En ressource

StudMedWiki.

Uden en betydelig baggrundsviden er materialet sandsynligvis ikke videre brugbart, fordi de anvendte fagtermer nu engang givet målgruppen forudsættes bekendte af læserne, men jeg var nysgerrig og jeg havde i hvert fald ikke noget problem med at læse med her. Hvis du nu havde læst disse indlæg tror jeg heller ikke det ville være et stort problem for dig.

Anyway, de fleste lider af et eller andet og har nogen viden om deres sygdom. Dette er et af mange steder, hvor man kan få mere at vide uden faktisk at købe lærebogen. Jeg er en stor fan af lærebøger, men de er ikke gratis.

Sygdomsforebyggelse (v)

Dette bliver sidste post i serien. Jeg vil springe lige ud i det:

i. “Kontakt mellem en potentiel patogen mikroorganisme, fx en bakterie, og en potentiel modtagelig vært, et menneske, er hyppigt forekommende. Resultatet af et sådant møde er principielt afhængigt af tre forhold [en måde at huske det: "VDR" = Virulens/Dosis/Respons, US]:

1. Den patogene organismes virulens, dvs. evne til at skabe infektion.
2. Den smitsomme dosis.
3. Værtens evne til at respondere på infektionen.”

[...]

“Inden man planlægger et forebyggelsesprogram for en smitsom sygdom, skal en række forhold afklares. Der skal helst være kendskab til infektionens naturhistorie, inklusive inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer), smittevejene (smitter det via luften, via blod eller via levnesmidler?) samt forekomsten (typisk udtrykt som prævalens, dvs. antal syge på et givent tidspunkt, og/eller incidens; antal der bliver syge pr. tid, fx pr. år). Endvidere er det af betydning om der er tale om en akut eller kronisk infektion og hvor længe smitteperioden varer. [...]

Der er principielt tre måder at kunne forebygge spredning af en smitsom infektion på. Nogle gange kan og bør disse kombineres, andre gange er blot en eller to af dem en mulighed:

1. Man kan gøre personen modstandsdygtig/immun over for smitte. Dette kan ske ved forebyggende behandling eller typisk ved vaccination.
2. Man kan blokere eller afbryde smittemåder og -veje. [...]
3. Man kan identificere smittekilder og -bærere for herefter at gøre disse smittefrie ved behandling. [Her er det klassiske eksempel på hvorfor den type intervention kan være vigtig]

[...]

Indførelsen af difterivaccinen i det danske børnevaccinationsprogram i 1943 medføre en massiv reduktion i antallet af difteritilfælde fra omkring 4.000 årlige tilfælde til 0-1 pr. år [...] Tilsvarende effekt på sygdomsforekomsten er set ved indførelsen af MFR-vaccinationen i 1987 i børnevaccinationsprogrammet, idet antallet af årlige mæslingetilfælde faldt fra omkring 20.000 om året i starten af 1980′erne til at der nu er under 100 tilfælde om året.” [...] Det er beregnet at efter naturlig infektion med mæslinger, fåresyge og/eller røde hunde hos en million børn ville der i Danmark være opstået 100-1.000 dødsfald, 500-1000 tilfælde af hjernebetændelse, hvoraf halvdelen ville have varige men, samt 4.000 tilfælde af meningitis. Til sammenligning ville MFR-vaccination af en million børn ikke medføre nogen dødsfald, kun et til fem tilfælde af hjernebetændelse og et tilfælde af meningitis. Umiddelbart kunne disse tal forlede til at tro at alle forældre ville ønske at få deres børn vaccineret, men de senere år har vist at ikke alle opfatter tilbuddet om vaccination som et gode. Der findes (små) grupper i befolkningen der sætter spørgsmålstegn ved især visse vaccinationer idet man påpeger at der synes at være flere risici forbundet med vaccination. For eksempel har nogle ment at vaccination mod MFR kan forårsage autisme. Årsagen til autisme er som sådan ukendt, og der foreligger ikke en biologisk plausibel forklaring på sammenhængen mellem MFR-vaccination og autisme. I de senere år har flere forskere i store undersøgelser søgt at finde belæg for sammenhængen, men uden held”

I dag er der overhovedet ikke noget at diskutere i forhold til dette ikke-eksisterende link, og efter hvad jeg kan vurdere bør vaccinationsprogrammer figurere meget højt på listen over de mest åbenlyse no-brainers i sygdomsforebyggelsessammenhæng overhovedet. Tallene taler deres meget tydelige sprog.

ii. “Der er beskrevet mere end 3.000 stoffer som kan fremkalde kontaktallergi. Omkring 100 af disse er så hyppige at de betegnes som væsentlige. [...] Danske undersøgelser, hvis grundlag var befolkningen i Glostrup, har vist at 15-20 % har en kontaktallergi. Nikkelallergi er det hyppigste. Hver tiende voksne danske kvinde har nikkelallergi, og blandt de 15-34-årige er tallet helt oppe på hver femte. Forekomsten af nikkelallergi er uændret fra 1990 til 1998. I modsætning hertil er parfumeallergi og anden kosmetikrelateret allergi fordoblet fra 2,4 % i 1990 til 5,8 % i 1998. [...] Kontakteksem er en hyppig arbejdsbetinget sygdom. Der anmeldes ca. 1.300 tilfælde om året til Arbejdsskadestyrelsen, og heraf anerkendes mere end 70 %. [...] De værktøjer som anvendes til alle tre kategorier af forebyggelse, er eksponeringsbegrænsning bestående af en reduktion i udsættelsen for det allergifremkaldende stof. [...] Det afgørende for om kontaktallergi udvikles i første omgang, og senere om en person med erhvervet kontaktallergi får udløst allergisk kontakteksem, er den mængde af allergifremkaldende stof som vedkommende udsættes for pr. arealenhed af huden. Dette gælder uanset om det er potente eller svage kontaktallergener.”

iii. Vaccinationer er højt på listen over no-brainers i forebyggelsessammenhæng; det samme er tilfældet med emnet som behandles i sidste kapitel – fysisk aktivitet/idræt. Det er ikke kun de nedenstående oplysninger der sendte mig ud på en 17 km løbetur i går, men det bliver altså ikke lettere at blive hjemme, når du har fordøjet lidt af den viden, der eksisterer på dette område:

“Fysisk aktivitet påvirker kroppens kredsløb, stofskifte samt muskel- og bindevæv til en bedre ydeevne. Fysisk inaktivitet er en betydelig risikofaktor for udvikling af morbiditet og mortalitet på linje med rygning, hypertension, hyperkolesterolæmi eller fedme. Dette gælder eksempelvis for udvikling af iskæmisk hjertesygdom eller type-2 diabetes. [...]

Regelmæssig træning over 10-12 uger af store muskelgrupper og med en pulsstigning til 70-80 % af maksimal puls over ca. 30 minutter vil resultere i en 20-30 % øgning i kondition (VO^2max = den maksimale iltoptagelse) hos raske. Hjertets pumpeevne forøges, det totale blodvolumen øges, den perifere karmodstand mindskes, og trombocytternes aggregabilitet reduceres. Nyere studier tyder på at koronarkarforsnævringer ikke alene kan begrænses, men også delvis reverteres hos iskæmiske hjertepatienter der træner. [...] Vævenes følsomhed for insulin forøges med træning, og det er centralt når man betænker insulinresistensens vigtige rolle i det metaboliske syndrom, og dermed koblingen til kardiovaskulær sygdom [eller linket til T2-diabetes]. Træning nedsætter blodtrykket signifikant, med ca. 10 mm Hg.[*] High density lipoprotein (HDL) vides at stige med træning og såfremt træningen er intens, ses også en sænkning af low density lipoprotein-niveauerne (LDL-niveauer) hvorimod de samlede kolesterol- og triglyceridniveauer er relativt uændrede. [Indskudt bemærkning til dem, der ikke er alt for godt inde i det her: HDL- og LDL-tallene refererer til kolesterolniveauerne i blodet, og HDL er det, der almindeligvis kaldes 'det gode kolesterol', hvorimod LDL er 'det lede kolesterol'. Fysisk aktivitet bevirker altså, at kompositionen af kolesterolet i blodet ændres, så der kommer relativt mindre af det skadelige og mere af det relativt gode kolesterol - hvilket kan medvirke til at reducere merrisikoen forbundet med et evt. forhøjet kolesteroltal (hyperkolesterolæmi)] [...] “fysisk træning er blevet sat i sammenhæng med en lavere forekomst af coloncancer og i et vist omfang til reduceret forekomst af mamma-cancer.” [...begge er meget udbredte kræftformer her i landet, så en betydelig reduktion i risikoen for disse kræftformer bevirker for så vidt også en væsentlig reduktion af den samlede cancer-risiko et individ udsættes for, i al fald på kort og mellemlangt sigt.]

Nedenstående er en figur fra bogen, som jeg ville ønske jeg bare kunne have kopieret ind – men jeg mente alligevel det var besværet værd at gengive tabellen/figuren i posten. Den forklarende tekst er som følger: ‘Fysisk aktivitet i relation til sygdomsforebyggelse og behandling. Antal + angiver hvor sikker en effekt der kan påvises ved gennemførte studier, men indikerer ikke det kvantitative omfang af denne effekt.’

Den meget korte version: Motion virker!

“Afhængigt af hvilke studier der citeres, er den relative risiko for kardiovaskulær sygdom på individniveau cirka dobbelt så høj for inaktive som for fysisk aktive og er dermed på niveau med andre risikofaktorer. Epidemiologiske studier med observationstider på op til ti år viser at en forøgelse i aktivitetsmønstret er positivt associeret med en markant formindskelse i den relative sygdomsrisiko. Da den kardiovaskulære mortalitetsrisiko aftager kurvelineært med stigende aktivitetsgrad, vil der kunne opnås en markant effekt hvis den inaktive del af befolkningen kunne stimuleres til blot at udføre moderat fysisk aktivitet.” [...] Fysisk træning udvider koronararterierne og øger antallet af arterielle kollateraler og kapillærer samt det oxidative stofskifte i hjertet. Udholdenhedstræning har dermed ikke blot en primær forebyggende effekt på iskæmisk hjertesygdom, men øger også overlevelsen og nedsætter risikoen for fatalt reinfarkt efter et overstået akut myokardieinfarkt (AMI). Risikoen for fatalt reinfarkt kan således reduceres med omkring 25 % inden for de første tre år efter en overstået AMI i hjertet. [...] De fleste, såvel gamle som unge, med kronisk sygdom kan tåle at træne. [... men:] I forbindelse med akutte febrile infektionssygdomme bør fysisk aktivitet som kræver et større hjertearbejde, undgås. Studier på såvel dyr som mennesker har vist at mikroorganismerne kan spredes – også til hjertet – og derved forværre sygdomsforløbet. Ved myokarditis [betændelsestilstand i myokardiet, dvs. hjertemusklen] bør der gå to måneder fra debut til fysisk træning påbegyndes såfremt patienten er symptomfri og har normalt elektrokardiogram. Under hensyntagen til risiko for miltruptur anbefales patienter med mononukleose af [ sic ] afstå fra idræt i fire uger efter symptomfrihed. Generelt bør der som hovedregel ikke motioneres ved febertilstande [min fremhævning]”

…

[*] Denne effekt var ikke helt uventet, men jeg fandt den faktisk alligevel decideret skræmmende. Hvis effekten motion har på mit blodtryk er af denne størrelsesorden betyder det reelt, at jeg allerede på nuværende tidspunkt, i en alder af bare 26 år, bevæger mig på kanten af hypertension såfremt jeg stoppede med at dyrke motion. Blodkarrene er ikke nogen stor fan af diabetes.

Sygdomsforebyggelse (iv)

Jeg kom lidt væk fra bogen pga. ting relateret til semesterstart, men jeg var sådan set ikke helt færdig med den. Der vil komme mindst en post mere udover denne, måske allerede senere i dag. Som allerede nævnt indeholder den rigtigt mange ting, alle i en eller anden forstand ‘burde vide’ – eller som minimum ville have glæde af at vide – men som bestemt ikke alle ved. Citater fra kapitel 13 og frem:

i. “Brystkræft (cancer mammae) er den hyppigst forekommende ondartede lidelse blandt danske kvinder og udgør sammen med lungekræft den hyppigste kræft-relaterede dødsårsag. [...] En dansk kvinde har i dag i gennemsnit en livstidsrisiko for at udvikle brystkræft på ca. 10 %. [...] En kvinde hvis mor eller søster har haft brystkræft, har i gennemsnit en fordoblet risiko for selv at udvikle sygdommen. [...] Generelt er det påvist at der er en direkte sammenhæng mellem det antal af menstruationer en kvinde har i sit liv, og hendes risiko for at få brystkræft.”

Altså: Færre menstruationer -> lavere risiko. Graviditeter mindsker risikoen og tidlig pubertet (pubertas præcox) øger den.

“Fedtvæv indeholder et enzym der kan omdanne hormonforstadier til aktivt østrogen. Denne østrogenproduktion er uden større betydning før overgangsalderen, men udgør efter overgangsalderen den væsentligste østrogenkilde. Derfor er fedme en risikofaktor hos kvinder efter overgangsalderen hvor mellem to tredjedele og tre fjerdedele af alle brystkræfttilfælde optræder. [...] Det er beregnet at for hver fem kilo vægtøgning, stiger brystkræftrisikoen med 7 %. Ud over at øge risikoen for at få brystkræft forværrer fedme også prognosen for de kvinder der har udviklet sygdommen.”

ii. “De organer der udgør fordøjelseskanalen, eller som har udførelsesgange der munder ud i fordøjelseskanalen, er udsat for en direkte påvirkning som følge af de elementer der passerer med føden. Stofferne kan enten selv direkte være skadelige eller ved metabolisering i tarmkanalen omdannes til skadelige derivater. [...] Det ene stof som vides at forårsage mest skade i gastrointestinalkanalen, er alkohol der ved et uhensigtsmæssigt stort indtag kan medvirke til at fremkalde cancer i oropharynx (svælg), larynx (strube), esofagus (spiserør), ventrikel (mavesæk) og hepar (lever). Helt specifikke sygdomme som udelukkende skyldes alkohol, er alkoholisk gastritis (“maveirritation”), fedtlever, hepatitis og cirrose (skrumpelever). Alkohol er således ansvarlig for 50 % af alle cirroser samt for 42 % af de akutte og 60 % af de kroniske tilfælde af pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse)” [...]

