En opfølgning

For et år siden deltog jeg i en øjenundersøgelse som jeg også omtalte her på bloggen. Jeg fik for ikke så længe siden et brev fra lægen som stod for studiet. I brevet stod bl.a.:

“Vi har analyseret data, og har fundet at øjendråberne påvirker blodgennemstrømningen i nethindens blodkar. Derfor kan de muligvis være en behandlingsmulighed for diabetisk øjensygdom i fremtiden.”

Det er godt nyt! I brevet fremgik det også, at et nyt studie er påbegyndt, som vil undersøge et tredje præparat. Jeg regner også med at deltage i dette studie og har udtrykt min interesse i at deltage.

Her er et let relateret link. Helt ærligt, hvor lavt kan man synke? Hvordan kan sådan et menneske se sig selv i spejlet? Skodkultur er om noget et pænt ord at bruge.

At være ved at dø af sult…

…de fleste type 1 diabetikere ved, hvordan det føles. De har selv prøvet det. Jeg prøvede det for en time siden. Blodsukkeret er kommet op igen nu.

I den situation handler ALT om Mad. Drikke. Kalorier. Energi. Maven føles som et stort hul midt i kroppen, det gør ondt, tarmene skriger. Mens hjernen langsomt slår fra og lukker ned kan du slet ikke tænke på andet end mad, udover hvor dejligt det ville være at lægge sig ned, lukke øjenlågene og sove. Dødsensfarlig ide, men det er biologien og instinkterne, der dikterer tankevirksomheden, ikke det mætte individ med den velfungerende hjerne. Resten af kroppen slår fra ligesom hjernen, somme tider kommer muskelkramperne (fingre, tæer, arme, ben) før bevidstløsheden, somme tider bagefter. Muskelsvagheden kommer før, det forudsigelige temperaturfald og gåsehuden gør også. Hvis ikke du får noget at spise inden hjernen slår helt fra, mister du bevidstløsheden. Ved hypoglykæmi er pulsen tårnhøj, indtil den ikke længere er det, hjertet galoperer afsted, indtil det ikke længere gør det, adrenalinen strømmer ud i kroppen; den ved, at det er sidste udkald, og gør hvad den kan. Hvis blodsukkeret falder tilstrækkeligt meget, eller insulinmængden som resulterede i anfaldet er af en sådan størrelse at selv betydelig indtag af letoptagelige kulhydrater ikke løser problemet, kan mave-tarm-systemet blive påvirket, således at maven ikke kan håndtere den mad eller drikker, der kommer indenbords – så taler vi opkastning og ambulance. Hovedet fungerer ikke normalt i forbindelse med hypoglykæmi; tanken om mad dominerer alt andet, så længe man er relativt klar, men det bliver man ikke ved med at være, og efterhånden som tiden går og blodsukkeret falder, går man efterhånden ind i en drømme-lignende tilstand – jeg har flere gange i forbindelse med meget svære hypoglykæmier i min ungdom bildt mig selv ind, at det hele bare var en drøm, at jeg snart ville vågne op og alt ville være i den skønneste orden. Når kroppen lukker ned betyder det også, at diabetikeren kan risikere eksempelvis at miste kontrollen over blæremuskulaturen i forbindelse med svær hypoglykæmi (også noget jeg selv har prøvet).

En tanke trænger sig på efterfølgende: Hvad nu, hvis situationen ikke var forårsaget af diabetes; hvad nu, hvis jeg ikke boede i Danmark; ikke havde juice i køleskabet, som kunne rette op på problemet; ikke havde diabetes, men simpelthen bare var døden nær af sult, fordi jeg ikke havde spist i dagevis? Tro mig, når blodsukkeret er lavt nok, er det sådan type 1 diabetikere har det, som om de ikke har spist i en evighed. Du kender efter al sandsynlighed ikke den følelse af sult og den er ikke nem at beskrive. Du har ikke lyst til at opleve den.

Du skal spise og drikke hver dag, og hvis du ikke får nok at spise vil du dø af sult. Det er et livsfaktum. Type 1 diabetikeres kroppe minder dem jævnligt om dette faktum, men de fleste danskere tænker slet ikke over dette længere, de tager bare mad og drikke mere eller mindre for givet. Man er fattig, når man ikke har råd til en I-pod? I tusinder af år kredsede næsten hele menneskets tilværelse omkring, hvordan folk kunne få maven fyldt i tilstrækkelig grad til at overleve, det være sig til næste dag eller næste forår. Det var det, livet handlede om, alt andet var luksus; et i sig selv relativt nyt begreb, som vi kun har defineret og kender til, fordi vi har det så godt, som vi har det.

Mennesker i de udviklede verden påskønner slet ikke i tilstrækkelig grad, hvor godt de (/vi) har det.

Marathon!

(short version to non-Danish readers: I’ve run (a? /my first?) marathon! Because of my diabetes, it was not without problems – but I made it! And I’m pretty damn happy about that now!)

Jeg har løbet en marathon, nærmere betegnet Copenhagen Marathon 2010.

Jeg har stadig ikke, mens jeg skriver denne sætning, besluttet mig for, hvor meget i detaljer jeg vil gå, men lidt løbsbeskrivelse kan næppe skade.

Grundlæggende gik løbet slet ikke, som jeg havde håbet, og der skete netop en af de ting, der ikke måtte ske; en af de ting, som jeg havde forventet ville lede til, at jeg ikke gennemførte, hvis det skete alligevel. Så at gennemføre på trods af dette føles i dag som en stor personlig sejr, også selvom det ikke var sådan, jeg havde det, da jeg kom i mål.

