Stalinismens fascination (2)

Min første post om bogen med introduktion m.v. kan du læse her. Jeg vil bruge samme citatteknik som jeg benyttede i første post.

1) På hver station stod der en gruppe lasede bønder og falbød ikoner og lærred til gengæld for et stykke brød. Kvinderne løftede børn op til kupévinduerne – ynkelige og skrækindjagende småbørn med lemmer som pinde, oppustede maver og store, gribbelignende hoveder, der rokkede frem og tilbage på de tynde halse. Jeg var uventet kommet lige ind i kulminationen af hungersnøden i 1932-33, som havde affolket hele distrikter og krævet adskillige millioner ofre. Nu bliver dens hærgen officielt indrømmet, men den gang blev den holdt hemmelig for verden. Optrinene på jernbanestationerne langs hele vores rejse gav mig en anelse om katastrofen, men ingen forståelse af dens årsager og omfang. … Jeg reagerede mod realitetens brutale anslag mod illusionen på en måde, der er typisk for den blindt troende. Jeg blev overrasket og forvirret, men min partiopdragelses elastiske stødpuder begyndte straks at træde i funktion. Jeg havde øjne at se med og en sjæl, der var indstillet på at bortforklare, hvad de så. Denne “indre censur” er mere pålidelig og virkningsfuld end nogen officiel censur. (s.75-76)

Arthur Koestler, om en togrejse fra Moskva gennem de hungerramte områder. Her er et udpluk fra den danske kommunist Kaj Moltke’s egen beretning om, hvad han så på hans tur gennem de samme områder (fra Krigen købt på afbetaling, 1946):

I foråret og sommeren 1933 var bladene herhjemme fulde af rædselsberetninger af tysk oprindelse om “hungersnøden” i Ukraines østlige distrikter og i Nordkaukasus. Jeg var i denne periode på rejse fra Moskva til den grusiske republik syd for Kaukasus gennem de “hungersramte” distrikter. Jeg så ganske vist ikke, hvordan “udsultede mennesker styrtede om på gaden af hunger”, men undrede mig unægtelig – efter at have indsuget dansk borgerlig og socialdemokratisk presses visdom i Moskva – over at se hvordan trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende. (s.75)

…

2) De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej. Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt. Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på. Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati – langt mere gennemført end i Vesteuropa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed … Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. (s.82-83)

Historieprofessor og formand for Dansk-Russisk Samvirke Albert Olsen, fra en debat med Poul Henningsen (PH i teksten) i Danmarks Radio, 1947. Bemærk i øvrigt her, hvordan en hardcore kommunist dengang implicit fortalte en historie om, at det var Lenin der var hård i filten, og Stalin der var et blødt krammedyr, i hvert fald efter at tvangskollektiviseringen og alt det der var overstået. Den historie blev vendt på hovedet bare et årti senere, og derefter holdt man ved den til muren faldt (se eksempelvis her).

…

3) Professor Mogens Fog fandt det, efter en delegationsrejse i 1950, bl.a. “værd at fastslå, at der ikke i Sovjetunionen eksisterer censur over for bøger, presse og kunst. Enhver kan få offentliggjort, hvad han vil, hvis redaktionerne og bladforlagene vil tage det. Dette forhold og dets begrænsninger er ikke anderledes end her i landet“. (s.84)

…

4) Kunstnernes motiver er lykkeligt familieliv, landlig idyl, kærlighed, musik ude i naturen, mad, arbejde, frugtbare marker, jerngrå rygende fabrikker, højovne, stærke og smukke arbejdere, romantik om den røde hær og grænseforsvaret, erindringer fra Borgerkrigen, Stalin, Lenin, Vorosjilov. Men dog først og sidst et simpelt sundt liv, som et Eden uden slange: glade og velnærede børn, yndigt familieliv, mere afgrøde, flere piger, syngende bolsjevikpiger i rødt, den bedstbegavede skolepige, malkepiger, ungdomsfriske og buttede kolkhospiger i lyserødt, gult og solbrunt, klassisk ansigtsskønhed, billedet varmt af sol, forår og sommer over tilværelsen… (s.99, min fremhævning)

Halldor Laxness’ beskrivelse af sine indtryk fra en maleriudstilling i Kiev i 30′erne, med titlen Det blomstrende Ukraine – Det russiske Æventyr (1939), s.200. Her er et eksempel på den kunst Laxness beskriver:

Som Bent Jensen bemærker, var det paradoksalt nok på dette tidspunkt helt almindeligt for venstrefløjen at kritisere den nazi-tyske kunst, der i store træk producerede den samme slags nationalromantiske bras (mine ord) som russerne, af præcis samme årsager; hvis man som kunstner producerede andet, risikerede man at miste sit levebrød og/eller ryge i kz-lejr.

5) “… Pointen er imidlertid, at Sovjetunionen, trods sin utvivlsomme militære styrke, ikke har anvendt sin hær til aggression, ikke har agiteret for præventiv-krig og ikke har søgt angrebsbaser fjernt fra sine egne grænser, men tværtimod såvel indenlands som udenlands udfolder en omfattende fredspropaganda og fører en udpræget fredspolitik … Og samtidig viser det – vel for første gang i verdenshistorien – at en stormagt meget vel kan være stærk, samtidig med at være fredelig – netop hvad man kunne forvente af en socialistisk stormagt i modsætning til en kapitalistisk.” (s.134 – BJ’s fremhævninger, som med overvejende sandsynlighed alle stammer fra originalen)

Professor Jørgen Jørgensen, “Indtryk og fakta fra en rejse i Sovjetunionen”, Sovjetunionen i dag, september 1951. Det sovjetiske militær havde ganske vist uprovokeret angrebet lande som Finland og Polen, og havde udøvet afgørende indflydelse på indlemmelsen af samtlige sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa i USSR, men hvis man nu ser bort fra den slags detaljer… I forhold til den sidste sætning kunne man så også omtale Kina og Nordkorea’s angreb på Sydkorea året før, en kommunistisk initieret erobringskrig som stadig var i fuld gang da Jørgensen skrev sin kommentar.