“Et [alkohol]forbrug på ti genstande pr. dag i 15 år medfører 50 % risiko for cirrose. Cirrose må betegnes som en farlig sygdom idet mere end en tredjedel af de nydiagnosticerede tilfælde dør inden for det første år. [...] “I de senere år er der flere undersøgelser der tyder på at et overforbrug af alkohol og tobak påvirker resultatet af større abdominalkirurgiske indgreb [...] komplikationsfrekvensen er tredoblet ved et forbrug på fem eller flere genstande dagligt. Fire ugers præoperativ afholdenhed er formentlig nok til at halvere komplikationerne efter kolorektal resektion (operation på tyktarm og endetarm) (Tønnesen m.fl. 1999).”

iii. “Knogleskørhed betegnes ikke som en sygdom, men er en tilstand hvor knoglemasse og knoglestyrke er reduceret i en sådan grad at der kan opstå brud ved beskeden belastning [...] Ifølge prognoser vil forekomsten af hoftebrud på verdensplan stige fra ca. 1,7 millioner pr. år i 1990 til ca. 6,3 millioner pr. år i 2050 [...] På globalt niveau er optræden af hoftebrud også mere end tre gange så hyppig hos kvinder som hos mænd. Ser man derimod på forholdene i de forskellige verdensdele og i de enkelte lande, er der stor forskel i denne kønsratio. I de fleste vestlige lande er forholdet for hoftebruds vedkommende ca. 2:1 [...] Kalciumindtagelsen, og derved mængden af kalcium indbygget i knoglevævet, har afgørende betydning for optræden af knogleskørhed. Den maksimale mængde af totalkalcium i knoglerne opnås i 30-årsalderen, det er den såkaldte “peak bone mass”. Størrelsen af denne er afgørende for risikoen for knogleskørhed. Jo højere peak bone mass, desto mere kalcium kan knoglerne tåle at miste før knogleskørhed indtræder. Hos kvinder er der således efter klimakteriet et årligt knoglevævskalciumtab i de første 5-10 år på 2-4 %, og herefter på ½-1 %, mens der hos mænd kun sker et aldersmæssigt tab på ½-1 % årligt, stigende i seniet hos begge køn. [...] Den mest effektive forebyggelse af knogleskørhed består i at opnå så høj en peak bone mass som muligt i 30-årsalderen. Grunden lægges allerede i barndommen og den vigtigste rolle spiller kosten, men andre livsstilsfaktorer, som fysisk aktivitet, cigaretrygning og større alkoholforbrug, er også afgørende.” [...]

“Risikofaktorer:

*familiær disposition
*Spinkel knoglebygning
*Høj alder
*Tidligt klimakterium (under 45 år)
*Lille indtagelse af kalcium og vitamin D
*Lav fysisk aktivitet – længerevarende sengeleje
*Tobak og stort alkoholforbrug
*Sygdomme med indvirkning på knoglesystemet
*Medikamenter med indvirkning på knoglesystemet, fx binyrebarkhormon”

iv. Jeg slutter af med et par små bidder fra fortiden: “Det er dog dokumenteret gennem talrige undersøgelser at kondomet er en populær prævention blandt unge – godt 60 % anvender kondom ved første samleje.”

Altså, ca. 40 % havde omkring årtusindskiftet ubeskyttet sex ved første samleje. Gad vide hvad tallet er i dag?

“Medicinalstatistikken viser at i 2001 benytter ca. 340.000 danske kvinder p-piller.” Ifølge statistikbanken var der 1,318 millioner danske kvinder i alderen 14-50 år i år 2001, så tallet svarede på daværende tidspunkt til ca. hver fjerde kvinde i den fødedygtige alder. Igen, gad vide hvad tallet er i dag? Ja, jeg ved godt at der er en betydelig aldersvariation i forbrugsmønstret.

Sygdomsforebyggelse (iii)

Der er mange ting herunder som nærmest alle ‘burde vide’, men som jeg er sikker på mange ikke ved. Folk er ikke gode til at (bestemme sig for faktisk at bruge tid på at…) evaluere abstrakte risici, især ikke risici som relaterer til begivenheder som ofte ligger et pænt stykke ude i fremtiden. Det gælder sundhed, det gælder pension, det gælder så mange ting. Denne helt nye artikel fra berlingske understreger problemet at i al fald mange kvinder ikke evaluerer/estimerer konsekvenserne af helbredsrelateret risikoadfærd korrekt:

»Typisk mener kvinder, at åreforkalkningssygdomme skyldes overvægt, og mange tror, at et mindre vægttab vil ændre betydeligt på risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom. Men intet kunne være mere forkert. Det er faktisk ni gange så farligt at ryge, som at have lidt ekstra kilo på sidebenene,« fortæller formanden i Hjerteforeningen Peter Clemmesen, som til dagligt er overlæge på Rigshospitalet.

Alligevel nævner hele 40 procent af de adspurgte kvinder i undersøgelsen ikke rygning som en af de største risikofaktorer.

Jeg var mildt sagt overrasket over dette resultat, og når man kan få den slags respons så er det næsten lige før man kan overbevise sig selv om, at det er lige meget, hvor meget man informerer. Men altså, jeg gør det alligevel. Jeg har nævnt det før, men husk på at bogen er fra 2001. Nogle passager fra bogen:

i. “Apopleksi er en hyppig sygdom. Med en incidens på ca. 2/1.000/år betyder det at hver syvende dansker vil blive ramt af sygdommen. Apopleksisygdommen er ganske alvorlig. Det er den tredje hyppigste dødsårsag i den vestlige verden og den hyppigste årsag til invaliditet i den voksne befolkning.
Apopleksi er en sygdom der først og fremmest rammer ældrebefolkningen; 85 % af de ramte er over 60 år, og 35 % er over 80 år. Da andelen af ældre i befolkningen vil tage stærkt til i de kommende årtier, vil sygdommens samfundsmæssige betydning vokse tilsvarende. Mænds risiko for at blive ramt af sygdommen er dobbelt så stor som kvinders. [...] Det er den dyreste sygdom i det danske sundhedsvæsen idet ca. 5 % af de samlede udgifter til hospitalsdrift i Danmark bruges på apopleksisygdommen.”

Den primære årsag til de høje omkostninger er lang indlæggelsestid. Jeg ved ikke om der er sket fremskridt på dette område siden da.

“De primærprofylaktiske foranstaltninger [se foregående post] retter sig først og fremmest mod livsstilsændringer idet hypertension, tobaksrygning, kostsammensætning, sukkersyge og iskæmisk hjertesygdom er årsag til de fleste apopleksier. [...] Man regner med at op mod halvdelen af alle apopleksier skyldes hypertension. Risikoforøgelsen gælder begge køn, alle aldre (også de ældste), alle grader af hypertension, og den gælder personer med isoleret diastolisk såvel som systolisk hypertension. I gennemsnit er risikoen for apopleksi hos personer med hypertension tre til fire gange større end i normalbefolkningen, men den er stigende med stigende blodtryk, og for personer med svær hypertension er risikoen således ti gange højere end normalbefolkningen. [...] Selv om sammenhængen mellem hypertension og apopleksi er stærk – stærkere end for hjertesygdommes vedkommende – er antallet af behandlede relativt beskedent. [...] Kun ca. en fjerdedel af alle med hypertension er i sufficient behandling.”

Igen, husk på at dette er 2001-tal. Man kan håbe situationen er bedret siden da, men jeg ved ikke hvordan billedet er i dag.

