En af flere grunde til, at en person som har læst nordisk ikke kommer først i køen til jobsamtalerne i de private virksomheder

Vi spilder også en del tid på vrøvl og tåbeligheder, men hvis man går udenom de mest bullshit-ladede fagområder er det trods alt begrænset, hvor slemt det er. Anyway, det er bare anekdotisk det her, men denne udveksling på punditokraterne kan jeg ikke lade være med at citere:

“jakobsen”:

“Mere end 80% af alle studerende på Dansk (KU) vælger Medieanalyse frem for det mere traditionelle (og med al respekt ikke så anvendelige) Nordiske sprog, formentlig fordi det ruster dem rigtig godt til at forstå vor tids meget globaliserede verden og den medieskabte virkelighed, hvor ikke alt er, hvad det ser ud til bag de glitrende facader. Når usikre unge mennesker skal navigere i en informationsrig verden, kræver det specifikke medieanalytiske kompetencer, hvis de ikke skal drukne eller blive lette ofre for manipulationer. Dette afspejler sig også i gymnasiereformen, hvor flere og flere unge tidligt indser, at en retning med forståelse for mediernes mangfoldighed og deres stadig større rolle i den moderne verden er den bedste forudsætning for at begå sig i et informationssamfund.”

Første del af svaret fra Christoffer Bugge Harder:

“@Jakobsen

For det tilfældes skyld, at du er min gamle lærer i medieanalyse fra min heldigvis for længst overståede tid på Nordisk-studiet, så lad mig blot sige en fem-seks ting:

1. Ja, man kunne godt vælge nordiske sprog i stedet for medieanalyse, men det var faktisk påtvunget at vælge medieanalyse, hvis man vel at mærke skulle kunne undervise i dansk i gymnasiet! – ellers kan jeg forsikre dig for, at jeg heller ikke havde brugt tid på det.

2. Nej, jeg (og talrige andre) har bestemt ikke tilegnet mig/os nogen særlig faglig indsigt i nogen form for medievidenskab i dine timer, men det var tydeligvis heller ikke nødvendigt for mig eller de talrige andre for alligevel at få 11 i den afsluttende eksamen. Jeg kan også berolige dig med, at jeg heller ikke fik brug for (eller kunne bruge) noget som helst af det i min korte tid som underviser.

3. Jeg husker dog, at vi analyserede “Beverley Hills 90210″ efter Greimas frygtede aktantmodel. Jeg husker fra den (livlige) klassediskussion, at “Brenda måtte være hjælperen, fordi hun hjalp sin veninde Kelly, der havde anoreksi”, at du gerådede i tvivl om, “hvorvidt hun nu også hjalp sin veninde, eller om hun bare ville dulme sin egen dårlige samvittighed”, og at en af mine medstuderende kunne besvare din tvivl med, at hun havde set i et andet afsnit, at “Kelly bare var forelsket i Brendas kæreste, så hvis Brenda hjalp hende, ville hun bare gå hen og score ham, og det var helt vildt tarveligt, for Brenda havde bare været der så meget for hende i mange af de gamle afsnit”. Din opsummering var vist noget med, at der “forelå et jalousimotiv”. Aha.
Hvad alt dette skulle have oplyst os om, blev jeg aldrig rigtig klar over, men det mindede mig foruroligende om den slags medieanalyser, jeg husker fra spisefrikvartererne i gymnasiet.

4. Jeg husker også, at jeg lærte begrebet “exces” at kende – det optrådte f.eks at se i filmen “Moulin rouge”, hvor Ewan McGregor synger så smukt for Nicole Kidman, at hele Paris oplyses. “Man kan jo slet ikke oplyse en hel by ved at synge – det er bare et filmtrick”, forklarede du vist.”

…

Hvis jeg var sådan en som troede at min mening betød noget i det store spil, ville jeg nok hidse mig lidt op over denne slags information (ingen grund til at hidse sig op over det, man ikke kan ændre). Kommentarer som de to ovenstående bidrager ikke til at overbevise mig om, at det er forkert at anskue et studie som Nordisk som grundlæggende bare 5 år ekstra i gymnasiet. Det er økonomi trods alt ikke endnu, selvom andre på mig har ladet forstå, at det tilsyneladende er i den retning, uddannelsen bevæger sig.

Missing the point

(Politik-relateret, men informationskomponenten har stor vægt og det her er faglig kritik (måske også ‘for faglig’ i den nuværende udformning, lix-tallet af tekstdelen under citatet er 61. Whatever, jeg har vist kun relativt smarte læsere…)

Læste lige den her artikel om en ung arbejdsløs magister der gik fra dagpenge til et produktivt job. Her er et godt citat:

“”Ligeså snart, man som dagpengemodtager tillader sig at beskæftige sig med et eller andet, skal det modregnes i tid og penge. Jeg har forståelse for, at det skal modregnes økonomisk, hvis man tjener penge udover dagpengene. Men den kontrol og umyndiggørelse, man udsættes for i dagpengesystemet, er demotiverende og rent ud sagt ikke til at holde ud,” forklarer hun. Hun ser hellere, at der bliver skåret i de sociale ydelser, frem for at man fortsætter med det nuværende system:

”For mit vedkommende ville jeg i hvert fald have foretrukket færre penge til gengæld for mere frihed, da jeg var i dagpengesystemet.”

