Stalinismens fascination (2)

Min første post om bogen med introduktion m.v. kan du læse her. Jeg vil bruge samme citatteknik som jeg benyttede i første post.

1) På hver station stod der en gruppe lasede bønder og falbød ikoner og lærred til gengæld for et stykke brød. Kvinderne løftede børn op til kupévinduerne – ynkelige og skrækindjagende småbørn med lemmer som pinde, oppustede maver og store, gribbelignende hoveder, der rokkede frem og tilbage på de tynde halse. Jeg var uventet kommet lige ind i kulminationen af hungersnøden i 1932-33, som havde affolket hele distrikter og krævet adskillige millioner ofre. Nu bliver dens hærgen officielt indrømmet, men den gang blev den holdt hemmelig for verden. Optrinene på jernbanestationerne langs hele vores rejse gav mig en anelse om katastrofen, men ingen forståelse af dens årsager og omfang. … Jeg reagerede mod realitetens brutale anslag mod illusionen på en måde, der er typisk for den blindt troende. Jeg blev overrasket og forvirret, men min partiopdragelses elastiske stødpuder begyndte straks at træde i funktion. Jeg havde øjne at se med og en sjæl, der var indstillet på at bortforklare, hvad de så. Denne “indre censur” er mere pålidelig og virkningsfuld end nogen officiel censur. (s.75-76)

Arthur Koestler, om en togrejse fra Moskva gennem de hungerramte områder. Her er et udpluk fra den danske kommunist Kaj Moltke’s egen beretning om, hvad han så på hans tur gennem de samme områder (fra Krigen købt på afbetaling, 1946):

I foråret og sommeren 1933 var bladene herhjemme fulde af rædselsberetninger af tysk oprindelse om “hungersnøden” i Ukraines østlige distrikter og i Nordkaukasus. Jeg var i denne periode på rejse fra Moskva til den grusiske republik syd for Kaukasus gennem de “hungersramte” distrikter. Jeg så ganske vist ikke, hvordan “udsultede mennesker styrtede om på gaden af hunger”, men undrede mig unægtelig – efter at have indsuget dansk borgerlig og socialdemokratisk presses visdom i Moskva – over at se hvordan trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende. (s.75)

…

2) De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej. Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt. Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på. Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati – langt mere gennemført end i Vesteuropa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed … Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. (s.82-83)

Historieprofessor og formand for Dansk-Russisk Samvirke Albert Olsen, fra en debat med Poul Henningsen (PH i teksten) i Danmarks Radio, 1947. Bemærk i øvrigt her, hvordan en hardcore kommunist dengang implicit fortalte en historie om, at det var Lenin der var hård i filten, og Stalin der var et blødt krammedyr, i hvert fald efter at tvangskollektiviseringen og alt det der var overstået. Den historie blev vendt på hovedet bare et årti senere, og derefter holdt man ved den til muren faldt (se eksempelvis her).

…

3) Professor Mogens Fog fandt det, efter en delegationsrejse i 1950, bl.a. “værd at fastslå, at der ikke i Sovjetunionen eksisterer censur over for bøger, presse og kunst. Enhver kan få offentliggjort, hvad han vil, hvis redaktionerne og bladforlagene vil tage det. Dette forhold og dets begrænsninger er ikke anderledes end her i landet“. (s.84)

…

4) Kunstnernes motiver er lykkeligt familieliv, landlig idyl, kærlighed, musik ude i naturen, mad, arbejde, frugtbare marker, jerngrå rygende fabrikker, højovne, stærke og smukke arbejdere, romantik om den røde hær og grænseforsvaret, erindringer fra Borgerkrigen, Stalin, Lenin, Vorosjilov. Men dog først og sidst et simpelt sundt liv, som et Eden uden slange: glade og velnærede børn, yndigt familieliv, mere afgrøde, flere piger, syngende bolsjevikpiger i rødt, den bedstbegavede skolepige, malkepiger, ungdomsfriske og buttede kolkhospiger i lyserødt, gult og solbrunt, klassisk ansigtsskønhed, billedet varmt af sol, forår og sommer over tilværelsen… (s.99, min fremhævning)

Halldor Laxness’ beskrivelse af sine indtryk fra en maleriudstilling i Kiev i 30′erne, med titlen Det blomstrende Ukraine – Det russiske Æventyr (1939), s.200. Her er et eksempel på den kunst Laxness beskriver:

Som Bent Jensen bemærker, var det paradoksalt nok på dette tidspunkt helt almindeligt for venstrefløjen at kritisere den nazi-tyske kunst, der i store træk producerede den samme slags nationalromantiske bras (mine ord) som russerne, af præcis samme årsager; hvis man som kunstner producerede andet, risikerede man at miste sit levebrød og/eller ryge i kz-lejr.

5) “… Pointen er imidlertid, at Sovjetunionen, trods sin utvivlsomme militære styrke, ikke har anvendt sin hær til aggression, ikke har agiteret for præventiv-krig og ikke har søgt angrebsbaser fjernt fra sine egne grænser, men tværtimod såvel indenlands som udenlands udfolder en omfattende fredspropaganda og fører en udpræget fredspolitik … Og samtidig viser det – vel for første gang i verdenshistorien – at en stormagt meget vel kan være stærk, samtidig med at være fredelig – netop hvad man kunne forvente af en socialistisk stormagt i modsætning til en kapitalistisk.” (s.134 – BJ’s fremhævninger, som med overvejende sandsynlighed alle stammer fra originalen)

Professor Jørgen Jørgensen, “Indtryk og fakta fra en rejse i Sovjetunionen”, Sovjetunionen i dag, september 1951. Det sovjetiske militær havde ganske vist uprovokeret angrebet lande som Finland og Polen, og havde udøvet afgørende indflydelse på indlemmelsen af samtlige sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa i USSR, men hvis man nu ser bort fra den slags detaljer… I forhold til den sidste sætning kunne man så også omtale Kina og Nordkorea’s angreb på Sydkorea året før, en kommunistisk initieret erobringskrig som stadig var i fuld gang da Jørgensen skrev sin kommentar.

Lidt tal – demografi, familieforhold m.v.

Her er linket hvorfra nedenstående oplysninger stammer. Der er tale om en SFI-rapport ved navn Familiens udvikling i det 20. århundrede – Demografiske strukturer og processer. Rapporten er udarbejdet af Mogens Nygaard Christoffersen.

1) I 1974 var det [...] halvdelen af de 17-årige, der var under uddannelse, mens det i 1990/91 og 2000 var omkring 90 pct.

2) Figur 3.4, side 32, er yderst interessant og er – selvom de nyeste tal er fra 2001 – tæt på at besvare et spørgsmål, jeg længe har ønsket at kende svaret på: Hvad er sandsynligheden for, at en tilfældig udtrukket kvinde på min egen alder lever sammen med en fast partner eller ægtefælle (sagt på en anden måde: Hvor mange af de potentielle partnere er allerede ude af billedet?). Det relevante tal for mig på nuværende tidspunkt, hvis tallene også holder i dag, er ca. 40 procent.

3) Blandt ægtefæller og samlevende var aldersforskellen mellem partnerne i 2002/2003 for 86 procents vedkommende mindre end 6 år, jf. Tabel 4.1.

4) I Danmark var 31 pct. af de ægteskaber, der blev indgået i 2002, mellem parter, hvor den ene eller begge var fraskilte. Har ikke kunnet finde nyere tal for dette, men et par af de øvrige tal fra denne sektion er opdateret i den gratis sektion af statistikbanken, så de følger her: Gennemsnitsalderen for førstegangsviede mænd var i 2008 34,8 år, for kvinder 32,4, og for alle viede var de tilsvarende tal hhv. 38,3 og 35,7 år – jf. dst-publikationen Vielser og skilsmisser 2008.

5) I 1965 var kvindens alder i gennemsnit 22,7 år, men i 2001 var kvindens alder 28,3 år ved første barns fødsel. I 2007 var tallet iflg. dst. 29,2 år, mens den gennemsnitlige alder for samtlige fødende kvinder var 30,4 år.

6) Andelen af levendefødte børn født uden for ægteskab udgjorde i 2001 ca. 45% af alle levendefødte børn. På det tidspunkt havde andelen ligget stabilt inden for et par procents afvigelse på dette niveau i over 15 år (så tallet er næppe ændret betydeligt fra 2001 til i dag). I 1970 var det kun 11 procent af alle børn, der fødtes uden for ægteskabet.

7) Andelen af alle individer over 16 år, der bor alene (uden ægtefælle eller samlever), har siden 1970 og frem til i dag ligget næsten konstant på omkring 33%, med kun få procents udsving i perioden.

8 ) befolkningen i 1881, som var på næsten 2 mio. indbyggere, havde det samme antal fødsler årligt, som vi har i dag.

9) Ud af 100 fødsler var omkring 12 af børnenes mødre teenagere i 1964, mens det i 2002 var 1,5 ud af hver hundrede nyfødte, der havde en moder, der var under 20 år.

10) Den generelle abortkvotient er antal legale aborter pr. år pr. 1.000 kvinder i aldersgruppen 15-49-årige. Den generelle abortkvotient er faldet fra 23,7 i 1975 til 12,0 i 2002. … For den fødselsårgang, der blev født i 1966, nåede 2,9 pct. af pigerne at blive mødre, inden de fyldte 20 år, hvorimod 5,7 pct. af dem nåede at få en provokeret abort, mens de var teenagere.

11) 25 procent af alle kvinder over 40 år havde i 2001 fået mindst tre levendefødte børn, inden de blev 40 år.

12) I løbet af 2002 blev 1,4 pct. af de bestående ægteskaber opløst ved skilsmisse. I 2008 var tallet 1,35 pct., jf. dst. Hvis vi i stedet for at tænke i procent tænker i absolutte tal, var antallet af skilsmisser i Danmark i 2008 14.695, eller ca. 40 om dagen.

13) En registerundersøgelse af børn født 1986 viste, at 60 pct. levede sammen med begge forældre, da de fyldte 17 år. … En analyse foretaget på grundlag af levekårsundersøgelsen fra 1986 viser, at omkring 4,4 pct. af de 30-39-årige i løbet af deres barndom havde oplevet, at den ene forælder døde. I stedet for at regne med, at knap 40 pct. på et eller andet tidspunkt i løbet af barndommen vil opleve, at forældrene flytter fra hinanden, er det derfor mere rimeligt at regne med omkring en tredjedel.

14) Danske registeropgørelser baseret på hele befolkningen viser, at omkring hver niende af samtlige børn, der ikke bor sammen med begge forældre, i dag bor hos faderen. Han er i disse tilfælde enten enlig eller samlevende med en stedmoder til barnet. … Tilsvarende norske undersøgelser viser, at det i gennemsnit var omkring 87-89 pct., der boede hos moderen efter skilsmissen.

Dagens citat

“En dygtig Erobrer vil altid, naar det er muligt, paatvinge de Overvundne sine Krav i Smaaportioner. For et Folk, der overgiver sig af egen fri Vilje, undergraver sin Karakter, og hos et saadant Folk kan man regne med, at ingen af disse Undertrykkelser i Smaaportioner vil være helt tilstrækkelig Grund for det til paany at tage sin Tilflugt til Vaabnene.”

Adolf Hitler, Mein Kampf. Bogen er vist meget populær i Mellemøsten, den har i hvert fald inden for det sidste årti opnået bestsellerstatus i både Tyrkiet og Palæstina.

Citatets danske udformning/oversættelse er fra Winston Churchill – krigstaler, fra 1946, hvor Churchill omtaler citatet i hans radiotale af 29. November, 1942. Selvom det ikke er den første samling af Churchill’s taler, jeg læser (det var derimod denne), finder jeg den meget interessant. En tidligere post med lidt samme udgangspunkt som citatet (dog vendt om) kan findes her.

Et delt folk (1)

En meget datadrevet post med nogle udpluk fra det datamateriale, bogen har inkluderet. Den har meget andet end bare tørre tal, og det her bliver ikke sidste post om bogen, som jeg godt kan anbefale, hvis man synes emnet er interessant. Her kan du læse Henrik Gade Jensen’s anmeldelse af bogen. Ok, here we go:

1) Antallet af spontane asylansøgere for de første 9 måneder af 1984: 53, 39, 84, 81, 124, 186, 378, 404 og 540. (s. 53)

2) I 1984 ønskede Fremskridtspartiet en stramning af udlændingeloven. I begrundelsen for stramningen fremgik det, at der ankom 4.312 asylansøgere til Danmark i 1984, mens det samme tal for årene 1975 til -81, begge år inklusive, var 4.685. (s. 58). Tallet for 1984 bliver på side 93 rettet til 4.313, og her fremgår det også, at tallet for 1983 var 332, mens tallet for 1985 var 8.698, samt at der pr. 3. oktober, 1986, var indrejst mere end 8.300 asylansøgere.

3) Loven blev strammet svagt i 1986, hvilket bevirkede en reduktion på kort sigt, så antallet af spontane asylansøgere i 1987 udgjorde 2.762. I 1988 og 1989 lå tallet begge år på ca. 4.500. Hans Engell, som på det tidspunkt var justitsminister, gjorde i debatten opmærksom på, at anerkendelsesprocenten – altså andelen af dem, der søgte om asyl, som også fik det – i internationalt perspektiv var høj, omkring 80%. (s.125)

4) Det samlede antal asylansøgere til EF-landene (husk på, at der dengang kun var 12) blev næsten fordoblet i perioden fra 1988 til 1990, idet tallet steg fra 169.000 til 327.000 på årsbasis (s.127).

5) I august 1992 lagde Eyvind Vesselbo (der ikke dengang var MF for Venstre) nogle tal frem i en artikel i JP som omhandlede de forskelle, der var imellem de forskellige etniske grupper i landet. MUJ skriver (s.149) blandt andet: “Eyvind Vesselbo byggede sin dystre forudsigelse på et statistisk materiale, der fortalte, hvor mange fra forskellige nationaliteter der var uden arbejde og uddannelse. For danskerne lå tallet på henholdsvis 13,7 og 19 pct. for mænd og kvinder. For bl.a. tyrkere var de tilsvarende tal på 31,7 og 60,5, for pakistanere på 42 og 69,2 og for palæstinensere på 70,6 og 92,3 pct.“