“Tobaksrygning er næst efter hypertension den mest betydende risikofaktor for apopleksi. Den andel af apopleksi der kan tilskrives rygning, er et sted mellem 15 og 35 %. I gennemsnit forøger tobaksrygning risikoen for apopleksi to til tre gange, og risikoen er dosisafhængig. Hos personer der ryger mere end 20 cigaretter dagligt, er risikoen for apopleksi således forøget næsten seks gange i forhold til risikoen hos en ikke-ryger. Rygeophør nedsætter omgående risikoen.” [...] “Hjertesygdom øger risikoen for apopleksi to til fire gange, og mere end 85 % af apopleksipopulationen lider af en eller anden form for hjertesygdom. Tilstedeværelse af atrieflimren alene øger risikoen fem til seks gange. [...] Diabetes mellitus er forbundet med en risiko for apopleksi der er to til tre gange større end ikke-diabetiske personers, og diabetes er ansvarlig for 2-5 % af alle apopleksier.”

ii. “Hjerte-kar-sygdomme (kardiovaskulære sygdomme) er en fællesbetegnelse for den store gruppe af sygdomme der er årsag til de fleste dødsfald, over en tredjedel, og en meget betydelig sygelighed i Danmark. Den største gruppe af hjerte-kar-sygdomme er de aterosklerotiske sygdomme der er forårsaget af aterosklerose (åreforkalkning). Aterosklerose af hjertets kranspulsårer er den hyppigste form for aterosklerose; det kaldes koronar aterosklerose og er den væsentligste årsag til iskæmisk hjertesygdom. Andre pulsårer (arterier) kan imidlertid også udvikle aterosklerotiske læsioner med symptomgivende sygdom til følge. Det er især i hjernen, nyrerne og benene. Halvdelen af hjerte-kar-dødsfaldene i Danmark skyldes iskæmisk hjertesygdom, en fjerdedel skyldes sygdomme i hjernens kar (cerebrovaskulære sygdomme) og den sidste fjerdedel er dødsfald som følge af øvrige hjertesygdomme eller sygdomme i blodårer. [...] Klinisk vil koronar aterosklerose ofte være meget fremskreden før den giver sig til kende i form af et akut iskæmisk syndrom eller som mere kroniske og ofte anstrengelsesudløste symptomer. [...]

Rygning virker synergistisk sammen med de øvrige risikofaktorer, og det er beregnet at 30-40 % af hjertedødsfaldene hvert år kan tilskrives tobaksrygning. Danske undersøgelser har vist at kvinders risiko er relativt større end mænds ved samme tobaksforbrug. [...]
Fysisk inaktivitet øger risikoen for iskæmisk hjertesygdom to til tre gange og medvirker også til en øget risiko for overvægt, hypertension og diabetes. [...]
Forhøjet blodtryk er klart associeret med en øget forekomst af iskæmisk hjertesygdom. [...]
Dyslipidæmi er en samlet betegnelse for alle typer lipidforstyrrelser i blodet og er en meget vigtig risikofaktor for udvikling af iskæmisk hjertesygdom. [...] Der foreligger adskillige kliniske undersøgelser som viser at en reduktion af kolesterol, og især LDL-kolesterol, ved kostomlægning og supplerende medicinsk behandling kan nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom. [...] Den medicinske behandling kan imidlertid nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom med 25-30 %. [...]
det er velkendt at patienter med type-2 diabetes fremtræder med multiple kardiovaskulære risikofaktorer der som regel er til stede på diagnosetidspunktet. [...] Behandlingen af hyperglykæmien alene kan ikke forventes at normalisere den øgede risiko.”

iii. “Man kan sige at [lungekræft] i dag har karakter af en folkesygdom idet 5 % af den danske befolkning på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af sygdommen [...] Der dør ca. 3.500 mennesker om året af lungekræft i Danmark, og sygdommen er den kræftform som dræber flest, både mænd og kvinder. [...] Cirka ni ud af ti tilfælde af lungekræft skyldes tobaksrygning, og lungekræft er en sjælden sygdom blandt aldrig-rygere. [...] Den del af befolkningen som får lungekræft og som aldrig har været dagligrygere, er ca. 0,5 % mens næsten 20 % af storcigaretrygerne ender med at dø af sygdommen”

Sygdomsforebyggelse (ii)

Første post om bogen her. Jeg har besluttet mig for at bruge mindst 2-3 posts mere (inklusiv denne?) på bogen, for der er faktisk en masse interessant stof gemt i den.

Passager fra værket og enkelte kommentarer. Alle afsnit i denne post er fra bogens første del – den jeg var mindst begejstret for (med undtagelse af kap. 7, pkt. iv herunder omhandler dette kapitel):

i. Nedenstående er fra kapitel 2, Sygdomsforebyggelse i et antropologisk og historisk perspektiv, et lidt ukarakteristisk kapitel som for så vidt i langt højere grad omhandler medicinsk historie end forebyggelse:

“Salernoklosteret syd for Napoli i Italien oprettedes i det syvende århundrede og blev med tiden en berømt lægeskole og et forbillede for de senere universiteter i Europa. [...] Salernoskolen byggede på den gamle hippokratiske lære om legemets fire væsker: 1) blodet i årerne, 2) slimen i hjernen og lungerne, 3) den gule galde i leveren og 4) den sorte galde i milten. Sygdom indtraf hvis et bestemt indbyrdes forhold eller væskernes kvalitet ændredes. Væskernes kvalitet var følgende: 1) blodet var varmt og fugtigt, 2) slimen var kold og fugtig, 3) den gule galde var varm og tør og 4) den sorte galde var kold og tør. Når nogen blev syg, kunne lægen gennem undersøgelse af urin, puls og vejrtrækning afgøre hvilke af de fire legemsvæsker der var i overvægt, og bestemme behandlingen ud fra dette. De fire væsker var desuden relateret til de fire forskellige temperamenter en personlighed kunne bestå af: sanguinikeren, flegmatikeren, kolerikeren og melankolikeren. [...]

En opdeling af det menneskelige legeme blev sat i forbindelse med de 12 stjernetegn. Det havde betydning for åreladningen, som skulle foregå på de steder på kroppen der svarer til jordens stilling i forhold til dyrekredsen. Åreladning har imidlertid ikke kun været anvendt i forbindelse med sygdom, men også som beskyttelse mod sygdom, dvs. forebyggende. For eksempel havde visse munke pligt til at lade sig årelade fem gange om året. [...] Mens Salerneskolens lære var for de få, de lærde, var folkemedicinen, troen på magi, kloge mænd og koner, det eneste tilgængelige middel mod sygdom for størstedelen af middelalderens mennesker. [...]

Samtidig med at man i middelalderen var overbevist om at et godt helbred var afhængigt af vedligeholdelse eller genoprettelse af balancen mellem kropsvæskerne, bl.a. ved hjælp af indtagelse af lægeurter, blev alle madvarer karakteriseret i overensstemmelse med de fire værdier eller kvalitetsgrader. Det vil sige efter om deres essens var varm eller kold, tør eller fugtig. For eksempel passede rødvin ikke med et hedt temperament fordi rødvins essens var varm, og derfor anbefaledes kold hvidvin i stedet. [...]

