Politikerne vil hæve prisen på frugt og grønt

Jeg havde klart foretrukket den overskrift, og når 180 end ikke påpeger pris-effekten i artiklen, kunne man jo lige så godt læse jp.

Mit gæt:
a) Reguleringen går igennem, så butikkerne skal datomærke produkterne i deres frugt- og grøntafdelinger. (Jeg vil slet ikke udelukke, at der også senere kommer et forslag om, at butikkerne også skal føje en indholdsfortegnelse til, eller en anden form for ernæringsmæssig information: De fleste folk ved jo ikke, at der er flere kalorier i avocadoer, end der er i agurker. Eller…)
b) Prisen på frugt og grønt går op (blandt andet fordi det ikke er gratis at datomærke produkterne, og fordi mange rimelige produkter, der i dag ville blive solgt i butikkerne, ville blive smidt ud, fordi de faldt for en arbitrær sidste salgsdato, der kun har ganske lidt at gøre med, hvor friske produkterne er).
c) Medierne finder ud af, at mange mennesker med lave indkomster ikke længere har råd til at købe frisk frugt og grønt (det er allerede enormt svært i dag, tro mig, jeg er studerende med diabetes).
d) En eller anden politiker beslutter sig for, at nu må vi altså se at få den graduerede moms indført, hvilket vil resultere i en sænkelse af momsen på frugt og grønt (og en stigning i momsen på politisk vedtaget “usund mad”, så kun relativt velstillede folk, som eksempelvis politikere, vil få/have råd til at købe chokolade).
e) Vi ender til sidst ud ret tæt på, hvor vi er nu, bortset fra at der gik en masse penge tabt i administration med videre. Nej vent, sagde jeg, at der gik noget tabt? Det gør der selvfølgelig ikke. Vi skal huske på, at reguleringen jo vil skabe en masse gode arbejdspladser!

Mand, livet er virkelig alt, alt for kort til politik!

En kommentar til debatten om ægdonation

“Baggrunden for, at krydsdonation ikke er tilladt, er principperne om, at ægdonation skal være frivillig, helt uden pression, og at donationen ikke må kommercialiseres.”

Jacob Axel Nielsen, i dagens jp. Krydsdonationsbegrebet dækker over, at en søster eller veninde til et barnløst par frivilligt donerer et æg anonymt til en pulje, med henblik på at hjælpe det pågældende par længere frem i køen til et æg. Dem som har læst Tabarrok’s posts om organdonation på marginalrevolution vil bemærke, at princippet bag krydsdonation minder lidt om det princip, som ligger til grund for organisationen Lifesharers‘ arbejde. Selvom der dog er den vigtige forskel, at modtager og donor i fbm. ægdonation i sagens natur ikke kan være samme person. Et par spørgsmål til ministeren:

i) Hvis der gælder et princip om, at ægdonation skal være frivillig og helt uden pression, hvorfor må dem der donerer æggene så ikke selv bestemme, hvordan de vil gøre det?

ii) Hvordan harmonerer kravet om, at donationen ikke må “kommercialiseres”, med kravet om frivillighed? Hvad nu, hvis de fleste kvinder ikke vil donere deres æg væk uden at blive kompenseret økonomisk for det?

iii) Man må godt i dag donere sin ene nyre eller måske en del af sin lever til sin bror eller søster. Men man må ikke give sin søster et æg, så hun kan føde et barn (al ægdonation skal, ligesom sæddonation, foretages anonymt i dag). Tilsvarende må man godt redde søsterens barns liv, ved at donere sin ene nyre til barnet, hvis det som 20-årig udvikler en alvorlig nyrelidelse. Men man må ikke hjælpe barnet til i det hele taget at blive født. Hvorfor alle disse forskellige standarder for, hvad man må og ikke må med sin egen krop?

Den der bankpakke…

De gode gamle dage er tilbage. Snart vil pengene igen fosse ud af statskassen.

For tiden er Folketingets partier som bekendt i færd med at pumpe statspenge svarende til opførelsen af tre spritnye storebæltsbroer ind i en formodet nødlidende banksektor. Et spændende projekt. Især i betragtning af at ingen af de folkevalgte har den fjerneste anelse om, hvad de bruger milliarderne til. Tro ikke på de mange udsagn om det modsatte, der strømmer ud fra Christiansborg.

Sandheden er, at politikerne er i færd med at gennemføre historiens største binding af statslige midler i en gren af dansk erhvervsliv på et overordentligt spinkelt grundlag. Forundersøgelserne er baseret på informationer, der var forældede i samme øjeblik, de forlod Nationalbankens regneark.