Jeg havde et godt løb frem til ca. 10 km, ved 13 km tog jeg et blodsukker som var meget højt, det tvang mig til at tage insulin, som (naturligvis) gjorde at blodsukkeret faldt som en sten senere (og resten af løbet).
Årsagen til at blodsukkeret steg – hvilket var årsagen til de mange problemer efterfølgende – kan anskues på to måder: a) jeg tog for lidt insulin, b) jeg indtog for meget energi under løbet. Det er to sider af samme sag. Det var altid en risiko, og det vil altid være det i forbindelse med lange løb generelt. At blodsukkeret efterfølgende faldt var en konsekvens af insulin-injektionen, uden hvilken jeg utvivlsomt ville have udgået. Faldet i blodsukkeret var dog meget problematisk, fordi det var så voldsomt, som det var. Mellem 22 og 26 km indtog jeg lige så mange kalorier, som jeg gjorde under en normal halvmarathon under min træning, og det var grundlæggende bare for at blive stående oprejst – blodsukkeret var ved 26 km stadig tæt på at være ‘for lavt’ i normal sammenhæng (4,3). I det tidsrum småløb jeg det meste af vejen, men jeg måtte dog ned at gå ved de 26 km, hvor jeg gik næsten en kilometer, fordi jeg ikke turde løbe før blodsukkeret var kommet op, fordi jeg var bange for at falde omkuld, hvis jeg gjorde – jeg havde på forhånd gjort det klart for mig selv, at jeg ikke ville havne i en ambulance, jeg ville stoppe inden da. Min mave havde det skidt fra 25 km og frem, og den havde det rigtigt skidt efter 30 km. Ved ca. 31 km var jeg ved at (gen)overveje at udgå, fordi jeg vidste, at hvis ikke maven kunne tage mere, kunne jeg ikke realistisk løbe videre, fordi der stadig var et fortsat kaloriebehov, som skulle mødes undervejs – jeg kunne slet ikke løbe på vand alene. Jeg fortsatte dog alligevel, og løb de næste 8 km i sekvenser af 2,5 kilometer, fulgt af blodsukkermåling og kort gang med kulhydrat-indtag. Ved 39 kunne maven ikke mere, jeg drak en lille mundfuld vand og det var nok til at ‘vælte læsset’, så jeg måtte kaste op. En samarit blev tilkaldt og jeg forklarede kort min situation. Jeg havde det langt bedre efter at have kastet op, maven kunne lidt igen. Jeg var i øvrigt helt klar i hovedet, så det tog ikke så lang tid at overbevise samaritten om, at jeg godt kunne klare de sidste par km eller tre. Det endte med, at jeg fik lidt sukker og noget vand, og jeg tog så resten af turen stille og roligt; gik først 500 meter, løb så resten af turen. Tiden var naturligvis skuffende (jeg var et godt stykke over 4 timer), men den betød ikke særligt meget på det tidspunkt, og som dagen skred frem betød den mindre og mindre.

Konklusionen om aftenen var: Jeg gennemførte! Alt det andet var efterhånden ret ligegyldigt. Som jeg også gjorde klart ovre på Willam’s blog var løbet efter min opfattelse et godt arrangeret løb, hvor man følte at man løb i trygge og velordnede rammer – så tak til alle de mange mennesker, der gjorde det muligt, også selvom det ikke er sikkert, nogen af dem vil læse denne post.

Tiden umiddelbart efter en marathon er faktisk ikke nødvendigvis så slem, som du måske går og tror. Vi – mig og min storebror – spiste uafbrudt i vel over 3 timer, tilbragte derefter et par timer på sofaen, hentede så pizza og så en film. Noget ømhed er der selvfølgelig, men tiden bagefter var ikke nær så slem, som jeg havde frygtet.

En smule viden kan være en farlig ting…

Plasmalemma, organeller, emulsion, fibroblast, konduktivitet, hydrofob tiltrækning, kovalente bindinger, van der Waalske kræfter, aminosyre-pulje, karboxylgruppe, zwitterioner, peptid-bindinger, alfa-helix, multi-subunit protein, lipider, triacylglyceroler, glykolipider, polymerisering, Watson-Crick-modellen, ribosomal-RNA.

Alle begreber stammer fra det indledende kapitel af Finn Geneser’s bog Histologi, en bog jeg har fået lov til at låne af en medicinstuderende (‘ask me no questions, I’ll tell you no lies‘ – den intelligente læser kan utvivlsomt forbinde punkterne uden min hjælp…) og derfor læser lidt i for tiden. Der er flere, hvor de kom fra. Det er en af de indledende bøger på studiet, så hvis du har lidt viden i forvejen om biologi og kemi er bogen til at gå til. Selvom jeg ikke fanger 100 procent af materialet, er det (indtil videre) intet problem at forstå det meste.