6) Omkring starten af december 1992 offentliggjorde JP en meningsmåling. 57% af danskerne mente, at landet modtog for mange flygtninge, 35% mente, at der var tale om et passende antal, mens 8% mente, at landet modtog for få. Blandt dem med kortest uddannelse mente 69% at landet modtog for mange flygtninge, mens det tilsvarende tal for gruppen med højest uddannelse var 34%. (s.150-51)

7) Et citat fra en folketingsdebat i starten af 1994 af Helge Adam Møller: “For to år siden var der knap 5.000 asylansøgere, sidste år knap 14.000, og i år bliver det over 17.000. Vi ved, at i begyndelsen af 1992 havde vi 28 asylcentre, og her pr. 10. januar åbnede vi center nr. 135, altså en femdobling på to år. Vi ved også, at i de sidste 12 år er antallet af udenlandske statsborgere i Danmark gået fra 102.000 til i dag 200.000, altså en fordobling.” (s.165)

8 ) Mht. kriminalitet: Inge Dahl-Sørensen, MF for Venstre, konstaterede i et indlæg i Berlingske 5. maj 1994, at mens udlændingene udgjorde 4% af befolkningen, blev 13% af alle sigtelser rejst mod dem. (s.166)

9) BT offentliggjorde 18. september 1994 (tre dage før valget) en meningsmåling vedr. retskravet på familiesammenføring. 63% ønskede retskravet ophævet, mens 31% ønskede at bevare det. (s.171)

10) Pia Kjærsgaard redegjorde i en folketingsdebat april 1995 for nogle af udlændingeloven af 1983′s konsekvenser for befolkningssammensætningen. Hun gjorde i talen klart, at antallet af somaliere i Danmark i 1981 var 97, mens det i 1995 var vokset til 5.125, antallet af irakere var steget fra 98 til 6.041 mens de tilsvarende tal for iranerne var hhv. 232 og 7.678. (s.187-88)

11) Den 11. december 1997 kunne Jyllands-Posten fortælle, at de samlede udgifter til indvandrere og flygtninge var 10 milliarder større end de indtægter, de to grupper bidrog med. (s.235)

12) 13. februar 1998 “fortalte BT, at antallet af udenlandske statsborgere fra 1985 til 1998 var steget fra ca. 107.000 til lige knap 250.000. Samtidig kunne avisen fortælle, at hver femte tyrker i Danmark havde erhvervet dansk statsborgerskab.” (s.242-43)

13) JP kunne i midten af 1999 fortælle, at 7,7%, eller 413.000 personer, af befolkningen var af udenlandsk afstamning. Avisen gjorde i samme ombæring klart, at 157.000 danske statsborgere i 1999 var af udenlandsk herkomst. (s.265)

14) “Den 22. september 1999 offentliggjorde Jyllands-Posten en undersøgelse om befolkningens holdning til den danske udlændingepolitik. Der var tale om to spørgsmål i undersøgelsen. På spørgsmålet om den danske flygtningepolitik var for restriktiv, for lempelig eller passende, svarede 7 pct., at den var for restriktiv, 52 pct. at den var for lempelig, og 36 pct. at den var passende. Det andet spørgsmål drejede sig om familiesammenføringer. 5 pct. mente, at det var for svært at hente sin familie til Danmark, 67 pct. mente, at det var for nemt at hente familien til Danmark, mens 18 pct. mente, at reglerne var passende. De resterende svarede “ved ikke”.” (s.288) Den 23. december fortalte samme avis, at der var flygtningerekord for året 1999; flere end 11.000 havde søgt asyl. (s.301)

15) Ekstra Bladet gjorde i starten af januar 2000 klart i en artikel, at antallet af familiesammenføringer i 1999 var lige under 10.000, ligesom i 1998. Dagen efter kunne Jyllandsposten fortælle, at 14.000 udlændinge i 1999 havde fået dansk statsborgerskab. (s.303)

16) JP havde i starten af marts 2000 et såkaldt “Tematillæg om integration”. I tillægget var der bl.a. en række statistiske oplysninger, som jeg vil gengive i sin helhed (behandlingen er tekstnær, men jeg vil ikke citere direkte, da det er en meget lang passage). Mht. beskæftigelse modtog 75,7% af somalierne, 61,9% af irakerne, 58,6% af libaneserne og 4,9% af EU-borgerne bistandshjælp. Indvandrere og efterkommere kostede på baggrund af de anvendte oplysninger 10,3 milliarder kroner om året, som var fordelt på hhv. offentlige indtægter pr. individ på 10.922 kroner, og offentlige udgifter pr. individ på 82.296 kroner. Mht. kriminalitet var indvandrernes overhyppighed godt 50%, mens efterkommernes var ca. 80%. I 1980 kom ca. 70% af alle indvandrere og efterkommere fra “mere udviklede lande”. I 1999 kom ca. 60% fra “mindre udviklede lande”. I 67 var der ca. 53.000 udenlandske statsborgere i Danmark, mens JP’s prognose for 2020 lød på, at tallet ville stige til 762.000, svarende til ca. 13,7% af befolkningen. En tilsvarende prognose for folkeskoleelevernes etniske fordeling gjorde klart, at antallet af efterkommere kunne forventes at blive næsten femdoblet i perioden fra 1997 til 2020; fra 13.000 til 63.000. (s.317-318)

