Et par spørgsmål om litteratur

Catch-22 (1961)
The Trial (1925)
Ender’s Shadow (1999)
David Copperfield (1850)
Valley of the Dolls (1966)
The First Circle (1968)
The Good Terrorist (1985)

Årets skønlitterære høst indtil videre. Tror ikke jeg har glemt nogen, men skidt med det, hvis jeg har. 1 ud af 7 af bøgerne udkom for mindre end 20 år siden, 2 ud af 7 udkom for mindre end 40 år siden. Ender’s Shadow adskiller sig i øvrigt markant fra de øvrige ved det forhold, at jeg såmænd kun læste den, fordi jeg først havde læst Ender’s Game og dermed vidste: a) Forfatteren havde en fremragende historie at bygge det nye værk på, og b) det var grundlæggende det samme værk som det, jeg allerede havde læst, men så alligevel ikke helt. Ender’s Game udkom for 24 år siden. Sidste år var billedet formodentligt forskudt endnu længere bagud i tid, fordi det var der, jeg gik i krig med de store russiske forfattere (har stadig en Pushkin stående på reolen, der mangler at blive læst, men den må vente lidt længere).

Jeg læser af princip ikke nye skønlitterære bøger, og jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om en undtagelse til den regel: Harry Potter. Den første af disse bøger udkom dog for mere end et årti siden, og det var længe før, jeg første gang spekulerede nærmere over disse ting. Til dem, der primært læser ny litteratur, og da især til dem, der til tider læser ny dansk litteratur… Hvorfor pokker gør I det??? Har I overhovedet tænkt på alternativomkostningerne? I stedet for at læse en måske halv-dårlig krimi kunne I sidde og læse Shakespeare eller Dickens eller… (hvis man er hard-core krimifan: Arthur Conan Doyle eller Colin Dexter eller…).

De lavthængende frugter er blevet plukket, alligevel smider de fleste bare de frugter væk, der allerede er blevet plukket og ligger klar i kurven, finder stigen frem, og bevæger sig så helt op i toppen af frugttræet, med risiko for at falde ned og brække halsen. Jeg forstår Jer ikke. Hvorfor ikke bare give bogen et årti til at bevise sit værd, og så i mellemtiden læse noget af det, der allerede har stået prøven? Og hvorfor pokker læse nutidige danske skønlitterære forfattere: De er da et bundt ligegyldige, venstresnoede nullerter næsten hele bundtet, og de få der ikke er, bør I sætte op mod hele verdens allerbedste forfattere?

Måske taler jeg kun til de allerede omvendte, men hvis nu en eller flere af Jer derude skulle ske at have en helt anden tilgang til dette problem end mig, så efterlad endelig en kommentar herunder. Forskelle i risikoprofiler er en forklaring (jeg er ekstremt risikoavers), men den kan altså slet ikke stå alene.

Hvis man nu skulle kede sig…

Lars Hvidberg linker til en temmelig lang liste af bøger man kan hygge sig med. Bestemt et besøg værd.

Der er vist en masse godt imellem, som man (læs: jeg) nok er nødt til at komme omkring. De store russiske forfattere er jeg slet ikke begyndt på endnu, og det har jeg lidt dårlig samvittighed over, men sådan er det. En bog jeg virkelig savnede på listen var Richard Adams’ mesterværk Watership Down. Et eller andet sted fandt jeg det lidt sjovt, at bibelen ikke var med på listen, men måske mente listemageren, ligesom mig, at den ikke var værd at spilde tid på.

Der er plads til forbedringer (ved nærmere eftertanke: Eller er der? Hvor ved jeg det fra, før jeg har læst bøgerne på listen?) men listen er bestemt et sted at hente inspiration. Hvad jeg har læst på den begrænser sig til sølle 12 værker, så der er nok at gå i gang med:

165 (uoversat version)
166
174
312 (uoversat version)
429 (uoversat version)
494 (uoversat version)
547 (uoversat version)
599
649 (uoversat version)
689
820
925

Jeg har haft fat i Dumas’ De Tre Musketerer og Walter Scott’s Ivanhoe, men jeg fik aldrig gjort dem færdige, og især Dumas fandt jeg ualmindelig langtrukken. Det var dog i folkeskolen, så måske man skulle prøve igen? Måske endog på originalsproget denne gang, alting lyder som bekendt bedre på fransk. Jeg ved også, jeg på et tidspunkt har haft fingrene i Onkel Tom’s Hytte, men jeg kan heller ikke her huske, om jeg fik gjort den færdig, den vækkede blandede følelser i mig. Robinson Crusoe har jeg læst, men jeg tror nok det var en børneudgave fra Gyldendal, så det tæller vist ikke. Det samme er i øvrigt tilfældet med Robert Louis Stevenson’s Skatteøen. Eller er begge bøger noget nær børnebøger – at forstå således: Bøger børn på 12-13 år kan læse og forstå uden større problemer? I så fald slår 12 værker ikke til.

Hvilke af bøgerne på listen har du læst? Tilsyneladende er man en nørd, hvis man svarer på det spørgsmål, ikke sandt Hvidberg?

Så er du en nørd, eller bare “helt almindelig”?