Non sequitur?

Via uriasposten:

“En ny undersøgelse slår fast, at etniske danskere og etniske minoriteter i lige høj grad bakker op om demokratiet…

Det viser en ny undersøgelse fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. I interviewundersøgelsen er 1.500 førstegenerationsindvandrere fra Tyrkiet, Iran og Pakistan blevet spurgt om deres holdning til religion og demokrati. En gruppe på 1.000 repræsentativt udvalgte etniske danskere er blevet stillet de samme spørgsmål. Og ifølge undersøgelsen er der ingen forskel på de to gruppers støtte til demokratiet og afvisning af alternative styreformer som f.eks. diktatur.

“Tanken om at folk med muslimsk baggrund skulle have en mere fjendtlig indstilling til demokratiet end danskere passer altså ikke,” konkluderer lektor og ph.d. Peter B. Andersen, som har lavet undersøgelsen med kollega Peter Lüchau..

[…]

“Den her undersøgelse viser det stik modsatte af den, Cepos lavede. Undersøgelsen gør op med, at der skulle være en modsætning mellem islam og demokrati, og den viser, at modsætningerne mellem islam og religionskritik er manipulerede og konstruerede,” siger hun…

…

i) Antag X mener A er det optimale politiske endemål, der søges realiseret.

ii) Antag X samtidig mener, at Q er det optimale middel til at realisere A.

iii) Erstat X med “nogle muslimer”, A med “sharia” og Q med “demokrati”.

Man kan godt indføre sharia på demokratisk vis. Nu er Somalia ikke ligefrem et mønsterdemokrati, men nysgerrige kan med fordel følge Sharif Ahmed’s bestræbelser de næste måneder – han er faktisk, efter hvad jeg har hørt, allerede godt i gang med lige netop dette.

En anden propositionsrække:

a) Antag ytringsfriheden kan afskaffes/begrænses på demokratisk vis. (det sker over det hele lige for tiden, så det skulle ikke være noget problem)

b) Antag demokratier uden- eller med meget begrænset ytringsfrihed stadig kaldes for demokratier. (det er der en lang og stolt tradition for at gøre, så det skulle vist heller ikke være noget problem. Mange lande der ikke er spor demokratiske kalder sig også for demokratier, så problemerne med denne antagelse er til at overse…)

c) Antag X fra ovenstående propositionsrække kalder sig selv for demokrater.

Hvis disse antagelser holder, hvad fortæller det os så om et medlem af X’ holdning til ytringsfriheden (/eller andre frihedsrettigheder), når vedkommende kalder sig selv for demokrat, og siger at vedkommende bakker op om demokratiet?

Hvis en person kræver, at andre ikke må kritisere hans religion uden at blive straffet af statsmagten, at andre ikke må gøre grin med hans latterlige forestillinger, som er dybt godnat for enhver, der mentalt befinder sig i det 21. århundrede, så er jeg såmænd bedøvende ligeglad med, om han har tænkt sig at bruge demokratiske midler til at opnå den begrænsning af ytringsfriheden, han efterstræber, eller ej. Han er en trussel mod min frihed, mod vores frihed. Og det er han altså også, selvom han kalder sig selv for demokrat. Jeg er ligeglad med, hvad han kalder sig.

[Og lige en lille tilføjelse til Prins Knud: Nej, jeg "skærer selvfølgelig ikke alle over en kam" med ovenstående betragtninger. Der findes mange muslimer, der ikke går ind for eksempelvis en begrænsning af ytringsfriheden. Ifølge Cepos' undersøgelse er det faktisk næsten halvdelen. Men næsten halvdelen er ikke "flertallet af muslimerne". "Næsten halvdelen" er faktisk et mindretal af muslimerne.]

Gorbatjov I

Som jeg tidligere har bemærket, læser jeg for tiden lidt af Gorbatjov. Ved et tilfælde faldt jeg, kun et par dage efter at have set/hørt Kasparov og Stephen Cohen diskutere blandt andet ham og hans rolle i og betydning for udviklingen i 80erne, ved et tilfælde over bogen, og besluttede mig for at give den en chance. Den fulde titel på bogen er Perestrojka, Nytænkning i Russisk Politik, udgivet ved forlaget Gyldendal samme år som værket udkom i Rusland, 1987. Oversætterne er (næsten alle, førstnævnte er dog et ubeskrevet blad for mig) kendte størrelser i den her sammenhæng: Jan Hansen, Bent Jensen, Samuel Rachlin og Flemming Rose. Det var primært min nysgerrighed forbundet med denne enestående mulighed for at få en så oplagt primærkilde i hænde billigt, der gav mig lyst til at købe bogen. Derudover spiller det naturligvis ind, at min viden om historiske forhold fsva. den helt nære fortid desværre må siges at være ret begrænset, i forhold til hvor meget jeg godt kunne tænke mig at vide om den.

Perestrojka er, for dem der er helt lost her, som det gøres klart i en note i indledningen af bogen “afledt af det russiske verbum “perestroit”, som betyder at bygge om som f.eks. at bygge et hus om. Mulige oversættelser af ordet perestrojka kan være: ombygning, omlægning, omstrukturering, omrokering, omstilling“. Det er efter min opfattelse blevet almindeligt i vestlig sammenhæng at sidestille de to begreber glasnost (offentlighed på russisk, oversættes ofte med åbenhed) og perestrojka og opfatte de to begreber som mere eller mindre to sider af samme sag, selvom det næppe er en helt korrekt måde at anskue begreberne. Perestrojka relaterede til reformprocessen i sig selv, glasnost til en af de konkrete elementer som perestrojkaen indeholdte.

Nogle pointer fra og kommentarer til bogen indtil nu:

i) Pointen med Perestrojkaen var ikke at afvikle socialismen. I et meget centralt underafsnit i første kapitel, ved navnet Mere Socialisme, mere demokrati, skriver Gorbatjov:

Nogle stiller spørgsmålet med et lønligt håb, andre med ængstelse: betyder perestrojkaen ikke, at man opgiver socialismen, eller at man i det mindste udvander dens grundlag?
Der er folk i Vesten, der gerne vil hægte denne version op på os: socialismen befinder sig i en dyb krise og fører samfundet ind i en blindgyde. Netop på den måde fortolker man vores kritiske analyse af den situation, der opstod i landet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Efter deres opfattelse findes der kun en udvej: overtagelse af de kapitalistiske metoder til økonomisk ledelse og sociale organisationsformer, og det vil sige at man lader sig drive over mod kapitalismen.
Man fortæller os, at det ikke kan blive til noget med perestrojkaen inder for rammerne af det eksisterende system, og man foreslår os at forandre det og tage ved lære i erfaringerne fra et andet socialt og politisk system. Man tilføjer oven i købet, at hvis Sovjetunionen vælger den vej og afstår fra sit socialistiske valg, så vil det bane vejen for oprettelsen af nære forbindelser med Vesten. Det kommer endda så vidt, at man lader forstå, at Oktoberrevolutionen i 1917 var en fejltagelse, der nærved havde afskåret vort folk og vort land fra den sociale udviklings hovedåre.
For at udelukke alle mulige rygter og spekulationer om det emne – og vi hører ikke så få af dem fra Vesten – så lad mig endnu engang understrege: vi gennemfører alle vores forandringer i overensstemmelse med vores socialistiske valg, og vi søger svar på de spørgsmål, som livet stiller os, inden for socialismens rammer og ikke uden for dens grænser. Alle vores succes’er og fejltagelser måler vi med socialismens målestok. De, der håber, at vi vil fjerne os fra den socialistiske vej, må indstille sig på en bitter skuffelse. [...] Vi vil bevæge os frem mod en bedre socialisme og ikke bort fra den.
[...]
Når jeg taler om det spørgsmål, vil jeg gerne have, at man forstår mig ret: vi, det sovjetiske folk, er for socialismen (og jeg har allerede forklaret hvorfor), men vil ikke påtvinge andre vores overbevisninger. Lad hver enkelt træffe sit eget valg, så skal historien nok sætte alt på rette plads. [...] Efter vores opfattelse skyldes vanskelighederne og problemerne i halvfjerdserne og firserne ikke, at socialismen er ude i en krise som et samfundspolitisk system, men at de tværtimod er en følge af, at man ikke tilstrækkelig konsekvent førte de socialistiske principper ud i livet, at man afveg fra dem og endog forvanskede dem, og at man blev ved med at opretholde sociale styringsformer og metoder, der udviklet under bestemte historiske betingelser i den socialistiske udviklings tidligste faser.

“Vi, det sovjetiske folk, er for socialismen”. Klinger lidt hult når det kommer fra en ‘leder’, for nu at bruge DR’s sprogbrug, der regerer uden noget folkeligt mandat, gør det ikke? Hvad angår den sidste del: Stalin kunne ikke have sagt det bedre, problemet er ikke socialismen, problemet er at vi ikke er socialistiske nok. Mon ikke Stalin sagde nøjagtigt det samme, før han begyndte tvangskollektiviseringen: NEP var en fejltagelse, vi skulle bare have fortsat i Lenins blodige fodspor i stedet!

…

ii) En revolution fra oven eller fra neden? Gorbatjov kalder mange gange i løbet af bogen Perestrojkaen for ‘en revolutionær proces’, der menes ikke med førnævnte spørgsmål revolution i ordets oprindelige betydning. Gorbatjov medgiver, at perestrojkaen er initieret af eliten, men benægter at perestrojkaen alene er et elitens projekt. Selvom reformerne, set i vores optik, primært var systembevarende i deres sigte, er omfanget af de reformer Gorbatjov har i tankerne alligevel enormt, hvad der tydeligt illustreres i citatet herunder:

“Selve perestrojkaens karakter forudsætter, at den skal finde sted på hver enkelt arbejdsplads, i hvert enkelt arbejdskollektiv, i hele styringssystemet, i parti- og statsorganerne indbefattet Politbureauet og regeringen. Perestrojkaen vedkommer alle fra den menige kommunist til sekretæren i Centralkomiteen, fra arbejderen til ministeren, fra ingeniøren til akademimedlemmet. Perestrojkaen kan kun blive ført til ende, hvis den bliver et fællesfolkeligt anliggende.

Han tilføjer, for at komme nærmere et svar på det oprindelige spørgsmål:

“Perestrojkaens egenart og styrke består i, at den samtidig er en revolution “fra oven” og “nedefra”. Heri ligger også en af de stærkeste garantier for dens succes og uigendrivelighed. Vi vil resolut stræbe efter, at masserne, “græsrødderne” opnår alle deres demokratiske rettigheder og lærer at benytte sig af dem som noget normalt og gøre det kompetent og ansvarsfuldt. Livet har overbevisende bekræftet, at når historien foretager nogle bratte vendinger, og når der opstår en revolutionær situation, så demonstrerer folket en forbløffende evne til at lytte, forstå og reflektere, hvis man fortæller det sandheden. Selv i de vanskeligste perioder efter Oktoberrevolutionen og under borgerkrigen handlede Lenin netop på den måde. Han opsøgte det arbejdende folk og talte med dem. Derfor er det så vigtigt for perestrojkaen, at den opretholder et højt niveau af politisk og faglig energi i masserne.
I Vesten siger man ofte, at perestrojkaen vil støde på vanskeligheder, og at det vil fremkalde massernes utilfredshed. Hvad skal man sige i den anledning? Der vil selvfølgelig opstå vanskeligheder, når det drejer sig om så stor en sag. Hvis vi kommer ud for eksempler på berettiget utilfredshed eller protest, så vil vi grundigt undersøge årsagerne til den slags fænomener. Administrativ emsighed vil ikke være til nogen gavn her. [...] Hvis folk taler og taler på møder, skriver til aviser, henvender sig til de ledende instanser, og det alt sammen blot bliver ignoreret, ja så kan man komme ud for nogle af de uvante tilkendegivelser nedefra. Det er en følge af forsømmelser i vores arbejde.
Der er kun ét kriterium her: alt, hvad der styrker socialismen, alt det vil vi lytte til og tage hensyn til. Og de tendenser, der er fremmede for socialismen, dem vil vi kæmpe imod, men jeg gentager, at det vil ske inden for rammerne af den demokratiske proces.

Befolkningen har ikke ret mange demokratiske rettigheder, og når de får nogle flere af dem, skal de bruge dem ‘kompetent og ansvarsfuldt’ (for ellers!?). Alle nye tiltag skal ske inden for rammerne af den demokratiske proces, altså den demokratiske proces hvor befolkningen stadig ikke rigtig har nogen rettigheder. Er der ikke et eller andet, der ikke hænger sammen her? Er stemmeret i øvrigt ikke en ‘demokratisk rettighed’? Hvordan kan systemet stadig være kommunistisk, hvis befolkningen får stemmeret og oppositionspartier bliver tilladt – og hvis ikke befolkningen får stemmeret, hvad er det så for en snak om demokratiske rettigheder Gorbatjov vrøvler om?

Konklusionen ovenfor summerer sagen meget godt op: Hvis I taler for reformer vi ikke bryder os om, vil vi ikke høre på Jer. ‘Revolution fra neden’ indeed!

…

iii) Et sjovt synspunkt jeg på et tidspunkt stødte på, men hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan huske, er dette: Gorbatjov var ikke blot klar over, at perestrojkaen kunne vise sig at starte en udvikling, som ikke kunne stoppes og som derfor højst sandsynligt ville ende med opløsningen af USSR, han forventede ligefrem dette udfald og arbejdede udfra teorien om, at denne tese var korrekt. Han var “hemmelig demokrat” (af den vestlige slags forstås; han bruger ordet demokrati meget i sin fremstilling, men man har lidt indtryk af, at demokrati var firsernes version af ordet integration; et plusord der lyder godt, men som ikke behøver betyde noget videre, og ligeledes et ord hvis betydning kan variere markant på tværs af politiske skel), der i virkeligheden pønsede på at styre Sovjet i retning af Vesten og demokratiet, også selvom han ofte var nødt til at sige det modsatte. Der er intet i bogen indtil nu der peger i den retning, jf. også ovenfor, og der er rigtig mange ting, der peger i den modsatte retning – den vigtigste af dem det forhold, at han selv betragter perestrojkaen som en proces, der kan vise sig at tage adskillige årtier:

Vor generation står over for den enorme opgave at omkalfatre landet. Vi bliver måske ikke færdige, men at sætte skub i fremskyndelsesprocessen skal vi nok nå. Vi vil lægge fundamentet.