Men det er netop pointen med det system, der findes i Danmark i dag. Hun var så træt af de mange krav, at hun valgte at deltage fuldt på arbejdsmarkedet i stedet for at blive i systemet. Det sjove er at kritikken af systemet dækker over noget, der for så vidt bedst kan betragtes som en succeshistorie for det nuværende system.

I Danmark er sociale ydelser til mennesker med arbejdsmarkedstilknytning ikke bare sådan nogle der gives pr. automatik og uden krav, et narrativ mennesker med politiske sympatier i samme retning som mig selv til tider gør brug af. I et internationalt perspektiv er de danske ydelser høje, men de modsvares samtidig af en lang række krav. De to ting hænger sammen; jo færre krav der stilles i forhold til modtagelsen af sociale ydelser, jo lavere sociale ydelser vil der alt andet lige kunne oppebæres i ligevægt for givne personkarakteristika. Det er faktisk derfor systemet ikke for længst er brudt sammen; Danmark her en beskæftigelsespolitik som for dem, der er på arbejdsmarkedet, er stærkt fokuseret på at beskæftigelse er endemålet – også i betydeligt højere grad end det er tilfældet for mange lande med lavere social kompensation. Det er en af flere grunde til, at vi på trods af tårnhøje skatter mv. såmænd har en meget høj erhvervsfrekvens i et internationalt perspektiv.

Et stift og krævende system er dårligt egnet til at tage sig af de individer, der for alvor har det svært, eksempelvis pga. misbrug eller lignende, hvis de ikke kan opfylde de krav, der stilles. De risikerer at blive trukket i ydelserne og så kan det blive rigtigt vanskeligt – hvorimod nogle af dem, der til gengæld har overskud til at udholde systemets krav, sandsynligvis er bedre stillet end i nogle typer af systemer med lavere ydelser og færre krav (introduktionen af den marginale ikke-pekuniære konditionalitet relateret til modtagelse af en given social ydelse vil altid stille individet som modtager ydelsen værre end i udgangspunktet – for fastholdt indkomst indebærer den marginale ikke-pekuniære konditionalitet altid et nyttetab for modtageren). Standard-fortællingen er at betingelser gør det lettere at målrette ydelserne til dem, der har et reelt behov, men helt så simpelt er det selvfølgelig ikke. Et andet problem er at høje krav gør det mere attraktivt for folk på kanten af arbejdsmarkedet at melde sig helt ud, hvilket øger behovet for kontrol og regulering af kompensation til individer uden for arbejdsmarkedet og gør dem værre stillet.

Det er en uhensigtsmæssig, måske ligefrem kontraproduktiv, kritik at rette mod systemet som højtuddannet individ at fortælle, hvor ubehageligt det var at modtage ydelserne, og hvordan det var rarere at deltage på arbejdsmarkedet på trods af et indkomsttab relateret dertil, når personen som ytrer kritikken jo tilsyneladende netop har kvalifikationerne til at deltage på arbejdsmarkedet. Systemet er netop indrettet med henblik på at gøre det ubehageligt at være på overførselsindkomst for mennesker som hende, fordi det ikke er meningen, at hun og mennesker som hende skal modtage indkomsterstattende ydelser fra staten, efter at den har gjort en stor investering i hendes humankapital ved at betale for hendes videregående uddannelse, pointen med hvilken skulle være (burde have været) at gøre hendes arbejdsmarkedsparat og produktiv.

En reminder til læsere som bor i Århus eller omegn

…”Alle to”, eller hvad man nu burde tilføje…

Jeg var tidligere i dag en tur nede i Stakbogladen (nu igen), og købte pga. deres fortsatte bogudsalg et par stærkt nedsatte varer, deriblandt Fundamentals of Genetics, af Peter Russell.

Bogens normalpris var 560 kroner, jeg gav 71. Jeg ved godt at jeg, hvis jeg havde brugt noget tid online og søgt mig lidt omkring måske kunne have næsten matchet den pris med en brugt/slidt paperback version (min er hardback) som jeg så modtog om en måned – ikke at det sidste ville betyde det store, jeg får ikke tid og overskud til at læse i den før da alligevel – men…: Hvis du læser denne blog, så er det sandsynligt at der vil være mindst en bog eller to i Stakbogladen som du har lyst til at vandre af med til den pris de står i nu. Og det er ikke sikkert, at du er klar over hvad det er for nogle endnu. Hvis du har din daglige gang på universitet eller i nærheden vil det sandsynligvis være værd at tage et smut forbi. Det var et begrænset udvalg af interessante værker der var tilbage, men der er stadig lærebøger til rådighed som går for langt under normalprisen, der næsten altid er prohibitivt høj.