Stalinismens fascination (1)

At læse intellektuelle stalinisters vidnesbyrd om Stalins forjættede rige i 1930′erne, 1940′erne og 1950′erne er som at blive ført ind i en troldeskov, hvor alt er forvredet, og hvor alle ting har fået forkerte navne. Hvor fred kaldes krig og krig kaldes fred. Hvor massemord og dødslejre omtales som socialistisk humanisme, og hvor omvendt liberale og socialdemokratiske retsstater kaldes fascisme. Hvor ensretning og terror kaldes ytringsfrihed og politisk demokrati, mens ytringsfrihed og politisk demokrati kaldes ensretning og terror.

Således skriver Bent Jensen i indledningen til bogen, og disse bemærkninger er ganske dækkende.

Posten, og givetvis også de følgende posts om emnet, jeg vil næppe lade denne være den sidste af slagsen, vil bestå af en blanding af direkte citater af det stalinistiske heppekor herhjemme som gengivet af BJ, og så en række løse facts og spredte observationer, som jeg fandt interessante under læsningen. Jeg vil nu og da kommentere lidt på de udvalgte citater, eftersom jeg formoder ikke alle læsere er lige godt inde i dette emne, og nogle supplerende observationer nogle steder derfor vil være hensigtsmæssige for at få en kontekst at sætte citaterne ind i. Kommentarer vil være med almindelig skrift, og vil, hvis der er flere af slagsen til samme citat, evt. være opstillet på punktform med romerske bogstaver. Citater fra bogen vil alle være gengivet i kursiv. Den udgave af bogen, jeg sidder med lige nu, er 3. oplag, og jeg ved af gode grunde ikke om de sidetalsangivelser, jeg har angivet i posten, nogle steder vil afvige herfra, hvis man selv har en anden udgave af bogen, men jeg betragter det som sandsynligt. Jeg skrev i posten i går, at jeg var påbegyndt de tre-fire nævnte bøger. Det var for så vidt korrekt, men ikke fyldestgørende: Jeg har ganske vist påbegyndt Stalinismens fascination, men jeg har altså også afsluttet den, og det er reelt ved at være et stykke tid siden. Posten er derfor i vidt omfang blot en repostering af materiale, jeg selv har fremhævet under læsningen (jeg ææelsker at klatte mine bøger til med gule overstregningspenne!), samt eventuelle noter tilføjet i marginen (disse er dog udvidet noget i posten). Jeg har trådt helt udenom kapitlet “Hvad vidste man – hvad kunne man vide?” i min behandling af bogen, for a) dette kapitel bør du selv læse i sin helhed, og b) jeg mener ikke, jeg kan tillade mig at citere alle relevante passager fra denne del af bogen. Men lad det være sagt, at hvis man på daværende tidspunkt ville vide noget om, hvordan det virkelige Rusland så ud under Stalin, så var der muligheder nok, hvis man gik til opgaven med et åbent sind, for at finde ud af, at billedet var mere blodrødt end rosenrødt. Det var de indledende bemærkninger:

1) forbruget af kød, flæsk og fjerkræ var i 1932 kun en trediedel af, hvad det havde været i 1928 [...] Statistikkerne for 1933 fortæller historien: mens kornhøsten var fem millioner tons mindre end i 1928, var de statslige forsyninger blevet fordoblet. (s.14-15)

i) Det første tal gælder for situationen i byerne, ikke på landet, og som BJ også er inde på, var det på landet der døde flest. Tallet er, bør man gøre sig klart, ikke nogen god indikator for den samlede fødevareproduktion, som slet ikke faldt helt så meget, men det fortæller alligevel noget om, hvor alvorlig situationen var. Kød koster mere pr. kalorie end hvede og andre vegetabilske fødevarer, så når fødevareproduktionen falder, er det naturligt, at forbruget af kød/flæsk m.m. rammes relativt hårdt – de samme mekanismer vil sandsynligvis i mindre omfang kunne iagttages den dag i dag i fattige provinser i det vestlige Kina eller de underudviklede regioner af bagindien. Folk skar grundlæggende kødet væk fra menuen og brugte de sparede midler til at købe mere hvede, så de i det mindste kunne gøre sig lidt håb om at få kalorier nok til at overleve vinteren – og det gjorde de på trods af, at prisen på hvede også var steget dramatisk. I forhold til dyrehold mv. er der især to ting, der også er væsentlige at gøre sig klart: a) At have mange dyr i udgangspunktet øgede ikke overlevelsesmulighederne, tværtimod. Folk med selv små dyrehold blev kategoriseret som kulakker, udsat for massive konfiskatoriske skatter, som de umuligt kunne betale, og deres ejendomme eksproprieret og indlemmet i kolkhozerne. Tusindvis af dem blev deporteret og døde efterfølgende af sult. Som altid kan Conquest anbefales i denne sammenhæng; hans estimat for antallet af ofre er for højt, men bogen indeholder mange gode detaljer og den gør på fremragende vis klart, hvilken situation bl.a./primært ukrainske bønder befandt sig i i starten af 1930′erne. b) Eftersom mange dyr simpelthen døde af sult under hungersnøden (hvilket indebar højere kødproduktion og -salg på kort sigt), var situationen endog værre, end hvis man blot sammenlignede situationen i de to år uden at have denne effekt i baghovedet. Når hestene døde af sult lokalt betød det også, at det følgende års høst ville blive katastrofal, for i tiden før traktoren var hestene uundværlige for landbefolkningen til transport, pløjning, tærskning osv.
ii) De to citerede passager herover er i sig selv citater Bent Jensen har fremhævet fra Stephen Cohen’s værk Bukharin and the Bolshevik Revolution, og der angives ingen kilder i Bent Jensen’s værk som dækker de pågældende tal. Dette er væsentligt især i forhold til den sidste halvdel af citatet, for her er det svært, uden at vide hvor tallene kommer fra, at vide, hvor meget man kan bruge dem til. Det er altid risikabelt at bruge officielle tal fra autoritære regimer som Stalins, for ofte var der tale om “politiske tal”, hvor politiske overvejelser havde haft større indflydelse på, hvordan tallene i sidste ende kom til at se ud, end hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Jeg mener det vil komme for vidt at gå mere i detaljer her, især fordi det i forvejen er uklart, hvilke tal der reelt er tale om, men gør dig selv klart, at tal som disse aldrig ukritisk kan tages for pålydende, og at man altid bør holde sig for øje, hvor den slags data kommer fra. At arbejde ud fra den formodning at officielle sovjetiske høstresultater og produktionstal er sandfærdige, giver lige så meget mening, som det gør at arbejde ud fra den formodning, at Joseph Goebbels udtalelser var sandfærdige og korrekte, mens han besad posten som Nazitysklands propagandaminister.
iii) I sig selv burde dette måske udgøre et selvstændigt punkt i fremstilligen, men givet at emnet er behandlet ekstensivt allerede i kommentarerne herover, fandt jeg det hensigtsmæssigt her at indskyde endnu et citat fra bogen, som er at finde blot få sider længere fremme, og som for så vidt meget godt dækker landbrugsproduktionens udvikling også i det årti, der fulgte: Der blev produceret mindre korn i gennemsnit pr. år i 1930′erne end i 1913. (s.18).