Nogle få løse bemærkninger ikke nødvendigvis relateret til ovenstående:

1) At jeg ikke antager, at en fagperson pr. automatik har ret – og det gør jeg ikke – betyder ikke, at jeg ikke vægter deres holdninger højere end andres. Jeg må også være åben og sige lige ud, at jeg diskriminerer på tværs af fagområder: Jo mere empirisk det pågældende fagområde er, jo højere vægter jeg ceteris paribus fagpersonens bidrag.
2) Den eksplosion i tilgængeligheden af (online) information, vi som samfund har oplevet over de sidste par årtier, har efter min mening sandsynligvis bevirket, at ikke-fagpersoner overvurderer, hvor meget de kan vide om et givet emne uden at åbne en bog. Det er enormt svært at sætte sig ind i et emne helt fra bunden uden at åbne en bog, bl.a. fordi det er så pokkers svært at finde ud af, hvad det egentligt er, man bør vide først (rækkefølgen man lærer ting i er for de fleste fagområder aldeles afgørende, og uden at optimere denne del af læringsprocessen er det meget vanskeligt at forbinde de ting, man ved). Omfanget af tilgængelig viden har fået ‘folk’ til at tro, at de hurtigt kan indhente den relevante viden, de mangler, og at ‘grundviden/basisviden’ i vidt omfang er overvurderet. Jeg tror, de ‘folk’, der tror dette, tager fejl. Informationseksplosionen har ikke kun gjort det (endnu mere…) umuligt at vide alt som person (huske alting), det har også gjort det umuligt at tilegne sig (forstå) bare en brøkdel af den viden, der faktisk er tilgængelig. Problemet omtales formentligt ikke oftere, fordi det er uløseligt, men at det er uløseligt gør det ikke uvæsentligt – nærmest tværtimod, ville være min mening.
3) Uddannelse er en enormt dårlig proxy for intelligens/IQ.
4) Og… uddannelse er en ekstremt omkostningsineffektiv proxy for de ting, virksomheder bruger uddannelse til i dag.
5) Jeg ville hade at læse Geneser’s bog, hvis jeg gik på medicinstudiet, men jeg finder, at den er fascinerende læsning, fordi jeg ikke gør. Jeg synes altid den viden, man skal tilegne sig af den ene eller anden grund, er hamrende kedelig. Hvis jeg kunne overbevise mig selv om, at det var sjovt at lære ting, jeg skulle lære, ville jeg have en helt anden fremtid foran mig, end jeg har, og mit studie ville være forløbet meget anderledes.

En løbetur

En lidt mere personlig post, ikke om politik eller noget i den stil. Bare en post om en del af den der hverdag med diabetes, jeg før har snakket en lille smule om.

En almindelig sommerdag med et styk løbetur sen eftermiddag:

Inden afgang: De obligatoriske blodsukkermålinger.

Målte blodsukkeret halvanden time før afgang, for at vide om der evt. skulle tages ekstra insulin for at få blodsukkeret ned i et acceptabelt leje. Hvis blodsukkeret er over 15-16 mmol/l. og der er ketonstoffer i urinen, er det uklogt at dyrke motion som diabetiker. Blodsukkeret kan stige yderligere i stedet for som normalt at falde. Det kan have en lang række ubehagelige konsekvenser.

Foretrækker at tage afsted med et blodsukker omkring 10-14, og så spise en rugbrødsmad eller to umiddelbart før jeg smutter. Ja, det mindsker den teoretiske præstationsevne, da der går blod og ilt til mave-tarmkanalen som musklerne kunne have brugt. På den anden side mindsker det også behovet for tilførsel af hurtige kulhydrater inden for den første time, og det passer alligevel bare ikke ind i min dagligdag at løbe to-tre timer efter et hovedmåltid, hvilket efter sigende skulle være det omtrent optimale.

Blodsukkeret halvanden time inden afgang var 11.2. Ok, jeg vurderer ikke at der er behov for ekstra insulin. Jeg tager blodsukker igen ti minutter før afgang. 10.1, næsten uændret. Det er ok. Jeg tager en klapsammen
med leverpostej og pakker min rygsæk imens. Drikker også en halv liter vand eller så, det er varmt udenfor i dag. Regner med at tage 12-13 kilometer, så en halv liter juice samt en pakke dextrose (druesukker) medtages. Det burde være mere end nok til alle forudsigelige og uforudsigelige uforudsete hændelser.

Måske burde man tage en halv liter vand med også, men det er tungt at løbe med al den væske, og jeg burde kunne klare mig uden. Til sidst findes mp3-afspilleren frem. Jeg har bla Lipatti, Pizarro og Brendel med. Det lyder godt, og det får mig til at slappe af. Musikken får det med andre ord til at blive meget nemmere at håndtere kilometerne.

Løber……..

Efter 20 minutter første pause, dog kun ca. 20 sekunder til en hurtig blodsukkermåling. Blodsukkeret er 8.8. Forventeligt, jeg startede ud i relativt lav intensitet. Burde kunne klare 20 minutter mere uden hvil eller hurtige kulhydrater. Så det gør jeg. 20 minutter senere er blodsukkeret 5.1. Nu er jeg også ved at kunne mærke, at jeg ikke lige er startet længere, de 20 minutter var i relativt høj intensitet uden dog at være på intervaltrænings-niveau. Det vil den næste halve time også være, altså relativt høj intensitet, så jeg tager det meste af juicen, 3/4 eller så, og gemmer resten. Tager også fire styks af druesukkertabletterne. De to, både tabletter og juice, er meget på en gang, men jeg kan mærke at min højrehånds lillefinger og ringefinger ryster en smule, mens jeg laver et stræk: Mild hypoglykæmi, blodsukkerapparatet er ikke 100% præcist og det betyder også noget, hvor hurtigt blodsukkeret er faldet (og kan forventes at fortsætte med at falde). Pausen tager vel fire-fem minutter alt i alt, jeg forsøger at holde mig varm, men vil helst ikke starte ud igen, før jeg har givet det et par minutter mere, end jeg ellers ville. Mild føling lige før høj-intensitet motionsudøvelse skal påbegyndes er ikke optimalt, så jeg giver druesukkeret et par minutter ekstra til at virke.

