Stalinismens fascination (2)

Min første post om bogen med introduktion m.v. kan du læse her. Jeg vil bruge samme citatteknik som jeg benyttede i første post.

1) På hver station stod der en gruppe lasede bønder og falbød ikoner og lærred til gengæld for et stykke brød. Kvinderne løftede børn op til kupévinduerne – ynkelige og skrækindjagende småbørn med lemmer som pinde, oppustede maver og store, gribbelignende hoveder, der rokkede frem og tilbage på de tynde halse. Jeg var uventet kommet lige ind i kulminationen af hungersnøden i 1932-33, som havde affolket hele distrikter og krævet adskillige millioner ofre. Nu bliver dens hærgen officielt indrømmet, men den gang blev den holdt hemmelig for verden. Optrinene på jernbanestationerne langs hele vores rejse gav mig en anelse om katastrofen, men ingen forståelse af dens årsager og omfang. … Jeg reagerede mod realitetens brutale anslag mod illusionen på en måde, der er typisk for den blindt troende. Jeg blev overrasket og forvirret, men min partiopdragelses elastiske stødpuder begyndte straks at træde i funktion. Jeg havde øjne at se med og en sjæl, der var indstillet på at bortforklare, hvad de så. Denne “indre censur” er mere pålidelig og virkningsfuld end nogen officiel censur. (s.75-76)

Arthur Koestler, om en togrejse fra Moskva gennem de hungerramte områder. Her er et udpluk fra den danske kommunist Kaj Moltke’s egen beretning om, hvad han så på hans tur gennem de samme områder (fra Krigen købt på afbetaling, 1946):

I foråret og sommeren 1933 var bladene herhjemme fulde af rædselsberetninger af tysk oprindelse om “hungersnøden” i Ukraines østlige distrikter og i Nordkaukasus. Jeg var i denne periode på rejse fra Moskva til den grusiske republik syd for Kaukasus gennem de “hungersramte” distrikter. Jeg så ganske vist ikke, hvordan “udsultede mennesker styrtede om på gaden af hunger”, men undrede mig unægtelig – efter at have indsuget dansk borgerlig og socialdemokratisk presses visdom i Moskva – over at se hvordan trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende. (s.75)

…

2) De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej. Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt. Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på. Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati – langt mere gennemført end i Vesteuropa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed … Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. (s.82-83)

Historieprofessor og formand for Dansk-Russisk Samvirke Albert Olsen, fra en debat med Poul Henningsen (PH i teksten) i Danmarks Radio, 1947. Bemærk i øvrigt her, hvordan en hardcore kommunist dengang implicit fortalte en historie om, at det var Lenin der var hård i filten, og Stalin der var et blødt krammedyr, i hvert fald efter at tvangskollektiviseringen og alt det der var overstået. Den historie blev vendt på hovedet bare et årti senere, og derefter holdt man ved den til muren faldt (se eksempelvis her).

…

3) Professor Mogens Fog fandt det, efter en delegationsrejse i 1950, bl.a. “værd at fastslå, at der ikke i Sovjetunionen eksisterer censur over for bøger, presse og kunst. Enhver kan få offentliggjort, hvad han vil, hvis redaktionerne og bladforlagene vil tage det. Dette forhold og dets begrænsninger er ikke anderledes end her i landet“. (s.84)

…

4) Kunstnernes motiver er lykkeligt familieliv, landlig idyl, kærlighed, musik ude i naturen, mad, arbejde, frugtbare marker, jerngrå rygende fabrikker, højovne, stærke og smukke arbejdere, romantik om den røde hær og grænseforsvaret, erindringer fra Borgerkrigen, Stalin, Lenin, Vorosjilov. Men dog først og sidst et simpelt sundt liv, som et Eden uden slange: glade og velnærede børn, yndigt familieliv, mere afgrøde, flere piger, syngende bolsjevikpiger i rødt, den bedstbegavede skolepige, malkepiger, ungdomsfriske og buttede kolkhospiger i lyserødt, gult og solbrunt, klassisk ansigtsskønhed, billedet varmt af sol, forår og sommer over tilværelsen… (s.99, min fremhævning)

