete analyser, er man ofte nødt til at hoppe frem og tilbage i bogen for at gøre det). Tror langt fra, at det er den bedste bog om emnet, men den er et skridt på vejen, og jeg er allerede blevet præsenteret for flere grundlæggende ideer, jeg ikke kendte til, i forhold til konkrete slutspilspositioner.

October 14, 2009 Posted by | bøger, skak | 3 Comments

Et delt folk 3

Mine tidligere posts om bogen kan læses her og her. Ligesom post # 2 vil posten her indeholde en række udvalgte citater fra bogen. Som altid er citater i kursiv:

1) Poul Nyrup, Det Fri Aktuelt, 14. december 1994: “Det tjener intet formål at rejse nye billeder, der appellerer til frygt og bekymring i befolkningen.” (s.175)

2) Morten Kjærum, leder af Center for Menneskerettigheder, Jyllandsposten d. 18 december 1994: Beskyttelse af etniske minoriteters basale behov som f.eks. bolig, arbejde, uddannelse og ret til indgåelse af ægteskab kan ikke overlades majoritetsbefolkningens forgodtbefindende og populistiske strømninger. (s.176)

3) Poul Nyrup, forespørgselsdebat i Folketinget, 4. april 1995: Grundlaget [for den danske udlændingepolitik – MUJ’s tilføjelse] er lige så klart og entydigt: Danmark skal og vil fastholde et humanistisk grundsyn på udlændingeområdet. Vi skal naturligvis hjælpe, fordi vi i vidt omfang er forpligtet hertil gennem internationale konventioner, men vi skal først og fremmest gøre det, fordi vi som et humanistisk indstillet, fredeligt og velstående land har en menneskelig forpligtelse hertil. […] Mange danskere er også bekymrede for de kulturelle og værdimæssige brydninger, der uundgåeligt kommer i et samfund med flere udlændinge; men heller ikke her må vi isolere os. Der er brug for samtale og dialog mellem udlændinge og danske. […] Danmark skal have en humanistisk, men samtidig ansvarlig udlændingepolitik. Det har været regeringens linje, og sådan vil vi fortsætte. (s.184, mine fremhævninger)

4) Elisabeth Arnold (R), fra Folketingsforhandlinger 1995: Det er tit brugt som skældsord og skræmmebillede, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund. Til det vil jeg svare: Danmark er [MUJ’s fremhævning] et multietnisk samfund. […] Det radikale Venstre opfatter det som en meget stor opgave at arbejde med at bekæmpe danskernes frygt for alt det, der er anderledes. Vi må være med til at sørge for, at danskerne opdager, at selv om man er anderledes, kan man godt være et fredeligt, flittigt og hyggeligt menneske. (s.188, med mindre andet anført mine fremhævninger)

5) Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælp, oktober 1995: Det er vigtigt at slå fast, at nationalitet og religion ikke spiller nogen rolle, når der begås kriminalitet. Når asylsøgere, flygtninge eller indvandrere gør noget ulovligt, skyldes det altså ikke deres kulturbaggrund. Det er snarere de sociale og økonomiske forhold, der gør sig gældende. (s.193)

6) Et spørgsmål om procenter. I BT d. 27. maj 1996 blev Birthe Weiss interviewet. På et spørgsmål om, hvorvidt Birthe Weiss egne tal for, hvor mange udlændinge der var i Danmark (4%), var dækkende, eftersom tallene ikke dækkede de indvandrere, der allerede var blevet naturaliseret, svarede Weiss: Jeg vil ikke anerkende den målestok. For hvis man er dansk statsborger, hører man automatisk med til den danske befolkning. (s.199)

7) Uffe Stormgaard, Dansk Flygtningehjælp, Frederiksborg Amts Avis, 8. juni 1996: Nej, jeg tror slet ikke, danskere er racister. Racismen kan piskes op i nogle situationer, og måske kan den også bruges politisk. Det har jeg slet ikke forstand på. Men min erfaring siger mig, at jo mere man ved om de faktiske ting, jo større er forståelsen. (s.200, min fremhævning)

