Lenin – en biografi, I

Jeg har en målsætning om, at jeg ikke begrænser mig til bøger og/eller forfattere, hvis budskaber jeg er enige med. Jeg har forsømt det lidt på det sidste, men sådan er det.

Det råder jeg bod på de næste par dage, da jeg er gået i gang med et værk, hvis forfatter jeg næppe ville kunne være i samme stue som, hvis han stadig havde været i live. Bogen hedder kort og godt Lenin – en biografi. Bogen er skrevet i 1966 af læge, trotskist og tidligere medlem af DKP, Georg Moltved.

Bogen anbefales ikke

Jeg købte ikke bogen for at lære om Lenin – udover heterogenitetsargumentet var de to primære argumenter for køb: i) jeg ville have en ide om, hvordan den ekstreme venstrefløj opfattede manden for 40 år siden, og ii) bogen kunne være med til at give mig et lille men vel nok tiltrængt indblik i den bid af venstrefløjens selvopfattelse.

…

Herunder blot et enkelt Lenin-citat fra værket. Citatet er fra 1916 (s.125-26):

…krig er ikke et ulykkestilfælde, eller “en synd”, som de kristne præster tror. Ligesom alle opportunister præker de patriotisme, humanisme og pacifisme. Krig er en uafrystelig bestanddel af kapitalismen. Den er præcis lige så legitim for kapitalismen som fred er. De samvittighedsbetyngedes strejker og anden opposition mod krigen er bare ynkelige fejge, meningsløse drømme. Hvad er det for idioter, der kan tro, at det bevæbnede bourgeoisi kan styrtes uden kamp? Det er ganske simpelt vanvid at tale om at afskaffe kapitalismen uden gennem en forfærdelig borgerkrig eller en række andre krige. Det er socialismens pligt at agitere for klassekamp under en krigstid. Socialisternes eneste pligt, når en imperialistisk krig bryder ud mellem forskellige nationers borgerklasser, er at forvandle denne krig til en krig mellem klasserne. Ned med den sentimentale, hykleriske parole, “fred for enhver pris”. Længe leve borgerkrigen!

Det bør straks her tilføjes, at Moltved intetsteds, og således heller ikke her, angiver kilder i sit værk, og vi aner således ikke, om han bare har fundet på citatet til lejligheden. Moltved hinter til, at også flere breve afsendt fra Schweiz under krigen havde samme uforsonlige linje og grundlæggende samme indhold, men heller ikke disse, hvoraf kun et skulle være nået frem – og ej heller en pjece af samme type udgivet ved krigens start, som Lenin også efter sigende skulle stå bag – gengives ordret i værket, og ingen kilder angives. Når det så er sagt: At citatet er korrekt er slet ikke usandsynligt, vi har bare kun Moltveds ord for det. Bolshevikkerne var et marginaliseret gruppe, grænsende til en kult, bestående af ekstreme fanatikere, og de gik ikke stille med dørene under krigen (hvad en del af dem også betalte prisen for).

Gorbatjov II

Udgangspunktet for analysen er Perestrojka – Nytænkning i Russisk Politik, af Mikhail Gorbatjov, Gyldendals forlag, 1987. Første post her.

En række citater fra bogen, såvel som mine kommentarer. Citater i kursiv, kommentarer med alm. skrift. Alle fremhævelser med fed skrift er fra den oprindelige fremstilling:

…

i) Lige fra Sovjetmagtens grundlæggelse tillagde Lenin og partiet retssikkerheden primær betydning (s.110).

Ja, det skrev han faktisk… Skal vi minde ham om, at Tjekaen blev oprettet kun halvanden måned efter statskuppet?

Men det ved han utvivlsomt godt, han bruger en masse sider på at snakke om Lenin, han ved en masse om ham, helt sikkert – og ikke kun den mytologiske Lenin fra statspropagandaen, nej da. Så nu er jeg forvirret. Ulla snakker om primær og sekundær retssikkerhed, nu skal jeg også til at inkorporere i mit begrebsapparat en helt uafhængig variant, hvor det at ’tillægge retssikkerheden primær betydning’ er kompatibelt med (/ensbetydende med?) oprettelsen af hemmelige politikorps, som myrder folk, der er uenige med de politiske ledere.

På den anden side løser dette problemet med at finde svar på vanskelige spørgsmål som dem, der for tiden diskuteres ovre op professorvældet, for helt ærligt: Hvis retssikkerhed og et hemmeligt politi som myrder politiske modstandere går hånd i hånd, så er den igangværende debat vel egentlig ikke noget, jeg behøver spilde min tid med. Så burde jeg da så sandelig vente med at komme med kritik, til der virkelig er brug for det, og retssikkerheden uden for enhver tvivl er i fare. Vent…

…

ii) Den økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid mellem de kapitalistiske og socialistiske lande er uundgåelig. Men den må og skal holdes inden for rammerne af en fredelig konkurrence, som nødvendigvis forudsætter samarbejde. Historien må dømme om det ene eller andet systems fortjenester [fejl i oversættelsen?]. Den vil løse alt. Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst. Lad den fredelige kappestrid afgøre det, lad hvert system vise sin evne til at tilfredsstille menneskets interesser og behov. (s.154-55)

Den korte kommentar til ovenstående ville være: Historien har talt. Men muslimerne kunne lære af Gorbatjov når det kommer til tvetungethed og dobbelttænkning, for han skriver også:

Nogle socialistiske lande gennemgik alvorlige kriser i deres udvikling. Sådan var det f.eks. med Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen i 1956 og igen i begyndelsen af 1980erne. Hvert af disse kriser havde sine særtræk, og man kom ud af dem på forskellig måde. Men det er en objektiv kendsgerning, at ikke i et eneste af de socialistiske lande fandt der en tilbagevenden til det gamle system sted. Jeg vil gøre den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er socialismen, der er skyld i vanskelighederne og problemerne i de socialistiske landes udvikling, men hovedsageligt de herskende partiers fejlberegninger. (s.171)

og videre:

hele systemet af politiske forbindelser mellem de socialistiske lande skal opbygges på et ukrænkeligt grundlag af fuld selvstændighed. (s.173)

Altså: “Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst” – så længe ‘folket’ vælger kommunismen. Hvis man vælger noget andet vil det resultere i en ‘krise’. Det var ikke med Gorbatjovs gode vilje at muren faldt, og det var bestemt ikke hans hensigt, at situationen udviklede sig, som den gjorde. En uddybning:

I den vanskelige internationale situation havde den enstemmigt trufne beslutning om forlængelse af Warszawapagtens Politisk-Konsultative Komités periodiske møder foregår der en art akkumulering af dens deltageres ideer og initiativer. Man “stiller urene ind efter hinanden”.
Sagt på en anden måde drejer det sig om en organisk afstemning af hvert broderlands udenrigspolitiske initiativer med den aftalte fælles linje. (s.174)

Til dem der skulle være i tvivl: Selvom mit russiske er elendigt, ved jeg nok til at kunne sige med stor sikkerhed, at ‘den aftalte fælles linje’ bedst kan oversættes med ‘Moskva-linjen’. Man stiller med andre ord urene ind efter, hvad Moskva siger. Det er ikke det, der står, men det er det, han siger. Begrebsforvirringen breder sig, for nu skal jeg også til at acceptere en udgave af ‘national selvbestemmelse’, hvor der ikke er nogen selvbestemmelse. Nå, man lærer det vel efterhånden…

…

iii) I teorien, i det vi kalder den videnskabelige socialisme, tales der om, at det menneskelige samfund gennemgår bestemte etaper i dets udvikling. Der har været det oprindelige ursamfund, derpå slavesamfundet og det feudale samfund. Som afløser for feudalismen kom kapitalismen. Og i det 20. århundrede begyndte det socialistiske samfund sin eksistens. Vi er overbeviste om, at alt dette er lovmæssige trin på en historisk stige. Det er en uundgåelig udvikling i verden. (s.158)

Historicisme for fuld udblæsning. Som altid henvises til Popper.

…

iv) Kommunismen har et mægtigt humanitært potentiale. (s.162)

Igen: Skrev han virkelig det? Hvad mon ofrene har at sige til den påstand?