Journalister, ‘forskere’ og tillid

“Ifølge en anden undersøgelse fra forskere ved Københavns Universitet er danskere generelt tillidsfulde, fremgår det af den netop udkomne bog “Små og store forandringer”. Hovedforklaringen her er, at uddannelsesniveauet er stigende, siger forskerne.” (link)

Ikke ‘mere tillidsfulde end tidligere’, bare tillidsfulde sådan generelt. “Y ligger på et højt niveau fordi X er stigende”. Kender journalisten forskel på en variabel X og dennes differentialkvotient? (jo, en differentialkvotient er også en variabel, but you know what I mean..).

Det var ikke det, den linkede undersøgelse fandt. Ifølge artiklen der linkes til fandt den, at tilliden var steget. Tilliden mellem hvem, fristes man til at spørge. Vi får ikke at vide, hvad de har spurgt om eller hvem de har spurgt, selvom vi dog får at vide, at de trods alt ikke har tilpasset spørgsmålene, så de passer endnu bedre ind i det multikulturelle Danmark end de gjorde i ‘gamle dage’. Det kunne ellers være spændende. Er tilliden anderledes i Gellerup, og afhænger den måske af, hvem man spørger? Anyway, tilliden var ikke bare høj, den var højere.

At forklaringen er uddannelse er indtil jeg ser en statistisk model der sandsynliggør hypotesen alene Morten Frederiksen’s postulat og intet andet. Det eneste han lægger for dagen i artiklen er snik-snak om et par variable han gerne vil have samvarierer med den tillid han er så vild med, sandsynligvis fordi han tror disse variables signifikans på området bakker de politiske præferencer han har i udgangspunktet op. Journalisten er selvfølgelig ikke selv behjælpelig med at præsentere modellen for os, hvis der da findes sådan en. Prøv at læse hvad MF siger:

“»Det, der har ændret sig, er, at uddannelsesniveauet er steget, og sammen med det er tillidsniveauet gået opad. Dels er folk blevet højere uddannet, og dels giver også kortere uddannelser mere abstrakte og refleksive kompetencer, der gør, at man er i stand til at håndtere større social forskellighed og føle sig tryg i flere sammenhænge, end man måske ellers har gjort,« siger Morten Frederiksen.”

‘mere abstrakte og refleksive kompetencer’, ‘i stand til at håndtere større social forskellighed’. Held at lykke med at måle de ‘mere abstrakte og refleksive kompetencer’, og held at lykke med at finde på en måde at teste for, at stigningen i de variable driver ændringerne i tillidsindikatoren.

Når en ‘forsker’ siger, at der er en sammenhæng mellem forskellige ting og han eller hun ikke overhovedet kommer ind på den kvantitative metode, vedkommende har brugt til at etablere den pågældende sammenhæng, så fylder han eller hun dig sandsynligvis med øregas. Forskerne der kan noget statistik lyver også (for både sig selv og andre), men de er bedre til det, og det er ikke helt så iøjnefaldende, når de gør det. Hvilket så igen sandsynligvis er både godt og skidt.

Dobbelte standarder

Hvis det væsentligste modargument mod indvendingen om, at ‘der er tale om en offerløs forbrydelse’ i proponenterne bag den slags lovgivnings optik er, at lovgivningen kan forhindre udbredelsen af den type illustrationer i at lede til flere overgreb end der ellers ville være – hvilket betyder at forbrydelsen ikke er offerløs – hvorfor er det så stadig lovligt for TV-stationer at vise Tom & Jerry tegnefilm? Hvorfor er det lovligt at vise film – levende billeder, ikke bare nogle tegninger – som handler om mordere og deres ofre?

Enten kan folk skelne mellem fantasi og virkelighed og holde de to ting adskilt, eller også kan de ikke. Hvis nogle manga-tegninger skal forbydes, så skal Rambo, Robocop og Terminator-filmene også.

Kompatibilitet

Rochefoucauld: We hardly find any persons of good sense, save those who agree with us (347).

Ok, så lad os nu først antage, at individ i’s politiske holdninger har ~0 procents sandsynlighed for at være udslagsgivende ved valg og lignende. Intet enkeltindivid har nogensinde afgjort et dansk valg.

Lad os så efterfølgende antage, at en af de primære årsager til, at mennesker deler folk op i grupper af politiske enheder med forskellige synspunkter er fordi det er sådan vi er vant til at tænke. At opdele mennesker i dem der er ‘inde’ og dem der ikke er, hjælper med til at promovere samarbejde internt i gruppen. ‘Hvis ikke vi arbejder sammen stjæler de andre aber vandhullet fra os og så dør vi af tørst’.