17) “Den 4. oktober 2000 skrev Berlingske Tidende, at 40 pct. af voldsmændene i Københavns Politikreds var enten flygtninge eller indvandrere. Hvis man alene så på dem under 18 år, var der tale om hver anden.” (s.341)

18) Indenrigsminister Karen Jespersen foreslog 25. august 2000, at kriminelle asylsøgere burde isoleres og eksempelvis placeres på en øde ø. En meningsmåling fra GfK viste, at 80% af danskerne støttede forslaget om at isolere kriminelle asylsøgere på en “øde ø”, indtil deres sag var færdigbehandlet, mens kun 13% var imod. (s.357-58)

19) Jyllandsposten kunne 23. august 2001 fortælle, at “der i den forløbne treårige periode” (der tænkes sandsynligvis på den periode, der var forløbet siden valget i 1998) var givet mere end 40.000 statsborgerskaber i Danmark. (s.384, 575)

20) Antallet af familiesammenføringer pr. år mere end fordobledes i perioden under Nyrup, fra under 6.000 om året i 1993 til 12.571 i år 2000. (s.385)

21) 16. august 2001 kunne JP fortælle, at 38% af de samlede udgifter til kontanthjælp gik “til de fem pct. af befolkningen, der stammede fra ikke-vestlige lande.” (s.393)

Bent Jensen om PET-kommissionens rapport

Læs hans kronik her. En lille bid:

De gamle sovjetiske arkiver har været tilgængelige i forskellig grad for KK, men den har end ikke forsøgt at få adgang til dette righoldige og enestående materiale. KK har heller ikke forsøgt at udnytte det store sovjetiske materiale, som er tilgængeligt på internettet og andetsteds. [...] I fortegnelsen over trykte kilder/fremstillinger findes [...] ikke et eneste værk på russisk eller udgivet i Sovjetunionen eller Rusland.

…

Meget mere behøver jeg sådan set ikke vide. 70 millioner kroner, og på trods af det ikke en eneste russisk kilde i litteraturlisten. Hvis et af kommissoriets specifikke opgaver var nærmere at undersøge den sovjetiske efterretningstjenestes interaktion med specifikke danskere under den kolde krig, hvordan pokker kan man så få sig selv til at se bort fra bogstaveligt talt samtlige russisk-sprogede kilder, der er/var tilgængelige? Var kommissionsmedlemmerne nogle fjolser hele bundtet, var de bare dovne eller noget helt tredje? De danske kilder relateret til dette punkt stammer fra PETs arkiver, og de er da bedre end ingenting. Men det var jo altså ikke PET Dragsdal og Herløv Petersen m.fl. holdt hemmelige møder med; det var russerne. For mig at se gør det forhold, at kommissionen fuldstændigt har undladt at undersøge de russisksprogede arkiver, eller i hvert fald undladt at inddrage dem i rapporten, såfremt de har kigget nærmere på dem, at hele denne del af rapporten stinker rigtigt grimt.

Men kritikken stopper ikke der, læs kronikken i sin helhed.

Et par citater

Fra Mikkel Plums Bombarder Hovedkvarteret!

Mellem 1939 og 1941 modtog Tyskland [fra Sovjet] 865.000 tons olie, 140.000 tons mangan, 14.000 tons kobber, 3.000 tons nikkel, 101.000 tons rå bomuld, over 1 million tons tømmer, 11.800 tons hør, 26.000 tons krom, 15.000 tons asbest, 184.000 tons fosfater, 2.736 kilo platin og 1.462.000 tons korn.

…

Hvornår var det nu, at SF kom til verden? De fleste mener at kunne huske, at partiet opstod i protest mod stalinismen, og at den direkte anstødssten var Sovjetunionens invasion af Ungarn.
Den røde hær rykkede endeligt ind i Budapest 3. november 1956, og verden var rystet. Blev SF dannet 4. november? Nej! Det afgørende brud mellem DKP’s centralkomite og formanden for DKP gennem mere end 20 år, Aksel Larsen, skete ikke i dagene efter.
Det skete først dagen efter, at Aksel Larsen havde ladet sig “hænge” af Osvald Helmuth på Avenyscenen 20 oktober 1958!
Der gik altså to år før Aksel Larsen og hans støtter tog sig sammen og gjorde det, Halldor Laxness kaldte “melde kommunistpartiet ud af kommunistpartiet”, hvis stenhårde stalinistiske leder Aksel Larsen selv havde været i årtier.
I de to nævnte år lå Aksel Larsen og hans folk helt på linie med Moskva i alle afgørende spørgsmål, og de forsvarede sovjetkommunismen, som den udviklee sig i alle centraleuropæiske lande, uden at kritisere diktaturet og dets forbrydelser i nævneværdig grad.

