Il Principe (II)

Ok, dette bliver første (længere) post i rækken – endelig…

Bogen, når det kommer til struktur og opbygning, minder en hel del om Sun Tzu’s Art of War. Korte afsnit, meget systematisk og få, om nogen, irrelevante passager. Det gør den også svær at blogge. Udgangspunktet for værket er magthaveren, fyrsten. Bogen er mildt sagt ikke skrevet i en periode af Europas historie domineret af liberale, demokratiske og sekulære stater. Det er en bog om statsmandskunst, og dengang var en statsmand også en hærfører, ellers var han ikke statsmand ret længe. På nogle områder er den, i forhold til en nutidig vestlig, europæisk kontekst, derfor dateret – især når det kommer til det store fokus på militærets rolle – på andre områder vil den sagtens kunne bruges også den dag i dag (det samme kunne i øvrigt siges om Art of War, sådan lidt à propos).

Jeg havde i starten en forestilling om, at jeg ville blogge en mere eller mindre samlet fremstilling af værket, men den ide er jeg gået væk fra igen, for jeg får det ikke gjort. I stedet vil jeg, som jeg plejer, bare nøjes med at poste udvalgte citater og evt. kommentere på dem. Citater er kun omgivet af citationstegn, da jeg ved, at det for nogen er ubehageligt at læse lange passager i kursiv. Hvert citat samt eventuelle kommentarer vil være adskilt fra de øvrige med linjeskift og [...] som er blevet standardmetoden for denne blog. Here goes.

1) Første kapitel er faktisk værd at citere i sin helhed, for det er ikke særligt langt og resten af bogen tager sit udgangspunkt i disse metoder til at skelne mellem forskellige fyrstevælder:

“Alle stater og styrer, hvorunder mennesker har levet og lever, har været og er enten republikker eller monarkier. Sidstnævnte er enten arvelige, når den samme herskeræt har regeret dem i lange tider, eller de er nyerhvervede. De nyerhvervede er enten helt nye, som Milano var det for Francesco Sforza(1), eller de danner nye led, som føjes til erobrerens arvestat, som Napoli for kongeriget Spanien(2). Sådanne erhvervede områder er enten vante til at leve under en fyrste eller fra gamle tider at være frie; og de erhverves ved fremmed eller egen hærmagt, ved lykkens magt eller ved personlig dygtighed.” (s.7)

…

2) “Menneskene skifter gerne herrer i troen på, at de nye herrer forbedrer deres kår. Og denne tro får dem til at gribe til våben mod deres herrer. Men de skuffes i deres håb, fordi erfaringen viser, at de får det værre. Dette beror igen på almen og naturlig lov, som tvinger den nye fyrste til at plage sine undersåtter med militær besættelse og utallige voldshandlinger, som er en naturlig følge af erobringen. Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem. Selvom en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse.” (s.10)

…

3) “Kolonier volder kun få udgifter. Fyrsten kan grundlægge dem med ringe personlige, eller slet ingen udgifter, og han skader kun dem, hvis hus og jord han tager, for at give det bort til de nye indbyggere. Altså kun en ringe del af befolkningen. Dertil kommer, at de forurettede bliver fattige og fordrives og derfor ikke kan blive farlige. De øvrige mister intet og holder sig i ro; ikke mindst angsten for, at også de skal miste jord og hus, får dem til at være forsigtige. Altså, kolonierne koster intet, er pålidelige og skader befolkningen i ringe grad, og de forurettede er som sagt fattige og er derfor ingen trussel.” [...] Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter, og da alle indtægter på denne måde anvendes til bevogtning, bliver erobringen til tab. Desuden bliver befolkningens forbitrelse større [...] Den art bevogtning er i enhver henseende lige så uhensigtsmæssig, som kolonierne er praktiske.” (s.12-13)

En ting Machiavelli også kunne have nævnt men ikke gør er, at kolonier også styrker fyrstens position i hjemlandet, fordi undersåtterne får meget billig eller gratis jord i fremmede lande, hvilket gør dem glade, eller alternativt fordi fyrsten kan slippe af med alle de utilfredse i hjemlandet ved at sende dem afsted til kolonierne. Hvis landet har et befolkningsoverskud er dette en oplagt måde at afhjælpe problemet. Lyder noget af dette på nogen måde relevant for situationen i det 21. århundrede? Hvordan påvirkes alt dette af, at det i dag er langt billigere for mange magthavere at få den marginale indbygger til at forlade landet end det er at beholde vedkommende, fordi uproduktive og utilfredse arbejdsløse har det med at lave ballade og modtagerlandene så i øvrigt selv helt frivilligt modtager kolonimagten med åbne arme og selv afholder alle omkostninger forbundet med etableringen af kolonierne?