Løber………

25 minutter senere pause nummer tre. 9.1. Blodsukkeret er kommet lidt op igen, og mon ikke jeg godt kan klare de sidste par kilometer uden større problemer? Tager de sidste slurke juice og drager hjemad i jævnt tempo. Jeg skal alligevel have lavet lidt mad, når jeg er kommet hjem, så det gør ikke så meget hvis blodsukkeret er på vej ned til den tid.

Efter jeg er kommet hjem laver jeg lidt aftensmad, tager et blodsukker igen og tager min hurtigtvirkende måltidsinsulin til aftensmaden (husk at mad får blodsukkeret til at stige, hvorimod insulin får blodsukkeret til at falde, og at type 1 diabetikeres problem er, at blodsukkeret stiger for meget når de spiser eller drikker, fordi de ikke producerer insulin), og her halverer jeg dosis i forhold til dagen før, hvor jeg ikke have været ude at løbe.

Senere på aftenen tager jeg basisinsulin for natten. Det er insulin der optages langsomt og virker over relativt lang tid, ca. 24 timer. Jeg justerer dosis, fordi motion som den jeg lige har dyrket både sænker blodsukkeret på kort og langt sigt, og fortsætter med at påvirke insulinoptagelsen i relativt lang tid. Hvis ikke jeg justerer dosis, vil jeg få for meget insulin i forhold til, hvor meget kroppen har brug for, og det kan betyde hypoglykæmi selv relativt lang tid efter, at jeg kom hjem fra løbeturen (en lang løbetur eller lignende kan sænke blodsukkeret i op til et døgn efter motionsudøvelsen er afsluttet).

Ca. 12 timer senere, dagen efter, tager jeg min morgen-basisinsulin for den følgende dag. Jeg justerer igen dosis på baggrund af løbeturen dagen før (dog ikke så meget som jeg gjorde aftenen før), fordi motionen stadig kan forventes at påvirke mit blodsukker i løbet af dagen.

Først mere end 24 timer efter jeg kom hjem fra mit løb den foregående dag, er alle insulindoserne tilbage på “normalen”. For jeg har nemlig aldrig søvnbesvær, er aldrig stresset, arbejder altid lige mange timer i løbet af en dag, dyrker altid, bortset fra den dag, samme mængde motion hver dag, spiser altid alle måltiderne – som aldrig afviger fra hinanden fra dag til dag – på samme tidspunkt, og har altid samme appetit, når jeg gør det.

(Det normale er aldrig normalt, det vil altid kun være “normalt”)

Diabetes – type 1 og type 2

Jeg har skrevet om emnet før, men jeg tror aldrig, jeg har lavet en relativt lettilgængelig post om emnet, med nogle af de væsentligste forhold beskrevet. Det vil jeg forsøge at gøre nu. Der er rigtigt meget at fortælle, eftersom der kan skrives (og bliver skrevet) tykke bøger om emnet, så jeg får slet ikke det hele med, men lidt har også ret:

i) Den sygdom, jeg har, er type 1 diabetes. Den hedder det samme (diabetes) som den sygdom, rigtigt mange midaldrende og ældre mennesker, hovedparten overvægtige og/eller fysisk inaktive, i disse år får konstateret. Alligevel er det ikke den samme sygdom.

Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom. Autoimmune sygdomme er sygdomme, hvor immunforsvaret går i overdrive og myrder kroppens egne celler – for type 1 diabetikeres vedkommende de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. Min insulinproduktion var allerede da jeg var to år gammel så reduceret som følge af sygdommen, at jeg blev syg og måtte indlægges. Jeg har, så længe jeg kan huske, været afhængig af regelmæssige indsprøjtninger med insulin for at overleve. Hvis al udefrakommende insulintilførsel ophørte, så jeg stoppede med at tage insulin, ville jeg meget hurtigt udvikle hvad der kaldes diabetisk ketoacidose. Diabetisk ketoacidose er en art syreforgiftning, der ubehandlet meget hurtigt leder til koma og død. Før vi i starten af 1920′erne fandt ud af at tilføre diabetikere insulin, var type 1 diabetes det samme som en dødsdom, og stadig den dag i dag er der rigtigt mange type 1 diabetikere i den tredje verden, der hver eneste dag dør af diabetisk ketoacidose, fordi de ikke har adgang til, eller råd til, insulin.

ii) Type 2 diabetes er ikke en autoimmun sygdom. Det er i dag almindeligt at kalde det en livsstilssygdom, fordi livsstilsvalget har meget stor indflydelse på, hvor stor risiko man har for at udvikle sygdommen. Sygdommen er ikke nær så aggressiv som type 1 diabetes. Man kan, og mange mennesker gør desværre netop dette, i nogle tilfælde gå i mange år med en både ubehandlet og udiagnosticeret type 2 diabetes, uden at vide at noget er galt. Diabetesforeningen har således på et tidspunkt estimeret, at op mod hver fjerde type 2 diabetiker herhjemme slet ikke er diagnosticeret, og derfor ikke er klar over, at vedkommende er syg. Andre estimater er endnu højere; et estimat fra 2002 anslog, at halvdelen af alle type 2 diabetikere herhjemme på daværende tidspunkt var udiagnosticerede (link). Det svarer til, at ca. 100.000 danskere har type 2 diabetes uden at vide det. Type 2 diabetes udtrykker sig – meget groft sagt – grundlæggende ved, at kroppens celler udviser reduceret insulinfølsomhed, så insulinen virker dårligere end den gør hos befolkningen som helhed. Kort fortalt er insulinproduktionen i type 1 patienter ophørt, mens type 2 diabetikere stadig producerer insulin, deres krop kan bare ikke udnytte den så godt, som den kunne førhen.