I Folketinget 6. november 1956, tre dage efter invasionen, sagde Aksel Larsen bl.a.: “Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet” [dette er formodentligt en nærmest mundret oversættelse af Pravdas ledere i de dage, og er, naturligvis fristes man til at sige, lodret løgn. Der var lige så meget tale om "borgerkrig" i Ungarn, som der var tale om "revolution" i Rusland i 1917. Førstnævnte var en erobringskrig/invasion, sidstnævnte var et statskup].

[...]

Grunden til Aksel Larsens eksklusion og dannelsen af Socialistisk Folkeparti efter to års “tænkepause” handlede om noget helt andet: Jugoslavien.
Aksel Larsen tog i foråret 1958 parti for Tito og dennes uafhængige linie over for Sovjet. [...] Dette forår kom et nyt sovjetisk direktiv ud til alle komunistpartier mo fordømmelse af Jugoslavien. Aksel Larsen sagde for én gangs skyld nej. Han havde i et stykke tid bag kulisserne prøvet at få DKP til at ændre kurs og forholde sig mere uafhængigt/kritisk til Sovjetunionen [min tilføjelse: ikke til kommunismen]. Årsagen til dette var, at DKP efter Ungarn totalt havde mistet sit tag i den danske befolkning. [min tilføjelse: Det er motivspekulation, eftersom ingen sandsynliggørende kilder inddrages, men jeg deler ikke desto mindre MP's vurdering. Husk i øvrigt, at det forhold at AL ikke primært stiftede SF pga. Ungarn, på ingen måde betyder, at mange af de nye medlemmer som stødte til, ikke gjorde det som følge af Sovjets erobringskrig to år tidligere]

[...]

Flertallet i DKP’s ledelse sagde “ja” til Kremls krav om fordømmelse af Jugoslavien. Det førte til, at Aksel Larsen i sommeren 1958 formulerede et memorandum mod den øvrige ledelse.
Det kom til åben strid, som endte med Aksel Larsens nederlag. Han blev nu nødt til at forlade sit parti, hvor lidt han end ønskede det.

…

Jeg har aldrig hørt andre forklaringer på dannelsen af SF end Ungarn, så sidste citats indhold var meget nyt og overraskende for mig. Plums bog lover rigtigt godt.

Jeg har stadig ikke internet, og der går nok nogle dage mere før jeg får det. Så forvent få, hvis nogen, opdateringer før næste uge. At jeg først læser kommentarerne om et stykke tid bør naturligvis ikke afholde Jer fra at give feedback.

Gorbatjov I

Som jeg tidligere har bemærket, læser jeg for tiden lidt af Gorbatjov. Ved et tilfælde faldt jeg, kun et par dage efter at have set/hørt Kasparov og Stephen Cohen diskutere blandt andet ham og hans rolle i og betydning for udviklingen i 80erne, ved et tilfælde over bogen, og besluttede mig for at give den en chance. Den fulde titel på bogen er Perestrojka, Nytænkning i Russisk Politik, udgivet ved forlaget Gyldendal samme år som værket udkom i Rusland, 1987. Oversætterne er (næsten alle, førstnævnte er dog et ubeskrevet blad for mig) kendte størrelser i den her sammenhæng: Jan Hansen, Bent Jensen, Samuel Rachlin og Flemming Rose. Det var primært min nysgerrighed forbundet med denne enestående mulighed for at få en så oplagt primærkilde i hænde billigt, der gav mig lyst til at købe bogen. Derudover spiller det naturligvis ind, at min viden om historiske forhold fsva. den helt nære fortid desværre må siges at være ret begrænset, i forhold til hvor meget jeg godt kunne tænke mig at vide om den.

Perestrojka er, for dem der er helt lost her, som det gøres klart i en note i indledningen af bogen “afledt af det russiske verbum “perestroit”, som betyder at bygge om som f.eks. at bygge et hus om. Mulige oversættelser af ordet perestrojka kan være: ombygning, omlægning, omstrukturering, omrokering, omstilling“. Det er efter min opfattelse blevet almindeligt i vestlig sammenhæng at sidestille de to begreber glasnost (offentlighed på russisk, oversættes ofte med åbenhed) og perestrojka og opfatte de to begreber som mere eller mindre to sider af samme sag, selvom det næppe er en helt korrekt måde at anskue begreberne. Perestrojka relaterede til reformprocessen i sig selv, glasnost til en af de konkrete elementer som perestrojkaen indeholdte.