…

2) “et frit land, hvor livet er let at leve“. (s.43)

Peter P. Rohde og Elias Bredsdorff beskrivelse af Rusland, efter deres “pilgrimsfærd” (som BJ kalder det) i 1935.

“Vi orkede ikke at spise al den mad, man tiltænkte os.”

Hans Scherfig, efter en “pilgrimsfærd” i 1950.

…

3) Revolutionen i Rusland er indledningen til en hel ny menneskehedens æra; … Planøkonomiens sejr betyder et mægtigt kulturelt fremstød. Den vil blive udgangspunktet for en ny lysende epoke i menneskehedens udviklingshistorie. (s.55)

Martin Andersen Nexø, Sovjet i Dag, 1936. Bemærk årstallet! Nexø skrev dette blot få år efter den på daværende tidspunkt største menneskeskabte hunger-katastrofe i hele verden i det 20. århundrede, som kostede millioner af menneskeliv og som Stalin havde på samvittigheden, og han skrev det samme år som Jesjov blev leder af NKVD, manden som over de næste to år i samarbejde med Stalin fik op mod 700.000 mennesker skudt. Og Nexø var langt fra alene med sådanne vurderinger på det tidspunkt, herunder følger forfatteren Harald Herdal’s karakteristik af Sovjetunionen fra samme udgivelse (også s.55):
“For et fremskridtsbetonet menneske, der har i behold sin tro på muligheden af betydeligt bedre samfundsforhold end de, der hersker her i landet, er Sovjetunionen lyspunktet, det eneste land at se hen til for at få bekræftet, at ikke al menneskelighed er gået til grunde med den kapitalistiske menneskeødelæggende verdens langsomme og grusomme forfald. [...] Sovjetunionens skabelse og eksistens er dog det største, det frugtbareste, der er sket i vor levetid, i dette århundrede! Lyspunktet for fremskridt, fornuft og menneskeværdige kår!”

…

4) “Enhver, som tror på en fremtid for verden baseret på socialismen, (må) nære det håb, at flere kan se, hvorledes den fungerer overført til virkeligheden. Det er nemlig hovedresultatet for mit vedkommende: Ikke alene en bekræftelse af, at socialismen er mulig, men et stærkere indtryk end forud af, at den kan skabe lykkelige og menneskelige kår.” (s.56)

Mogens Fog, Frit Danmark, juni 1950. Året før, jf. Kommunismens Sorte Bog, kapitel 13, mellem marts og maj, havde Stalin deporteret 95.000 baltere til Sibirien; i juni samme år blev endvidere 57.680 grækere, armenere og tyrker deporteret fra Sortehavskysten til Kasakhstan og Altaj – og d. 17 februar 1950 gjorde en rapport fra Kruglov til Stalin klart, at 94.792 moldaver var blevet deporteret. I 1950 var der stadig mere eller mindre åben borgerkrig i det vestlige Ukraine, hvor partisaner kæmpede imod den røde hær, og antallet af mennesker som befandt sig i Gulags lejre i Sibirien var på den anden side af 2 millioner, formentligt nærmere 2,5 millioner (tallet var 2,7 millioner i 1953). Lige så mange mennesker levede på den anden side af pigtråden en kummerlig tilværelse som tvangsforflyttede. “Lykkelige og menneskelige kår”?

…

5) En eftermiddag er vi i en kulturpark … Mange af de unge mænd og børnene er omtrent nøgne, og det er en fornøjelse at se på deres kraftige, brune, sportstrænede legemer … De har en del bolde, som de kaster til hinanden med hænderne … Snart er vi med i spillet, og vi føler os som glade mennesker af én stor familie … Da vi går, følger de os til bilerne, og inden vi kører, synger de Internationale. En af dem, som åbenbart har prøvet det før, står iblandt dem og dirigerer, og sangen lyder kraftigt og festligt … Jo længere tid, jeg er imellem dette folk, des mere føler jeg mig hørende sammen med dem, og des lykkeligere er jeg. Jo, det er rigtigt, det må være rigtigt, hvad mit instinkt mere end min forstand har sagt mig, at her er det grundlag, hvorpå fremtiden skal bygges … (s. 60, min fremhævning).

Fra en rejsebeskrivelse af Kathrine Kamstrup-Jakobsen, Sovjet i Dag, 1935, nr. 12.