8 ) Ebbe Reich, Berlingske Tidende, 12. oktober 1996: Det danske samfundssind er ved at forfalde på grund af tidens totale overgivelse til markedskræfterne. Vi er i gang med at skabe et paranoidt samfund, hvor vi ender med at skulle have Hells Angels til at beskytte os mod hinanden. Her leverer indvandrerfamilierne med deres stærke familiesammenhold et fantastisk stykke anskuelsesundervisning i, hvordan vi kan genoprette sammenholdet i familien og på samfundsplanet. (s.202)

9) Poul Nyrup, folketingsdebat d. 22. april 1997: […] jeg er nødt til at sige fra starten, at jeg ikke bryder mig om den tone, der lægges op til her. Jeg synes, vi en gang imellem skal passe på ikke at hale hinanden ned på et niveau, der kan misforstås, i en toneart, der ikke er rar at høre på, og som er skræmmende.
Nyrup gav udtryk for, at han var glad for debatten, for den skulle jo tages: så vi kan få fjernet myter og få kendsgerninger og holdninger frem, som vi kan være bekendt. Desværre præges netop denne type af debat alt for ofte af unuancerede fremstillinger. I dag skal vi have hele billedet, det virkelige billede og det ordentlige billede. (s.216, mine fremhævninger)

10) Henrik Svane, R, fra samme debat: Med den politik, vi hidtil har ført […] er risikoen for – altså for dem, der mener, det er en risiko – at det danske samfund udvikles til et multietnisk eller multikulturelt samfund ganske enkelt ikke til stede. (s. 219. Kontraster evt. med hans partifælle Elisabeth Arnolds udtalelser to år tidligere som gengivet i punkt 4)

11) Morten Bødskov (DSU), Ekstra Bladet, 12. april 1997: For eksempel bragte I en artikel for nylig, hvor Sonia Dahlgaard skrev om, hvor meget flygtninge og indvandrere koster. Sonia Dahlgaard insinuerer, at flygtninge og indvandrere er en kæmpe økonomisk belastning. Det gavner ikke samfundsdebatten. (s.220, min fremhævning)

12) Professor Lise Togeby, Fyens Stiftstidende 12. oktober 1997: Vi skal ikke tro, at flygtningene kommer til Danmark, fordi vi er et smørhul med en høj bistandshjælp. Det er noget sludder og vrøvl. (s.228)

13) Musse Sheikh, somalisk talsmand, Politiken 10. marts 1998: Hver dag er vi vidner til, at somaliere bliver overfaldet og spyttet på. Busserne kører lige forbi os, og kvinderne bliver hevet i tøjet. Ingen skriver om alle de somaliere, som har arbejde, er veluddannede, eller som er lykkeligt gift med danskere. (s.249).
Samme Musse Sheikh blev d. 25. april samme år interviewet af BT. I dette interview kunne han fortælle, at: Undersøgelser har vist, at somalierne er nogle af de hurtigste overhovedet til at lære det danske sprog. Somalierne er nomader, og hvis der er nogen, der hurtigt kan tilpasse sig et nyt sted, er det nomader. […] jeg tror, de fleste vil rejse hjem, så snart det er sikkert. De, der vil blive, er dem, der har haft succes i Danmark. Der bliver i hvert fald ingen somaliere tilbage på bistandshjælp her. Vi er et meget stolt folk. (s.252)

14) Mogens Havnsøe Petersen, næstformand for Socialdemokratiet i Ishøj, Aktuelt 2. oktober 1999: I Ishøj har vi i snart mange år fået at vide, at det vi ser med vore egne øjne og hører med vore egne ører ikke er rigtigt – eller måske snarere er politisk ukorrekt. I stedet har vi skullet høre på skønmalerier om spændende, etniske butikker i den indre by og værdien af, at dansk kultur får nyt blod fra de fremmede kulturer. […] Hvis forslagene [Socialdemokraternes integrationsforslag – US] går på, at vi bare skal være noget mere tolerante, og at det sikkert ikke er så slemt, og at kulturer mødes, og sød musik opstår (sidstnævnte er en formulering fra et indlæg i vores partiforeningsblad, hvor Ove Hygum skriver om tørklæder), så spar jer ulejligheden, den sang har vi hørt i snart 20 år. (s. 292-93)

15) Poul Nyrup, Berlingske Tidende, 13. oktober 1999: Ligegyldigt hvor meget Dansk Folkeparti forsøger at pakke sine udanske holdninger ind i dannebrogsflag, rød-og-hvid-ternede duge og danske sange, så bliver de aldrig danskernes stemme. Danskerne deler ikke de fremmedfjendske holdninger. Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent. Og vi skal ikke acceptere, at nogle politikere har en interesse i at prøve at tænde fremmedhadets flammer i befolkningen. Tændes den flamme, har vi også givet gnisten til et bål, der kun fører til et splittet dansk samfund, som vi ikke kan acceptere. (s.294, mine fremhævninger).
Samme holdninger kom til udtryk i Ekstra Bladet en uge efter, d. 21. oktober, hvor Nyrup skrev om Dansk Folkepartis politikere, at de: forsøger at bygge frygt og had op i den danske befolkning. Deres politik er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Udlændinge i Danmark er ikke, som de beskriver dem. […] Jeg er sikker på, at vi i Tampere valgte den rigtige vej, når det gælder løsningen af Europas flygtningeproblemer. EU sendte et klart signal mod fremmedhad og spirende racisme… (s.297, mine fremhævninger)

16) Peter Duetoft (CD), udtalelse gengivet i Jyllandsposten d. 30. januar 2000: Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen op i over- og undermennesker, som Hitler havde. (s.309). Rune Engelbreth-Larsen havde i Ekstra Bladet ca. to uger før, d. 18. januar 2000, haft lignende overvejelser: Hvem kan med hånden på hjertet være i tvivl om, at muslimerne i dag udsættes for en hetz, der har paralleller til nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 20’erne og begyndelsen af 30’erne? Er der ikke rigelig grund til alarm? (s.311)

17) Lars Kramer Mikkelsen (S), Information 4. marts 2000: Venstre vil ikke integrere indvandrere i det danske samfund, men alene minimere antallet af fremmede. Jeg mener, at vi kan lære meget af indvandrere og berige vores kultur med indtryk fra andres kulturelle baggrund. Det har historien budt mange eksempler på. (s.336, min fremhævning)

18) Journalist Erik Holstein, analyse i BT 28. april 2000: [Domstolene har – US] – uden der er ændret et komma i loven – af sig selv halveret straffen for voldtægt over en årrække. Umiddelbart har Folketinget ikke de store muligheder for at svare igen. Men det kan i længden være farligt for en snes Højesteretsdommere – uden folkeligt mandat – at føre en kurs stik imod befolkningens flertal. Det kunne nemlig føre til krav om, at dommerne skal udstyres med et sådant mandat. Altså egentlige valg til de højeste dommerembeder. Vi er meget langt fra den situation endnu. Men torsdagens afgørelse smider endnu en gang kul på dét, som tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann allerede for et år siden beskrev som en forfatningskamp. (s. 339, MUJ’s fremhævninger)

19) Bestyrelsesmedlem i Det Somaliske Forum i Århus A. Osman Farah, Jyllandsposten d.29 maj 2001: hvis JP-Århus’ forståelse for tilpasning i samfundet betyder assimilation i det danske samfund, så må jeg desværre skuffe, da somalierne som gruppe aldrig har tilstræbt at være danskere. Somalierne er til gengæld indstillet på at være ligeværdige samfundsborgere med tilhørende rettigheder og pligter. Dette er et realistisk mål i henhold til såvel grundlov som demokratiet. (s.350)

August 28, 2009 Posted by | bøger, indvandring, integration, islam | Leave a comment

Hvad jeg har læst

Har været offline i en uges tid, og har der fået bladret mig igennem:

i) Den 2. verdenskrig 1939-45,

af Hans Kirchhoff, Henning Poulsen og Aage Trommer.