Nogle pointer fra og kommentarer til bogen indtil nu:

i) Pointen med Perestrojkaen var ikke at afvikle socialismen. I et meget centralt underafsnit i første kapitel, ved navnet Mere Socialisme, mere demokrati, skriver Gorbatjov:

Nogle stiller spørgsmålet med et lønligt håb, andre med ængstelse: betyder perestrojkaen ikke, at man opgiver socialismen, eller at man i det mindste udvander dens grundlag?
Der er folk i Vesten, der gerne vil hægte denne version op på os: socialismen befinder sig i en dyb krise og fører samfundet ind i en blindgyde. Netop på den måde fortolker man vores kritiske analyse af den situation, der opstod i landet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Efter deres opfattelse findes der kun en udvej: overtagelse af de kapitalistiske metoder til økonomisk ledelse og sociale organisationsformer, og det vil sige at man lader sig drive over mod kapitalismen.
Man fortæller os, at det ikke kan blive til noget med perestrojkaen inder for rammerne af det eksisterende system, og man foreslår os at forandre det og tage ved lære i erfaringerne fra et andet socialt og politisk system. Man tilføjer oven i købet, at hvis Sovjetunionen vælger den vej og afstår fra sit socialistiske valg, så vil det bane vejen for oprettelsen af nære forbindelser med Vesten. Det kommer endda så vidt, at man lader forstå, at Oktoberrevolutionen i 1917 var en fejltagelse, der nærved havde afskåret vort folk og vort land fra den sociale udviklings hovedåre.
For at udelukke alle mulige rygter og spekulationer om det emne – og vi hører ikke så få af dem fra Vesten – så lad mig endnu engang understrege: vi gennemfører alle vores forandringer i overensstemmelse med vores socialistiske valg, og vi søger svar på de spørgsmål, som livet stiller os, inden for socialismens rammer og ikke uden for dens grænser. Alle vores succes’er og fejltagelser måler vi med socialismens målestok. De, der håber, at vi vil fjerne os fra den socialistiske vej, må indstille sig på en bitter skuffelse. [...] Vi vil bevæge os frem mod en bedre socialisme og ikke bort fra den.
[...]
Når jeg taler om det spørgsmål, vil jeg gerne have, at man forstår mig ret: vi, det sovjetiske folk, er for socialismen (og jeg har allerede forklaret hvorfor), men vil ikke påtvinge andre vores overbevisninger. Lad hver enkelt træffe sit eget valg, så skal historien nok sætte alt på rette plads. [...] Efter vores opfattelse skyldes vanskelighederne og problemerne i halvfjerdserne og firserne ikke, at socialismen er ude i en krise som et samfundspolitisk system, men at de tværtimod er en følge af, at man ikke tilstrækkelig konsekvent førte de socialistiske principper ud i livet, at man afveg fra dem og endog forvanskede dem, og at man blev ved med at opretholde sociale styringsformer og metoder, der udviklet under bestemte historiske betingelser i den socialistiske udviklings tidligste faser.

“Vi, det sovjetiske folk, er for socialismen”. Klinger lidt hult når det kommer fra en ‘leder’, for nu at bruge DR’s sprogbrug, der regerer uden noget folkeligt mandat, gør det ikke? Hvad angår den sidste del: Stalin kunne ikke have sagt det bedre, problemet er ikke socialismen, problemet er at vi ikke er socialistiske nok. Mon ikke Stalin sagde nøjagtigt det samme, før han begyndte tvangskollektiviseringen: NEP var en fejltagelse, vi skulle bare have fortsat i Lenins blodige fodspor i stedet!

…

ii) En revolution fra oven eller fra neden? Gorbatjov kalder mange gange i løbet af bogen Perestrojkaen for ‘en revolutionær proces’, der menes ikke med førnævnte spørgsmål revolution i ordets oprindelige betydning. Gorbatjov medgiver, at perestrojkaen er initieret af eliten, men benægter at perestrojkaen alene er et elitens projekt. Selvom reformerne, set i vores optik, primært var systembevarende i deres sigte, er omfanget af de reformer Gorbatjov har i tankerne alligevel enormt, hvad der tydeligt illustreres i citatet herunder:

“Selve perestrojkaens karakter forudsætter, at den skal finde sted på hver enkelt arbejdsplads, i hvert enkelt arbejdskollektiv, i hele styringssystemet, i parti- og statsorganerne indbefattet Politbureauet og regeringen. Perestrojkaen vedkommer alle fra den menige kommunist til sekretæren i Centralkomiteen, fra arbejderen til ministeren, fra ingeniøren til akademimedlemmet. Perestrojkaen kan kun blive ført til ende, hvis den bliver et fællesfolkeligt anliggende.