…

v) Den sovjetiske ledelse stræber efter at føre politik på en ny måde. I første række vil jeg her nævne dialogen. Uden dialog er det svært at tale om opnåelse af gensidig forståelse. Efter at være gået over til den ny tænknings principper har vi gjort dialogen til det grundlæggende redskab for at få dem godkendt i den internationale praksis. Desuden kan vi ved hjælp af dialogen kontrollere realismen i vores ideer, initiativer og i selve vores adfærd i internationale anliggender.

[...]

I det internationale samvær ønsker vi at give ordene deres ægte, oprindelige betydning tilbage. Når vi proklamerer vores hengivenhed over for en ærlig og åben politik, tænker vi på ærlighed, anstændighed og oprigtighed, og vi følger disse principper i praksis. Disse principper er i sig selv ikke nye, vi har arvet dem efter Lenin. Det ny består i, at den nuværende situation gør dem forpligtende for alle.

Er det det nye? Er der noget nyt overhovedet? Tjoh, tjah… Det lyder da rigtig godt, det der står. Men to problemer:

a) Han bruger Lenin som sit eksempel på en mand, som bedrev ærlig og oprigtig tale på den internationale arena. Det er måske en smule uheldigt. Et par eksempler*:

Rumour here going that the oxszar [extsar] has been murdered. Kindly wire facts.
National Tidende.

…

Rumour not true exczar safe all rumours are only lie of capitalist press.
Lenin

…

Denne udveksling fandt sted mellem National Tidende København og Lenin d. 16. juli, 1918, blot få timer før zaren blev myrdet og mens mordforberedelserne var vel undervejs. Eller hvad med den her:

To comrade Krestinsky:

I propose to form a commision immediately (initially this can be done secretly) to work out emergency measures (in the spirit of Larin: Larin is rigth).
Let us say you + Larin + Vladimirsky (or Dzerzhinsky) + Rykov or Miliutin?
It is necessary secretly – and urgently – to prepare the terror. And on Tuesday we will decide whether it will be through SNK or otherwise.

Lenin**

Det giver god mening at man ikke vil gå og skilte med, at man starter masseterror. Men er det ikke tankevækkende, at Gorbatjov har Lenin i tankerne som rollemodel, når han snakker om mere åben politik og politisk dialog? Lenin var aldrig åben***. Han var en paranoid autokrat, som af gode grunde aldrig stolede på andre end sine allernærmeste ‘kammerater’, og heller ikke disse havde hans fulde tillid.

b) Andet problem er selvfølgelig, at han lyver når han siger, at ‘vi følger disse principper i praksis’. Det gør han jo ikke, og det har man aldrig gjort i Sovjet. Han taler for at tale åbent og ærligt og påbegynde en meningsfuld dialog, men inden han overhovedet er gået i gang har han løjet os lige op i vores åbne ansigt med sin historieforfalskning. For at gøre det værre er det ikke kun historiske forhold han lyver om, det går heller ikke for godt for ham, når han skal forholde sig til nutiden (87): Han siger ikke klart og tydeligt, at muren ikke bliver revet ned, aldrig, no way; han siger ikke klart og tydeligt, at balterne godt kan glemme alt om selvstændighed; han siger ikke klart og tydeligt, at russerne stadig er midt i en erobringskrig mod Afganistan med henblik på at lave en ny satellitstat. Men det er det, han tænker, og det er det, man kan læse ud af hans ord, hvis man gør sig lidt umage. Hvad der naturligvis ikke burde være nødvendigt, hvis han gjorde som han lagde op til, og talte lige ud af posen. Hvad han siger i stedet i sidstnævnte tilfælde, et eksempel der må siges at være yderst illustrativt, er dette:

Vi ville gerne så hurtigt som muligt trække de sovjetiske tropper tilbage til fædrelandet. I princippet er dette problem løst. Men det er forbundet med nødvendigheden af en politisk løsning omkring Afganistan. Vi støtter den nuværende afghanske ledelses kurs hen imod national forsoning. Sovjetunionen ønsker også i fremtiden at se Afghanistan som en uafhængig, suveræn og alliancefri stat. Hvilken vej landet vil gå, hvilken regering dder vil blive, hvilke udviklingsprogrammer der vil blive gennemført – det skal det afghanske folk bestemme, det er dets suveræne ret. Men den amerikanske indblanding forhindrer tilbagetrækningen af vores tropper og bremser den nationale forsoningspolitiks virkeliggørelse og dermed også en løsning af hele problemet omkring Afghanistan.