I begyndelsen af 1900-tallet rapporteres over 50 % af børnene at have forskellige grader af engelsk syge, mange dog blot i form af tandemaljeforstyrrelser. Levertran blev det 20. århundredes forebyggende behandling mod sygdommen, og samtidig blev forskellige fødemidler, bl.a. margarine og mel, tilsat D-vitamin.”

ii. “Indlagte patienterne [ sic ] er en gruppe der er særligt motiverede for forebyggelse fordi de kommer i kontakt med sygehusvæsenet når livet står på spil. Lægen kan med en saglig formidling af sin viden gøre en stor indsats for at få patienten til at ændre livsstil og dermed forebygge sygdomme og recidiver [...]. Lægen og sygeplejersken møder patienten i en situation hvor den sundhedsskadelige livsstil har vundet en, måske foreløbig, sejr over fysikken. Og det er veldokumenteret at viden om hensigtsmæssig livsstil ikke er tilstrækkeligt til at få mennesker til at ændre livsstil. Der skal en dybere motivation til, og den kan befordres via holdningsbearbejdelse.”

iii. Fra “Myndighederne overvåger i stigende omfang borgernes sundhed gennem helbredskontrol og screening. En screening vedrører altid en bestemt sygdom eller gruppe af sygdomme, og formålet er enten at øge chancen for helbredelse for sygdommen, eller at forebygge at en forhøjet risiko for at blive syg udvikler sig til egentlig sygdom. Et screeningsprogram omfatter således mange mennesker som føler sig raske med henblik på at finde få syge.
Der foreligger i dag [ NB: Bogen er fra 2001 - tallet er højere i dag ] over 35 screeningsmuligheder fordelt på prænatal screening (screening af ufødte børn), screening for hjerte-kar-sygdomme, for kræft, stofskifte-, infektionssygdomme og for psykiske lidelser. Det er åbenbart at det hverken etisk eller økonomisk vil være relevant at indføre et stort antal screeningsprogrammer.
De mange screeningsmuligheder rejser en række problemer af bl.a. etisk, social og juridisk karakter, hvorfor ikke bare Sundhedsstyrelsen, men også WHO og Europarådet, har udarbejdet retningslinjer for de forudsætninger der bør være opfyldt inden screeningsprogrammer iværksættes. Meget tyder imidlertid på at de fleste screeningsprogrammer iværksættes på et mangelfuldt grundlag og med en del tilfældighed i beslutningsprocessen.

[...]

Det er politisk tungt arbejde at sikre midler til sygdomsforebyggelse da behandlingsopgaven naturligt presser sig på med stor kraft. Forebyggelse nyder ganske vist meget politisk velvilje, men der opstår som beskrevet nemt problemer når pengene skal prioriteres. Dagens politik er stærkt præget af ønsket om hurtige og synlige resultater, og herved bringes den langsigtede forebyggelse i en vanskelig situation.”

iv. “Omkostnings-effekt analyse har til formål a sætte omkostninger ved en intervention i forhold til sundhedseffekten. Omkostninger omfatter ressourceforbrug ved interventionen. Herfra trækkes eventuelle besparelser, hvis interventionen erstatter en eksisterende indsats, eller besparelser der kan tilskrives interventionens sundhedseffekt, fx færre sygehusindlæggelser [ bemærk at sådanne størrelser til tider vil være relativt lette at manipulere med, med henblik på at forme analysen så man når det ønskede resultat, bl.a. fordi mange af de interventioner der måles på kun vanskeligt kan evalueres i forhold til status quo - US ]. Interventionsomkostninger minus eventuelle besparelser betegnes som interventionens nettoomkostning og kan være et negativt beløb (besparelser er større end interventionsomkostninger).
Sundhedseffekten måles i forhold til interventionens “end point”. I stigende grad anvendes enten “vundne leveår” eller forbedret sundhedsrelateret livskvalitet som sundhedseffektmål i omkostnings-effekt analyser. [...] Vundne leveår og sundhedsrelateret livskvalitet kan forenes i begrebet og måleinstrumentet “kvalitetsjusterede vundne leveår“.
Hvis nettoomkostningerne er negligable eller negative og (underforstået) sundhedseffekten er positiv, siges interventionen at være absolut omkostningseffektiv. Mere sundhed for ingen penge eller besparelser. Hyppigst er nettoomkostningerne positive,”

[Jeg har tidligere skrevet om dette her og fandt det værd at genposte denne figur her, fordi det er en super vigtigt pointe at have i baghovedet at langt de fleste nye behandlingstiltag som kommer til over tid ikke giver 'mere sundhed for færre penge'. Nej, de fleste giver mere sundhed - men koster også mere:]

“og man beregner en ratio af nettoomkostninger og sundhedseffekter, fx nettoomkostning pr. vundet (eventuelt kvalitetsjusteret) leveår. Det vurderes herefter politisk eller fagligt om denne “pris” er for høj, eventuelt ved at sammenligne med andre interventioners ratioer. [...] Prædikatet omkostningseffektiv forudsætter altså ikke at man sparer penge ved interventionen.”

[...]

I forbindelse med forebyggelse skelnes mellem tre former for forebyggelse; primær, sekundær og tertiær. I det pågældende studie er de tre grupper af forebyggende tiltag defineret således:

Primær: “designed to completely avert the occurence of disease or injury.”
Sekundær: “slow, halt, or reverse the progression of disease or injury through detection and intervention.”
Tertiær: “treatments designed to limit disability after harm has occured, and to promote the highest attainable level of functioning among individuals with irreversible or chronic disease.”

For nogle sygdomme er det lettere at eksemplificere de forskellige forebyggelsestyper end andre. I forbindelse med hjerte-kar-sygdom kunne man sige, at en informationskampagne om vægttab og rygestop på populationsplan gennemført med henblik på at forebygge hjerte-kar-sygdom ville blive betragtet som primær forebyggelse, hvorimod blodtryksbehandling af en hypertensiv type 2 diabetiker ville kunne betragtes som sekundær forebyggelse. Endelig ville blodfortyndende medicin til en person som havde haft et myokardieinfarkt være at anskue som en form for tertiær forebyggelse.

Men tilbage til kapitel 7:

“En metaundersøgelse af 310 økonomiundersøgte interventioner i det amerikanske sundhedsvæsen, hvor “end point” var overlevelse eller vundne leveår, viste en høj omkostningseffektivitet (lav pris pr. vundet leveår) for primær forebyggelse i forhold til sekundær forebyggelse (inklusive tidlig diagnosticering mv.) og behandlingsindsats i øvrigt (Tengs m.fl. 1995). [...] de fleste inkluderede økonomiundersøgelser medtager omkostninger over et forholdsvist langt tidsforløb. Så der kan drages to konklusioner af metaundersøgelsen:
1. At primær forebyggelse, såvel som sekundær og tertiær, koster ressourcer på kort og mellemlangt sigt (ca. 10 år).
2. At primær forebyggelse er omkostningseffektiv hvis den virker.” [den er billigere end de andre for givne sundhedsudfald.]

Det bør måske inkluderes, at medianomkostningen pr. vundet leveår i $, 1993-priser var 5.000 for interventioner udført med henblik på primær forebyggelse, og hhv. 23.000 og 22.000 for interventioner med sigte mod sekundær og tertiær forebyggelse, med ca. 100 studier inkluderet fra hver gruppe.

[...]

“Når forebyggelse koster ressourcer i sundhedsvæsenet, det vil sige ikke “tjener sig selv hjem” ved besparelser til diagnostik og behandling, og samtidig er omkostningseffektiv, det vil sige at omkostning i forhold til effekt er relativ lav, så er den tredje konklusion at forebyggelse skal finansieres. Da der ikke vil være råd til det hele, er den fjerde konklusion at der også må prioriteres. [...]