…

6) “Et land, hvor folket ikke mere har nogen fjender inden for dets grænser, og er uovervindelige udefra, hvor menneskene lever i enighed og broderskab, uden at noget menneske er en andens slave eller herre, denne hvide steppe med sine venlige menneskeboliger under månens og stjernernes skær, den er fredens sindbillede. Der findes ikke større fred på jorden end den, som den russiske natur og det russiske menneske gemmer i deres dybder.” (s.64)

Et uddrag af Det russiske Æventyr, s. 182, af Halldor Laxness – en mand som i øvrigt nogle årtier senere var blevet klogere. Erindringen er fra en togtur i 1937, hvor Laxness rejste fra Moskva og sydpå over de russiske stepper. I 1937-38 blev 681.692 mennesker (sandsynligvis mange flere, men disse ofre er indiskutable) henrettet under Den Store Terror. Dette er foruden de tusinder, der omkom i Gulags arbejdslejre. “Enighed og broderskab”, “uden at noget menneske er en andens slave eller herre”?

…

7) Industrien udvikler sig i rivende tempo, … byggeriet udvikler sig i et tempo, der i løbet af få år vil sikre en overflod af boliger og bygninger til alle formål. Den omlægning og rationalisering af kollektivbrugene, som er i gang, skovplanen og fuldførelsen af de her omtalte kæmpeprojekter vil garantere en sådan landbrugsproduktion, at alle ernæringsmæssige og beklædningsmæssige problemer vil forsvinde. Disse kendte faktorer vil gøre Sovjetunionen til verdens rigeste land, men dertil kommer faktorer, der vil virke i samme retning, faktorer som vi ikke kender nærmere om i øjeblikket, men som vi kan vente at komme til at høre om i den nærmeste fremtid: virkeliggørelsen af den sibiriske flodplan og atomenergiens fredelige udnyttelse til elektricitetsfremstilling.
Det er ikke mundsvejr, når man i Sovjetunionen taler om den nuværende periode som en overgangsperiode mellem socialismen og kommunismen, men en nøgtern karakteristik af de økonomiske kendsgerninger. Om 10-15 år vil denne periode være afsluttet, og kommunismen, hvor enhver kan få efter sit behov, sat på dagsordenen. Kapitalismen vil også teknisk tage sig ud som en primitiv og barbarisk samfundsform. (s.69, BJ’s fremhævelser).

William Saxtorp, i Sovjetunionen i Dag, december 1950.

Bombardér hovedkvarteret 1.5

Her kan du finde min første post relateret til Mikkel Plums bog, hvis du ikke allerede har læst den. I denne post følger herunder nogle flere citater fra bogen, som jeg allerede nu ikke har noget problem med at anbefale, selvom jeg indrømmet stadig mangler at læse halvandet hundrede sider:

i) For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. [...] Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder. Der er for lidt revolutionær bevidsthed her i verden, og den sidder i de forkerte hoveder.

Leif Varmark, Vindrosen #3, 1973. (gg. s.135 i B.h.)

…

ii) Baader-Meinhof-gruppen kan og skal naturligvis forsvares over for borgerlige, men en tilbundsgående diskussion indadtil af sabotageaktioner – af problematikken omkring legalitet-illegalitet er en forudsætning for, at den danske venstrefløj kan tage ved lære af f.eks. den tyske venstrefløjs erfaringer … De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Det må være vores opgave at hjælpe til med at få arbejderne og arbejdernes kommende parti til at give startskuddet til åbning af fronten.

Vibeke Sperling, Politisk Revy, august 1972 (gg. s.236 i B.h.).

…

iii) Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende.

Anne Grete Holmsgaard, International Bulletin #14, 1978 (gg. s.263 i B.h.).

…

iv) Teorier om og forsøg på ad fredelig vej at gennemføre socialismen, har altid ført til nederlag for arbejderklassen. Arbejderklassen kan ikke tage den borgerlige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål. Tværtimod må arbejderklasssen sønderknuse det borgerlige statsapparat og erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, proletariatets diktatur. Arbejderklassen må forberede sig på væbnet kamp i opgøret med borgerskabet … Historien har med al tydelighed vist, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver afkald på sin magt, men vil anvende statsmagten til at under trykke arbejderklassens kamp for socialismen.

Kommunistisk Arbejderparti (KAP)’s principprogram, 1976 (gg. s.266 i B.h.).

Et par citater

Fra Mikkel Plums Bombarder Hovedkvarteret!

Mellem 1939 og 1941 modtog Tyskland [fra Sovjet] 865.000 tons olie, 140.000 tons mangan, 14.000 tons kobber, 3.000 tons nikkel, 101.000 tons rå bomuld, over 1 million tons tømmer, 11.800 tons hør, 26.000 tons krom, 15.000 tons asbest, 184.000 tons fosfater, 2.736 kilo platin og 1.462.000 tons korn.

…

Hvornår var det nu, at SF kom til verden? De fleste mener at kunne huske, at partiet opstod i protest mod stalinismen, og at den direkte anstødssten var Sovjetunionens invasion af Ungarn.
Den røde hær rykkede endeligt ind i Budapest 3. november 1956, og verden var rystet. Blev SF dannet 4. november? Nej! Det afgørende brud mellem DKP’s centralkomite og formanden for DKP gennem mere end 20 år, Aksel Larsen, skete ikke i dagene efter.
Det skete først dagen efter, at Aksel Larsen havde ladet sig “hænge” af Osvald Helmuth på Avenyscenen 20 oktober 1958!
Der gik altså to år før Aksel Larsen og hans støtter tog sig sammen og gjorde det, Halldor Laxness kaldte “melde kommunistpartiet ud af kommunistpartiet”, hvis stenhårde stalinistiske leder Aksel Larsen selv havde været i årtier.
I de to nævnte år lå Aksel Larsen og hans folk helt på linie med Moskva i alle afgørende spørgsmål, og de forsvarede sovjetkommunismen, som den udviklee sig i alle centraleuropæiske lande, uden at kritisere diktaturet og dets forbrydelser i nævneværdig grad.

I Folketinget 6. november 1956, tre dage efter invasionen, sagde Aksel Larsen bl.a.: “Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet” [dette er formodentligt en nærmest mundret oversættelse af Pravdas ledere i de dage, og er, naturligvis fristes man til at sige, lodret løgn. Der var lige så meget tale om "borgerkrig" i Ungarn, som der var tale om "revolution" i Rusland i 1917. Førstnævnte var en erobringskrig/invasion, sidstnævnte var et statskup].

[...]

Grunden til Aksel Larsens eksklusion og dannelsen af Socialistisk Folkeparti efter to års “tænkepause” handlede om noget helt andet: Jugoslavien.
Aksel Larsen tog i foråret 1958 parti for Tito og dennes uafhængige linie over for Sovjet. [...] Dette forår kom et nyt sovjetisk direktiv ud til alle komunistpartier mo fordømmelse af Jugoslavien. Aksel Larsen sagde for én gangs skyld nej. Han havde i et stykke tid bag kulisserne prøvet at få DKP til at ændre kurs og forholde sig mere uafhængigt/kritisk til Sovjetunionen [min tilføjelse: ikke til kommunismen]. Årsagen til dette var, at DKP efter Ungarn totalt havde mistet sit tag i den danske befolkning. [min tilføjelse: Det er motivspekulation, eftersom ingen sandsynliggørende kilder inddrages, men jeg deler ikke desto mindre MP's vurdering. Husk i øvrigt, at det forhold at AL ikke primært stiftede SF pga. Ungarn, på ingen måde betyder, at mange af de nye medlemmer som stødte til, ikke gjorde det som følge af Sovjets erobringskrig to år tidligere]

[...]

Flertallet i DKP’s ledelse sagde “ja” til Kremls krav om fordømmelse af Jugoslavien. Det førte til, at Aksel Larsen i sommeren 1958 formulerede et memorandum mod den øvrige ledelse.
Det kom til åben strid, som endte med Aksel Larsens nederlag. Han blev nu nødt til at forlade sit parti, hvor lidt han end ønskede det.

…

Jeg har aldrig hørt andre forklaringer på dannelsen af SF end Ungarn, så sidste citats indhold var meget nyt og overraskende for mig. Plums bog lover rigtigt godt.

Jeg har stadig ikke internet, og der går nok nogle dage mere før jeg får det. Så forvent få, hvis nogen, opdateringer før næste uge. At jeg først læser kommentarerne om et stykke tid bør naturligvis ikke afholde Jer fra at give feedback.

Gorbatjov II

Udgangspunktet for analysen er Perestrojka – Nytænkning i Russisk Politik, af Mikhail Gorbatjov, Gyldendals forlag, 1987. Første post her.

En række citater fra bogen, såvel som mine kommentarer. Citater i kursiv, kommentarer med alm. skrift. Alle fremhævelser med fed skrift er fra den oprindelige fremstilling:

…

i) Lige fra Sovjetmagtens grundlæggelse tillagde Lenin og partiet retssikkerheden primær betydning (s.110).

Ja, det skrev han faktisk… Skal vi minde ham om, at Tjekaen blev oprettet kun halvanden måned efter statskuppet?

Men det ved han utvivlsomt godt, han bruger en masse sider på at snakke om Lenin, han ved en masse om ham, helt sikkert – og ikke kun den mytologiske Lenin fra statspropagandaen, nej da. Så nu er jeg forvirret. Ulla snakker om primær og sekundær retssikkerhed, nu skal jeg også til at inkorporere i mit begrebsapparat en helt uafhængig variant, hvor det at ’tillægge retssikkerheden primær betydning’ er kompatibelt med (/ensbetydende med?) oprettelsen af hemmelige politikorps, som myrder folk, der er uenige med de politiske ledere.

På den anden side løser dette problemet med at finde svar på vanskelige spørgsmål som dem, der for tiden diskuteres ovre op professorvældet, for helt ærligt: Hvis retssikkerhed og et hemmeligt politi som myrder politiske modstandere går hånd i hånd, så er den igangværende debat vel egentlig ikke noget, jeg behøver spilde min tid med. Så burde jeg da så sandelig vente med at komme med kritik, til der virkelig er brug for det, og retssikkerheden uden for enhver tvivl er i fare. Vent…

…

ii) Den økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid mellem de kapitalistiske og socialistiske lande er uundgåelig. Men den må og skal holdes inden for rammerne af en fredelig konkurrence, som nødvendigvis forudsætter samarbejde. Historien må dømme om det ene eller andet systems fortjenester [fejl i oversættelsen?]. Den vil løse alt. Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst. Lad den fredelige kappestrid afgøre det, lad hvert system vise sin evne til at tilfredsstille menneskets interesser og behov. (s.154-55)

Den korte kommentar til ovenstående ville være: Historien har talt. Men muslimerne kunne lære af Gorbatjov når det kommer til tvetungethed og dobbelttænkning, for han skriver også:

Nogle socialistiske lande gennemgik alvorlige kriser i deres udvikling. Sådan var det f.eks. med Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen i 1956 og igen i begyndelsen af 1980erne. Hvert af disse kriser havde sine særtræk, og man kom ud af dem på forskellig måde. Men det er en objektiv kendsgerning, at ikke i et eneste af de socialistiske lande fandt der en tilbagevenden til det gamle system sted. Jeg vil gøre den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er socialismen, der er skyld i vanskelighederne og problemerne i de socialistiske landes udvikling, men hovedsageligt de herskende partiers fejlberegninger. (s.171)

og videre:

hele systemet af politiske forbindelser mellem de socialistiske lande skal opbygges på et ukrænkeligt grundlag af fuld selvstændighed. (s.173)

Altså: “Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst” – så længe ‘folket’ vælger kommunismen. Hvis man vælger noget andet vil det resultere i en ‘krise’. Det var ikke med Gorbatjovs gode vilje at muren faldt, og det var bestemt ikke hans hensigt, at situationen udviklede sig, som den gjorde. En uddybning:

I den vanskelige internationale situation havde den enstemmigt trufne beslutning om forlængelse af Warszawapagtens Politisk-Konsultative Komités periodiske møder foregår der en art akkumulering af dens deltageres ideer og initiativer. Man “stiller urene ind efter hinanden”.
Sagt på en anden måde drejer det sig om en organisk afstemning af hvert broderlands udenrigspolitiske initiativer med den aftalte fælles linje. (s.174)

Til dem der skulle være i tvivl: Selvom mit russiske er elendigt, ved jeg nok til at kunne sige med stor sikkerhed, at ‘den aftalte fælles linje’ bedst kan oversættes med ‘Moskva-linjen’. Man stiller med andre ord urene ind efter, hvad Moskva siger. Det er ikke det, der står, men det er det, han siger. Begrebsforvirringen breder sig, for nu skal jeg også til at acceptere en udgave af ‘national selvbestemmelse’, hvor der ikke er nogen selvbestemmelse. Nå, man lærer det vel efterhånden…

…

iii) I teorien, i det vi kalder den videnskabelige socialisme, tales der om, at det menneskelige samfund gennemgår bestemte etaper i dets udvikling. Der har været det oprindelige ursamfund, derpå slavesamfundet og det feudale samfund. Som afløser for feudalismen kom kapitalismen. Og i det 20. århundrede begyndte det socialistiske samfund sin eksistens. Vi er overbeviste om, at alt dette er lovmæssige trin på en historisk stige. Det er en uundgåelig udvikling i verden. (s.158)

Historicisme for fuld udblæsning. Som altid henvises til Popper.

…

iv) Kommunismen har et mægtigt humanitært potentiale. (s.162)

Igen: Skrev han virkelig det? Hvad mon ofrene har at sige til den påstand?

…

v) Den sovjetiske ledelse stræber efter at føre politik på en ny måde. I første række vil jeg her nævne dialogen. Uden dialog er det svært at tale om opnåelse af gensidig forståelse. Efter at være gået over til den ny tænknings principper har vi gjort dialogen til det grundlæggende redskab for at få dem godkendt i den internationale praksis. Desuden kan vi ved hjælp af dialogen kontrollere realismen i vores ideer, initiativer og i selve vores adfærd i internationale anliggender.

[...]

I det internationale samvær ønsker vi at give ordene deres ægte, oprindelige betydning tilbage. Når vi proklamerer vores hengivenhed over for en ærlig og åben politik, tænker vi på ærlighed, anstændighed og oprigtighed, og vi følger disse principper i praksis. Disse principper er i sig selv ikke nye, vi har arvet dem efter Lenin. Det ny består i, at den nuværende situation gør dem forpligtende for alle.

Er det det nye? Er der noget nyt overhovedet? Tjoh, tjah… Det lyder da rigtig godt, det der står. Men to problemer:

a) Han bruger Lenin som sit eksempel på en mand, som bedrev ærlig og oprigtig tale på den internationale arena. Det er måske en smule uheldigt. Et par eksempler*:

Rumour here going that the oxszar [extsar] has been murdered. Kindly wire facts.
National Tidende.

…

Rumour not true exczar safe all rumours are only lie of capitalist press.
Lenin

…

Denne udveksling fandt sted mellem National Tidende København og Lenin d. 16. juli, 1918, blot få timer før zaren blev myrdet og mens mordforberedelserne var vel undervejs. Eller hvad med den her:

To comrade Krestinsky:

I propose to form a commision immediately (initially this can be done secretly) to work out emergency measures (in the spirit of Larin: Larin is rigth).
Let us say you + Larin + Vladimirsky (or Dzerzhinsky) + Rykov or Miliutin?
It is necessary secretly – and urgently – to prepare the terror. And on Tuesday we will decide whether it will be through SNK or otherwise.

Lenin**

Det giver god mening at man ikke vil gå og skilte med, at man starter masseterror. Men er det ikke tankevækkende, at Gorbatjov har Lenin i tankerne som rollemodel, når han snakker om mere åben politik og politisk dialog? Lenin var aldrig åben***. Han var en paranoid autokrat, som af gode grunde aldrig stolede på andre end sine allernærmeste ‘kammerater’, og heller ikke disse havde hans fulde tillid.

b) Andet problem er selvfølgelig, at han lyver når han siger, at ‘vi følger disse principper i praksis’. Det gør han jo ikke, og det har man aldrig gjort i Sovjet. Han taler for at tale åbent og ærligt og påbegynde en meningsfuld dialog, men inden han overhovedet er gået i gang har han løjet os lige op i vores åbne ansigt med sin historieforfalskning. For at gøre det værre er det ikke kun historiske forhold han lyver om, det går heller ikke for godt for ham, når han skal forholde sig til nutiden (87): Han siger ikke klart og tydeligt, at muren ikke bliver revet ned, aldrig, no way; han siger ikke klart og tydeligt, at balterne godt kan glemme alt om selvstændighed; han siger ikke klart og tydeligt, at russerne stadig er midt i en erobringskrig mod Afganistan med henblik på at lave en ny satellitstat. Men det er det, han tænker, og det er det, man kan læse ud af hans ord, hvis man gør sig lidt umage. Hvad der naturligvis ikke burde være nødvendigt, hvis han gjorde som han lagde op til, og talte lige ud af posen. Hvad han siger i stedet i sidstnævnte tilfælde, et eksempel der må siges at være yderst illustrativt, er dette:

Vi ville gerne så hurtigt som muligt trække de sovjetiske tropper tilbage til fædrelandet. I princippet er dette problem løst. Men det er forbundet med nødvendigheden af en politisk løsning omkring Afganistan. Vi støtter den nuværende afghanske ledelses kurs hen imod national forsoning. Sovjetunionen ønsker også i fremtiden at se Afghanistan som en uafhængig, suveræn og alliancefri stat. Hvilken vej landet vil gå, hvilken regering dder vil blive, hvilke udviklingsprogrammer der vil blive gennemført – det skal det afghanske folk bestemme, det er dets suveræne ret. Men den amerikanske indblanding forhindrer tilbagetrækningen af vores tropper og bremser den nationale forsoningspolitiks virkeliggørelse og dermed også en løsning af hele problemet omkring Afghanistan.