Manden er en løgner, og at han ‘lægger op til dialog’ ændrer altså ikke rigtig noget, han bruger stadig det samme nysprog som sine forgængere. Hvad er så det nye? Det eneste nye er, at han i sine lange oratoriske udfoldelser også benytter sig af ordet dialog, som om han tror, at han med brugen af dette ord automatisk åbner op for løsningen på alle problemerne. Han bruger mange kræfter på samtalen, eller mere præcist: På det Øst og Vest kan blive enige om. Som om individer med vidt forskellige politiske udgangspunkter og idealer automatisk vil blive enige, hvis bare de taler længe nok med hinanden, også uden at ændre mærkbart på idealerne. Som om samtalen i sig selv er en problemløser, der fjerner al uenighed. Som om alle problemer bare kan snakkes væk.

Uanset hvor populært synspunktet så end måtte være, så er det forvrøvlet. Uenighed går ikke væk, bare fordi man snakker om den. Nej, det er ikke et argument for ikke at snakke om den, til dem der måtte være i tvivl, det er bare et argument for ikke at tage selve diskussionen alt for højtideligt. Det er debattens indhold, ikke det forhold at debatten finder sted, der bør fokuseres på og være interesseobjektet. Gorbatjov var vant til, at man ikke sagde ham imod, og ikke snakkede om problemerne. Selvom han var opmærksom på dette ‘problem’ – der kun var et problem, fordi systemet ikke længere fungerede, ikke fordi folk skulle have lov til at sige hvad de mente – og havde til hensigt at mindske det, bærer hans oplæg til ‘dialog’ i den grad præg af den kommunistiske systemtænkning. Han taler for åbenhed og ærlighed, og lyver samtidig så det står efter. Han forstår ikke, at løgnen ikke bliver sand, bare fordi magtfulde mennesker står bag den. Det problem er der mange andre, der døjer med i dag. En diskussion mellem folk med forskellige ideologiske opfattelser vil kun lede til enighed, hvis ikke de snakker om det, de er uenige om. Der kan ske en tilnærmelse, en dybere forståelse for, hvad uenigheden bunder i, jovist, men en diskussion mellem to mennesker med forskellige værdisæt vil ikke lede til enighed, hvis begge parter holder fast, og værdisættene ikke er kompatible. Med mindre altså de ikke snakker om værdisættene selvfølgelig. Hvilket er en væsentlig pointe at få med. Gorbatjov ville gerne snakke med andre – så længe de var enige. Så længe det fremmede revolutionen og kommunismen. Hans syn på ytringsfriheden minder meget om den, en anden stor gruppering for tiden har. Ideen der ligger bag er, at så længe vi snakker om det, vi kan blive enige om, glemmer vi, at vi er uenige om de andre ting. Og hvis vi glemmer uenigheden og ikke fokuserer på den, så forsvinder den efterhånden af sig selv.

Det gør den bare ikke.

Gorbatjov slår i fremstillingen enkelte steder nærmest knuder på sig selv for at finde et svar på Vestens utilfredshed med hans utiltalende diktatur, som han tror vil passe Vesten, uden at han på nogen måde forpligter sig til at ændre noget videre på fundamentet. Det lyder også velkendt, som en strategi en anden stor gruppe også har benyttet sig af efter murens fald, gør det ikke?

…

Jeg vil bestræbe mig på, at tredje og sidste del af analysen kommer i weekenden.

…

*Kilde: The unknown Lenin – from the secret archive, Richard Pipes, document 22, p.47
**Kilde: Ibid, Document 28, p.56-57
*** Der er utallige eksempler. Fra samme kilde, hvis ikke de to var nok, kan eksempelvis nævnes: Dokumenterne 19 og 20 (Murmansk-affæren), dokument 64 (forholdet til Tyrkiet), dokument 68 (sovjetterne opkøbte tyske våben i 21, en sag der først kom frem efter murens fald), dokument 83 og note (Genoa-topmødet i foråret 1922 og Lenins manøvrering i den forbindelse), dokument 94 og note (vedr. konfiskation af værdier i ortodokse klostre og kirker under krigskommunismen). At kalde Lenin en åben og ærlig diplomat/statsmand/diktator/whatever er vanvid, der var meget lidt han foretog sig, der ikke havde en skjult dagsorden, og han holdt alle dage kortene meget tæt ind til kroppen. Det gjorde Stalin i øvrigt også – og det var en af grundene til, at sidstnævnte levede så længe, som han gjorde.

A concise history of the Russian Revolution

I have hinted to the contents of the book a few times, now I’ve finally completed it.

Even if it is just a précis of The Russian Revolution and Russia under the Bolshevik regime, it is a long book, 400+ pages. I liked most of it, a lot of new stuff and only a few things I don’t yet know if I agree with (to the untrained eye they would appear to be nothing but insignificant technicalities; ie. I am not sure if I agree with Pipes evaluation of the impact of Stolypin’s reforms before the Revolution) – however one horrible thing really, really annoyed me: Sources! He pretty much doesn’t tell us anything about his sources in the book, there are only 13 references altogether. I assume they are saved for those who read the two aforementioned books – according to the introduction, they have a combined 1300 pages and 4500 references. But it is still very annoying if you don’t have them at hand and wish to dig a little deeper. I shall have to buy the other two…

If you don’t care about this, then the book is just great. I would say that some knowledge about World War One is an advantage (I have already mentioned where to start – by reading both you get more of “the full picture”), but it is not absolutely necessary.

Poul Erik Andersens klumme

…er at læse her.

På nogle områder var Lenin en stor organisator. At han med et lille, militant mindretal formåede ikke blot at gennemføre et succesfuldt statskup (som nogle forvirrede mennesker kaldte for en “revolution”, et navn som desværre hang ved), men endog formåede at blive ved magten i de efterfølgende år, var i sig selv et udtryk for hans evner. Desværre må det også stå ret klart, at når det kommer til de fleste andre områder, var hans organisatoriske evner, mindre overbevisende, som Poul Andersen også illustrerer.

Et eksempel mere (fra Pipes) på Lenin’s “organisatoriske evner” skal føjes til her: Den 22 oktober 1919, hvor Iudenich’ styrker stod ved Petrograds forstæder, var en af Lenin’s ordrer således at mobilisere: “10 thousand or so of the bourgeoisie, post machine guns in their reir, [have] a few hundred shot and assure a real mass assault on Iudenich.” Saml 10.000, pløk et par hundrede af dem ned, og send resten afsted mod den hvide hær. Skyd dem der vender om. Jep, fremragende ide – lidt ligesom den tyske Volkssturm under slaget om Berlin (hvis man har set Der Untergang, vil man næppe have glemt denne del af krigen). Så sandelig ideer værdige for “en stor organisator”.

Jo mere jeg læser om Lenin, jo mindre bryder jeg mig om ham.

Quote of the day

of the foodstuffs consumed in Russian cities in the winter of 1919-20, as measured by their caloric value, the free market furnished between 66 and 80 percent.

From “A concise history of the Russian Revolution”.

Ole Vagn vroevler videre…

Det er ved at blive direkte ynkeligt.

Jeg tager pointerne en for en og forsøger så at gendrive dem:

dalevende C.L. Skjoldbo har beskrevet, at Lenin privatiserede landbruget og små næringsdrivende i slutningen af 1921 – hvorfor jeg betragter oprørerne fra kulakkerne på samme måde som det oprør, der er i Irak mod det bestående styre og lig det oprør, som var på fælleden, hvor mine ”forfædre” var datidens kulakker.

a) At sammenligne oprørerne i Irak i dag med bøndernes opstand i Rusland på daværende tidspunkt er vanvid. USA eller den irakiske regering myrder ikke løs på civilbefolkningen som Lenin gjorde, det er tværtimod terroristerne der gør det.
b) I de områder hvor de oprørske bønder havde overgivet sig, lod han som sagt før ved implementeringen af NEP dem beholde nok af deres høst til at overleve – I de områder hvor bønderne stadig gjorde vrøvl, lod han dem dø af sult. Den proces fortsatte længe efter Sjoldbo’s bog blev udgivet. De fleste bønder ejede stadig ikke den jord de dyrkede. Tværtimod – efter Lenin kom til magten blev Stolypins reformer, som var blevet stoppet som følge af krigsudbruddet i 1914, og som over et årti havde resulteret i mange nye privatejede farme, med øget produktivitet, omgjort og erstattet af “sort jorddeling”: Spontan konfiskation af jordejernes ejendom og jord, som i sidste ende ledte til, at mange af de nye individuelt ejede landbrug forsvandt. Konfiskationerne og den sorte deling har i øvrigt i sig selv kostet mange menneskeliv, pga. incitamentsproblemerne som fulgte, som resulterede i relativt dårligere høstudbytter (og dermed mangel på mad). Dem har Lenin også et ansvar for.

Med Agrarkoden af 22. Oktober, som var der Lenin lagde grunden for de næste års landbrugspolitik, blev land erklæret (stadig) tilhørende staten, men der var nu en garanteret arvefølge af brugsretten (så den i praksis blev i familien). Den indeholdt endda lidt af Stolypins ideer. Den havde positive effekter, men var på mange områder blot en fortsættelse af politikken før 1914 – og at kalde den en privatisering af landbruget er mildt sagt problematisk, eftersom loven netop gjorde klart, at jorden stadig tilhørte staten. Og det er lidt svært ikke at have med i betragtningerne, at en af hovedårsagerne til, at Agrarkoden havde positive effekter var, at Lenin havde ladet alting gå helt til rotterne i perioden 18-22. Hvis der ikke havde været nogen oktoberrevolution, og folkene bag februarrevolutionen havde haft fred og ro til at fortsætte reformarbejdet, ville Rusland have set meget anderledes ud. Der var et alternativ til borgerkrig og massemord efter krigen, men det var ikke den vej Lenin ønskede at gå. Læs Leon Nikulin’s kronik i jp, Den Glemte Revolution, d.21/3-07, for mere information om februarrevolutionen og alternativerne til Lenins rædselsregime. Der var nok af dem.

c) Skjoldbo var ikke den eneste dalevende dansker som beskrev situationen i Rusland. Harald Scavenius’ korrespondance er et sted at starte. Det var blandt andet hans fortjeneste, at der kom udenlandsk hjælp til de sultende russere.

Angående oprøret på fælleden vil jeg tro, at der ligger et brev til det daværende politi og militær fra magthaverne om, hvordan de skulle håndtere oprørerne; jeg har ikke læst, om det kostede nogen livet. Det, jeg har læst, er, at lederen af oprørerne blev landsforvist.

Sammenligningen er vanvittig. Hungerkatastrofen alene sfa. Lenins bondedrab kostede lige så mange mennesker livet som der døde jøder i gaskamre under anden verdenskrig. Der er rigeligt med beviser som underbygger at brevenes ordrer blev fulgt, ellers ville de ikke være særligt interessante. Er det ikke også i sig selv en ret vigtig ting at have med, at Lenin beordrede folk i hundredevis dræbt, selv hvis man vil benægte at henrettelserne fandt sted?

Og nej – henrettelserne fandt sted. Pointen er selvfølgelig at ordrerne om at udføre mordene ikke er det eneste man har på skrift. Der foreligger også rapporter om, hvordan udrensningsprocesserne forløb, hvor mange der blev myrdet og deporteret. Det er bl.a. på denne vis man har dannet sig et overblik over terrorens omfang. Med mindre man vil hævde at alle disse, både før og efter-dokumenter, er tankespind, har man en dårlig sag. Kommunismens sorte bog giver i øvrigt et godt eksempel på en før/efter opgørelse på side 121.

At jeg skulle være leninist, fordi jeg ikke kan tilslutte mig det liberalistiske synspunkt om at skrive historien om Lenin om, kan jeg afvise.

En af de folk som mener du tager fejl, når du siger at det er at forsøge at skrive historien om at holde Lenin ansvarlig for det han foretog sig, er Erik Kulavig. Kulavig er ikke liberalist, han er forsker. Og når han hævder, at konsensus på området i dag er, at Lenin var en massemorder, så er det altså dig Ole Vagn som står med bevisbyrden, hvis du vil sandsynliggøre, at Kulavig tager fejl eller lyver. Kulavig har forsket på området og må formodes at vide mere om det end du gør. Jeg må hellere tilføje, at bare fordi der, når når det kommer til et givet historisk emne, er en bred konsensus og dermed en “officiel historie”, gør selvfølgelig ikke denne historie sand. Men Ole Vagns påstand er ikke, at Lenin var god. Ole Vagns påstand er, at Lenin var god, og at der er generel konsensus på området om, at dette udsagn er korrekt. Det har han bare ikke belæg for at sige, for det er simpelthen ikke rigtigt.

Jeg ved udmærket, hvad Lenin gjorde ved det russiske socialdemokrati, hvor bolsjevikkerne tog magten og gennemførte proletariatets diktatur.

Dette er ikke mit grundlag; mit grundlag er det socialdemokratiske, det grundlag, som skabte det sociale demokrati med en humanistisk holdning, hvilket førte til oprettelsen af det socialdemokratiske velfærdssamfund; derfor bliver jeg aldrig leninist.

Måske tager jeg fejl, jeg er doven og gider ikke til at kigge dem alle igennem, men jeg mener ikke nogen af læserbrevsskribenterne kalder Ole Vagn leninist. Når det er sagt; hvis man forsvarer en kommunistisk massemorder er jeg sandt at sige ret ligeglad med, hvad man kalder sig selv.

Men er det ikke lidt tidstypisk, at når ikke man kan lide at blive modsagt, så kan man altid stemple et menneske og forlange ham udrenset.

Måske. Du mener lidt ligesom når du stempler Kulavig og alle andre som er uenige med dig som liberalister?

Jeg kan fortsat ikke forstå, hvad der var Lenins mening med privatiseringen af landbruget og små næringsdrivende i 1921, en handling, som jeg kan forstå, at også Jørgen Grimstrup anerkender som Lenins, hvis Lenin i virkeligheden, som Stalin gjorde efter 1927, ville have dem udryddet.

Du vrøvler videre med din privatisering. Lad mig fortælle dig hvad Lenin ville: Lenin ville ligesom alle andre diktatorer beholde magten på egne hænder. Det kunne han kun hvis han ikke havde alle bønderne imod sig – Rusland var et bondesamfund dengang. Derfor stoppede han efterhånden med at myrde løs på dem, så han kunne konsolidere sin magt og løse problemet senere hen. Det giver god mening; hvis jeg var en gal kommunistisk diktator ville jeg nok have gjort det samme. Rusland havde været i krig i syv år, og det var ved at sætte sine spor. Det var nok at foretrække at nøjes med at myrde dem, der gjorde aktiv modstand – det, må vi jo ikke glemme, fortsatte han med indtil ind i 23 – fremfor at tage alle på en gang. At der blandt dem som efter Lenins opfattelse stadig gjorde aktiv modstand så også var spædbørn og gamle tandløse pensionister, er en anden sag. I øvrigt betød det midlertidige ophør af politiske mord ikke, at regimet var blevet blødt – antallet af koncentrationslejre mere end tredobledes fra 1920 til 1923, fra 85 lejre i 1920 til 315 tre år senere (Pipes, ACHotRV, p.227).

Der mangler logik, ligesom der mangler logik i, at brevet af 1922 kan bruges til andet end at bekæmpe oprørere med.

Pointen er, at de fleste af disse oprørere var almindelige bønder, som var trætte af at en diktator stjal deres mad, dikterede hvordan de skulle drive landbrug, og generelt myrdede løs til højre og venstre.

Jeg har svært ved at se andet, end at de liberalistiske debattører går oprørernes ærinde for at nedgøre Lenins gerning med at få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri og landbrugsproduktion og give arbejderne mad på bordet, efter at de var blevet forarmet af krigen og borgerkrigen.

Det er trættende at gentage sig selv, men det er åbenbart nødvendigt: Bønderne manglede mad på bordet fordi Lenin stjal det fra dem og gav det til sine soldater og bolchevikiske venner i byerne. Borgerkrigen var Lenins kamp mod alle dem, der ikke brød sig om at have en kommunistisk diktator bag roret. Den kunne han have stoppet længe før, det stod ham frit for.
Og i øvrigt: “Få det russiske rige samlet og få gang i en nedslidt industri”. Du mener ligesom Mao samlede Kina og fik gang i en nedslidt industri? Der er ikke noget problem med store spring fremad, så længe intentionerne er i orden?

Jeg har forståelse for, at Kravtjenkos benævner, at Stalins regime var et kommunistisk rædselsregime. For det kender jeg ingen, som ikke mener, og havde jeg været i hans sted, ville jeg være flygtet, da regimet udviklede sig til et rædselsregime, særligt efter 1927 med offentlige processer for at udrydde modstandere.

Pointen er, at der er tonsvis af beviser for, at regimet ikke “udviklede sig” til et rædselsregime. Det var det hele vejen igennem, nærmest fra dag 1. Tjeka’en blev oprettet allerede 20. december 1917.

Men at det skulle kunne bruges til at skrive historien om Lenin om, kan jeg ikke finde belæg for i hidtidige argumenter.

Det er dig der forsøger at skrive historien om. Stop med det, det er både trættende og ynkeligt.

Som et lille postscript kan nævnes, at Kulavig også siger fra i dag.
Det samme gør Poul Erik Andersen.

Kritikken af Ole Vagn Christensen fortsaetter

Heldigvis da. Arzrounis dokument er et telegram til eksekutivkomiteen i sovjetten i Penza, og er ikke et enestående dokument.

Et lignende telegram blev af Lenin sendt til eksekutivkomiteen i sovjetten i Nizjnij-Novgorod (Kommunismens sorte bog, s.89-90):

“Det er indlysende, at hvidgardisterne er i færd med at forberede en opstand i Nizjnij-Novgorod. Der skal øjeblikkeligt nedsættes en diktatorisk ‘trojka’ (bestående af Dem selv, Markin og en tredje person), der skal på stedet udløses masseterror, alle de hundredevis af prostituerede, der får soldaterne til at drikke, skal henrettes eller deporteres, også alle de tidligere officerer osv. Der er ikke et sekund at spilde [...] Der skal handles beslutsomt: massive husundersøgelser og kropsvisitationer. De, der bærer våben, henrettes. Massive deportationer af mensjevikker og andre mistænkelige individer.

I forbindelse med udrensningen i Sjuja sendte Lenin et brev d. 19. marts 1922 til medlemmerne af Politbureauet, hvor følgende afsnit må siges at være “relevante” for diskussionen (ibid.147-148):

“[...] Således er jeg nået til den kategoriske konklusion, at tiden er inde til at knuse den sorte reaktions præsteskab på den mest resolutte og nådesløse måde, med så stor brutalitet, at de ikke vil glemme det i de næste mange årtier. [...] Jo flere repræsentanter for det reaktionære præsteskab og det reaktionære bourgeoisi, der bliver skudt, desto mere fordelagtigt vil det være for os. [...]“

Ifølge Ole Vagn havde Lenin ikke noget imod kulakker. Så vil indholdet af følgende tale nok overraske ham lidt (fra BJ, Gulag og Glemsel, s.68, som kilde refererer han Pipes, Communism, s.48):

“Kulakken afskyr sindssygt sovjetmagten og er rede til at kvæle, at skære hundredetusinder af arbejdere i strimler [...] Enten vil kulakken opskære et endeløst antal arbejdere, eller også vil arbejderne slå det tyvagtige mindretals oprør mod arbejdernes magt ned [...] Kulakkerne er de mest dyriske, de mest brutale, de mest vilde udbyttere [...] Disse blodsugere er blevet rige under krigen på folkets bekostning [...] Disse vampyrer har taget og fortsætter med at tage godsejernes jord, og de gør de fattige bønder til slaver. Til nådesløs kamp mod disse kulakker. Død over dem!”

Hvem holdt talen? Lenin.

Og jeg har end ikke nævnt kz-lejrene endnu. I 1922 var der iflg. officielle kilder omkring 200 af dem, med 85.000 fanger (ibid. s.68). 7 var oprettet i Tambov-regionen.

Ole Vagn Christensen har en meget dårlig sag. Måske var det på tide han kom videre? Han er mindst 20 år bagefter begivenhedernes gang.