Det er et faktum, at diagnoseproceduren varierer noget fra land til land. I mange amerikanske stater har der således været tradition for at skelne mellem insulinkrævende og ikke-insulinkrævende diabetes, også selvom nogle insulinkrævende diabetikere er type to diabetikere, og diagnosebrugen derfor ikke overlapper med type 1/type 2 varianten. I behandlingsøjemed er en sådan diagnosticeringsprotokol praktisk, men den bidrager let til den forvirring, der eksisterer, når det kommer til forholdet mellem de to sygdomme. Det hjælper heller ikke, at man “i gamle dage” kaldte type 1 diabetes for ungdomsdiabetes, selvom op mod halvdelen af alle type 1 diabetikere først får sygdommen, efter de er fyldt 30 år, og selvom problemerne med ekstrem fedme blandt unge har bevirket, at selv teenagere i USA har fået konstateret type 2 diabetes. Helt så galt er det endnu ikke herhjemme, men udviklingen af type 2 diabetes er ligesom på den anden side af Atlanten ikke her begrænset til midaldrende eller ældre medborgere; folk i 20erne får også i dag herhjemme stillet diagnosen.

I behandlingsøjemed gælder det, at ikke alle type 2 diabetikere får insulinindsprøjtninger, men nogen af dem gør. Alle type 1 diabetikere gør*. Tilsvarende gælder det naturligvis, at ikke alle, der får indsprøjtninger, har type 1 diabetes**.

Overvægt og inaktivitet disponerer til at udvikle type 2 diabetes, men har ingen klar sammenhæng med forekomsten af type 1 diabetes. Sagt på en anden måde får en hel del type 2 diabetikere diabetes, fordi de har levet usundt i mange år, mens ingen type 1 diabetikere får diabetes pga. usund levevis. Det gælder derfor også, at nogle tilfælde af tidligt opdaget type 2 diabetes i praksis vil kunne kureres fuldstændigt med passende livsstilsændringer, kostomlægninger og evt. vægttab. De samme tiltag vil i de fleste tilfælde reducere insulinbehovet blandt insulinkrævende diabetikere, og for nogle type 2 diabetikere vil de reelt fjerne behovet for insulininjektioner, så behandlingsbehovet kan dækkes alene med tabletter. Tiltagene vil aldrig fjerne behovet for insulininjektioner hos type 1 diabetikere. Fedme, forstået som et BMI > 30, er suverænt den væsentligste risikofaktor for type 2 diabetes, og den mangedobler risikoen for at udvikle sygdommen; et studie blandt amerikanske sygeplejersker fandt eksempelvis, at individer med et Body Mass Index (BMI) > 29 havde 33 gange (!) så stor risiko for at udvikle sygdommen, som individer med et BMI < 22 – det tilsvarende tal for individer med et BMI > 31 var 40 eller derover. I USA er der en klar sammenhæng mellem antallet af type 2 diabetikere i en stat og antallet af individer i den pågældende stat med et BMI over 30.

Der er for tiden nogen debat om, hvor stor en del af den forhøjede risiko, man normalt har forbundet med overvægt, der i virkeligheden handler om, at patienterne også har været fysisk inaktive. Nogle grupper går i den debat så vidt som til at sige, at overvægt ikke er et problem, så længe man er fysisk aktiv. Min egen vurdering af litteraturen er, at overvægt – uden forhøjet fysisk aktivitet – øger risikoen for type 2 diabetes, og at fysisk inaktivitet – uanset vægt – ligeledes øger risikoen. Meget taler efter min opfattelse for, at det er en dårlig ide at gå ud fra, at man “kan løbe sig fra sin overvægt”, og antage at ens forhøjede mængde fysisk aktivitet og overvægt kombineret resulterer i omtrent samme risiko for at udvikle sygdommen som et liv med lavere (normal) vægt og fysisk inaktivitet – det er ikke det, litteraturen finder; den finder derimod, at overvægt – uanset aktivitetsniveau – øger risikoen, og at aktive fede har større risiko for at udvikle sygdommen end inaktive normalvægtige. Hvilket, set i lyset af den meget store effekt, overvægt har på risikoen for at udvikle sygdommen, heller ikke kan overraske.

Altså: Det er bedst både at tabe de ekstra kilo og dyrke motion, hvis man er i risikozonen for at udvikle sygdommen, og det er en dårlig ide at bruge – regelmæssig eller, som oftest, mere uregelmæssig – motion som en undskyldning, der kan “tilgive” de ekstra kilo. Jeg bør her naturligvis understrege, at regelmæssig motion reducerer risikoen ikke kun for at udvikle diabetes, men også for at udvikle en lang række andre ubehagelige sygdomme; det er sundt og kan kun anbefales, uanset om man er tyk eller tynd (så længe man ikke er anorektiker). Men motion får altså ikke risikoen for at få type to diabetes til at forsvinde, hvis man er overvægtig, og ligesom selv få ekstra kilo på sidebenene kan øge risikoen for at få type 2 diabetes markant, kan også selv et moderat vægttab resultere i en meget markant reduktion i risikoen for at udvikle type 2 diabetes. Jævnfør eksempelvis sygeplejerskestudiet jeg også linkede til i foregående sektion, tabel 4.

