Seriøst?

Den store europæiske undersøgelse viser endvidere, at to ud af tre kvinder simpelthen mangler motivationen til at tabe sig. Mange af kvinderne ender endda i en ond cirkel af overvægt, hvor de trøstespiser og bliver madafhængige.

Politiken.

Madafhængige???

Mistanken om at Politikens redaktion består af vampyrer øges…

Irriterende…

Jeg hader bare, når journalister viderebringer oplysninger uden i øvrigt selv at foretage sig andet end at kopiere det, andre har skrevet for dem.

Det er eftermiddag. Jeg sidder og læser jp, og falder ved et tilfælde over den her artikel, om et nyt metastudie som linker BMI og overdødelighed. Jeg ved forskningen er delt på området, ved at sammenhængen mellem fedme og forhøjet mortalitet er veletableret, men at linket er svagere for “almindelig overvægt”, så jeg bliver nysgerrig. Læser artiklen. Den siger ikke så meget, vil gerne vide mere. Kigger efter kilder. Opdager de eneste links artiklen indeholder, er interne links til andre jp-artikler. Ingen eksterne links til studiet, og kun en af studiets formodentligt ganske mange bidragydere, Gary Whitlock, nævnes ved navn – åbenlyst fordi det er ham, der har udtalt sig til BBC-journalisten, som bragte den oprindelige historie, som jp’s artikel tilsyneladende ikke er ret meget andet end en oversættelse af, og som han ikke engang har haft energi til at linke til (selvom det kun tager mig 2 sekunder med google at finde artiklen).

Hvis jeg havde skrevet et blogindlæg om det pågældende studie, havde jeg linket til det sted, jeg havde fundet nyheden (BBC). Jeg havde derefter slået op på google scholar, hvis ikke den oprindelige artikel havde et direkte link (det har den ikke), fundet artiklen der og som minimum skimmet den, før jeg linkede til den i mit indlæg og fortalte om den. JP’s journalist, som får penge for det han gør, skriver bare af efter en engelsk kollega, han har tydeligvis hverken snakket med Gary Whitlock eller læst studiet (det er ikke engang online endnu på Lancet’s hjemmeside), og gider ikke engang linke til dem, der har. BBC-journalisten linker naturligvis ikke til studiet, eftersom han beskriver studiet, inden det overhovedet er publiceret. Hvorfor pokker gør han for øvrigt det? Trumfer nyhedsværdien af en sådan historie alt andet? Hvordan kan man forvente folk skal tage beskrivelsen af et studie alvorligt, når a) vedkommende som beskriver det, tydeligvis ikke selv har læst det (og/eller har nogen forudsætninger for at kunne læse og forstå det), og b) studiet ikke er tilgængeligt endnu, så kun forfatterne i realiteten ved, hvad der står i det? Hvorfor ikke vente til man faktisk kunne linke til studiet, og på den måde give folk en chance for at sætte sig ind i, hvilke forudsætninger m.v. der ligger til grund for analysen? Hvis man er så utålmodig, at man ikke kan vente med at fortælle om studiet til det faktisk er offentliggjort, hvorfor så ikke som minimum da lade artiklen indeholde et link til The Lancet, når man nu ved, at det vil være der, studiet vil kunne findes, når det ‘publiceres’?

De store bladhuse lever stadig primært af papiraviserne. Det er et af deres store problemer, for uden offentlig støtte er det ikke nemt at få den forretning til at løbe rundt. Men det er langtfra deres eneste problem.

Journalistik

Fremragende indlæg af PKK ovre hos professorvældet om journalisters forhold til virkeligheden (/meningsmålinger). Jeg må indrømme, at jeg sad og kluklo, da jeg læste det.

…

På det lidt mere seriøse plan, hvis vi ønsker at forklare journalisternes fremgangsmåde og problemerne dermed, så er det værd at bemærke at, som Arnold Kling så rigtigt udtrykker det:

Journalists write stories.

Sværere er det ikke at forklare meget af det vrøvl som bliver lukket ud, når en ny meningsmåling har set dagens lys. Det er ikke en historie, at ingen partier har flyttet sig en milimeter siden valget, eller at for eksempel en hed politisk debat om dette eller hint ingen konsekvenser har haft for partiernes tilslutning. Eller måske er det, men ikke en historie som mange journalister vil finde det interessant at skrive om – det er sjældent at resultater à la “we fail to reject the 0-hypothesis” fører til avisoverskrifter. Så journalisterne, med deres begrænsede viden om statistik som naturlig følgesvend, kigger med lys og lygte efter overskrifter i tallene, og der er altid et par stykker eller tre. Politiske eksperter vil herefter gøre sig selv til grin og underminere enhver form for “ekspertstatus” de måtte have, ved at fodre journalisten med mere eller mindre plausible politiske forklaringer på de teoretiske vælgerbevægelser, som ikke findes ret mange andre steder end i journalisternes hoveder. Eller de “politiske eksperter” vil måske på egen hånd fylde journalisterne med forvrøvlede ideer om, “hvad tallene viser”.

Hvordan løser “man” så “problemet”? Rigtig gættet: Der er ikke noget “problem”, som kræver en “løsning”.

Folk får den journalistik de betaler for.