Montefiore

Jeg er blevet færdig med Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi: Stalin, Den røde zar og hans hof. En anmeldelse af bogen her, en anden her.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin’s ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet (‘revolutionen’). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin – og hans nærmeste – fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin’s egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. ‘På godt og ondt’ bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold – tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30′erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre – og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30′erne ‘under Jesjov og Berija’ (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi ‘kommer tæt på’ betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den ‘almene dannelse’ folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.“

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva‘s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.