Arvelighed spiller for begge sygdommes vedkommende en rolle, og det synes at arveligheden er størst for type 1 diabetes. Vær evt. her opmærksom på at gøre dig helt klart, hvad ordet ‘arvelighed’ dækker over.

iii)

Insulin, hvad er det så for noget, og hvorfor bliver man syg af at mangle det?

Insulin er, meget forsimplet, grundlæggende et hormon, der sørger for, at kroppens celler kan optage og udnytte sukker som energikilde fra blodet. Uden insulin vil hovedparten af kroppens celler være ude af stand til at udnytte det sukker, der transporteres rundt i blodet, som energikilde, og de vil derfor være nødsaget til i stedet at udnytte kroppens fedtreserver. Resultatet er, igen lidt forsimplet, at kroppens celler langsomt “dør af sult”, mens mængden af sukker i blodet paradoksalt nok stiger og stiger. Det høje blodsukker er meget skadeligt på både kort og langt sigt.

iv) Kortsigtseffekter af sygdommen:

Diabetes udtrykker sig, både for type 1 og type 2′s vedkommende, som sagt ved at sukkerindholdet i blodet stiger. For “almindelige mennesker” reguleres insulinproduktionen stramt så at sige helt af sig selv, således at sukkerindholdet i blodet aldrig varierer særligt meget. Hvis man spiser en stor festmiddag, vil man næppe tænke videre over, at bugspytkirtlen kort efter måltidet trækker i arbejdstøjet og øger insulinproduktionen midlertidigt, så kroppen kan optage den ekstra energi, den tilføres – det er noget af det, der sker helt automatisk. Det sker ikke for type 1 diabetikere, for de producerer efter nogle år med sygdommen slet ikke insulin. Det sker derimod stadig for type 2 diabetikere; problemet her er som sagt, at insulinen de producerer ikke kan udnyttes effektivt nok. Det man i behandlingsøjemed søger at opnå, er at efterligne den raske befolknings blodsukkerregulering og den foretrukne måde at gøre dette afhænger af sygdommen. Type 1′ere vil have behov for tilført insulin, mens type 2′ere normalt vil kunne ‘nøjes’ med at tage andre former for medicin eller foretage livsstilsændringer som bevirker, at kroppens celler bliver bedre til at udnytte den insulin, de stadig producerer.

Mad får blodsukkeret til at stige, mens insulin får blodsukkeret til at falde. Grunden til, at insulin får blodsukkeret til at falde, er at insulinen hjælper sukkeret væk fra blodet, hvor det ikke gør nogen videre gavn, og over i de celler, der har brug for det. Hvis blodsukkeret stiger for meget, som det gør ved ubehandlede diabetikere, får man det skidt. Nogle af de mest almindelige symptomer på for højt blodsukker er: Hovedpine, koncentrationsbesvær, træthed, tørst, stort væskeindtag (/og hyppig vandladning), synsforstyrrelser, lokaliseret kløe, føleforstyrrelser og lægkramper. Lavt blodsukker manifesterer sig normalt ved: Bleghed, kramper (både lokaliserede og, hvis tilstanden forværres, almene – et svært diabetesanfald med for lavt blodsukker minder om et epilepsianfald, men det går ikke over igen af sig selv), træthed (evt. hyppig gaben), sult, koncentrationsbesvær, unormal sveddannelse – ofte i kombination med temperaturfald (kulderystelser), irration og synsforstyrrelser. Både for højt og for lavt blodsukker vil ubehandlet, for patienter hvor insulinproduktionen er ophørt, gå over i bevidstløshed, koma og i sidste ende død; for højt blodsukker (diabetisk ketoacidose) har jeg allerede været omkring; for lavt blodsukker (hypoglykæmi) kan gennemløbe hele processen fra ubehag til bevidstløshed, koma og død i løbet af timer – insulin er, i de forkerte (-for store) mængder så farligt, at der findes mange tilfælde, hvor diabetikere har anvendt en overdosis af hormonet som et forsøg på selvmord.