Jeg ved en del om perioden, men har ikke før læst en samlet fremstilling. En detaljeret (og ikke ukritisk) anmeldelse af første halvdel af bogen er tilgængelig her. Min egen vurdering af værket er, at det langt fra er den bedste behandling af emnet, selvom det måske er den bedste dansksprogede fremstilling (fratrukket evt. oversættelser). Hvis man gider læse om emnet på engelsk bør man gå udenom dette værk, for så er der (‘må der være’) bedre værker derude. Eksempelvis præsenteres det et sted i fremstilingen således, at et af tyskernes formål med ubådskrigen i starten var at få englænderne til at sejle i konvojer, eftersom et konvojsystem ville lægge beslag på britisk tonnage og forlænge transporttiderne betydeligt. Som jeg har forstået situationen, primært på baggrund af Andrew Williams’ værk ‘Slaget om Atlanten’, var konvojsystemet derimod et britisk forsvarstiltag som a) briterne dels tog ret lang tid om at implementere, med store tab til følge – på trods af strategiens effekt under 1. Verdenskrig, og b) et forsvarstiltag som tyskerne bestemt hellere havde været foruden, og som det tog de tyske flådeansvarlige lang tid at finde et modsvar til (reelt fandt de aldrig et modsvar). Pointen er/var netop at konvojsystemet på langt sigt vandt over den tyske ubådsflåde i 1. Verdenskrig, hvilket må gøre det klart, at det ikke ligefrem var en genoplivning af dette system tyskerne havde til hensigt med ubådsblokaden, især ikke givet at det grundlæggende eneste strategiske modtræk de havde til denne under krigen var den improviserede ‘ulvestrategi’ (mange ubåde angreb i samlet flok, i stedet for som tidligere enkelte ubåde i selvstændige angreb) som først kom til længe efter at det måtte have stået klart for Dönitz m.fl. at konvojsystemet nu var implementeret og fungerede temmelig godt mod de forældede tyske ubåde – en strategi forfatterne i øvrigt selv omtaler i værket i anden sammenhæng. Formålet med ubådskrigen var ‘at skære Englands livsnerve over’, som Hitler selv flere gange formulerede det, ikke at få briterne til at sejle i konvojer. Det er naturligvis korrekt, at konvojstrategiens tonnageeffekt i de perioder, hvor krigen til søs gik højt, var betydelig, men på den anden side var det først da krigen til søs gik højt at konvojstrategien for alvor blev attraktiv/nødvendig for briterne (og dette tonnagetab skulle naturligvis ses i forhold til de højere tab fraværet af en sådan strategi nødvendigvis ville medføre, sagt på en anden måde: Tyskerne havde ikke noget at vinde på at ‘tvinge’ briterne til at bruge konvojer, for i det øjeblik briterne implementerede en konvojstrategi var det på strategisk plan et udtryk for, at gevinsterne af en sådan overgik omkostningerne).

Ovenstående kritik er måske lidt ‘nit-picking’, men hvad jeg tænker er dels a) at forfatterne bringer en så forfejlet fremstilling af begivenhederne i teksten signalerer, at forfatteren bag afsnittet ikke har forstået Atlanterhavskrigens dynamik ’til bunds’, og b) at når en så relativt uvidende som mig finder en fejl som denne i værket, kan fejlen næppe være enestående i fremstillingen. I øvrigt er både våbenteknologi og (især) økonomi kun meget overfladisk behandlet i værket, hvilket for mig var et stort minus.

ii) Ender’s Game

af Orson Scott Card. Jeg læste 1991-versionen. Jeg syntes den var rigtig god, men så igen, jeg er sær. Læs Wikipedia-artiklens indledning for at vide om den er noget for dig, men vær opmærksom på, at bogen er bedre end den lyder. Jeg kan ikke huske hvor, tror det var marginalrevolution, men mindes en diskussion om sci-fi på en blog, hvor bogen af mange nævntes som en god introduktionsbog til sci-fi. Den vurdering deler jeg.

iii) A short history of Nearly Everything

af Bill Bryson. Jeg er lige blevet færdig med den, og kan næsten ikke få armene ned, den er fremragende!

Bryson er omkring alt det sjove, og han formår at gøre det, der ikke er sjovt, interessant, hvis ikke ligefrem fascinerende. Han skriver så godt og med en sådan ironisk distance, at man helt glemmer at man er i fuld gang med at lære en masse nyt, han gør kort sagt læringsprocessen sjov, til en leg. Jeg har svært ved at forestille mig, at det, givet den valgte fortællevinkel og målgruppe (bogen er trods alt populærvidenskabelig), kunne være gjort bedre.

