Gorbatjov III

Tidligere posts her og her.

Jeg har valgt bare at gøre det til en løs afrunding, for han siger sandt at sige ikke ret meget interessant i bogens sidste sider. Det koger mest ned til: ‘Peace, love and understanding’. Gorbatjov vil have afsluttet våbenkapløbet, for russerne kan ikke længere følge med. Han taler smukt om alle de mange områder – videnskab, teknologi, handel, udenrigspolitik – hvor Vesten burde samarbejde med Sovjet; eller i det mindste ikke modarbejde dem. Han mener selvfølgelig ikke, Sovjet skylder Vesten noget videre, og ideen er naturligvis, som jeg også bemærkede i afsnit II, at Vesten bør give indrømmelser uden at forvente at få noget igen.

…

Jeg har ikke været særligt venlig overfor Gorbatjov i disse posts, og måske har jeg også været lige en lille tand for skarp. Ikke sådan at forstå, at jeg tager min kritik tilbage, på ingen måde, kritikken i mine posts er både berettiget og helt på sin plads. Men når det kommer til den svære afrunding, hvor der skal opstilles en konklusion, er der forhold jeg ikke indtil nu har været omkring, som jeg mener fortjener at komme med i betragtningerne. Jeg mener det primære fokus, når der fældes moralske domme, bør vær på handlinger og konsekvenser, ikke på intentioner, og det er et stærkt argument for, at dommen over Gorbatjov ikke bør være hårdere end som så: Manden ledede en politistat, han var marxist og kollektivist, han var inspireret af en vulgærmarxistisk historicisme, han var historieforfalsker, en løgner, et magtmenneske og en masse andet grimt, og sandt at sige har jeg intet andet end foragt tilovers for det system, han regerede, og mange af de ideer, han havde. Men der er som sagt også den anden side af mønten. Det er svært at komme udenom, at de reformer han satte i gang var medvirkende til, at netop det system han forsøgte at redde blev fjernet fra jordens overflade. Det var ikke det, han havde forestillet sig ville ske, men det var det, der skete, og alt i alt var sammenbruddet, og den måde det fandt sted på, ikke noget dårligt udfald – og på det tidspunkt var der, bør vi huske på, rigtig mange grimme udfald, som spøgede i kulisserne (militærkup, lang og blodig borgerkrig, ect). Man kan naturligvis argumentere for, at Gorbatjovs rolle i det store spil var ret lille, og at systemet ville være kollapset uanset hvad han havde gjort. Der er nogen vægt bag denne indvending, men det er svært for mig at acceptere et argument om, at perestrojkaen ikke fremskyndte processen.

Gorbatjov II

Udgangspunktet for analysen er Perestrojka – Nytænkning i Russisk Politik, af Mikhail Gorbatjov, Gyldendals forlag, 1987. Første post her.

En række citater fra bogen, såvel som mine kommentarer. Citater i kursiv, kommentarer med alm. skrift. Alle fremhævelser med fed skrift er fra den oprindelige fremstilling:

…

i) Lige fra Sovjetmagtens grundlæggelse tillagde Lenin og partiet retssikkerheden primær betydning (s.110).

Ja, det skrev han faktisk… Skal vi minde ham om, at Tjekaen blev oprettet kun halvanden måned efter statskuppet?

Men det ved han utvivlsomt godt, han bruger en masse sider på at snakke om Lenin, han ved en masse om ham, helt sikkert – og ikke kun den mytologiske Lenin fra statspropagandaen, nej da. Så nu er jeg forvirret. Ulla snakker om primær og sekundær retssikkerhed, nu skal jeg også til at inkorporere i mit begrebsapparat en helt uafhængig variant, hvor det at ’tillægge retssikkerheden primær betydning’ er kompatibelt med (/ensbetydende med?) oprettelsen af hemmelige politikorps, som myrder folk, der er uenige med de politiske ledere.

