A game

I just played a 5 minute game against a Turkish player named Abdul Suleiman. I made one bad move, 21…Qa4?, because I at that time was pouring myself a cup of coffee while playing – and I am terrible at multitasking – but aside from that this was a good game against a reasonably strong player. A poor player would not have resigned quite so fast, even if the end position is completely lost for white and fritz gives it a -4.5 to -5 evalution. Watch it here.

36…Rd8 was incidentally not a good move either, but at that point the game was basically already over, so it didn’t matter all that much; however much stronger was 36…Ra4. If 37.Qd2 then …Rxa3 and white has nothing. If ie. 37.h4 then …Rd8, 38.Qd2 Qc5 and no matter what white does the knight is toast and the game is over.

Going Postal

…by Terry Pratchett is one of the books I’m currently reading.

You might not know this, but before J.K. Rowling entered the scene, Pratchett was for a long time one of the British authors of the day – he was the UK’s best selling author of the 90′es. More than 50 million books sold worldwide: There was – and is – a reason. Today he has Alzheimer’s, and he is unlikely to publish much more than he already has. If you don’t know Pratchett’s Discworld series, follow this link, then, if you think you might be the least bit interested, hurry on to amazon or some other online book store and place your order. It doesn’t much matter where you start; some characters are present in more books than one, but each book can easily be read individually without knowing much about the Discworld Universe in general and anyway wikipedia and/or other websites devoted to this purpose can help you out with the context.

In my previous post, I stated that Pratchett’s books were light reading. They are, and they are also very, very funny. If you don’t have to stop at least a dozen times during this book, because you are laughing out loud, then there’s something wrong with you. It’s a book about an immensely likeable fraud, thief, liar and con artist, who goes by the name of Moist von Lipwig (at least now he does) and who is in the beginning of the book presented with the simple choice: Certain death by execution or the job as head of the local Post Office. The local town, Ankh-Morpork, has a Assassins’ Guild, and in the book you encounter the word Vonallesvolkommenunverstandlichdasdaskeit, among others. It’s a crazy book, but and it’s great.

I am loath to pick out excerpts from this book, because no excerpt would do it justice, but I guess a few samples are in order. Here’s some of the stuff you’ll encounter:

Moist sighed. ‘Do you really think all this deters crime, Mr Trooper?’ he said.
‘Well, in the generality of things I’d say it’s hard to tell, given that it’s hard to find evidence of crimes not committed,’ said the hangman, giving the trapdoor a final rattle. ‘But in the specificality, sir, I’d say it’s very efficacious.
‘Meaning what?’ said Moist.
‘Meaning I’ve never seen someone up here more’n once, sir. Shall we go?’
There was a stir when they climbed up into the chilly morning air, followed by a few boos and even some applause. People were strange like that. Steal five dollars and you were a petty thief. Steal thousands of dollars and you were either a government or a hero.

…

That’s why it [magic] was left to wizards, who knew how to handle it safely. Not doing any magic at all was the chief task of wizards – not ‘not doing magic’ because they couldn’t do magic, but not doing magic when they could do and did not. Any ignorant fool can fail to turn someone else into a frog. You have to be clever to refrain from doing it when you know how easy it is.

…

He [Moist] liked Teemer and Spools. He liked the kind of business where you could actually speak to the man whose name was over the door; it meant it probably wasn’t run by crooks. And he liked the big, solid, unflappable workmen, recognizing in them all the things he knew he lacked, like steadfastness, solidarity and honesty. You couldn’t lie to a lathe or fool a hammer. They were good people, and quite unlike him …
One way in which they were quite unlike him was that none of them, right now, probably had wads of stolen paper stuffed into their jacket.
He really shouldn’t have done it, he really shouldn’t. It was just that Mr Spools was a kind and enthusiastic man and the desk had been covered with examples of his wonderful work, and when the perforation press was being made people had been bustling around and not really paying Moist much attention and he’d … tidied up. He couldn’t help himself. He was a crook. What did Vetinari expect?

…

She froze, staring over his shoulder. He saw her right hand scrabble frantically among the cutlery and grab a knife.
‘That bastard has just walked into the place!’, she hissed. ‘Reacher Gilt! I’ll just kill him and join you for the pudding…’
‘You can’t do that!’ hissed Moist.
‘Oh, why not?’
‘You’re using the wrong knife! That’s for the fish! You’ll get into trouble!’

…

No, it’s not Shakespeare. But it is highly recommended if you like some really funny and fast-paced fantasy.

Federal regulation of the American health care system

This paper, from the mercatus center at GMU by Don King, gives you the highlights. I haven’t read it yet, but if you want to know more about this subject, I doubt this is a bad place to start.

The law of one price breakdown – Wallmart edition

failblog.

A few ways to explain this:

a) It’s an attempt to estimate demand elasticity: Start out with several sets of equal size but priced differently, mix them all together, then after a while stop the project and see how many of the relatively expensive ones are left – and start drawing.
b) Price discrimination. A lot of different prices, busy people don’t have time to find the cheapest version.
c) The products are not homogenous – the expensive ones have more added features than the cheapest ones, like commentary and a ‘behind the scenes’ section.
d) Somebody screwed up.

My vote is for option d)*, and I consider a) far more likely than b). I find c) extremely unlikely as all DVD’s look exactly the same. The producers of the expensive versions of the DVD have a huge incentive to choose a different packaging and metaphorically shout their added extra features from the rooftops, especially if we’re talking a price differential of 50%, so the fact that all DVD’s as far as I can see look the same makes this possibility very unlikely. However, if there’s more to the DVD’s than what meets the eye, I will not rule out a combination of b and c: The “different shelf, different price” phenomenon is not all that uncommon. Other likely explanations that are not subsets of d)?

Of course some people might argue that it’s not really a breakdown of TLOOP for different reasons than c): “The products are not homogenous – the very fact that I’ve paid more for my version than you have makes my DVD a better (/quality) DVD than yours.” Some people actually “reason” along these lines on a regular basis.

…

*was – past tense. Some commenters have noted that the products probably have been collected from different shelves quite far apart by the photographer. In my original post I implicitly assumed that the products were on display the way they were photographed, all lumped together, which made it very difficult for me to find any sensible explanation. However, if the products come from different shelves in a very big store like Walmart, I’d have to go for a combination of b and c, even if the boxes look the same as far as we can tell from the photo.

