“What Darwin said” – evolution in a nutshell

7 links: 1, 2, 3, 4, 5, 6 and 7. Read them all. HT: Razib Khan. If you don’t already know about his blog, follow this link and start reading; the scienceblog-gnxp is definitely on my current top five of all blogs I read.

You can of course, rather than following these links, also just read Darwin himself here (I have given you this link before some time ago, but in case someone missed it: Here you can find a Danish translation of On the Origin of Species…).

For the record, I value the opinions of people denying evolution’s views about the biological sciences about as highly as I value the medical opinions of people still subscribing to the miasma theory of disease. The parallel is not completely randomly chosen: On the Origin… came out in 1859, only 5 years after Filippo Pacini as the first man ever isolated a bacterium, the Vibrio cholerae bacillus which causes cholera, thus invalidating the miasma theory of disease. One of the main reasons why there aren’t many people who are convinced that the latter theory is correct anymore, is that that particular theory never made it into the churches.

“Joke? What do you mean?”

Link.

En sympatierklæring

Hvorfor ikke?

Jp vil utvivlsomt selv dække de væsentligste punkter i sagen online, så læs med der hvis du vil vide mere.

A propos foregående post

Ok, kun meget lidt a propos den seneste post før denne, den eneste fællesnævner er IQ-betragtningerne i punkt 2, men emnet er på den anden side også lidt på linje med dating-posten, og den er jo altså teknisk set også en ‘foregående post’ – så titlen holder, på trods af at den kunne være valgt bedre. Selvom det er en lang kommentar mange af Jer nok allerede har læst, vil jeg bringe den næsten i sin helhed herunder:

Tyler, my question for you from last week’s request for requests: do you think conditions are ripe for a contrarian survey book “Everything You Know about Men and Woman is Wrong?” written by a guy who is NOT a pick-up-artist?

CH 1: Most women really do want a man to be better than they are and to be in charge of them.

CH 2: Most men would trade 40 IQ points in a wife and 20 IQ points in their children in exchange for their wife having bigger breasts.

CH 3: Many women in abusive relationships chose their men for reasons that correlate strongly with the abuse.

CH 4: We may really be creating a world where the benefits of marriage to healthy attractive successful men have shrunk too much, and many such men will now avoid marriage and child-raising. (I would call this the ‘Clooney Hypothesis’.)

CH 5: Young attractive women have the most finely tuned status sensors of any creature that has ever existed.

CH 6: Kissinger was right (about male power being the strongest aphrodisiac for women).

CH 7: Male-female marriage is not a contract between two people; it is a way of ordering a society.

1) køber jeg måske, måske ikke. Det er vanskeligt at teste for, og den slags generalle udsagn er efter min opfattelse heller ikke meget bevendt, uanset om de er korrekte eller ej, for den potentielle dater. Jeg er ikke interesseret i flertallets præferencer, jeg er interesseret i potentielle partneres præferencer og hvorvidt disse er kompatible med mine egne.
2) virker absurd, ABSURD, på mig. Not a chance in hell jeg ville bytte 40 IQ-points for noget som helst, med mindre det var for at gøre en ikke-kompatibel potentiel partner (med måske IQ 165) kompatibel. d(sex-appeal)/d(Intelligens) er (i mere end 9 ud af 10 tilfælde for dette individ) > 0, og (ikke-marginale) niveauændringer i nedadgående retning kan der ikke kompenseres fuldt ud for vha. æstetiske ændringer i den modsatte retning. Nej, jeg er formodentligt ikke repræsentativ, og måske vil nogen mænd føle på denne måde, men der er problemer med denne præferencestruktur: Eksempelvis tjener kvinder med højere IQ mere end kvinder med lavere IQ, og par hvor kvinden har højere IQ har derfor bedre råd til at betale for brystimplantater – 40 IQ-points vil kunne betale for mange operationer over et livsforløb. I øvrigt betyder et fald på 40 IQ-points hos kvinden pga. middelværdireversion ikke at barnet forventet vil miste 20 points i forhold til alternativet – der er partiel konvergens mod IQ-100 for alle pars børn.
3) virker korrekt på mig.
4) kommer meget an på, hvordan man definerer det sociale optimum. Et samfund består af meget andet end raske, succesfulde mænd. Hvis vi dog på den anden side antager, at vi gerne vil have den slags individer til at prokreere og opdrage så mange børn som muligt, indenfor nogle givne rammer, synes hypotesen dog ikke så langt ude endda, ej heller for forholdene herhjemme. Så vidt jeg har forstået kan pre-nuptials (hvad kalder man egentlig dem på dansk?) ikke købe dig fri af eksempelvis børnebidrag, og selvom de således mindsker den økonomiske risiko for en højtlønnet mand, mindsker de ikke kvindens incitament til at springe fra i nær så høj grad som det kunne være tilfældet. Hvilket igen kan være både godt og skidt, afhængig af velfærdsfunktionen.
5) ved jeg ikke noget om, 6) ej heller.
7) Taler vi ideal eller praksis, og hvorfor kan den ikke være begge dele? Indrømmet, i USA synes udsagnet at være korrekt, især set i lyset af den traditionelle debat om gay marriage. Herhjemme er næsten hvert andet barn dog født uden for ægteskab, og hvad betyder dette for svaret på spørgsmålet? Det er ikke et emne, jeg har tænkt meget over, så jeg ved ikke, hvad mit politiske ideal på dette område ville være.

En poll

Med højtbegavet mener jeg Mensa-kandidatniveau eller højere. Dem, der er uden for normalområdet på IQ-skalaen, dem der virkeligt skiller sig ud:

Jeg ved godt at der ‘mangler’ en svarmulighed à la ‘jeg er selv højtbegavet, men omgås helst ikke andre højtbegavede’, men jeg betragter en sådan konstruktion som primært teoretisk.

Jeg har kun kendt en lille håndfuld af den slags ‘højtbegavede’ individer godt nok til på nogen måde at forme en holdning om ‘dem’. På den baggrund ville mit svar være en blanding af b og c. Jeg fascineres af deres intelligens, men bryder mig ikke om at føle mig dum, og interagerer derfor ikke gerne med dem uden for en strengt kontrolleret setting som eksempelvis nettet, hvor jeg generelt selv kan sætte alle de grænser, jeg ønsker, og hvor jeg måske end ikke opdager, at jeg interagerer med ‘dem’. Halvvejs obligatorisk og kun i meget begrænset omfang decideret social interaktion, som eks. interaktionen med forelæsere eller lignende i universitetsregi, er ikke hvad jeg tænker på her, og spørgsmålet går ikke på, om du finder din forelæser i (fag X) skræmmende.

College degrees and gender

Since 1970, the gender ratio has flipped:

Only business, engineering and the physical sciences have more males than females enrolled. Via Mark Perry.

Diabetes, international prævalens og lidt mere om mortalitet

Jeg ville egentligt have gjort dette til en mere bred post om sundhedsdata, men jeg kom til at gå ud ad en tangent, og posten herunder er så, hvor jeg havnede. Først et kig på diabetesprævalensen i et internationalt perspektiv:

…

Jeg vidste ikke på forhånd, om jeg ville skrive posten på dansk eller engelsk, så jeg valgte at konstruere graferne på engelsk, anyway… De første to lande er Australien og Østrig, SR er Slovakiet, Kor er (Syd)korea – jeg håber de øvrige giver sig selv, ellers spørg. Kilden er OECD, rådata kan findes her. Der er også meget mere data af samme type ved dette link til OECD’s sample over helbredsrelaterede nøgleindikatorer, som jeg også tidligere har linket til.

Bemærkelsesværdigt for mange vil det nok være, at USA end ikke er i nærheden af at være i toppen af listen over diabetesrater. Jeg ved ikke om det er opgørelsesmetoden, der spiller ind her, men dette er i hvert fald overraskende. Mange lande, i dette udsnit Schweiz, Mexico, Ungarn, Canada, Tyskland, Tjekkiet og Østrig, har højere absolut prevalens, og de fleste af de samme lande ligger ligeledes på niveau eller højere i de alderskorrigerede data (her skiller især Mexico sig ud fra resten). Bemærk at mellemindkomstlande i efterhånden nogle år har oplevet stor vækst i incidensen af type 2 diabetes, og at både Kina og Indien i disse år også oplever voldsom vækst. Livsstilssygdomme holder sig ikke længere til de rige lande.

Jeg fandt også nedenstående interessant (data er fra OECD’s nøgleindikatorer):

Pr. 100.000 indbyggere er på en måde en god variabel, på en måde en dårlig variabel at anvende. Den er god, fordi den angiver en form for (meget) løst estimat for, hvor udbredt sygdommen er (ja, det, der måles, er hvor mange, der dør af sygdommen; men disse to variable følges altså ret godt ad – det må synes en rimelig antagelse, at ‘den marginale nydiagnosticerede diabetiker’ ikke vil introducere væsentlige nye effekter af interesse på populationsniveau, som vil lede til signifikante afvigelser på mortalitetsraterne på tværs af diabetespopulationen som helhed på langt sigt, selvom han eller hun rigtigt nok gør på kort sigt, se også ndf.). Den er dårlig, fordi den overser modsatrettede effekter, som i perioden utvivlsomt har spillet en rolle. Hvis man ønskede kun at fange mortalitetsudviklingen og således prøve at omgå problemet prævalensvariationen (-væksten) over tid udgør, ville døde pr. 1000 diabetikere eller lignende være et bedre mål, selvom det selvfølgelig også er problematisk at anvende, eksempelvis fordi risikoen for komplikationer vokser over tid og derfor på ingen måde er homogen i gruppen af diabetikere, et forhold mortalitetsstudierne altid tager (og bør tage) højde for.

Det er vanskeligt at sammenligne tallene fra 1960 med tallene fra i dag, for mange ting har ændret sig, og en del af disse har utvivlsomt medvirket til at gøre det problematisk at sammenligne tallene over tid uden at tage nogle betydelige forbehold. Det giver mening, at flere i dag dør af diabetes, fordi flere i dag har diabetes, men for bare at tage tre markante problemer, så a) har patologernes praksis ændret sig i perioden, b) diabetes var mere dødelig for 50 år siden, end sygdommen er i dag, fordi vores viden om sygdommen og vores behandlingsmuligheder er udvidet markant, og c) det er uklart, hvor stor forskel de markante fremskridt i diagnosticeringsprocessen (måling af glykeret hæmoglobin, brugen af plasma-glukose værdier), såvel som de deraf følgende ændrede diagnostiske praksis, har betydet for disse tal. Tallene er i den meget lave ende, og det vil de fleste af den slags opgørelser være: Mange diabetesdødsfald er vanskelige at kategorisere den ene eller den anden vej. Mere end 80 % af diabetikerne herhjemme dør af hjertekar-sygdom, men det er umuligt for en patolog at vide med sikkerhed, om hr. Hansen fik sin blodprop pga. sin diabetes, eller om han havde fået den alligevel. Hvis tallene stammer alene fra eksempelvis dødsårsagsregistret, vil de undervurdere diabetes’ betydning for mortaliteten betydeligt, en observation der for øvrigt er righoldig empirisk belæg for at gøre sig (Mühlhauser, Sawicki m.fl.). Observationen betyder også, at der nok i opgørelser som disse vil være en tendens til kun at anvende/acceptere diabetes som dødsårsag i de mest oplagte tilfælde (de mest oplagte vel nok værende DKA, diabetisk hypoglykæmi (estimeret 2-4% af alle dødsfald blandt diabetikere), hyperosmolær non-ketotisk koma og nyresvigt sekundær til diabetes), og så se bort fra diabetes som forklaringselement i tilfælde som er vanskeligere at kategorisere.

Hvis man holder sig alene til disse tal, koster diabetes lidt under 900 mennesker livet herhjemme hvert år, ud af ca. 55.500 døde i alt – det omtrentlige tal for 2006, det sidste år hvor data er tilgængelige i OECD-regi, jf. dst – svarende til ca. 1.6 %. Det tal er meget, meget lavt, og estimaterne på dette område varierer da også ganske betydeligt. Den internationale diabetesforening IDF estimerede således tidligere dette efterår, at 2.744 danskere i 2010 vil dø på grund af diabetes (linket er her – men det er en elendig artikel, og jeg vil anbefale dig ikke at følge linket, da det estimat er omtrent artiklens eneste ‘formildende omstændighed’, så at sige). Det estimat er stadig lavt, men nok betydeligt tættere på sandheden.

Quote of the day

Why do I have to make an appointment, wait in line, fill out a slew of paperwork, and pay $70 to adopt a dog that otherwise would likely have been euthanized (at the taxpayers’ expense), and yet bringing your very own human child into the world takes nothing more than a few shots of tequila or a broken condom?

From the comment section of this MR post. That’s actually a very good question. Along the same lines: Why is it much more difficult to adopt a child than it is to get one on your own?

John Hawks and Razib Khan on bloggingheads, part 2

I loved their first video, and this one is just as great. Hawks is a really great communicator and he does an excellent job in these videos, whereas Razib manages to ask a lot of the right questions. I highly recommend you to watch at least the first 45 minutes of this episode.

more about "BH episode (Hawks and Khan)", posted with vodpod

Obama’s “New Era of Responsibility”

The September 08 projections were made before Obama was elected, the January projections were made about the same time he was inaugurated (January 20th) whereas the most recent August projections were made after he’d have time to actually make policy. These projections are not based on the estimates of some obscure right-wing partisans; rather the numbers are provided by the CBO. Potential healthcare reforms (…/spending bills) are not included in these numbers.

Link, via the mercatus twitter.

En date

[setting: To mennesker mødes ved et bord et eller andet semi-offentligt sted, jeg er den ene af dem. Restaurant, kaffebar, whatever. Lad også være med at bryde hovedet med, hvordan den hypotetiske kontakt først blev formidlet, jeg har ingen anelse, men det er med sikkerhed ikke mig, der har initieret den...]

Hende: “Hej, er du ["US"]?”
US: “Ja, og du må så være [whatever...]“
Hende: “Lad os sidde ned.”

[Lidt småsnak følger det næste minut eller mere, i form af små indledende kommentarer som "var det svært at finde herhen, kommer du ofte, sikke et vejr" o.l. Derefter lidt snak om, hvad der skal bestilles. Har ikke lyst til at betale et afsindigt beløb, som alternativt kunne købe mig alt lige fra en billig bog eller to i et antikvariat - afhængig af omstændighederne - til Dostoyevsky's samlede værker eller de resterende to værker, jeg mangler i Kasparov's My Great Predecessors serie, og jeg skriger indvendigt over at skulle betale 35 kroner for en kop kaffe/100+ kroner for et måltid aftensmad/hvad nu det tredje alternativ måtte være. Bider smerten i mig, vælger noget relativt billigt. Vi hopper direkte ind i samtalen efter den første indledende småsnak om alder, familie og beskæftigelse er overstået...]

Hende: “Hvad laver du så i din fritid? Har du nogle interesser?”
US: “Ja, jeg spiller skak og klaver. Jeg læser også en del, både på nettet og bøger. Wikipedia er en vidunderlig ting, er den ikke?”
Hende: “Wikipedia? Leksikonet? Øh, joh… Så, hvad var det ellers: Skak, klaver og bøger? Det lyder spændende.”
[Min indre monolog på dette tidspunkt: "De implicitte sociale konventioner, som hun er betydeligt mere tilbøjelig til at følge end jeg er, kræver en sådan kommentar. Hun havde sagt det samme, hvis jeg havde svaret frimærkesamling og lokalhistorie, eller elastikspring og motocross." Jeg er meget dårlig til at tolke ikke-verbale signaler, så jeg aner ikke på dette tidspunkt, hvad hun i virkeligheden mener, med mindre man ligefrem kan høre sarkasmen dryppe lige så langsomt efter hvert bogstav. Hun følger op med endnu et spørgsmål:]
“Spiller du skak i en klub?”
US: “Nej, jeg spiller over nettet. Har været med i en klub, men foretrækker klart nettet.”
[Jeg går måske, måske ikke, videre og forklarer årsagerne til denne præferenceordning, de primære af hvilke klart ville være: i) Transporttid; ii) ventetid, baseret på det forhold, at ikke alle er færdige lige hurtigt, og ens eget tidsforbrug derfor kun korrelerer svagt med det totale forventede tidsforbrug, når man spiller i turneringsregi; iii) jeg bryder mig ikke om at være i nærheden af mange mennesker og undgår det så vidt muligt, og iv) det er dyrt at spille i klub, hvis man er på SU. Alle disse faktorer illustrerer vel i øvrigt for så vidt også væsentlige ting om mig.]
Hende: [ruller med P>>0 med øjnene på nuværende tidspunkt. Jeg bryder mig ikke om direkte øjenkontakt, så jeg opdager det næppe, hvis hun gør]
“Dyrker du så noget sport eller lignende, eller har du kun intellektuelle interesser?”
US: “Det er ikke så meget lige for tiden. Jeg løb en del i løbet af foråret og sommeren, men fik en fibersprængning for nogle uger siden, og siden har det været småt. Ellers ikke noget.”
Hende: “Hvad med venner og bekendte? Hvordan er dit sociale netværk? Hvem hænger du ud sammen med? Går du ofte til fester og den slags, eller hvordan er det med det?”
US: [Hvis det er kaffebar-varianten: Drikker resten af min kaffe hurtigt, siger derefter:]
“Det her var en fejltagelse. Beklager, jeg bliver nødt til at løbe. Her er lidt penge til at dække min del af regningen. Hej.”
[Hvis det er restaurant-variaten: Mere tilbøjelig til at blive, jeg har svært ved at betragte min del af regningen som en ren sunk cost. Ser ingen grund til at lyve, vi er formodentligt allerede i gang med at spise. Kan lige så godt spise færdigt, og det ville være lidt for uhøfligt bare at ignorere hendes spørgsmål, selvom jeg ville være fristet. Siger derfor åbent:]
“Den slags gør jeg ikke så meget i. Jeg har ikke noget socialt netværk udover min nære familie, ingen venner eller bekendte jeg tilbringer tid sammen med. Det er kompliceret at forklare nærmere, og jeg har ikke meget lyst til at komme ind på den slags på nuværende tidspunkt, jeg kender dig jo næsten ikke…”
[Kort pause. Jeg håber alvorligt, at hun fanger vinket om, at det nok ikke er mit sociale liv, eller fraværet af samme samt årsagerne dertil, jeg har mest lyst til at snakke om. Kommer i tanke om at jeg ikke har svaret på anden halvdel af hendes spørgsmål, så jeg tilføjer:]
“Det er nogle år siden, jeg sidst har været til en ikke-familierelateret fest.”
[Mest for ikke at skulle blive ved med at svare på hendes spørgsmål, spørger jeg herefter:]
“Hvad med dig?”
Hende: “Vi er vist meget forskellige.”
[Hvor stor uddybning hun giver efterfølgende, afhænger betydeligt af hendes reaktion på mine svar. Sandsynligheden for, at hun ruller med øjnene, idet hun siger den første sætning af sit svar, er større end den var to eller fem minutter før. Der er en række forskellige forventede udfald her, nogle få af hvilke er: i) Hun smutter ud på toilettet for at "friske sig op", for efterfølgende at flygte ud af bagdøren, kældervinduet eller noget helt tredje. ii) Hun fokuserer meget på mine svar på hendes spørgsmål om social interaktion, og vælger at fokusere på dette fremadrettet. Måske tror hun simpelthen ikke på, at jeg "ikke har nogen venner", og kan derfor ikke lade være med at rette hele sit fokus på dette. Hvilket hurtigt vil give en meget ubehagelig situation for mig, og jeg vælger derfor formodentligt i mange af sådanne scenarier at gå min vej, med mindre hun forstår, at det ikke er et emne, jeg har spor lyst til at snakke om på den første date. Måske er hun i stedet tiltrukket af mænd, hun opfatter som skadede, ufuldendte o.l., og hun har en forestilling om, at hun kan "reparere" mig; så hun er interesseret netop i kraft af de forhold, jeg intet ønske har om at snakke mere om med en på nuværende tidspunkt fremmed kvinde. Igen vil en ubehagelig situation sandsynligvis opstå. Hvis jeg fanger den bagvedliggende motivation, vil jeg vælge at gå min vej, selvom hun er interesseret. iii) Hun tror på at mine svar er sandfærdige, men er ikke interesseret i mig som potentiel partner. Hun er i stedet interesseret i mig som sladderdispenser: Mine svar har i stedet for at skræmme hende væk i stedet tværtimod pirret hende, og gjort hende mere nysgerrig end før - vel at mærke nysgerrig på samme måde, som mennesker, der har bevidnet et større trafikuheld, og nu står på afstand og kigger på at falck-folkene skærer en person ud af en smadret personbil, er. I så fald fortsætter samtalen. I forbindelse med dette scenario er der flere sandsynlige forløb, ingen af hvilke jeg har meget lyst til at komme meget nærmere ind på her. Dog må det bemærkes, at det mest sandsynlige udfald er, at hun efterfølgende arbejder hårdt på at få mig til at snakke så meget som muligt, så hun kan fortælle det hele videre til sine veninder efterfølgende ('han var godt nok en sær snegl. Nu skal I bare høre...'). Hun har ingen interesse i at se mig igen. Hvis jeg fanger motivationen bag, vil jeg forlade det sociale arrrangement, men det er usandsynligt, at jeg vil, for jeg er ikke god til at sætte mig i andre menneskers sted. Så længe hun holder sig fra mine ligtorne, vil jeg formodentligt, hvis jeg først er begyndt at snakke om det gamle grækenland; Polgar's bog og -skakfilosofi; Beethovens sonater og hvilke pianister/indspilninger jeg holder mest af; eller noget helt fjerde (det mest sandsynlige ville være noget studierelateret), slet ikke opdage, at hele seancen er dybt meningsløs, og at jeg virkelig burde gå min vej lige nu. Dette scenarie kan sagtens udvikle sig videre til i), men behøver som sagt slet ikke gøre det.]

Jan (og andre af samme opfattelse), i hvilken verden er dating ‘sjovt’???

Efterårsferielæsning

i) Formel logik, af Stephen Read og Crispin Wright. Det er en introduktionsbog til formel logik, som formodentligt anvendes på filosofistudiet – jeg faldt over bogen i Stakbogladen. Har læst de første par kapitler, den er ok indtil videre. Det er ikke oplagt at citere fra den. Jeg har altid været lidt træt af, at jeg nærmest ingen undervisning har haft i dette emne på noget tidspunkt i mit liv (vi berørte nærmest end ikke overfladen i filosofi i gymnasiet), og det, at jeg nu læser denne bog, er en måde at råde lidt bod på dette forhold. Bogen havde formodentligt været en god støtte at have ved hånden, da jeg i sin tid læste Karl Poppers LoSD, især i forhold til de relativt tekniske appendixes, som jeg gerne skal indrømme, at jeg ikke læste i deres helhed.

ii) King Lear, af William Shakespeare. Har anskaffet mig en et-binds udgave af hans samlede værker på omtrent 1100 sider, og er startet ud der. Naturligvis på originalsproget. Har ikke læst ret meget endnu, i hvert fald ikke nok til at udtale mig nærmere på nuværende tidspunkt.

iii) Robin Lane Fox. Stadig et stykke vej endnu. Stadig spændende.

iv) 639 Essential Endgame Positions, af Eric Schiller. Jeg mangler seriøst noget slutspilsviden, og denne bog er et forsøg at rette lidt op på det forhold. Læser stadig Polgar ved siden af, er mere end 10% færdig nu (600 problemer løst); men den bog er, som jeg vurderer det, primært et redskab til bedring af de taktiske færdigheder. Ikke at den ikke også samtidig er et fremragende redskab til at.gøre dig langt bedre bekendt med de enkelte brikkers potentiale og styrker din generelle stillingsforståelse betydeligt, det gør den såmænd også. Jeg har læst relativt lidt ikke-netbaseret skakteori, men jeg tror nok, jeg på nuværende tidspunkt er nået et punkt, hvor det vil være kontraproduktivt ikke at sætte sig lidt grundigere ind i spillets mange facetter, hvis jeg ønsker at forbedre mit spil over tid, og det gælder vel nok især, pga. min spillestil og mit temperament, slutspilsniveauet. Der er kun så meget Fritz kan hjælpe med. Jeg har undret mig over Schiller’s opbygning af bogen, der er noget kontraintuitiv og også lidt irriterende (hvis man ønsker at evaluere afledte varianter i konkrete analyser, er man ofte nødt til at hoppe frem og tilbage i bogen for at gøre det). Tror langt fra, at det er den bedste bog om emnet, men den er et skridt på vejen, og jeg er allerede blevet præsenteret for flere grundlæggende ideer, jeg ikke kendte til, i forhold til konkrete slutspilspositioner.

Tvangsfjernelser

Omfattende ændringer af den gældende retspraksis er simpelthen nødvendige på dette område, og det kan kun gå for langsomt. Jeg vil ikke referere, læs hele anmeldelsen, men gør det kun, hvis du ikke lige har spist; jeg var lige ved at kaste op, da jeg læste den. Jeg troede Rorschach-tests var så diskrediterede, at ingen uddannet psykolog med respekt for sig selv kunne drømme om at gøre andet end gøre nar af de idioter og nutbags, der stadig anvender dem. Tilsyneladende er det almindelig standard at gøre brug af tests som disse i sager om tvangsfjernelser herhjemme, og psykologens ekspertudtalelse er ofte udslagsgivende for retssagens udfald. Hvis Peter Fergo’s beskrivelse af situationen er bare nogenlunde korrekt, hvad jeg ikke i udgangspunktet har nogen grund til at betvivle, så er det, der foregår i dag på dette område, simpelthen rablende sindssygt.

En stor tak til Ulla Lauridsen for at gøre mig opmærksom på disse forhold, der har ændret mit syn på tvangsfjernelsespraksis herhjemme ganske betydeligt.

Promoting the unknown, a continuing series

A few of Felix Blumenfeld‘s piano pieces. They are unfortunately not very well known. A shame, this is great stuff:

No, I’m not going to comment on the fact that Obama just got the Nobel Peace Prize

Wait, I guess I just did. Anyway…

My reaction is this: Just when you think that the people in the Nobel committee couldn’t possibly harm their own brand any more than they already have, just when you think they could never manage to somehow actually make the Peace Prize even more irrelevant and politicized than it already is – they prove you wrong!

An update on those approval ratings (…updated yet again, see postscript…)

(previous post here)

Here’s the link, via Glenn Reynolds. Dêmos and krátos indeed, just like the Greeks would have wanted it. No, wait…*

…

Update: Yes, I know that it’s not like the Danish numbers are significantly better…

…

*A postscript: I realize now that some people might have no clue as to what I was getting at in the original post – I sometimes, inadvertently, take perhaps somewhat unreasonably amounts of knowledge among my readers for granted, and this is probably a good example. For those of you who don’t know what I was getting at: In part, I was of course simply hinting to the greek ideal that the democratic process should yield results that are/were a close approximation of ‘the will of the people’. When most people actively disapprove of the people in charge, this ideal is, well, you get the picture… This part most people probably got. However, I also had in mind the practice of political ostracism, which was a key part of ancient Greek (Athenian) democracy for many decades. If a majority (…or more precisely; more than 6000 Athenian citizens, p. 95 in Fox) supported the decision to send off a(n often ‘prominent’/'influential’) citizen of Athens into exile, he’d be thrown out of the country (“polis”) for a decade, no matter who he was. Both my teacher in the subject of “oldtidskundskab” and my teacher of philosophy emphasized this practice in high school, so without thinking about it I considered it common knowledge in the post, even if it probably isn’t, even among readers who would happen to be reading a blog such as this one.

(To spell it out in full: The point of my remarks in the original post was that if many of the current US congressmen, perhaps including Obama, had been living in an ancient Greek democracy, they’d probably be on their way to Canada by now, because they’d been kicked out of the country by their subjects. Of course, if the US was in fact a Greek democracy, there’d actually be no elected political representatives – not to speak of powercrazed governmental leaders, whatever you might choose to call them – to begin with. Then again, if people like modern congressmen were about, roaming freely, this state of affairs would probably either have been the result of an anti-democratic coup, or a consequence of the fact that democracy had actually not yet spread to the area in question. If so, I’d say a combination of an angry mob, pitchforks and a few torches was a more likely scenario, given an ancient greek setting, than a boot in the ass and a trip to Canada. Either way, it would be a lot harder for these people to not realize just how unpopular and unwanted they really are/were).

The Classical World (1)

I’ve mentioned the book a few times by now, but I haven’t gone into much detail. What I wrote in the first post in which I mentioned the book is a good, if very short, summary of what the book is all about: Ancient Greece and ancient Rome, 900 years, ~ 700 pages . From Homer to Hadrian.

I’ve only read the first 200 pages or so, so this is just a somewhat preliminary account. Robin Lane Fox’s book is not flawless, but I like his style. He is not trying to (pretend that he is…) write (…/writing) a 100 percent objective account of the matters he describes; on the contrary he often emphasizes his own views and opinions, very openly starting sentences with the words ‘in my opinion‘. I find his openness and honesty refreshing. You will most likely disagree with him on a number of things – which is a good thing, because measured disagreement makes you think.

On a methodological level, I’d have liked some more economics, some trade estimates, some data in general, but I know full well that those are very hard to come by. And would be mostly pure guesswork anyway. That said, Fox’ account is not in any way excessively centered on a few great individuals, he rather also does try to also give us some insights into “life as an ordinary greek”, even if it is hard to know all that much for certain about them (as Fox ie. openly tells us in the book, even in fourth-century Athens, we have no first-hand surviving evidence of conversations between husband and wife (p.190)). The book’s composition is great, with chapters long enough to cover the specific subject in question, but short enough to never let you miss ‘the big picture’ – the average length is 10 (densely packed) pages or so, with relatively little variation. I read about 30 pages/hour, with a relatively high reading comprehension (and a lot of painting and writing in the book) – this is not a book where you can read 80 pages/hour, definitely not if you want to actually learn and remember something from it. The book’s chronology is, as you’d expect, relatively unbroken, and on the chapter level it has so far progressed linearly. The chapters also all assume that you’ve read the previous one(s) and I believe you’d miss out on a lot if you were to skip specific chapters. Stated another way: This is in my opinion a book you’re really supposed to read from the first to the last page.

Below follow a few quotes from the book:

1) …What he [Solon] did do was to ban the bad practice of creditors who demanded their debtor’s free person as security for his debts. Most of these debts would be small and short-term, but they brought the debtor the accompanying risk of default, real or alleged: there was no idea of ‘collateral’ and as the security (a person) was so much more valuable, it was tempting for a creditor to foreclose unjustly. Debts thus led to the unacceptable enslavement of one Athenian by another (p.65)

Notice the word bad in the beginning of this quote, as well as the words unjustly. Fox is not trying to be 100% objective, but in most cases it doesn’t matter all that much. Apropos what should happen to debtors who defaulted on their loans, which probably should be considered a question meriting at least some interest today, here’s the Roman version (p.120):

It was [...] a particular Roman precision to specify that a debtor who defaulted when owing debts to several people should be divided into pieces and distributed to each of his creditors.

From Rome’s Twelve Tables. Makes you think…

2) With two minor interruptions, this democracy persisted among the Athenians and evolved for more than a hundred and eighty years. In our terms, it was remarkably direct. It was not at all a ‘representative democracy’ which elected local representatives either to ‘represent’ their constituents or their own careers and prejudices. Its whole concern was to limit power-blocs or over-assertive cliques, to achieve fragmentation, not representation. (p.96, my emphasis)

3) For us, the most distinctive fact about the Athenian culture Herodotus visited is that it was a slave society. Some 55.000 adult male citizens owned some 80.000-120.000 other human beings, ‘objects’ whom they could buy and sell. These slaves (almost all non-Greeks) were central to the Athenians’ economy, working in the silver-mines (often down appallingly narrow tunnels) and also in agriculture where contemporary comedies present them to us as a normal part of quite modest Athenian families’ property. The prices of untrained slaves appear to have been low, because supply was abundant, from war or raids on barbarian Thrace or inland Asia Minor. [...] However, Herodotus would not have remarked unduly on this fact of life. Slaves were andrapoda, ‘man-footed beasts’; they were ubiquitous in the Greek communities into whom Herodotus enquired. He never queried the justice of this fact. (p.143)

4) In public, a married Athenian woman was still [~ 450 BC] only called ‘the wife of…’; to use her own name would imply that she was a prostitute. In the late 340s we find an Athenian orator reminding a citizen-jury that ‘we have “courtesans” [hetairai] for pleasure, prostitutes for everyday attention to our bodies and wives for the production of children legitimately and for being a trustworthy guardian of the contents of the household.’ [...] Those Athenian males who could afford all three types of woman would have agreed with the orator in question, while adding that in youth (and, perhaps, still), they had young boys for competitive pursuit, idealization and quick sexual pleasure without the risk of a baby. They never met an educated Athenian woman, because no women were taught in an Athenian school with the boys. (p.144-145)

Statsministerens åbningstale…

Læs den her, men kun hvis du er i godt humør og kan grine ad absurditeter i stedet for at blive vred og skuffet.

Det er vanskeligt at komme igennem den. Jeg kom faktisk ikke længere end til følgende passage:

For det første – og helt afgørende. Vi skal holde fast i en ansvarlig økonomisk politik hele vejen gennem krisen. Vi mødte krisen med en sund offentlig økonomi, fordi vi brugte de gode år til at afdrage gæld. Det udgangspunkt må vi ikke sætte over styr. Den regning, der skal betales, når stormen har lagt sig, må ikke blive ødelæggende stor.

Books and a game

The last week has been somewhat slow here. I don’t feel much like blogging at the moment, but I feel a bit bad about it when I don’t update regularly, so another chess game must be better than nothing. As always, follow the link – I was black.

My opening choice was a little, unorthodox, but he’d just played the Stonewall against me – and if you want to piss me off, that sure is a great way to do it, especially if you combine it with systematic and deliberate lag. I would never have played ie. 11.Bb6 if I hadn’t been angry – it was a deliberate sack, not a blunder, but never the less a dubious sack I wouldn’t have made otherwise – however pretty much every single move I make after that is on the Fritz short-list.

On a completely different note, I have now completed both of Pratchett’s books. Going Postal is the best of them, but both are well worth reading and if you like Going Postal, you’ll no doubt like Making Money too. Lane Fox’s book is great so far, but I still have a long way to go. I will probably bring a few quotes from the book in next couple of days, if I can find the time and motivate myself to do so (as always, I make no promises).