En del af symptomerne på for højt og for lavt blodsukker overlapper, og man kan derfor som diabetiker ikke altid være helt sikker på, om blodsukkeret er for højt eller for lavt, med mindre man måler det (diabetikere kan måle deres blodsukker med et blodsukkerapparat, der meget hurtigt – inden for 10-20 sekunder – kan fortælle, hvor højt blodsukkerniveauet er). En dårligt reguleret diabetes, og/eller en ikke-diagnosticeret diabetes, med hyppige høje (dette problem kan gælde både ikke-diagnosticerede patienter og patienter i behandling) eller lave blodsukre (dette problem gælder kun behandlede patienter), kan vænne kroppen til de abnorme blodsukkerværdier, og gøre det vanskeligere for den at signalere, at noget er galt. Hvis blodsukkeret, der for en ikke-diabetikers vedkommende typisk ligger et sted mellem 4 og 6 mmol/l i fastende tilstand, eksempelvis over en længere periode svæver rundt omkring de 12-15 mmol/l ved en diabetiker, kan kroppen vænne sig til tilstanden (hvilket i nogle tilfælde kan resultere i, at man som diabetiker kan udvikle symptomer på føling – mildt lavt blodsukker – allerede når blodsukkeret når ned omkring normalområdet, i stedet for normalt, hvor disse symptomer først opstår, når blodsukkeret når ned omkring eller under 4 mmol/l). Dette er en del af forklaringen på, at nogle type 2 patienter kan gå med sygdommen, og meget høje blodsukkerværdier, i mange år uden at søge læge; deres symptomer er ikke sjældent mindre udtalte, end de ville være for diabetikere i behandling, som havde samme blodsukkerværdier – nogle udiagnosticerede diabetikere er asymptomatiske helt indtil diagnosen stilles, måske som en konsekvens af et rutinemæssigt lægetjek eller lignende. Udover det forhold, at nogle ubehandlede/-diagnosticerede diabetikere er asymptomatiske og/eller har mildere symptomer end patienter i behandling gælder det også, at eftersom type ii diabetes ofte tager lang tid om at udvikle sig, vænner mange patienter sig gradvist til de pågældende symptomer. Denne tilvænning betyder, at sygdommen og dens symptomer let kan komme til at udgøre hvad de betragter som en naturlig del af deres normaltilstand (hvis en mandlig, ikke-diagnosticeret type 2 diabetiker eksempelvis lider af urinrørsforsnævring pga. forstørret prostata, tænker han – eller hans læge – måske ikke så meget over, at grunden til at han tisser så meget og så ofte er, at han også drikker meget mere, end han plejede at gøre, hvilket er en konsekvens af hans diabetes).

Mange af de symptomer jeg nævnte herover på for lavt og for højt blodsukker er for øvrigt om ikke hverdag så i hvert fald jævnlige og velkendte følgesvende for type 1 diabetikere, og type 2 diabetikere der insulinbehandles. Selv med en stram blodsukkerkontrol, kan det ikke undgås at blodsukkeret til tider stiger mere eller mindre, end man havde forventet. Et hurtigtvirkende insulinpræparat vil dog normalt kunne afhjælpe symptomerne på højt blodsukker relativt hurtigt, inden for en time eller så, og for lavt blodsukkers vedkommende vil det gå endnu hurtigere, da optagelse af eksempelvis druesukker eller frugtjuice som oftest kan afhjælpe symptomerne inden for blot måske 5-10 minutter. Bemærk her at mad- eller drikkevarer man normalt ville forvente var ‘forbudt’ for en person med ‘sukkersyge’ – som eksempelvis druesukker – er den bedste type medicin og førstehjælp for en diabetiker med hypoglykæmi. Symptomgivende forhøjet blodsukker (+15-16.0 mmol/l eller højere) reducerer i øvrigt sandsynligvis min performance-IQ med minimum noget der ligner 10-15%. For lavt blodsukkers vedkommende er effekten endnu større, og det er i øvrigt oftest den letteste måde for mig at konstatere, at noget er galt; at jeg pludseligt har svært ved ting, jeg normalt overhovedet ikke har problemer med. Hvis jeg her på bloggen lyder dummere, end jeg plejer, kan der godt være andre årsager end lige dem, I har i tankerne… De kortsigtede symptomer sygdommen giver i dagligdagen er ubehagelige, men de er også kroppens måde at hjælpe diabetikeren med at have kontrol over sygdommen, og et fravær af dem kan være yderst uhensigtsmæssigt. Nogle diabetikere i behandling med betablokkere vil have vanskeligere ved at føle lave blodsukre som følge af medicinen, hvilket kan betyde at et lavt blodsukker kan nå at blive meget lavt før det behandles, hvilket gør det farligere bl.a. fordi det øger risikoen for bevidstløshed uden forudgående symptomer. Alkohol påvirker også symptomfølsomheden; bevidsthedspåvirkningen gør det vanskeligt for diabetikeren at vurdere, hvornår blodsukkeret er uden for det hensigtsmæssige niveau, og alkohol er derudover også farligt, fordi det påvirker leverens evne til at frigive glykogen, hvilket er kroppens naturlige forsvarsreaktion overfor lavt blodsukker.

Som bemærket kan et lavt blodsukker være meget farligt, hvis der ikke tages hånd om det relativt hurtigt. Et lavt sukkerindhold i blodet betyder, at kroppens celler ikke har nok energi at arbejde med, og det er meget uhensigtsmæssigt – især hjernen er meget sårbar overfor lave blodsukre. Mennesket har en meget stor hjerne, og det kræver masser af energi at holde den i gang hele tiden. Et over en lang periode meget lavt blodsukker, hvor diabetikeren går i shock, kan forårsage permanente hjerneskader og evt. resultere i varig koma, hvis vedkommende overlever.