Halldor Laxness’ beskrivelse af sine indtryk fra en maleriudstilling i Kiev i 30′erne, med titlen Det blomstrende Ukraine – Det russiske Æventyr (1939), s.200. Her er et eksempel på den kunst Laxness beskriver:

Som Bent Jensen bemærker, var det paradoksalt nok på dette tidspunkt helt almindeligt for venstrefløjen at kritisere den nazi-tyske kunst, der i store træk producerede den samme slags nationalromantiske bras (mine ord) som russerne, af præcis samme årsager; hvis man som kunstner producerede andet, risikerede man at miste sit levebrød og/eller ryge i kz-lejr.

5) “… Pointen er imidlertid, at Sovjetunionen, trods sin utvivlsomme militære styrke, ikke har anvendt sin hær til aggression, ikke har agiteret for præventiv-krig og ikke har søgt angrebsbaser fjernt fra sine egne grænser, men tværtimod såvel indenlands som udenlands udfolder en omfattende fredspropaganda og fører en udpræget fredspolitik … Og samtidig viser det – vel for første gang i verdenshistorien – at en stormagt meget vel kan være stærk, samtidig med at være fredelig – netop hvad man kunne forvente af en socialistisk stormagt i modsætning til en kapitalistisk.” (s.134 – BJ’s fremhævninger, som med overvejende sandsynlighed alle stammer fra originalen)

Professor Jørgen Jørgensen, “Indtryk og fakta fra en rejse i Sovjetunionen”, Sovjetunionen i dag, september 1951. Det sovjetiske militær havde ganske vist uprovokeret angrebet lande som Finland og Polen, og havde udøvet afgørende indflydelse på indlemmelsen af samtlige sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa i USSR, men hvis man nu ser bort fra den slags detaljer… I forhold til den sidste sætning kunne man så også omtale Kina og Nordkorea’s angreb på Sydkorea året før, en kommunistisk initieret erobringskrig som stadig var i fuld gang da Jørgensen skrev sin kommentar.

Stalinismens fascination (1)

At læse intellektuelle stalinisters vidnesbyrd om Stalins forjættede rige i 1930′erne, 1940′erne og 1950′erne er som at blive ført ind i en troldeskov, hvor alt er forvredet, og hvor alle ting har fået forkerte navne. Hvor fred kaldes krig og krig kaldes fred. Hvor massemord og dødslejre omtales som socialistisk humanisme, og hvor omvendt liberale og socialdemokratiske retsstater kaldes fascisme. Hvor ensretning og terror kaldes ytringsfrihed og politisk demokrati, mens ytringsfrihed og politisk demokrati kaldes ensretning og terror.

Således skriver Bent Jensen i indledningen til bogen, og disse bemærkninger er ganske dækkende.