A few numbers

Some numbers from realclearpolitics:

“Congressional job approval”:
26.8 percent approve.
64.0 percent disapprove.

Let me just spell that one out for those of you with poor math skills: Almost 2 out of 3 Americans disapprove of the work their own elected representatives do.

“Direction of country”:
38.6 percent “right direction”.
53.8 percent: “wrong track”.

The president’s approval rating is still above 50 percent (52.5 vs 40.7). Within the last 9 months, the amount of people who disapprove of Obama has more than doubled – see the previous link.

Stalinismens fascination (2)

Min første post om bogen med introduktion m.v. kan du læse her. Jeg vil bruge samme citatteknik som jeg benyttede i første post.

1) På hver station stod der en gruppe lasede bønder og falbød ikoner og lærred til gengæld for et stykke brød. Kvinderne løftede børn op til kupévinduerne – ynkelige og skrækindjagende småbørn med lemmer som pinde, oppustede maver og store, gribbelignende hoveder, der rokkede frem og tilbage på de tynde halse. Jeg var uventet kommet lige ind i kulminationen af hungersnøden i 1932-33, som havde affolket hele distrikter og krævet adskillige millioner ofre. Nu bliver dens hærgen officielt indrømmet, men den gang blev den holdt hemmelig for verden. Optrinene på jernbanestationerne langs hele vores rejse gav mig en anelse om katastrofen, men ingen forståelse af dens årsager og omfang. … Jeg reagerede mod realitetens brutale anslag mod illusionen på en måde, der er typisk for den blindt troende. Jeg blev overrasket og forvirret, men min partiopdragelses elastiske stødpuder begyndte straks at træde i funktion. Jeg havde øjne at se med og en sjæl, der var indstillet på at bortforklare, hvad de så. Denne “indre censur” er mere pålidelig og virkningsfuld end nogen officiel censur. (s.75-76)

Arthur Koestler, om en togrejse fra Moskva gennem de hungerramte områder. Her er et udpluk fra den danske kommunist Kaj Moltke’s egen beretning om, hvad han så på hans tur gennem de samme områder (fra Krigen købt på afbetaling, 1946):

I foråret og sommeren 1933 var bladene herhjemme fulde af rædselsberetninger af tysk oprindelse om “hungersnøden” i Ukraines østlige distrikter og i Nordkaukasus. Jeg var i denne periode på rejse fra Moskva til den grusiske republik syd for Kaukasus gennem de “hungersramte” distrikter. Jeg så ganske vist ikke, hvordan “udsultede mennesker styrtede om på gaden af hunger”, men undrede mig unægtelig – efter at have indsuget dansk borgerlig og socialdemokratisk presses visdom i Moskva – over at se hvordan trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende. (s.75)

…

2) De [PH] mener imidlertid, at revolutionen er endt i tyranni og diktatur. Jeg mener nej. Det begyndte som et hårdhændet socialistisk diktatur, der varede til omkring 1936, da Sovjetunionen fik sin nye forfatning. På det tidspunkt var landbruget kollektiviseret, industrien stablet på benene, sabotagen slået ned, oplysningen i befolkningen steget stærkt og forudsætningen for et demokrati altså skabt. Forfatningen af 1936 viser, så vidt jeg kan se, netop at lederne ikke har glemt det socialistiske grundlag, revolutionen startede på. Sovjetborgeren har økonomisk frihed, han udbyttes ikke af nogen, han har lighed for loven og er værnet mod politiovergreb efter næsten samme regler som vi i vor grundlov, retsplejen er offentlig osv. Der er pædagogisk og kulturelt demokrati – langt mere gennemført end i Vesteuropa, lige adgang til stillinger for alle, både mænd og kvinder, ikke blot på papiret, sociallovgivningen er fortrinlig, og der hersker trosfrihed … Staten er folket. Det skal man holde fast for at forstå Sovjetdemokratiets demokratiske struktur. (s.82-83)

Historieprofessor og formand for Dansk-Russisk Samvirke Albert Olsen, fra en debat med Poul Henningsen (PH i teksten) i Danmarks Radio, 1947. Bemærk i øvrigt her, hvordan en hardcore kommunist dengang implicit fortalte en historie om, at det var Lenin der var hård i filten, og Stalin der var et blødt krammedyr, i hvert fald efter at tvangskollektiviseringen og alt det der var overstået. Den historie blev vendt på hovedet bare et årti senere, og derefter holdt man ved den til muren faldt (se eksempelvis her).

…

3) Professor Mogens Fog fandt det, efter en delegationsrejse i 1950, bl.a. “værd at fastslå, at der ikke i Sovjetunionen eksisterer censur over for bøger, presse og kunst. Enhver kan få offentliggjort, hvad han vil, hvis redaktionerne og bladforlagene vil tage det. Dette forhold og dets begrænsninger er ikke anderledes end her i landet“. (s.84)

…

4) Kunstnernes motiver er lykkeligt familieliv, landlig idyl, kærlighed, musik ude i naturen, mad, arbejde, frugtbare marker, jerngrå rygende fabrikker, højovne, stærke og smukke arbejdere, romantik om den røde hær og grænseforsvaret, erindringer fra Borgerkrigen, Stalin, Lenin, Vorosjilov. Men dog først og sidst et simpelt sundt liv, som et Eden uden slange: glade og velnærede børn, yndigt familieliv, mere afgrøde, flere piger, syngende bolsjevikpiger i rødt, den bedstbegavede skolepige, malkepiger, ungdomsfriske og buttede kolkhospiger i lyserødt, gult og solbrunt, klassisk ansigtsskønhed, billedet varmt af sol, forår og sommer over tilværelsen… (s.99, min fremhævning)

Halldor Laxness’ beskrivelse af sine indtryk fra en maleriudstilling i Kiev i 30′erne, med titlen Det blomstrende Ukraine – Det russiske Æventyr (1939), s.200. Her er et eksempel på den kunst Laxness beskriver:

Som Bent Jensen bemærker, var det paradoksalt nok på dette tidspunkt helt almindeligt for venstrefløjen at kritisere den nazi-tyske kunst, der i store træk producerede den samme slags nationalromantiske bras (mine ord) som russerne, af præcis samme årsager; hvis man som kunstner producerede andet, risikerede man at miste sit levebrød og/eller ryge i kz-lejr.