Han tilføjer, for at komme nærmere et svar på det oprindelige spørgsmål:

“Perestrojkaens egenart og styrke består i, at den samtidig er en revolution “fra oven” og “nedefra”. Heri ligger også en af de stærkeste garantier for dens succes og uigendrivelighed. Vi vil resolut stræbe efter, at masserne, “græsrødderne” opnår alle deres demokratiske rettigheder og lærer at benytte sig af dem som noget normalt og gøre det kompetent og ansvarsfuldt. Livet har overbevisende bekræftet, at når historien foretager nogle bratte vendinger, og når der opstår en revolutionær situation, så demonstrerer folket en forbløffende evne til at lytte, forstå og reflektere, hvis man fortæller det sandheden. Selv i de vanskeligste perioder efter Oktoberrevolutionen og under borgerkrigen handlede Lenin netop på den måde. Han opsøgte det arbejdende folk og talte med dem. Derfor er det så vigtigt for perestrojkaen, at den opretholder et højt niveau af politisk og faglig energi i masserne.
I Vesten siger man ofte, at perestrojkaen vil støde på vanskeligheder, og at det vil fremkalde massernes utilfredshed. Hvad skal man sige i den anledning? Der vil selvfølgelig opstå vanskeligheder, når det drejer sig om så stor en sag. Hvis vi kommer ud for eksempler på berettiget utilfredshed eller protest, så vil vi grundigt undersøge årsagerne til den slags fænomener. Administrativ emsighed vil ikke være til nogen gavn her. [...] Hvis folk taler og taler på møder, skriver til aviser, henvender sig til de ledende instanser, og det alt sammen blot bliver ignoreret, ja så kan man komme ud for nogle af de uvante tilkendegivelser nedefra. Det er en følge af forsømmelser i vores arbejde.
Der er kun ét kriterium her: alt, hvad der styrker socialismen, alt det vil vi lytte til og tage hensyn til. Og de tendenser, der er fremmede for socialismen, dem vil vi kæmpe imod, men jeg gentager, at det vil ske inden for rammerne af den demokratiske proces.

Befolkningen har ikke ret mange demokratiske rettigheder, og når de får nogle flere af dem, skal de bruge dem ‘kompetent og ansvarsfuldt’ (for ellers!?). Alle nye tiltag skal ske inden for rammerne af den demokratiske proces, altså den demokratiske proces hvor befolkningen stadig ikke rigtig har nogen rettigheder. Er der ikke et eller andet, der ikke hænger sammen her? Er stemmeret i øvrigt ikke en ‘demokratisk rettighed’? Hvordan kan systemet stadig være kommunistisk, hvis befolkningen får stemmeret og oppositionspartier bliver tilladt – og hvis ikke befolkningen får stemmeret, hvad er det så for en snak om demokratiske rettigheder Gorbatjov vrøvler om?

Konklusionen ovenfor summerer sagen meget godt op: Hvis I taler for reformer vi ikke bryder os om, vil vi ikke høre på Jer. ‘Revolution fra neden’ indeed!

…

iii) Et sjovt synspunkt jeg på et tidspunkt stødte på, men hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan huske, er dette: Gorbatjov var ikke blot klar over, at perestrojkaen kunne vise sig at starte en udvikling, som ikke kunne stoppes og som derfor højst sandsynligt ville ende med opløsningen af USSR, han forventede ligefrem dette udfald og arbejdede udfra teorien om, at denne tese var korrekt. Han var “hemmelig demokrat” (af den vestlige slags forstås; han bruger ordet demokrati meget i sin fremstilling, men man har lidt indtryk af, at demokrati var firsernes version af ordet integration; et plusord der lyder godt, men som ikke behøver betyde noget videre, og ligeledes et ord hvis betydning kan variere markant på tværs af politiske skel), der i virkeligheden pønsede på at styre Sovjet i retning af Vesten og demokratiet, også selvom han ofte var nødt til at sige det modsatte. Der er intet i bogen indtil nu der peger i den retning, jf. også ovenfor, og der er rigtig mange ting, der peger i den modsatte retning – den vigtigste af dem det forhold, at han selv betragter perestrojkaen som en proces, der kan vise sig at tage adskillige årtier:

Vor generation står over for den enorme opgave at omkalfatre landet. Vi bliver måske ikke færdige, men at sætte skub i fremskyndelsesprocessen skal vi nok nå. Vi vil lægge fundamentet.

Dagens citat

Mens gennemsnitsalderen i Amerika og Europa i dag er omtrent den samme midt i 30erne og i 2050 fortsat vil ligge her i USA, da vil en gennemsnitlig europæer være 53. Vil det sige, at kontinentet går i sort eller muslimsk? Måske ikke, men selv de lyseste befolkningsudsigter er ikke lyse.

Fra dagens kronik i berlingske. Denne sætning er også tankevækkende:

40 procent af danske socialbidrag går ifølge Laqueur til medlemmer af den 5 procent store gruppe af muslimer.

Kronikken i jp, hvor Poul Grooss fortæller lidt om den svenske neutralitetspolitik under 2. Verdenskrig, er også værd at smutte forbi.