Econstudentlog

Danske diabetikere – nogle tal

(To regular readers who don’t speak/read Danish: When I started out writing this post I fully intended to post it in English – but I found out along the way that it just didn’t make sense to try to do that as all the source material is in Danish. However this Danish post is a one-time thing. If you do not completely understand what’s going on in the post but you’re nevertheless curious about some stuff covered here, just ask. With all that out of the way:)

Tallene i posten er alle fra Det National Indikatorprojekt (NIP)’s 2011-rapport om diabetes som du kan se her. Klik på dem for at se tabellerne i fuld størrelse. Først, BMI:

Median-BMI for type 1 diabetikere i ovenstående sample, som dækker patienter i behandling på diabetesambulatorierne, er 25,1 – hvilket sandsynligvis er på niveau med median-BMI for befolkningen som helhed (se side 63 her). Derimod er median-BMI for type 2 diabetikere 30,8. Det er bemærkelsesværdigt at hele fordelingen for type to patienternes vedkommende synes at være forskubbet mod højre – bemærk at 10%-fraktilen for type 2’ere for alle regioners vedkommende er over 24 – overvægt og fedme er en meget vigtig variabel for udviklingen af type 2 diabetes, og relativt få type 2 diabetikere er ikke overvægtige eller fede.

Hvad med rygning?

Mere end halvdelen af type 1’ere har aldrig røget, mens tallet er lavere for type 2’erne, der så til gengæld har flere eksrygere. Generelt synes patientgruppernes andel af individer der ryger dagligt groft at matche befolkningens som helhed – 20-25% ryger dagligt.

En indikator for behandlingskvalitet (der er mange af disse i rapporten): Kommer diabetikere med forhøjet blodtryk i behandling?

Mere end hver tredje type 1 patient på landsplan med forhøjet blodtryk som er i ambulant behandling og næsten hver anden type 1 patient med forhøjet blodtryk som bor i hovedstadsområdet behandles ikke for det forhøjede blodtryk. Tallene er langt bedre for type 2’erne. Bemærk dog også at det trods alt går i den rigtige retning i København. For patienter behandlet i almen praksis var tallene for blot få år siden voldsomt høje, men ligner nu ambulatoriernes:


Det store fald er dog ikke et resultat af ændret behandlingspraksis, men derimod et resultat af at “man har fundet og korrigeret en fejl i forbindelsen med dataindberetningen” (s. 47)

Men hvor mange har hypertension?

Hver fjerde patient har et systolisk tryk over 140.

Øjenundersøgelser? De er væsentlige fordi diabetikere som ikke får foretaget øjenundersøgelser kan risikere at miste deres syn, og de er væsentlige fordi det lader til, et forhold rapporten også kritiserer stærkt, at ingen reelt har styr på, hvordan det står til pga. mangelfuld registrering og rapportering fra de implicerede parter. Rigtigt mange af patienterne i behandling i privat praksis lader ikke til at deltage i øjenscreeningerne, hvilket dog kan være et resultat af manglende rapportering. Ingen ved det med sikkerhed. Tallene:


At dømme ud fra disse tal får mere end hver anden diabetiker behandlet i almen praksis ikke undersøgt deres øjne regelmæssigt som anbefalet. Det er stærkt tvivlsomt at det forholder sig sådan, men hvordan det så i stedet forholder sig er ikke til at sige.