5) “… Pointen er imidlertid, at Sovjetunionen, trods sin utvivlsomme militære styrke, ikke har anvendt sin hær til aggression, ikke har agiteret for præventiv-krig og ikke har søgt angrebsbaser fjernt fra sine egne grænser, men tværtimod såvel indenlands som udenlands udfolder en omfattende fredspropaganda og fører en udpræget fredspolitik … Og samtidig viser det – vel for første gang i verdenshistorien – at en stormagt meget vel kan være stærk, samtidig med at være fredelig – netop hvad man kunne forvente af en socialistisk stormagt i modsætning til en kapitalistisk.” (s.134 – BJ’s fremhævninger, som med overvejende sandsynlighed alle stammer fra originalen)

Professor Jørgen Jørgensen, “Indtryk og fakta fra en rejse i Sovjetunionen”, Sovjetunionen i dag, september 1951. Det sovjetiske militær havde ganske vist uprovokeret angrebet lande som Finland og Polen, og havde udøvet afgørende indflydelse på indlemmelsen af samtlige sovjetiske satellitstater i Øst- og Centraleuropa i USSR, men hvis man nu ser bort fra den slags detaljer… I forhold til den sidste sætning kunne man så også omtale Kina og Nordkorea’s angreb på Sydkorea året før, en kommunistisk initieret erobringskrig som stadig var i fuld gang da Jørgensen skrev sin kommentar.

Mental health break…

Some beautiful pictures.

I usually employ auditory stimuli when I want to relax, but sometimes visual stimuli work just as well. Click the pictures to watch them in a higher resolution. Here’s the link:

…

…

…

…

…

…

…

…

Paleoanthropology to the People!

That is what Razib Khan and professor John Hawks have called their discussion about paleoanthropology which is available here.

As I read Grahame Clark not long ago, I could follow most of the discussion relatively easily. I found it very interesting; Razib asked – and Hawks answered – quite a few of the questions I have been asking myself when reading about this subject previously.

In order for you to understand all of it, the diavlog requires that you know a bit about this subject already, but even if you don’t, this is an interesting short treatment of (some aspects of) the evolutionary history of the hominids.

Eksportsubsidier

a) …gavner de virksomheder, som modtager subsidierne, samt de udenlandske forbrugere, der får billigere varer.
b) …skader de danske skatteydere, som betaler for, at tyskere og svenskere kan købe billigere danske varer.

Regeringen har besluttet sig for, at alle danske skatteydere skal betale højere skatter, så nogle tusinde ansatte i eksporterhvervene kan få nogle flere penge, som de så de kan bruge til at sælge deres varer billigere i udlandet (/eller sælge varerne til samme pris og øge lønningerne/eller et stykke tid endnu fastholde lønningerne på et niveau, der ikke er konkurrencedygtigt, og fortsat oppebære en uholdbart høj produktion – men den slags siger man jo ikke højt…).

Regeringen og DF har ved samme lejlighed også besluttet sig for, at den ved bedre end den finansielle sektor, hvilke virksomheder der er kreditværdige, og at det bør være lettere for små og mellemstore virksomheder at låne penge, end det er i dag. Så der er sat en hel del millioner af til lån til virksomheder, der måske ikke er i helt god nok stand til at låne penge af bankerne – en rigtig god ide, helt sikkert da! Partierne har tillige besluttet sig for, at de vil gamble en halv milliard af skatteydernes penge på markedet for risikovillig kapital til nye virksomheder (de kalder det jo så noget andet, men…).

God borgerlig politik. I hvert fald hvis man er ansat i eksporterhvervene, eller gerne vil til at starte ny virksomhed. Organisationen Dansk Erhverv’s formand er dog ikke tilfreds:

De fleste økonomer er jo enige om, at der bør bruges mere krudt på området. Der skal selvfølgelig altid findes en balance, men denne erhvervspakke har været for mange gange igennem den politiske salamimaskine, og nu er der kun småting tilbage til virksomhederne, siger adm. direktør Jens Klarskov, Dansk Erhverv.

Jeg er ifølge Jens Klarskov uenig med “de fleste økonomer”. De fleste økonomer mener altså ifølge Jens Klarskov, at de danske skatteydere skal finansiere små danske virksomheders eksporteventyr i udlandet? At det er bedre, at danske virksomheder sælger varer til udlandet, end det er, at de sælger varer til danskerne, og at de små virksomheder, der sælger meget til udlandet derfor skal belønnes for det af de danske politikere? At det frie marked ikke rigtigt bør gælde små eksportvirksomheder, som selvfølgelig skal have politisk hjælp, fordi vi er så glade for dem (eller hvad grunden nu måtte være…)?

Jeg håber, han tager fejl, og jeg kan slet ikke genkende det billede. Jeg kender ikke mange økonomer, der er vilde med ideen om at skulle af med 1000 kroner ekstra i skatter og afgifter hvert år, for at sikre at danske landmænd kan sælge mere/billigere smør til englænderne.

Weird!

There are actually people alive who I consider weirder than myself. Here are a couple of them:

No, there shouldn’t be a law and I am not at all morally outraged or anything. Anyway, if it was possible to buy a Cameron (no wait, not a Cameron – I’d want the Cameron; and tweak the source code so that “her” new “John Connor” was “US”!) and I had enough money, I’d probably do it tomorrow – no, she’s not a sex doll, but many people would probably consider it much the same thing anyway (they’d be wrong of course!). But still, this is just so…

…

Update: It seems that the poster behind the youtube video I posted has disabled the ability to embed the video, so that you can’t watch the video here: If you want to watch it, you have to doubleclick the youtube icon to get to the video, or you can click this link. Also, while we’re at it, how can I not link to this comic?

Stalinismens fascination (1)

At læse intellektuelle stalinisters vidnesbyrd om Stalins forjættede rige i 1930′erne, 1940′erne og 1950′erne er som at blive ført ind i en troldeskov, hvor alt er forvredet, og hvor alle ting har fået forkerte navne. Hvor fred kaldes krig og krig kaldes fred. Hvor massemord og dødslejre omtales som socialistisk humanisme, og hvor omvendt liberale og socialdemokratiske retsstater kaldes fascisme. Hvor ensretning og terror kaldes ytringsfrihed og politisk demokrati, mens ytringsfrihed og politisk demokrati kaldes ensretning og terror.

