Econstudentlog

Arnold’s paper…

Arnold Kling has published a new paper titled: Not What They Had in Mind: A History of Policies that Produced the Financial Crisis of 2008.

He talks a little about it here. I’ve only skimmed the paper so far, but it looks good. Quite a few people who talk about this subject today seem to know very little about the history of financial regulation, which is a subject Arnold covers in some detail in this paper.

September 15, 2009 Posted by | economics, financial regulation | Leave a comment

Rygning, druk, selvmord, helbredsomkostninger: Et tilbageblik

Alle data er fra OECD, som har meget mere (følg linket øverst med nøgleindikatorer, det er der tallene stammer fra).

tobaksforbrug

Alkoholforbrug

Selvmord

Sundhedsudgifter, pct. af BNP

Sundhedsudgifter, offentlig andel

levetid

Nogle observationer:

1) Faldet i tobaksforbruget overvurderes sandsynligvis i disse data. Min hypotese er, at hvor andelen af rygere, som ryger dagligt, unægteligt er faldet voldsomt i perioden, har andelen af rygere, som ryger ofte men ikke hver dag (“festrygere” mv.), været stigende i perioden. Men det er nu engang umuligt at komme udenom, at der er tale om et ganske markant fald i perioden, især blandt mændene. I 1967 røg mere end 2 ud af 3 af de mænd som indgik i opgørelsen (70%), mens der i 2006 var tale om blot hver fjerde (26%). For kvinderne har faldet ikke været helt så markant; de er gået fra 47 til 23 % – bemærk i øvrigt at de to køns andel af rygere, hvis vi kan stole på disse data, er konvergeret næsten fuldstændigt i perioden: Og grunden til at kvinder og mænd ryger næsten lige meget i dag, er ikke at kvinderne ryger mere end før, men derimod at flere mænd har kvittet tobakken eller aldrig er begyndt at ryge. Et supplerende mål for rygningens omfang, der ville være rart at have, var cigaretter røget/dag/ryger – hvis alle rygere ryger i snit dobbelt så mange cigaretter i dag som rygerne gjorde i 60erne, så er der mange ting, der er lidt vanskelige at konkludere nærmere på i sundhedssammenhæng, og selvom forskellen nu nok ikke er så stor endda, føjer det forhold at vi ikke ved noget om forbruget opgjort i forbrugsenheder (antal cigaretter, gram nikotin eller noget helt tredje) et ekstra lag af usikkerhed til, når vi skal tolke data. Dette mål er især en relevant parameter, fordi helbredseffekten af rygning ikke alle steder i det relevante interval er lineær i antallet af cigaretter; således forværrer springet fra nul til eksempelvis to cigaretter om dagen helbreddet betydeligt mere end hoppet fra 2 til 4.

Andelen af danskere, der ryger dagligt, korrelerer på øjemålet i øvrigt ret godt med den forventede levealder. Husk i den forbindelse, at selvom de fleste primært forbinder rygning med luftvejssygdomme (KOL, kronisk bronkitis mv.) og cancer (primært lunge- og strubekræft), koster rygning også adskillige tusinde menneskeliv som følge af hjerte-kar sygdom, en risikofaktor som mange desværre ofte har det med at glemme eller undervurdere, når de evaluerer risikoen forbundet med rygning. Rygning i sig selv mere end fordobler risikoen for at dø af en blodprop.

2) Alkoholforbruget vokser eksplosivt frem til den første oliekrise, og fordobles i starten af perioden i løbet af bare 15 år. Efter den eksplosive udvikling i 60erne og til dels 70erne har forbruget stabiliseret sig betydeligt, og hvis man bruger 1976 som basisår har forbruget ikke på noget tidspunkt siden afveget med mere end 10 procent. Så hvad skete der i 60′erne? Befolkningen blev rigere og havde nu endelig råd til alkohol? Alkoholkulturen ændredes? Det blev lovligt at reklamere for alkoholiske produkter? Der var store ungdomsårgange født i efterkrigstiden, og de blev i løbet af 60erne gamle nok til at drikke og opføre sig åndssvagt? Andre forklaringer? Ungdomsoprøret er ikke nogen god forklaringsmodel, det kommer mindst et årti for sent til at forklare denne udvikling.

3) Det opgivne mål for selvmord er faldet meget set over perioden som en helhed; fra et udgangspunkt i 1960 på 427 tabte leveår pr. 100.000 indbyggere var tallet i 2006, 201, under det halve. Tallet har generelt været faldende siden 1980, hvor det toppede med 643. Tallet tog et ordentligt hop fra 1978 til 1980, hvor det steg med hele 40 procent (!) – 2. oliekrise kostede helt bogstavelig talt flere hundrede menneskeliv herhjemme, det er svært at finde andre forklaringer.
Man skal huske på, at dette tal ikke tæller mange pensionisters selvmord med, da folk over 69 år ikke er med i opgørelsen. Det er lidt uheldigt, fordi netop dette tal har været stigende i perioden; i 2005 blev næsten hver tredje selvmord herhjemme foretaget af folk over 65 år, og den højeste selvmordsrate blandt nogen aldersgruppe herhjemme er -raten for mænd over 80 år. Selvom der ikke går så mange leveår tabt, når individer i denne aldersgruppe begår selvmord, kan man let komme til at undervurdere selvmordsomfanget, hvis man smider de gamle ud af samplen og i øvrigt heller ikke opgør et tal for antallet af selvmord, men kun antallet af tabte leveår.

4) Sundhedsudgifternes udvikling var anderledes end jeg havde forestillet mig. Reelt har det i hele perioden ligget inden for et ret snævert bånd på 8-10 procent af BNP, og det er svært at få øje på nogen stærkt stigende trend i perioden. Man kan dog godt – i forhold til udviklingen fremover – diskutere, om der har været tale om et strukturelt skifte sidst i perioden: I perioden 2000 til 2007 var der ingen år, hvor -udgifterne faldt, og det er den eneste periode i samplen med så lang tids uafbrudt ikke-negativ vækst.

5) Når det kommer til det offentliges andel af sundhedsudgifterne, var den da Nyrup kom til magten 82.7 procent, og det var den også da han forlod Statsministeriet i 2001. Tallet er siden, bl.a. under Lars løkke’s ledelse (2001-2005) vokset til 84.5 procent. Det er værd at bemærke, at private ydelser som finansieres af det offentlige også tæller med i denne statistik, og det er derfor ikke korrekt på sektorniveau at sætte lighedstegn mellem finansieringsandelen og arbejdsbyrdeandelen – der er næppe tvivl om, at en større del af sundhedsydelserne end under Nyrup i dag produceres af det private erhvervsliv. Om dette, altså øget privat produktion af sundhedsydelser på det offentliges regning, så for øvrigt har været en væsentlig driver for de voksende sundhedsomkostninger siden årtusindskiftet, er et godt spørgsmål; jeg ville ikke i udgangspunktet være afvisende over for en sådan hypotese.

6) Den forventede levealder er vokset i perioden. Børn født i dag kan i snit forvente at dø ca. 6 år senere end de kunne, hvis de var født i 1960. Det er lidt over et år pr. årti, eller måske 3 leveår mere pr. generation. Det er, synes jeg, sådan set ikke så meget, hvis man tænker lidt over det.

Var det en god post? Lærte du noget, du ikke vidste allerede, eller var alt det her “old news”? Har du noget at tilføje? Bør jeg holde igen med den slags data-pakkede posts fremover? Fortæl, fortæl…

September 15, 2009 Posted by | data, Sundhed | 2 Comments

   

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 146 other followers