Charlotte Sahl-Madsens lyse idé

Jeg ved godt jeg ikke burde læse den slags, jeg kan mærke hjernen skrumpe når jeg gør det, men man er vel kun et menneske og det ville nok være synd at sige at det var min største last. Anyways, den her sætning kunne jeg simpelthen ikke lade være med at kommentere på:

“Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens (K) mål er, at alle ansøgninger og eksaminer på universiteterne skal foregå digitalt.”

jp.

Her er et billede af en side fra mine forelæsningsnoter:

Hvis ikke problemet fremgår tydeligt af ovenstående version, så klik på billedet for at se det i en meget højere opløsning. Når du har klikket på billedet og kigget nærmere, kan du jo så prøve at se om du kan gætte, hvorfor jeg ikke bruger computer til at tage noter i det fag. Prøv derefter at gætte, hvor lang tid det ville tage at løse en opgave, hvis der skulle bruges computer til det hele. Prøv til sidst at se om du kan gætte, hvordan en fire timers computer-eksamen i det fag ville forløbe.

Charlotte Madsen lader til at være lige så skarp som Sander.

Agurketid

Tophistorier i de danske aviser i dag:

JyllandsPosten (de tre er både de øverste på internetversionens forside og de mest læste artikler):

1) Jacksons død er nu drabssag. [Den største nyhed er en nyhed om en afdød sanger, som nu har været død i næsten en måned]

2) Riis: Største fejltagelse længe set [Jeg læste ikke videre. Artiklen henvender sig til alle dem, der interesserer sig for professionel cykling. Godt gættet - jeg er ikke i målgruppen]

3) Begik selvmord efter tabt iPhone [Kinesisk Apple-medarbejder begik selvmord i skam over at have mistet en ny mobiltelefon-model. Ligesom de to øvrige nyheder udvalgt af JP: Godt at se, at vi har dygtige journalister til at sortere i nyhedsmoradset, så det kun er de væsentlige og betydningsfulde begivenheder, vi bliver informeret om, og ikke små tåbelige ligegyldigheder...]

Politiken:

1) Harvard-professor følte sig truet [en sort professor fra USA er blevet anholdt i - ja, du gættede rigtigt - USA. "Det er for galt", "racisme" osv... Passer godt ind i Politiken-læsersegmentets verdensopfattelse. Selvfølgelig bør det da være dagens tophistorie]

2) Brødre klar til ny opvisning i bjergene. [cykling; se min kommentar til Jyllandspostens artikel]

3) Obamas store planer kan hindre klimaaftale. [to historier fra USA, en tredje om cykling. Der var ingen øvrige nyheder fra resten af verden, der var vigtigere end den ene af de tre? Tilsyneladende ikke.]

Berlingske:

1) H1N1: Flere danskere i risikozonen [Jeg har ikke styr på, hvordan vejret er i forhold til de forrige år, men et eller andet siger mig, at det ikke er så varmt som sidste år. Global opvarmning plejer at være det store trækplaster i agurketiden, når det drejer sig om massehysteri om ligegyldige småting, der bliver blæst ud af alle proportioner af velvillige medier og journalister, der tror (ok, jeg vil så heller ikke helt afvise, at de kan have ret) at den slags sælger aviser]

2) Computere strider imod pædagogers pædagogik [pædagoger vil hellere have børnene til at klippe og klistre end til at bruge computere - det er ikke svært at se, hvorfor det bør være en tophistorie i en af landets største dagblade...]

3) Gaza er på randen af borgerkrig [nu igen? ... Naturligvis får ingen israelske kilder taletid i artiklen. Det er jo israelernes skyld alt sammen, så hvorfor pokker skulle man dog spørge dem?]

Irriterende…

Jeg hader bare, når journalister viderebringer oplysninger uden i øvrigt selv at foretage sig andet end at kopiere det, andre har skrevet for dem.