Posten, og givetvis også de følgende posts om emnet, jeg vil næppe lade denne være den sidste af slagsen, vil bestå af en blanding af direkte citater af det stalinistiske heppekor herhjemme som gengivet af BJ, og så en række løse facts og spredte observationer, som jeg fandt interessante under læsningen. Jeg vil nu og da kommentere lidt på de udvalgte citater, eftersom jeg formoder ikke alle læsere er lige godt inde i dette emne, og nogle supplerende observationer nogle steder derfor vil være hensigtsmæssige for at få en kontekst at sætte citaterne ind i. Kommentarer vil være med almindelig skrift, og vil, hvis der er flere af slagsen til samme citat, evt. være opstillet på punktform med romerske bogstaver. Citater fra bogen vil alle være gengivet i kursiv. Den udgave af bogen, jeg sidder med lige nu, er 3. oplag, og jeg ved af gode grunde ikke om de sidetalsangivelser, jeg har angivet i posten, nogle steder vil afvige herfra, hvis man selv har en anden udgave af bogen, men jeg betragter det som sandsynligt. Jeg skrev i posten i går, at jeg var påbegyndt de tre-fire nævnte bøger. Det var for så vidt korrekt, men ikke fyldestgørende: Jeg har ganske vist påbegyndt Stalinismens fascination, men jeg har altså også afsluttet den, og det er reelt ved at være et stykke tid siden. Posten er derfor i vidt omfang blot en repostering af materiale, jeg selv har fremhævet under læsningen (jeg ææelsker at klatte mine bøger til med gule overstregningspenne!), samt eventuelle noter tilføjet i marginen (disse er dog udvidet noget i posten). Jeg har trådt helt udenom kapitlet “Hvad vidste man – hvad kunne man vide?” i min behandling af bogen, for a) dette kapitel bør du selv læse i sin helhed, og b) jeg mener ikke, jeg kan tillade mig at citere alle relevante passager fra denne del af bogen. Men lad det være sagt, at hvis man på daværende tidspunkt ville vide noget om, hvordan det virkelige Rusland så ud under Stalin, så var der muligheder nok, hvis man gik til opgaven med et åbent sind, for at finde ud af, at billedet var mere blodrødt end rosenrødt. Det var de indledende bemærkninger:

1) forbruget af kød, flæsk og fjerkræ var i 1932 kun en trediedel af, hvad det havde været i 1928 [...] Statistikkerne for 1933 fortæller historien: mens kornhøsten var fem millioner tons mindre end i 1928, var de statslige forsyninger blevet fordoblet. (s.14-15)

i) Det første tal gælder for situationen i byerne, ikke på landet, og som BJ også er inde på, var det på landet der døde flest. Tallet er, bør man gøre sig klart, ikke nogen god indikator for den samlede fødevareproduktion, som slet ikke faldt helt så meget, men det fortæller alligevel noget om, hvor alvorlig situationen var. Kød koster mere pr. kalorie end hvede og andre vegetabilske fødevarer, så når fødevareproduktionen falder, er det naturligt, at forbruget af kød/flæsk m.m. rammes relativt hårdt – de samme mekanismer vil sandsynligvis i mindre omfang kunne iagttages den dag i dag i fattige provinser i det vestlige Kina eller de underudviklede regioner af bagindien. Folk skar grundlæggende kødet væk fra menuen og brugte de sparede midler til at købe mere hvede, så de i det mindste kunne gøre sig lidt håb om at få kalorier nok til at overleve vinteren – og det gjorde de på trods af, at prisen på hvede også var steget dramatisk. I forhold til dyrehold mv. er der især to ting, der også er væsentlige at gøre sig klart: a) At have mange dyr i udgangspunktet øgede ikke overlevelsesmulighederne, tværtimod. Folk med selv små dyrehold blev kategoriseret som kulakker, udsat for massive konfiskatoriske skatter, som de umuligt kunne betale, og deres ejendomme eksproprieret og indlemmet i kolkhozerne. Tusindvis af dem blev deporteret og døde efterfølgende af sult. Som altid kan Conquest anbefales i denne sammenhæng; hans estimat for antallet af ofre er for højt, men bogen indeholder mange gode detaljer og den gør på fremragende vis klart, hvilken situation bl.a./primært ukrainske bønder befandt sig i i starten af 1930′erne. b) Eftersom mange dyr simpelthen døde af sult under hungersnøden (hvilket indebar højere kødproduktion og -salg på kort sigt), var situationen endog værre, end hvis man blot sammenlignede situationen i de to år uden at have denne effekt i baghovedet. Når hestene døde af sult lokalt betød det også, at det følgende års høst ville blive katastrofal, for i tiden før traktoren var hestene uundværlige for landbefolkningen til transport, pløjning, tærskning osv.
ii) De to citerede passager herover er i sig selv citater Bent Jensen har fremhævet fra Stephen Cohen’s værk Bukharin and the Bolshevik Revolution, og der angives ingen kilder i Bent Jensen’s værk som dækker de pågældende tal. Dette er væsentligt især i forhold til den sidste halvdel af citatet, for her er det svært, uden at vide hvor tallene kommer fra, at vide, hvor meget man kan bruge dem til. Det er altid risikabelt at bruge officielle tal fra autoritære regimer som Stalins, for ofte var der tale om “politiske tal”, hvor politiske overvejelser havde haft større indflydelse på, hvordan tallene i sidste ende kom til at se ud, end hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Jeg mener det vil komme for vidt at gå mere i detaljer her, især fordi det i forvejen er uklart, hvilke tal der reelt er tale om, men gør dig selv klart, at tal som disse aldrig ukritisk kan tages for pålydende, og at man altid bør holde sig for øje, hvor den slags data kommer fra. At arbejde ud fra den formodning at officielle sovjetiske høstresultater og produktionstal er sandfærdige, giver lige så meget mening, som det gør at arbejde ud fra den formodning, at Joseph Goebbels udtalelser var sandfærdige og korrekte, mens han besad posten som Nazitysklands propagandaminister.
iii) I sig selv burde dette måske udgøre et selvstændigt punkt i fremstilligen, men givet at emnet er behandlet ekstensivt allerede i kommentarerne herover, fandt jeg det hensigtsmæssigt her at indskyde endnu et citat fra bogen, som er at finde blot få sider længere fremme, og som for så vidt meget godt dækker landbrugsproduktionens udvikling også i det årti, der fulgte: Der blev produceret mindre korn i gennemsnit pr. år i 1930′erne end i 1913. (s.18).