Man fornemmer sommetider en forsagt irritation blandt “forebyggerne” over at ikke-farmakologisk forebyggelse har sværere ved at slå igennem end farmakologisk baseret forebyggelse, fx statinterapi i stedet for diæt og motion. Dette kan hænge sammen med forskellige finansieringsmekanismer og -systemer. Er et lægemiddel tildelt generelt medicintilskud, så flyder de offentlige kroner helt automatisk. Det gælder ikke for den ikke-farmakologiske forebyggelse. Her skal der enten særlige, og ofte ad hoc, bevillinger til, eller den enkelte fagperson skal tilkæmpe sig midler i en forvaltning eller afdeling.”

Mere senere, for så vidt syntes jeg næsten bogen først rigtigt begyndte omkring dette punkt.

Sygdomsforebyggelse

Redigeret af Henri Goldstein.

Bogen har nogle år på bagen, den er fra 2001 og det er faktisk lang tid siden i forhold til mange af de emner, der berøres. Bogen har to dele, en kort ‘generel del’ på 60-70 sider og en ‘specifik del’ på et par hundrede sider plus det løse. Den generelle del fandt jeg generelt var skuffende, der var meget lidt økonomi og tradeoffs inde over, og meget af det, der var, var emner jeg allerede har stiftet bekendtskab med tidligere – kapitel 7 om ‘sundhedsforebyggelse og økonomi’ var et lyspunkt, men som titlen på kapitlet også indikerer, var der ikke meget af den slags i fremstillingen. Det hjælper ikke at rigtigt meget af det data, der indgår i den del af fremstillingen, er stærkt forældet og at bidragyderne stadig taler om amternes rolle i forebyggelsesregi. Der er 24 kapitler og hvert kapitel er skrevet af en eller to bidragydere; der er 28 ‘eksperter’, et ord bogen selv bruger, i alt. De fleste er speciallæger, dertil kommer enkelte politikere (jeg fandt deres bidrag noget tynde, men det kan bare være mig). Den specifikke del er bedre, men kommer ikke meget ind på økonomiske problemstillinger – hvilket for så vidt ikke kan siges at være et stort kritikpunkt, da det ikke er her bidragydernes ekspertise ligger. En meget kort opsummering af mange af kapitlerne i den specifikke del ville bestå i følgende: Nedbring rygning, nedbring alkoholforbruget, håndter fedmeproblemet og forsøg at få folk til at dyrke motion. Der er naturligvis mere end det, men rigtigt mange grupper af sygdomme har disse risikofaktorer til fælles, og det har vi vidst i lang tid.

Jeg vil sandsynligvis citere fra værket senere på ugen. Jeg synes ikke rigtigt jeg kan anbefale den, primært fordi den er 10 år gammel og generelt skøjter meget let hen over de økonomiske aspekter. Men jeg fandt en del af skidtet interessant alligevel.

Nogle tal

Alt sammen meget quick-and-dirty men antageligt bedre end ingenting. Alle tal fra statistikbankens forbrugsdatabase fra Indkomst, forbrug og priser sektionen.

1)

Det første af de to tal herunder er data fra 1990, det andet er fra 2010, udvalgte tal fra Statistikbanken. “.. angiver at observationen mangler, er diskretioneret eller er for usikker til at kunne angives.”

Procent af familier i Danmark som ejer…

Tørretumbler: 24, 53
Vaskemaskine: 70, 82
Opvaskemaskine: 29, 69
Mikrobølgeovn: 17, 76
Videokamera: .., 32
Mobiltelefon : .., 97
Stationær computer: .., 53
Bærbar computer: .., 72

…

2)

Husstandenes årlige forbrug efter husstandsgrupper, forbrugsart og tid. Alle husstandstyper.

“Data indsamles over 3 år og omregnes til det midterste. Årligt udskiftes 1/3 af husstandene. Sammenligning bør derfor ske mindst 3 år tilbage. Der er små ændringer i den præcise afgrænsning af forbrugsarterne i de forskellige år. Forbruget er inkl. moms mv.”

FORBRUG I ALT:
184 925,7 kr. (1993:1995)
308 032,9 kr. (2006:2008)

FØDEVARER:
22 325,4 kr. (1993:1995)
31 164,9 kr. (2006:2008)

Fødevares andel af det samlede forbrug var 12,1 % i 1993:1995, 10,1 % i 2006:2008.

Hvad så hvis vi ser på forskellige indkomstgrupperinger, eksempelvis lavindkomstgruppen vs højindkomstgruppen?

Husstande med indkomst under 150.000 kr.*:
FORBRUG I ALT:
1993:1995: 97 579,7,
2006:2008: 136 709,1
FØDEVARER:
1993:1995: 11 654,5
2006:2008: 14 165,6

Husstande med indkomst på 800.000 kr. og derover:
FORBRUG I ALT:
1993:1995: 368 082,1
2006:2008: 508 095,8
FØDEVARER:
1993:1995: 38 181,3
2006:2008: 48 044,9

(*bemærk at sammenligningen ikke er helt uproblematisk, fordi tallene er opgjort i løbende priser. Realindkomsten for husstande med en indkomst under 150.000 kr./år er lavere for 2006:2008-gruppen end den var for 1993:1995-gruppen. Vi sammenligner en fattig gruppe på tidspunkt t med en lidt fattigere gruppe på tidspunkt t+1. Lignende forbehold bør tages i relation til højindkomstgruppen, samt i øvrigt for forbrugstallene gengivet herunder i posten, der heller ikke direkte kan tolkes som et udtryk for udviklingen i det reale forbrug af disse goder. Indvendingen betyder selvfølgelig også, at man ikke bare kan sammenligne de to samlede forbrugstal og så sige, at forbruget fra 1993-95 til 2006-08 er steget med X (60+?) % i perioden)

Udvikling i fødevares andel af det samlede forbrug for lavindkomstgruppen:
1993:1995: 11,9 %.
2006:2008: 10,4 %.

Udvikling i fødevares andel af det samlede forbrug for højindkomstgruppen:
1993:1995: 10,4 %.
2006:2008: 9,5 %.

Højindkomstgruppen bruger en mindre andel af den samlede indkomst på fødevarer end lavindkomstgruppen, og for begge grupper har posten udgjort en faldende andel af det samlede forbrug i perioden. Det gælder også hvis du medtager mellemliggende perioder; i 2001:2003 var tallene hhv. 11,7 % og 10,3 %. Selvom den absolutte forskel på forbrugskomponenten er markant (højindkomstgruppen bruger vel over 3 gange så mange penge på fødevarer som lavindkomstgruppen), er forskellen på hvor stor en andel af det samlede forbrug posten udgør begrænset.

