Econstudentlog

Joke of the day

Two men are talking on a Pyongyang subway train:

“How are you, comrade?”

“Fine, how are you doing?”

“Comrade, by any chance, do you work for the Central Committee of the Workers’ Party?”

“No, I don’t.”

“Have you worked for the Central Committee before?”

“No, I haven’t.”

“Then, are any of your family members working for the Central Committee?”

“Nope.”

“Then, get away from me! You’re standing on my foot!”

There’s more along the same lines at the link, via MR.

May 4, 2010 Posted by | communism, North Korea | Leave a comment

Il Principe III

Min første (korte) post om bogen kan læses her, anden (betydeligt længere) post kan læses her. Vil springe lige ud i det og anvende samme fremgangsmåde som i post II, alle fremhævninger i teksten er mine egne:

1) Machiavelli skelner i kapitel 10 mellem de fyrster, der er magtfulde nok til at forsvare sig selv i nødstilfælde, og så de fyrster, der behøver andres hjælp og beskyttelse. De første er stærke nok til at rejse en hær og møde fjenden på åben mark, de andre er afskåret fra denne mulighed. Det bedste de ‘svage’ fyrster kan gøre, er iflg. Machiavelli at opgive landet og befæste byen godt. Han nævner i denne sammenhæng de samtidige tyske byer, der alle har velanlagte mure, grave og rigeligt skyts. I de offentlige magasiner er der altid mad, drikke og brænde for et år. Disse byer var således særdeles godt rustede til at modstå selv langvarig belejring. Det følgende citat relaterer til belejringssituationen, og det er meget betegnende for Machiavelli’s måde at tænke på, så jeg vil citere i nogle detaljer:

“Man kan indvende, at folket, der har besiddelse uden for murene og ser dem gå op i flammer, vil tabe tålmodigheden over den lange belejringstid og glemme fyrsten. Hertil svarer jeg, at en mægtig og modig fyrste altid vil overkomme disse vanskeligheder ved snart at give sine undersåtter håb om, at ulykken ikke skal vare længe, snart indgive dem frygt for fjendens grusomhed og behændigt sikre sig dem, der synes ham for fremtrængende. For øvrigt vil fjenden naturligvis hærge og brandskatte landet ved indmarchen på en tid, hvor borgerne er begejstrede og parat til forsvar. Fyrsten har endnu mindre grund til at være bekymret, når begejstringen er afkølet, skaden allerede er sket, lidelserne gennemgået og ingen hjælp mere mulig, hvorfor undersåtterne knyttes endnu fastere til fyrsten, da de tror, at han har forpligtelser over for dem, fordi de har tabt hus og jord for hans skyld. Menneskene er skabt således, at de ydede velgerninger forpligter lige så meget som modtagne.” (s.47)

‘De tror, at han har forpligtelser over for dem.’

2) “Der er nu kun tilbage at tale om de gejstlige fyrstevælder. Her kommer vanskelighederne før erhvervelsen, da de erhverves enten ved held eller dygtighed, men bevares uden nogen af delene. De støtter sig nemlig på urgamle, hellige traditioner, der er så mægtige, at de bevarer tronen, ligegyldigt hvordan fyrsten lever og handler. De er de eneste herskere, der har stater og ikke forsvarer dem, og undersåtter uden at regere dem; men staterne fratages dem ikke, selv om de er uden beskyttelse, og borgerne bryder sig ikke om, at de ikke regeres, de hverken kan eller vil løsrive sig. Kun disse fyrster nyder sikkerhed og lykke.” (s.49)

Long story short: De her folk har den bedste deal overhovedet – det er faktisk umuligt for dem at fucke up, lige meget hvad de gør, og selvom de gør det alligevel, kan de ikke stilles til ansvar for noget som helst. Den siddende pave er et glimrende eksempel. De fleste andre mennesker ville som minimum blive personligt involveret i politiets efterforskning på den ene eller anden måde, hvis det kunne bevises, at de var vidende om andres sex-misbrug af børn og undlod at gribe ind og/eller informere myndighederne. Men den slags småting kan man selvfølgelig ikke spilde en ufejlbarlig paves tid med. Sådan var det for 500 år siden, sådan er det i dag. Religion har virkelig noget at bidrage med, når det kommer til etik og moral, og religiøse institutioner er så sandelig en garanti for, at der sker en fortsat udvikling på området, i takt med at vi får mere viden og vores præferencestrukturer udvikler sig over tid.