August 2, 2008 Posted by | bøger | Leave a comment

More 1

Jeg er blevet færdig med Thomas More’s Utopia, som jeg har omtalt før.

Som en generel kommentar bør det bemærkes, at mens More bruger meget tid på at beskrive det ikke-eksisterende Utopia, dets institutioner, indbyggere, interne og eksterne forhold osv, ja så bruger han meget lidt tid på et filosofisk forsvar for den samfundsopbygning Utopia repræsenterer. Lidt kort fortalt, han bruger ikke meget tid på at legitimere det kollektivistiske system moralsk, han siger bare det virker. I dag ved vi kun alt for godt, at det ville det ikke gøre i virkeligheden, men at køre en komplet moderne public choice analyse og at udpege de mange områder hvor Loven Om Uforudsete Konsekvenser højst sandsynligt kunne vise at gøre sig gældende, henover et værk, der er omtrent 500 år gammelt, virker måske en smule overkill på mig. Jeg har stadig ikke rigtig besluttet mig for, hvor meget arbejde bogen er værd, men lige nu hælder jeg mest til de følgende dage at tage enkelte temaer ud, som fortjener en kommentar eller to med på vejen, og så ellers lade den overordnede analyse ligge.

Herunder lidt fra bogens sidste del, så læserne kan komme lidt nærmere, hvad der gjorde det utopiske samfund så utopisk. Lidt relevant baggrundsinformation, som Paul Turner valgte at inkludere i en note (s.132) om bogens forfatter, bør præsenteres inden vi starter: Although the worst charges of cruelty to heretics during his Chancellorship have not been substantiated, there seems to be no doubt that More sentenced some people to death (which meant burning alive) for heresy.

Ok, her er lidt fra bogen, fra siderne 100-101 (mine fremhævelser):

one of the most ancient principles of their constitution is that of religious toleration. This principle dates right back to the time of the Conquest. […] immediately after his victory he [Utopos, the founder of Utopia] made a law, by which everyone was free to practise what religion he liked, and to try and convert other people to his own faith, provided he did it quietly and politely, by rational argument [øhh…?]. But, if he failed to convince them, he was not allowed to make bitter attacks on other religions, nor to employ violence or personal abuse. The normal penalty for being too aggressive in religious controversy is either exile or slavery.

[…]

So he left the choice of creed an open question, to be decided by the individual according to his own ideas – except that he strictly and solemnly forbade his people to believe anything so incompatible with human dignity as the doctrine that the soul dies with the body, and the universe functions aimlessly, without any controlling providence. That’s why they feel so sure that there must be rewards and punishments after death. Anyone who thinks differently has, in their view, forfeited his right to be classed as a human being, by degrading his immortal soul the level of an animal’s body. Still less do they regard him as a Utopian citizen. […] nobody who subscribes to this doctrine is allowed to receive any public honour, hold any public appointment, or work in any public service. In fact such people are generally regarded as utterly contemptible.

They’re not punished in any way, though [sic! – læs ovenstående passage igen… og nedenstående…], for no one is held responsible for what he believes. Nor are they terrorized into concealing their views, because Utopians simply can’t stand hypocrisy […]. Admittedly, it’s illegal for any such person to argue in defence of his beliefs, but that’s only in public [aha. De er ikke tvunget til at skjule deres anskuelser, de må bare ikke sige dem højt offentligt. I see… Gad vide hvad More havde i tankerne som straf for at gøre det alligevel, taget i betragtning at i) disse folk rangerede på højde med dyr i utopianernes begrebsverden, og ii) More ikke selv lod til at have noget problem med at brænde den slags mennesker levende i den virkelige verden?]. In private discussions with priests or other serious-minded characters, he’s not merely allowed but positively encouraged to do so, for everyone’s convinced that this type of delusion will eventually yield to reason.

Regelmæssige læsere vil vide, hvor meget jeg kunne få ud af bare de to sider. Og det her er altså kun toppen af isbjerget, så nej, en komplet analyse lader sig simpelthen ikke gøre. Lyder ovenstående for øvrigt som et godt bud på det ideelle samfund? Og lyder det som en model, der er kompatibel med kommunisternes samfundsmodel?