…

2) “et frit land, hvor livet er let at leve“. (s.43)

Peter P. Rohde og Elias Bredsdorff beskrivelse af Rusland, efter deres “pilgrimsfærd” (som BJ kalder det) i 1935.

“Vi orkede ikke at spise al den mad, man tiltænkte os.”

Hans Scherfig, efter en “pilgrimsfærd” i 1950.

…

3) Revolutionen i Rusland er indledningen til en hel ny menneskehedens æra; … Planøkonomiens sejr betyder et mægtigt kulturelt fremstød. Den vil blive udgangspunktet for en ny lysende epoke i menneskehedens udviklingshistorie. (s.55)

Martin Andersen Nexø, Sovjet i Dag, 1936. Bemærk årstallet! Nexø skrev dette blot få år efter den på daværende tidspunkt største menneskeskabte hunger-katastrofe i hele verden i det 20. århundrede, som kostede millioner af menneskeliv og som Stalin havde på samvittigheden, og han skrev det samme år som Jesjov blev leder af NKVD, manden som over de næste to år i samarbejde med Stalin fik op mod 700.000 mennesker skudt. Og Nexø var langt fra alene med sådanne vurderinger på det tidspunkt, herunder følger forfatteren Harald Herdal’s karakteristik af Sovjetunionen fra samme udgivelse (også s.55):
“For et fremskridtsbetonet menneske, der har i behold sin tro på muligheden af betydeligt bedre samfundsforhold end de, der hersker her i landet, er Sovjetunionen lyspunktet, det eneste land at se hen til for at få bekræftet, at ikke al menneskelighed er gået til grunde med den kapitalistiske menneskeødelæggende verdens langsomme og grusomme forfald. [...] Sovjetunionens skabelse og eksistens er dog det største, det frugtbareste, der er sket i vor levetid, i dette århundrede! Lyspunktet for fremskridt, fornuft og menneskeværdige kår!”