For lige at snige lidt personlig erfaring med ind i alt det her: Jeg gik en nat, mens jeg gik i 1.g, efter en fodboldkamp den foregående aften – fysisk aktivitet sænker almindeligvis blodsukkeret (men kan paradoksalt nok få det til at stige, hvis blodsukkeret i forvejen er stærkt forhøjet) – i et insulinshock, der ledte over i koma. Vi boede ret langt fra sygehuset, og selvom mine forældre havde stor erfaring med min sygdom, og vidste hvor galt det stod til, kunne de i første omgang ikke overtale alarmcentralen til at sende en ambulance, som derfor først kom efter andet opkald. Situationen var så alvorlig, at jeg (i bevidstløs tilstand) blev tilkoblet respirator, fordi min vejrtrækning var påvirket, og i alt lå bevidstløs i mere end et døgn efter jeg blev indlagt. Det var den værste, men desværre langt fra den eneste, episode af den type, jeg havde i ungdomsårene. At bo alene og lide af denne sygdom er at have sådanne episoder i baghovedet hele tiden, for det vil ofte være yderst vanskeligt at skaffe hjælp i tide, hvis man begår en fejl (som eksempelvis at glemme, at man allerede har taget sin nat-insulin, og derfor ved et uheld tage den to gange. Selvom dobbelt dosis ikke lyder af meget, vil det være mere end nok til at forårsage en hypoglykæmisk episode – altså symptomgivende lavt blodsukker – samme nat. Hvis man ikke vågner pga. symptomerne, eller ikke er klar nok i hovedet til at vide, hvad der er galt, og hvordan man skal håndtere det, fordi det lave blodsukker allerede har resulteret i væsentlig bevidsthedspåvirkning, så man ikke tænker klart og måske er meget træt, så man lægger sig til at sove igen i stedet for at måle blodsukker og få nogle hurtige kulhydrater indenbords, kan sådan en natlig episode være fatal).

Jeg tager minimum seks injektioner om dagen, et langsomtvirkende præparat morgen og aften samt et hurtigtvirkende præparat morgen, middag, eftermiddag og aften. Politikere og hospitalsansatte taler, når emnet kommer op i medierne, meget om senkomplikationerne og deres påvirkning af sundhedsbudgetterne. Diabetikere har også senkomplikationerne i tankerne, især dem, der allerede har erhvervet sig en eller flere af dem, men type 1 diabetes er mildt sagt hverken symptomløs eller en sygdom, der kun har indflydelse på ens liv på langt sigt. Den er en del af ens hverdag.

Senkomplikationerne tager jeg i en anden post. Jeg har dækket dem kursorisk her, men jeg ved jo godt at de færreste følger de pågældende links.

[Opdatering: Min opfølgende post om langsigtseffekterne/senkomplikationerne er at finde her. Hvis du vil vide, hvorfor det er en rigtigt dårlig ide ikke at få sin type 2 diabetes diagnosticeret, så bør du læse den artikel. Med til diabetes hører en lang række rigtigt ubehagelige komplikationer, som kan støde til efter mange år med sygdommen, eksempelvis hjerteanfald, blindhed, amputationer og nyresygdom, og mange type 2 diabetikere ville hvert år have kunnet spare sig selv og deres familier for mange sorger, hvis de var blevet diagnosticeret hurtigt og kommet i behandling.

En yderligere post-skript note: Jeg er ikke læge eller medicinsk uddannet. Bare lige så I ved det.]

…

*Dette er faktisk, ved nærmere eftertanke, ikke korrekt. Type 1 patienter der behandles med insulinpumpe, tager ikke daglige injektioner, men det ændrer ikke på, at insulinen også i deres tilfælde skal tilføres udefra. Det samme gælder muligvis også nogle af de patienter, der deltager i forsøg med inhalerbar insulin.

**Det er faktisk et mindretal af de diabetikere, der er afhængige af insulininjektioner, der har type 1 diabetes. Dette skyldes dels, at type 2 diabetes er langt mere udbredt end type 1, idet 80-90% af alle danske diabetikere er type 2 diabetikere (link), dels at type 2 patienter ofte ikke kan nøjes med tabletbehandling på langt sigt – statistisk får således ca. halvdelen af alle type-2 diabetikere behov for insulin efter ca. 6 år med diabetes (link).

“Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at livet går så hurtigt, og jeg ikke lever fuldt ud.”
“Der er aldrig nogen der lever fuldt ud, undtagen tyrefægtere.”
“Jeg er ikke interesseret i tyrefægtere. Det er ikke noget normalt liv. Jeg har lyst til at rejse ind i baglandet i Sydamerika. Vi kunne få en fantastisk tur.”

…

“Du Jake,” han lænede sig frem over baren. “Har du aldrig den fornemmelse af at hele livet går, og du får ikke noget ud af det? Er du klar over at du allerede har levet næsten halvdelen af den tid du har?”
“Jo, engang imellem.”
“Ved du at om cirka femogtredive år er vi døde?”
“Ja, hvad faen, Robert, hvad faen.”
“Det er alvor.”
“Det er i hvert fald en af de ting jeg ikke bekymrer mig om.”
“Det burde du gøre.”
“Jeg har haft nok af at bekymre mig om i min tid. Jeg er færdig med at bekymre mig.”
“Ja, jeg ville nu gerne til Sydamerika.”
“Ærligt talt, Robert, det hjælper ikke at rejse til et andet land. Det har jeg prøvet altsammen. Man kan ikke komme væk fra sig selv ved at flytte sig fra et sted til et andet. Det duer ikke.”

En milepæl

Det er altid dejligt at vide, at man gør fremskridt, og på et område fik jeg i dag en meget tydelig indikation af, at jeg har udviklet mig: Jeg bankede i morges for første gang nogensinde en FM i et lynskakparti (2+0). Nej, ikke ved at vinde på tid i en tabt stilling – slutstillingen var 3 bønder + tårn + springer for mit vedkommende, modstander havde 1 bonde + tårn + løber tilbage. Lækkert!