Kort sagt, vi bruger i dag abehjernen til at fortælle os, at irrelevante emner har stor betydning og vi træffer beslutninger med store sociale konsekvenser på baggrund af motivationsprocedurer som vi som tænkende individer burde forkaste i udgangspunktet, fordi den slags tænkning for tusinder af år siden gav individer som tænkte på den måde en større chance for at deres gener blev ført videre i systemet i historiens store hjul. Måske gør den det stadig?

Baggrunden for ovenstående: Jeg er ved at nå til den slutning, at en evt. partners politiske præferencer ideelt set måske bør være irrelevante for partnervalget, eller betydningen af denne variabel bør som minimum nedskrives betydeligt. Et stærkt modargument er [347] og det forhold, at vi ikke sådan lige kan slå abehjernen fra. Politiske sympatier korrelerer med mange andre ting, nogle af hvilke sandsynligvis kan vise sig at være væsentlige også på et mere objektivt plan. Og de kan ændre sig over tid.

Politik handler for langt de fleste om følelser lige så meget, nej mere, end det handler om tanker, ideer. Jo mere politisk engagement, jo færre tanker, jo flere følelser. Der skal mange rationaliseringer til for at forsvare følelserne, jovist, men det er rationaliseringer ikke desto mindre. Det er undskyldningerne, vi finder på bagefter for at støtte ‘vores’ gruppe. Men betyder dette at politik bør være irrelevant, men ikke er det; eller måske at det vil være mest væsentligt for den mest politiske, som vil være tilbøjelig til at jage potentielle partnere væk ved at være ufleksibel og på den måde kun øge engagementet og fortsætte den onde cirkel?

Politik kan ligesom religion og forholdet til videnskaberne være, og vil ofte være, en stor del af ens generelle verdensbillede. Det bør et eller andet sted ikke være irrelevant. Men hvis der er et uoverstigeligt problem med verdensbilledet, så er det vel som oftest et andet sted, problemet befinder sig, ikke i den politiske dimension. Hvis et individ mener at staten skal tage sig af alle problemer, kunne det måske være en indikation af, at individet er uselvstændigt og ikke selv kan løse sine problemer – og det er det, der er et problem for partneren, ikke at det pågældende individ støtter en ny socialreform. Jeg kunne godt oppe i mit hoved forestille mig et par give op efter voldsomme diskussioner om Israel-Palæstina konflikten. Prøv at tænke på, hvor vanvittigt det er. Det er en konflikt tusindvis af kilometer væk som ingen af de to har nogen som helst indflydelse på – og som ingen indflydelse, udover på meningsudvekslingsplanet, har på dem selv. Hvis de levede i et 2010 for 100 år siden, uden tv og internet, ville de slet ikke kende til konfliktens eksistens. Grunden til at den slags kan lede til brud er selvfølgelig, at det ikke har noget med politik at gøre, at politikken bare er et påskud. Det handler om, hvem der giver efter, hvad prisen er, i det altid fortløbende spil om magten i forholdet, det som før i tiden var magten over ressourcerne, en væsentlig faktor i både enkeltindividernes og afkommets overlevelseschancer.* Men er det ind i den kontekst man skal tolke alle politiske uoverensstemmelser, eller er der mere i det? Det er der vel nok.

Der gives næppe generelle regler. Måske er det bare det med at tænke sig om, vide lidt om hvilke motivationsfaktorer der er/bør være væsentlige og hvilke der ikke er/bør være det. Det er vist svært nok i sig selv. Indebærer ovenstående bemærkninger, at jeg også bør overveje at være mere potentielt fleksibel på det religiøse plan end jeg måske tidligere har forestillet mig selv, at jeg var/burde være? Sandsynligvis.

Mine familiemedlemmer siger somme tider, at jeg overtænker alting. Jeg har på den anden side svært ved at forstå, hvordan mennesker kan navigere rundt i så komplekse sammenhænge som parforhold uden at tænke over ting som disse hele tiden. Vanens magt, hormoner, biologi? Er der ikke mere i det?

[*væsentligt for dem, der ikke har læst eks. Dawkins' glimrende Selfish Gene eller tilsvarende fremstillinger kunne det her være at nævne, at ressourceallokeringsspørgsmål som disse ikke behøver overvejes aktivt af arten/parterne for at have vægt, de gælder uanset om der aktivt tænkes over disse ting eller ej. Hvis en han-mus giver for meget mad til moderen og børnene til selv at overleve på sigt, så vil han få færre børn end hans konkurrent, som ikke døde af sult. På langt sigt vil gener som medvirker til at give han-musen en tilbøjelighed til at give 'for meget' mad til moderen blive udryddet, uanset om musen har tænkt over, hvor meget mad det er 'fair' at give til moderen. "Palæstina er en jordnød."]