3) Hvad med mere specifikke udgifter, så som udgifter til spiritus og cigaretter? (husk det nævnte forbehold herover, en stigning eller et fald i disse størrelser kan betyde en stigning eller et fald i forbruget af disse varer, eller det kan betyde et ændret forbrugsmønster, så folk køber flere/færre dyre/billigere varer. “Forbrug i kr. != forbrug af cigaretter/øl/genstande”)

Indkomst under 150.000 kr.:

Spiritus:
1993:1995: 285,0
2006:2008: 300,3

Øl:
1993:1995: 1.121,0
2006:2008: 1.093,6

Cigaretter:
1993:1995: 1.903,9
2006:2008: 1.456,6

Indkomst 800.000 kr. og derover:

Spiritus:
1993:1995: 1.064,3
2006:2008: 1.012,3

Øl:
1993:1995: 1.925,7
2006:2008: 1.093,7

Cigaretter:
1993:1995: 2.652,5
2006:2008: 3.033,2

Andel af samlet forbrug, lavindkomstgruppen:

Spiritus:
1993:1995: 0,29 %
2006:2008: 0,22 %

Øl:
1993:1995: 1,15 %
2006:2008: 0,8 %

Cigaretter:
1993:1995: 1,95 %
2006:2008: 1,07 %

Andel af samlet forbrug, højindkomstgruppen:

Spiritus:
1993:1995: 0,29 % (nej, det er ikke en taste/kopieringsfejl, lavindkomstgruppen og højindkomstgruppen forbrugte ned til 3. decimal den samme andel af deres indkomst på spiritus i den periode)
2006:2008: 0,2 %

Øl:
1993:1995: 0,52 %
2006:2008: 0,22 %

Cigaretter:
1993:1995: 0,72 %
2006:2008: 0,6 %

Indkomstandelen de to grupper bruger på spiritus er næsten ens. Lavindkomstgruppen bruger relativt flere penge på øl, og den relative forskel er så stor, at den absolutte forbrugskomponent er næsten ens for de to grupper i 2006:2008-perioden, på trods af at højindkomstgruppens middelindkomst er over 3,5 gange så stor som lavindkomstgruppens. Højindkomstgruppen bruger flere penge på cigaretter end lavindkomstgruppen, men lavindkomstgruppen bruger en større andel af deres indkomst på dette gode. Nu var jeg doven, så jeg medtog ikke vin, men I kan selv slå tallene op, hvis det har Jeres interesse. Tror selv at højindkomstgruppen bruger både flere penge og en relativt større andel af indkomsten på dette gode, men det er bare et gæt. Hvordan forbruget har udviklet sig over tid aner jeg ikke.

Man hører somme tider et argument som går noget i retning af, at fordi fattige bruger relativt flere penge på cigaretter og øl end højindkomstgruppen, så er det deres egen skyld, at de er fattige. Men selvom de fattige bruger en relativt større andel af deres indkomst på disse ting, så er en af forklaringerne herpå altså, at de har en ret lav indkomst; højindkomstgruppen bruger over dobbelt så mange penge på cigaretter som lavindkomstgruppen og vel over 3 gange så mange penge på spiritus. Om de så også drikker flere genstande og/eller ryger mere kan vi ikke sige med sikkerhed på baggrund af disse tal. Indkomsten isoleret set er ikke den eneste forklaring, men den spøger altid lidt i baggrunden, når jeg hører den slags argumenter – og bemærk gerne i den sammenhæng, at jeg ikke personligt har noget i klemme, jeg tilhører lavindkomstgruppen men har aldrig røget en cigaret og drikker langt, langt mindre end gennemsnittet. Bemærk i øvrigt også at gennemsnitsandelen kan dække over en markant variation; hvis halvdelen af lavindkomstgruppen ikke ryger, er byrden for rygerne i gennemsnit over 2 procent af det samlede forbrug, svarende til en femtedel af fødevarebudgettet. Og hvad sker der, hvis nu hver femte (stor)ryger står for halvdelen af forbruget? En væsentlig ting at have med er det forhold, at det at lavindkomstgruppen bruger færre penge på cigaretter kan være et udtryk for, at der er færre rygere i denne gruppe end der har været, snarere end at det er blevet billigere at være ryger, en anden semi-plausibel forsimplet udbud/efterspørgsel-forklaring på udviklingen (se også materialet linket herunder). Måske er en af forklaringerne på udviklingen endog tværtimod at det blevet dyrere at være ryger nu end det har været, pga. skatter og afgifter, og dette har haft som konsekvens at mange folk i lavindkomstgruppen ikke længere har råd til cigaretterne.

Her kan du læse en tidligere post som behandler nogle relaterede forhold. Du kan også med fordel (/gen)læse denne post; ud fra den ville man, såfremt man benytter uddannelseslængde som en mere eller mindre valid proxy for forventet husstandsindkomst, alt andet lige forvente at højindkomstgruppen drikker mere end lavindkomstgruppen. Selvfølgelig gør det forhold, at de to grupper ikke drikker det samme sådanne sammenligninger meget vanskeligere end de ellers ville være.

Dødsårsagsregistret 2008

Du kan se nærmere på tallene her. Jeg er ikke sikker på, at disse tal vil være nye for bloggens læsere, men jeg er sikker på, at mange af de relevante udviklingstendenser er helt ukendte for folk, der ikke arbejder i sundhedssektoren og bestemt ikke er ‘almen viden’, hvordan man så end måtte definere dette tågede begreb.

Et par highlights:

Dødsfald samlet, aldersstandardiserede rater pr. 100.000 indbyggere:

…

…

Et par kommentarer fra rapporten:

Dødeligheden af iskæmiske hjertesygdomme, karsygdomme i hjernen (apopleksi) og andre kredsløbssygdomme falder fortsat. Dette fald er set over mange år, og gælder både de samlede tal og for begge køn. Det kan ses som udtryk både for ændringer i livsstil og for forbedret behandling.

…

Dødeligheden for kræft ligger på samme niveau som de foregående år. Det gælder både samlet og for begge køn. I lyset af den fortsat faldende dødelighed for hjertesygdomme er dette positivt. De aldersgrupper, som tidligere i højere grad døde af hjertesygdomme, kunne forventes at have stor risiko for i stedet at dø af kræft. Derfor ville et fald i dødeligheden af hjertesygdomme, hvis andre forhold ellers var uændrede, føre til en stigning i kræftdødsfald. Men vi ser ikke en sådan stigning. Derfor kan en stagnering af kræftdødeligheden betragtes som et positivt tegn.

Tidligere og bedre diagnosticering kan naturligvis tolkes i samme lys, hvad rapporten også er inde på.

Antallet af selvmord er faldet med næsten en tredjedel (32,25%) fra 1995 til 2008. Jeg forventer at tallet stiger i 2009 og 2010 – traditionelt har denne dødsårsag så vidt jeg ved en betydelig cyklisk komponent (eks. betinget af samvariation mellem antallet af tvangsauktioner og antallet af selvmord). Lidt flere detaljer:

Forgiftning samt kvælning, strangulation og hængning er de mest populære selvmordsmetoder, og har været det i hele perioden; i 1995 udgjorde de 68,3% af alle selvmord og selvmordsforsøg, i 2008 69,5%. Bemærk dog at forgiftning er blevet mindre attraktivt; fra at udgøre mere end en tredjedel af alle selvmord og selvmordsforsøg udgjorde de i 2008 ‘kun’ godt 28%, svarende omtrent til et fald på 30 selvmord/-sforsøg om året i forhold til en alternativ udvikling uden dette relative fald. Jeg er i øvrigt, hvis nogen skulle være i tvivl, relativt sikker på, at alle de selvmordsforsøg der omtales i dødsårsagsregistret, er selvmordsforsøg der lykkedes. Hvad forskellen er på selvmord og selvmordsforsøg i rapporten er uklart, og det er ikke nærmere specificeret i rapporten. Denne artikel i Sygeplejersken angiver et årligt tal på 730 dødsfald som følge af selvmord, sandsynligvis svarende meget godt til dødsårsagsregistertallene for de år, der lå forud for 2005 (tallet for 2000 var 728). Tallet i dag svarer groft sagt til lidt under to selvmord om dagen på landsplan.

Tallene gør klart, at det ikke kun er antallet af voldtægter, der er faldende herhjemme: Antallet af mord/drab er også faldende.

Der dør ca. en dansker om ugen pga. overfald eller mord. Også derfor er overfaldet på Kurt Westergaard bemærkelsesværdigt; hvis radikale muslimer begynder at føle sig nødt til at myrde islamkritikere, i stedet for at nøjes med at true dem, vil det tal med sikkerhed stige voldsomt fremover.