Det er eftermiddag. Jeg sidder og læser jp, og falder ved et tilfælde over den her artikel, om et nyt metastudie som linker BMI og overdødelighed. Jeg ved forskningen er delt på området, ved at sammenhængen mellem fedme og forhøjet mortalitet er veletableret, men at linket er svagere for “almindelig overvægt”, så jeg bliver nysgerrig. Læser artiklen. Den siger ikke så meget, vil gerne vide mere. Kigger efter kilder. Opdager de eneste links artiklen indeholder, er interne links til andre jp-artikler. Ingen eksterne links til studiet, og kun en af studiets formodentligt ganske mange bidragydere, Gary Whitlock, nævnes ved navn – åbenlyst fordi det er ham, der har udtalt sig til BBC-journalisten, som bragte den oprindelige historie, som jp’s artikel tilsyneladende ikke er ret meget andet end en oversættelse af, og som han ikke engang har haft energi til at linke til (selvom det kun tager mig 2 sekunder med google at finde artiklen).

Hvis jeg havde skrevet et blogindlæg om det pågældende studie, havde jeg linket til det sted, jeg havde fundet nyheden (BBC). Jeg havde derefter slået op på google scholar, hvis ikke den oprindelige artikel havde et direkte link (det har den ikke), fundet artiklen der og som minimum skimmet den, før jeg linkede til den i mit indlæg og fortalte om den. JP’s journalist, som får penge for det han gør, skriver bare af efter en engelsk kollega, han har tydeligvis hverken snakket med Gary Whitlock eller læst studiet (det er ikke engang online endnu på Lancet’s hjemmeside), og gider ikke engang linke til dem, der har. BBC-journalisten linker naturligvis ikke til studiet, eftersom han beskriver studiet, inden det overhovedet er publiceret. Hvorfor pokker gør han for øvrigt det? Trumfer nyhedsværdien af en sådan historie alt andet? Hvordan kan man forvente folk skal tage beskrivelsen af et studie alvorligt, når a) vedkommende som beskriver det, tydeligvis ikke selv har læst det (og/eller har nogen forudsætninger for at kunne læse og forstå det), og b) studiet ikke er tilgængeligt endnu, så kun forfatterne i realiteten ved, hvad der står i det? Hvorfor ikke vente til man faktisk kunne linke til studiet, og på den måde give folk en chance for at sætte sig ind i, hvilke forudsætninger m.v. der ligger til grund for analysen? Hvis man er så utålmodig, at man ikke kan vente med at fortælle om studiet til det faktisk er offentliggjort, hvorfor så ikke som minimum da lade artiklen indeholde et link til The Lancet, når man nu ved, at det vil være der, studiet vil kunne findes, når det ‘publiceres’?

De store bladhuse lever stadig primært af papiraviserne. Det er et af deres store problemer, for uden offentlig støtte er det ikke nemt at få den forretning til at løbe rundt. Men det er langtfra deres eneste problem.

En kommentar til debatten om ægdonation

“Baggrunden for, at krydsdonation ikke er tilladt, er principperne om, at ægdonation skal være frivillig, helt uden pression, og at donationen ikke må kommercialiseres.”

Jacob Axel Nielsen, i dagens jp. Krydsdonationsbegrebet dækker over, at en søster eller veninde til et barnløst par frivilligt donerer et æg anonymt til en pulje, med henblik på at hjælpe det pågældende par længere frem i køen til et æg. Dem som har læst Tabarrok’s posts om organdonation på marginalrevolution vil bemærke, at princippet bag krydsdonation minder lidt om det princip, som ligger til grund for organisationen Lifesharers‘ arbejde. Selvom der dog er den vigtige forskel, at modtager og donor i fbm. ægdonation i sagens natur ikke kan være samme person. Et par spørgsmål til ministeren:

i) Hvis der gælder et princip om, at ægdonation skal være frivillig og helt uden pression, hvorfor må dem der donerer æggene så ikke selv bestemme, hvordan de vil gøre det?