Det sidste spørgsmål er interessant. For kommunisterne har i tidens løb brugt More til at legitimere og argumentere for deres egen sag, og har ikke haft svært ved at ‘overse’ nogle af de mere ubehagelige passager, som dem herover, eller skære dem væk og bevare resten. Den oprindelige totalitarisme var stammebaseret. Så kom religionen til, og muliggjorde den religiøst funderede totalitarisme. Så var der nationalisterne og lidt senere kommunisterne, der ikke rigtigt kunne bestemme sig for, om de også var nationalister, deres ‘fremskridt’ var at fjerne en gud og sætte en anden i hans sted. I dag slår de religiøse totalitære igen, væk med grænser og menneskeguder, ind med Ummah!

Hvis jeg havde levet i et tidligt stammesamfund var jeg nok blevet myrdet med en økse, eller måske skarntydesaft… Hvis More havde fået fat i mig i England for 500 år siden, ville jeg være blevet brændt levende. Hans Kongelige Højhed Kong Kristian d.V havde fået min tunge skåret af, og min hals skåret over bagefter. Under Lenin ville jeg være død i en arbejdslejr eller være blevet skudt. Islamisterne i dag lader til at have en forkærlighed for at skære halsen over på deres modstandere.

Både den populære reliøse totalitarisme og den mere moderne nanny-state totalitarisme er meget forskellig fra More’s udgave, eller Platons før ham. Men jeg kan ikke lade være med efter at have læst More at tænke:

Plus ça change, plus c’est la même chose…

De vil så meget godt. Hvorfor kan de ikke bare nøjes med at skrive om det?

June 22, 2008 Posted by | bøger, Religion | 3 Comments

Gorbatjov III

Tidligere posts her og her.

Jeg har valgt bare at gøre det til en løs afrunding, for han siger sandt at sige ikke ret meget interessant i bogens sidste sider. Det koger mest ned til: ‘Peace, love and understanding’. Gorbatjov vil have afsluttet våbenkapløbet, for russerne kan ikke længere følge med. Han taler smukt om alle de mange områder – videnskab, teknologi, handel, udenrigspolitik – hvor Vesten burde samarbejde med Sovjet; eller i det mindste ikke modarbejde dem. Han mener selvfølgelig ikke, Sovjet skylder Vesten noget videre, og ideen er naturligvis, som jeg også bemærkede i afsnit II, at Vesten bør give indrømmelser uden at forvente at få noget igen.

Jeg har ikke været særligt venlig overfor Gorbatjov i disse posts, og måske har jeg også været lige en lille tand for skarp. Ikke sådan at forstå, at jeg tager min kritik tilbage, på ingen måde, kritikken i mine posts er både berettiget og helt på sin plads. Men når det kommer til den svære afrunding, hvor der skal opstilles en konklusion, er der forhold jeg ikke indtil nu har været omkring, som jeg mener fortjener at komme med i betragtningerne. Jeg mener det primære fokus, når der fældes moralske domme, bør vær på handlinger og konsekvenser, ikke på intentioner, og det er et stærkt argument for, at dommen over Gorbatjov ikke bør være hårdere end som så: Manden ledede en politistat, han var marxist og kollektivist, han var inspireret af en vulgærmarxistisk historicisme, han var historieforfalsker, en løgner, et magtmenneske og en masse andet grimt, og sandt at sige har jeg intet andet end foragt tilovers for det system, han regerede, og mange af de ideer, han havde. Men der er som sagt også den anden side af mønten. Det er svært at komme udenom, at de reformer han satte i gang var medvirkende til, at netop det system han forsøgte at redde blev fjernet fra jordens overflade. Det var ikke det, han havde forestillet sig ville ske, men det var det, der skete, og alt i alt var sammenbruddet, og den måde det fandt sted på, ikke noget dårligt udfald – og på det tidspunkt var der, bør vi huske på, rigtig mange grimme udfald, som spøgede i kulisserne (militærkup, lang og blodig borgerkrig, ect). Man kan naturligvis argumentere for, at Gorbatjovs rolle i det store spil var ret lille, og at systemet ville være kollapset uanset hvad han havde gjort. Der er nogen vægt bag denne indvending, men det er svært for mig at acceptere et argument om, at perestrojkaen ikke fremskyndte processen.