Manden er en løgner, og at han ‘lægger op til dialog’ ændrer altså ikke rigtig noget, han bruger stadig det samme nysprog som sine forgængere. Hvad er så det nye? Det eneste nye er, at han i sine lange oratoriske udfoldelser også benytter sig af ordet dialog, som om han tror, at han med brugen af dette ord automatisk åbner op for løsningen på alle problemerne. Han bruger mange kræfter på samtalen, eller mere præcist: På det Øst og Vest kan blive enige om. Som om individer med vidt forskellige politiske udgangspunkter og idealer automatisk vil blive enige, hvis bare de taler længe nok med hinanden, også uden at ændre mærkbart på idealerne. Som om samtalen i sig selv er en problemløser, der fjerner al uenighed. Som om alle problemer bare kan snakkes væk.

Uanset hvor populært synspunktet så end måtte være, så er det forvrøvlet. Uenighed går ikke væk, bare fordi man snakker om den. Nej, det er ikke et argument for ikke at snakke om den, til dem der måtte være i tvivl, det er bare et argument for ikke at tage selve diskussionen alt for højtideligt. Det er debattens indhold, ikke det forhold at debatten finder sted, der bør fokuseres på og være interesseobjektet. Gorbatjov var vant til, at man ikke sagde ham imod, og ikke snakkede om problemerne. Selvom han var opmærksom på dette ‘problem’ – der kun var et problem, fordi systemet ikke længere fungerede, ikke fordi folk skulle have lov til at sige hvad de mente – og havde til hensigt at mindske det, bærer hans oplæg til ‘dialog’ i den grad præg af den kommunistiske systemtænkning. Han taler for åbenhed og ærlighed, og lyver samtidig så det står efter. Han forstår ikke, at løgnen ikke bliver sand, bare fordi magtfulde mennesker står bag den. Det problem er der mange andre, der døjer med i dag. En diskussion mellem folk med forskellige ideologiske opfattelser vil kun lede til enighed, hvis ikke de snakker om det, de er uenige om. Der kan ske en tilnærmelse, en dybere forståelse for, hvad uenigheden bunder i, jovist, men en diskussion mellem to mennesker med forskellige værdisæt vil ikke lede til enighed, hvis begge parter holder fast, og værdisættene ikke er kompatible. Med mindre altså de ikke snakker om værdisættene selvfølgelig. Hvilket er en væsentlig pointe at få med. Gorbatjov ville gerne snakke med andre – så længe de var enige. Så længe det fremmede revolutionen og kommunismen. Hans syn på ytringsfriheden minder meget om den, en anden stor gruppering for tiden har. Ideen der ligger bag er, at så længe vi snakker om det, vi kan blive enige om, glemmer vi, at vi er uenige om de andre ting. Og hvis vi glemmer uenigheden og ikke fokuserer på den, så forsvinder den efterhånden af sig selv.

Det gør den bare ikke.

Gorbatjov slår i fremstillingen enkelte steder nærmest knuder på sig selv for at finde et svar på Vestens utilfredshed med hans utiltalende diktatur, som han tror vil passe Vesten, uden at han på nogen måde forpligter sig til at ændre noget videre på fundamentet. Det lyder også velkendt, som en strategi en anden stor gruppe også har benyttet sig af efter murens fald, gør det ikke?

…

Jeg vil bestræbe mig på, at tredje og sidste del af analysen kommer i weekenden.

…

*Kilde: The unknown Lenin – from the secret archive, Richard Pipes, document 22, p.47
**Kilde: Ibid, Document 28, p.56-57
*** Der er utallige eksempler. Fra samme kilde, hvis ikke de to var nok, kan eksempelvis nævnes: Dokumenterne 19 og 20 (Murmansk-affæren), dokument 64 (forholdet til Tyrkiet), dokument 68 (sovjetterne opkøbte tyske våben i 21, en sag der først kom frem efter murens fald), dokument 83 og note (Genoa-topmødet i foråret 1922 og Lenins manøvrering i den forbindelse), dokument 94 og note (vedr. konfiskation af værdier i ortodokse klostre og kirker under krigskommunismen). At kalde Lenin en åben og ærlig diplomat/statsmand/diktator/whatever er vanvid, der var meget lidt han foretog sig, der ikke havde en skjult dagsorden, og han holdt alle dage kortene meget tæt ind til kroppen. Det gjorde Stalin i øvrigt også – og det var en af grundene til, at sidstnævnte levede så længe, som han gjorde.

Montefiore

Jeg er blevet færdig med Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi: Stalin, Den røde zar og hans hof. En anmeldelse af bogen her, en anden her.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin’s ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet (‘revolutionen’). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin – og hans nærmeste – fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin’s egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. ‘På godt og ondt’ bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold – tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30′erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre – og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30′erne ‘under Jesjov og Berija’ (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi ‘kommer tæt på’ betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den ‘almene dannelse’ folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

Tilfældige observationer

Rusland under Stalin:

i) I 41-42, da krigen var på sit højeste og udfaldet på østfronten stadig var åbent, blev 994.000 sovjetiske tjenestegørende [soldater] anklaget og 157.000 skudt, i alt svarende til 15 divisioner. I 1943 arresterede Berija i NKVD-regi 931.544 personer (civile) i det ‘befriede’ territorium.

ii) Under udrensningen af hæren inden krigen blev 40.000 officerer arresteret. 3 ud af 5 marskaller, 15 ud af 16 generaler, 60 ud af 67 korpschefer og samtlige 17 kommisærer blev skudt.

iii) Af de 80.300 sovjetiske fly, der gik tabt under krigen, skyldtes 47% uheld, ikke-fjendtlig nedskydning eller pilotfejl.

iv) Khrusjtjov gav i Moskva under Jesjov‘s og Stalin’s -processer ordre til skydning af 55.741 embedsmænd. Den oprindelige Politbureau-kvote var på 50.000. Sjovt nok fremgår det ikke af hans wikipedia-artikel, at han altså også var en blodtørstig stalinist, der (bl.a.) stod bag mere end et halvt hundrede tusind dødsdomme, men så igen; så længe bare alt det væsentlige er med…

v) Stalin havde 1100 formelle møder med Jesjov under terrorprocesserne.

