Sygdomsforebyggelse (v)
Dette bliver sidste post i serien. Jeg vil springe lige ud i det:
i. “Kontakt mellem en potentiel patogen mikroorganisme, fx en bakterie, og en potentiel modtagelig vært, et menneske, er hyppigt forekommende. Resultatet af et sådant møde er principielt afhængigt af tre forhold [en måde at huske det: "VDR" = Virulens/Dosis/Respons, US]:
1. Den patogene organismes virulens, dvs. evne til at skabe infektion.
2. Den smitsomme dosis.
3. Værtens evne til at respondere på infektionen.”
[...]
“Inden man planlægger et forebyggelsesprogram for en smitsom sygdom, skal en række forhold afklares. Der skal helst være kendskab til infektionens naturhistorie, inklusive inkubationstiden (tiden fra smitte til symptomer), smittevejene (smitter det via luften, via blod eller via levnesmidler?) samt forekomsten (typisk udtrykt som prævalens, dvs. antal syge på et givent tidspunkt, og/eller incidens; antal der bliver syge pr. tid, fx pr. år). Endvidere er det af betydning om der er tale om en akut eller kronisk infektion og hvor længe smitteperioden varer. [...]
Der er principielt tre måder at kunne forebygge spredning af en smitsom infektion på. Nogle gange kan og bør disse kombineres, andre gange er blot en eller to af dem en mulighed:
1. Man kan gøre personen modstandsdygtig/immun over for smitte. Dette kan ske ved forebyggende behandling eller typisk ved vaccination.
2. Man kan blokere eller afbryde smittemåder og -veje. [...]
3. Man kan identificere smittekilder og -bærere for herefter at gøre disse smittefrie ved behandling. [Her er det klassiske eksempel på hvorfor den type intervention kan være vigtig]
[...]
Indførelsen af difterivaccinen i det danske børnevaccinationsprogram i 1943 medføre en massiv reduktion i antallet af difteritilfælde fra omkring 4.000 årlige tilfælde til 0-1 pr. år [...] Tilsvarende effekt på sygdomsforekomsten er set ved indførelsen af MFR-vaccinationen i 1987 i børnevaccinationsprogrammet, idet antallet af årlige mæslingetilfælde faldt fra omkring 20.000 om året i starten af 1980′erne til at der nu er under 100 tilfælde om året.” [...] Det er beregnet at efter naturlig infektion med mæslinger, fåresyge og/eller røde hunde hos en million børn ville der i Danmark være opstået 100-1.000 dødsfald, 500-1000 tilfælde af hjernebetændelse, hvoraf halvdelen ville have varige men, samt 4.000 tilfælde af meningitis. Til sammenligning ville MFR-vaccination af en million børn ikke medføre nogen dødsfald, kun et til fem tilfælde af hjernebetændelse og et tilfælde af meningitis. Umiddelbart kunne disse tal forlede til at tro at alle forældre ville ønske at få deres børn vaccineret, men de senere år har vist at ikke alle opfatter tilbuddet om vaccination som et gode. Der findes (små) grupper i befolkningen der sætter spørgsmålstegn ved især visse vaccinationer idet man påpeger at der synes at være flere risici forbundet med vaccination. For eksempel har nogle ment at vaccination mod MFR kan forårsage autisme. Årsagen til autisme er som sådan ukendt, og der foreligger ikke en biologisk plausibel forklaring på sammenhængen mellem MFR-vaccination og autisme. I de senere år har flere forskere i store undersøgelser søgt at finde belæg for sammenhængen, men uden held”
I dag er der overhovedet ikke noget at diskutere i forhold til dette ikke-eksisterende link, og efter hvad jeg kan vurdere bør vaccinationsprogrammer figurere meget højt på listen over de mest åbenlyse no-brainers i sygdomsforebyggelsessammenhæng overhovedet. Tallene taler deres meget tydelige sprog.
ii. “Der er beskrevet mere end 3.000 stoffer som kan fremkalde kontaktallergi. Omkring 100 af disse er så hyppige at de betegnes som væsentlige. [...] Danske undersøgelser, hvis grundlag var befolkningen i Glostrup, har vist at 15-20 % har en kontaktallergi. Nikkelallergi er det hyppigste. Hver tiende voksne danske kvinde har nikkelallergi, og blandt de 15-34-årige er tallet helt oppe på hver femte. Forekomsten af nikkelallergi er uændret fra 1990 til 1998. I modsætning hertil er parfumeallergi og anden kosmetikrelateret allergi fordoblet fra 2,4 % i 1990 til 5,8 % i 1998. [...] Kontakteksem er en hyppig arbejdsbetinget sygdom. Der anmeldes ca. 1.300 tilfælde om året til Arbejdsskadestyrelsen, og heraf anerkendes mere end 70 %. [...] De værktøjer som anvendes til alle tre kategorier af forebyggelse, er eksponeringsbegrænsning bestående af en reduktion i udsættelsen for det allergifremkaldende stof. [...] Det afgørende for om kontaktallergi udvikles i første omgang, og senere om en person med erhvervet kontaktallergi får udløst allergisk kontakteksem, er den mængde af allergifremkaldende stof som vedkommende udsættes for pr. arealenhed af huden. Dette gælder uanset om det er potente eller svage kontaktallergener.”
iii. Vaccinationer er højt på listen over no-brainers i forebyggelsessammenhæng; det samme er tilfældet med emnet som behandles i sidste kapitel – fysisk aktivitet/idræt. Det er ikke kun de nedenstående oplysninger der sendte mig ud på en 17 km løbetur i går, men det bliver altså ikke lettere at blive hjemme, når du har fordøjet lidt af den viden, der eksisterer på dette område:
“Fysisk aktivitet påvirker kroppens kredsløb, stofskifte samt muskel- og bindevæv til en bedre ydeevne. Fysisk inaktivitet er en betydelig risikofaktor for udvikling af morbiditet og mortalitet på linje med rygning, hypertension, hyperkolesterolæmi eller fedme. Dette gælder eksempelvis for udvikling af iskæmisk hjertesygdom eller type-2 diabetes. [...]
Regelmæssig træning over 10-12 uger af store muskelgrupper og med en pulsstigning til 70-80 % af maksimal puls over ca. 30 minutter vil resultere i en 20-30 % øgning i kondition (VO^2max = den maksimale iltoptagelse) hos raske. Hjertets pumpeevne forøges, det totale blodvolumen øges, den perifere karmodstand mindskes, og trombocytternes aggregabilitet reduceres. Nyere studier tyder på at koronarkarforsnævringer ikke alene kan begrænses, men også delvis reverteres hos iskæmiske hjertepatienter der træner. [...] Vævenes følsomhed for insulin forøges med træning, og det er centralt når man betænker insulinresistensens vigtige rolle i det metaboliske syndrom, og dermed koblingen til kardiovaskulær sygdom [eller linket til T2-diabetes]. Træning nedsætter blodtrykket signifikant, med ca. 10 mm Hg.[*] High density lipoprotein (HDL) vides at stige med træning og såfremt træningen er intens, ses også en sænkning af low density lipoprotein-niveauerne (LDL-niveauer) hvorimod de samlede kolesterol- og triglyceridniveauer er relativt uændrede. [Indskudt bemærkning til dem, der ikke er alt for godt inde i det her: HDL- og LDL-tallene refererer til kolesterolniveauerne i blodet, og HDL er det, der almindeligvis kaldes 'det gode kolesterol', hvorimod LDL er 'det lede kolesterol'. Fysisk aktivitet bevirker altså, at kompositionen af kolesterolet i blodet ændres, så der kommer relativt mindre af det skadelige og mere af det relativt gode kolesterol - hvilket kan medvirke til at reducere merrisikoen forbundet med et evt. forhøjet kolesteroltal (hyperkolesterolæmi)] [...] “fysisk træning er blevet sat i sammenhæng med en lavere forekomst af coloncancer og i et vist omfang til reduceret forekomst af mamma-cancer.” [...begge er meget udbredte kræftformer her i landet, så en betydelig reduktion i risikoen for disse kræftformer bevirker for så vidt også en væsentlig reduktion af den samlede cancer-risiko et individ udsættes for, i al fald på kort og mellemlangt sigt.]
Nedenstående er en figur fra bogen, som jeg ville ønske jeg bare kunne have kopieret ind – men jeg mente alligevel det var besværet værd at gengive tabellen/figuren i posten. Den forklarende tekst er som følger: ‘Fysisk aktivitet i relation til sygdomsforebyggelse og behandling. Antal + angiver hvor sikker en effekt der kan påvises ved gennemførte studier, men indikerer ikke det kvantitative omfang af denne effekt.’
Den meget korte version: Motion virker!
“Afhængigt af hvilke studier der citeres, er den relative risiko for kardiovaskulær sygdom på individniveau cirka dobbelt så høj for inaktive som for fysisk aktive og er dermed på niveau med andre risikofaktorer. Epidemiologiske studier med observationstider på op til ti år viser at en forøgelse i aktivitetsmønstret er positivt associeret med en markant formindskelse i den relative sygdomsrisiko. Da den kardiovaskulære mortalitetsrisiko aftager kurvelineært med stigende aktivitetsgrad, vil der kunne opnås en markant effekt hvis den inaktive del af befolkningen kunne stimuleres til blot at udføre moderat fysisk aktivitet.” [...] Fysisk træning udvider koronararterierne og øger antallet af arterielle kollateraler og kapillærer samt det oxidative stofskifte i hjertet. Udholdenhedstræning har dermed ikke blot en primær forebyggende effekt på iskæmisk hjertesygdom, men øger også overlevelsen og nedsætter risikoen for fatalt reinfarkt efter et overstået akut myokardieinfarkt (AMI). Risikoen for fatalt reinfarkt kan således reduceres med omkring 25 % inden for de første tre år efter en overstået AMI i hjertet. [...] De fleste, såvel gamle som unge, med kronisk sygdom kan tåle at træne. [... men:] I forbindelse med akutte febrile infektionssygdomme bør fysisk aktivitet som kræver et større hjertearbejde, undgås. Studier på såvel dyr som mennesker har vist at mikroorganismerne kan spredes – også til hjertet – og derved forværre sygdomsforløbet. Ved myokarditis [betændelsestilstand i myokardiet, dvs. hjertemusklen] bør der gå to måneder fra debut til fysisk træning påbegyndes såfremt patienten er symptomfri og har normalt elektrokardiogram. Under hensyntagen til risiko for miltruptur anbefales patienter med mononukleose af [ sic ] afstå fra idræt i fire uger efter symptomfrihed. Generelt bør der som hovedregel ikke motioneres ved febertilstande [min fremhævning]”
…
[*] Denne effekt var ikke helt uventet, men jeg fandt den faktisk alligevel decideret skræmmende. Hvis effekten motion har på mit blodtryk er af denne størrelsesorden betyder det reelt, at jeg allerede på nuværende tidspunkt, i en alder af bare 26 år, bevæger mig på kanten af hypertension såfremt jeg stoppede med at dyrke motion. Blodkarrene er ikke nogen stor fan af diabetes.
Sygdomsforebyggelse (iv)
Jeg kom lidt væk fra bogen pga. ting relateret til semesterstart, men jeg var sådan set ikke helt færdig med den. Der vil komme mindst en post mere udover denne, måske allerede senere i dag. Som allerede nævnt indeholder den rigtigt mange ting, alle i en eller anden forstand ‘burde vide’ – eller som minimum ville have glæde af at vide – men som bestemt ikke alle ved. Citater fra kapitel 13 og frem:
i. “Brystkræft (cancer mammae) er den hyppigst forekommende ondartede lidelse blandt danske kvinder og udgør sammen med lungekræft den hyppigste kræft-relaterede dødsårsag. [...] En dansk kvinde har i dag i gennemsnit en livstidsrisiko for at udvikle brystkræft på ca. 10 %. [...] En kvinde hvis mor eller søster har haft brystkræft, har i gennemsnit en fordoblet risiko for selv at udvikle sygdommen. [...] Generelt er det påvist at der er en direkte sammenhæng mellem det antal af menstruationer en kvinde har i sit liv, og hendes risiko for at få brystkræft.”
Altså: Færre menstruationer -> lavere risiko. Graviditeter mindsker risikoen og tidlig pubertet (pubertas præcox) øger den.
“Fedtvæv indeholder et enzym der kan omdanne hormonforstadier til aktivt østrogen. Denne østrogenproduktion er uden større betydning før overgangsalderen, men udgør efter overgangsalderen den væsentligste østrogenkilde. Derfor er fedme en risikofaktor hos kvinder efter overgangsalderen hvor mellem to tredjedele og tre fjerdedele af alle brystkræfttilfælde optræder. [...] Det er beregnet at for hver fem kilo vægtøgning, stiger brystkræftrisikoen med 7 %. Ud over at øge risikoen for at få brystkræft forværrer fedme også prognosen for de kvinder der har udviklet sygdommen.”
ii. “De organer der udgør fordøjelseskanalen, eller som har udførelsesgange der munder ud i fordøjelseskanalen, er udsat for en direkte påvirkning som følge af de elementer der passerer med føden. Stofferne kan enten selv direkte være skadelige eller ved metabolisering i tarmkanalen omdannes til skadelige derivater. [...] Det ene stof som vides at forårsage mest skade i gastrointestinalkanalen, er alkohol der ved et uhensigtsmæssigt stort indtag kan medvirke til at fremkalde cancer i oropharynx (svælg), larynx (strube), esofagus (spiserør), ventrikel (mavesæk) og hepar (lever). Helt specifikke sygdomme som udelukkende skyldes alkohol, er alkoholisk gastritis (“maveirritation”), fedtlever, hepatitis og cirrose (skrumpelever). Alkohol er således ansvarlig for 50 % af alle cirroser samt for 42 % af de akutte og 60 % af de kroniske tilfælde af pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse)” [...]
“Et [alkohol]forbrug på ti genstande pr. dag i 15 år medfører 50 % risiko for cirrose. Cirrose må betegnes som en farlig sygdom idet mere end en tredjedel af de nydiagnosticerede tilfælde dør inden for det første år. [...] “I de senere år er der flere undersøgelser der tyder på at et overforbrug af alkohol og tobak påvirker resultatet af større abdominalkirurgiske indgreb [...] komplikationsfrekvensen er tredoblet ved et forbrug på fem eller flere genstande dagligt. Fire ugers præoperativ afholdenhed er formentlig nok til at halvere komplikationerne efter kolorektal resektion (operation på tyktarm og endetarm) (Tønnesen m.fl. 1999).”
iii. “Knogleskørhed betegnes ikke som en sygdom, men er en tilstand hvor knoglemasse og knoglestyrke er reduceret i en sådan grad at der kan opstå brud ved beskeden belastning [...] Ifølge prognoser vil forekomsten af hoftebrud på verdensplan stige fra ca. 1,7 millioner pr. år i 1990 til ca. 6,3 millioner pr. år i 2050 [...] På globalt niveau er optræden af hoftebrud også mere end tre gange så hyppig hos kvinder som hos mænd. Ser man derimod på forholdene i de forskellige verdensdele og i de enkelte lande, er der stor forskel i denne kønsratio. I de fleste vestlige lande er forholdet for hoftebruds vedkommende ca. 2:1 [...] Kalciumindtagelsen, og derved mængden af kalcium indbygget i knoglevævet, har afgørende betydning for optræden af knogleskørhed. Den maksimale mængde af totalkalcium i knoglerne opnås i 30-årsalderen, det er den såkaldte “peak bone mass”. Størrelsen af denne er afgørende for risikoen for knogleskørhed. Jo højere peak bone mass, desto mere kalcium kan knoglerne tåle at miste før knogleskørhed indtræder. Hos kvinder er der således efter klimakteriet et årligt knoglevævskalciumtab i de første 5-10 år på 2-4 %, og herefter på ½-1 %, mens der hos mænd kun sker et aldersmæssigt tab på ½-1 % årligt, stigende i seniet hos begge køn. [...] Den mest effektive forebyggelse af knogleskørhed består i at opnå så høj en peak bone mass som muligt i 30-årsalderen. Grunden lægges allerede i barndommen og den vigtigste rolle spiller kosten, men andre livsstilsfaktorer, som fysisk aktivitet, cigaretrygning og større alkoholforbrug, er også afgørende.” [...]
“Risikofaktorer:
*familiær disposition
*Spinkel knoglebygning
*Høj alder
*Tidligt klimakterium (under 45 år)
*Lille indtagelse af kalcium og vitamin D
*Lav fysisk aktivitet – længerevarende sengeleje
*Tobak og stort alkoholforbrug
*Sygdomme med indvirkning på knoglesystemet
*Medikamenter med indvirkning på knoglesystemet, fx binyrebarkhormon”
iv. Jeg slutter af med et par små bidder fra fortiden: “Det er dog dokumenteret gennem talrige undersøgelser at kondomet er en populær prævention blandt unge – godt 60 % anvender kondom ved første samleje.”
Altså, ca. 40 % havde omkring årtusindskiftet ubeskyttet sex ved første samleje. Gad vide hvad tallet er i dag?
“Medicinalstatistikken viser at i 2001 benytter ca. 340.000 danske kvinder p-piller.” Ifølge statistikbanken var der 1,318 millioner danske kvinder i alderen 14-50 år i år 2001, så tallet svarede på daværende tidspunkt til ca. hver fjerde kvinde i den fødedygtige alder. Igen, gad vide hvad tallet er i dag? Ja, jeg ved godt at der er en betydelig aldersvariation i forbrugsmønstret.
Sygdomsforebyggelse (iii)
Der er mange ting herunder som nærmest alle ‘burde vide’, men som jeg er sikker på mange ikke ved. Folk er ikke gode til at (bestemme sig for faktisk at bruge tid på at…) evaluere abstrakte risici, især ikke risici som relaterer til begivenheder som ofte ligger et pænt stykke ude i fremtiden. Det gælder sundhed, det gælder pension, det gælder så mange ting. Denne helt nye artikel fra berlingske understreger problemet at i al fald mange kvinder ikke evaluerer/estimerer konsekvenserne af helbredsrelateret risikoadfærd korrekt:
»Typisk mener kvinder, at åreforkalkningssygdomme skyldes overvægt, og mange tror, at et mindre vægttab vil ændre betydeligt på risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom. Men intet kunne være mere forkert. Det er faktisk ni gange så farligt at ryge, som at have lidt ekstra kilo på sidebenene,« fortæller formanden i Hjerteforeningen Peter Clemmesen, som til dagligt er overlæge på Rigshospitalet.
Alligevel nævner hele 40 procent af de adspurgte kvinder i undersøgelsen ikke rygning som en af de største risikofaktorer.
Jeg var mildt sagt overrasket over dette resultat, og når man kan få den slags respons så er det næsten lige før man kan overbevise sig selv om, at det er lige meget, hvor meget man informerer. Men altså, jeg gør det alligevel. Jeg har nævnt det før, men husk på at bogen er fra 2001. Nogle passager fra bogen:
i. “Apopleksi er en hyppig sygdom. Med en incidens på ca. 2/1.000/år betyder det at hver syvende dansker vil blive ramt af sygdommen. Apopleksisygdommen er ganske alvorlig. Det er den tredje hyppigste dødsårsag i den vestlige verden og den hyppigste årsag til invaliditet i den voksne befolkning.
Apopleksi er en sygdom der først og fremmest rammer ældrebefolkningen; 85 % af de ramte er over 60 år, og 35 % er over 80 år. Da andelen af ældre i befolkningen vil tage stærkt til i de kommende årtier, vil sygdommens samfundsmæssige betydning vokse tilsvarende. Mænds risiko for at blive ramt af sygdommen er dobbelt så stor som kvinders. [...] Det er den dyreste sygdom i det danske sundhedsvæsen idet ca. 5 % af de samlede udgifter til hospitalsdrift i Danmark bruges på apopleksisygdommen.”
Den primære årsag til de høje omkostninger er lang indlæggelsestid. Jeg ved ikke om der er sket fremskridt på dette område siden da.
“De primærprofylaktiske foranstaltninger [se foregående post] retter sig først og fremmest mod livsstilsændringer idet hypertension, tobaksrygning, kostsammensætning, sukkersyge og iskæmisk hjertesygdom er årsag til de fleste apopleksier. [...] Man regner med at op mod halvdelen af alle apopleksier skyldes hypertension. Risikoforøgelsen gælder begge køn, alle aldre (også de ældste), alle grader af hypertension, og den gælder personer med isoleret diastolisk såvel som systolisk hypertension. I gennemsnit er risikoen for apopleksi hos personer med hypertension tre til fire gange større end i normalbefolkningen, men den er stigende med stigende blodtryk, og for personer med svær hypertension er risikoen således ti gange højere end normalbefolkningen. [...] Selv om sammenhængen mellem hypertension og apopleksi er stærk – stærkere end for hjertesygdommes vedkommende – er antallet af behandlede relativt beskedent. [...] Kun ca. en fjerdedel af alle med hypertension er i sufficient behandling.”
Igen, husk på at dette er 2001-tal. Man kan håbe situationen er bedret siden da, men jeg ved ikke hvordan billedet er i dag.
“Tobaksrygning er næst efter hypertension den mest betydende risikofaktor for apopleksi. Den andel af apopleksi der kan tilskrives rygning, er et sted mellem 15 og 35 %. I gennemsnit forøger tobaksrygning risikoen for apopleksi to til tre gange, og risikoen er dosisafhængig. Hos personer der ryger mere end 20 cigaretter dagligt, er risikoen for apopleksi således forøget næsten seks gange i forhold til risikoen hos en ikke-ryger. Rygeophør nedsætter omgående risikoen.” [...] “Hjertesygdom øger risikoen for apopleksi to til fire gange, og mere end 85 % af apopleksipopulationen lider af en eller anden form for hjertesygdom. Tilstedeværelse af atrieflimren alene øger risikoen fem til seks gange. [...] Diabetes mellitus er forbundet med en risiko for apopleksi der er to til tre gange større end ikke-diabetiske personers, og diabetes er ansvarlig for 2-5 % af alle apopleksier.”
ii. “Hjerte-kar-sygdomme (kardiovaskulære sygdomme) er en fællesbetegnelse for den store gruppe af sygdomme der er årsag til de fleste dødsfald, over en tredjedel, og en meget betydelig sygelighed i Danmark. Den største gruppe af hjerte-kar-sygdomme er de aterosklerotiske sygdomme der er forårsaget af aterosklerose (åreforkalkning). Aterosklerose af hjertets kranspulsårer er den hyppigste form for aterosklerose; det kaldes koronar aterosklerose og er den væsentligste årsag til iskæmisk hjertesygdom. Andre pulsårer (arterier) kan imidlertid også udvikle aterosklerotiske læsioner med symptomgivende sygdom til følge. Det er især i hjernen, nyrerne og benene. Halvdelen af hjerte-kar-dødsfaldene i Danmark skyldes iskæmisk hjertesygdom, en fjerdedel skyldes sygdomme i hjernens kar (cerebrovaskulære sygdomme) og den sidste fjerdedel er dødsfald som følge af øvrige hjertesygdomme eller sygdomme i blodårer. [...] Klinisk vil koronar aterosklerose ofte være meget fremskreden før den giver sig til kende i form af et akut iskæmisk syndrom eller som mere kroniske og ofte anstrengelsesudløste symptomer. [...]
Rygning virker synergistisk sammen med de øvrige risikofaktorer, og det er beregnet at 30-40 % af hjertedødsfaldene hvert år kan tilskrives tobaksrygning. Danske undersøgelser har vist at kvinders risiko er relativt større end mænds ved samme tobaksforbrug. [...]
Fysisk inaktivitet øger risikoen for iskæmisk hjertesygdom to til tre gange og medvirker også til en øget risiko for overvægt, hypertension og diabetes. [...]
Forhøjet blodtryk er klart associeret med en øget forekomst af iskæmisk hjertesygdom. [...]
Dyslipidæmi er en samlet betegnelse for alle typer lipidforstyrrelser i blodet og er en meget vigtig risikofaktor for udvikling af iskæmisk hjertesygdom. [...] Der foreligger adskillige kliniske undersøgelser som viser at en reduktion af kolesterol, og især LDL-kolesterol, ved kostomlægning og supplerende medicinsk behandling kan nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom. [...] Den medicinske behandling kan imidlertid nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom med 25-30 %. [...]
det er velkendt at patienter med type-2 diabetes fremtræder med multiple kardiovaskulære risikofaktorer der som regel er til stede på diagnosetidspunktet. [...] Behandlingen af hyperglykæmien alene kan ikke forventes at normalisere den øgede risiko.”
iii. “Man kan sige at [lungekræft] i dag har karakter af en folkesygdom idet 5 % af den danske befolkning på et eller andet tidspunkt i deres liv rammes af sygdommen [...] Der dør ca. 3.500 mennesker om året af lungekræft i Danmark, og sygdommen er den kræftform som dræber flest, både mænd og kvinder. [...] Cirka ni ud af ti tilfælde af lungekræft skyldes tobaksrygning, og lungekræft er en sjælden sygdom blandt aldrig-rygere. [...] Den del af befolkningen som får lungekræft og som aldrig har været dagligrygere, er ca. 0,5 % mens næsten 20 % af storcigaretrygerne ender med at dø af sygdommen”
En reminder til læsere som bor i Århus eller omegn
…”Alle to”, eller hvad man nu burde tilføje…
Jeg var tidligere i dag en tur nede i Stakbogladen (nu igen), og købte pga. deres fortsatte bogudsalg et par stærkt nedsatte varer, deriblandt Fundamentals of Genetics, af Peter Russell.
Bogens normalpris var 560 kroner, jeg gav 71. Jeg ved godt at jeg, hvis jeg havde brugt noget tid online og søgt mig lidt omkring måske kunne have næsten matchet den pris med en brugt/slidt paperback version (min er hardback) som jeg så modtog om en måned – ikke at det sidste ville betyde det store, jeg får ikke tid og overskud til at læse i den før da alligevel – men…: Hvis du læser denne blog, så er det sandsynligt at der vil være mindst en bog eller to i Stakbogladen som du har lyst til at vandre af med til den pris de står i nu. Og det er ikke sikkert, at du er klar over hvad det er for nogle endnu. Hvis du har din daglige gang på universitet eller i nærheden vil det sandsynligvis være værd at tage et smut forbi. Det var et begrænset udvalg af interessante værker der var tilbage, men der er stadig lærebøger til rådighed som går for langt under normalprisen, der næsten altid er prohibitivt høj.
Poll – et spørgsmål om bøger
Noget jeg har tænkt over…
Hvis ingen af de nuværende læsere har købt en bog på baggrund af noget, jeg har skrevet, så har jeg i øvrigt ikke noget problem med det. Jeg kan ikke lide tanken om, at en person vil komme til at spilde både tid og penge på en bog, vedkommende ikke skulle have købt, bare fordi jeg anbefalede den, også selvom købsbeslutningen ikke er min, så jeg prøver, ikke altid med lige stor succes, at holde armene nede, når jeg skriver om værker, jeg læser. Jeg går selv og bilder mig ind, at jeg er rimeligt god til at udvælge passager fra bøgerne, jeg læser, som er marginalt bedre end den gennemsnitlige passage, og hvis en person ikke har så meget tid eller lyst til at læse, vil jeg nogle gange næsten foretrække, at de kun læser mine posts og ikke læser bøgerne i deres helhed, også selvom det måske resulterer i at læseren får et ukorrekt indtryk af værkets overordnede kvalitet. I det omfang jeg skriver disse posts for andre end mig selv (det omfang er begrænset, jeg skriver primært disse posts, fordi jeg så husker bøgerne bedre, fordi jeg får dem bearbejdet mentalt en ekstra gang, og i øvrigt også vil have lettere ved at finde tilbage til nøglepassager ved senere lejligheder), er det ideer, jeg ønsker udbredt, ikke antallet af kopier i omløb.
Købsbeslutninger er ofte komplekse og et resultat af mange faktorer, så uddyb gerne, enten i poll’en eller i kommentarsektionen herunder. Hvis du har læst en bog på baggrund af…, men ikke købt den, vil jeg anbefale et svar i den øverste kasse og en evt. uddybning i kommentarsektionen.
Il Principe III
Min første (korte) post om bogen kan læses her, anden (betydeligt længere) post kan læses her. Vil springe lige ud i det og anvende samme fremgangsmåde som i post II, alle fremhævninger i teksten er mine egne:
1) Machiavelli skelner i kapitel 10 mellem de fyrster, der er magtfulde nok til at forsvare sig selv i nødstilfælde, og så de fyrster, der behøver andres hjælp og beskyttelse. De første er stærke nok til at rejse en hær og møde fjenden på åben mark, de andre er afskåret fra denne mulighed. Det bedste de ‘svage’ fyrster kan gøre, er iflg. Machiavelli at opgive landet og befæste byen godt. Han nævner i denne sammenhæng de samtidige tyske byer, der alle har velanlagte mure, grave og rigeligt skyts. I de offentlige magasiner er der altid mad, drikke og brænde for et år. Disse byer var således særdeles godt rustede til at modstå selv langvarig belejring. Det følgende citat relaterer til belejringssituationen, og det er meget betegnende for Machiavelli’s måde at tænke på, så jeg vil citere i nogle detaljer:
“Man kan indvende, at folket, der har besiddelse uden for murene og ser dem gå op i flammer, vil tabe tålmodigheden over den lange belejringstid og glemme fyrsten. Hertil svarer jeg, at en mægtig og modig fyrste altid vil overkomme disse vanskeligheder ved snart at give sine undersåtter håb om, at ulykken ikke skal vare længe, snart indgive dem frygt for fjendens grusomhed og behændigt sikre sig dem, der synes ham for fremtrængende. For øvrigt vil fjenden naturligvis hærge og brandskatte landet ved indmarchen på en tid, hvor borgerne er begejstrede og parat til forsvar. Fyrsten har endnu mindre grund til at være bekymret, når begejstringen er afkølet, skaden allerede er sket, lidelserne gennemgået og ingen hjælp mere mulig, hvorfor undersåtterne knyttes endnu fastere til fyrsten, da de tror, at han har forpligtelser over for dem, fordi de har tabt hus og jord for hans skyld. Menneskene er skabt således, at de ydede velgerninger forpligter lige så meget som modtagne.” (s.47)
‘De tror, at han har forpligtelser over for dem.’
…
2) “Der er nu kun tilbage at tale om de gejstlige fyrstevælder. Her kommer vanskelighederne før erhvervelsen, da de erhverves enten ved held eller dygtighed, men bevares uden nogen af delene. De støtter sig nemlig på urgamle, hellige traditioner, der er så mægtige, at de bevarer tronen, ligegyldigt hvordan fyrsten lever og handler. De er de eneste herskere, der har stater og ikke forsvarer dem, og undersåtter uden at regere dem; men staterne fratages dem ikke, selv om de er uden beskyttelse, og borgerne bryder sig ikke om, at de ikke regeres, de hverken kan eller vil løsrive sig. Kun disse fyrster nyder sikkerhed og lykke.” (s.49)
Long story short: De her folk har den bedste deal overhovedet – det er faktisk umuligt for dem at fucke up, lige meget hvad de gør, og selvom de gør det alligevel, kan de ikke stilles til ansvar for noget som helst. Den siddende pave er et glimrende eksempel. De fleste andre mennesker ville som minimum blive personligt involveret i politiets efterforskning på den ene eller anden måde, hvis det kunne bevises, at de var vidende om andres sex-misbrug af børn og undlod at gribe ind og/eller informere myndighederne. Men den slags småting kan man selvfølgelig ikke spilde en ufejlbarlig paves tid med. Sådan var det for 500 år siden, sådan er det i dag. Religion har virkelig noget at bidrage med, når det kommer til etik og moral, og religiøse institutioner er så sandelig en garanti for, at der sker en fortsat udvikling på området, i takt med at vi får mere viden og vores præferencestrukturer udvikler sig over tid.
…
3) “Vi har ovenfor sagt, at et fyrstevælde først og fremmest må have en god grundvold, og de bedste grundvolde er gode love og en god hær. Da de gode love kun kan bestå der, hvor der findes gode hære, vil jeg undlade at beskæftige mig med lovene og kun tale om hærvæsenet.
Den hær, hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten hans egen eller består af lejetropper, af hjælpetropper, eller af blandede tropper. Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg. [...] [Lejetropper] vil gerne være fine soldater, så længe der ikke føres krig, men kommer krigen, vil de flygte eller rømme. [...] Lejetroppernes fører er enten en fremragende mand eller ikke. I det første tilfælde kan fyrsten ikke stole på ham, da han altid vil stræbe efter personlig magt ved enten at ødelægge sin herre eller, mod hans vilje, andre. Er han ikke dygtig, fremkalder han fyrstens undergang på den almindelige måde. [...] Det ligger i lejetroppernes væsen, at deres fremskridt er små, tager lang tid og er meget usikre, men deres tab er pludselige og uhørte.” (s.52-53,56)
Fremskridtene er også meget dyre, for lejetropper koster kassen.
…
“Man kan tale om hjælpetropper, den anden art unyttige tropper, en fyrste erhverver sig, når han henvender sig til en anden magt for at få stridskræfter til hjælp og beskyttelse [...] hjælpetropper kan være både brugbare og dygtige, men skader altid den, der må tilkalde dem. [...] Med hjælpetropper er din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lydighed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når de har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farlige, da de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliver betalt af fyrsten. [...] Kort og godt: ved lejetropperne er det fejheden, hos hjælpetropperne er det tapperheden, man må frygte. En klog fyrste vil derfor altid undgå sådanne tropper og kun benytte sine egne; han vil hellere tabe med egne end vinde med fremmede våben i erkendelsen af, at en sejr, der er opnået med fremmede våben, ikke er nogen virkelig sejr.” (s.58-59)
Jeg ved ikke, om citaterne får dette forhold med, men problemet med hjælpetropperne er, at de ikke nødvendigvis vil drage afsted igen, når du har vundet, hvis du vinder. Hvis de er nok eller bare velkoordinerede og illoyale, kan de vælte dig også efter, du har vundet krigen.
…
4) Jeg fandt nogle få bemærkninger i kapitel 14 (‘om en fyrstes militære opgaver’) interessante, fordi der blev lagt vægt på variable, som Sun Tzu også fokuserer på i sit hovedværk, navnligt naturen i det omkringliggende landskab og geografiske forhold. Disse ting spillede en betydelig rolle før i tiden i militær sammenhæng, og gør det for så vidt sandsynligvis stadig til en hvis grad; at kende terrænet bedre end din modstander er at give dig selv en fordel. Prøv selv at gætte, hvad kombinationen af hård modvind og det forhold, at modstanderen står på en bakketop, ville betyde for dine bueskytters rækkevidde og præcision i forhold til din modstanders samme. Machiavelli bemærker i det foregående kapitel, at “en fyrste uden hær aldrig er sikker”, så udgangspunktet for kapitlet kan næppe overraske:
“En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end krigen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste, og den har så stor betydning, at den ikke alene sikrer de fødte fyrster deres rettigheder, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. [...] At foragte krigskunsten er begyndelsen til rigets forlis; den bedste måde at vinde et rige er at være mester i denne kunst. [...] Bortset fra alle de andre uheldige sider, som manglende krigsdygtighed fører med sig, skaber den ringeagt, noget enhver fyrste må vogte sig for. En bevæbnet lader sig selv ikke sammenligne med en ubevæbnet, og man kan ikke vente, at den bevæbnede skal vise lydighed over for den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem bevæbnede tjenere. [...] Til alle de øvrige uheldige sider kommer der som nævnt, at en fyrste, der ikke forstår krigshåndværket, ikke har sine soldaters agtelse og ikke kan stole på dem. Han må derfor aldrig have andet i tankerne end krigsøvelser, og endda mere i fredstid end i krigstid. Dette kan gøres på to måder: ved handlinger og ved studium. Hvad det første angår, må han foruden at holde sine soldater i tugt og øvelse dyrke jagten og på denne måde vænne sin krop til besværligheder. Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge flodernes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette…” (s.63-64)
Resten af det lange afsnit omhandler samme emne og en understregning af, hvor vigtig en sådan viden er (‘den vigtigste forudsætning for at være hærfører’) for en fyrste; viden om lokale geografiske forhold kan, hvis fyrsten vænner sig til at tænke i militære baner, bruges også i ukendte områder, fordi mange grundprincipper er ens; uden en sådan erfaring og viden vil fyrsten ikke være i stand til på den bedst mulige måde at ‘finde fjenden’, ‘finde en heldig lejringsplads’, ‘bestemme marchretningen’, ‘vælge kamppladsen’, ‘omringe en fæstning på den bedst mulige måde’ osv.
Jeg har valgt at cutte posten her, selvom det faktisk er nu, vi er ved at være nået til den del, jeg vel nok anskuer som bogens bedste. De næste sektioner fortjener dog en post for sig, og denne post er allerede blevet mere omfangsrig end jeg havde antaget, den ville blive, i udgangspunktet.
Il Principe (II)
Ok, dette bliver første (længere) post i rækken – endelig…
Bogen, når det kommer til struktur og opbygning, minder en hel del om Sun Tzu’s Art of War. Korte afsnit, meget systematisk og få, om nogen, irrelevante passager. Det gør den også svær at blogge. Udgangspunktet for værket er magthaveren, fyrsten. Bogen er mildt sagt ikke skrevet i en periode af Europas historie domineret af liberale, demokratiske og sekulære stater. Det er en bog om statsmandskunst, og dengang var en statsmand også en hærfører, ellers var han ikke statsmand ret længe. På nogle områder er den, i forhold til en nutidig vestlig, europæisk kontekst, derfor dateret – især når det kommer til det store fokus på militærets rolle – på andre områder vil den sagtens kunne bruges også den dag i dag (det samme kunne i øvrigt siges om Art of War, sådan lidt à propos).
Jeg havde i starten en forestilling om, at jeg ville blogge en mere eller mindre samlet fremstilling af værket, men den ide er jeg gået væk fra igen, for jeg får det ikke gjort. I stedet vil jeg, som jeg plejer, bare nøjes med at poste udvalgte citater og evt. kommentere på dem. Citater er kun omgivet af citationstegn, da jeg ved, at det for nogen er ubehageligt at læse lange passager i kursiv. Hvert citat samt eventuelle kommentarer vil være adskilt fra de øvrige med linjeskift og [...] som er blevet standardmetoden for denne blog. Here goes.
1) Første kapitel er faktisk værd at citere i sin helhed, for det er ikke særligt langt og resten af bogen tager sit udgangspunkt i disse metoder til at skelne mellem forskellige fyrstevælder:
“Alle stater og styrer, hvorunder mennesker har levet og lever, har været og er enten republikker eller monarkier. Sidstnævnte er enten arvelige, når den samme herskeræt har regeret dem i lange tider, eller de er nyerhvervede. De nyerhvervede er enten helt nye, som Milano var det for Francesco Sforza(1), eller de danner nye led, som føjes til erobrerens arvestat, som Napoli for kongeriget Spanien(2). Sådanne erhvervede områder er enten vante til at leve under en fyrste eller fra gamle tider at være frie; og de erhverves ved fremmed eller egen hærmagt, ved lykkens magt eller ved personlig dygtighed.” (s.7)
…
2) “Menneskene skifter gerne herrer i troen på, at de nye herrer forbedrer deres kår. Og denne tro får dem til at gribe til våben mod deres herrer. Men de skuffes i deres håb, fordi erfaringen viser, at de får det værre. Dette beror igen på almen og naturlig lov, som tvinger den nye fyrste til at plage sine undersåtter med militær besættelse og utallige voldshandlinger, som er en naturlig følge af erobringen. Sådan får du til fjende alle dem, som din erobring har skadet, og du kan ikke bevare dine hjælperes venskab, fordi du ikke kan belønne dem i det omfang, de har ventet, og også fordi du ikke kan anvende skarpere metoder imod dem, da du har forpligtelser over for dem. Selvom en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse.” (s.10)
…
3) “Kolonier volder kun få udgifter. Fyrsten kan grundlægge dem med ringe personlige, eller slet ingen udgifter, og han skader kun dem, hvis hus og jord han tager, for at give det bort til de nye indbyggere. Altså kun en ringe del af befolkningen. Dertil kommer, at de forurettede bliver fattige og fordrives og derfor ikke kan blive farlige. De øvrige mister intet og holder sig i ro; ikke mindst angsten for, at også de skal miste jord og hus, får dem til at være forsigtige. Altså, kolonierne koster intet, er pålidelige og skader befolkningen i ringe grad, og de forurettede er som sagt fattige og er derfor ingen trussel.” [...] Holder fyrsten i stedet for kolonier en besættelseshær, forårsager dette meget større udgifter, og da alle indtægter på denne måde anvendes til bevogtning, bliver erobringen til tab. Desuden bliver befolkningens forbitrelse større [...] Den art bevogtning er i enhver henseende lige så uhensigtsmæssig, som kolonierne er praktiske.” (s.12-13)
En ting Machiavelli også kunne have nævnt men ikke gør er, at kolonier også styrker fyrstens position i hjemlandet, fordi undersåtterne får meget billig eller gratis jord i fremmede lande, hvilket gør dem glade, eller alternativt fordi fyrsten kan slippe af med alle de utilfredse i hjemlandet ved at sende dem afsted til kolonierne. Hvis landet har et befolkningsoverskud er dette en oplagt måde at afhjælpe problemet. Lyder noget af dette på nogen måde relevant for situationen i det 21. århundrede? Hvordan påvirkes alt dette af, at det i dag er langt billigere for mange magthavere at få den marginale indbygger til at forlade landet end det er at beholde vedkommende, fordi uproduktive og utilfredse arbejdsløse har det med at lave ballade og modtagerlandene så i øvrigt selv helt frivilligt modtager kolonimagten med åbne arme og selv afholder alle omkostninger forbundet med etableringen af kolonierne?
…
4) “Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.” (s.18).
Machiavelli kalder dette en almengyldig regel, som sjældent eller aldrig fejler.
…
5) “Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. For det første ved at udslette den, for det andet ved personlig at bosætte sig der, og for det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. [...] I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på nogen anden måde, hvis man ikke vil ødelægge den. [...] Ligegyldig hvilke forholdsregler erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkningen ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil ved første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisanerne gjorde det, efter at de havde levet 100 år under florentinernes åg.” (s.23)
…
6) “Intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Årsagen til denne lunkenhed består dels i frygten for modstanderen, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. [...] Er det sagt, skal det tilføjes, at mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overbevises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.” (s.26)
…
7) “Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, uden at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen sammensværgelse imod ham, medens andre, der har begået grusomheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid. Jeg tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt. Godt anvendt – hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette – er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke senere bliver stående ved, men så vidt det er muligt forandrer til sine undersåtters vel. Dårligt anvendt er de grusomheder, som i begyndelse kun er få, men efterhånden tiltager i stedet for at aftage i antal. [...] Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt eller manglende forståelse handler anderledes, må bestandig føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine undersåtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlinger ikke har nogen tiltro til ham. [...] Fremfor alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødssituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.” (s.40-41)
Aftvungne velgerninger høster ingen tak. Lyder det igen bekendt?
…
8 ) “en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider. [...] Derfor må en klog fyrste indrette sig således, at borgerne altid har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ham tro.” (s.45)
…
Posten havde uddrag fra de første 9 kapitler. Jeg håber, at jeg kan få skrevet mindst en post mere, for noget af det bedste fra bogen kom efter min opfattelse ikke med i denne omgang.
Il Principe (I)
På dansk: Fyrsten. Af Niccolò Machiavelli. Du har formodentligt (/forhåbentligt?) hørt om den.
Læste den i dag. Bogen er rigtig god. Havde en forestilling om, at jeg også ville poste et længere indlæg om den i dag, det når jeg ikke, jeg er dødtræt og på vej i seng. Fik debatteret lidt løst med William Jansen ovre på bohemianrapsody i stedet for (?) at skrive en post her, tiden ville sandsynligvis have været bedre brugt, hvis jeg bare havde skrevet et indlæg her i stedet, men det er der ikke noget at gøre ved.
Jeg er ret sikker på, at en (lang) post om denne bog slet ikke er nok. Forvent meget mere om bogen over den næste uges tid.
Efterårsferielæsning
i) Formel logik, af Stephen Read og Crispin Wright. Det er en introduktionsbog til formel logik, som formodentligt anvendes på filosofistudiet – jeg faldt over bogen i Stakbogladen. Har læst de første par kapitler, den er ok indtil videre. Det er ikke oplagt at citere fra den. Jeg har altid været lidt træt af, at jeg nærmest ingen undervisning har haft i dette emne på noget tidspunkt i mit liv (vi berørte nærmest end ikke overfladen i filosofi i gymnasiet), og det, at jeg nu læser denne bog, er en måde at råde lidt bod på dette forhold. Bogen havde formodentligt været en god støtte at have ved hånden, da jeg i sin tid læste Karl Poppers LoSD, især i forhold til de relativt tekniske appendixes, som jeg gerne skal indrømme, at jeg ikke læste i deres helhed.
ii) King Lear, af William Shakespeare. Har anskaffet mig en et-binds udgave af hans samlede værker på omtrent 1100 sider, og er startet ud der. Naturligvis på originalsproget. Har ikke læst ret meget endnu, i hvert fald ikke nok til at udtale mig nærmere på nuværende tidspunkt.
iii) Robin Lane Fox. Stadig et stykke vej endnu. Stadig spændende.
iv) 639 Essential Endgame Positions, af Eric Schiller. Jeg mangler seriøst noget slutspilsviden, og denne bog er et forsøg at rette lidt op på det forhold. Læser stadig Polgar ved siden af, er mere end 10% færdig nu (600 problemer løst); men den bog er, som jeg vurderer det, primært et redskab til bedring af de taktiske færdigheder. Ikke at den ikke også samtidig er et fremragende redskab til at.gøre dig langt bedre bekendt med de enkelte brikkers potentiale og styrker din generelle stillingsforståelse betydeligt, det gør den såmænd også. Jeg har læst relativt lidt ikke-netbaseret skakteori, men jeg tror nok, jeg på nuværende tidspunkt er nået et punkt, hvor det vil være kontraproduktivt ikke at sætte sig lidt grundigere ind i spillets mange facetter, hvis jeg ønsker at forbedre mit spil over tid, og det gælder vel nok især, pga. min spillestil og mit temperament, slutspilsniveauet. Der er kun så meget Fritz kan hjælpe med. Jeg har undret mig over Schiller’s opbygning af bogen, der er noget kontraintuitiv og også lidt irriterende (hvis man ønsker at evaluere afledte varianter i konkrete analyser, er man ofte nødt til at hoppe frem og tilbage i bogen for at gøre det). Tror langt fra, at det er den bedste bog om emnet, men den er et skridt på vejen, og jeg er allerede blevet præsenteret for flere grundlæggende ideer, jeg ikke kendte til, i forhold til konkrete slutspilspositioner.
Stalinismens fascination (2)
Min første post om bogen med introduktion m.v. kan du læse her. Jeg vil bruge samme citatteknik som jeg benyttede i første post.
1) På hver station stod der en gruppe lasede bønder og falbød ikoner og lærred til gengæld for et stykke brød. Kvinderne løftede børn op til kupévinduerne – ynkelige og skrækindjagende småbørn med lemmer som pinde, oppustede maver og store, gribbelignende hoveder, der rokkede frem og tilbage på de tynde halse. Jeg var uventet kommet lige ind i kulminationen af hungersnøden i 1932-33, som havde affolket hele distrikter og krævet adskillige millioner ofre. Nu bliver dens hærgen officielt indrømmet, men den gang blev den holdt hemmelig for verden. Optrinene på jernbanestationerne langs hele vores rejse gav mig en anelse om katastrofen, men ingen forståelse af dens årsager og omfang. … Jeg reagerede mod realitetens brutale anslag mod illusionen på en måde, der er typisk for den blindt troende. Jeg blev overrasket og forvirret, men min partiopdragelses elastiske stødpuder begyndte straks at træde i funktion. Jeg havde øjne at se med og en sjæl, der var indstillet på at bortforklare, hvad de så. Denne “indre censur” er mere pålidelig og virkningsfuld end nogen officiel censur. (s.75-76)
Arthur Koestler, om en togrejse fra Moskva gennem de hungerramte områder. Her er et udpluk fra den danske kommunist Kaj Moltke’s egen beretning om, hvad han så på hans tur gennem de samme områder (fra Krigen købt på afbetaling, 1946):
I foråret og sommeren 1933 var bladene herhjemme fulde af rædselsberetninger af tysk oprindelse om “hungersnøden” i Ukraines østlige distrikter og i Nordkaukasus. Jeg var i denne periode på rejse fra Moskva til den grusiske republik syd for Kaukasus gennem de “hungersramte” distrikter. Jeg så ganske vist ikke, hvordan “udsultede mennesker styrtede om på gaden af hunger”, men undrede mig unægtelig – efter at have indsuget dansk borgerlig og socialdemokratisk presses visdom i Moskva – over at se hvordan trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende. (s.75)
…
2) De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej. Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt. Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på. Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati – langt mere gennemført end i Vesteuropa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed … Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. (s.82-83)
Historieprofessor og formand for Dansk-Russisk Samvirke Albert Olsen, fra en debat med Poul Henningsen (PH i teksten) i Danmarks Radio, 1947. Bemærk i øvrigt her, hvordan en hardcore kommunist dengang implicit fortalte en historie om, at det var Lenin der var hård i filten, og Stalin der var et blødt krammedyr, i hvert fald efter at tvangskollektiviseringen og alt det der var overstået. Den historie blev vendt på hovedet bare et årti senere, og derefter holdt man ved den til muren faldt (se eksempelvis her).
…
3) Professor Mogens Fog fandt det, efter en delegationsrejse i 1950, bl.a. “værd at fastslå, at der ikke i Sovjetunionen eksisterer censur over for bøger, presse og kunst. Enhver kan få offentliggjort, hvad han vil, hvis redaktionerne og bladforlagene vil tage det. Dette forhold og dets begrænsninger er ikke anderledes end her i landet“. (s.84)
…
4) Kunstnernes motiver er lykkeligt familieliv, landlig idyl, kærlighed, musik ude i naturen, mad, arbejde, frugtbare marker, jerngrå rygende fabrikker, højovne, stærke og smukke arbejdere, romantik om den røde hær og grænseforsvaret, erindringer fra Borgerkrigen, Stalin, Lenin, Vorosjilov. Men dog først og sidst et simpelt sundt liv, som et Eden uden slange: glade og velnærede børn, yndigt familieliv, mere afgrøde, flere piger, syngende bolsjevikpiger i rødt, den bedstbegavede skolepige, malkepiger, ungdomsfriske og buttede kolkhospiger i lyserødt, gult og solbrunt, klassisk ansigtsskønhed, billedet varmt af sol, forår og sommer over tilværelsen… (s.99, min fremhævning)
Halldor Laxness’ beskrivelse af sine indtryk fra en maleriudstilling i Kiev i 30′erne, med titlen Det blomstrende Ukraine – Det russiske Æventyr (1939), s.200. Her er et eksempel på den kunst Laxness beskriver:
Som Bent Jensen bemærker, var det paradoksalt nok på dette tidspunkt helt almindeligt for venstrefløjen at kritisere den nazi-tyske kunst, der i store træk producerede den samme slags nationalromantiske bras (mine ord) som russerne, af præcis samme årsager; hvis man som kunstner producerede andet, risikerede man at miste sit levebrød og/eller ryge i kz-lejr.
5) “… Pointen er imidlertid, at Sovjetunionen, trods sin utvivlsomme militære styrke, ikke har anvendt sin hær til aggression, ikke har agiteret for præventiv-krig og ikke har søgt angrebsbaser fjernt fra sine egne grænser, men tværtimod såvel indenlands som udenlands udfolder en omfattende fredspropaganda og fører en udpræget fredspolitik … Og samtidig viser det – vel for første gang i verdenshistorien – at en stormagt meget vel kan være stærk, samtidig med at være fredelig – netop hvad man kunne forvente af en socialistisk stormagt i modsætning til en kapitalistisk.” (s.134 – BJ’s fremhævninger, som med overvejende sandsynlighed alle stammer fra originalen)
Professor Jørgen Jørgensen, “Indtryk og fakta fra en rejse i Sovjetunionen”, Sovjetunionen i dag, september 1951. Det sovjetiske militær havde ganske vist uprovokeret angrebet lande som Finland og Polen, og havde udøvet afgørende indflydelse på indlemmelsen af samtlige sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa i USSR, men hvis man nu ser bort fra den slags detaljer… I forhold til den sidste sætning kunne man så også omtale Kina og Nordkorea’s angreb på Sydkorea året før, en kommunistisk initieret erobringskrig som stadig var i fuld gang da Jørgensen skrev sin kommentar.
Stalinismens fascination (1)
At læse intellektuelle stalinisters vidnesbyrd om Stalins forjættede rige i 1930′erne, 1940′erne og 1950′erne er som at blive ført ind i en troldeskov, hvor alt er forvredet, og hvor alle ting har fået forkerte navne. Hvor fred kaldes krig og krig kaldes fred. Hvor massemord og dødslejre omtales som socialistisk humanisme, og hvor omvendt liberale og socialdemokratiske retsstater kaldes fascisme. Hvor ensretning og terror kaldes ytringsfrihed og politisk demokrati, mens ytringsfrihed og politisk demokrati kaldes ensretning og terror.
Således skriver Bent Jensen i indledningen til bogen, og disse bemærkninger er ganske dækkende.
Posten, og givetvis også de følgende posts om emnet, jeg vil næppe lade denne være den sidste af slagsen, vil bestå af en blanding af direkte citater af det stalinistiske heppekor herhjemme som gengivet af BJ, og så en række løse facts og spredte observationer, som jeg fandt interessante under læsningen. Jeg vil nu og da kommentere lidt på de udvalgte citater, eftersom jeg formoder ikke alle læsere er lige godt inde i dette emne, og nogle supplerende observationer nogle steder derfor vil være hensigtsmæssige for at få en kontekst at sætte citaterne ind i. Kommentarer vil være med almindelig skrift, og vil, hvis der er flere af slagsen til samme citat, evt. være opstillet på punktform med romerske bogstaver. Citater fra bogen vil alle være gengivet i kursiv. Den udgave af bogen, jeg sidder med lige nu, er 3. oplag, og jeg ved af gode grunde ikke om de sidetalsangivelser, jeg har angivet i posten, nogle steder vil afvige herfra, hvis man selv har en anden udgave af bogen, men jeg betragter det som sandsynligt. Jeg skrev i posten i går, at jeg var påbegyndt de tre-fire nævnte bøger. Det var for så vidt korrekt, men ikke fyldestgørende: Jeg har ganske vist påbegyndt Stalinismens fascination, men jeg har altså også afsluttet den, og det er reelt ved at være et stykke tid siden. Posten er derfor i vidt omfang blot en repostering af materiale, jeg selv har fremhævet under læsningen (jeg ææelsker at klatte mine bøger til med gule overstregningspenne!), samt eventuelle noter tilføjet i marginen (disse er dog udvidet noget i posten). Jeg har trådt helt udenom kapitlet “Hvad vidste man – hvad kunne man vide?” i min behandling af bogen, for a) dette kapitel bør du selv læse i sin helhed, og b) jeg mener ikke, jeg kan tillade mig at citere alle relevante passager fra denne del af bogen. Men lad det være sagt, at hvis man på daværende tidspunkt ville vide noget om, hvordan det virkelige Rusland så ud under Stalin, så var der muligheder nok, hvis man gik til opgaven med et åbent sind, for at finde ud af, at billedet var mere blodrødt end rosenrødt. Det var de indledende bemærkninger:
1) forbruget af kød, flæsk og fjerkræ var i 1932 kun en trediedel af, hvad det havde været i 1928 [...] Statistikkerne for 1933 fortæller historien: mens kornhøsten var fem millioner tons mindre end i 1928, var de statslige forsyninger blevet fordoblet. (s.14-15)
i) Det første tal gælder for situationen i byerne, ikke på landet, og som BJ også er inde på, var det på landet der døde flest. Tallet er, bør man gøre sig klart, ikke nogen god indikator for den samlede fødevareproduktion, som slet ikke faldt helt så meget, men det fortæller alligevel noget om, hvor alvorlig situationen var. Kød koster mere pr. kalorie end hvede og andre vegetabilske fødevarer, så når fødevareproduktionen falder, er det naturligt, at forbruget af kød/flæsk m.m. rammes relativt hårdt – de samme mekanismer vil sandsynligvis i mindre omfang kunne iagttages den dag i dag i fattige provinser i det vestlige Kina eller de underudviklede regioner af bagindien. Folk skar grundlæggende kødet væk fra menuen og brugte de sparede midler til at købe mere hvede, så de i det mindste kunne gøre sig lidt håb om at få kalorier nok til at overleve vinteren – og det gjorde de på trods af, at prisen på hvede også var steget dramatisk. I forhold til dyrehold mv. er der især to ting, der også er væsentlige at gøre sig klart: a) At have mange dyr i udgangspunktet øgede ikke overlevelsesmulighederne, tværtimod. Folk med selv små dyrehold blev kategoriseret som kulakker, udsat for massive konfiskatoriske skatter, som de umuligt kunne betale, og deres ejendomme eksproprieret og indlemmet i kolkhozerne. Tusindvis af dem blev deporteret og døde efterfølgende af sult. Som altid kan Conquest anbefales i denne sammenhæng; hans estimat for antallet af ofre er for højt, men bogen indeholder mange gode detaljer og den gør på fremragende vis klart, hvilken situation bl.a./primært ukrainske bønder befandt sig i i starten af 1930′erne. b) Eftersom mange dyr simpelthen døde af sult under hungersnøden (hvilket indebar højere kødproduktion og -salg på kort sigt), var situationen endog værre, end hvis man blot sammenlignede situationen i de to år uden at have denne effekt i baghovedet. Når hestene døde af sult lokalt betød det også, at det følgende års høst ville blive katastrofal, for i tiden før traktoren var hestene uundværlige for landbefolkningen til transport, pløjning, tærskning osv.
ii) De to citerede passager herover er i sig selv citater Bent Jensen har fremhævet fra Stephen Cohen’s værk Bukharin and the Bolshevik Revolution, og der angives ingen kilder i Bent Jensen’s værk som dækker de pågældende tal. Dette er væsentligt især i forhold til den sidste halvdel af citatet, for her er det svært, uden at vide hvor tallene kommer fra, at vide, hvor meget man kan bruge dem til. Det er altid risikabelt at bruge officielle tal fra autoritære regimer som Stalins, for ofte var der tale om “politiske tal”, hvor politiske overvejelser havde haft større indflydelse på, hvordan tallene i sidste ende kom til at se ud, end hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Jeg mener det vil komme for vidt at gå mere i detaljer her, især fordi det i forvejen er uklart, hvilke tal der reelt er tale om, men gør dig selv klart, at tal som disse aldrig ukritisk kan tages for pålydende, og at man altid bør holde sig for øje, hvor den slags data kommer fra. At arbejde ud fra den formodning at officielle sovjetiske høstresultater og produktionstal er sandfærdige, giver lige så meget mening, som det gør at arbejde ud fra den formodning, at Joseph Goebbels udtalelser var sandfærdige og korrekte, mens han besad posten som Nazitysklands propagandaminister.
iii) I sig selv burde dette måske udgøre et selvstændigt punkt i fremstilligen, men givet at emnet er behandlet ekstensivt allerede i kommentarerne herover, fandt jeg det hensigtsmæssigt her at indskyde endnu et citat fra bogen, som er at finde blot få sider længere fremme, og som for så vidt meget godt dækker landbrugsproduktionens udvikling også i det årti, der fulgte: Der blev produceret mindre korn i gennemsnit pr. år i 1930′erne end i 1913. (s.18).
…
2) “et frit land, hvor livet er let at leve“. (s.43)
Peter P. Rohde og Elias Bredsdorff beskrivelse af Rusland, efter deres “pilgrimsfærd” (som BJ kalder det) i 1935.
“Vi orkede ikke at spise al den mad, man tiltænkte os.”
Hans Scherfig, efter en “pilgrimsfærd” i 1950.
…
3) Revolutionen i Rusland er indledningen til en hel ny menneskehedens æra; … Planøkonomiens sejr betyder et mægtigt kulturelt fremstød. Den vil blive udgangspunktet for en ny lysende epoke i menneskehedens udviklingshistorie. (s.55)
Martin Andersen Nexø, Sovjet i Dag, 1936. Bemærk årstallet! Nexø skrev dette blot få år efter den på daværende tidspunkt største menneskeskabte hunger-katastrofe i hele verden i det 20. århundrede, som kostede millioner af menneskeliv og som Stalin havde på samvittigheden, og han skrev det samme år som Jesjov blev leder af NKVD, manden som over de næste to år i samarbejde med Stalin fik op mod 700.000 mennesker skudt. Og Nexø var langt fra alene med sådanne vurderinger på det tidspunkt, herunder følger forfatteren Harald Herdal’s karakteristik af Sovjetunionen fra samme udgivelse (også s.55):
“For et fremskridtsbetonet menneske, der har i behold sin tro på muligheden af betydeligt bedre samfundsforhold end de, der hersker her i landet, er Sovjetunionen lyspunktet, det eneste land at se hen til for at få bekræftet, at ikke al menneskelighed er gået til grunde med den kapitalistiske menneskeødelæggende verdens langsomme og grusomme forfald. [...] Sovjetunionens skabelse og eksistens er dog det største, det frugtbareste, der er sket i vor levetid, i dette århundrede! Lyspunktet for fremskridt, fornuft og menneskeværdige kår!”
…
4) “Enhver, som tror på en fremtid for verden baseret på socialismen, (må) nære det håb, at flere kan se, hvorledes den fungerer overført til virkeligheden. Det er nemlig hovedresultatet for mit vedkommende: Ikke alene en bekræftelse af, at socialismen er mulig, men et stærkere indtryk end forud af, at den kan skabe lykkelige og menneskelige kår.” (s.56)
Mogens Fog, Frit Danmark, juni 1950. Året før, jf. Kommunismens Sorte Bog, kapitel 13, mellem marts og maj, havde Stalin deporteret 95.000 baltere til Sibirien; i juni samme år blev endvidere 57.680 grækere, armenere og tyrker deporteret fra Sortehavskysten til Kasakhstan og Altaj – og d. 17 februar 1950 gjorde en rapport fra Kruglov til Stalin klart, at 94.792 moldaver var blevet deporteret. I 1950 var der stadig mere eller mindre åben borgerkrig i det vestlige Ukraine, hvor partisaner kæmpede imod den røde hær, og antallet af mennesker som befandt sig i Gulags lejre i Sibirien var på den anden side af 2 millioner, formentligt nærmere 2,5 millioner (tallet var 2,7 millioner i 1953). Lige så mange mennesker levede på den anden side af pigtråden en kummerlig tilværelse som tvangsforflyttede. “Lykkelige og menneskelige kår”?
…
5) En eftermiddag er vi i en kulturpark … Mange af de unge mænd og børnene er omtrent nøgne, og det er en fornøjelse at se på deres kraftige, brune, sportstrænede legemer … De har en del bolde, som de kaster til hinanden med hænderne … Snart er vi med i spillet, og vi føler os som glade mennesker af én stor familie … Da vi går, følger de os til bilerne, og inden vi kører, synger de Internationale. En af dem, som åbenbart har prøvet det før, står iblandt dem og dirigerer, og sangen lyder kraftigt og festligt … Jo længere tid, jeg er imellem dette folk, des mere føler jeg mig hørende sammen med dem, og des lykkeligere er jeg. Jo, det er rigtigt, det må være rigtigt, hvad mit instinkt mere end min forstand har sagt mig, at her er det grundlag, hvorpå fremtiden skal bygges … (s. 60, min fremhævning).
Fra en rejsebeskrivelse af Kathrine Kamstrup-Jakobsen, Sovjet i Dag, 1935, nr. 12.
…
6) “Et land, hvor folket ikke mere har nogen fjender inden for dets grænser, og er uovervindelige udefra, hvor menneskene lever i enighed og broderskab, uden at noget menneske er en andens slave eller herre, denne hvide steppe med sine venlige menneskeboliger under månens og stjernernes skær, den er fredens sindbillede. Der findes ikke større fred på jorden end den, som den russiske natur og det russiske menneske gemmer i deres dybder.” (s.64)
Et uddrag af Det russiske Æventyr, s. 182, af Halldor Laxness – en mand som i øvrigt nogle årtier senere var blevet klogere. Erindringen er fra en togtur i 1937, hvor Laxness rejste fra Moskva og sydpå over de russiske stepper. I 1937-38 blev 681.692 mennesker (sandsynligvis mange flere, men disse ofre er indiskutable) henrettet under Den Store Terror. Dette er foruden de tusinder, der omkom i Gulags arbejdslejre. “Enighed og broderskab”, “uden at noget menneske er en andens slave eller herre”?
…
7) Industrien udvikler sig i rivende tempo, … byggeriet udvikler sig i et tempo, der i løbet af få år vil sikre en overflod af boliger og bygninger til alle formål. Den omlægning og rationalisering af kollektivbrugene, som er i gang, skovplanen og fuldførelsen af de her omtalte kæmpeprojekter vil garantere en sådan landbrugsproduktion, at alle ernæringsmæssige og beklædningsmæssige problemer vil forsvinde. Disse kendte faktorer vil gøre Sovjetunionen til verdens rigeste land, men dertil kommer faktorer, der vil virke i samme retning, faktorer som vi ikke kender nærmere om i øjeblikket, men som vi kan vente at komme til at høre om i den nærmeste fremtid: virkeliggørelsen af den sibiriske flodplan og atomenergiens fredelige udnyttelse til elektricitetsfremstilling.
Det er ikke mundsvejr, når man i Sovjetunionen taler om den nuværende periode som en overgangsperiode mellem socialismen og kommunismen, men en nøgtern karakteristik af de økonomiske kendsgerninger. Om 10-15 år vil denne periode være afsluttet, og kommunismen, hvor enhver kan få efter sit behov, sat på dagsordenen. Kapitalismen vil også teknisk tage sig ud som en primitiv og barbarisk samfundsform. (s.69, BJ’s fremhævelser).
William Saxtorp, i Sovjetunionen i Dag, december 1950.
Et delt folk 3
Mine tidligere posts om bogen kan læses her og her. Ligesom post # 2 vil posten her indeholde en række udvalgte citater fra bogen. Som altid er citater i kursiv:
1) Poul Nyrup, Det Fri Aktuelt, 14. december 1994: “Det tjener intet formål at rejse nye billeder, der appellerer til frygt og bekymring i befolkningen.” (s.175)
2) Morten Kjærum, leder af Center for Menneskerettigheder, Jyllandsposten d. 18 december 1994: Beskyttelse af etniske minoriteters basale behov som f.eks. bolig, arbejde, uddannelse og ret til indgåelse af ægteskab kan ikke overlades majoritetsbefolkningens forgodtbefindende og populistiske strømninger. (s.176)
3) Poul Nyrup, forespørgselsdebat i Folketinget, 4. april 1995: Grundlaget [for den danske udlændingepolitik - MUJ's tilføjelse] er lige så klart og entydigt: Danmark skal og vil fastholde et humanistisk grundsyn på udlændingeområdet. Vi skal naturligvis hjælpe, fordi vi i vidt omfang er forpligtet hertil gennem internationale konventioner, men vi skal først og fremmest gøre det, fordi vi som et humanistisk indstillet, fredeligt og velstående land har en menneskelig forpligtelse hertil. [...] Mange danskere er også bekymrede for de kulturelle og værdimæssige brydninger, der uundgåeligt kommer i et samfund med flere udlændinge; men heller ikke her må vi isolere os. Der er brug for samtale og dialog mellem udlændinge og danske. [...] Danmark skal have en humanistisk, men samtidig ansvarlig udlændingepolitik. Det har været regeringens linje, og sådan vil vi fortsætte. (s.184, mine fremhævninger)
4) Elisabeth Arnold (R), fra Folketingsforhandlinger 1995: Det er tit brugt som skældsord og skræmmebillede, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund. Til det vil jeg svare: Danmark er [MUJ's fremhævning] et multietnisk samfund. [...] Det radikale Venstre opfatter det som en meget stor opgave at arbejde med at bekæmpe danskernes frygt for alt det, der er anderledes. Vi må være med til at sørge for, at danskerne opdager, at selv om man er anderledes, kan man godt være et fredeligt, flittigt og hyggeligt menneske. (s.188, med mindre andet anført mine fremhævninger)
5) Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælp, oktober 1995: Det er vigtigt at slå fast, at nationalitet og religion ikke spiller nogen rolle, når der begås kriminalitet. Når asylsøgere, flygtninge eller indvandrere gør noget ulovligt, skyldes det altså ikke deres kulturbaggrund. Det er snarere de sociale og økonomiske forhold, der gør sig gældende. (s.193)
6) Et spørgsmål om procenter. I BT d. 27. maj 1996 blev Birthe Weiss interviewet. På et spørgsmål om, hvorvidt Birthe Weiss egne tal for, hvor mange udlændinge der var i Danmark (4%), var dækkende, eftersom tallene ikke dækkede de indvandrere, der allerede var blevet naturaliseret, svarede Weiss: Jeg vil ikke anerkende den målestok. For hvis man er dansk statsborger, hører man automatisk med til den danske befolkning. (s.199)
7) Uffe Stormgaard, Dansk Flygtningehjælp, Frederiksborg Amts Avis, 8. juni 1996: Nej, jeg tror slet ikke, danskere er racister. Racismen kan piskes op i nogle situationer, og måske kan den også bruges politisk. Det har jeg slet ikke forstand på. Men min erfaring siger mig, at jo mere man ved om de faktiske ting, jo større er forståelsen. (s.200, min fremhævning)
8 ) Ebbe Reich, Berlingske Tidende, 12. oktober 1996: Det danske samfundssind er ved at forfalde på grund af tidens totale overgivelse til markedskræfterne. Vi er i gang med at skabe et paranoidt samfund, hvor vi ender med at skulle have Hells Angels til at beskytte os mod hinanden. Her leverer indvandrerfamilierne med deres stærke familiesammenhold et fantastisk stykke anskuelsesundervisning i, hvordan vi kan genoprette sammenholdet i familien og på samfundsplanet. (s.202)
9) Poul Nyrup, folketingsdebat d. 22. april 1997: [...] jeg er nødt til at sige fra starten, at jeg ikke bryder mig om den tone, der lægges op til her. Jeg synes, vi en gang imellem skal passe på ikke at hale hinanden ned på et niveau, der kan misforstås, i en toneart, der ikke er rar at høre på, og som er skræmmende.
Nyrup gav udtryk for, at han var glad for debatten, for den skulle jo tages: så vi kan få fjernet myter og få kendsgerninger og holdninger frem, som vi kan være bekendt. Desværre præges netop denne type af debat alt for ofte af unuancerede fremstillinger. I dag skal vi have hele billedet, det virkelige billede og det ordentlige billede. (s.216, mine fremhævninger)
10) Henrik Svane, R, fra samme debat: Med den politik, vi hidtil har ført [...] er risikoen for – altså for dem, der mener, det er en risiko – at det danske samfund udvikles til et multietnisk eller multikulturelt samfund ganske enkelt ikke til stede. (s. 219. Kontraster evt. med hans partifælle Elisabeth Arnolds udtalelser to år tidligere som gengivet i punkt 4)
11) Morten Bødskov (DSU), Ekstra Bladet, 12. april 1997: For eksempel bragte I en artikel for nylig, hvor Sonia Dahlgaard skrev om, hvor meget flygtninge og indvandrere koster. Sonia Dahlgaard insinuerer, at flygtninge og indvandrere er en kæmpe økonomisk belastning. Det gavner ikke samfundsdebatten. (s.220, min fremhævning)
12) Professor Lise Togeby, Fyens Stiftstidende 12. oktober 1997: Vi skal ikke tro, at flygtningene kommer til Danmark, fordi vi er et smørhul med en høj bistandshjælp. Det er noget sludder og vrøvl. (s.228)
13) Musse Sheikh, somalisk talsmand, Politiken 10. marts 1998: Hver dag er vi vidner til, at somaliere bliver overfaldet og spyttet på. Busserne kører lige forbi os, og kvinderne bliver hevet i tøjet. Ingen skriver om alle de somaliere, som har arbejde, er veluddannede, eller som er lykkeligt gift med danskere. (s.249).
Samme Musse Sheikh blev d. 25. april samme år interviewet af BT. I dette interview kunne han fortælle, at: Undersøgelser har vist, at somalierne er nogle af de hurtigste overhovedet til at lære det danske sprog. Somalierne er nomader, og hvis der er nogen, der hurtigt kan tilpasse sig et nyt sted, er det nomader. [...] jeg tror, de fleste vil rejse hjem, så snart det er sikkert. De, der vil blive, er dem, der har haft succes i Danmark. Der bliver i hvert fald ingen somaliere tilbage på bistandshjælp her. Vi er et meget stolt folk. (s.252)
14) Mogens Havnsøe Petersen, næstformand for Socialdemokratiet i Ishøj, Aktuelt 2. oktober 1999: I Ishøj har vi i snart mange år fået at vide, at det vi ser med vore egne øjne og hører med vore egne ører ikke er rigtigt – eller måske snarere er politisk ukorrekt. I stedet har vi skullet høre på skønmalerier om spændende, etniske butikker i den indre by og værdien af, at dansk kultur får nyt blod fra de fremmede kulturer. [...] Hvis forslagene [Socialdemokraternes integrationsforslag - US] går på, at vi bare skal være noget mere tolerante, og at det sikkert ikke er så slemt, og at kulturer mødes, og sød musik opstår (sidstnævnte er en formulering fra et indlæg i vores partiforeningsblad, hvor Ove Hygum skriver om tørklæder), så spar jer ulejligheden, den sang har vi hørt i snart 20 år. (s. 292-93)
15) Poul Nyrup, Berlingske Tidende, 13. oktober 1999: Ligegyldigt hvor meget Dansk Folkeparti forsøger at pakke sine udanske holdninger ind i dannebrogsflag, rød-og-hvid-ternede duge og danske sange, så bliver de aldrig danskernes stemme. Danskerne deler ikke de fremmedfjendske holdninger. Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent. Og vi skal ikke acceptere, at nogle politikere har en interesse i at prøve at tænde fremmedhadets flammer i befolkningen. Tændes den flamme, har vi også givet gnisten til et bål, der kun fører til et splittet dansk samfund, som vi ikke kan acceptere. (s.294, mine fremhævninger).
Samme holdninger kom til udtryk i Ekstra Bladet en uge efter, d. 21. oktober, hvor Nyrup skrev om Dansk Folkepartis politikere, at de: forsøger at bygge frygt og had op i den danske befolkning. Deres politik er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Udlændinge i Danmark er ikke, som de beskriver dem. [...] Jeg er sikker på, at vi i Tampere valgte den rigtige vej, når det gælder løsningen af Europas flygtningeproblemer. EU sendte et klart signal mod fremmedhad og spirende racisme… (s.297, mine fremhævninger)
16) Peter Duetoft (CD), udtalelse gengivet i Jyllandsposten d. 30. januar 2000: Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen op i over- og undermennesker, som Hitler havde. (s.309). Rune Engelbreth-Larsen havde i Ekstra Bladet ca. to uger før, d. 18. januar 2000, haft lignende overvejelser: Hvem kan med hånden på hjertet være i tvivl om, at muslimerne i dag udsættes for en hetz, der har paralleller til nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 20′erne og begyndelsen af 30′erne? Er der ikke rigelig grund til alarm? (s.311)
17) Lars Kramer Mikkelsen (S), Information 4. marts 2000: Venstre vil ikke integrere indvandrere i det danske samfund, men alene minimere antallet af fremmede. Jeg mener, at vi kan lære meget af indvandrere og berige vores kultur med indtryk fra andres kulturelle baggrund. Det har historien budt mange eksempler på. (s.336, min fremhævning)
18) Journalist Erik Holstein, analyse i BT 28. april 2000: [Domstolene har - US] – uden der er ændret et komma i loven – af sig selv halveret straffen for voldtægt over en årrække. Umiddelbart har Folketinget ikke de store muligheder for at svare igen. Men det kan i længden være farligt for en snes Højesteretsdommere – uden folkeligt mandat – at føre en kurs stik imod befolkningens flertal. Det kunne nemlig føre til krav om, at dommerne skal udstyres med et sådant mandat. Altså egentlige valg til de højeste dommerembeder. Vi er meget langt fra den situation endnu. Men torsdagens afgørelse smider endnu en gang kul på dét, som tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann allerede for et år siden beskrev som en forfatningskamp. (s. 339, MUJ’s fremhævninger)
19) Bestyrelsesmedlem i Det Somaliske Forum i Århus A. Osman Farah, Jyllandsposten d.29 maj 2001: hvis JP-Århus’ forståelse for tilpasning i samfundet betyder assimilation i det danske samfund, så må jeg desværre skuffe, da somalierne som gruppe aldrig har tilstræbt at være danskere. Somalierne er til gengæld indstillet på at være ligeværdige samfundsborgere med tilhørende rettigheder og pligter. Dette er et realistisk mål i henhold til såvel grundlov som demokratiet. (s.350)
Dagens citat
“En dygtig Erobrer vil altid, naar det er muligt, paatvinge de Overvundne sine Krav i Smaaportioner. For et Folk, der overgiver sig af egen fri Vilje, undergraver sin Karakter, og hos et saadant Folk kan man regne med, at ingen af disse Undertrykkelser i Smaaportioner vil være helt tilstrækkelig Grund for det til paany at tage sin Tilflugt til Vaabnene.”
Adolf Hitler, Mein Kampf. Bogen er vist meget populær i Mellemøsten, den har i hvert fald inden for det sidste årti opnået bestsellerstatus i både Tyrkiet og Palæstina.
Citatets danske udformning/oversættelse er fra Winston Churchill – krigstaler, fra 1946, hvor Churchill omtaler citatet i hans radiotale af 29. November, 1942. Selvom det ikke er den første samling af Churchill’s taler, jeg læser (det var derimod denne), finder jeg den meget interessant. En tidligere post med lidt samme udgangspunkt som citatet (dog vendt om) kan findes her.
Et delt folk (2)
Første post her. Udvalgte citater:
1) Bernhard Baunsgaard (MF-R), i en forespørgselsdebat i Folketinget 11. maj 1977: “Jeg vil gerne om baggrunden sige, at vor verden jo desværre stadigvæk er opdelt i nationalstater. Det er vel helt klart respekteret af næsten alle, at nationens egne borgere har flere rettigheder end andre mennesker, og det varer desværre nok også en rum tid, før vi kan gå over til blot at tale om medmennesker og ikke opdele i os og de andre.” (s.16, min fremhævning).
Orla Møller, daværende justitsminister gav BB ret: “Jeg er helt enig med hr. Bernhard Baunsgaard i, at det, der er problemet, er nationalstaten…” (s.16, min fremhævning)
2) Fremskridtspartiets Knud Lind gav i debatten op til lovens vedtagelse udtryk for, at han ønskede den nye udlændingelov ud til folkeafstemning, hvor han forventede, at den ville blive forkastet. Bernhard Baunsgaards brød sig ikke om den ide, og sagde bl.a. i den forbindelse, at “man nemt [kunne] have opgejlet en holdning i befolkningen, der medførte, at vi ikke fik gennemført en menneskelig behandling af de udlændinge eller de indvandrere, der har været på tale. [...] Vi har aldrig haft en særlig åben holdning over for mennesker, der var anderledes” (s.41)
3) Torben Lund, 31. maj 1985, i forbindelse med en afslutningsdebat i fbm. en lempelse af loven: “Jeg synes, vi har grund til at føle os godt tilpas ved det resultat, der er nået, og med, at Fremskridtspartiet med sine racistisk bestemte tilbøjeligheder ikke har fået nogen platform. Jeg føler mig godt tilpas ved denne vedtagelse.” (s.64, min fremhævning)
4) I løbet af sommeren 1985 var der en del debat på udlændingeområdet, blandt andet i forbindelse med uroligheder i Østre Højst kommune. Nogle få udsnit fra debatten:
a) Informationschef i Dansk Flygtningehjælp, Flemming Behrendt, i Politiken: “Flygtningene spredes generelt på så mange kommuner som muligt, men der kan ikke gives nogle tomme[l]fingerregler for, hvor mange flygtninge et samfund kan bære. Det afhænger jo ene og alene af befolkningens tolerance på stedet…” (s.66, min fremhævning)
b) Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende: “Danskerne må vågne op og vænne sig til de fremmede.” (s.68)
c) Poul Hougaard, Dansk Flygtningehjælp, i Berlingske Tidende: “Vi vil nu forsøge at få en dialog i gang med lokalbefolkningen omkring flygtningeproblemet, så der derigennem opnås bedre forståelse. (s.69, min fremhævning)
d) Ekstra Bladet, leder, d. 29 juli: Deres [de danske ballademagere - MUJ's tilføjelse] raseri bæres af misundelse. Misundelse over, at flygtninge bor i et pænt istandsat hotel, at de har fået en cykel, og at de får lommepenge af det offentlige. Hertil kommer den seksuelt betingede misundelse, som bæres af den danske mands – sikkert ofte berettigede! – mindreværdskompleks ved mødet med mørkere kønsfæller.” I en reportage inde i avisen blev en “journalist fra en lokalavis” (MUJ) citeret for følgende guldkorn: “Er der noget at sige til, at pigerne foretrækker en pæn, velduftende og smart i tøjet-iraner frem for en ølstinkende, uvasket hængevommet dansker?” (s.73)
e) Bernhard Baunsgaard, JP d. 28. juli: “Den voksende racisme i Danmark må imødegås med en intensiv oplysningskampagne, som navnlig skal rettes mod de unge.” (s.75, min fremhævning)
5) Søren Krarup havde d. 21/9-86 en annonce i Jyllandsposten, hvor han opfordrede folk til ikke at give penge til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling, “Flygtning 86″. Annoncen gav anledning til en del debat, jeg vil bringe et lille udpluk herunder:
a) dr.jur. Poul Meyer, JP d.24/9: Hans [Søren Krarups] synspunkter er imidlertid ganske parallelle med nazisternes racistiske opfattelse af jøderne som fremmedelementer, hvorefter kun de såkaldte ariere havde tysk hjemstavnsret. Men både Hitler og Krarup havde svært ved på en forståelig måde at karakterisere de mennesker, der ifølge deres opfattelse har hjemstavnsret.” (s.81, min tilføjelse)
b) Thor A. Bak, formand for Dansk Flygtningehjælp: “Det er et hadsk og meget groft angreb på Flygtningehjælpen.” [...] Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at et menneske kan tænke på den måde.” (s. 81-82, min fremhævning. Hvad f** er der “hadsk” ved at råde folk til ikke at give penge til en (efter sigende) privat velgørende organisation, fordi man mener pengene kan bruges bedre andetsteds?)
c) Sognepræst Viggo Mollerup, tidl. formand for Folkekirkens Nødhjælp, berlingske d.26/9: “Søren Krarups angreb på flygtningehjælpen grænser til uagtsomt manddrab på uskyldige nødlidende mennesker i den tredje verden.” (s.82)
d) Politiken spurgte d. 25/9 en række kendisser, hvad de mente om kampagnen og Søren Krarup. Et par udklip:
Kit Broholm: “Krarup tror åbenbart ikke på demokrati. Det er nok snarere et oplyst enevælde med ham selv i spidsen, han ønsker.“
Margrethe Auken “Han repræsenterer afskummet, dem, der skriver svinske breve og laver sjofle telefonopringninger.“
Søren Strømberg, skuespiller: “Søren Krarups ondskab mod mennesker er værre end 58.000 rockere tilsammen.”
Sten Hegeler, psykolog: “Tænk, en præst, der appellerer til den indre svinehund. Det er for perfidt og ren fascisme.“
e) Præst Preben Thomsen, Ekstra Bladet: “Sorte Søren fra Seem lugter lidt af røddent kød fra et sydligt naboland, som engang marcherede i takt.” (alle s.83-84)
6) Ebba Strange (SF), folketingsdebat 1986: “også i SF erkender vi, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod. Vi ved ikke præcis, hvor den grænse ligger, den er nemlig bl.a. psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed.” Connie Hedetur Hedegaard var rørende enig: “Vi har en forpligtelse til at bearbejde de [negative-US] holdninger, og vi har en forpligtelse til at finde en balance i vores flygtningelovgivning.” (s. 94)
7) Bernhard Baunsgaard citerede i folketingsdebat 1986-87(?) Poul Hartling. Citatet lød: “selve antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, giver absolut ingen grund til bekymring. Påstår man noget andet, er der tale om demagogi. Det er en vild agitation uden bund i kendsgerninger.” (s.100)
8 ) Ole Espersen (S), citat fra en folketingsdebat oktober 1987: “Der er 15 millioner flygtninge. Hvad kan det nytte, at vi hjælper nogle få af dem? Hertil kan svaret kun være, at for hvert eneste flygtning, der får asyl her, og for hver eneste familie, der får asyl her, bliver der mulighed for at overleve under rimelige vilkår. De føler det som et mirakel, og hvert eneste mirakel vi kan være med til at skabe, ja, hvert eneste gang vi gør det, har vi skabt noget, der er af livsvigtig værdi for dem, der modtager det.” (s.106)
9) Fra en folketingsdebat februar 1988. Ebba Strange: “hr. Glistrup har så ringe tillid til den danske befolkning, at han tror, at den danske befolkning kan væltes omkuld i sin identitet, i sit sprog, i sin kultur, fordi vi tillader nogle muslimer at komme ind i Danmark. Det er dog den værste mistillid at have til den danske befolkning. [...] hvis ikke danskernes kristne kultur kan klare nogle få tusinde muhamedanere, så er det ikke de få tusinde muhamedanere, der er noget i vejen med, så er det danskernes kristendom, der er noget i vejen med.” Glistrup: “det i allerhøjeste grad, når har den situation, vi har i Danmark i dag, svarer nogenlunde til, hvad man havde i Libanon for 60 år siden. Dér kunne man også have holdt taler, som fru Ebba Strange gør. Vi kan være ganske ubekymrede på grund af de få muhamedanere, der er. Fra 1975 er Libanon ikke mere det sted, hvor paradiset lå, men nu er det et helvede på Jord, fordi der ikke var fremskridtsfolk i Libanon i 1930′erne til at hindre det, der nu er ved at ske med, at vort land skal rendes over ende på den måde, som det sker med familiesammenføringer, med børnefødsler, alverdens andre ting. Det er jo ikke nogle få tusinde muhamedanere kontra de kristne danskere, som vi må se i øjnene. Vi må se, at der kommer hundredtusindvis af muhamedanere i løbet af nogle ganske få generationer. (s.111)
10) Niels Helveg Petersen, folketingsdebat december 1991: “Det, det handler om, er at give mulighed for, at mennesker kan mødes, for man tager bedst stilling imod menneskelige fordomme og racisme ved at engagere sig personligt, ved at mødes med mennesker med andre opfattelser, andre hudfarver og andre religiøse overbevisninger. Når mennesker mødes, opstår også medmenneskeligheden, og derfor er det vigtigt at skabe mødesteder for danskere og indvandrere og flygtninge.” (s.131)
I samme debat udtalte Birthe Rønn Hornbech: “Man løser ingen problemer ved at kaste mudder i hovedet på egne landsmænd. I Venstre tager vi afstand fra den tendens, der har været til at søge at lukke munden på bekymrede danskere ved at kalde dem fremmedhadere. [...] Forskellen på vores aktuelle problemer og tidligere modtagelse af udlændinge er den, at vi dels i dag modtager udlændinge i langt større antal, dels at de udlændinge, der søger til Danmark, kommer fra kulturer, som ligger meget fjernt fra den danske. Det ville være ansvarsløst ikke at gøre sig den kendsgerning klart.” (s.132)
11) Elisabeth Arnold (R), Politiken, september 1994: “Der er mange ordentlige og retsindige mennesker, der stemmer på V og K. Skylder vi ikke dem en bedre debat? Skal de virkelig have indtryk af, at udlændingepolitik kun handler om at holde alle, der ikke er lyshårede og blåøjede og kan H.C. Andersen udenad, tre skridt fra livet?” (s.171, mine fremhævninger)
12) Forfatter Lene Bagger, Politiken efteråret 1994: “Flygtningenes kulturelle identitet er hverken en hindring for deres integration i det danske samfund eller en trussel mod danskheden.” (s.172)
Et par spørgsmål om litteratur
Catch-22 (1961)
The Trial (1925)
Ender’s Shadow (1999)
David Copperfield (1850)
Valley of the Dolls (1966)
The First Circle (1968)
The Good Terrorist (1985)
Årets skønlitterære høst indtil videre. Tror ikke jeg har glemt nogen, men skidt med det, hvis jeg har. 1 ud af 7 af bøgerne udkom for mindre end 20 år siden, 2 ud af 7 udkom for mindre end 40 år siden. Ender’s Shadow adskiller sig i øvrigt markant fra de øvrige ved det forhold, at jeg såmænd kun læste den, fordi jeg først havde læst Ender’s Game og dermed vidste: a) Forfatteren havde en fremragende historie at bygge det nye værk på, og b) det var grundlæggende det samme værk som det, jeg allerede havde læst, men så alligevel ikke helt. Ender’s Game udkom for 24 år siden. Sidste år var billedet formodentligt forskudt endnu længere bagud i tid, fordi det var der, jeg gik i krig med de store russiske forfattere (har stadig en Pushkin stående på reolen, der mangler at blive læst, men den må vente lidt længere).
Jeg læser af princip ikke nye skønlitterære bøger, og jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om en undtagelse til den regel: Harry Potter. Den første af disse bøger udkom dog for mere end et årti siden, og det var længe før, jeg første gang spekulerede nærmere over disse ting. Til dem, der primært læser ny litteratur, og da især til dem, der til tider læser ny dansk litteratur… Hvorfor pokker gør I det??? Har I overhovedet tænkt på alternativomkostningerne? I stedet for at læse en måske halv-dårlig krimi kunne I sidde og læse Shakespeare eller Dickens eller… (hvis man er hard-core krimifan: Arthur Conan Doyle eller Colin Dexter eller…).
De lavthængende frugter er blevet plukket, alligevel smider de fleste bare de frugter væk, der allerede er blevet plukket og ligger klar i kurven, finder stigen frem, og bevæger sig så helt op i toppen af frugttræet, med risiko for at falde ned og brække halsen. Jeg forstår Jer ikke. Hvorfor ikke bare give bogen et årti til at bevise sit værd, og så i mellemtiden læse noget af det, der allerede har stået prøven? Og hvorfor pokker læse nutidige danske skønlitterære forfattere: De er da et bundt ligegyldige, venstresnoede nullerter næsten hele bundtet, og de få der ikke er, bør I sætte op mod hele verdens allerbedste forfattere?
Måske taler jeg kun til de allerede omvendte, men hvis nu en eller flere af Jer derude skulle ske at have en helt anden tilgang til dette problem end mig, så efterlad endelig en kommentar herunder. Forskelle i risikoprofiler er en forklaring (jeg er ekstremt risikoavers), men den kan altså slet ikke stå alene.
En anbefaling (eller to)
Ingen “rygende pistoler” i den resterende del af Plum, som det nu efterhånden er et stykke tid siden jeg blev færdig med. Så jeg vil ikke kede Jer med mange løsrevne citater fra den resterende del af bogen, også fordi det jo vel efterhånden er et par uger siden, jeg sidst selv havde fat i den; lad det i stedet blot være sagt, at hvis mine foregående posts om bogen vakte din interesse, ja så kan du roligt anskaffe dig bogen: Den holder niveauet, og jeg har ikke læst noget på de sidste halvandet hundrede sider, der har ændret min mening siden min sidste blogpost om den. Plums opgør med sin egen, og en stor del af sin generations, fortid er beundringsværdig. Mit største og vel nok eneste væsentlige problem med Plums bog, er at der ikke er mange andre værker af samme slags – og det er altså temmeligt svært at bebrejde Plum!
Hvis I har fået/får lyst til at dykke dybere ned i de kilder, som Plum også har set nærmere på, kan den nye og tilsyneladende meget aktive blog medderesegneord stærkt anbefales. Det er hermed gjort. En anden mulighed er at finde et bogantikvariat og bruge lidt tid der; mange af dem (men ikke alle) har som regel originalværker fra den kolde krig skrevet af DKP’ere, VS’ere og/eller andre medlemmer af den yderste venstrefløj stående på hylderne.
Jeg har i forlængelse af at have læst Plums bog også for nyligt anskaffet mig Bent Jensen’s Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, som jeg naturligvis også med stor sandsynlighed vil bruge lidt tid på her på bloggen. En anden bog, jeg begyndte forleden, er Et Delt Folk, af Morten Uhrskov Jensen. Dens fokus er et lidt andet, men at dømme ud fra det, jeg har læst indtil nu (de første 125 sider), er der ligesom i BJ’s og MP’s værker i bogen inddraget en lang række primærkilder, og dermed også mange gode citater, som måske nok kan fortjene lidt opmærksomhed her på bloggen.
…
En teknisk kommentar: Jeg forventer på nuværende tidspunkt, at bloggen fremover primært vil beskæftige sig med de emner, twitteren ikke er egnet til. Det betyder færre posts, men forhåbentligt også færre “lavkvalitetspost”.
Bombardér hovedkvarteret 1.5
Her kan du finde min første post relateret til Mikkel Plums bog, hvis du ikke allerede har læst den. I denne post følger herunder nogle flere citater fra bogen, som jeg allerede nu ikke har noget problem med at anbefale, selvom jeg indrømmet stadig mangler at læse halvandet hundrede sider:
i) For at arbejderne kan leve, må de dræbe kapitalisterne. For at arbejderklassen kan komme til magten, må den sende borgerskabet i døden. [...] Der er for lidt had her i verden, og det bor i de forkerte hjerter. Der er for få våben her i verden, og de ligger i de forkerte hænder. Der er for lidt revolutionær bevidsthed her i verden, og den sidder i de forkerte hoveder.
Leif Varmark, Vindrosen #3, 1973. (gg. s.135 i B.h.)
…
ii) Baader-Meinhof-gruppen kan og skal naturligvis forsvares over for borgerlige, men en tilbundsgående diskussion indadtil af sabotageaktioner – af problematikken omkring legalitet-illegalitet er en forudsætning for, at den danske venstrefløj kan tage ved lære af f.eks. den tyske venstrefløjs erfaringer … De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Det må være vores opgave at hjælpe til med at få arbejderne og arbejdernes kommende parti til at give startskuddet til åbning af fronten.
Vibeke Sperling, Politisk Revy, august 1972 (gg. s.236 i B.h.).
…
iii) Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende.
Anne Grete Holmsgaard, International Bulletin #14, 1978 (gg. s.263 i B.h.).
…
iv) Teorier om og forsøg på ad fredelig vej at gennemføre socialismen, har altid ført til nederlag for arbejderklassen. Arbejderklassen kan ikke tage den borgerlige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål. Tværtimod må arbejderklasssen sønderknuse det borgerlige statsapparat og erstatte det med arbejderklassens egen statsmagt, proletariatets diktatur. Arbejderklassen må forberede sig på væbnet kamp i opgøret med borgerskabet … Historien har med al tydelighed vist, at den herskende klasse aldrig frivilligt giver afkald på sin magt, men vil anvende statsmagten til at under trykke arbejderklassens kamp for socialismen.
Kommunistisk Arbejderparti (KAP)’s principprogram, 1976 (gg. s.266 i B.h.).
Et par citater
Fra Mikkel Plums Bombarder Hovedkvarteret!
Mellem 1939 og 1941 modtog Tyskland [fra Sovjet] 865.000 tons olie, 140.000 tons mangan, 14.000 tons kobber, 3.000 tons nikkel, 101.000 tons rå bomuld, over 1 million tons tømmer, 11.800 tons hør, 26.000 tons krom, 15.000 tons asbest, 184.000 tons fosfater, 2.736 kilo platin og 1.462.000 tons korn.
…
Hvornår var det nu, at SF kom til verden? De fleste mener at kunne huske, at partiet opstod i protest mod stalinismen, og at den direkte anstødssten var Sovjetunionens invasion af Ungarn.
Den røde hær rykkede endeligt ind i Budapest 3. november 1956, og verden var rystet. Blev SF dannet 4. november? Nej! Det afgørende brud mellem DKP’s centralkomite og formanden for DKP gennem mere end 20 år, Aksel Larsen, skete ikke i dagene efter.
Det skete først dagen efter, at Aksel Larsen havde ladet sig “hænge” af Osvald Helmuth på Avenyscenen 20 oktober 1958!
Der gik altså to år før Aksel Larsen og hans støtter tog sig sammen og gjorde det, Halldor Laxness kaldte “melde kommunistpartiet ud af kommunistpartiet”, hvis stenhårde stalinistiske leder Aksel Larsen selv havde været i årtier.
I de to nævnte år lå Aksel Larsen og hans folk helt på linie med Moskva i alle afgørende spørgsmål, og de forsvarede sovjetkommunismen, som den udviklee sig i alle centraleuropæiske lande, uden at kritisere diktaturet og dets forbrydelser i nævneværdig grad.
I Folketinget 6. november 1956, tre dage efter invasionen, sagde Aksel Larsen bl.a.: “Tilstanden i Ungarn kan ikke betegnes som andet end borgerkrig, hvor dele af landets indbyggere står imod andre dele af landets indbyggere, hvor landets skæbne står og store dele af befolkningens liv står på spil, begivenheder, som i sig selv kunne være en forberedelse til eller medføre en europæisk storkrig, og som i sidste instans har ført til, at sovjettropper har grebet ind for at opretholde ro og orden i landet” [dette er formodentligt en nærmest mundret oversættelse af Pravdas ledere i de dage, og er, naturligvis fristes man til at sige, lodret løgn. Der var lige så meget tale om "borgerkrig" i Ungarn, som der var tale om "revolution" i Rusland i 1917. Førstnævnte var en erobringskrig/invasion, sidstnævnte var et statskup].
[...]
Grunden til Aksel Larsens eksklusion og dannelsen af Socialistisk Folkeparti efter to års “tænkepause” handlede om noget helt andet: Jugoslavien.
Aksel Larsen tog i foråret 1958 parti for Tito og dennes uafhængige linie over for Sovjet. [...] Dette forår kom et nyt sovjetisk direktiv ud til alle komunistpartier mo fordømmelse af Jugoslavien. Aksel Larsen sagde for én gangs skyld nej. Han havde i et stykke tid bag kulisserne prøvet at få DKP til at ændre kurs og forholde sig mere uafhængigt/kritisk til Sovjetunionen [min tilføjelse: ikke til kommunismen]. Årsagen til dette var, at DKP efter Ungarn totalt havde mistet sit tag i den danske befolkning. [min tilføjelse: Det er motivspekulation, eftersom ingen sandsynliggørende kilder inddrages, men jeg deler ikke desto mindre MP's vurdering. Husk i øvrigt, at det forhold at AL ikke primært stiftede SF pga. Ungarn, på ingen måde betyder, at mange af de nye medlemmer som stødte til, ikke gjorde det som følge af Sovjets erobringskrig to år tidligere]
[...]
Flertallet i DKP’s ledelse sagde “ja” til Kremls krav om fordømmelse af Jugoslavien. Det førte til, at Aksel Larsen i sommeren 1958 formulerede et memorandum mod den øvrige ledelse.
Det kom til åben strid, som endte med Aksel Larsens nederlag. Han blev nu nødt til at forlade sit parti, hvor lidt han end ønskede det.
…
Jeg har aldrig hørt andre forklaringer på dannelsen af SF end Ungarn, så sidste citats indhold var meget nyt og overraskende for mig. Plums bog lover rigtigt godt.
Jeg har stadig ikke internet, og der går nok nogle dage mere før jeg får det. Så forvent få, hvis nogen, opdateringer før næste uge. At jeg først læser kommentarerne om et stykke tid bør naturligvis ikke afholde Jer fra at give feedback.
Julegaveideer
Lidt sent måske, men bedre sent end aldrig. Herunder et udsnit fra min ønskeliste:
1) Robert Heinlein: Stranger in a Strange Land
2) Karl Popper: Conjectures and refutations: The Growth of scientific knowledge
3) Paul Henri Thierry d’Holbach: The System of Nature
4) Ibn Warraq: Defending the West: A Critique of Edward Said’s Orientalism
5) David Hume: An Enquiry Concerning the Principles of Morals
6) John Habakkuk: Marriage, debt, and the estates system: English landownership 1650-1950
7) Anna Piil Damm, Marie Louise Schultz-Nielsen og Torben Tranæs: En befolkning deler sig op?
9) Gunnar Viby Mogensen, Poul Chr. Matthiessen m.fl.: Integration i Danmark omkring årtusindskiftet
10) William Easterly: The White Man’s Burden
11) Dmitry Plisetsky, Sergey Voronkov: Russians vs. Fischer
12) Isaac Newton: Mathematical Principles Of Natural Philosophy
13) Bent Jensen: Bjørnen og Haren
14) Mikkel Plum: Bombarder hovedkvarteret
15) Fyodor Dostoevsky: Idioten
16) David Gress: Velstandens Kilder
17) Franz Kafka: Processen
18) Martin Amis: Koba the Dread
Recent Comments
US on Daily Negations wallowinmaya on Daily Negations US on A Game of Thrones (II) Miao on A Game of Thrones (II) Stefan on A Game of Thrones Sitemeter
Statcounter
-
Archives
- June 2013 (13)
- May 2013 (19)
- April 2013 (16)
- March 2013 (14)
- February 2013 (14)
- January 2013 (17)
- December 2012 (17)
- November 2012 (19)
- October 2012 (15)
- September 2012 (18)
- August 2012 (21)
- July 2012 (21)
-
Categories
- 180 grader
- academia
- Africa
- Agnotology
- alcohol
- alfred brendel
- anthropology
- archaeology
- Arthur Conan Doyle
- astronomy
- atheism
- økonomi
- bøger
- beethoven
- Bent Jensen
- berlingske
- bias
- Bill Bryson
- Bill Watterson
- billeder
- biology
- blogging
- blogs
- books
- Brahms
- bureaucracy
- Canada
- cancer
- Cartoons
- censorship
- Chess
- china
- Chopin
- citater
- Claude Berri
- climate
- comics
- communism
- cosmology
- creationism
- culture
- current affairs
- Cziffra
- Dan Simmons
- Darwin
- data
- dating
- David Copperfield
- david lynch
- demografi
- demographics
- demokrati
- den kolde krig
- denmark
- diabetes
- Dickens
- Dinu Lipatti
- disagreement
- Douglas Adams
- Dragsdal
- econometrics
- economic history
- economics
- education
- Edward Grieg
- egypt
- Eliezer Yudkowsky
- ethics
- EU
- evolution
- Ezra Levant
- Filippo Pacini
- financial regulation
- Flemming Rose
- foreign aid
- Forskelligt
- France
- Franz Kafka
- freedom of speech
- Friedrich von Flotow
- fun
- Fyodor Dostoevsky
- Game theory
- Garry Kasparov
- genetics
- Geology
- George Carlin
- george enescu
- global warming
- government
- Grahame Clark
- Hamelin
- harry potter
- health
- health care
- hemingway
- historie
- history
- Homer
- hypocrisy
- immigration
- indvandring
- integration
- IQ
- isaac asimov
- islam
- Jane Austen
- Japan
- jesusandmo
- John Stuart Mill
- Jon Stewart
- Joseph Heller
- Journalism
- journalistik
- jp
- karl popper
- Khan Academy
- knowledge sharing
- kommunisme
- kriminalitet
- kultur
- landbrug
- language
- løb
- Lectures
- Leland Yeager
- Lenin
- Liszt
- litteratur
- machiavelli
- Marcel Pagnol
- Maria João Pires
- Mark Twain
- marriage
- Martin Amis
- Martin Paldam
- mathematics
- medicine
- medier
- mendelsohn
- meta
- mikhail gorbatjov
- Mikkel Plum
- Montefiore
- Morten Uhrskov Jensen
- movies
- Mozart
- Muhammedtegningerne
- music
- musik
- Muzio Clementi
- Nature
- Nikolai Medtner
- North Korea
- nuclear proliferation
- nuclear weapons
- Obama
- Ole Vagn Christensen
- orwell
- Oscar Wilde
- overcomingbias
- Paleontology
- papers
- Pascal's Wager
- paternalisme
- Paul Graham
- people are strange
- personal
- personligt
- philosophy
- Physics
- pictures
- politics
- politik
- polls
- Psychology
- public choice
- quotes
- Rachmaninoff
- rambling nonsense
- random stuff
- Rationality
- regulation
- regulering
- Relationships
- religion
- Reposts
- Richard Dawkins
- Rochefoucauld
- Rowan Atkinson
- Rusland
- Russia
- samizdata
- Sartre
- Saudi Arabia
- Schumann
- science
- science fiction
- Shakespeare
- skak
- Solzhenitsyn
- Stalin
- statistics
- studies
- stupidity
- Sun Tzu
- Sundhed
- taxation
- technology
- Terry Pratchett
- The Art of War
- Thomas Hobbes
- Thomas More
- Tolstoi
- tradeoffs
- Uncategorized
- USA
- valg
- velfærdsstaten
- voting
- walter gieseking
- wikipedia
- William Easterly
- xkcd
- youtube
- ytringsfrihed
-
RSS
Entries RSS
Comments RSS
