At være ved at dø af sult…

…de fleste type 1 diabetikere ved, hvordan det føles. De har selv prøvet det. Jeg prøvede det for en time siden. Blodsukkeret er kommet op igen nu.

I den situation handler ALT om Mad. Drikke. Kalorier. Energi. Maven føles som et stort hul midt i kroppen, det gør ondt, tarmene skriger. Mens hjernen langsomt slår fra og lukker ned kan du slet ikke tænke på andet end mad, udover hvor dejligt det ville være at lægge sig ned, lukke øjenlågene og sove. Dødsensfarlig ide, men det er biologien og instinkterne, der dikterer tankevirksomheden, ikke det mætte individ med den velfungerende hjerne. Resten af kroppen slår fra ligesom hjernen, somme tider kommer muskelkramperne (fingre, tæer, arme, ben) før bevidstløsheden, somme tider bagefter. Muskelsvagheden kommer før, det forudsigelige temperaturfald og gåsehuden gør også. Hvis ikke du får noget at spise inden hjernen slår helt fra, mister du bevidstløsheden. Ved hypoglykæmi er pulsen tårnhøj, indtil den ikke længere er det, hjertet galoperer afsted, indtil det ikke længere gør det, adrenalinen strømmer ud i kroppen; den ved, at det er sidste udkald, og gør hvad den kan. Hvis blodsukkeret falder tilstrækkeligt meget, eller insulinmængden som resulterede i anfaldet er af en sådan størrelse at selv betydelig indtag af letoptagelige kulhydrater ikke løser problemet, kan mave-tarm-systemet blive påvirket, således at maven ikke kan håndtere den mad eller drikker, der kommer indenbords – så taler vi opkastning og ambulance. Hovedet fungerer ikke normalt i forbindelse med hypoglykæmi; tanken om mad dominerer alt andet, så længe man er relativt klar, men det bliver man ikke ved med at være, og efterhånden som tiden går og blodsukkeret falder, går man efterhånden ind i en drømme-lignende tilstand – jeg har flere gange i forbindelse med meget svære hypoglykæmier i min ungdom bildt mig selv ind, at det hele bare var en drøm, at jeg snart ville vågne op og alt ville være i den skønneste orden. Når kroppen lukker ned betyder det også, at diabetikeren kan risikere eksempelvis at miste kontrollen over blæremuskulaturen i forbindelse med svær hypoglykæmi (også noget jeg selv har prøvet).

En tanke trænger sig på efterfølgende: Hvad nu, hvis situationen ikke var forårsaget af diabetes; hvad nu, hvis jeg ikke boede i Danmark; ikke havde juice i køleskabet, som kunne rette op på problemet; ikke havde diabetes, men simpelthen bare var døden nær af sult, fordi jeg ikke havde spist i dagevis? Tro mig, når blodsukkeret er lavt nok, er det sådan type 1 diabetikere har det, som om de ikke har spist i en evighed. Du kender efter al sandsynlighed ikke den følelse af sult og den er ikke nem at beskrive. Du har ikke lyst til at opleve den.

Du skal spise og drikke hver dag, og hvis du ikke får nok at spise vil du dø af sult. Det er et livsfaktum. Type 1 diabetikeres kroppe minder dem jævnligt om dette faktum, men de fleste danskere tænker slet ikke over dette længere, de tager bare mad og drikke mere eller mindre for givet. Man er fattig, når man ikke har råd til en I-pod? I tusinder af år kredsede næsten hele menneskets tilværelse omkring, hvordan folk kunne få maven fyldt i tilstrækkelig grad til at overleve, det være sig til næste dag eller næste forår. Det var det, livet handlede om, alt andet var luksus; et i sig selv relativt nyt begreb, som vi kun har defineret og kender til, fordi vi har det så godt, som vi har det.

Mennesker i de udviklede verden påskønner slet ikke i tilstrækkelig grad, hvor godt de (/vi) har det.

Quote of the day

as far as I can tell, there is no reason at all to believe that academic peer review in economics favors work relevant to policymaking in the real, embodied political economy as opposed to clever mathematical accounts of phenomena in fictional worlds that bear at best some tenuous structural similarities to this world.

Will Wilkinson.