70-100 mia. kr. bliver spenderet uden offentlig høring. Uden offentlig indsigt. Og uden at hverken finansieringseksperter, bankdirektører eller politikere er i nærheden af at kunne overskue behovet for manøvren eller dens langsigtede konsekvenser for dansk økonomi.

Grundlaget for pakkens eksistens er, at visse virksomheder oplever, at bankerne skærer ned på kassekreditten og afviser at finansiere nye projekter. En udvikling, som i den grad har aktiveret erhvervslobbyen. Fra Dansk Industri til Dansk Erhverv lyder dommedagsbasunerne, at en kreditklemme vil lamme dansk erhvervsliv og sætte væksten i stå.

Få synes at hæfte sig ved, at netop disse organisationer har som eksistensberettigelse at skaffe medlemmerne adgang til så meget og så billig kapital som muligt. Færre hæfter sig ved, at danske virksomheders aktiviteter i store træk bestemmes af forhold uden for landets grænser.

Og ingen synes at fundere over, at det historisk er helt normalt, at bankerne strammer kreditbetingelserne, når risikoen for at tabe penge vokser under en økonomisk afmatning. Læg dertil, at netop en overflod af letsindig kreditgivning er en væsentlig årsag til, at bankerne i dag siges at være under pres. Der er simpelthen lånt for mange penge ud. Et problem, som politikerne nu vil løse ved at give sektoren adgang til at låne endnu mere ud.

Læs resten af Steen Rosenbaks glimrende kommentar fra dagens jp her.

Dumt

Finanstilsynet forbyder short-selling af bank-aktier i morgen.

At forbyde short-selling svarer til at skyde sendebudet der kommer med dårlige nyheder. De dårlige nyheder forsvinder ikke af den grund.

Sundhedspolitik

Nu er det ganske vist et område, jeg ikke ved en forfærdelig masse om, men jeg har alligevel nu og da tænkt over, hvordan en liberal sundhedspolitik ville/burde se ud. Lidt forskelligt om hvordan jeg betragter dette område:

i) En sundheds’politik’ uden nogen form for offentlig indblanding overhovedet (/det vil for nogle sige fraværet af en politik på området), hvor alt foregår på og finansieres på markedsvilkår, er uspiselig for mig. Der er to hovedårsager hertil:

a) Ligesom almindelig godgørenhed (charity) er finansiel støtte til medicinsk underforsikrede efter alt at dømme et public good, hvorfor vi kan forvente at det underudbydes på det frie marked [læs: ligesom nogle mennesker ville dø af sult i rendestenen i et samfund uden offentligt finansieret bistandshjælp, ville nogle mennesker dø af lungebetændelse, fordi de ikke havde råd til penicillin, i et samfund uden et offentligt sundhedsvæsen]. Det er et argument for minimumsstandarder, især set i lyset af…

b) Ikke alle sygdomme er selvforskyldte, langt hovedparten af dem er faktisk ikke. Hvis du ikke kan gennemskue hvorfor, så husk på at der findes adskillige millioner forskellige typer af bakterier alene, mange af hvilke (en liste over nogle af de vigtigste hovedgrupper her) under nogle forhold er patogene. Nogle ville her indvende, at ‘life isn’t fair’ og at det bare er surt, hvis man eksempelvis er født med en grim sygdom, manglende sanser eller lignende, eller pludselig en dag bliver ramt af ‘guds straf’, det er ikke noget andre skal tvinges til at betale for. Jeg mener, der er et rimeligt argument for at holde folk skadesfri for forhold, der er helt uden for deres egen kontrol og har omfattende konsekvenser for deres helbred. Et for mig meget væsentligt argument herfor er det forhold, at jeg formodentligt aldrig ville have fejret min 5 års fødselsdag, hvis jeg var blevet født af ludfattige forældre i sådan et sundhedssystem.

ii) Hvis man har besluttet sig for, at det offentlige skal spille en rolle, er der to hovedspørgsmål. Det ene spørgsmål drejer sig om, hvor stor rationering der skal være, hvor grænsen skal gå for hvor staten træder til. Det andet spørgsmål drejer sig om, hvordan staten griber ind. Jeg vil primært begrænse mig til det første spørgsmål i denne post.

Det første spørgsmål er efter min opfattelse ekstremt vanskeligt. De fleste liberale, der mener staten skal spille en rolle på sundhedsområdet, deler ideen om at skelne mellem selvforskyldte og ikke-selvforskyldte sygdomme, og ønsker så vidt muligt begrænse den statslige involvering til de områder, hvor individets egne handlinger ikke har forårsaget sygdommen. Det er der i øvrigt også mange andre, der gør, socialisterne kan også se det fornuftige i at skelne, fordi der simpelthen ikke er råd til at give folk al den behandling, de måtte ønske.

Hvis man tror, at ovenstående princip er en stor og smuk principfast kolods, som er solid nok til at bygge en politik på området på, så siger jeg: Tro om igen. For selvom princippet lyder dybsindigt, bringer det os sandt at sige ikke ret langt, når det kommer til konkret politik. Hvis man tror det gør, ved man for lidt om emnet – og det kommer fra en, der i forvejen ved alt for lidt til at kunne sige andet end det allermest overordnede og forsimplede om det.

Princippet er ikke meget værd, fordi det kun er i ganske få tilfælde, vi kan være sikre på at kende en sygdoms årsag til bunds. Mange sygdomme er idiopatiske, dvs. uden kendt årsag, og mange har en arvelig komponent uden at være 100% arvelige. Ligeledes er der mange sygdomme, som har kendte risikofaktorer, som øger risikoen for at man får sygdommen i højere eller mindre grad, uden at risikofaktorernes og sygdommens samvariation nødvendigvis er deterministisk – man kan leve sundt og stadig få kredsløbssygdomme og type 2 diabetes i en tidlig alder, bl.a. fordi begge har en genetisk komponent, og man kan leve usundt og alligevel slippe godt fra det og leve til man er 100, selvom kun få gør det. Man kan også, som det er tilfældet for en del danskere, være overvægtig og føre en inaktiv livsstil og få type 2 diabetes, uden at være klar over, at det teknisk set ikke var ens egen skyld, fordi man havde fået sygdommen alligevel, såfremt man havde levet sundt. Disse forhold gør det ekstremt vanskeligt at bygge en politik på princippet om ‘løn som forskyldt’ isoleret, vi ved alt for lidt om de fleste sygdomme, til at kunne træffe en fornuftig og velfunderet beslutning om, hvorvidt individers egne handlinger har været en væsentlig variabel eller ej, og vi kan ofte kun dømme på et statistisk grundlag, fremfor på individniveau, hvilket i begge tilfælde uundgåeligt vil resultere i en stor grad af vilkårlighed i den offentlige finansieringsbeslutning, såfremt egenansvars- og -finansieringskomponenten fremmedes betydeligt. Sagt med lidt andre ord, det er et fint princip, men det kan desværre næppe blive et så betydningsfuldt og dominerende pejlemærke på sundhedsområdet, som mange liberale gerne så, da det empiriske grundlag i langt de fleste tilfælde er grumsomt mangelfuldt og/eller mudret, og princippet kan heller ikke på nogen måde stå alene.

Nogle spørgsmål jeg stiller mig selv, når det kommer til behandlingen af dette emne, er:

a) Hvor skal grænsen trækkes for, hvornår en sygdom er selvforskyldt, hvor stærkt skal det statistiske link være, før en sygdom bliver selvforskyldt? Eller skal grænsen ikke trækkes ved sygdommen, men ved individet? Sagt på en anden måde, skal alle type 2 diabetikere betale selv, eller kun de overvægtige? Den sidstnævnte model ville være den mest effektive til at linke risikoadfærd og omkostninger, men den ville også koste betydeligt mere. Hvor meget er præcision værd i denne forbindelse? Det siger princippet ikke noget om. Og hvad med de overvægtige type 2 diabetere, hvis forældre begge havde sygdommen?

a1) Er en idiopatisk sygdom pr. automatik ikke-selvforskyldt, selvom et studie eller to har peget i en anden retning? Hvor mange studier skal der til, før et argument om, at en sygdom er selvforskyldt, godtages, hvornår er ‘konsensus’ stærk nok til at man kan forsvare at ændre på finansieringsmodellen relateret til den specifikke sygdom? Såfremt beslutningen træffes på individniveau bliver spørgsmålet blot endnu vanskeligere, se også d). Igen, svarene på disse spørgsmål siger princippet ikke noget om.

a2) Hvem skal bestemme, hvornår der er ‘konsensus’, hvilke sundhedsudgifter staten skal dække? Svaret burde vel være ‘læger’, idet det er den gruppe, der er bedst kvalificeret til at vurdere linket mellem risikofaktorer og incidens, men problemet er, at det er skatteyderne, eller rettere politikere, der bestemmer i sidste ende, da det er dem, der lægger budgettet. Politikere der intet ved om medicin, men ved en masse om, hvad der er politisk opportunt. Hvordan undgår man at beslutningstageres incitamenter ikke går imod patienternes? Det var svært nok, hvis beslutningstagerne var læger… Hvad er for øvrigt vores H-nul hypotese i tilfælde af tilbageholdt finansiering/behandling, hvem står med bevisbyrden – er der overhovedet en bevisbyrde? For nogle varianters vedkommende vil lægerne stå helt uden diskretion, og finansierings(/behandlings)beslutningen vil være overladt til politikerne, på samme måde som det er på mange områder i dag. Hvordan modvirker man et udkomme som dette i en model med offentlig finansiering? (-ll- ovenfor oidf.)

a3) Hvordan løses problemet med asymmetrisk information, altså det forhold, at patienten ofte ved betydeligt mere end lægen om, hvad han har foretaget sig, som kunne øge hans eller hendes sygdomsrisiko? Mere specifikt; at øge egenansvarskomponenten af finansieringsdelen vil nødvendigvis bevirke, at flere patienter lyver for deres læger for at få finansieret behandling, de ikke har krav på. Kunne resultatet heraf blive en endog dårligere sundhedstilstand generelt, fordi lægerne pga. fejlagtig information træffer medicinske beslutninger, som er til skade for patienterne? Hvordan imødegår man dette problem? Problemet med asymmetrisk information bevirker naturligvis også, at en løsning hvor finansieringsbeslutningen træffes på individniveau, altså en løsning som den, jeg hintede til i a), er noget nær umulig at få til at fungere. Statens finansieringsmodel vil nødvendigvis skulle have sin basis i statistisk diskrimination.

b) Hvad er bagatelgrænsen; hvornår er en ikke-selvforskyldt sygdom slem nok til, at det offentlige skal gribe ind?

b1) For stærkt progressive sygdomme er tidlig diagnosticering en af behandlingsforløbets vigtigste elementer. Hvad hvis en sygdom er stærkt progressiv, og tidlig behandling (før det bliver ‘slemt nok’ til at det offentlige ideelt set må hjælpe) bedrer prognosen – hvordan vægtes det postdiagnostiske behandlingsforløb i forhold til, hvor tidligt diagnosticeringen skal finde sted (også relevant i forhold til screeningsproblematikken)?

c) Hvad med vaccinationer? At forældrepar undlader at vaccinere deres børn kan betragtes som en negativ eksternalitet der pålægges andre, idet denne handling øger den aggregerede sygdomsrisiko. Skal vaccinationer (evt. hvilke?) finansieres af det offentlige, og/eller måske ligefrem i nogle tilfælde være obligatoriske? Eller skal det offentlige holde sig udenfor her, og/eller evt. kun medvirke ved at bidrage med information relevant for beslutningen om at vaccinere eller ej?

c1) Ikke et spørgmål men en kommentar: Fravær af vaccinationer er ikke den eneste negative eksternalitet her. Enhver ubehandlet og smitsom sygdom i en smittebærer, syg såvel som rask, er i praksis en negativ eksternalitet for det omgivende samfund, eftersom smittebærere gør andre mennesker syge. Givet non-zero transaktionsomkostninger (går du ofte hen og giver ham, der står og hoster i bussen, en 20er så han har bedre råd til at komme til læge og få undersøgt, om hans sygdom kan behandles?) er der her et selvstændigt argument for at lade det offentlige finansiere diagnosticering og behandling af smitsomme sygdomme.

d) Hvor stor en rolle bør informationsopgaven have for det offentlige, og hvordan skal den løses? Hvis befolkningen ikke er opmærksom på væsentlige risikofaktorer, der måtte have indflydelse på beslutningen om, hvorvidt det offentlige yder støtte eller ej til behandling, opstår der alvorlige problemer med legitimiteten af den anvendte rationeringsmetode. Hvis politikerne er de hovedansvarlige for rationeringsniveauet, har de et problematisk incitament til ikke kun at tolke forskningen så den passer ind i deres politiske agenda (noget vi også ser på andre områder i dag), men også til at tilbageholde oplysninger som kunne være relevante for befolkningens sundhed og behandlingsmuligheder.

…

‘Hvis folk bliver syge på grund af ting, de selv har gjort, så skal de selv betale’ er et sted at starte. Men hvis du tillader dig at have en mening om dette emne, så lov mig at du tænker lidt videre end det.