March 23, 2008 Posted by | bøger, historie | Leave a comment

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva‘s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der […] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.

January 10, 2008 Posted by | bøger, historie | Leave a comment

Traveller

Afsluttede sidste uge Traveller, af Richard Adams.

En god bog. Ikke hans bedste, men hvis man kan lide the Adamske univers, er den bestemt værd at tage et smut forbi.

Bogen fik mig til at overveje om ikke jeg burde læse lidt mere om den amerikanske borgerkrig. Hvis nogen læsere har et bud på et værk af en vis kvalitet, som har det meste med, vil jeg tage anbefalingen med i mine overvejelser.

December 8, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment

Blekingegadebanden

Har netop afsluttet Peter Øvig Knudsens nye bog Blekingegadebanden, en af de fødselsdagsgaveønsker som ikke var med i udsnittet af listen jeg udlagde her på bloggen for et stykke tid siden.

Det vigtigste først, til dem der måtte vælge ikke at læse posten til ende: Det er en fremragende bog.

Jeg kunne faktisk slet ikke lægge bogen fra mig, og læste den fra start til slut uden andre pauser end de højst nødvendige (mad, drikke). Bogen både starter og slutter i 1989, hvor anholdelserne og de begivenheder som omkransede dem kort beskrives. I de mellemliggende ca. 400 sider følger vi tæt de mennesker det handler om, en gruppe af ekstreme venstreorienterede organiseret i gruppen Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), senere Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) – en gruppe med tætte forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP. Vi følger gruppen fra KAK’s dannelse i 1963 og frem til året 1981, hvor politiet må opgive at rejse sigtelse mod gruppen i en kidnapningssag – en sag der i -89 efter anholdelserne bliver genåbnet.

PØK kommer omkring rigtig mange interessante vinkler i sin beretning. Vi får: (i) et levende indblik i motivationsfaktorerne som drev nogle unge ind i miljøet, hvor især Vietnamkrigen og den effekt enkelte karismatiske personer fra gruppen havde på de unge, især personerne Gotfred Appel og (senere) Jens Holger Jensen, vægter tungt, (ii) en fremragende beskrivelse af organisationens struktur, med fokus på udviklingen fra en relativt løs og uformel gruppering til en professionalistisk drevet terrororganisation. I denne forbindelse kommer vi også omkring gruppens ideologiske grundlag og dens sekteriske karakter beskrives i detaljer, (iii) løbende beskrevet PET’s og politiets aktiviteter/forholdsregler i forhold til gruppen, som varierer betydeligt over årene, (iv) et detaljeret indblik i forholdet mellem KAK og andre internationale terrororganisationer, hvor især forholdet til PFLP beskrives i detaljer (blandt andet gøres det klart, at adskillige af KAK’s medlemmer besøger – og selv deltager på – militære træningslejre drevet af PFLP i perioden) og endelig får vi (v) et levende indblik i de ulovlige aktiviteter gruppen står bag i perioden, aktiviteter som efter alt at dømme blandt andet inkluderer tyveri og smugling af våben, kidnapning, flere væbnede røverier, bedrageri og dokumentfalsk. Flere ting peger også i retning af, at en af KAK’s topfolk, Jens Holger Jensen, var involveret i planlægningen af en flykapring på Mallorca. En betydelig del af gruppens udbytter fra forbrydelserne i disse år gik med stor sandsynlighed til PFLP, noget der dog ikke på daværende tidspunkt kunne betragtes som et brud på §114 (terrorparagraffen).

…samt en masse andet jeg har glemt at nævne i det ovenstående.

Bogen er, som man måske kunne gætte, kun første bind, af to. Noget der er helt sikkert er, at jeg også vil anskaffe mig anden del, når den udkommer. Peter Øvig Knudsen har gjort et fremragende stykke arbejde.

September 15, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment

Update på sommerlaesning

Jeg vil genoptage bloggingen de næste dage, fra starten af august holder jeg en pause igen.

