Il Principe III

Min første (korte) post om bogen kan læses her, anden (betydeligt længere) post kan læses her. Vil springe lige ud i det og anvende samme fremgangsmåde som i post II, alle fremhævninger i teksten er mine egne:

1) Machiavelli skelner i kapitel 10 mellem de fyrster, der er magtfulde nok til at forsvare sig selv i nødstilfælde, og så de fyrster, der behøver andres hjælp og beskyttelse. De første er stærke nok til at rejse en hær og møde fjenden på åben mark, de andre er afskåret fra denne mulighed. Det bedste de ‘svage’ fyrster kan gøre, er iflg. Machiavelli at opgive landet og befæste byen godt. Han nævner i denne sammenhæng de samtidige tyske byer, der alle har velanlagte mure, grave og rigeligt skyts. I de offentlige magasiner er der altid mad, drikke og brænde for et år. Disse byer var således særdeles godt rustede til at modstå selv langvarig belejring. Det følgende citat relaterer til belejringssituationen, og det er meget betegnende for Machiavelli’s måde at tænke på, så jeg vil citere i nogle detaljer:

“Man kan indvende, at folket, der har besiddelse uden for murene og ser dem gå op i flammer, vil tabe tålmodigheden over den lange belejringstid og glemme fyrsten. Hertil svarer jeg, at en mægtig og modig fyrste altid vil overkomme disse vanskeligheder ved snart at give sine undersåtter håb om, at ulykken ikke skal vare længe, snart indgive dem frygt for fjendens grusomhed og behændigt sikre sig dem, der synes ham for fremtrængende. For øvrigt vil fjenden naturligvis hærge og brandskatte landet ved indmarchen på en tid, hvor borgerne er begejstrede og parat til forsvar. Fyrsten har endnu mindre grund til at være bekymret, når begejstringen er afkølet, skaden allerede er sket, lidelserne gennemgået og ingen hjælp mere mulig, hvorfor undersåtterne knyttes endnu fastere til fyrsten, da de tror, at han har forpligtelser over for dem, fordi de har tabt hus og jord for hans skyld. Menneskene er skabt således, at de ydede velgerninger forpligter lige så meget som modtagne.” (s.47)

‘De tror, at han har forpligtelser over for dem.’

…

2) “Der er nu kun tilbage at tale om de gejstlige fyrstevælder. Her kommer vanskelighederne før erhvervelsen, da de erhverves enten ved held eller dygtighed, men bevares uden nogen af delene. De støtter sig nemlig på urgamle, hellige traditioner, der er så mægtige, at de bevarer tronen, ligegyldigt hvordan fyrsten lever og handler. De er de eneste herskere, der har stater og ikke forsvarer dem, og undersåtter uden at regere dem; men staterne fratages dem ikke, selv om de er uden beskyttelse, og borgerne bryder sig ikke om, at de ikke regeres, de hverken kan eller vil løsrive sig. Kun disse fyrster nyder sikkerhed og lykke.” (s.49)

Long story short: De her folk har den bedste deal overhovedet – det er faktisk umuligt for dem at fucke up, lige meget hvad de gør, og selvom de gør det alligevel, kan de ikke stilles til ansvar for noget som helst. Den siddende pave er et glimrende eksempel. De fleste andre mennesker ville som minimum blive personligt involveret i politiets efterforskning på den ene eller anden måde, hvis det kunne bevises, at de var vidende om andres sex-misbrug af børn og undlod at gribe ind og/eller informere myndighederne. Men den slags småting kan man selvfølgelig ikke spilde en ufejlbarlig paves tid med. Sådan var det for 500 år siden, sådan er det i dag. Religion har virkelig noget at bidrage med, når det kommer til etik og moral, og religiøse institutioner er så sandelig en garanti for, at der sker en fortsat udvikling på området, i takt med at vi får mere viden og vores præferencestrukturer udvikler sig over tid.