Således skriver Bent Jensen i indledningen til bogen, og disse bemærkninger er ganske dækkende.

Posten, og givetvis også de følgende posts om emnet, jeg vil næppe lade denne være den sidste af slagsen, vil bestå af en blanding af direkte citater af det stalinistiske heppekor herhjemme som gengivet af BJ, og så en række løse facts og spredte observationer, som jeg fandt interessante under læsningen. Jeg vil nu og da kommentere lidt på de udvalgte citater, eftersom jeg formoder ikke alle læsere er lige godt inde i dette emne, og nogle supplerende observationer nogle steder derfor vil være hensigtsmæssige for at få en kontekst at sætte citaterne ind i. Kommentarer vil være med almindelig skrift, og vil, hvis der er flere af slagsen til samme citat, evt. være opstillet på punktform med romerske bogstaver. Citater fra bogen vil alle være gengivet i kursiv. Den udgave af bogen, jeg sidder med lige nu, er 3. oplag, og jeg ved af gode grunde ikke om de sidetalsangivelser, jeg har angivet i posten, nogle steder vil afvige herfra, hvis man selv har en anden udgave af bogen, men jeg betragter det som sandsynligt. Jeg skrev i posten i går, at jeg var påbegyndt de tre-fire nævnte bøger. Det var for så vidt korrekt, men ikke fyldestgørende: Jeg har ganske vist påbegyndt Stalinismens fascination, men jeg har altså også afsluttet den, og det er reelt ved at være et stykke tid siden. Posten er derfor i vidt omfang blot en repostering af materiale, jeg selv har fremhævet under læsningen (jeg ææelsker at klatte mine bøger til med gule overstregningspenne!), samt eventuelle noter tilføjet i marginen (disse er dog udvidet noget i posten). Jeg har trådt helt udenom kapitlet “Hvad vidste man – hvad kunne man vide?” i min behandling af bogen, for a) dette kapitel bør du selv læse i sin helhed, og b) jeg mener ikke, jeg kan tillade mig at citere alle relevante passager fra denne del af bogen. Men lad det være sagt, at hvis man på daværende tidspunkt ville vide noget om, hvordan det virkelige Rusland så ud under Stalin, så var der muligheder nok, hvis man gik til opgaven med et åbent sind, for at finde ud af, at billedet var mere blodrødt end rosenrødt. Det var de indledende bemærkninger:

1) forbruget af kød, flæsk og fjerkræ var i 1932 kun en trediedel af, hvad det havde været i 1928 [...] Statistikkerne for 1933 fortæller historien: mens kornhøsten var fem millioner tons mindre end i 1928, var de statslige forsyninger blevet fordoblet. (s.14-15)

i) Det første tal gælder for situationen i byerne, ikke på landet, og som BJ også er inde på, var det på landet der døde flest. Tallet er, bør man gøre sig klart, ikke nogen god indikator for den samlede fødevareproduktion, som slet ikke faldt helt så meget, men det fortæller alligevel noget om, hvor alvorlig situationen var. Kød koster mere pr. kalorie end hvede og andre vegetabilske fødevarer, så når fødevareproduktionen falder, er det naturligt, at forbruget af kød/flæsk m.m. rammes relativt hårdt – de samme mekanismer vil sandsynligvis i mindre omfang kunne iagttages den dag i dag i fattige provinser i det vestlige Kina eller de underudviklede regioner af bagindien. Folk skar grundlæggende kødet væk fra menuen og brugte de sparede midler til at købe mere hvede, så de i det mindste kunne gøre sig lidt håb om at få kalorier nok til at overleve vinteren – og det gjorde de på trods af, at prisen på hvede også var steget dramatisk. I forhold til dyrehold mv. er der især to ting, der også er væsentlige at gøre sig klart: a) At have mange dyr i udgangspunktet øgede ikke overlevelsesmulighederne, tværtimod. Folk med selv små dyrehold blev kategoriseret som kulakker, udsat for massive konfiskatoriske skatter, som de umuligt kunne betale, og deres ejendomme eksproprieret og indlemmet i kolkhozerne. Tusindvis af dem blev deporteret og døde efterfølgende af sult. Som altid kan Conquest anbefales i denne sammenhæng; hans estimat for antallet af ofre er for højt, men bogen indeholder mange gode detaljer og den gør på fremragende vis klart, hvilken situation bl.a./primært ukrainske bønder befandt sig i i starten af 1930′erne. b) Eftersom mange dyr simpelthen døde af sult under hungersnøden (hvilket indebar højere kødproduktion og -salg på kort sigt), var situationen endog værre, end hvis man blot sammenlignede situationen i de to år uden at have denne effekt i baghovedet. Når hestene døde af sult lokalt betød det også, at det følgende års høst ville blive katastrofal, for i tiden før traktoren var hestene uundværlige for landbefolkningen til transport, pløjning, tærskning osv.
ii) De to citerede passager herover er i sig selv citater Bent Jensen har fremhævet fra Stephen Cohen’s værk Bukharin and the Bolshevik Revolution, og der angives ingen kilder i Bent Jensen’s værk som dækker de pågældende tal. Dette er væsentligt især i forhold til den sidste halvdel af citatet, for her er det svært, uden at vide hvor tallene kommer fra, at vide, hvor meget man kan bruge dem til. Det er altid risikabelt at bruge officielle tal fra autoritære regimer som Stalins, for ofte var der tale om “politiske tal”, hvor politiske overvejelser havde haft større indflydelse på, hvordan tallene i sidste ende kom til at se ud, end hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Jeg mener det vil komme for vidt at gå mere i detaljer her, især fordi det i forvejen er uklart, hvilke tal der reelt er tale om, men gør dig selv klart, at tal som disse aldrig ukritisk kan tages for pålydende, og at man altid bør holde sig for øje, hvor den slags data kommer fra. At arbejde ud fra den formodning at officielle sovjetiske høstresultater og produktionstal er sandfærdige, giver lige så meget mening, som det gør at arbejde ud fra den formodning, at Joseph Goebbels udtalelser var sandfærdige og korrekte, mens han besad posten som Nazitysklands propagandaminister.
iii) I sig selv burde dette måske udgøre et selvstændigt punkt i fremstilligen, men givet at emnet er behandlet ekstensivt allerede i kommentarerne herover, fandt jeg det hensigtsmæssigt her at indskyde endnu et citat fra bogen, som er at finde blot få sider længere fremme, og som for så vidt meget godt dækker landbrugsproduktionens udvikling også i det årti, der fulgte: Der blev produceret mindre korn i gennemsnit pr. år i 1930′erne end i 1913. (s.18).