…

4) “Enhver, som tror på en fremtid for verden baseret på socialismen, (må) nære det håb, at flere kan se, hvorledes den fungerer overført til virkeligheden. Det er nemlig hovedresultatet for mit vedkommende: Ikke alene en bekræftelse af, at socialismen er mulig, men et stærkere indtryk end forud af, at den kan skabe lykkelige og menneskelige kår.” (s.56)

Mogens Fog, Frit Danmark, juni 1950. Året før, jf. Kommunismens Sorte Bog, kapitel 13, mellem marts og maj, havde Stalin deporteret 95.000 baltere til Sibirien; i juni samme år blev endvidere 57.680 grækere, armenere og tyrker deporteret fra Sortehavskysten til Kasakhstan og Altaj – og d. 17 februar 1950 gjorde en rapport fra Kruglov til Stalin klart, at 94.792 moldaver var blevet deporteret. I 1950 var der stadig mere eller mindre åben borgerkrig i det vestlige Ukraine, hvor partisaner kæmpede imod den røde hær, og antallet af mennesker som befandt sig i Gulags lejre i Sibirien var på den anden side af 2 millioner, formentligt nærmere 2,5 millioner (tallet var 2,7 millioner i 1953). Lige så mange mennesker levede på den anden side af pigtråden en kummerlig tilværelse som tvangsforflyttede. “Lykkelige og menneskelige kår”?

…

5) En eftermiddag er vi i en kulturpark … Mange af de unge mænd og børnene er omtrent nøgne, og det er en fornøjelse at se på deres kraftige, brune, sportstrænede legemer … De har en del bolde, som de kaster til hinanden med hænderne … Snart er vi med i spillet, og vi føler os som glade mennesker af én stor familie … Da vi går, følger de os til bilerne, og inden vi kører, synger de Internationale. En af dem, som åbenbart har prøvet det før, står iblandt dem og dirigerer, og sangen lyder kraftigt og festligt … Jo længere tid, jeg er imellem dette folk, des mere føler jeg mig hørende sammen med dem, og des lykkeligere er jeg. Jo, det er rigtigt, det må være rigtigt, hvad mit instinkt mere end min forstand har sagt mig, at her er det grundlag, hvorpå fremtiden skal bygges … (s. 60, min fremhævning).

Fra en rejsebeskrivelse af Kathrine Kamstrup-Jakobsen, Sovjet i Dag, 1935, nr. 12.

…

6) “Et land, hvor folket ikke mere har nogen fjender inden for dets grænser, og er uovervindelige udefra, hvor menneskene lever i enighed og broderskab, uden at noget menneske er en andens slave eller herre, denne hvide steppe med sine venlige menneskeboliger under månens og stjernernes skær, den er fredens sindbillede. Der findes ikke større fred på jorden end den, som den russiske natur og det russiske menneske gemmer i deres dybder.” (s.64)

Et uddrag af Det russiske Æventyr, s. 182, af Halldor Laxness – en mand som i øvrigt nogle årtier senere var blevet klogere. Erindringen er fra en togtur i 1937, hvor Laxness rejste fra Moskva og sydpå over de russiske stepper. I 1937-38 blev 681.692 mennesker (sandsynligvis mange flere, men disse ofre er indiskutable) henrettet under Den Store Terror. Dette er foruden de tusinder, der omkom i Gulags arbejdslejre. “Enighed og broderskab”, “uden at noget menneske er en andens slave eller herre”?

…

7) Industrien udvikler sig i rivende tempo, … byggeriet udvikler sig i et tempo, der i løbet af få år vil sikre en overflod af boliger og bygninger til alle formål. Den omlægning og rationalisering af kollektivbrugene, som er i gang, skovplanen og fuldførelsen af de her omtalte kæmpeprojekter vil garantere en sådan landbrugsproduktion, at alle ernæringsmæssige og beklædningsmæssige problemer vil forsvinde. Disse kendte faktorer vil gøre Sovjetunionen til verdens rigeste land, men dertil kommer faktorer, der vil virke i samme retning, faktorer som vi ikke kender nærmere om i øjeblikket, men som vi kan vente at komme til at høre om i den nærmeste fremtid: virkeliggørelsen af den sibiriske flodplan og atomenergiens fredelige udnyttelse til elektricitetsfremstilling.
Det er ikke mundsvejr, når man i Sovjetunionen taler om den nuværende periode som en overgangsperiode mellem socialismen og kommunismen, men en nøgtern karakteristik af de økonomiske kendsgerninger. Om 10-15 år vil denne periode være afsluttet, og kommunismen, hvor enhver kan få efter sit behov, sat på dagsordenen. Kapitalismen vil også teknisk tage sig ud som en primitiv og barbarisk samfundsform. (s.69, BJ’s fremhævelser).