På den anden side løser dette problemet med at finde svar på vanskelige spørgsmål som dem, der for tiden diskuteres ovre op professorvældet, for helt ærligt: Hvis retssikkerhed og et hemmeligt politi som myrder politiske modstandere går hånd i hånd, så er den igangværende debat vel egentlig ikke noget, jeg behøver spilde min tid med. Så burde jeg da så sandelig vente med at komme med kritik, til der virkelig er brug for det, og retssikkerheden uden for enhver tvivl er i fare. Vent…

…

ii) Den økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid mellem de kapitalistiske og socialistiske lande er uundgåelig. Men den må og skal holdes inden for rammerne af en fredelig konkurrence, som nødvendigvis forudsætter samarbejde. Historien må dømme om det ene eller andet systems fortjenester [fejl i oversættelsen?]. Den vil løse alt. Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst. Lad den fredelige kappestrid afgøre det, lad hvert system vise sin evne til at tilfredsstille menneskets interesser og behov. (s.154-55)

Den korte kommentar til ovenstående ville være: Historien har talt. Men muslimerne kunne lære af Gorbatjov når det kommer til tvetungethed og dobbelttænkning, for han skriver også:

Nogle socialistiske lande gennemgik alvorlige kriser i deres udvikling. Sådan var det f.eks. med Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen i 1956 og igen i begyndelsen af 1980erne. Hvert af disse kriser havde sine særtræk, og man kom ud af dem på forskellig måde. Men det er en objektiv kendsgerning, at ikke i et eneste af de socialistiske lande fandt der en tilbagevenden til det gamle system sted. Jeg vil gøre den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er socialismen, der er skyld i vanskelighederne og problemerne i de socialistiske landes udvikling, men hovedsageligt de herskende partiers fejlberegninger. (s.171)

og videre:

hele systemet af politiske forbindelser mellem de socialistiske lande skal opbygges på et ukrænkeligt grundlag af fuld selvstændighed. (s.173)

Altså: “Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst” – så længe ‘folket’ vælger kommunismen. Hvis man vælger noget andet vil det resultere i en ‘krise’. Det var ikke med Gorbatjovs gode vilje at muren faldt, og det var bestemt ikke hans hensigt, at situationen udviklede sig, som den gjorde. En uddybning:

I den vanskelige internationale situation havde den enstemmigt trufne beslutning om forlængelse af Warszawapagtens Politisk-Konsultative Komités periodiske møder foregår der en art akkumulering af dens deltageres ideer og initiativer. Man “stiller urene ind efter hinanden”.
Sagt på en anden måde drejer det sig om en organisk afstemning af hvert broderlands udenrigspolitiske initiativer med den aftalte fælles linje. (s.174)

Til dem der skulle være i tvivl: Selvom mit russiske er elendigt, ved jeg nok til at kunne sige med stor sikkerhed, at ‘den aftalte fælles linje’ bedst kan oversættes med ‘Moskva-linjen’. Man stiller med andre ord urene ind efter, hvad Moskva siger. Det er ikke det, der står, men det er det, han siger. Begrebsforvirringen breder sig, for nu skal jeg også til at acceptere en udgave af ‘national selvbestemmelse’, hvor der ikke er nogen selvbestemmelse. Nå, man lærer det vel efterhånden…

…

iii) I teorien, i det vi kalder den videnskabelige socialisme, tales der om, at det menneskelige samfund gennemgår bestemte etaper i dets udvikling. Der har været det oprindelige ursamfund, derpå slavesamfundet og det feudale samfund. Som afløser for feudalismen kom kapitalismen. Og i det 20. århundrede begyndte det socialistiske samfund sin eksistens. Vi er overbeviste om, at alt dette er lovmæssige trin på en historisk stige. Det er en uundgåelig udvikling i verden. (s.158)

Historicisme for fuld udblæsning. Som altid henvises til Popper.

…

iv) Kommunismen har et mægtigt humanitært potentiale. (s.162)

Igen: Skrev han virkelig det? Hvad mon ofrene har at sige til den påstand?

