# Econstudentlog

## Alcohol consumption, a few numbers

Two great graphs, from gnxp (there’s more at the link):

The ‘wordsum’ variable above is a vocabulary test; a higher score indicates that an individual has a more extensive vocabulary.

This report (pdf) concludes that in Denmark, “there’s no (/significant? /clear? /obvious?) connection between average alcohol-consumption and length of education.”

(“Der er ingen tydelig sammenhæng mellem gennemsnitligt alkoholforbrug og
uddannelseslængde, men umiddelbart har skoleelever det højeste gennemsnitlige forbrug.”)

I’m not sure that’s the right conclusion to draw and they make no attempt to justify it, they just state it as if it was a fact without any further comments. Here’s a graph of the results:

I have excluded from the graph the two variables ‘skoleelev’ and ‘anden skoleuddannelse’ because I have no clue precisely what those varibles mean and who they include (both relate to people somewhere in the educational system, but that’s all I know). Does a high school student belong to the ‘skoleelev’ or the ‘anden skoleuddannelse’ segment? When is something a ‘skoleuddannelse’? I have no idea. Stuff like that can just really make me mad – the communication here is so damn poor that I’d rather throw away the results than post them here. Anyway, I was surprised that people with the shortest education drink (much) less than average and less surprised that people with a long education drink more than average. I’d assumed that the relationsship between education and alcohol consumption was v-shaped. Maybe selection bias is at work here, I don’t know, but these data certainly do not support the hypothesis of a v-shaped relationsship. The reason why I believe their conclusion (‘no connection btw…’) is incorrect is that there do seem to be a relationsship between education and alcohol consumption; it looks like people without much schooling drink much less than average and that people with a relatively long education drink more than average. No, you can’t draw a straight line, but who says the ‘relationsship’ should necessarily be a straight line? The fact that alcohol consumption varies widely across education levels is a clear sign that the two variables are in fact connected, even if we don’t know precisely how they are connected. Note that these numbers are not age-adjusted and that I’ve taken out people from the educational system. There are a lot more 20-30 year old plumbers who’re no longer in the educational system than there are people with phd’s. That’s another way to say that the group of people with long educations should actually be drinking less than the other groups, all else equal, because they’re on average a few years older (and ‘older’ here means ‘drink less’ for the relevant age demographic).

The report has a lot more data. Some of the results are quite surprising. Here’s one bit that took me by surprise: ‘41,9 % of the participants think that it is ok to drink alcohol in order to become inebriated. 58,1 % do not think it is ok.’ (41,9% af deltagerne i denne undersøgelse mener, at det er i orden at drikke alkohol for at blive beruset. Tilsvarende mener 58,1% at det ikke er i orden.). Ok – so more than half don’t think it’s ok to drink alcohol in order to get drunk? Seriously?

May 2, 2010 Posted by | alcohol, Data, Demographics | 10 Comments

## Il Principe (II)

Ok, dette bliver første (længere) post i rækken – endelig…

Bogen, når det kommer til struktur og opbygning, minder en hel del om Sun Tzu’s Art of War. Korte afsnit, meget systematisk og få, om nogen, irrelevante passager. Det gør den også svær at blogge. Udgangspunktet for værket er magthaveren, fyrsten. Bogen er mildt sagt ikke skrevet i en periode af Europas historie domineret af liberale, demokratiske og sekulære stater. Det er en bog om statsmandskunst, og dengang var en statsmand også en hærfører, ellers var han ikke statsmand ret længe. På nogle områder er den, i forhold til en nutidig vestlig, europæisk kontekst, derfor dateret – især når det kommer til det store fokus på militærets rolle – på andre områder vil den sagtens kunne bruges også den dag i dag (det samme kunne i øvrigt siges om Art of War, sådan lidt à propos).

Jeg havde i starten en forestilling om, at jeg ville blogge en mere eller mindre samlet fremstilling af værket, men den ide er jeg gået væk fra igen, for jeg får det ikke gjort. I stedet vil jeg, som jeg plejer, bare nøjes med at poste udvalgte citater og evt. kommentere på dem. Citater er kun omgivet af citationstegn, da jeg ved, at det for nogen er ubehageligt at læse lange passager i kursiv. Hvert citat samt eventuelle kommentarer vil være adskilt fra de øvrige med linjeskift og […] som er blevet standardmetoden for denne blog. Here goes.