…

3) “Vi har ovenfor sagt, at et fyrstevælde først og fremmest må have en god grundvold, og de bedste grundvolde er gode love og en god hær. Da de gode love kun kan bestå der, hvor der findes gode hære, vil jeg undlade at beskæftige mig med lovene og kun tale om hærvæsenet.
Den hær, hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egen eller består af lejetropper, af hjælpetropper, eller af blandede tropper. Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg. [...] [Lejetropper] vil gerne være fine soldater, så længe der ikke føres krig, men kommer krigen, vil de flygte eller rømme. [...] Lejetroppernes fører er enten en fremragende mand eller ikke. I det første tilfælde kan fyrsten ikke stole på ham, da han altid vil stræbe efter personlig magt ved enten at ødelægge sin herre eller, mod hans vilje, andre. Er han ikke dygtig, fremkalder han fyrstens undergang på den almindelige måde. [...] Det ligger i lejetroppernes væsen, at deres fremskridt er små, tager lang tid og er meget usikre, men deres tab er pludselige og uhørte.” (s.52-53,56)

Fremskridtene er også meget dyre, for lejetropper koster kassen.

…

“Man kan tale om hjælpetropper, den anden art unyttige tropper, en fyrste erhverver sig, når han henvender sig til en anden magt for at få stridskræfter til hjælp og beskyttelse [...] hjælpetropper kan være både brugbare og dygtige, men skader altid den, der må tilkalde dem. [...] Med hjælpetropper er din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lydighed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når de har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farlige, da de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliver betalt af fyrsten. [...] Kort og godt: ved lejetropperne er det fejheden, hos hjælpetropperne er det tapperheden, man må frygte. En klog fyrste vil derfor altid undgå sådanne tropper og kun benytte sine egne; han vil hellere tabe med egne end vinde med fremmede våben i erkendelsen af, at en sejr, der er opnået med fremmede våben, ikke er nogen virkelig sejr.” (s.58-59)

Jeg ved ikke, om citaterne får dette forhold med, men problemet med hjælpetropperne er, at de ikke nødvendigvis vil drage afsted igen, når du har vundet, hvis du vinder. Hvis de er nok eller bare velkoordinerede og illoyale, kan de vælte dig også efter, du har vundet krigen.

…

4) Jeg fandt nogle få bemærkninger i kapitel 14 (‘om en fyrstes militære opgaver’) interessante, fordi der blev lagt vægt på variable, som Sun Tzu også fokuserer på i sit hovedværk, navnligt naturen i det omkringliggende landskab og geografiske forhold. Disse ting spillede en betydelig rolle før i tiden i militær sammenhæng, og gør det for så vidt sandsynligvis stadig til en hvis grad; at kende terrænet bedre end din modstander er at give dig selv en fordel. Prøv selv at gætte, hvad kombinationen af hård modvind og det forhold, at modstanderen står på en bakketop, ville betyde for dine bueskytters rækkevidde og præcision i forhold til din modstanders samme. Machiavelli bemærker i det foregående kapitel, at “en fyrste uden hær aldrig er sikker”, så udgangspunktet for kapitlet kan næppe overraske:

“En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end krigen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste, og den har så stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrster deres rettigheder, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. [...] At foragte krigskunsten er begyndelsen til rigets forlis; den bedste måde at vinde et rige er at være mester i denne kunst. [...] Bortset fra alle de andre uheldige sider, som manglende krigsdygtighed fører med sig, skaber den ringeagt, noget enhver fyrste må vogte sig for. En bevæbnet lader sig selv ikke sammenligne med en ubevæbnet, og man kan ikke vente, at den bevæbnede skal vise lydighed over for den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem bevæbnede tjenere. [...] Til alle de øvrige uheldige sider kommer der som nævnt, at en fyrste, der ikke forstår krigshåndværket, ikke har sine soldaters agtelse og ikke kan stole på dem. Han må derfor aldrig have andet i tankerne end krigsøvelser, og endda mere i fredstid end i krigstid. Dette kan gøres på to måder: ved handlinger og ved studium. Hvad det første angår, må han foruden at holde sine soldater i tugt og øvelse dyrke jagten og på denne måde vænne sin krop til besværligheder. Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge flodernes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette…” (s.63-64)