Antallet af AIDS-dødsfald var i 1995 255 og forrige år blot 22. Næsten 9 ud af 10 der døde af AIDS i 1995 var mænd, og de er stadig stærkt overrepræsenterede, eftersom de i 2008 udgjorde 18 ud af 22 dødsfald. Hvor mange af dem, der er homoseksuelle fremgår ikke af tallene. Der synes ikke at være nogen tvivl om, at den medicinske behandling i dag lader HIV-smittede leve meget længere end tidligere.

Rygning, druk, selvmord, helbredsomkostninger: Et tilbageblik

Alle data er fra OECD, som har meget mere (følg linket øverst med nøgleindikatorer, det er der tallene stammer fra).

…

Nogle observationer:

1) Faldet i tobaksforbruget overvurderes sandsynligvis i disse data. Min hypotese er, at hvor andelen af rygere, som ryger dagligt, unægteligt er faldet voldsomt i perioden, har andelen af rygere, som ryger ofte men ikke hver dag (“festrygere” mv.), været stigende i perioden. Men det er nu engang umuligt at komme udenom, at der er tale om et ganske markant fald i perioden, især blandt mændene. I 1967 røg mere end 2 ud af 3 af de mænd som indgik i opgørelsen (70%), mens der i 2006 var tale om blot hver fjerde (26%). For kvinderne har faldet ikke været helt så markant; de er gået fra 47 til 23 % – bemærk i øvrigt at de to køns andel af rygere, hvis vi kan stole på disse data, er konvergeret næsten fuldstændigt i perioden: Og grunden til at kvinder og mænd ryger næsten lige meget i dag, er ikke at kvinderne ryger mere end før, men derimod at flere mænd har kvittet tobakken eller aldrig er begyndt at ryge. Et supplerende mål for rygningens omfang, der ville være rart at have, var cigaretter røget/dag/ryger – hvis alle rygere ryger i snit dobbelt så mange cigaretter i dag som rygerne gjorde i 60erne, så er der mange ting, der er lidt vanskelige at konkludere nærmere på i sundhedssammenhæng, og selvom forskellen nu nok ikke er så stor endda, føjer det forhold at vi ikke ved noget om forbruget opgjort i forbrugsenheder (antal cigaretter, gram nikotin eller noget helt tredje) et ekstra lag af usikkerhed til, når vi skal tolke data. Dette mål er især en relevant parameter, fordi helbredseffekten af rygning ikke alle steder i det relevante interval er lineær i antallet af cigaretter; således forværrer springet fra nul til eksempelvis to cigaretter om dagen helbreddet betydeligt mere end hoppet fra 2 til 4.

Andelen af danskere, der ryger dagligt, korrelerer på øjemålet i øvrigt ret godt med den forventede levealder. Husk i den forbindelse, at selvom de fleste primært forbinder rygning med luftvejssygdomme (KOL, kronisk bronkitis mv.) og cancer (primært lunge- og strubekræft), koster rygning også adskillige tusinde menneskeliv som følge af hjerte-kar sygdom, en risikofaktor som mange desværre ofte har det med at glemme eller undervurdere, når de evaluerer risikoen forbundet med rygning. Rygning i sig selv mere end fordobler risikoen for at dø af en blodprop.

2) Alkoholforbruget vokser eksplosivt frem til den første oliekrise, og fordobles i starten af perioden i løbet af bare 15 år. Efter den eksplosive udvikling i 60erne og til dels 70erne har forbruget stabiliseret sig betydeligt, og hvis man bruger 1976 som basisår har forbruget ikke på noget tidspunkt siden afveget med mere end 10 procent. Så hvad skete der i 60′erne? Befolkningen blev rigere og havde nu endelig råd til alkohol? Alkoholkulturen ændredes? Det blev lovligt at reklamere for alkoholiske produkter? Der var store ungdomsårgange født i efterkrigstiden, og de blev i løbet af 60erne gamle nok til at drikke og opføre sig åndssvagt? Andre forklaringer? Ungdomsoprøret er ikke nogen god forklaringsmodel, det kommer mindst et årti for sent til at forklare denne udvikling.

3) Det opgivne mål for selvmord er faldet meget set over perioden som en helhed; fra et udgangspunkt i 1960 på 427 tabte leveår pr. 100.000 indbyggere var tallet i 2006, 201, under det halve. Tallet har generelt været faldende siden 1980, hvor det toppede med 643. Tallet tog et ordentligt hop fra 1978 til 1980, hvor det steg med hele 40 procent (!) – 2. oliekrise kostede helt bogstavelig talt flere hundrede menneskeliv herhjemme, det er svært at finde andre forklaringer.
Man skal huske på, at dette tal ikke tæller mange pensionisters selvmord med, da folk over 69 år ikke er med i opgørelsen. Det er lidt uheldigt, fordi netop dette tal har været stigende i perioden; i 2005 blev næsten hver tredje selvmord herhjemme foretaget af folk over 65 år, og den højeste selvmordsrate blandt nogen aldersgruppe herhjemme er -raten for mænd over 80 år. Selvom der ikke går så mange leveår tabt, når individer i denne aldersgruppe begår selvmord, kan man let komme til at undervurdere selvmordsomfanget, hvis man smider de gamle ud af samplen og i øvrigt heller ikke opgør et tal for antallet af selvmord, men kun antallet af tabte leveår.

4) Sundhedsudgifternes udvikling var anderledes end jeg havde forestillet mig. Reelt har det i hele perioden ligget inden for et ret snævert bånd på 8-10 procent af BNP, og det er svært at få øje på nogen stærkt stigende trend i perioden. Man kan dog godt – i forhold til udviklingen fremover – diskutere, om der har været tale om et strukturelt skifte sidst i perioden: I perioden 2000 til 2007 var der ingen år, hvor -udgifterne faldt, og det er den eneste periode i samplen med så lang tids uafbrudt ikke-negativ vækst.

5) Når det kommer til det offentliges andel af sundhedsudgifterne, var den da Nyrup kom til magten 82.7 procent, og det var den også da han forlod Statsministeriet i 2001. Tallet er siden, bl.a. under Lars løkke’s ledelse (2001-2005) vokset til 84.5 procent. Det er værd at bemærke, at private ydelser som finansieres af det offentlige også tæller med i denne statistik, og det er derfor ikke korrekt på sektorniveau at sætte lighedstegn mellem finansieringsandelen og arbejdsbyrdeandelen – der er næppe tvivl om, at en større del af sundhedsydelserne end under Nyrup i dag produceres af det private erhvervsliv. Om dette, altså øget privat produktion af sundhedsydelser på det offentliges regning, så for øvrigt har været en væsentlig driver for de voksende sundhedsomkostninger siden årtusindskiftet, er et godt spørgsmål; jeg ville ikke i udgangspunktet være afvisende over for en sådan hypotese.

6) Den forventede levealder er vokset i perioden. Børn født i dag kan i snit forvente at dø ca. 6 år senere end de kunne, hvis de var født i 1960. Det er lidt over et år pr. årti, eller måske 3 leveår mere pr. generation. Det er, synes jeg, sådan set ikke så meget, hvis man tænker lidt over det.

…

Var det en god post? Lærte du noget, du ikke vidste allerede, eller var alt det her “old news”? Har du noget at tilføje? Bør jeg holde igen med den slags data-pakkede posts fremover? Fortæl, fortæl…