William Saxtorp, i Sovjetunionen i Dag, december 1950.

Montefiore

Jeg er blevet færdig med Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi: Stalin, Den røde zar og hans hof. En anmeldelse af bogen her, en anden her.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin’s ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet (‘revolutionen’). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin – og hans nærmeste – fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin’s egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. ‘På godt og ondt’ bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold – tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30′erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre – og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30′erne ‘under Jesjov og Berija’ (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi ‘kommer tæt på’ betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den ‘almene dannelse’ folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

Tilfældige observationer

Rusland under Stalin:

i) I 41-42, da krigen var på sit højeste og udfaldet på østfronten stadig var åbent, blev 994.000 sovjetiske tjenestegørende [soldater] anklaget og 157.000 skudt, i alt svarende til 15 divisioner. I 1943 arresterede Berija i NKVD-regi 931.544 personer (civile) i det ‘befriede’ territorium.

ii) Under udrensningen af hæren inden krigen blev 40.000 officerer arresteret. 3 ud af 5 marskaller, 15 ud af 16 generaler, 60 ud af 67 korpschefer og samtlige 17 kommisærer blev skudt.

iii) Af de 80.300 sovjetiske fly, der gik tabt under krigen, skyldtes 47% uheld, ikke-fjendtlig nedskydning eller pilotfejl.

iv) Khrusjtjov gav i Moskva under Jesjov‘s og Stalin’s -processer ordre til skydning af 55.741 embedsmænd. Den oprindelige Politbureau-kvote var på 50.000. Sjovt nok fremgår det ikke af hans wikipedia-artikel, at han altså også var en blodtørstig stalinist, der (bl.a.) stod bag mere end et halvt hundrede tusind dødsdomme, men så igen; så længe bare alt det væsentlige er med…

v) Stalin havde 1100 formelle møder med Jesjov under terrorprocesserne.

At han ‘ikke vidste hvad der foregik’ er mildt sagt ikke noget særligt holdbart argument, de to mødtes dagligt.

vi) I de måneder der fulgte efter 2. og 3. Hviderussiske Front var gået ind i Østprøjsen, blev 2 millioner tyske kvinder voldtaget. Russiske soldater voldtog endog russiske kvinder, der nyligt var blevet befriet fra tyske kz-lejre.

Stalin’s kommentar hertil, i en samtale med det jugoslaviske Politbureaumedlem Milovan Djilas, var denne: ‘forestil Dem [...] en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd – over tusindvis af kilometer i sit eget hærgede land, hen over kammeraters og sine kæres døde kroppe. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er der så forfærdeligt i, at han morer sig med en kvinde efter sådanne rædsler?’

‘Morer sig med en kvinde’… Stalin fremstår ikke mere ligefrem mere sympatisk, når man tager med i betragtningerne, at en af Stalin’s nærmeste, Berija, havde gjort det til noget nær en sport at samle tilfældige kvinder op på gaden, hvis han da ikke sendte underordnede ud for at hente kvinderne til ham, for efterfølgende at voldtage dem, en praksis Stalin ikke var ubekendt med. Men så igen, hvis man kan forsvare Stalin’s massemord, så kan man nok også forsvare, at manden ikke havde noget større problem med massevoldtægter…

…

Ved jeg har citeret meget fra Montefiore, men dette bliver formentligt også den næstsidste post om emnet.

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.“

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva‘s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.