At han ‘ikke vidste hvad der foregik’ er mildt sagt ikke noget særligt holdbart argument, de to mødtes dagligt.

vi) I de måneder der fulgte efter 2. og 3. Hviderussiske Front var gået ind i Østprøjsen, blev 2 millioner tyske kvinder voldtaget. Russiske soldater voldtog endog russiske kvinder, der nyligt var blevet befriet fra tyske kz-lejre.

Stalin’s kommentar hertil, i en samtale med det jugoslaviske Politbureaumedlem Milovan Djilas, var denne: ‘forestil Dem [...] en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd – over tusindvis af kilometer i sit eget hærgede land, hen over kammeraters og sine kæres døde kroppe. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er der så forfærdeligt i, at han morer sig med en kvinde efter sådanne rædsler?’

‘Morer sig med en kvinde’… Stalin fremstår ikke mere ligefrem mere sympatisk, når man tager med i betragtningerne, at en af Stalin’s nærmeste, Berija, havde gjort det til noget nær en sport at samle tilfældige kvinder op på gaden, hvis han da ikke sendte underordnede ud for at hente kvinderne til ham, for efterfølgende at voldtage dem, en praksis Stalin ikke var ubekendt med. Men så igen, hvis man kan forsvare Stalin’s massemord, så kan man nok også forsvare, at manden ikke havde noget større problem med massevoldtægter…

…

Ved jeg har citeret meget fra Montefiore, men dette bliver formentligt også den næstsidste post om emnet.

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.“

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva‘s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.

Poul Erik Andersens klumme

…er at læse her.

På nogle områder var Lenin en stor organisator. At han med et lille, militant mindretal formåede ikke blot at gennemføre et succesfuldt statskup (som nogle forvirrede mennesker kaldte for en “revolution”, et navn som desværre hang ved), men endog formåede at blive ved magten i de efterfølgende år, var i sig selv et udtryk for hans evner. Desværre må det også stå ret klart, at når det kommer til de fleste andre områder, var hans organisatoriske evner, mindre overbevisende, som Poul Andersen også illustrerer.

Et eksempel mere (fra Pipes) på Lenin’s “organisatoriske evner” skal føjes til her: Den 22 oktober 1919, hvor Iudenich’ styrker stod ved Petrograds forstæder, var en af Lenin’s ordrer således at mobilisere: “10 thousand or so of the bourgeoisie, post machine guns in their reir, [have] a few hundred shot and assure a real mass assault on Iudenich.” Saml 10.000, pløk et par hundrede af dem ned, og send resten afsted mod den hvide hær. Skyd dem der vender om. Jep, fremragende ide – lidt ligesom den tyske Volkssturm under slaget om Berlin (hvis man har set Der Untergang, vil man næppe have glemt denne del af krigen). Så sandelig ideer værdige for “en stor organisator”.

Jo mere jeg læser om Lenin, jo mindre bryder jeg mig om ham.

Kritikken af Ole Vagn Christensen fortsaetter

Heldigvis da. Arzrounis dokument er et telegram til eksekutivkomiteen i sovjetten i Penza, og er ikke et enestående dokument.

Et lignende telegram blev af Lenin sendt til eksekutivkomiteen i sovjetten i Nizjnij-Novgorod (Kommunismens sorte bog, s.89-90):

“Det er indlysende, at hvidgardisterne er i færd med at forberede en opstand i Nizjnij-Novgorod. Der skal øjeblikkeligt nedsættes en diktatorisk ‘trojka’ (bestående af Dem selv, Markin og en tredje person), der skal på stedet udløses masseterror, alle de hundredevis af prostituerede, der får soldaterne til at drikke, skal henrettes eller deporteres, også alle de tidligere officerer osv. Der er ikke et sekund at spilde [...] Der skal handles beslutsomt: massive husundersøgelser og kropsvisitationer. De, der bærer våben, henrettes. Massive deportationer af mensjevikker og andre mistænkelige individer.

I forbindelse med udrensningen i Sjuja sendte Lenin et brev d. 19. marts 1922 til medlemmerne af Politbureauet, hvor følgende afsnit må siges at være “relevante” for diskussionen (ibid.147-148):

“[...] Således er jeg nået til den kategoriske konklusion, at tiden er inde til at knuse den sorte reaktions præsteskab på den mest resolutte og nådesløse måde, med så stor brutalitet, at de ikke vil glemme det i de næste mange årtier. [...] Jo flere repræsentanter for det reaktionære præsteskab og det reaktionære bourgeoisi, der bliver skudt, desto mere fordelagtigt vil det være for os. [...]“

Ifølge Ole Vagn havde Lenin ikke noget imod kulakker. Så vil indholdet af følgende tale nok overraske ham lidt (fra BJ, Gulag og Glemsel, s.68, som kilde refererer han Pipes, Communism, s.48):

“Kulakken afskyr sindssygt sovjetmagten og er rede til at kvæle, at skære hundredetusinder af arbejdere i strimler [...] Enten vil kulakken opskære et endeløst antal arbejdere, eller også vil arbejderne slå det tyvagtige mindretals oprør mod arbejdernes magt ned [...] Kulakkerne er de mest dyriske, de mest brutale, de mest vilde udbyttere [...] Disse blodsugere er blevet rige under krigen på folkets bekostning [...] Disse vampyrer har taget og fortsætter med at tage godsejernes jord, og de gør de fattige bønder til slaver. Til nådesløs kamp mod disse kulakker. Død over dem!”

Hvem holdt talen? Lenin.

Og jeg har end ikke nævnt kz-lejrene endnu. I 1922 var der iflg. officielle kilder omkring 200 af dem, med 85.000 fanger (ibid. s.68). 7 var oprettet i Tambov-regionen.

Ole Vagn Christensen har en meget dårlig sag. Måske var det på tide han kom videre? Han er mindst 20 år bagefter begivenhedernes gang.