Næste variabel: Hba1c, eller glykeret hæmoglobin. Et almindeligt blodsukker målt med et blodsukkerapparat angiver blodsukkeret på prøvetidspunktet. Det er nyttigt i behandlingsregi, men sådan et blodsukker fortæller ikke så meget om hvordan blodsukkeret generelt opfører sig på langt sigt – for at vide det skal der bruges mange målinger. Eller man kan bruge Hba1c – det gode ved glykeret hæmoglobin er at variablen kan bruges til at estimere hvad ‘gennemsnitsblodsukkeret’ har været over et langt tidsrum, et par måneder eller tre. Variablen er en meget stærk indikator for hvor godt en diabetiker er reguleret, selvom den dog ikke kan stå alene. Nogle tal:


Over 20% af patienterne når ikke målet om en Hba1c på under 9 (DCCT (%))/75 (IFCC mmol/mol) [link]. Det er i den sammenhæng, interessant, at ‘officielle behandlingsmål’ for patienter er enten < 6,5 % eller <7,0%, afhængig af hvem man spørger (se linket). De fleste patienter kommer aldrig i nærheden af sådanne værdier, afstanden mellem 9,0% og 7,0% er enorm. Som omtalt på twitter var min sidste Hba1c 7,1%. For bare få år siden ville det have været vel inden for behandlingsmålene, og givet hvor lang tid jeg har haft sygdommen og hvor store problemer jeg har haft med hypoglykæmi vil jeg næppe gå efter at sænke den ret meget yderligere. Tallene for type 2 patienter er ikke meget anderledes, omend de generelt er lidt højere – gennemsnittet er 82% (81-82) som opfylder målet. Tallene er bedst for patienter behandlet i almen praksis, hvilket jeg fandt overraskende. Her er lidt flere tal med supplerende information om fordelingen af værdier:

Så at dømme ud fra disse data og målt alene på baggrund af Hba1c tilhører jeg den bedst regulerede fjerdedel af type 1 diabetikere i ambulant behandling. Det er sandsynligvis under 20% af patienterne som når det nuværende behandlingsmål på 7,0%. Og under 10% af patienterne opfylder det på nuværende tidspunkt anbefalede behandlingsmål fra EFSD (6,5%).

Hvor længe har diabetikere i behandling haft deres sygdom? Det varierer meget, men her er tallene:

Her findes formentligt en af årsagerne til, at type 2 patienter behandlet i almen praksis i højere grad opfylder Hba1c behandlingsmålet; de har haft sygdommen i færre år end patienterne behandlet på ambulatorierne. Det er selvfølgelig spekulation fra min side, men det synes ikke usandsynligt at praktiserende læger primært håndterer ukomplicerede tilfælde, hvorefter ambulatorier så tager over når komplikationer støder til. Patienter med komplikationer har højere Hba1c end patienter uden, og compliance er som regel et større problem. Hvis disse overvejelser er korrekte giver det nogle problemer i forhold til at sammenligne Hba1c-resultaterne opnået blandt patienter behandlet ambulant og patienter behandlet i almen praksis.

Tilbage til varigheden. Jeg er mest interesseret i type 1. Bemærk her at varigheden også på sin vis er en indikator for levetid, fordi ingen patienter forlader behandlingssystemet og stopper med at være syge: Du stopper med at være i behandling for din sygdom når du er død eller når du er hjemløs, hvad der end kommer først (ingen addresse -> intet sygesikringskort og ingen tilknyttet læge (se kommentar). Men ingen læge -> ingen insulin, ingen insulin -> død. Helt så slemt er det ikke for alle T2’ere, selvom 67% af dem også tager insulin – se side 95). På den måde er det sigende at kun 10% af type 1 diabetikere på landsplan har haft sygdommen i mere end ~42 år. På den anden side ved jeg ikke helt hvor meget man kan konkludere mht. dødelighed på baggrund af disse data, der kan også være sampling-aspekter eller data-format faktorer der spiller ind, som jeg ikke er opmærksom på. Der findes heller ingen tabel som angiver alder på diagnosetidspunktet for den pågældende sample, og den variabel er naturligvis meget væsentlig i denne sammenhæng, ligesom den forklarer den gennemsnitligt langt kortere varighed for type 2 patienter. Dertil kommer at variablen mest relaterer til dødeligheden ud fra et historisk perspektiv, snarere end ud fra et nutidigt perspektiv – og diabetes var langt mere dødelig for 50 år siden end sygdommen er i dag.