Jeg har læst Mises nu, men jeg har ikke lyst til at tale om Human Action, før jeg har nærlæst ham. Jeg ved ærligt talt ikke rigtigt hvad jeg skal sige til det lige nu, og så må man hellere lade være med at sige noget…

Jeg har også fået læst min signerede kopi af Tyler Cowens Creative Destruction, en bog jeg helt glemte at inkludere på min liste over sommerferielæsning (som for mit vedkommende i øvrigt varer indtil september…) andetsteds. Bogen er udmærket, men mindre teoretisk og økonomisk inspireret end jeg havde troet. Det er altid lettere at tilegne sig ny viden, som man kan relatere til viden man allerede har tilegnet sig, så bogen tog længere tid end jeg havde regnet med, fordi genren er helt ny for mig. Hvorom alting er: Bogen er et forsvar for globalisering ud fra et kulturelt perspektiv, og jeg er på det grundlæggende plan enig i meget af det han skriver, om end ikke alt.

Jeg modtog for nyligt “A concise history of the Russian Revolution” fra Amazon, og det selvom jeg troede, jeg havde bestilt “The Russian Revolution”… Jeg spurgte sælgeren først om der var tale om en fejl, men efter at have kigget nærmere efter i mails fra amazon kan jeg se, at det bare har været mig, der har været uopmærksom da jeg bestilte værket, så jeg fik kørt en forkert bestilling igennem. Det er for så vidt slet ikke et problem, i og med at denne bog er et sammenkog af “The Russian Revolution” og “Russia under the Bolchevik regime”, og jeg gad ærlig talt ikke til at bytte (heller ikke økonomer er upåvirkede af endowment effects…). Så lige nu læser jeg “A concise history…”, og den er slet ikke dårlig. Bliver nok færdig i morgen eller overmorgen, og så vil jeg skrive lidt mere.

Jeg venter stadig på den sidste Potter-bog, endnu et værk jeg glemte at inkludere på listen…

July 22, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment

Nürnberginterviewene

Jeg færdiggjorde for nyligt Goldensohn/Gellately’s værk, og synes den fortjener et par ord med på vejen.

Bogen er en samling af interviews med anklagede og vidner fra Nürnbergprocessen foretaget af psykiateren Leon Goldensohn, redigeret af historikeren Robert Gellately og oversat af Lars Rosenkvist. Der er en del kilde- og metodemæssige problemer med bogen, både for så vidt angår den overordnede fremgangsmåde, strukturen samt dokumentation, men det er ikke dem jeg vil bruge tiden på her, og der henvises i stedet til denne gennemgang (et eller andet med linkene skaber problemer lige nu, så jeg har prøvet at fjerne de øvrige og placere linket til denne post nederst. Kritikken er at finde i 3. og 2. nederste spalte i linket), hvor hovedparten af disse problemer er skitseret.

Bogen er fascinerende læsning, og den illustrerer på glimrende vis hvilke mekanismer, de anklagede benyttede sig af for at undslippe skylden og det personlige ansvar. Moralsk stillingtagen og konfrontation, kombineret med løgn, manipulation og efterrationalisering, er gennemgående temaer i de mange interviews. Det bliver hen ad vejen klart, at de fleste af de anklagede selv i løbet af krigen har tumlet med det moralske fundament som lå til grund for deres handlinger, og på et principielt plan har været i tvivl om rigtigheden af deres egne gerninger – men at de har ignoreret den lille stemme inde i deres hoved, som sagde at det her er forkert, og at de stadig forsøger at holde stemmen væk, selvom det bliver sværere og sværere foreholdt konsekvenserne af deres passivitet og eftergivenhed. Hovedparten af Hitlers håndlangere var, bliver man efter at have læst bogen overbevist om, simpelthen svage individer, som gennem en blanding af opportunisme, fatalisme, eftergivenhed og frygt simpelthen ikke formåede at sige fra.

Hvor grænsen mellem løgn og sandhed går når det kommer til de svar, de interviewede leverer, er ikke altid klart ud fra bogen, bl.a. fordi notematerialet er mangelfuldt (
Alt i alt: 3,5 Uncle Sams ud af 5.

Linket: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/nuernberg.htm

March 8, 2007 Posted by | bøger | Leave a comment