ii) Hvordan harmonerer kravet om, at donationen ikke må “kommercialiseres”, med kravet om frivillighed? Hvad nu, hvis de fleste kvinder ikke vil donere deres æg væk uden at blive kompenseret økonomisk for det?

iii) Man må godt i dag donere sin ene nyre eller måske en del af sin lever til sin bror eller søster. Men man må ikke give sin søster et æg, så hun kan føde et barn (al ægdonation skal, ligesom sæddonation, foretages anonymt i dag). Tilsvarende må man godt redde søsterens barns liv, ved at donere sin ene nyre til barnet, hvis det som 20-årig udvikler en alvorlig nyrelidelse. Men man må ikke hjælpe barnet til i det hele taget at blive født. Hvorfor alle disse forskellige standarder for, hvad man må og ikke må med sin egen krop?

De grumme spekulanter

Tysklands præsident, Horst Köhler, betegner i et interview med magasinet Stern pengemarkederne som et monster«, der har bidraget til at bringe det internationale finansielle system »på randen af en kollaps«.

Da Horst Köhler har en fortid som præsident for den Internationale Valutafond (IMF) samt Tysklands chefarkitekt bag den Økonomisk-Monetære Union, etableringen af Den Europæiske Central Bank og skabelsen af euroen, har hans ord vægt.

Den tyske præsident foreslår konkret »mere stringent og effektiv kontrol« fra de tilsynsførende myndigheder og selvransagelse i den internationale finansindustri, der »ikke synes i stand til at erkende egne fejl«, og som synes drevet af »bizar høj aflønning af nøglepersoner«. Underforstået: Personlig grådighed er ledemotivet bag den intense spekulation, som dominerer finansindustrien.

Er det værre end den grådighed efter politisk magt, der er drivkraften for mænd som Horst Köhler?

Spekulation har hos mange en negativ klang, uagtet at langt de fleste mennesker i det daglige er spekulanter uden at være bevidste om det.

Familien, der i dag køber et hus til overtagelse den 1. november, vil af bank og kreditforening få tilbudt at kurssikre de lån, der optages i den fremtidige bolig. Beslutningen om at sige ja eller nej er spekulation, og uden de finansielle markeder ville muligheden ikke eksistere.

Familien, der i dag bestiller vinterens skiferie i Frankrig, spekulerer i at sikre sig en lavere pris, end hvis den venter med at bestille umiddelbart før afrejsen.

Familien, der reagerer på supermarkedets tilbud om at købe fem pakker kød for 200 kr. og kommer dem i fryseren, spekulerer i immunitet over for mulige fremtidige prisstigninger.

…

Jeg er ikke enig i kronikkens konklusion om at mere tilsyn er løsningen på den finansielle krise, der for øvrigt måske heller ikke er helt så meget af en krise, som nogle politikere gerne vil gøre den til, jf. Arnold Klings lov om finansiel regulering bragt her på bloggen tidligere på ugen. Men ovenstående er alligevel et frisk pust, især fordi det ikke kommer fra 180 grader, men derimod fra Jyllandsposten.

Dagens citat

Hans Hauge i gårsdagens jp:

Kunststøtten er et levn fra Enevælden. Det vil sige den kunststøtte, der kun er symbolsk. Den, som man giver til Klaus Rifbjerg. Han får vel efter skat 400 kroner om måneden. Det er underligt, at han vil have dem. At fjerne denne feudale støtte er en modernisering, og dens afskaffelse er også symbolsk.
Kunstnerne får den, fordi mange af dem nok ikke vil have en fin orden, sådan som provster, politimestre og professorer får. Hvis de fik en orden, kunne de jo ikke være kritiske og provokerende.
Hvis man er liberal, er kunststøtte noget underligt noget. Ganske som religion bør kunst være en privat sag og ikke en statssag. Kunst bør kunne klare sig på det fri marked.
*
Dog er der kunstnere, der får en støtte der ikke er symbolsk. Dem, der intet kan sælge. Vi fik kunstfonden i 1964. Grunden var socialpolitisk og ikke kulturpolitisk. Den var et led i realiseringen af den universalistiske velfærdsstat, hvor man ikke kunne have en befolkningsgruppe, der ikke fik penge. Man begyndte derfor at betragte kunst som som et arbejde og kunstnere som arbejdere, der lavede et produkt, der havde den ene fejl, at det ikke kunne sælges. Men det var også det gode ved produktet.

