Econstudentlog

More 1

Jeg er blevet færdig med Thomas More’s Utopia, som jeg har omtalt før.

Som en generel kommentar bør det bemærkes, at mens More bruger meget tid på at beskrive det ikke-eksisterende Utopia, dets institutioner, indbyggere, interne og eksterne forhold osv, ja så bruger han meget lidt tid på et filosofisk forsvar for den samfundsopbygning Utopia repræsenterer. Lidt kort fortalt, han bruger ikke meget tid på at legitimere det kollektivistiske system moralsk, han siger bare det virker. I dag ved vi kun alt for godt, at det ville det ikke gøre i virkeligheden, men at køre en komplet moderne public choice analyse og at udpege de mange områder hvor Loven Om Uforudsete Konsekvenser højst sandsynligt kunne vise at gøre sig gældende, henover et værk, der er omtrent 500 år gammelt, virker måske en smule overkill på mig. Jeg har stadig ikke rigtig besluttet mig for, hvor meget arbejde bogen er værd, men lige nu hælder jeg mest til de følgende dage at tage enkelte temaer ud, som fortjener en kommentar eller to med på vejen, og så ellers lade den overordnede analyse ligge.

Herunder lidt fra bogens sidste del, så læserne kan komme lidt nærmere, hvad der gjorde det utopiske samfund så utopisk. Lidt relevant baggrundsinformation, som Paul Turner valgte at inkludere i en note (s.132) om bogens forfatter, bør præsenteres inden vi starter: Although the worst charges of cruelty to heretics during his Chancellorship have not been substantiated, there seems to be no doubt that More sentenced some people to death (which meant burning alive) for heresy.

Ok, her er lidt fra bogen, fra siderne 100-101 (mine fremhævelser):

one of the most ancient principles of their constitution is that of religious toleration. This principle dates right back to the time of the Conquest. […] immediately after his victory he [Utopos, the founder of Utopia] made a law, by which everyone was free to practise what religion he liked, and to try and convert other people to his own faith, provided he did it quietly and politely, by rational argument [øhh…?]. But, if he failed to convince them, he was not allowed to make bitter attacks on other religions, nor to employ violence or personal abuse. The normal penalty for being too aggressive in religious controversy is either exile or slavery.

[…]

So he left the choice of creed an open question, to be decided by the individual according to his own ideas – except that he strictly and solemnly forbade his people to believe anything so incompatible with human dignity as the doctrine that the soul dies with the body, and the universe functions aimlessly, without any controlling providence. That’s why they feel so sure that there must be rewards and punishments after death. Anyone who thinks differently has, in their view, forfeited his right to be classed as a human being, by degrading his immortal soul the level of an animal’s body. Still less do they regard him as a Utopian citizen. […] nobody who subscribes to this doctrine is allowed to receive any public honour, hold any public appointment, or work in any public service. In fact such people are generally regarded as utterly contemptible.

They’re not punished in any way, though [sic! – læs ovenstående passage igen… og nedenstående…], for no one is held responsible for what he believes. Nor are they terrorized into concealing their views, because Utopians simply can’t stand hypocrisy […]. Admittedly, it’s illegal for any such person to argue in defence of his beliefs, but that’s only in public [aha. De er ikke tvunget til at skjule deres anskuelser, de må bare ikke sige dem højt offentligt. I see… Gad vide hvad More havde i tankerne som straf for at gøre det alligevel, taget i betragtning at i) disse folk rangerede på højde med dyr i utopianernes begrebsverden, og ii) More ikke selv lod til at have noget problem med at brænde den slags mennesker levende i den virkelige verden?]. In private discussions with priests or other serious-minded characters, he’s not merely allowed but positively encouraged to do so, for everyone’s convinced that this type of delusion will eventually yield to reason.

Regelmæssige læsere vil vide, hvor meget jeg kunne få ud af bare de to sider. Og det her er altså kun toppen af isbjerget, så nej, en komplet analyse lader sig simpelthen ikke gøre. Lyder ovenstående for øvrigt som et godt bud på det ideelle samfund? Og lyder det som en model, der er kompatibel med kommunisternes samfundsmodel?

Det sidste spørgsmål er interessant. For kommunisterne har i tidens løb brugt More til at legitimere og argumentere for deres egen sag, og har ikke haft svært ved at ‘overse’ nogle af de mere ubehagelige passager, som dem herover, eller skære dem væk og bevare resten. Den oprindelige totalitarisme var stammebaseret. Så kom religionen til, og muliggjorde den religiøst funderede totalitarisme. Så var der nationalisterne og lidt senere kommunisterne, der ikke rigtigt kunne bestemme sig for, om de også var nationalister, deres ‘fremskridt’ var at fjerne en gud og sætte en anden i hans sted. I dag slår de religiøse totalitære igen, væk med grænser og menneskeguder, ind med Ummah!

Hvis jeg havde levet i et tidligt stammesamfund var jeg nok blevet myrdet med en økse, eller måske skarntydesaft… Hvis More havde fået fat i mig i England for 500 år siden, ville jeg være blevet brændt levende. Hans Kongelige Højhed Kong Kristian d.V havde fået min tunge skåret af, og min hals skåret over bagefter. Under Lenin ville jeg være død i en arbejdslejr eller være blevet skudt. Islamisterne i dag lader til at have en forkærlighed for at skære halsen over på deres modstandere.

Både den populære reliøse totalitarisme og den mere moderne nanny-state totalitarisme er meget forskellig fra More’s udgave, eller Platons før ham. Men jeg kan ikke lade være med efter at have læst More at tænke:

Plus ça change, plus c’est la même chose…

De vil så meget godt. Hvorfor kan de ikke bare nøjes med at skrive om det?

June 22, 2008 - Posted by | bøger, religion

3 Comments »

  1. […] More 1 …one of the most ancient principles of their constitution is that of religious toleration. This principle dates right back to the time of the… […]

    Pingback by Ancient » Blog Archive » More 1 | June 25, 2008 | Reply

  2. Spændende serie du kører. Jeg har et spørgsmål, som en der ikke har læst bogen: opfatter du Mores udlægning som værende et seriøst forsvar for et eller andet platonisk utopia, eller ser du hans værk som værende en sarkastisk fordømmelse/latterliggørelse af utopier (som mange mener, eftersom at mange af ideerne i bogen taler stik imod hans katolske overbevisning)? Førstnævnte passer nok bedst i mit eget billede af utopister som generelt værende religiøse “nutters”, men jeg synes at argumenterne for sidstnævnte virker troværdige. Det kræver nok at man læser bogen for at kunne danne sig et billede af tonelejet… (og så at man tager nogle af Mores handlinger i betragtning, såsom at han aldrig selv udgav bogen).

    Mvh

    Comment by Martin Rannje | July 2, 2008 | Reply

  3. Hej Martin.

    Det er et godt spørgsmål, og det er også et spørgsmål som oversætteren Paul Turner bruger en del tid på i introduktionen til værket. Jeg vil lade ham starte ud:

    many have found it impossible to believe that Utopia is really offered as a model of perfection, or that More is seriously recommending the Utopian way of life.
    […] Can a devout Catholic, it is asked, have advocated such things as euthanasia, the marriage of priests, and divorce by mutual consent on grounds of incompatibility? Can a man who described himself in his own epitaph as ‘troublesome to heretics’, and wrote hundreds of pages against them, have recommended religious toleration? Can a large property owner, who later compared the rich to the hen that laid the golden eggs, have been a proto-communist?

    The usual answer to these rhetorical questions is that Utopia does not represent a positive ideal, but a negative attack on European wickedness. Its object is to shame Christians into behaving not worse, as they do now, but far better than the poor Utopian heathen.

    […]

    Personally, I feel dissatisfied by such attempts to make the communism in Utopia purely metaphorical, and to water down all its social, economic, and political suggestions into a mere call for individual repentance. I am simple minded enough to believe, with certain qualifications, that the book means what it says, and that it does attemt to solve the problems of human society.

    Hvor alvorligt More selv tager sit ‘Utopia’ er svært at svare på, for bogen er netop skrevet i en let tone, som gør det vanskeligt at vurdere, hvornår spøgen stopper og alvoren skinner igennem. Jeg hælder selv til, ligesom Turner, at der for More var tale om en blanding af ‘opfind anderledes system med henblik på at påpege mangler ved eget system uden at irritere kongen mere end højst nødvendigt’, og ‘beskriv anderledes system, fordi anderledes system er Aldeles Fremragende Perfekt Super Godt og bør implementeres fuldt ud’.

    Men uanset hvor alvorligt man så mener More tager Utopia, så synes jeg det er meget vanskeligt at læse bogen som “en sarkastisk fordømmelse/latterliggørelse af utopier”. Folkene i Utopia er lykkelige, de har rigeligt med mad og gode boliger, de lever længe i forhold til datidens europæere og har et godt helbred, det meste af tiden lever de i fred med deres naboer, og når de er i krig går det altid kun ud over lejesoldater de hyrer for det guld, ingen af utopianerne alligevel synes spor om. Det utopiske samfund befinder sig i en stabil langsigtsligevægt, præcis ligesom Platons.

    Overordnet set er der to hovedproblemer som jeg ser det, når det kommer til at anskue More’s værk som en kritik af utopier generelt. Det ene problem er, at More selv helt udelader det nødvendige ‘men’ en sådan kritik nødvendigvis måtte indeholde. More kommer slet ikke ind på de incitamentsproblemer, der måtte være forbundet med fællesejesystemet, den vilkårlighed som ville være en naturlig konsekvens af deres juridiske system som det er beskrevet, manglen på privatliv – og, ja grundlæggende: Manglen på frihed. Man kunne godt teoretisk forestille sig en kritik af utopiske systemer som overså en sådan kritikvinkel, men at More belejligt ‘overser’ den er i mindste fald et argument imod denne anskuelse af Utopia som anti-utopisk. Utopia er heller ikke på randen af undergang, og samfundet er i øvrigt ikke mere ‘latterligt’ eller ‘tåbeligt’ skruet sammen – som More beskriver det – end at et flertal af samtidens (mandlige) bønder ikke ville give deres venstre arm for at kunne flytte dertil. At kritisere den utopiske tanke ved at beskrive alle de gode ting, utopisten håber at opnå, uden at kritisere problemerne med den foreslåede samfundsmodel efterfølgende, det synes at være en ret dårlig strategi, og det er næppe en strategi en mand af More’s intellektuelle format ville vælge.

    Det andet hovedproblem er naturligvis, at More nærmest er en af den utopiske genre’s bagmænd. Der var simpelthen ikke nogen nævneværdig ‘utopisk genre’ at kritisere før More, og heller ikke lang tid efter ham var der meget at komme efter, den utopiske litteratur er et relativt nyt fænomen, og det er ekstremt tvivlsomt at omfanget for 500 år siden kunne anspore nogen til at formulere fænomenets anti-tese. I Middelalderen handlede næsten alle de utopiske beretninger der blev til om forholdene oppe i himlen, ikke mange havde fantasi eller mod til at drømme om et perfekt liv hernede på jorden. At More’s fremstilling er et stort skridt i denne retning er grunden til, at vi i dag debatterer ham. Men det er også et udtryk for, at More om noget var med til at skabe problemet, han søgte på ingen måde at afhjælpe det.

    Comment by US | July 2, 2008 | Reply


Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: