Marathon!

(short version to non-Danish readers: I’ve run (a? /my first?) marathon! Because of my diabetes, it was not without problems – but I made it! And I’m pretty damn happy about that now!)

Jeg har løbet en marathon, nærmere betegnet Copenhagen Marathon 2010.

Jeg har stadig ikke, mens jeg skriver denne sætning, besluttet mig for, hvor meget i detaljer jeg vil gå, men lidt løbsbeskrivelse kan næppe skade.

Grundlæggende gik løbet slet ikke, som jeg havde håbet, og der skete netop en af de ting, der ikke måtte ske; en af de ting, som jeg havde forventet ville lede til, at jeg ikke gennemførte, hvis det skete alligevel. Så at gennemføre på trods af dette føles i dag som en stor personlig sejr, også selvom det ikke var sådan, jeg havde det, da jeg kom i mål.

Jeg havde et godt løb frem til ca. 10 km, ved 13 km tog jeg et blodsukker som var meget højt, det tvang mig til at tage insulin, som (naturligvis) gjorde at blodsukkeret faldt som en sten senere (og resten af løbet).
Årsagen til at blodsukkeret steg – hvilket var årsagen til de mange problemer efterfølgende – kan anskues på to måder: a) jeg tog for lidt insulin, b) jeg indtog for meget energi under løbet. Det er to sider af samme sag. Det var altid en risiko, og det vil altid være det i forbindelse med lange løb generelt. At blodsukkeret efterfølgende faldt var en konsekvens af insulin-injektionen, uden hvilken jeg utvivlsomt ville have udgået. Faldet i blodsukkeret var dog meget problematisk, fordi det var så voldsomt, som det var. Mellem 22 og 26 km indtog jeg lige så mange kalorier, som jeg gjorde under en normal halvmarathon under min træning, og det var grundlæggende bare for at blive stående oprejst – blodsukkeret var ved 26 km stadig tæt på at være ‘for lavt’ i normal sammenhæng (4,3). I det tidsrum småløb jeg det meste af vejen, men jeg måtte dog ned at gå ved de 26 km, hvor jeg gik næsten en kilometer, fordi jeg ikke turde løbe før blodsukkeret var kommet op, fordi jeg var bange for at falde omkuld, hvis jeg gjorde – jeg havde på forhånd gjort det klart for mig selv, at jeg ikke ville havne i en ambulance, jeg ville stoppe inden da. Min mave havde det skidt fra 25 km og frem, og den havde det rigtigt skidt efter 30 km. Ved ca. 31 km var jeg ved at (gen)overveje at udgå, fordi jeg vidste, at hvis ikke maven kunne tage mere, kunne jeg ikke realistisk løbe videre, fordi der stadig var et fortsat kaloriebehov, som skulle mødes undervejs – jeg kunne slet ikke løbe på vand alene. Jeg fortsatte dog alligevel, og løb de næste 8 km i sekvenser af 2,5 kilometer, fulgt af blodsukkermåling og kort gang med kulhydrat-indtag. Ved 39 kunne maven ikke mere, jeg drak en lille mundfuld vand og det var nok til at ‘vælte læsset’, så jeg måtte kaste op. En samarit blev tilkaldt og jeg forklarede kort min situation. Jeg havde det langt bedre efter at have kastet op, maven kunne lidt igen. Jeg var i øvrigt helt klar i hovedet, så det tog ikke så lang tid at overbevise samaritten om, at jeg godt kunne klare de sidste par km eller tre. Det endte med, at jeg fik lidt sukker og noget vand, og jeg tog så resten af turen stille og roligt; gik først 500 meter, løb så resten af turen. Tiden var naturligvis skuffende (jeg var et godt stykke over 4 timer), men den betød ikke særligt meget på det tidspunkt, og som dagen skred frem betød den mindre og mindre.

Konklusionen om aftenen var: Jeg gennemførte! Alt det andet var efterhånden ret ligegyldigt. Som jeg også gjorde klart ovre på Willam’s blog var løbet efter min opfattelse et godt arrangeret løb, hvor man følte at man løb i trygge og velordnede rammer – så tak til alle de mange mennesker, der gjorde det muligt, også selvom det ikke er sikkert, nogen af dem vil læse denne post.

Tiden umiddelbart efter en marathon er faktisk ikke nødvendigvis så slem, som du måske går og tror. Vi – mig og min storebror – spiste uafbrudt i vel over 3 timer, tilbragte derefter et par timer på sofaen, hentede så pizza og så en film. Noget ømhed er der selvfølgelig, men tiden bagefter var ikke nær så slem, som jeg havde frygtet.

14,3 kilometer

1 time, 21 minutter.

Meget langt fra det optimale (den halve marathon skal ned under 1.45, før jeg overhovedet vil overveje for alvor at løbe en hel, og jeg var helt smadret, da jeg nåede hjem, så tidsforbruget skalerer ikke…), men jeg er trods alt så småt ved at være i form igen. Ikke rask, men sundere end gennemsnittet.

Mit akutte kulhydratbehov under løbet er det samme, som da jeg løb 6 kilometer (pr. løbetur, ikke pr. tidsenhed; pr. tidsenhed eller pr. tilbagelagt kilometer er det faldet betydeligt, både pga. markant forbedret energiomsættelse/iltoptagelse og pga. reduktion i eksternt tilført insulin på ca. 0,1 ml på motionsdage). Kan formentligt løbe en halv marathon på samme kulhydratmængde, som det for to måneder siden, for givne insulindoser, ville kræve at have løbet 10 kilometer.

Summa summarum: Det er ekstremt let for diabetikere at registrere, at motion er sundt for os.