3) “Vi har ovenfor sagt, at et fyrstevælde først og fremmest må have en god grundvold, og de bedste grundvolde er gode love og en god hær. Da de gode love kun kan bestå der, hvor der findes gode hære, vil jeg undlade at beskæftige mig med lovene og kun tale om hærvæsenet.
Den hær, hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egen eller består af lejetropper, af hjælpetropper, eller af blandede tropper. Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg. [...] [Lejetropper] vil gerne være fine soldater, så længe der ikke føres krig, men kommer krigen, vil de flygte eller rømme. [...] Lejetroppernes fører er enten en fremragende mand eller ikke. I det første tilfælde kan fyrsten ikke stole på ham, da han altid vil stræbe efter personlig magt ved enten at ødelægge sin herre eller, mod hans vilje, andre. Er han ikke dygtig, fremkalder han fyrstens undergang på den almindelige måde. [...] Det ligger i lejetroppernes væsen, at deres fremskridt er små, tager lang tid og er meget usikre, men deres tab er pludselige og uhørte.” (s.52-53,56)

Fremskridtene er også meget dyre, for lejetropper koster kassen.

“Man kan tale om hjælpetropper, den anden art unyttige tropper, en fyrste erhverver sig, når han henvender sig til en anden magt for at få stridskræfter til hjælp og beskyttelse [...] hjælpetropper kan være både brugbare og dygtige, men skader altid den, der må tilkalde dem. [...] Med hjælpetropper er din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lydighed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når de har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farlige, da de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliver betalt af fyrsten. [...] Kort og godt: ved lejetropperne er det fejheden, hos hjælpetropperne er det tapperheden, man må frygte. En klog fyrste vil derfor altid undgå sådanne tropper og kun benytte sine egne; han vil hellere tabe med egne end vinde med fremmede våben i erkendelsen af, at en sejr, der er opnået med fremmede våben, ikke er nogen virkelig sejr.” (s.58-59)

Jeg ved ikke, om citaterne får dette forhold med, men problemet med hjælpetropperne er, at de ikke nødvendigvis vil drage afsted igen, når du har vundet, hvis du vinder. Hvis de er nok eller bare velkoordinerede og illoyale, kan de vælte dig også efter, du har vundet krigen.

4) Jeg fandt nogle få bemærkninger i kapitel 14 (‘om en fyrstes militære opgaver’) interessante, fordi der blev lagt vægt på variable, som Sun Tzu også fokuserer på i sit hovedværk, navnligt naturen i det omkringliggende landskab og geografiske forhold. Disse ting spillede en betydelig rolle før i tiden i militær sammenhæng, og gør det for så vidt sandsynligvis stadig til en hvis grad; at kende terrænet bedre end din modstander er at give dig selv en fordel. Prøv selv at gætte, hvad kombinationen af hård modvind og det forhold, at modstanderen står på en bakketop, ville betyde for dine bueskytters rækkevidde og præcision i forhold til din modstanders samme. Machiavelli bemærker i det foregående kapitel, at “en fyrste uden hær aldrig er sikker”, så udgangspunktet for kapitlet kan næppe overraske:

“En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end krigen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste, og den har så stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrster deres rettigheder, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. [...] At foragte krigskunsten er begyndelsen til rigets forlis; den bedste måde at vinde et rige er at være mester i denne kunst. [...] Bortset fra alle de andre uheldige sider, som manglende krigsdygtighed fører med sig, skaber den ringeagt, noget enhver fyrste må vogte sig for. En bevæbnet lader sig selv ikke sammenligne med en ubevæbnet, og man kan ikke vente, at den bevæbnede skal vise lydighed over for den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem bevæbnede tjenere. [...] Til alle de øvrige uheldige sider kommer der som nævnt, at en fyrste, der ikke forstår krigshåndværket, ikke har sine soldaters agtelse og ikke kan stole på dem. Han må derfor aldrig have andet i tankerne end krigsøvelser, og endda mere i fredstid end i krigstid. Dette kan gøres på to måder: ved handlinger og ved studium. Hvad det første angår, må han foruden at holde sine soldater i tugt og øvelse dyrke jagten og på denne måde vænne sin krop til besværligheder. Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge flodernes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette…” (s.63-64)

Resten af det lange afsnit omhandler samme emne og en understregning af, hvor vigtig en sådan viden er (‘den vigtigste forudsætning for at være hærfører’) for en fyrste; viden om lokale geografiske forhold kan, hvis fyrsten vænner sig til at tænke i militære baner, bruges også i ukendte områder, fordi mange grundprincipper er ens; uden en sådan erfaring og viden vil fyrsten ikke være i stand til på den bedst mulige måde at ‘finde fjenden’, ‘finde en heldig lejringsplads’, ‘bestemme marchretningen’, ‘vælge kamppladsen’, ‘omringe en fæstning på den bedst mulige måde’ osv.

Jeg har valgt at cutte posten her, selvom det faktisk er nu, vi er ved at være nået til den del, jeg vel nok anskuer som bogens bedste. De næste sektioner fortjener dog en post for sig, og denne post er allerede blevet mere omfangsrig end jeg havde antaget, den ville blive, i udgangspunktet.

May 4, 2010 Posted by | bøger, machiavelli | Leave a comment

   

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 149 other followers