…

4) “Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.” (s.18).

Machiavelli kalder dette en almengyldig regel, som sjældent eller aldrig fejler.

…

5) “Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personlig at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. [...] I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på nogen anden måde, hvis man ikke vil ødelægge den. [...] Ligegyldig hvilke forholdsregler erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkningen ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil ved første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisanerne gjorde det, efter at de havde levet 100 år under florentinernes åg.” (s.23)

…

6) “Intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Årsagen til denne lunkenhed består dels i frygten for modstanderen, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. [...] Er det sagt, skal det tilføjes, at mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overbevises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.” (s.26)

…

7) “Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, uden at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen sammensværgelse imod ham, medens andre, der har begået grusomheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid. Jeg tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt. Godt anvendt – hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette – er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke senere bliver stående ved, men så vidt det er muligt forandrer til sine undersåtters vel. Dårligt anvendt er de grusomheder, som i begyndelse kun er få, men efterhånden tiltager i stedet for at aftage i antal. [...] Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt eller manglende forståelse handler anderledes, må bestandig føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine undersåtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlinger ikke har nogen tiltro til ham. [...] Fremfor alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødssituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.” (s.40-41)

Aftvungne velgerninger høster ingen tak. Lyder det igen bekendt?

…

8 ) “en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider. [...] Derfor må en klog fyrste indrette sig således, at borgerne altid har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ham tro.” (s.45)

…

Posten havde uddrag fra de første 9 kapitler. Jeg håber, at jeg kan få skrevet mindst en post mere, for noget af det bedste fra bogen kom efter min opfattelse ikke med i denne omgang.

Demokrati som erstatningsreligion

Det, der mangler for at demokratiet i Irak kan blive en succes, er troen på, at demokratiet er et godt system. Troen ind i marv og ben, ikke kun som noget, som valgte ledere holder flotte taler om. Når troen på demokratiet mangler i befolkningen, er de formelle, demokratiske regler og isenkrammet, dvs. politiet og militæret, ret værdiløst.

Derfor er nøglen til magten i ethvert system, at man har sjælene med sig.

Det gælder ikke kun i Irak. Det gælder også i Danmark.

Fra dagens kronik i berlingske. Lidt mere fra artiklen:

Demokratiet er en trussel mod enhver, som har set lyset, fordi demokratiets kerne er en respektløshed over for autoriteter og deres udtalelser. Det ligger i demokratiet, at den gældende sandhed og virkelighed er den sandhed og den virkelighed, som dannes gennem valgkampen: debatten og mediernes konkurrence om at sælge deres historier.

Derfor passer demokratiet ikke med opfattelsen af, at der findes én sandhed og én virkelighed. Tværtimod er demokratiet en direkte trussel mod denne opfattelse og dermed mod de organisationer og bevægelser, som lever af at indoktrinere deres medlemmer med, at der findes en sådan sandhed og virkelighed, og at medlemmerne skal være villige til at gå i martyr­døden for at få den udbredt til alle andre mennesker.

1. “fordi demokratiets kerne er en respektløshed over for autoriteter”. Jeg ved ikke hvad det er Kjøller snakker om, men det er ikke det, jeg forstår ved demokrati. Er Japan ikke et demokrati iflg. Kjøller?

2. Hvis demokratiet er en trussel mod opfattelsen af, at der kun findes én sandhed og én virkelighed, hvorfor pokker betaler jeg så licens?

3. Med en procedural demokratiopfattelse kan man gå så langt som til at sige, at liberale demokratier er antielitære, men man kan ikke gå længere end det, og her er det ordet liberal, ikke ordet demokrati, der er centralt. For så vidt er det ligegyldigt hvad man kalder det, men så alligevel ikke – jeg kan ikke tro andet end at brugen af ordet demokrati i indlægget enten er et resultat af, eller et ønske om at skabe, begrebsforvirring.

Misforstå mig ikke, selvfølgelig har Kjøller ret så langt som til, at det at der er en folkelig opbakning bag et demokratisk system, er vigtigt, hvis det demokratiske system skal være holdbart på langt sigt. Det er nærmest en tautologi. Men at kalde hele det politiske og ideologiske misk-mask af ideer man holder af, for demokrati, og herefter bruge nærmest religiøs argumentation for at overbevise andre om, at troen på demokratiet er helt centralt, er ikke vejen frem.

Som jeg ser, er en af problemerne i dag netop, at mange danskere tror alt for meget på det Kjøller ville kalde demokratiet, og alt for lidt på sig selv og sine medmennesker.