1) Første kapitel er faktisk værd at citere i sin helhed, for det er ikke særligt langt og resten af bogen tager sit udgangspunkt i disse metoder til at skelne mellem forskellige fyrstevælder:

“Alle stater og styrer, hvorunder mennesker har levet og lever, har været og er enten republikker eller monarkier. Sidstnævnte er enten arvelige, når den samme herskeræt har regeret dem i lange tider, eller de er nyerhvervede. De nyerhvervede er enten helt nye, som Milano var det for Francesco Sforza(1), eller de danner nye led, som føjes til erobrerens arvestat, som Napoli for kongeriget Spanien(2). Sådanne erhvervede områder er enten vante til at leve under en fyrste eller fra gamle tider at være frie; og de erhverves ved fremmed eller egen hærmagt, ved lykkens magt eller ved personlig dygtighed.” (s.7)

2) “Menneskene skifter gerne herrer i troen på, at de nye herrer forbedrer deres kår. Og denne tro får dem til at gribe til våben mod deres herrer. Men de skuffes i deres håb, fordi erfaringen viser, at de får det værre. Dette beror igen på almen og naturlig lov, som tvinger den nye fyrste til at plage sine undersåtter med militær besættelse og utallige voldshandlinger, som er en naturlig følge af erobringen. Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem. Selvom en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse.” (s.10)

3) “Kolonier volder kun få udgifter. Fyrsten kan grundlægge dem med ringe personlige, eller slet ingen udgifter, og han skader kun dem, hvis hus og jord han tager, for at give det bort til de nye indbyggere. Altså kun en ringe del af befolkningen. Dertil kommer, at de forurettede bliver fattige og fordrives og derfor ikke kan blive farlige. De øvrige mister intet og holder sig i ro; ikke mindst angsten for, at også de skal miste jord og hus, får dem til at være forsigtige. Altså, kolonierne koster intet, er pålidelige og skader befolkningen i ringe grad, og de forurettede er som sagt fattige og er derfor ingen trussel.” […] Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter, og da alle indtægter på denne måde anvendes til bevogtning, bliver erobringen til tab. Desuden bliver befolkningens forbitrelse større […] Den art bevogtning er i enhver henseende lige så uhensigtsmæssig, som kolonierne er praktiske.” (s.12-13)

En ting Machiavelli også kunne have nævnt men ikke gør er, at kolonier også styrker fyrstens position i hjemlandet, fordi undersåtterne får meget billig eller gratis jord i fremmede lande, hvilket gør dem glade, eller alternativt fordi fyrsten kan slippe af med alle de utilfredse i hjemlandet ved at sende dem afsted til kolonierne. Hvis landet har et befolkningsoverskud er dette en oplagt måde at afhjælpe problemet. Lyder noget af dette på nogen måde relevant for situationen i det 21. århundrede? Hvordan påvirkes alt dette af, at det i dag er langt billigere for mange magthavere at få den marginale indbygger til at forlade landet end det er at beholde vedkommende, fordi uproduktive og utilfredse arbejdsløse har det med at lave ballade og modtagerlandene så i øvrigt selv helt frivilligt modtager kolonimagten med åbne arme og selv afholder alle omkostninger forbundet med etableringen af kolonierne?

4) “Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.” (s.18).

Machiavelli kalder dette en almengyldig regel, som sjældent eller aldrig fejler.

5) “Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personlig at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. […] I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på nogen anden måde, hvis man ikke vil ødelægge den. […] Ligegyldig hvilke forholdsregler erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkningen ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil ved første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisanerne gjorde det, efter at de havde levet 100 år under florentinernes åg.” (s.23)

6) “Intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Årsagen til denne lunkenhed består dels i frygten for modstanderen, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. […] Er det sagt, skal det tilføjes, at mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overbevises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.” (s.26)

7) “Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, uden at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen sammensværgelse imod ham, medens andre, der har begået grusomheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid. Jeg tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt. Godt anvendt – hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette – er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke senere bliver stående ved, men så vidt det er muligt forandrer til sine undersåtters vel. Dårligt anvendt er de grusomheder, som i begyndelse kun er få, men efterhånden tiltager i stedet for at aftage i antal. […] Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt eller manglende forståelse handler anderledes, må bestandig føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine undersåtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlinger ikke har nogen tiltro til ham. […] Fremfor alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødssituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.” (s.40-41)

Aftvungne velgerninger høster ingen tak. Lyder det igen bekendt?

8 ) “en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider. […] Derfor må en klog fyrste indrette sig således, at borgerne altid har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ham tro.” (s.45)

Posten havde uddrag fra de første 9 kapitler. Jeg håber, at jeg kan få skrevet mindst en post mere, for noget af det bedste fra bogen kom efter min opfattelse ikke med i denne omgang.

May 2, 2010 Posted by | bøger | 3 Comments