…

2) “et frit land, hvor livet er let at leve“. (s.43)

Peter P. Rohde og Elias Bredsdorff beskrivelse af Rusland, efter deres “pilgrimsfærd” (som BJ kalder det) i 1935.

“Vi orkede ikke at spise al den mad, man tiltænkte os.”

Hans Scherfig, efter en “pilgrimsfærd” i 1950.

…

3) Revolutionen i Rusland er indledningen til en hel ny menneskehedens æra; … Planøkonomiens sejr betyder et mægtigt kulturelt fremstød. Den vil blive udgangspunktet for en ny lysende epoke i menneskehedens udviklingshistorie. (s.55)

Martin Andersen Nexø, Sovjet i Dag, 1936. Bemærk årstallet! Nexø skrev dette blot få år efter den på daværende tidspunkt største menneskeskabte hunger-katastrofe i hele verden i det 20. århundrede, som kostede millioner af menneskeliv og som Stalin havde på samvittigheden, og han skrev det samme år som Jesjov blev leder af NKVD, manden som over de næste to år i samarbejde med Stalin fik op mod 700.000 mennesker skudt. Og Nexø var langt fra alene med sådanne vurderinger på det tidspunkt, herunder følger forfatteren Harald Herdal’s karakteristik af Sovjetunionen fra samme udgivelse (også s.55):
“For et fremskridtsbetonet menneske, der har i behold sin tro på muligheden af betydeligt bedre samfundsforhold end de, der hersker her i landet, er Sovjetunionen lyspunktet, det eneste land at se hen til for at få bekræftet, at ikke al menneskelighed er gået til grunde med den kapitalistiske menneskeødelæggende verdens langsomme og grusomme forfald. [...] Sovjetunionens skabelse og eksistens er dog det største, det frugtbareste, der er sket i vor levetid, i dette århundrede! Lyspunktet for fremskridt, fornuft og menneskeværdige kår!”

…

4) “Enhver, som tror på en fremtid for verden baseret på socialismen, (må) nære det håb, at flere kan se, hvorledes den fungerer overført til virkeligheden. Det er nemlig hovedresultatet for mit vedkommende: Ikke alene en bekræftelse af, at socialismen er mulig, men et stærkere indtryk end forud af, at den kan skabe lykkelige og menneskelige kår.” (s.56)

Mogens Fog, Frit Danmark, juni 1950. Året før, jf. Kommunismens Sorte Bog, kapitel 13, mellem marts og maj, havde Stalin deporteret 95.000 baltere til Sibirien; i juni samme år blev endvidere 57.680 grækere, armenere og tyrker deporteret fra Sortehavskysten til Kasakhstan og Altaj – og d. 17 februar 1950 gjorde en rapport fra Kruglov til Stalin klart, at 94.792 moldaver var blevet deporteret. I 1950 var der stadig mere eller mindre åben borgerkrig i det vestlige Ukraine, hvor partisaner kæmpede imod den røde hær, og antallet af mennesker som befandt sig i Gulags lejre i Sibirien var på den anden side af 2 millioner, formentligt nærmere 2,5 millioner (tallet var 2,7 millioner i 1953). Lige så mange mennesker levede på den anden side af pigtråden en kummerlig tilværelse som tvangsforflyttede. “Lykkelige og menneskelige kår”?

…

5) En eftermiddag er vi i en kulturpark … Mange af de unge mænd og børnene er omtrent nøgne, og det er en fornøjelse at se på deres kraftige, brune, sportstrænede legemer … De har en del bolde, som de kaster til hinanden med hænderne … Snart er vi med i spillet, og vi føler os som glade mennesker af én stor familie … Da vi går, følger de os til bilerne, og inden vi kører, synger de Internationale. En af dem, som åbenbart har prøvet det før, står iblandt dem og dirigerer, og sangen lyder kraftigt og festligt … Jo længere tid, jeg er imellem dette folk, des mere føler jeg mig hørende sammen med dem, og des lykkeligere er jeg. Jo, det er rigtigt, det må være rigtigt, hvad mit instinkt mere end min forstand har sagt mig, at her er det grundlag, hvorpå fremtiden skal bygges … (s. 60, min fremhævning).

Fra en rejsebeskrivelse af Kathrine Kamstrup-Jakobsen, Sovjet i Dag, 1935, nr. 12.

…

6) “Et land, hvor folket ikke mere har nogen fjender inden for dets grænser, og er uovervindelige udefra, hvor menneskene lever i enighed og broderskab, uden at noget menneske er en andens slave eller herre, denne hvide steppe med sine venlige menneskeboliger under månens og stjernernes skær, den er fredens sindbillede. Der findes ikke større fred på jorden end den, som den russiske natur og det russiske menneske gemmer i deres dybder.” (s.64)

Et uddrag af Det russiske Æventyr, s. 182, af Halldor Laxness – en mand som i øvrigt nogle årtier senere var blevet klogere. Erindringen er fra en togtur i 1937, hvor Laxness rejste fra Moskva og sydpå over de russiske stepper. I 1937-38 blev 681.692 mennesker (sandsynligvis mange flere, men disse ofre er indiskutable) henrettet under Den Store Terror. Dette er foruden de tusinder, der omkom i Gulags arbejdslejre. “Enighed og broderskab”, “uden at noget menneske er en andens slave eller herre”?

…

7) Industrien udvikler sig i rivende tempo, … byggeriet udvikler sig i et tempo, der i løbet af få år vil sikre en overflod af boliger og bygninger til alle formål. Den omlægning og rationalisering af kollektivbrugene, som er i gang, skovplanen og fuldførelsen af de her omtalte kæmpeprojekter vil garantere en sådan landbrugsproduktion, at alle ernæringsmæssige og beklædningsmæssige problemer vil forsvinde. Disse kendte faktorer vil gøre Sovjetunionen til verdens rigeste land, men dertil kommer faktorer, der vil virke i samme retning, faktorer som vi ikke kender nærmere om i øjeblikket, men som vi kan vente at komme til at høre om i den nærmeste fremtid: virkeliggørelsen af den sibiriske flodplan og atomenergiens fredelige udnyttelse til elektricitetsfremstilling.
Det er ikke mundsvejr, når man i Sovjetunionen taler om den nuværende periode som en overgangsperiode mellem socialismen og kommunismen, men en nøgtern karakteristik af de økonomiske kendsgerninger. Om 10-15 år vil denne periode være afsluttet, og kommunismen, hvor enhver kan få efter sit behov, sat på dagsordenen. Kapitalismen vil også teknisk tage sig ud som en primitiv og barbarisk samfundsform. (s.69, BJ’s fremhævelser).

William Saxtorp, i Sovjetunionen i Dag, december 1950.

What I’m reading…

Not a lot at the moment, that I must admit, but I have begun:

1) The Classical World, by Robin Lane Fox. Ancient Greece and ancient Rome, 900 years, ~ 700 pages. My little brother bought it some time ago. After he’d bought it, he soon realised that he would fall asleep every time he’d open the book within just a few minutes. When we last met, he thus of course did what any considerate brother would do: He asked his older brother if he’d like to give the book a go! No, he wasn’t being sarcastic, he just knows me reasonably well. Of course I said yes right away… Some 60 pages later, I haven’t regretted this decision, it’s very interesting.

2) Going Postal, by Terry Pratchett. It’s from 2004, so it’s very new by my standards. It is however also a) part of the Discworld Series (which I’ve read a couple of books from before a long time ago) and b) it also comes highly recommended by my little brother – who more often than not get’s it just right when he recommends books to me (he was ie. the one who originally coaxed me into reading Heller); so of course I had to give it a go! The P=0 was an important argument in favor of the book too. The same goes for Making Money, which I intend to read after having completed GP. They are light reading, 100 percent entertainment, for the times where I can’t be bothered to do something a little bit more serious. I intend to start reading my first bit of Shakespeare before the end of the year so no, I don’t necessarily think I’m going soft on my old days.

3) Stalinismen’s fascination, by Bent Jensen. I’ve been meaning to write something about this book for a while now, but somehow I never got around to actually do it. I’ll see if I can’t put together at least one post by the end of the weekend.

Et par studier eller fem (eller elleve)

Herunder følger en række studier jeg enten har kigget nærmere på inden for de sidste par måneder, eller der som minimum har fanget min interesse i en sådan grad, at jeg har gemt et link til dem, med henblik på at læse dem på et senere tidspunkt. Jeg vil formodentligt indkorporere dem og resultaterne i mine to store posts om diabetes (som du kan læse her og her), men har ikke rigtigt fundet tid til det endnu:

1) Mortality from heart disease in a cohort of 23,000 patients with insulin-treated diabetes. Undersøgelsen er fra England, og er baseret på et meget omfattende kohort-studie af britiske type 1 diabetikere, der desværre ikke synes at være frit tilgængeligt online.

2) Mortality Trends in Type 1 Diabetes – The Allegheny County (Pennsylvania) Registry 1965–1999

Jeg har ledt noget efter sådanne studier, og har kunnet konstatere – som det også fremgår af de studier, der rent faktisk er foretaget – at der er lavet meget få undersøgelser specifikt af unge type 1 diabetikeres mortalitet i et fremadrettet perspektiv, som undersøger patienterne i udgangspunktet og så i øvrigt også følger dem over tidsintervaller lange nok til at få nogle resultater, der faktisk kan bruges til noget. Dette studie er et af dem, og det følger amerikanske diabetikere fra Pennsylvania over 3 årtier.

2a) Long-Term Mortality and Incidence of Renal Dialysis and Transplantation in Type 1 Diabetes Mellitus. Dette er et andet af de få studier, der har kigget nærmere på type 1 diabetikeres mortalitet på langt sigt – dette studie følger østrigske patienter fra Lainz Hospital, Wien, over to årtier, med særlig fokus på udviklingen af nyrekomplikationer blandt patienterne.

2b) Long-term mortality in a nationwide cohort of childhood-onset type 1 diabetic patients in Norway. Studiet er det nyeste af sin art, jeg har kunnet finde (fra 2006), og det inkluderer alle norske type 1 diabetikere diagnosticeret inden deres 15. leveår i perioden fra 1973-82 (n=1906). Norsk og dansk diabetesbehandling er, i hvert fald i et internationalt perspektiv, relativt ens, så det er formodentligt, i kraft af kombinationen af dette forhold og undersøgelsens alder, det nærmeste man som dansk diabetiker kommer en samlet opgørelse over disse variable, der med nogen varsomhed kan overføres til danske forhold i et relativt nutidigt perspektiv.

2c) Mortality of patients with childhood onset (0-17 years) Type 1 diabetes in Israel: a population-based study*. Dette er, som du nok kan gætte, et fjerde af den slags mortalitetsstudier, der her omfatter israelske diabetikere. Samtlige israelske diabetikere diagnosticeret inden 18. leveår i perioden fra 1965 og frem til 1993 er inddraget i studiet, og dødsårsagerne søgt klarlagt.

2d) Long-Term Mortality in Nationwide Cohorts of Childhood-Onset Type 1 Diabetes in Japan and Finland. Dette er et sammenligneligt studie, der sammenligner dødeligheden for type 1 diabetikere diagnosticeret i barndommen i Finland og Japan over en årrække. Det er et omfattende studie med n ~ 7000. Finland er det land i verden med den højeste incidens af type 1 diabetes, og Japans incidens er til gengæld meget lav i en international sammenhæng, så på den måde er det bestemt ikke kun de forskellige sundhedssystemer, der har medvirket til at forårsage den markante forskel i prognosen for patienterne i de to lande, som dette studie finder (hvis en læge kun sjældent ser en bestemt sygdom blandt patienterne, er han eller hun alt andet lige mindre tilbøjelig til at mistænke den pågældende sygdom for at ligge bag symptomerne, og det tager længere tid at stille diagnose. For en diabetiker der indlægges med ketoacidose kan denne forlængede diagnoseperiode koste patienten livet. Der er også learning curve effekter. Og så videre…). Hvor stor forskellen var mellem to industrialiserede og moderne samfunds patienters prognose, var for mig meget overraskende.

3) HDL Composition Predicts New-Onset Cardiovascular Disease in Patients With Type 1 Diabetes. For så vidt er det bare en kort rapport på et par sider, men den er alligevel interessant, for selvom jeg godt kendte lidt til dyslipidæmis betydning for risikoen for kardiovaskulære events, har jeg på ingen måde sat mig nærmere ind i detaljerne.

4) Weight Loss in Type 2 Diabetic Patients. For at gøre en lang historie kort: Diabetikere har vanskeligere ved at tabe sig end ikke-diabetikere. Det er ikke noget nyt resultat, men det er et væsentligt forhold, jeg ikke har været inde på i min oprindelige artikel om type 1 og type 2 diabetes. Hvis du venter med at tabe dig, til du har fået dit første hjerteanfald som følge af type 2 diabetes, så får du pokkers svært ved at tabe dig efterfølgende – det er faktisk meget lettere at opnå et varigt vægttab, hvis du starter ud før du mere eller mindre har ødelagt din krop med fed mad og fysisk inaktivitet gennem mange år. Ja, jeg lyder frelst, men læs min artikel om de diabetiske senkomplikationer i sin helhed, før du dømmer mig. Og husk så på, at artiklen ikke er færdig endnu, og derfor stadig mangler at dække flere yderst væsentlige komplikationer i detaljer.

5) Reliability of causes of death in persons with Type I diabetes. Løst relateret til studierne 2-2d er dette et tysk studie fra 2002, der har kigget nærmere på dødsfald blandt type 1 diabetikere, og sammenlignet resultaterne af et undersøgelsespanels konklusioner med de udstedte dødsattester. Grundlæggende finder studiet, at diabetes som primær- og sekundær dødsårsag er underrapporteret i dødsattesterne blandt type 1 diabetikere, eller sagt på en anden måde; at type 1 diabetes koster flere leveår/liv end vi vil kunne læse ud af statistikkerne, hvis disse er baseret på de officielle dødsattester, hvad langt de fleste af den slags opgørelser er.

6) Mid- and Late-Life Diabetes in Relation to the Risk of Dementia – A Population-Based Twin Study. Studiet finder at diabetikere har forhøjet risiko for alle former for demens:

In GEE models [Generalized Estimating Equations], diabetes was associated with adjusted odds ratios (ORs) (95% CI) of 1.89 (1.51–2.38) for dementia, 1.69 (1.16–2.36) for Alzheimer’s disease, and 2.17 (1.36–3.47) for vascular dementia.

Jeg ville i øvrigt gerne i forlængelse af ovenstående læse nedenstående studie i sin helhed, men har været ude af stand til at finde en frit tilgængeligt udgave online, og jeg nægter at betale for det. Det kunne sandsynligvis uddybe:

7) Ageing and diabetes: implications for brain function

Fra abstractet:

Diabetes mellitus is associated with moderate cognitive deficits and neurophysiological and structural changes in the brain, a condition that may be referred to as diabetic encephalopathy. Diabetes increases the risk of dementia, particularly in the elderly. The emerging view is that the diabetic brain features many symptoms that are best described as “accelerated brain ageing.”

Når diabetikeres blodkar generelt bliver gamle før tid, giver det god mening at hjernen også gør det. Det er dog, så vidt jeg har kunnet forstå, uklart hvilken rolle den tilførte insulins interaktion med hjernecellerne spiller her.

Jon Stewart on ACORN: The audacity of hos

This clip is just hilarious (if I knew how to embed it here, I most certainly would have).

Arnold’s paper…

Arnold Kling has published a new paper titled: Not What They Had in Mind: A History of Policies that Produced the Financial Crisis of 2008.

He talks a little about it here. I’ve only skimmed the paper so far, but it looks good. Quite a few people who talk about this subject today seem to know very little about the history of financial regulation, which is a subject Arnold covers in some detail in this paper.

Rygning, druk, selvmord, helbredsomkostninger: Et tilbageblik

Alle data er fra OECD, som har meget mere (følg linket øverst med nøgleindikatorer, det er der tallene stammer fra).

…

Nogle observationer:

1) Faldet i tobaksforbruget overvurderes sandsynligvis i disse data. Min hypotese er, at hvor andelen af rygere, som ryger dagligt, unægteligt er faldet voldsomt i perioden, har andelen af rygere, som ryger ofte men ikke hver dag (“festrygere” mv.), været stigende i perioden. Men det er nu engang umuligt at komme udenom, at der er tale om et ganske markant fald i perioden, især blandt mændene. I 1967 røg mere end 2 ud af 3 af de mænd som indgik i opgørelsen (70%), mens der i 2006 var tale om blot hver fjerde (26%). For kvinderne har faldet ikke været helt så markant; de er gået fra 47 til 23 % – bemærk i øvrigt at de to køns andel af rygere, hvis vi kan stole på disse data, er konvergeret næsten fuldstændigt i perioden: Og grunden til at kvinder og mænd ryger næsten lige meget i dag, er ikke at kvinderne ryger mere end før, men derimod at flere mænd har kvittet tobakken eller aldrig er begyndt at ryge. Et supplerende mål for rygningens omfang, der ville være rart at have, var cigaretter røget/dag/ryger – hvis alle rygere ryger i snit dobbelt så mange cigaretter i dag som rygerne gjorde i 60erne, så er der mange ting, der er lidt vanskelige at konkludere nærmere på i sundhedssammenhæng, og selvom forskellen nu nok ikke er så stor endda, føjer det forhold at vi ikke ved noget om forbruget opgjort i forbrugsenheder (antal cigaretter, gram nikotin eller noget helt tredje) et ekstra lag af usikkerhed til, når vi skal tolke data. Dette mål er især en relevant parameter, fordi helbredseffekten af rygning ikke alle steder i det relevante interval er lineær i antallet af cigaretter; således forværrer springet fra nul til eksempelvis to cigaretter om dagen helbreddet betydeligt mere end hoppet fra 2 til 4.

Andelen af danskere, der ryger dagligt, korrelerer på øjemålet i øvrigt ret godt med den forventede levealder. Husk i den forbindelse, at selvom de fleste primært forbinder rygning med luftvejssygdomme (KOL, kronisk bronkitis mv.) og cancer (primært lunge- og strubekræft), koster rygning også adskillige tusinde menneskeliv som følge af hjerte-kar sygdom, en risikofaktor som mange desværre ofte har det med at glemme eller undervurdere, når de evaluerer risikoen forbundet med rygning. Rygning i sig selv mere end fordobler risikoen for at dø af en blodprop.

2) Alkoholforbruget vokser eksplosivt frem til den første oliekrise, og fordobles i starten af perioden i løbet af bare 15 år. Efter den eksplosive udvikling i 60erne og til dels 70erne har forbruget stabiliseret sig betydeligt, og hvis man bruger 1976 som basisår har forbruget ikke på noget tidspunkt siden afveget med mere end 10 procent. Så hvad skete der i 60′erne? Befolkningen blev rigere og havde nu endelig råd til alkohol? Alkoholkulturen ændredes? Det blev lovligt at reklamere for alkoholiske produkter? Der var store ungdomsårgange født i efterkrigstiden, og de blev i løbet af 60erne gamle nok til at drikke og opføre sig åndssvagt? Andre forklaringer? Ungdomsoprøret er ikke nogen god forklaringsmodel, det kommer mindst et årti for sent til at forklare denne udvikling.

3) Det opgivne mål for selvmord er faldet meget set over perioden som en helhed; fra et udgangspunkt i 1960 på 427 tabte leveår pr. 100.000 indbyggere var tallet i 2006, 201, under det halve. Tallet har generelt været faldende siden 1980, hvor det toppede med 643. Tallet tog et ordentligt hop fra 1978 til 1980, hvor det steg med hele 40 procent (!) – 2. oliekrise kostede helt bogstavelig talt flere hundrede menneskeliv herhjemme, det er svært at finde andre forklaringer.
Man skal huske på, at dette tal ikke tæller mange pensionisters selvmord med, da folk over 69 år ikke er med i opgørelsen. Det er lidt uheldigt, fordi netop dette tal har været stigende i perioden; i 2005 blev næsten hver tredje selvmord herhjemme foretaget af folk over 65 år, og den højeste selvmordsrate blandt nogen aldersgruppe herhjemme er -raten for mænd over 80 år. Selvom der ikke går så mange leveår tabt, når individer i denne aldersgruppe begår selvmord, kan man let komme til at undervurdere selvmordsomfanget, hvis man smider de gamle ud af samplen og i øvrigt heller ikke opgør et tal for antallet af selvmord, men kun antallet af tabte leveår.

4) Sundhedsudgifternes udvikling var anderledes end jeg havde forestillet mig. Reelt har det i hele perioden ligget inden for et ret snævert bånd på 8-10 procent af BNP, og det er svært at få øje på nogen stærkt stigende trend i perioden. Man kan dog godt – i forhold til udviklingen fremover – diskutere, om der har været tale om et strukturelt skifte sidst i perioden: I perioden 2000 til 2007 var der ingen år, hvor -udgifterne faldt, og det er den eneste periode i samplen med så lang tids uafbrudt ikke-negativ vækst.

5) Når det kommer til det offentliges andel af sundhedsudgifterne, var den da Nyrup kom til magten 82.7 procent, og det var den også da han forlod Statsministeriet i 2001. Tallet er siden, bl.a. under Lars løkke’s ledelse (2001-2005) vokset til 84.5 procent. Det er værd at bemærke, at private ydelser som finansieres af det offentlige også tæller med i denne statistik, og det er derfor ikke korrekt på sektorniveau at sætte lighedstegn mellem finansieringsandelen og arbejdsbyrdeandelen – der er næppe tvivl om, at en større del af sundhedsydelserne end under Nyrup i dag produceres af det private erhvervsliv. Om dette, altså øget privat produktion af sundhedsydelser på det offentliges regning, så for øvrigt har været en væsentlig driver for de voksende sundhedsomkostninger siden årtusindskiftet, er et godt spørgsmål; jeg ville ikke i udgangspunktet være afvisende over for en sådan hypotese.

6) Den forventede levealder er vokset i perioden. Børn født i dag kan i snit forvente at dø ca. 6 år senere end de kunne, hvis de var født i 1960. Det er lidt over et år pr. årti, eller måske 3 leveår mere pr. generation. Det er, synes jeg, sådan set ikke så meget, hvis man tænker lidt over det.

…

Var det en god post? Lærte du noget, du ikke vidste allerede, eller var alt det her “old news”? Har du noget at tilføje? Bør jeg holde igen med den slags data-pakkede posts fremover? Fortæl, fortæl…

Interesting fact of the day

The government is financing 9 out of 10 new mortgages in the United States.

…

Link, via Razib Khan.

And yes, of course by “interesting” I mean interesting as in “may you live in interesting times” -interesting.

Indvandring og opholdstilladelser: Udviklingen siden 1999

Ulla Nørtoft Thomsen giver os et overblik her.

Den anden side af mønten er a) Metock-dommen, b) antallet af børnefødsler pr. muslim og c) illegale indvandrere. Men det kunne have været meget værre. Skræmmende, er det ikke?

The Net didn’t quite turn out that way…

You know who. In the book, they actually got a following and influenced world policy. Randall Monroe’s take now 25 years later: Well, look at the sample average comment-to-post ratio in the comic…

The comic’s take on this is close to my own (depressing) view; which is that pretty much no blog out there has any measurable effect on policy. Yes, maybe sometimes one or two readers change their policy preferences marginally on account of a well-written blog post. But basically, any effect the blog might have just disappears in the noice.

On a completely unrelated note, my own comment/post-ratio is ~1 (0.94 right now).

What’s your real age?

Here’s the link.

I can’t really remember if I linked to it when I was first told about it, but I think not. It’s a very detailed test with a lot of questions so it takes some time to complete it, but on the other hand the results are probably far more accurate than those of similar tests with fewer variables included.

I eat relatively healthy, I don’t drink, I have never smoked or used (illegal) drugs and I run more than 40 kilometers a week. My last HbA-1c was 0,074, which is well within guidelines. Yet according to this test my “real age” is 32 years, or approximately 8 years more than my “calender age”. No, I don’t find this result the least bit surprising.

If you do decide to take the test (and of course you do…) please share the results below in the comments section.