Læs resten her.

Fuldt fortjent

Flemming Rose modtog i dag Laust Jensen-Prisen for sin håndtering af Muhammedkrisen og for sin deltagelse i den værdidebat som fulgte.

“Under dramatiske omstændigheder og under udfoldelse af stort personligt mod har Flemming Rose formået at fastholde og udbrede Muhammed-krisens reelle indhold og perspektiv, dels ved en enestående journalistisk produktion og forfatterskab af internationalt format, dels ved en utrættelig indsats som debattør i talrige medier verden over.”

Tillykke herfra. Til dem som ikke allerede er opmærksomme på det, blogger Flemming Rose her.

Dagens citat

Mens gennemsnitsalderen i Amerika og Europa i dag er omtrent den samme midt i 30erne og i 2050 fortsat vil ligge her i USA, da vil en gennemsnitlig europæer være 53. Vil det sige, at kontinentet går i sort eller muslimsk? Måske ikke, men selv de lyseste befolkningsudsigter er ikke lyse.

Fra dagens kronik i berlingske. Denne sætning er også tankevækkende:

40 procent af danske socialbidrag går ifølge Laqueur til medlemmer af den 5 procent store gruppe af muslimer.

Kronikken i jp, hvor Poul Grooss fortæller lidt om den svenske neutralitetspolitik under 2. Verdenskrig, er også værd at smutte forbi.

Carsten Juste og JP slaar igen

Advokaten Michael Christiani Havemann, den advokat som repræsenterer de muslimske organisationer i retssagen mod Jyllandsposten, er nu blevet anklaget for injurier af JP.

Mere her. Om Havemann er gået for vidt eller ej er op til domstolene at vurdere, men jeg ved godt hvilket udfald jeg ville foretrække.

Charlie Hebdo-retssagen

Retssagen mod det franske ugeblad Charlie Hebdo er tidligere behandlet andetsteds. Det samme er de juridiske spidsfindigheder.

I dag faldt der dom i sagen: Charlie Hebdo og Philippe Val blev pure frifundet.

Dommen kan kun betragtes som en sejr for ytringsfriheden. Man kan kun håbe, såfremt anklagerne vælger at appelere dommen, at appelinstansen vil nå den samme fornuftige konklusion: At man i et frit samfund ikke skal kunne dømmes for at gøre op med forældede og tåbelige religiøse dogmer, som aldrig burde have overlevet middelalderen.

Dragsdalsagen II

Jyllandsposten fortsætter med at imponere mig med dens konsekvente antitotalitarisme og angreb på den danske konsensustankegang præget af eftergivenhed og ansvarsforflygtelse:

“Her i landet er det aldrig kommet til nogen dybere debat om det intellektuelle og moralske forræderi, som mange toneangivende gled ind i under Den Kolde Krig. Det eneste, vi hidtil har fået, er en murstenstyk embedsmandsrapport, som er mest interessant for alt det, den ikke tør fortælle.

I kolonihavernes Danmark skal vi ikke rippe for meget op i sådanne ubehageligheder. Herregud, vi skal alle være her; vi har alle været yngre og det er jo så længe siden. Meget dansk; meget ansvarsforflygtigende båret af en lethed, som ikke kendes fra andre lande, hvor den står på både sandhedskommissioner og regulære retsopgør. Man glemmer, at det var et opgør på liv og død. Sovjet-kommunismen var vores fjende; truede vores frihed.”

Henrik Gade Jensen har andetsteds også sat tingene lidt i perspektiv.