Posten her indeholder kun et lille udsnit af de mange data som rapportens 114 sider indeholder. Hvis du er nysgerrig så kan jeg kun anbefale dig at læse videre her.

August 7, 2012 - Posted by | data, diabetes

8 Comments »

  1. Hjemløse kan nu altså godt få et sundhedskort i Danmark, se §9: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=125209 Postnummer 9999 skulle angiveligt være forbeholdt hjemløse.

    Derudover er det næppe gavnligt for livet med en kronisk sygdom og mulighederne for at være i fast behandling at leve et hjemløst liv.

    Comment by info2 | August 7, 2012 | Reply

    • Aha – tusind tak, så lærte jeg lidt mere i dag end jeg ellers ville have gjort.

      Insulin tåler ikke frost eller stærk sollys/høje temperaturer. ‘Næppe gavnligt’ er nok at underdrive. Jeg har aldrig hørt om nogen dansk hjemløs diabetiker, og “hjemløs diabetiker” giver lige præcis 0 hits på google. De findes jo nok andre steder, men jeg kan ikke tro dem med type 1 lever ret længe, hvis de bliver boende på gaden.

      Comment by US | August 7, 2012 | Reply

  2. Ja, det var det, man kalder en jysk underdrivelse. Men sukkersyge nævnes faktisk som en af de sygdomme, som hjemløse lider af i rapporten “HJEMLØSHED I DANMARK 2009 – National kortlægning”. Se side 66. Jeg kan desværre ikke finde en oversigt over, hvor mange det drejer sig om (udover at det drejer sig om en andel af de 25 procent af de hjemløse, der har en fysisk sygdom), men et eller andet sted i verden må der eksisterer et datamateriale, der ligger bag, der kan afgøre om, det er i størrelsesorden 1 eller 100.
    http://www.sfi.dk/Default.aspx?ID=4681&Action=1&NewsId=2300&PID=9267
    Vi må dog huske på, at i Danmark regner man også folk, der bor på sofaen hos venner o.l., som hjemløse, hvilket naturligvis hjælper på mulighederne for at følge en behandling. Og ikke alle diabetikere dør lige med det samme uden insulinbehandling, men man lever næppe længe.

    Jeg har af og til spekuleret over, hvad der ville ske, hvis jeg blev hjemløs. Jeg tror ikke, det ville være praktisk muligt at have en kronisk sygdom, der i udbrud medfører diarré og være hjemløs på en gang. Jeg kan ikke se, hvordan det kan lade sig gøre. Med stomi og mental hård hud kunne det måske lade sig gøre, hvis man kunne finde et sted at opbevare sit stomilager. Det får mig så til at gyse over, hvad folk der bliver ramt af sygdommen i andre lande gør. Selvmord? Gemmer sig i skoven?

    Comment by info2 | August 7, 2012 | Reply

    • Kun omkring hver tiende diabetiker i Danmark har type 1, så Danmark kan have mange hjemløse diabetikere uden at have nogen hjemløse type 1’ere.

      Ubehandlet type 1 er dødelig, og hvis du er i behandling og har været det i lang tid (så insulinbehovet dækkes alene af injektionerne – den naturlige insulinproduktion er lav men endnu ikke ikke-eksisterende på diagnosetidspunktet) er du altid kun nogle få manglende injektioner fra indlæggelse og/eller koma. Du er aldrig mere end en overdosis fra koma, og det terapeutiske indeks er lavt, hvilket er en del af forklaringen på, hvorfor så stor en andel af indlæggelserne på sygehuse involverer diabetikere. Type 2 er helt anderledes; både (relativt) nydiagnosticerede type 1 patienter (de første år af sygdommen) og alle type 2 patienter producerer insulin, men en type 1 diabetiker der har haft sygdommen længe gør ikke, og uden insulin går det altså rigtigt stærkt.