…

Opdatering:

To links. Jeg har rettet lidt videre i mine gamle posts og faldt over denne post. Efter at have læst den blev jeg lige mindet om, at der er grænser for min fleksibilitet. Måske kan man stadig sige, at politikken bare er et påskud, men mennesker med samme holdninger og verdensbillede som OVC kan jeg bare ikke være i stue med.
Faldt ved samme lejlighed over Yudkowsky’s artikel Politics is the mind killer. Den behandler nogle af de samme temaer; Yudkowsky er klart en af dem, der bør være med på en liste over mennesker som har medvirket til at forme mit nuværende syn på politisk debat generelt.

Dagens grin

Hahaha…

Billedtekst: “Der er dage, hvor Connie selv springer måltider over.”

Mig: Måske skulle hun have nogle flere af dem? Alternativt: Hovedmåltider? Et tredje spørgsmål: Betyder ordet ‘selv’ i den sætning at hun sulter sine børn? Hvis man kun har billedet og billedteksten at dømme ud fra, så…

Via 180. Jeg har ikke læst artiklen, for jeg tror godt, jeg ved omtrent hvad der står i den. Men billedet alene – i kombination med billedteksten selvfølgelig – er altså guld værd. Enten gør journalisten nar af Connie, eller også har vedkommende bare ingen jordforbindelse.

…

Opdatering: Når nu man blogger den slags er man vist nødt til også at læse artiklen. Jeg læste indtil jeg nåede denne passage, så kunne jeg ikke klare mere:

Når alle faste udgifter er betalt, har familien cirka 3000 kroner til mad, tøj, bleer, transport og fornøjelser. Det er hårdt hver eneste måned. Men december er ekstra svær.

– Det er meget svært at få pengene til at strække til det mest basale; rugbrød, grønsager, mælk og den slags, siger hun.

3000 kr./måned er 100kr./dag for tre personer, hvoraf 2 er små børn. Hvis du ikke har råd til rugbrød, grøntsager og mælk selvom du har 100 kr. om dagen at gøre med, så bør du nok købe ind et andet sted. I øvrigt bør Connie nok finde nogle gode argumenter frem, hvis hun vil overbevise mig om, at det er rugbrød og grøntsager hun primært lever af.

Jeg vil gerne understrege (igen?), at jeg generelt har stor sympati for mennesker som uforskyldt har lav indkomst og som har svært ved at få pengene til at slå til. Men sympatien er betinget af, at de ikke dyrker offerrollen og at de ikke frivilligt stiller sig op og lyver en journalist lige op i ansigtet.

Tværfaglighed

xkcd.

Her er et aldeles urelateret link. Bedste to sætninger: Eleverne læser ganske vist teksten. Fra ende til anden, men når dansklærer Christina spørger dem, hvad de har læst, så svarer omkring halvdelen, at det kan de ikke huske.

‘Det kan jeg ikke huske’. Det var vist også en af de mest populære undskyldninger, dengang jeg gik i folkeskolen.

Sommerbilleder 2010

Jeg tilbagelagde ca. 24 kilometer i går, de fleste i løb – men ikke alle. Det var vidunderligt vejr, så der skulle tages nogle billeder – og det kan man ikke gøre, mens man løber.

Billederne herunder er taget i Risskov. Hvis vi mødtes derude i går, så et forsinket ‘hej’ herfra. Århus er en dejlig by at løbe i, især når du er oppe på nogle km, for så vil der nærmest uanset hvor du bor være mindst et grønt område i nærheden. Med de afstande jeg efterhånden er nået op på, er der langt flere muligheder for at sammensætte nogle smukke ruter forskellige steder i (og udenfor…) byen end der var, dengang jeg i sin tid holdt mig til måske 5-10 km – endnu et argument for at løbe langt; når du er omkring de 25 km eller derover er det nærmest kun fantasien, der sætter grænser, især hvis du er villig til at kombinere turen med offentlig transport på udturen (at gøre det på vejen hjem kan derimod ikke anbefales og jeg har aldrig gjort det).

Billederne fylder meget på siden, så jeg har lagt dem under folden. Det var svært at vælge eksemplarer ud, for der var rigtigt meget godt at vælge imellem. Batteriet på kameraet gik selvfølgelig dødt et minut før jeg bogstaveligt talt var lige ved at træde på en skovmus (tror det var sådan en her).

En smule viden kan være en farlig ting…

Plasmalemma, organeller, emulsion, fibroblast, konduktivitet, hydrofob tiltrækning, kovalente bindinger, van der Waalske kræfter, aminosyre-pulje, karboxylgruppe, zwitterioner, peptid-bindinger, alfa-helix, multi-subunit protein, lipider, triacylglyceroler, glykolipider, polymerisering, Watson-Crick-modellen, ribosomal-RNA.

Alle begreber stammer fra det indledende kapitel af Finn Geneser’s bog Histologi, en bog jeg har fået lov til at låne af en medicinstuderende (‘ask me no questions, I’ll tell you no lies‘ – den intelligente læser kan utvivlsomt forbinde punkterne uden min hjælp…) og derfor læser lidt i for tiden. Der er flere, hvor de kom fra. Det er en af de indledende bøger på studiet, så hvis du har lidt viden i forvejen om biologi og kemi er bogen til at gå til. Selvom jeg ikke fanger 100 procent af materialet, er det (indtil videre) intet problem at forstå det meste.

Nogle få løse bemærkninger ikke nødvendigvis relateret til ovenstående:

1) At jeg ikke antager, at en fagperson pr. automatik har ret – og det gør jeg ikke – betyder ikke, at jeg ikke vægter deres holdninger højere end andres. Jeg må også være åben og sige lige ud, at jeg diskriminerer på tværs af fagområder: Jo mere empirisk det pågældende fagområde er, jo højere vægter jeg ceteris paribus fagpersonens bidrag.
2) Den eksplosion i tilgængeligheden af (online) information, vi som samfund har oplevet over de sidste par årtier, har efter min mening sandsynligvis bevirket, at ikke-fagpersoner overvurderer, hvor meget de kan vide om et givet emne uden at åbne en bog. Det er enormt svært at sætte sig ind i et emne helt fra bunden uden at åbne en bog, bl.a. fordi det er så pokkers svært at finde ud af, hvad det egentligt er, man bør vide først (rækkefølgen man lærer ting i er for de fleste fagområder aldeles afgørende, og uden at optimere denne del af læringsprocessen er det meget vanskeligt at forbinde de ting, man ved). Omfanget af tilgængelig viden har fået ‘folk’ til at tro, at de hurtigt kan indhente den relevante viden, de mangler, og at ‘grundviden/basisviden’ i vidt omfang er overvurderet. Jeg tror, de ‘folk’, der tror dette, tager fejl. Informationseksplosionen har ikke kun gjort det (endnu mere…) umuligt at vide alt som person (huske alting), det har også gjort det umuligt at tilegne sig (forstå) bare en brøkdel af den viden, der faktisk er tilgængelig. Problemet omtales formentligt ikke oftere, fordi det er uløseligt, men at det er uløseligt gør det ikke uvæsentligt – nærmest tværtimod, ville være min mening.
3) Uddannelse er en enormt dårlig proxy for intelligens/IQ.
4) Og… uddannelse er en ekstremt omkostningsineffektiv proxy for de ting, virksomheder bruger uddannelse til i dag.
5) Jeg ville hade at læse Geneser’s bog, hvis jeg gik på medicinstudiet, men jeg finder, at den er fascinerende læsning, fordi jeg ikke gør. Jeg synes altid den viden, man skal tilegne sig af den ene eller anden grund, er hamrende kedelig. Hvis jeg kunne overbevise mig selv om, at det var sjovt at lære ting, jeg skulle lære, ville jeg have en helt anden fremtid foran mig, end jeg har, og mit studie ville være forløbet meget anderledes.

Holy */#[%#!

Jeg kom lige til at tænke på, at der faktisk findes et bundt totalt fremmede, ukendte mennesker, de fleste af hvilke formentligt aldrig nogensinde har mødt mig, som helt frivilligt sætter sig ned og bruger tid på at læse nogle af de ting, jeg skriver på min blog.

Det er faktisk ret vildt at tænke på.

Seriøst?

Den store europæiske undersøgelse viser endvidere, at to ud af tre kvinder simpelthen mangler motivationen til at tabe sig. Mange af kvinderne ender endda i en ond cirkel af overvægt, hvor de trøstespiser og bliver madafhængige.

Politiken.

Madafhængige???

Mistanken om at Politikens redaktion består af vampyrer øges…

God jul/vintersolhvervsfest/whatever

Sådan her ser en hvid jul ud hjemme ved (/i nærheden af…) mine forældre. Gråvejret er der ikke så meget at gøre ved, men sneen mere end opvejer efter min opfattelse dette. Alle billeder taget i går, klik for at se dem i en højere opløsning:

Ting jeg enten absolut intet eller næsten intet ved om…

Al sport undtagen skak og amerikansk fodbold; arkæologi; med få undtagelser alle former for “kunst og kultur”; musik komponeret efter 1940 (Rachmaninoff døde i 1943); alle former for håndværk, især de tekniske, og hvordan man “gør det selv”; mode; botanik; det danske militær; Paraguay – og mange andre lande; biler; råstofsektoren af verdensøkonomien; astrologi, tarotkort o.l.; hvad man lærer på præsteuddannelsen; taoisme; sproghistorie; organisk kemi; hvordan det er at være af det modsatte køn; -ll- miste en af sine forældre; -ll- være rask…

…

Jeg forsøgte at gøre emnerne så brede og generelle som muligt, eftersom listen ellers hurtigt bliver helt uendelig, og det her er bare en “off the top of my head” liste, som de siger overthere. Det er meget sværere at komme på ting, man ikke ved noget om, end det er at komme på ting, man godt ved noget om, og man vil bruge meget tid på at fokusere på sidstnævnte, når man forsøger at komme til bunds i egen uvidenhed.

Vi praktiserer alle den selektive uvidenhed i større eller mindre grad, bevidst eller ubevidst, og mange af tingene har jeg det helt fint med ikke at vide noget om – også selvom denne uvidenhed har omkostninger, der er til at tage og føle på. Min uvidenhed på eksempelvis området, der lidt bredt kunne kaldes “kultur”, har tydelige omkostninger, når der spilles Besserwisser med familien – min storebrors vidensstruktur er bedre gearet til det spil end min (eller også er han bare smartere og mere vidende – eller begge dele…), og han vinder som regel. Jeg er klar over, at selv om jeg på nogle områder er moden af min alder, er der andre områder, hvor jeg bestemt ikke er, jf. det næstsidste punkt på listen: Store personlige tab ændrer folk, får dem ofte til at se anderledes på tingene på den lange bane, og selvom jeg har været til to begravelser inden for de sidste ca. tre år, har jeg endnu ikke oplevet et sådant tab.

Kommentarer er meget velkomne. Hvad har du bevidst valgt ikke at vide noget om?

Lidt tilfældig viden

Der er gået lidt ferie i det, og jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen til at blogge seriøst for tiden. Så mindre må gøre det. Lidt tilfældige stykker viden, for doven til at linke ret meget, for der er alligevel så godt som ingen, der følger mine links:

i) Universet er omtrent 13.7 milliarder år gammel.

i a) Jordens alder er ca. 4.6 milliarder år.

i b) Hvis vi tager perioden fra de første dinosaurer udviklede sig og så frem til i dag, udgør denne periode kun ca. 5% af jordens samlede alder.

i c) Hvis vi tager perioden fra de første moderne mennesker, homo sapiens, udviklede sig, og så frem til i dag, udgør perioden ca. 0,005% af jordens samlede alder.

i d) Hvis vi tager et dansk menneskes forventede levetid i dag (lad os bare sige 75 år) og sætter det ind i denne kontekst, udgør et menneskeliv 0,00000016% af jordens alder.

i e) I løbet af dette pågældende menneskes liv, vil en lyspartikel teoretisk kunne tilbagelægge 709.554.785.443.560 kilometer.

i f) Et lysår er en stor afstand, og 75 lysår er en meget stor afstand at forholde sig til, men lyspartiklen nævnt herover ville skulle bruge yderligere 46.5 milliarder år (!) for at nå ud til grænsen af det på nuværende tidspunkt observerbare univers. Altså mere end tre gange så lang tid, som der er forløbet siden Big Bang i dag. At tallet kan være større end universets alder selv skyldes, at universet udvider sig. Det giver efter min opfattelse ingen mening at sige, at universet er stort, for universet er alt det der er; men det er næppe forkert at sige, at universet er en del større, end de fleste af os kan gøre os håb om at begribe.

ii) Langt over 99% af alle arter, der nogensinde har eksisteret, er uddøde. Alene ved grænsen mellem Perm og Trias, for ca. 250 millioner år siden, som konstituerer den største masseuddøen af arter i jordens historie, uddøde i løbet af kort tid op mod 95-96% af alle de dyrearter, der levede i havene. Denne uddøen var den værste, men langt fra den eneste i jordens historie.

iii) Den forskel, der er mellem Niger’s (verdens højeste) og Macau’s (verdens laveste) fertilitetsrater, er 6.84 (kilde).

iii a) Ca. 60% af Jordens befolkning bor i Asien. Kina og Indiens befolkninger alene udgør mere end 1/3 af jordens befolkning. De to landes areal udgør kun ca. 8.7% af jordens landareal, og kun ca. 2.5% af jordens overfladeareal.

i b) Der er ca. 10 gange så mange mennesker på Jorden i dag, som der var for 300 år siden (link). Interessant nok er 300 år i dag også omtrent lig 10 generationer.

17 kilometer

1 time, 3 kvarter.

Ikke nogen imponerende tid, men jeg er smadret. Ingen øvrige opdateringer i dag.

Vinterbilleder!

Jeg er lige nu hjemme ved mine forældre, og dagen i dag var bare alt for smuk til at lave noget som helst fornuftigt. Så jeg har været ude at tage et par billeder (eller -hundrede). Et par smagsprøver herunder, flere billeder her. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

(Måske ser han lidt farlig ud med det gevir, men han er i virkeligheden rigtigt nuttet. Han kan håndfodres uden problemer)

(…nysgerrig. Har vist aldrig set et digitalkamera før)

Dyreveksler.

Lidt mere om de der følgesygdomme (eller i hvert fald en af dem)

Jeg var i morges til regelmæssig kontrol/screening på øjenafdelingen ved Århus Sygehus. Det var jeg, fordi diabetespatienter har en markant øget risiko ifht. befolkningen som helhed for på sigt at udvikle synstab – diabetes er den hyppigste årsag til blindhed blandt erhvervsaktive danskere – og derfor er der nu de fleste steder (overalt?) i landet indført regelmæssig screening af diabetespatienter med henblik på at fange øjenforandringerne, før de leder til synstab.

At få type 1 diabetes tidligt i livet udgør på langt sigt en ganske alvorlig risiko for at udvikle synstab: Ved en undersøgelse af patienter fra Fyn fulgt gennem 35 år (!), fra 1973 til 2008, der havde fået konstateret diabetes mellitus, type 1, havde kun 3% af de 255 overlevende diabetikere ingen retinopati ved undersøgelsens afslutning – hvilket naturligvis sagt på en anden måde vil sige, at 97% af patienterne på det tidspunkt havde diabetiske øjenforandringer. Over halvdelen (52%) havde i undersøgelsesperioden udviklet hvad der i undersøgelsens terminologi kaldes “synstruende retinopati”, hvilket betyder, at de på et tidspunkt i perioden havde haft så svære synstruende komplikationer i øjnene, at de blev laserbehandlet på mindst et øje. I perioden fra 1981 til 2008 blev 7.5% blinde. Jeg kan anbefale nysgerrige læsere at følge linket til undersøgelsen ovenfor; det har meget mere, og det forklarer også kort lidt om hvordan og hvorfor sygdommen udvikler sig.

Phd-studerende Kathrine Bonde Tilma arbejder lige nu på et projekt ved navn: Farmakologisk intervention mod forstyrrelser af nethindens blodgennemstrømning ved diabetisk øjensygdom. Hun mangler forsøgspersoner til at deltage i projektet, og kontaktede mig i løbet af min screening i dag, og spurgte om jeg ønskede at deltage, såfremt screeningsresultaterne gav anledning til at betragte mig som et potentielt interessant datapunkt (ikke lige med de ord, men…). Ved tidligere screeninger har der ingen forandringer været at se på mine øjne (endnu), og hvis det også gælder denne gang – hvad jeg selvfølgelig håber på – vil jeg ikke være interessant at inddrage i projektet. Jeg gav dog udtryk for, at jeg i udgangspunktet godt kunne tænke mig at deltage, hvis der var mulighed derfor.

Forskningsprojektet indebærer kun nogle for mig ret få, begrænsede risici – nej, jeg har ikke tænkt mig at beskrive hele forløbet i detaljer her – men også kun en meget lille potentiel upside. Alligevel vil jeg sige ja tak til at deltage, hvis jeg kan. Den bedste begrundelse jeg kan finde for min egen tilbøjelighed til at deltage, er at “jeg synes jeg bør”, men det “bør” vejer ret tungt. Hvis jeg forventede at få børn på et tidspunkt, ville det nok også være en væsentlig variabel i overvejelserne, eftersom diabetes har en arvelig komponent, men det gør jeg ikke.

Hvis jeg kommer med i undersøgelsen vil jeg naturligvis følge op på den her på bloggen, når resultaterne publiceres.

En god nyhed – og to dårlige

Jeg kunne også have kaldt posten 1 skridt frem og to tilbage, men skridtene er ikke lige lange og alt det der…

Den gode: Flemming Rose får større indflydelse på Jyllandspostens udformning fremover. Den første dårlige: Rigtig mange danskere støtter op om rygeforbud i private hjem. Den anden dårlige nyhed: Politiet indhenter dagligt data fra teleselskaberne uden dommerkendelse. Den sidste nyhed er teknisk set ikke en nyhed, da ‘nyheden’ er fra oktober sidste år, men jeg vidste ikke noget om det, så det var nyt for mig.

Claude Berri er død

Den franske filmskaber Claude Berri er død, 74 år gammel. Jeg vil ikke sige ‘hvil i fred’ eller lignende, for manden er jo død, og så er det lidt svært at kommunikere med ham. Men til alle andre…

Jeg er ret sikker på mit ynglingsfag i 2.g var fransk. Vi havde en fremragende lærer, der overbeviste mig om, at ordet humanist ikke nødvendigvis behøver at være et skældsord, og på vores pensum var manuskriftafsnit fra hvad der efter min opfattelse er to af fransk films største præstationer, Manon des Sources (naturligvis sammen med forgængeren Jean de Florette) og Le Boucher, sidstnævnte er skrevet og instrueret af Claude Chabrol.

Claude Berri’s duologi Jean de Florette og Manon des Sources er simpelthen pragtfulde film du bør unde dig selv at se, hvis du ikke allerede har gjort det. At se eller gense hans mesterværker er nok desværre det tætteste, vi mennesker kan komme på at sikre ham et liv efter døden.