Resten af det lange afsnit omhandler samme emne og en understregning af, hvor vigtig en sådan viden er (‘den vigtigste forudsætning for at være hærfører’) for en fyrste; viden om lokale geografiske forhold kan, hvis fyrsten vænner sig til at tænke i militære baner, bruges også i ukendte områder, fordi mange grundprincipper er ens; uden en sådan erfaring og viden vil fyrsten ikke være i stand til på den bedst mulige måde at ‘finde fjenden’, ‘finde en heldig lejringsplads’, ‘bestemme marchretningen’, ‘vælge kamppladsen’, ‘omringe en fæstning på den bedst mulige måde’ osv.

Jeg har valgt at cutte posten her, selvom det faktisk er nu, vi er ved at være nået til den del, jeg vel nok anskuer som bogens bedste. De næste sektioner fortjener dog en post for sig, og denne post er allerede blevet mere omfangsrig end jeg havde antaget, den ville blive, i udgangspunktet.

Il Principe (II)

Ok, dette bliver første (længere) post i rækken – endelig…

Bogen, når det kommer til struktur og opbygning, minder en hel del om Sun Tzu’s Art of War. Korte afsnit, meget systematisk og få, om nogen, irrelevante passager. Det gør den også svær at blogge. Udgangspunktet for værket er magthaveren, fyrsten. Bogen er mildt sagt ikke skrevet i en periode af Europas historie domineret af liberale, demokratiske og sekulære stater. Det er en bog om statsmandskunst, og dengang var en statsmand også en hærfører, ellers var han ikke statsmand ret længe. På nogle områder er den, i forhold til en nutidig vestlig, europæisk kontekst, derfor dateret – især når det kommer til det store fokus på militærets rolle – på andre områder vil den sagtens kunne bruges også den dag i dag (det samme kunne i øvrigt siges om Art of War, sådan lidt à propos).

Jeg havde i starten en forestilling om, at jeg ville blogge en mere eller mindre samlet fremstilling af værket, men den ide er jeg gået væk fra igen, for jeg får det ikke gjort. I stedet vil jeg, som jeg plejer, bare nøjes med at poste udvalgte citater og evt. kommentere på dem. Citater er kun omgivet af citationstegn, da jeg ved, at det for nogen er ubehageligt at læse lange passager i kursiv. Hvert citat samt eventuelle kommentarer vil være adskilt fra de øvrige med linjeskift og [...] som er blevet standardmetoden for denne blog. Here goes.

1) Første kapitel er faktisk værd at citere i sin helhed, for det er ikke særligt langt og resten af bogen tager sit udgangspunkt i disse metoder til at skelne mellem forskellige fyrstevælder:

“Alle stater og styrer, hvorunder mennesker har levet og lever, har været og er enten republikker eller monarkier. Sidstnævnte er enten arvelige, når den samme herskeræt har regeret dem i lange tider, eller de er nyerhvervede. De nyerhvervede er enten helt nye, som Milano var det for Francesco Sforza(1), eller de danner nye led, som føjes til erobrerens arvestat, som Napoli for kongeriget Spanien(2). Sådanne erhvervede områder er enten vante til at leve under en fyrste eller fra gamle tider at være frie; og de erhverves ved fremmed eller egen hærmagt, ved lykkens magt eller ved personlig dygtighed.” (s.7)

…

2) “Menneskene skifter gerne herrer i troen på, at de nye herrer forbedrer deres kår. Og denne tro får dem til at gribe til våben mod deres herrer. Men de skuffes i deres håb, fordi erfaringen viser, at de får det værre. Dette beror igen på almen og naturlig lov, som tvinger den nye fyrste til at plage sine undersåtter med militær besættelse og utallige voldshandlinger, som er en naturlig følge af erobringen. Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem. Selvom en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse.” (s.10)