      Hvis en ‘mild’ (ikke-insulinkrævende) type 2 diabetiker ikke passer sin sygdom i et stykke tid, eksempelvis en uges tid, vil symptomer på malregulering komme gradvist, eller i nogle tilfælde helt udeblive i længere tid. Hvis en type 1 (som har haft sygdommen i lang tid) ikke passer sin sygdom i (24 timer? et par dage?) ryger han enten efterfølgende på sygehuset eller kirkegården (i sidstnævnte tilfælde vil døden indtræde senere og det vil kun ske hvis han er helt isoleret/alene – ellers vil andre ringe efter ambulancen før da). At behandle insulinmanglen selv og alene med insulin efter at insulinmanglen har medført forgiftning vil i øvrigt højst sandsynligt indebære en betydelig risiko for at dø, fordi der efter så lang(/kort) tids malregulering vil være andre problemer end ‘bare’ insulinunderskuddet, som der bør tages hånd om. Måske kan tidshorisonten i praksis forlænges, men hvis horisonten forlænges ret meget er det fordi der implicit i adfærden er implementeret strategier for at modvirke effekterne af sygdommen; hvis man bare ignorerer den totalt og opfører sig som om man ikke er syg og ikke tager insulin, så går det meget stærkt, hvis insulinproduktionen er ophørt. Dette være sagt for at understrege, at hvor det til en hvis grad er i al fald muligt at tage let på en type 2 diabetes og ikke være i helt super kontrol med sygdommen men alligevel leve nogenlunde i en længere periode, så er der langt færre frihedsgrader med type 1. Du skal tage alle dine injektioner og du skal tage dem på de rigtige tidspunkter i de rigtige mængder, du skal spise når blodsukkeret falder, og hvis du er helt alene et sted hvor du ikke kan forvente at blive fundet så risikerer du faktisk at dø første gang du begår en fejl.

      “Selvmord? Gemmer sig i skoven?” Jeg tvivler på at sidstnævnte er en almindelig praksis. Jeg tror, uden at vide noget om det, at det almindelige må være noget i stil med ‘hjælp fra andre'(/sofa/sted at bo) og hvis den mulighed ikke længere er til stede og ingen umiddelbar bedring af situationen er til at få øje på: Selvmord.

      Comment by US | August 7, 2012 | Reply

      • Nu er det jo selvfølgelig et spørgsmål om ord; “almindelig praksis” bliver det næppe at gemme sig i skoven. Men selv i lille Danmark har vi en del mennesker (op mod et halvt hundrede, det specifikke tal kendes naturligvis ikke), der har trukket sig tilbage i vores små skove. Se fx http://sondagsavisen.dk/2011/33/Her-bor-de-danske-hulemaend.aspx

        Den eneste selvbiografiske skildring fra en hjemløs’ hånd, jeg har læst, er en japansk tegneserietegners hånd (http://www.amazon.co.uk/Disappearance-Diary-Hideo-Azuma/dp/8496427420/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1344370519&sr=8-1). Første gang Hideo Azuma, som tegneren hedder, blev overvældet af de tanker, der fik ham til at forlade sit ellers almindelige liv, vandrede han ud i skoven, hvor han faldt i søvn og efterhånden fik bygget sig en “lejr”.

        Med andre ord tror jeg, at det er omend ikke en udbredt praksis, i så fald en variant af hjemløse-fænomenet, det at trække sig tilbage i skoven, hvor man undgår de kontakter med øvrigheden som af en eller anden grund ikke er ligetil for den hjemløse. En person med kronisk diarre ville netop ikke kunne klare sig med herbergshjælp, hvor man har et sted at vende tilbage til om natten, men har brug for sanitære forhold 24 timer i døgnet ELLER isolation. Det oplagte problem med skov-løsningen er naturligvis, at de fleste steder i verden (hvor der er mennesker), er der ikke skov tilbage til at gemme særligt mange mennesker.