…

v) Den sovjetiske ledelse stræber efter at føre politik på en ny måde. I første række vil jeg her nævne dialogen. Uden dialog er det svært at tale om opnåelse af gensidig forståelse. Efter at være gået over til den ny tænknings principper har vi gjort dialogen til det grundlæggende redskab for at få dem godkendt i den internationale praksis. Desuden kan vi ved hjælp af dialogen kontrollere realismen i vores ideer, initiativer og i selve vores adfærd i internationale anliggender.

[...]

I det internationale samvær ønsker vi at give ordene deres ægte, oprindelige betydning tilbage. Når vi proklamerer vores hengivenhed over for en ærlig og åben politik, tænker vi på ærlighed, anstændighed og oprigtighed, og vi følger disse principper i praksis. Disse principper er i sig selv ikke nye, vi har arvet dem efter Lenin. Det ny består i, at den nuværende situation gør dem forpligtende for alle.

Er det det nye? Er der noget nyt overhovedet? Tjoh, tjah… Det lyder da rigtig godt, det der står. Men to problemer:

a) Han bruger Lenin som sit eksempel på en mand, som bedrev ærlig og oprigtig tale på den internationale arena. Det er måske en smule uheldigt. Et par eksempler*:

Rumour here going that the oxszar [extsar] has been murdered. Kindly wire facts.
National Tidende.

…

Rumour not true exczar safe all rumours are only lie of capitalist press.
Lenin

…

Denne udveksling fandt sted mellem National Tidende København og Lenin d. 16. juli, 1918, blot få timer før zaren blev myrdet og mens mordforberedelserne var vel undervejs. Eller hvad med den her:

To comrade Krestinsky:

I propose to form a commision immediately (initially this can be done secretly) to work out emergency measures (in the spirit of Larin: Larin is rigth).
Let us say you + Larin + Vladimirsky (or Dzerzhinsky) + Rykov or Miliutin?
It is necessary secretly – and urgently – to prepare the terror. And on Tuesday we will decide whether it will be through SNK or otherwise.

Lenin**

Det giver god mening at man ikke vil gå og skilte med, at man starter masseterror. Men er det ikke tankevækkende, at Gorbatjov har Lenin i tankerne som rollemodel, når han snakker om mere åben politik og politisk dialog? Lenin var aldrig åben***. Han var en paranoid autokrat, som af gode grunde aldrig stolede på andre end sine allernærmeste ‘kammerater’, og heller ikke disse havde hans fulde tillid.

b) Andet problem er selvfølgelig, at han lyver når han siger, at ‘vi følger disse principper i praksis’. Det gør han jo ikke, og det har man aldrig gjort i Sovjet. Han taler for at tale åbent og ærligt og påbegynde en meningsfuld dialog, men inden han overhovedet er gået i gang har han løjet os lige op i vores åbne ansigt med sin historieforfalskning. For at gøre det værre er det ikke kun historiske forhold han lyver om, det går heller ikke for godt for ham, når han skal forholde sig til nutiden (87): Han siger ikke klart og tydeligt, at muren ikke bliver revet ned, aldrig, no way; han siger ikke klart og tydeligt, at balterne godt kan glemme alt om selvstændighed; han siger ikke klart og tydeligt, at russerne stadig er midt i en erobringskrig mod Afganistan med henblik på at lave en ny satellitstat. Men det er det, han tænker, og det er det, man kan læse ud af hans ord, hvis man gør sig lidt umage. Hvad der naturligvis ikke burde være nødvendigt, hvis han gjorde som han lagde op til, og talte lige ud af posen. Hvad han siger i stedet i sidstnævnte tilfælde, et eksempel der må siges at være yderst illustrativt, er dette:

Vi ville gerne så hurtigt som muligt trække de sovjetiske tropper tilbage til fædrelandet. I princippet er dette problem løst. Men det er forbundet med nødvendigheden af en politisk løsning omkring Afganistan. Vi støtter den nuværende afghanske ledelses kurs hen imod national forsoning. Sovjetunionen ønsker også i fremtiden at se Afghanistan som en uafhængig, suveræn og alliancefri stat. Hvilken vej landet vil gå, hvilken regering dder vil blive, hvilke udviklingsprogrammer der vil blive gennemført – det skal det afghanske folk bestemme, det er dets suveræne ret. Men den amerikanske indblanding forhindrer tilbagetrækningen af vores tropper og bremser den nationale forsoningspolitiks virkeliggørelse og dermed også en løsning af hele problemet omkring Afghanistan.

Manden er en løgner, og at han ‘lægger op til dialog’ ændrer altså ikke rigtig noget, han bruger stadig det samme nysprog som sine forgængere. Hvad er så det nye? Det eneste nye er, at han i sine lange oratoriske udfoldelser også benytter sig af ordet dialog, som om han tror, at han med brugen af dette ord automatisk åbner op for løsningen på alle problemerne. Han bruger mange kræfter på samtalen, eller mere præcist: På det Øst og Vest kan blive enige om. Som om individer med vidt forskellige politiske udgangspunkter og idealer automatisk vil blive enige, hvis bare de taler længe nok med hinanden, også uden at ændre mærkbart på idealerne. Som om samtalen i sig selv er en problemløser, der fjerner al uenighed. Som om alle problemer bare kan snakkes væk.

Uanset hvor populært synspunktet så end måtte være, så er det forvrøvlet. Uenighed går ikke væk, bare fordi man snakker om den. Nej, det er ikke et argument for ikke at snakke om den, til dem der måtte være i tvivl, det er bare et argument for ikke at tage selve diskussionen alt for højtideligt. Det er debattens indhold, ikke det forhold at debatten finder sted, der bør fokuseres på og være interesseobjektet. Gorbatjov var vant til, at man ikke sagde ham imod, og ikke snakkede om problemerne. Selvom han var opmærksom på dette ‘problem’ – der kun var et problem, fordi systemet ikke længere fungerede, ikke fordi folk skulle have lov til at sige hvad de mente – og havde til hensigt at mindske det, bærer hans oplæg til ‘dialog’ i den grad præg af den kommunistiske systemtænkning. Han taler for åbenhed og ærlighed, og lyver samtidig så det står efter. Han forstår ikke, at løgnen ikke bliver sand, bare fordi magtfulde mennesker står bag den. Det problem er der mange andre, der døjer med i dag. En diskussion mellem folk med forskellige ideologiske opfattelser vil kun lede til enighed, hvis ikke de snakker om det, de er uenige om. Der kan ske en tilnærmelse, en dybere forståelse for, hvad uenigheden bunder i, jovist, men en diskussion mellem to mennesker med forskellige værdisæt vil ikke lede til enighed, hvis begge parter holder fast, og værdisættene ikke er kompatible. Med mindre altså de ikke snakker om værdisættene selvfølgelig. Hvilket er en væsentlig pointe at få med. Gorbatjov ville gerne snakke med andre – så længe de var enige. Så længe det fremmede revolutionen og kommunismen. Hans syn på ytringsfriheden minder meget om den, en anden stor gruppering for tiden har. Ideen der ligger bag er, at så længe vi snakker om det, vi kan blive enige om, glemmer vi, at vi er uenige om de andre ting. Og hvis vi glemmer uenigheden og ikke fokuserer på den, så forsvinder den efterhånden af sig selv.

Det gør den bare ikke.

Gorbatjov slår i fremstillingen enkelte steder nærmest knuder på sig selv for at finde et svar på Vestens utilfredshed med hans utiltalende diktatur, som han tror vil passe Vesten, uden at han på nogen måde forpligter sig til at ændre noget videre på fundamentet. Det lyder også velkendt, som en strategi en anden stor gruppe også har benyttet sig af efter murens fald, gør det ikke?

…

Jeg vil bestræbe mig på, at tredje og sidste del af analysen kommer i weekenden.

…

*Kilde: The unknown Lenin – from the secret archive, Richard Pipes, document 22, p.47
**Kilde: Ibid, Document 28, p.56-57
*** Der er utallige eksempler. Fra samme kilde, hvis ikke de to var nok, kan eksempelvis nævnes: Dokumenterne 19 og 20 (Murmansk-affæren), dokument 64 (forholdet til Tyrkiet), dokument 68 (sovjetterne opkøbte tyske våben i 21, en sag der først kom frem efter murens fald), dokument 83 og note (Genoa-topmødet i foråret 1922 og Lenins manøvrering i den forbindelse), dokument 94 og note (vedr. konfiskation af værdier i ortodokse klostre og kirker under krigskommunismen). At kalde Lenin en åben og ærlig diplomat/statsmand/diktator/whatever er vanvid, der var meget lidt han foretog sig, der ikke havde en skjult dagsorden, og han holdt alle dage kortene meget tæt ind til kroppen. Det gjorde Stalin i øvrigt også – og det var en af grundene til, at sidstnævnte levede så længe, som han gjorde.

Gorbatjov I

Som jeg tidligere har bemærket, læser jeg for tiden lidt af Gorbatjov. Ved et tilfælde faldt jeg, kun et par dage efter at have set/hørt Kasparov og Stephen Cohen diskutere blandt andet ham og hans rolle i og betydning for udviklingen i 80erne, ved et tilfælde over bogen, og besluttede mig for at give den en chance. Den fulde titel på bogen er Perestrojka, Nytænkning i Russisk Politik, udgivet ved forlaget Gyldendal samme år som værket udkom i Rusland, 1987. Oversætterne er (næsten alle, førstnævnte er dog et ubeskrevet blad for mig) kendte størrelser i den her sammenhæng: Jan Hansen, Bent Jensen, Samuel Rachlin og Flemming Rose. Det var primært min nysgerrighed forbundet med denne enestående mulighed for at få en så oplagt primærkilde i hænde billigt, der gav mig lyst til at købe bogen. Derudover spiller det naturligvis ind, at min viden om historiske forhold fsva. den helt nære fortid desværre må siges at være ret begrænset, i forhold til hvor meget jeg godt kunne tænke mig at vide om den.

Perestrojka er, for dem der er helt lost her, som det gøres klart i en note i indledningen af bogen “afledt af det russiske verbum “perestroit”, som betyder at bygge om som f.eks. at bygge et hus om. Mulige oversættelser af ordet perestrojka kan være: ombygning, omlægning, omstrukturering, omrokering, omstilling“. Det er efter min opfattelse blevet almindeligt i vestlig sammenhæng at sidestille de to begreber glasnost (offentlighed på russisk, oversættes ofte med åbenhed) og perestrojka og opfatte de to begreber som mere eller mindre to sider af samme sag, selvom det næppe er en helt korrekt måde at anskue begreberne. Perestrojka relaterede til reformprocessen i sig selv, glasnost til en af de konkrete elementer som perestrojkaen indeholdte.

Nogle pointer fra og kommentarer til bogen indtil nu:

i) Pointen med Perestrojkaen var ikke at afvikle socialismen. I et meget centralt underafsnit i første kapitel, ved navnet Mere Socialisme, mere demokrati, skriver Gorbatjov:

Nogle stiller spørgsmålet med et lønligt håb, andre med ængstelse: betyder perestrojkaen ikke, at man opgiver socialismen, eller at man i det mindste udvander dens grundlag?
Der er folk i Vesten, der gerne vil hægte denne version op på os: socialismen befinder sig i en dyb krise og fører samfundet ind i en blindgyde. Netop på den måde fortolker man vores kritiske analyse af den situation, der opstod i landet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Efter deres opfattelse findes der kun en udvej: overtagelse af de kapitalistiske metoder til økonomisk ledelse og sociale organisationsformer, og det vil sige at man lader sig drive over mod kapitalismen.
Man fortæller os, at det ikke kan blive til noget med perestrojkaen inder for rammerne af det eksisterende system, og man foreslår os at forandre det og tage ved lære i erfaringerne fra et andet socialt og politisk system. Man tilføjer oven i købet, at hvis Sovjetunionen vælger den vej og afstår fra sit socialistiske valg, så vil det bane vejen for oprettelsen af nære forbindelser med Vesten. Det kommer endda så vidt, at man lader forstå, at Oktoberrevolutionen i 1917 var en fejltagelse, der nærved havde afskåret vort folk og vort land fra den sociale udviklings hovedåre.
For at udelukke alle mulige rygter og spekulationer om det emne – og vi hører ikke så få af dem fra Vesten – så lad mig endnu engang understrege: vi gennemfører alle vores forandringer i overensstemmelse med vores socialistiske valg, og vi søger svar på de spørgsmål, som livet stiller os, inden for socialismens rammer og ikke uden for dens grænser. Alle vores succes’er og fejltagelser måler vi med socialismens målestok. De, der håber, at vi vil fjerne os fra den socialistiske vej, må indstille sig på en bitter skuffelse. [...] Vi vil bevæge os frem mod en bedre socialisme og ikke bort fra den.
[...]
Når jeg taler om det spørgsmål, vil jeg gerne have, at man forstår mig ret: vi, det sovjetiske folk, er for socialismen (og jeg har allerede forklaret hvorfor), men vil ikke påtvinge andre vores overbevisninger. Lad hver enkelt træffe sit eget valg, så skal historien nok sætte alt på rette plads. [...] Efter vores opfattelse skyldes vanskelighederne og problemerne i halvfjerdserne og firserne ikke, at socialismen er ude i en krise som et samfundspolitisk system, men at de tværtimod er en følge af, at man ikke tilstrækkelig konsekvent førte de socialistiske principper ud i livet, at man afveg fra dem og endog forvanskede dem, og at man blev ved med at opretholde sociale styringsformer og metoder, der udviklet under bestemte historiske betingelser i den socialistiske udviklings tidligste faser.

“Vi, det sovjetiske folk, er for socialismen”. Klinger lidt hult når det kommer fra en ‘leder’, for nu at bruge DR’s sprogbrug, der regerer uden noget folkeligt mandat, gør det ikke? Hvad angår den sidste del: Stalin kunne ikke have sagt det bedre, problemet er ikke socialismen, problemet er at vi ikke er socialistiske nok. Mon ikke Stalin sagde nøjagtigt det samme, før han begyndte tvangskollektiviseringen: NEP var en fejltagelse, vi skulle bare have fortsat i Lenins blodige fodspor i stedet!

…

ii) En revolution fra oven eller fra neden? Gorbatjov kalder mange gange i løbet af bogen Perestrojkaen for ‘en revolutionær proces’, der menes ikke med førnævnte spørgsmål revolution i ordets oprindelige betydning. Gorbatjov medgiver, at perestrojkaen er initieret af eliten, men benægter at perestrojkaen alene er et elitens projekt. Selvom reformerne, set i vores optik, primært var systembevarende i deres sigte, er omfanget af de reformer Gorbatjov har i tankerne alligevel enormt, hvad der tydeligt illustreres i citatet herunder:

“Selve perestrojkaens karakter forudsætter, at den skal finde sted på hver enkelt arbejdsplads, i hvert enkelt arbejdskollektiv, i hele styringssystemet, i parti- og statsorganerne indbefattet Politbureauet og regeringen. Perestrojkaen vedkommer alle fra den menige kommunist til sekretæren i Centralkomiteen, fra arbejderen til ministeren, fra ingeniøren til akademimedlemmet. Perestrojkaen kan kun blive ført til ende, hvis den bliver et fællesfolkeligt anliggende.

Han tilføjer, for at komme nærmere et svar på det oprindelige spørgsmål:

“Perestrojkaens egenart og styrke består i, at den samtidig er en revolution “fra oven” og “nedefra”. Heri ligger også en af de stærkeste garantier for dens succes og uigendrivelighed. Vi vil resolut stræbe efter, at masserne, “græsrødderne” opnår alle deres demokratiske rettigheder og lærer at benytte sig af dem som noget normalt og gøre det kompetent og ansvarsfuldt. Livet har overbevisende bekræftet, at når historien foretager nogle bratte vendinger, og når der opstår en revolutionær situation, så demonstrerer folket en forbløffende evne til at lytte, forstå og reflektere, hvis man fortæller det sandheden. Selv i de vanskeligste perioder efter Oktoberrevolutionen og under borgerkrigen handlede Lenin netop på den måde. Han opsøgte det arbejdende folk og talte med dem. Derfor er det så vigtigt for perestrojkaen, at den opretholder et højt niveau af politisk og faglig energi i masserne.
I Vesten siger man ofte, at perestrojkaen vil støde på vanskeligheder, og at det vil fremkalde massernes utilfredshed. Hvad skal man sige i den anledning? Der vil selvfølgelig opstå vanskeligheder, når det drejer sig om så stor en sag. Hvis vi kommer ud for eksempler på berettiget utilfredshed eller protest, så vil vi grundigt undersøge årsagerne til den slags fænomener. Administrativ emsighed vil ikke være til nogen gavn her. [...] Hvis folk taler og taler på møder, skriver til aviser, henvender sig til de ledende instanser, og det alt sammen blot bliver ignoreret, ja så kan man komme ud for nogle af de uvante tilkendegivelser nedefra. Det er en følge af forsømmelser i vores arbejde.
Der er kun ét kriterium her: alt, hvad der styrker socialismen, alt det vil vi lytte til og tage hensyn til. Og de tendenser, der er fremmede for socialismen, dem vil vi kæmpe imod, men jeg gentager, at det vil ske inden for rammerne af den demokratiske proces.

Befolkningen har ikke ret mange demokratiske rettigheder, og når de får nogle flere af dem, skal de bruge dem ‘kompetent og ansvarsfuldt’ (for ellers!?). Alle nye tiltag skal ske inden for rammerne af den demokratiske proces, altså den demokratiske proces hvor befolkningen stadig ikke rigtig har nogen rettigheder. Er der ikke et eller andet, der ikke hænger sammen her? Er stemmeret i øvrigt ikke en ‘demokratisk rettighed’? Hvordan kan systemet stadig være kommunistisk, hvis befolkningen får stemmeret og oppositionspartier bliver tilladt – og hvis ikke befolkningen får stemmeret, hvad er det så for en snak om demokratiske rettigheder Gorbatjov vrøvler om?

Konklusionen ovenfor summerer sagen meget godt op: Hvis I taler for reformer vi ikke bryder os om, vil vi ikke høre på Jer. ‘Revolution fra neden’ indeed!

…

iii) Et sjovt synspunkt jeg på et tidspunkt stødte på, men hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan huske, er dette: Gorbatjov var ikke blot klar over, at perestrojkaen kunne vise sig at starte en udvikling, som ikke kunne stoppes og som derfor højst sandsynligt ville ende med opløsningen af USSR, han forventede ligefrem dette udfald og arbejdede udfra teorien om, at denne tese var korrekt. Han var “hemmelig demokrat” (af den vestlige slags forstås; han bruger ordet demokrati meget i sin fremstilling, men man har lidt indtryk af, at demokrati var firsernes version af ordet integration; et plusord der lyder godt, men som ikke behøver betyde noget videre, og ligeledes et ord hvis betydning kan variere markant på tværs af politiske skel), der i virkeligheden pønsede på at styre Sovjet i retning af Vesten og demokratiet, også selvom han ofte var nødt til at sige det modsatte. Der er intet i bogen indtil nu der peger i den retning, jf. også ovenfor, og der er rigtig mange ting, der peger i den modsatte retning – den vigtigste af dem det forhold, at han selv betragter perestrojkaen som en proces, der kan vise sig at tage adskillige årtier:

Vor generation står over for den enorme opgave at omkalfatre landet. Vi bliver måske ikke færdige, men at sætte skub i fremskyndelsesprocessen skal vi nok nå. Vi vil lægge fundamentet.