…

3) “Kolonier volder kun få udgifter. Fyrsten kan grundlægge dem med ringe personlige, eller slet ingen udgifter, og han skader kun dem, hvis hus og jord han tager, for at give det bort til de nye indbyggere. Altså kun en ringe del af befolkningen. Dertil kommer, at de forurettede bliver fattige og fordrives og derfor ikke kan blive farlige. De øvrige mister intet og holder sig i ro; ikke mindst angsten for, at også de skal miste jord og hus, får dem til at være forsigtige. Altså, kolonierne koster intet, er pålidelige og skader befolkningen i ringe grad, og de forurettede er som sagt fattige og er derfor ingen trussel.” [...] Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter, og da alle indtægter på denne måde anvendes til bevogtning, bliver erobringen til tab. Desuden bliver befolkningens forbitrelse større [...] Den art bevogtning er i enhver henseende lige så uhensigtsmæssig, som kolonierne er praktiske.” (s.12-13)

En ting Machiavelli også kunne have nævnt men ikke gør er, at kolonier også styrker fyrstens position i hjemlandet, fordi undersåtterne får meget billig eller gratis jord i fremmede lande, hvilket gør dem glade, eller alternativt fordi fyrsten kan slippe af med alle de utilfredse i hjemlandet ved at sende dem afsted til kolonierne. Hvis landet har et befolkningsoverskud er dette en oplagt måde at afhjælpe problemet. Lyder noget af dette på nogen måde relevant for situationen i det 21. århundrede? Hvordan påvirkes alt dette af, at det i dag er langt billigere for mange magthavere at få den marginale indbygger til at forlade landet end det er at beholde vedkommende, fordi uproduktive og utilfredse arbejdsløse har det med at lave ballade og modtagerlandene så i øvrigt selv helt frivilligt modtager kolonimagten med åbne arme og selv afholder alle omkostninger forbundet med etableringen af kolonierne?

…

4) “Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.” (s.18).

Machiavelli kalder dette en almengyldig regel, som sjældent eller aldrig fejler.

…

5) “Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personlig at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. [...] I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på nogen anden måde, hvis man ikke vil ødelægge den. [...] Ligegyldig hvilke forholdsregler erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkningen ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil ved første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisanerne gjorde det, efter at de havde levet 100 år under florentinernes åg.” (s.23)

…

6) “Intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Årsagen til denne lunkenhed består dels i frygten for modstanderen, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. [...] Er det sagt, skal det tilføjes, at mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overbevises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.” (s.26)

…

7) “Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, uden at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen sammensværgelse imod ham, medens andre, der har begået grusomheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid. Jeg tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt. Godt anvendt – hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette – er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke senere bliver stående ved, men så vidt det er muligt forandrer til sine undersåtters vel. Dårligt anvendt er de grusomheder, som i begyndelse kun er få, men efterhånden tiltager i stedet for at aftage i antal. [...] Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt eller manglende forståelse handler anderledes, må bestandig føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine undersåtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlinger ikke har nogen tiltro til ham. [...] Fremfor alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødssituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.” (s.40-41)

Aftvungne velgerninger høster ingen tak. Lyder det igen bekendt?

…

8 ) “en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider. [...] Derfor må en klog fyrste indrette sig således, at borgerne altid har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ham tro.” (s.45)

…

Posten havde uddrag fra de første 9 kapitler. Jeg håber, at jeg kan få skrevet mindst en post mere, for noget af det bedste fra bogen kom efter min opfattelse ikke med i denne omgang.

Il Principe (I)

På dansk: Fyrsten. Af Niccolò Machiavelli. Du har formodentligt (/forhåbentligt?) hørt om den.

Læste den i dag. Bogen er rigtig god. Havde en forestilling om, at jeg også ville poste et længere indlæg om den i dag, det når jeg ikke, jeg er dødtræt og på vej i seng. Fik debatteret lidt løst med William Jansen ovre på bohemianrapsody i stedet for (?) at skrive en post her, tiden ville sandsynligvis have været bedre brugt, hvis jeg bare havde skrevet et indlæg her i stedet, men det er der ikke noget at gøre ved.

Jeg er ret sikker på, at en (lang) post om denne bog slet ikke er nok. Forvent meget mere om bogen over den næste uges tid.