        Comment by info2 | August 7, 2012

  3. “Men selv i lille Danmark har vi en del mennesker (op mod et halvt hundrede, det specifikke tal kendes naturligvis ikke), der har trukket sig tilbage i vores små skove.” Men hvor mange af dem har en stomi? (det ved du selvfølgelig ikke, men det var kun stomipatienter jeg tænkte på da jeg brugte ordene ‘almindelig praksis’ – for hjemløse generelt var det ikke mit indtryk, at ‘isoleret-i-en-øde-skov-versionen’ var så ualmindelig endda.)

    Nu bliver jeg en smule nysgerrig: Vil skov-modellen ikke resultere i en voldsom infektionsrisiko for en person med stomi? Det var mest med det i tankerne, at jeg oprindeligt forkastede den ide.

    Comment by US | August 7, 2012 | Reply

    • Nej, det tror jeg ikke. Nogle stomier vil naturligvis være mere problematiske end andre, og risikoen vil sikkert være større end for andre stomipatienter, men der er ikke nogen stor risiko for at blive inficeret via stomien. Tarmen er et ret hårdført rør, og bevægelserne går i én retning (og i forhold til stomien er det “ud af kroppen”). Derudover skal du huske på, at det indvendige af tarmen i medicinsk/teknisk forstand faktisk tilhører kroppens overflade og normalt kun er adskilt fra omverdenen af lukkemuskler i begge ender, selv om det virker mere intuitivt at tænke på det som værende den indvendige del af kroppen. Men den starter faktisk først på den anden side af tarmvæggen. Tarmen er også ekstremt hurtige til at lukke huller. Den bløder meget let, bare man rører den, men det skal man ikke tage så tungt, det betyder bare at den lukker i med det samme.

      Den store udfordring ville være at holde huden omkring stomien ren – tarmvæske er designet til at opløse blandt andet kød og går derfor ikke så pokkers godt i spænd med vores egen hud. Lækager vil hurtigt føre til irritationer og irritationer til sår, irritationer og sår kan igen føre til yderligere lækager og så kan vi hurtigt starte en ond cirkel, der kan gå meget galt, hvis man ikke har remedierne til at klare sig (og nogle gange også selvom man har).

      Hvis man kunne få fat i en kasse eller to af de her et par gange om året http://www.alibaba.com/product-gs/571540665/disposable_colostomy_bag_with_CE_certificate.html , og ens stomi ikke har særlige behandlingshensyn kunne man godt klare sig med klude og åvand, hvis man ikke skulle tage hensyn til omverdenen. Det ville nok næppe være et fedt liv, og på et eller andet tidspunkt så ryger man nok på hospitalet. Men det kunne gøres. Det ville blive lidt sværere, hvis der var tale om en ileostomi fremfor kolostomi, da output er meget større. Til gengæld tænker jeg faktisk nok, at output er lavt nok hos mange kolostomister til at de godt kunne klare sig med offentlige toiletter i nogle tilfælde – det er slet ikke sikkert, at de ville behøve at gå i skoven.

      Jeg tror ikke, at der er stomister, der bor i skoven i Danmark. Dem, der lever i skovene i Danmark, er vel de psykisk syge, der foretrækker isolation – mange stomipatienter kæmper derimod med de psykiske effekter af de begrænsninger stomien giver i bl.a. sociale sammenhænge. Så der var næppe nogen, der ville vælge skovvejen før som sidste udvej. Jeg kan se, at i USA opfordres man til at donere overskydende stomiudstyr til hjemløseherberg – så der findes nok eksempler på hjemløse stomipatienter der: http://www.ostomy-medical-supplies.com/excess-ostomy-supplies/

      Comment by info2 | August 7, 2012 | Reply

      • Så lærte jeg lidt mere i dag – tak for det.

        Comment by US | August 7, 2012


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: