Promoting the unknown, a continuing series

One of my birthday presents I got earlier this month was Beethoven’s Complete Piano Concertos, played by Brendel and the Chicago Symphony Orchestra. In my opinion, Brendel was (he announced his retirement last year and is no longer active as a concert pianist) one of the finest interpreters of Beethoven’s music.

Rationing: A fact of life

Limiting health care’s availability by the criterion of personal wealth rightly offends our sense of the dignity of the individual. Are the lives of the poor not of the same intrinsic value of those of the wealthy? To be fair, it is rare in the United States that poverty alone prevents the uninsured poor from receiving lifesaving intervention in a healthcare crisis. A poor man having a heart attack is not turned away from the emergency room, nor is the poor woman in labor sent away to have her baby at home. (I am not arguing that such enormities never occur, but the fact that such occurrences remain scandalous and newsworthy is a testament to their rarity.) Yet it is equally undeniable that the poor get a lesser share of the preventive care that can maintain health or of the quotidian care for the less dramatic challenges to their health.

There are two major alternatives to the allocating of health care on the basis of personal wealth. Both involve a large number of individuals agreeing (or having imposed on them) that the amount of health care they receive will not be in strict accord to how much they have paid for it. The cost will be distributed over the healthy as well as the sick, even though the benefit will inure only to those who are ill or who need health care to prevent illness. People accept the certainty of a bearable cost to avoid the risk of an unbearable one. But to the extent that these collective programs sever the connection between paying for health care and receiving it, they generate increased demand for health care. The individual feels that he has already paid for health care. When he is sick, or thinks that he is sick, he feels fully entitled to care with no consideration of cost. After all, he has already paid for it, hasn’t he? Given the limited amount of health care that may be bought with the aggregate funds of the group, this untrammeled demand for it must always result in rationing. This is true whether the collective effort is a private insurance plan or a government program. Rationing is inevitable in all collective health care financing schemes.

Rationing must occur, but it need not be admitted. Denying the truth of rationing is more common in government-run health care schemes than private ones, because the government is reluctant to have the people know this ugly fact. Government-run programs, therefore, are more likely to disguise the rationing. This plausibly deniable form of limiting health care is called implicit healthcare rationing, and it assumes many forms. Rationing by termination occurs when patients are discharged from the hospital earlier than is medically optimal. Rationing by dilution occurs when second-best rather than first-best treatment is provided. Rationing by rejection or redirection involves healthcare providers turning away patients whose care will be inadequately reimbursed. This is commonly seen now in the Medicare and Medicaid programs, because those programs reimburse providers at a rate substantially lower than private insurance plans. Perhaps more common than those forms of rationing is rationing by delay, as exemplified by the outrageous amount of time patients in Canada must wait for hip replacement surgery or colonoscopy. The unifying theme in all these forms of implicit rationing is that, without admitting it, they force some patients to forego medical care that they want and are ostensibly entitled to receive.

…

All modern societies ration health care. A wise society considers the options and chooses a method of doing so which best conforms to its values and capabilities. Thus we come to the terrible question we would so very much like to avoid: How shall we ration health care? How shall we explicitly ration it? So noxious a question is this, so offensive in its tacit assumptions and implications, that most politicians and wishful thinkers will deny that we need to address it at all. They will argue that the fundamental problem is one of distribution, not one of unmeetable demand. They will argue, with more enthusiasm than evidence, that an emphasis on preventive care would substantially reduce aggregate demand. Some will say we must reduce the role of government; others will argue that we should augment it. If only we will adopt their plan—they’ll say—waste, fraud, and abuse will be abolished. There will be chicken—or at least chicken soup—in every pot, and a vaccine in every arm. People love honesty, but they hate the truth. To frankly acknowledge and address the ineluctable reality of healthcare rationing is not merely to touch the proverbial third rail of American politics; it is to lie across the tracks in front of the onrushing train.

Come, let us speak of unpleasant things. How is health care to be rationed? Who gets the short end of the stick?

…

I’ve quoted extensively from the post, but I urge you to read it in full. The author is Eric Chevlen, an oncologist.

HT: Megan McArdle.

Quote of the day

“An old guy’s wife tells him to go to the butcher shop and get some meat. He goes to the butcher shop and stands in line for hours. Finally the butcher says, “We’re out of meat.” The old guy blows his top. He yells, “I am a worker! I am a proletarian! I am a veteran of the Great Patriotic War! I have fought for socialism all my life, and now you tell me you’re out of meat! What kind of a system is this?! You are fools! You are thieves! . . . ” A big man in a trench coat comes up to the old guy and says, “Comrade, Comrade, not so loud. In the old days you know what they would do if you said such things.” The big man in the trench coat makes a pistol motion with his hand. He says to the old guy, “Calm down and go home.” The old guy shrugs and leaves. He comes back empty-handed, and his wife says, “What’s the matter, are they out of meat?” “Worse than that,” says the old guy, “they’re out of bullets.”

…

P.J. O’Rourke, via Samizdata.

Et delt folk 3

Mine tidligere posts om bogen kan læses her og her. Ligesom post # 2 vil posten her indeholde en række udvalgte citater fra bogen. Som altid er citater i kursiv:

1) Poul Nyrup, Det Fri Aktuelt, 14. december 1994: “Det tjener intet formål at rejse nye billeder, der appellerer til frygt og bekymring i befolkningen.” (s.175)

2) Morten Kjærum, leder af Center for Menneskerettigheder, Jyllandsposten d. 18 december 1994: Beskyttelse af etniske minoriteters basale behov som f.eks. bolig, arbejde, uddannelse og ret til indgåelse af ægteskab kan ikke overlades majoritetsbefolkningens forgodtbefindende og populistiske strømninger. (s.176)

3) Poul Nyrup, forespørgselsdebat i Folketinget, 4. april 1995: Grundlaget [for den danske udlændingepolitik - MUJ's tilføjelse] er lige så klart og entydigt: Danmark skal og vil fastholde et humanistisk grundsyn på udlændingeområdet. Vi skal naturligvis hjælpe, fordi vi i vidt omfang er forpligtet hertil gennem internationale konventioner, men vi skal først og fremmest gøre det, fordi vi som et humanistisk indstillet, fredeligt og velstående land har en menneskelig forpligtelse hertil. [...] Mange danskere er også bekymrede for de kulturelle og værdimæssige brydninger, der uundgåeligt kommer i et samfund med flere udlændinge; men heller ikke her må vi isolere os. Der er brug for samtale og dialog mellem udlændinge og danske. [...] Danmark skal have en humanistisk, men samtidig ansvarlig udlændingepolitik. Det har været regeringens linje, og sådan vil vi fortsætte. (s.184, mine fremhævninger)

4) Elisabeth Arnold (R), fra Folketingsforhandlinger 1995: Det er tit brugt som skældsord og skræmmebillede, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund. Til det vil jeg svare: Danmark er [MUJ's fremhævning] et multietnisk samfund. [...] Det radikale Venstre opfatter det som en meget stor opgave at arbejde med at bekæmpe danskernes frygt for alt det, der er anderledes. Vi må være med til at sørge for, at danskerne opdager, at selv om man er anderledes, kan man godt være et fredeligt, flittigt og hyggeligt menneske. (s.188, med mindre andet anført mine fremhævninger)

5) Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælp, oktober 1995: Det er vigtigt at slå fast, at nationalitet og religion ikke spiller nogen rolle, når der begås kriminalitet. Når asylsøgere, flygtninge eller indvandrere gør noget ulovligt, skyldes det altså ikke deres kulturbaggrund. Det er snarere de sociale og økonomiske forhold, der gør sig gældende. (s.193)

6) Et spørgsmål om procenter. I BT d. 27. maj 1996 blev Birthe Weiss interviewet. På et spørgsmål om, hvorvidt Birthe Weiss egne tal for, hvor mange udlændinge der var i Danmark (4%), var dækkende, eftersom tallene ikke dækkede de indvandrere, der allerede var blevet naturaliseret, svarede Weiss: Jeg vil ikke anerkende den målestok. For hvis man er dansk statsborger, hører man automatisk med til den danske befolkning. (s.199)

7) Uffe Stormgaard, Dansk Flygtningehjælp, Frederiksborg Amts Avis, 8. juni 1996: Nej, jeg tror slet ikke, danskere er racister. Racismen kan piskes op i nogle situationer, og måske kan den også bruges politisk. Det har jeg slet ikke forstand på. Men min erfaring siger mig, at jo mere man ved om de faktiske ting, jo større er forståelsen. (s.200, min fremhævning)

8 ) Ebbe Reich, Berlingske Tidende, 12. oktober 1996: Det danske samfundssind er ved at forfalde på grund af tidens totale overgivelse til markedskræfterne. Vi er i gang med at skabe et paranoidt samfund, hvor vi ender med at skulle have Hells Angels til at beskytte os mod hinanden. Her leverer indvandrerfamilierne med deres stærke familiesammenhold et fantastisk stykke anskuelsesundervisning i, hvordan vi kan genoprette sammenholdet i familien og på samfundsplanet. (s.202)

9) Poul Nyrup, folketingsdebat d. 22. april 1997: [...] jeg er nødt til at sige fra starten, at jeg ikke bryder mig om den tone, der lægges op til her. Jeg synes, vi en gang imellem skal passe på ikke at hale hinanden ned på et niveau, der kan misforstås, i en toneart, der ikke er rar at høre på, og som er skræmmende.
Nyrup gav udtryk for, at han var glad for debatten, for den skulle jo tages: så vi kan få fjernet myter og få kendsgerninger og holdninger frem, som vi kan være bekendt. Desværre præges netop denne type af debat alt for ofte af unuancerede fremstillinger. I dag skal vi have hele billedet, det virkelige billede og det ordentlige billede. (s.216, mine fremhævninger)

10) Henrik Svane, R, fra samme debat: Med den politik, vi hidtil har ført [...] er risikoen for – altså for dem, der mener, det er en risiko – at det danske samfund udvikles til et multietnisk eller multikulturelt samfund ganske enkelt ikke til stede. (s. 219. Kontraster evt. med hans partifælle Elisabeth Arnolds udtalelser to år tidligere som gengivet i punkt 4)

11) Morten Bødskov (DSU), Ekstra Bladet, 12. april 1997: For eksempel bragte I en artikel for nylig, hvor Sonia Dahlgaard skrev om, hvor meget flygtninge og indvandrere koster. Sonia Dahlgaard insinuerer, at flygtninge og indvandrere er en kæmpe økonomisk belastning. Det gavner ikke samfundsdebatten. (s.220, min fremhævning)

12) Professor Lise Togeby, Fyens Stiftstidende 12. oktober 1997: Vi skal ikke tro, at flygtningene kommer til Danmark, fordi vi er et smørhul med en høj bistandshjælp. Det er noget sludder og vrøvl. (s.228)

13) Musse Sheikh, somalisk talsmand, Politiken 10. marts 1998: Hver dag er vi vidner til, at somaliere bliver overfaldet og spyttet på. Busserne kører lige forbi os, og kvinderne bliver hevet i tøjet. Ingen skriver om alle de somaliere, som har arbejde, er veluddannede, eller som er lykkeligt gift med danskere. (s.249).
Samme Musse Sheikh blev d. 25. april samme år interviewet af BT. I dette interview kunne han fortælle, at: Undersøgelser har vist, at somalierne er nogle af de hurtigste overhovedet til at lære det danske sprog. Somalierne er nomader, og hvis der er nogen, der hurtigt kan tilpasse sig et nyt sted, er det nomader. [...] jeg tror, de fleste vil rejse hjem, så snart det er sikkert. De, der vil blive, er dem, der har haft succes i Danmark. Der bliver i hvert fald ingen somaliere tilbage på bistandshjælp her. Vi er et meget stolt folk. (s.252)

14) Mogens Havnsøe Petersen, næstformand for Socialdemokratiet i Ishøj, Aktuelt 2. oktober 1999: I Ishøj har vi i snart mange år fået at vide, at det vi ser med vore egne øjne og hører med vore egne ører ikke er rigtigt – eller måske snarere er politisk ukorrekt. I stedet har vi skullet høre på skønmalerier om spændende, etniske butikker i den indre by og værdien af, at dansk kultur får nyt blod fra de fremmede kulturer. [...] Hvis forslagene [Socialdemokraternes integrationsforslag - US] går på, at vi bare skal være noget mere tolerante, og at det sikkert ikke er så slemt, og at kulturer mødes, og sød musik opstår (sidstnævnte er en formulering fra et indlæg i vores partiforeningsblad, hvor Ove Hygum skriver om tørklæder), så spar jer ulejligheden, den sang har vi hørt i snart 20 år. (s. 292-93)

15) Poul Nyrup, Berlingske Tidende, 13. oktober 1999: Ligegyldigt hvor meget Dansk Folkeparti forsøger at pakke sine udanske holdninger ind i dannebrogsflag, rød-og-hvid-ternede duge og danske sange, så bliver de aldrig danskernes stemme. Danskerne deler ikke de fremmedfjendske holdninger. Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent. Og vi skal ikke acceptere, at nogle politikere har en interesse i at prøve at tænde fremmedhadets flammer i befolkningen. Tændes den flamme, har vi også givet gnisten til et bål, der kun fører til et splittet dansk samfund, som vi ikke kan acceptere. (s.294, mine fremhævninger).
Samme holdninger kom til udtryk i Ekstra Bladet en uge efter, d. 21. oktober, hvor Nyrup skrev om Dansk Folkepartis politikere, at de: forsøger at bygge frygt og had op i den danske befolkning. Deres politik er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Udlændinge i Danmark er ikke, som de beskriver dem. [...] Jeg er sikker på, at vi i Tampere valgte den rigtige vej, når det gælder løsningen af Europas flygtningeproblemer. EU sendte et klart signal mod fremmedhad og spirende racisme… (s.297, mine fremhævninger)

16) Peter Duetoft (CD), udtalelse gengivet i Jyllandsposten d. 30. januar 2000: Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen op i over- og undermennesker, som Hitler havde. (s.309). Rune Engelbreth-Larsen havde i Ekstra Bladet ca. to uger før, d. 18. januar 2000, haft lignende overvejelser: Hvem kan med hånden på hjertet være i tvivl om, at muslimerne i dag udsættes for en hetz, der har paralleller til nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 20′erne og begyndelsen af 30′erne? Er der ikke rigelig grund til alarm? (s.311)

17) Lars Kramer Mikkelsen (S), Information 4. marts 2000: Venstre vil ikke integrere indvandrere i det danske samfund, men alene minimere antallet af fremmede. Jeg mener, at vi kan lære meget af indvandrere og berige vores kultur med indtryk fra andres kulturelle baggrund. Det har historien budt mange eksempler på. (s.336, min fremhævning)

18) Journalist Erik Holstein, analyse i BT 28. april 2000: [Domstolene har - US] – uden der er ændret et komma i loven – af sig selv halveret straffen for voldtægt over en årrække. Umiddelbart har Folketinget ikke de store muligheder for at svare igen. Men det kan i længden være farligt for en snes Højesteretsdommere – uden folkeligt mandat – at føre en kurs stik imod befolkningens flertal. Det kunne nemlig føre til krav om, at dommerne skal udstyres med et sådant mandat. Altså egentlige valg til de højeste dommerembeder. Vi er meget langt fra den situation endnu. Men torsdagens afgørelse smider endnu en gang kul på dét, som tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann allerede for et år siden beskrev som en forfatningskamp. (s. 339, MUJ’s fremhævninger)

19) Bestyrelsesmedlem i Det Somaliske Forum i Århus A. Osman Farah, Jyllandsposten d.29 maj 2001: hvis JP-Århus’ forståelse for tilpasning i samfundet betyder assimilation i det danske samfund, så må jeg desværre skuffe, da somalierne som gruppe aldrig har tilstræbt at være danskere. Somalierne er til gengæld indstillet på at være ligeværdige samfundsborgere med tilhørende rettigheder og pligter. Dette er et realistisk mål i henhold til såvel grundlov som demokratiet. (s.350)

Lidt tal – demografi, familieforhold m.v.

Her er linket hvorfra nedenstående oplysninger stammer. Der er tale om en SFI-rapport ved navn Familiens udvikling i det 20. århundrede – Demografiske strukturer og processer. Rapporten er udarbejdet af Mogens Nygaard Christoffersen.

1) I 1974 var det [...] halvdelen af de 17-årige, der var under uddannelse, mens det i 1990/91 og 2000 var omkring 90 pct.

2) Figur 3.4, side 32, er yderst interessant og er – selvom de nyeste tal er fra 2001 – tæt på at besvare et spørgsmål, jeg længe har ønsket at kende svaret på: Hvad er sandsynligheden for, at en tilfældig udtrukket kvinde på min egen alder lever sammen med en fast partner eller ægtefælle (sagt på en anden måde: Hvor mange af de potentielle partnere er allerede ude af billedet?). Det relevante tal for mig på nuværende tidspunkt, hvis tallene også holder i dag, er ca. 40 procent.

3) Blandt ægtefæller og samlevende var aldersforskellen mellem partnerne i 2002/2003 for 86 procents vedkommende mindre end 6 år, jf. Tabel 4.1.

4) I Danmark var 31 pct. af de ægteskaber, der blev indgået i 2002, mellem parter, hvor den ene eller begge var fraskilte. Har ikke kunnet finde nyere tal for dette, men et par af de øvrige tal fra denne sektion er opdateret i den gratis sektion af statistikbanken, så de følger her: Gennemsnitsalderen for førstegangsviede mænd var i 2008 34,8 år, for kvinder 32,4, og for alle viede var de tilsvarende tal hhv. 38,3 og 35,7 år – jf. dst-publikationen Vielser og skilsmisser 2008.

5) I 1965 var kvindens alder i gennemsnit 22,7 år, men i 2001 var kvindens alder 28,3 år ved første barns fødsel. I 2007 var tallet iflg. dst. 29,2 år, mens den gennemsnitlige alder for samtlige fødende kvinder var 30,4 år.

6) Andelen af levendefødte børn født uden for ægteskab udgjorde i 2001 ca. 45% af alle levendefødte børn. På det tidspunkt havde andelen ligget stabilt inden for et par procents afvigelse på dette niveau i over 15 år (så tallet er næppe ændret betydeligt fra 2001 til i dag). I 1970 var det kun 11 procent af alle børn, der fødtes uden for ægteskabet.

7) Andelen af alle individer over 16 år, der bor alene (uden ægtefælle eller samlever), har siden 1970 og frem til i dag ligget næsten konstant på omkring 33%, med kun få procents udsving i perioden.

8 ) befolkningen i 1881, som var på næsten 2 mio. indbyggere, havde det samme antal fødsler årligt, som vi har i dag.

9) Ud af 100 fødsler var omkring 12 af børnenes mødre teenagere i 1964, mens det i 2002 var 1,5 ud af hver hundrede nyfødte, der havde en moder, der var under 20 år.

10) Den generelle abortkvotient er antal legale aborter pr. år pr. 1.000 kvinder i aldersgruppen 15-49-årige. Den generelle abortkvotient er faldet fra 23,7 i 1975 til 12,0 i 2002. … For den fødselsårgang, der blev født i 1966, nåede 2,9 pct. af pigerne at blive mødre, inden de fyldte 20 år, hvorimod 5,7 pct. af dem nåede at få en provokeret abort, mens de var teenagere.

11) 25 procent af alle kvinder over 40 år havde i 2001 fået mindst tre levendefødte børn, inden de blev 40 år.

12) I løbet af 2002 blev 1,4 pct. af de bestående ægteskaber opløst ved skilsmisse. I 2008 var tallet 1,35 pct., jf. dst. Hvis vi i stedet for at tænke i procent tænker i absolutte tal, var antallet af skilsmisser i Danmark i 2008 14.695, eller ca. 40 om dagen.

13) En registerundersøgelse af børn født 1986 viste, at 60 pct. levede sammen med begge forældre, da de fyldte 17 år. … En analyse foretaget på grundlag af levekårsundersøgelsen fra 1986 viser, at omkring 4,4 pct. af de 30-39-årige i løbet af deres barndom havde oplevet, at den ene forælder døde. I stedet for at regne med, at knap 40 pct. på et eller andet tidspunkt i løbet af barndommen vil opleve, at forældrene flytter fra hinanden, er det derfor mere rimeligt at regne med omkring en tredjedel.

14) Danske registeropgørelser baseret på hele befolkningen viser, at omkring hver niende af samtlige børn, der ikke bor sammen med begge forældre, i dag bor hos faderen. Han er i disse tilfælde enten enlig eller samlevende med en stedmoder til barnet. … Tilsvarende norske undersøgelser viser, at det i gennemsnit var omkring 87-89 pct., der boede hos moderen efter skilsmissen.

Sometimes – but not often…

Found in the Echochamber.

Ting jeg enten absolut intet eller næsten intet ved om…

Al sport undtagen skak og amerikansk fodbold; arkæologi; med få undtagelser alle former for “kunst og kultur”; musik komponeret efter 1940 (Rachmaninoff døde i 1943); alle former for håndværk, især de tekniske, og hvordan man “gør det selv”; mode; botanik; det danske militær; Paraguay – og mange andre lande; biler; råstofsektoren af verdensøkonomien; astrologi, tarotkort o.l.; hvad man lærer på præsteuddannelsen; taoisme; sproghistorie; organisk kemi; hvordan det er at være af det modsatte køn; -ll- miste en af sine forældre; -ll- være rask…

…

Jeg forsøgte at gøre emnerne så brede og generelle som muligt, eftersom listen ellers hurtigt bliver helt uendelig, og det her er bare en “off the top of my head” liste, som de siger overthere. Det er meget sværere at komme på ting, man ikke ved noget om, end det er at komme på ting, man godt ved noget om, og man vil bruge meget tid på at fokusere på sidstnævnte, når man forsøger at komme til bunds i egen uvidenhed.

Vi praktiserer alle den selektive uvidenhed i større eller mindre grad, bevidst eller ubevidst, og mange af tingene har jeg det helt fint med ikke at vide noget om – også selvom denne uvidenhed har omkostninger, der er til at tage og føle på. Min uvidenhed på eksempelvis området, der lidt bredt kunne kaldes “kultur”, har tydelige omkostninger, når der spilles Besserwisser med familien – min storebrors vidensstruktur er bedre gearet til det spil end min (eller også er han bare smartere og mere vidende – eller begge dele…), og han vinder som regel. Jeg er klar over, at selv om jeg på nogle områder er moden af min alder, er der andre områder, hvor jeg bestemt ikke er, jf. det næstsidste punkt på listen: Store personlige tab ændrer folk, får dem ofte til at se anderledes på tingene på den lange bane, og selvom jeg har været til to begravelser inden for de sidste ca. tre år, har jeg endnu ikke oplevet et sådant tab.

Kommentarer er meget velkomne. Hvad har du bevidst valgt ikke at vide noget om?

Promoting the unknown, a continuing series

One can tell that Flotow was an opera composer too – the first part of the second piano concerto is if anything even more pompous; (/but it’s still – snark) a brilliant piece of music:

I hadn’t even heard about Flotow yesterday. Point being, a lot of relatively unknown composers have made brilliant music almost nobody will ever know about. I find this a little depressing.

Dagens citat

“En dygtig Erobrer vil altid, naar det er muligt, paatvinge de Overvundne sine Krav i Smaaportioner. For et Folk, der overgiver sig af egen fri Vilje, undergraver sin Karakter, og hos et saadant Folk kan man regne med, at ingen af disse Undertrykkelser i Smaaportioner vil være helt tilstrækkelig Grund for det til paany at tage sin Tilflugt til Vaabnene.”

Adolf Hitler, Mein Kampf. Bogen er vist meget populær i Mellemøsten, den har i hvert fald inden for det sidste årti opnået bestsellerstatus i både Tyrkiet og Palæstina.

Citatets danske udformning/oversættelse er fra Winston Churchill – krigstaler, fra 1946, hvor Churchill omtaler citatet i hans radiotale af 29. November, 1942. Selvom det ikke er den første samling af Churchill’s taler, jeg læser (det var derimod denne), finder jeg den meget interessant. En tidligere post med lidt samme udgangspunkt som citatet (dog vendt om) kan findes her.

Et delt folk (2)

Første post her. Udvalgte citater:

1) Bernhard Baunsgaard (MF-R), i en forespørgselsdebat i Folketinget 11. maj 1977: “Jeg vil gerne om baggrunden sige, at vor verden jo desværre stadigvæk er opdelt i nationalstater. Det er vel helt klart respekteret af næsten alle, at nationens egne borgere har flere rettigheder end andre mennesker, og det varer desværre nok også en rum tid, før vi kan gå over til blot at tale om medmennesker og ikke opdele i os og de andre.” (s.16, min fremhævning).

Orla Møller, daværende justitsminister gav BB ret: “Jeg er helt enig med hr. Bernhard Baunsgaard i, at det, der er problemet, er nationalstaten…” (s.16, min fremhævning)

2) Fremskridtspartiets Knud Lind gav i debatten op til lovens vedtagelse udtryk for, at han ønskede den nye udlændingelov ud til folkeafstemning, hvor han forventede, at den ville blive forkastet. Bernhard Baunsgaards brød sig ikke om den ide, og sagde bl.a. i den forbindelse, at “man nemt [kunne] have opgejlet en holdning i befolkningen, der medførte, at vi ikke fik gennemført en menneskelig behandling af de udlændinge eller de indvandrere, der har været på tale. [...] Vi har aldrig haft en særlig åben holdning over for mennesker, der var anderledes” (s.41)

3) Torben Lund, 31. maj 1985, i forbindelse med en afslutningsdebat i fbm. en lempelse af loven: “Jeg synes, vi har grund til at føle os godt tilpas ved det resultat, der er nået, og med, at Fremskridtspartiet med sine racistisk bestemte tilbøjeligheder ikke har fået nogen platform. Jeg føler mig godt tilpas ved denne vedtagelse.” (s.64, min fremhævning)

4) I løbet af sommeren 1985 var der en del debat på udlændingeområdet, blandt andet i forbindelse med uroligheder i Østre Højst kommune. Nogle få udsnit fra debatten:
a) Informationschef i Dansk Flygtningehjælp, Flemming Behrendt, i Politiken: “Flygtningene spredes generelt på så mange kommuner som muligt, men der kan ikke gives nogle tomme[l]fingerregler for, hvor mange flygtninge et samfund kan bære. Det afhænger jo ene og alene af befolkningens tolerance på stedet…” (s.66, min fremhævning)
b) Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende: “Danskerne må vågne op og vænne sig til de fremmede.” (s.68)
c) Poul Hougaard, Dansk Flygtningehjælp, i Berlingske Tidende: “Vi vil nu forsøge at få en dialog i gang med lokalbefolkningen omkring flygtningeproblemet, så der derigennem opnås bedre forståelse. (s.69, min fremhævning)
d) Ekstra Bladet, leder, d. 29 juli: Deres [de danske ballademagere - MUJ's tilføjelse] raseri bæres af misundelse. Misundelse over, at flygtninge bor i et pænt istandsat hotel, at de har fået en cykel, og at de får lommepenge af det offentlige. Hertil kommer den seksuelt betingede misundelse, som bæres af den danske mands – sikkert ofte berettigede! – mindreværdskompleks ved mødet med mørkere kønsfæller.” I en reportage inde i avisen blev en “journalist fra en lokalavis” (MUJ) citeret for følgende guldkorn: “Er der noget at sige til, at pigerne foretrækker en pæn, velduftende og smart i tøjet-iraner frem for en ølstinkende, uvasket hængevommet dansker?” (s.73)
e) Bernhard Baunsgaard, JP d. 28. juli: “Den voksende racisme i Danmark må imødegås med en intensiv oplysningskampagne, som navnlig skal rettes mod de unge.” (s.75, min fremhævning)

5) Søren Krarup havde d. 21/9-86 en annonce i Jyllandsposten, hvor han opfordrede folk til ikke at give penge til Dansk Flygtningehjælps landsindsamling, “Flygtning 86″. Annoncen gav anledning til en del debat, jeg vil bringe et lille udpluk herunder:
a) dr.jur. Poul Meyer, JP d.24/9: Hans [Søren Krarups] synspunkter er imidlertid ganske parallelle med nazisternes racistiske opfattelse af jøderne som fremmedelementer, hvorefter kun de såkaldte ariere havde tysk hjemstavnsret. Men både Hitler og Krarup havde svært ved på en forståelig måde at karakterisere de mennesker, der ifølge deres opfattelse har hjemstavnsret.” (s.81, min tilføjelse)
b) Thor A. Bak, formand for Dansk Flygtningehjælp: “Det er et hadsk og meget groft angreb på Flygtningehjælpen.” [...] Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at et menneske kan tænke på den måde.” (s. 81-82, min fremhævning. Hvad f** er der “hadsk” ved at råde folk til ikke at give penge til en (efter sigende) privat velgørende organisation, fordi man mener pengene kan bruges bedre andetsteds?)
c) Sognepræst Viggo Mollerup, tidl. formand for Folkekirkens Nødhjælp, berlingske d.26/9: “Søren Krarups angreb på flygtningehjælpen grænser til uagtsomt manddrab på uskyldige nødlidende mennesker i den tredje verden.” (s.82)
d) Politiken spurgte d. 25/9 en række kendisser, hvad de mente om kampagnen og Søren Krarup. Et par udklip:
Kit Broholm: “Krarup tror åbenbart ikke på demokrati. Det er nok snarere et oplyst enevælde med ham selv i spidsen, han ønsker.“
Margrethe Auken “Han repræsenterer afskummet, dem, der skriver svinske breve og laver sjofle telefonopringninger.“
Søren Strømberg, skuespiller: “Søren Krarups ondskab mod mennesker er værre end 58.000 rockere tilsammen.”
Sten Hegeler, psykolog: “Tænk, en præst, der appellerer til den indre svinehund. Det er for perfidt og ren fascisme.“
e) Præst Preben Thomsen, Ekstra Bladet: “Sorte Søren fra Seem lugter lidt af røddent kød fra et sydligt naboland, som engang marcherede i takt.” (alle s.83-84)

6) Ebba Strange (SF), folketingsdebat 1986: “også i SF erkender vi, at der er en grænse for, hvor mange flygtninge Danmark kan tage imod. Vi ved ikke præcis, hvor den grænse ligger, den er nemlig bl.a. psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed.” Connie Hedetur Hedegaard var rørende enig: “Vi har en forpligtelse til at bearbejde de [negative-US] holdninger, og vi har en forpligtelse til at finde en balance i vores flygtningelovgivning.” (s. 94)

7) Bernhard Baunsgaard citerede i folketingsdebat 1986-87(?) Poul Hartling. Citatet lød: “selve antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, giver absolut ingen grund til bekymring. Påstår man noget andet, er der tale om demagogi. Det er en vild agitation uden bund i kendsgerninger.” (s.100)

8 ) Ole Espersen (S), citat fra en folketingsdebat oktober 1987: “Der er 15 millioner flygtninge. Hvad kan det nytte, at vi hjælper nogle få af dem? Hertil kan svaret kun være, at for hvert eneste flygtning, der får asyl her, og for hver eneste familie, der får asyl her, bliver der mulighed for at overleve under rimelige vilkår. De føler det som et mirakel, og hvert eneste mirakel vi kan være med til at skabe, ja, hvert eneste gang vi gør det, har vi skabt noget, der er af livsvigtig værdi for dem, der modtager det.” (s.106)

9) Fra en folketingsdebat februar 1988. Ebba Strange: “hr. Glistrup har så ringe tillid til den danske befolkning, at han tror, at den danske befolkning kan væltes omkuld i sin identitet, i sit sprog, i sin kultur, fordi vi tillader nogle muslimer at komme ind i Danmark. Det er dog den værste mistillid at have til den danske befolkning. [...] hvis ikke danskernes kristne kultur kan klare nogle få tusinde muhamedanere, så er det ikke de få tusinde muhamedanere, der er noget i vejen med, så er det danskernes kristendom, der er noget i vejen med.” Glistrup: “det i allerhøjeste grad, når har den situation, vi har i Danmark i dag, svarer nogenlunde til, hvad man havde i Libanon for 60 år siden. Dér kunne man også have holdt taler, som fru Ebba Strange gør. Vi kan være ganske ubekymrede på grund af de få muhamedanere, der er. Fra 1975 er Libanon ikke mere det sted, hvor paradiset lå, men nu er det et helvede på Jord, fordi der ikke var fremskridtsfolk i Libanon i 1930′erne til at hindre det, der nu er ved at ske med, at vort land skal rendes over ende på den måde, som det sker med familiesammenføringer, med børnefødsler, alverdens andre ting. Det er jo ikke nogle få tusinde muhamedanere kontra de kristne danskere, som vi må se i øjnene. Vi må se, at der kommer hundredtusindvis af muhamedanere i løbet af nogle ganske få generationer. (s.111)

10) Niels Helveg Petersen, folketingsdebat december 1991: “Det, det handler om, er at give mulighed for, at mennesker kan mødes, for man tager bedst stilling imod menneskelige fordomme og racisme ved at engagere sig personligt, ved at mødes med mennesker med andre opfattelser, andre hudfarver og andre religiøse overbevisninger. Når mennesker mødes, opstår også medmenneskeligheden, og derfor er det vigtigt at skabe mødesteder for danskere og indvandrere og flygtninge.” (s.131)

I samme debat udtalte Birthe Rønn Hornbech: “Man løser ingen problemer ved at kaste mudder i hovedet på egne landsmænd. I Venstre tager vi afstand fra den tendens, der har været til at søge at lukke munden på bekymrede danskere ved at kalde dem fremmedhadere. [...] Forskellen på vores aktuelle problemer og tidligere modtagelse af udlændinge er den, at vi dels i dag modtager udlændinge i langt større antal, dels at de udlændinge, der søger til Danmark, kommer fra kulturer, som ligger meget fjernt fra den danske. Det ville være ansvarsløst ikke at gøre sig den kendsgerning klart.” (s.132)

11) Elisabeth Arnold (R), Politiken, september 1994: “Der er mange ordentlige og retsindige mennesker, der stemmer på V og K. Skylder vi ikke dem en bedre debat? Skal de virkelig have indtryk af, at udlændingepolitik kun handler om at holde alle, der ikke er lyshårede og blåøjede og kan H.C. Andersen udenad, tre skridt fra livet?” (s.171, mine fremhævninger)

12) Forfatter Lene Bagger, Politiken efteråret 1994: “Flygtningenes kulturelle identitet er hverken en hindring for deres integration i det danske samfund eller en trussel mod danskheden.” (s.172)

Et delt folk (1)

En meget datadrevet post med nogle udpluk fra det datamateriale, bogen har inkluderet. Den har meget andet end bare tørre tal, og det her bliver ikke sidste post om bogen, som jeg godt kan anbefale, hvis man synes emnet er interessant. Her kan du læse Henrik Gade Jensen’s anmeldelse af bogen. Ok, here we go:

1) Antallet af spontane asylansøgere for de første 9 måneder af 1984: 53, 39, 84, 81, 124, 186, 378, 404 og 540. (s. 53)

2) I 1984 ønskede Fremskridtspartiet en stramning af udlændingeloven. I begrundelsen for stramningen fremgik det, at der ankom 4.312 asylansøgere til Danmark i 1984, mens det samme tal for årene 1975 til -81, begge år inklusive, var 4.685. (s. 58). Tallet for 1984 bliver på side 93 rettet til 4.313, og her fremgår det også, at tallet for 1983 var 332, mens tallet for 1985 var 8.698, samt at der pr. 3. oktober, 1986, var indrejst mere end 8.300 asylansøgere.

3) Loven blev strammet svagt i 1986, hvilket bevirkede en reduktion på kort sigt, så antallet af spontane asylansøgere i 1987 udgjorde 2.762. I 1988 og 1989 lå tallet begge år på ca. 4.500. Hans Engell, som på det tidspunkt var justitsminister, gjorde i debatten opmærksom på, at anerkendelsesprocenten – altså andelen af dem, der søgte om asyl, som også fik det – i internationalt perspektiv var høj, omkring 80%. (s.125)

4) Det samlede antal asylansøgere til EF-landene (husk på, at der dengang kun var 12) blev næsten fordoblet i perioden fra 1988 til 1990, idet tallet steg fra 169.000 til 327.000 på årsbasis (s.127).

5) I august 1992 lagde Eyvind Vesselbo (der ikke dengang var MF for Venstre) nogle tal frem i en artikel i JP som omhandlede de forskelle, der var imellem de forskellige etniske grupper i landet. MUJ skriver (s.149) blandt andet: “Eyvind Vesselbo byggede sin dystre forudsigelse på et statistisk materiale, der fortalte, hvor mange fra forskellige nationaliteter der var uden arbejde og uddannelse. For danskerne lå tallet på henholdsvis 13,7 og 19 pct. for mænd og kvinder. For bl.a. tyrkere var de tilsvarende tal på 31,7 og 60,5, for pakistanere på 42 og 69,2 og for palæstinensere på 70,6 og 92,3 pct.“

6) Omkring starten af december 1992 offentliggjorde JP en meningsmåling. 57% af danskerne mente, at landet modtog for mange flygtninge, 35% mente, at der var tale om et passende antal, mens 8% mente, at landet modtog for få. Blandt dem med kortest uddannelse mente 69% at landet modtog for mange flygtninge, mens det tilsvarende tal for gruppen med højest uddannelse var 34%. (s.150-51)

7) Et citat fra en folketingsdebat i starten af 1994 af Helge Adam Møller: “For to år siden var der knap 5.000 asylansøgere, sidste år knap 14.000, og i år bliver det over 17.000. Vi ved, at i begyndelsen af 1992 havde vi 28 asylcentre, og her pr. 10. januar åbnede vi center nr. 135, altså en femdobling på to år. Vi ved også, at i de sidste 12 år er antallet af udenlandske statsborgere i Danmark gået fra 102.000 til i dag 200.000, altså en fordobling.” (s.165)

8 ) Mht. kriminalitet: Inge Dahl-Sørensen, MF for Venstre, konstaterede i et indlæg i Berlingske 5. maj 1994, at mens udlændingene udgjorde 4% af befolkningen, blev 13% af alle sigtelser rejst mod dem. (s.166)

9) BT offentliggjorde 18. september 1994 (tre dage før valget) en meningsmåling vedr. retskravet på familiesammenføring. 63% ønskede retskravet ophævet, mens 31% ønskede at bevare det. (s.171)

10) Pia Kjærsgaard redegjorde i en folketingsdebat april 1995 for nogle af udlændingeloven af 1983′s konsekvenser for befolkningssammensætningen. Hun gjorde i talen klart, at antallet af somaliere i Danmark i 1981 var 97, mens det i 1995 var vokset til 5.125, antallet af irakere var steget fra 98 til 6.041 mens de tilsvarende tal for iranerne var hhv. 232 og 7.678. (s.187-88)

11) Den 11. december 1997 kunne Jyllands-Posten fortælle, at de samlede udgifter til indvandrere og flygtninge var 10 milliarder større end de indtægter, de to grupper bidrog med. (s.235)

12) 13. februar 1998 “fortalte BT, at antallet af udenlandske statsborgere fra 1985 til 1998 var steget fra ca. 107.000 til lige knap 250.000. Samtidig kunne avisen fortælle, at hver femte tyrker i Danmark havde erhvervet dansk statsborgerskab.” (s.242-43)

13) JP kunne i midten af 1999 fortælle, at 7,7%, eller 413.000 personer, af befolkningen var af udenlandsk afstamning. Avisen gjorde i samme ombæring klart, at 157.000 danske statsborgere i 1999 var af udenlandsk herkomst. (s.265)

14) “Den 22. september 1999 offentliggjorde Jyllands-Posten en undersøgelse om befolkningens holdning til den danske udlændingepolitik. Der var tale om to spørgsmål i undersøgelsen. På spørgsmålet om den danske flygtningepolitik var for restriktiv, for lempelig eller passende, svarede 7 pct., at den var for restriktiv, 52 pct. at den var for lempelig, og 36 pct. at den var passende. Det andet spørgsmål drejede sig om familiesammenføringer. 5 pct. mente, at det var for svært at hente sin familie til Danmark, 67 pct. mente, at det var for nemt at hente familien til Danmark, mens 18 pct. mente, at reglerne var passende. De resterende svarede “ved ikke”.” (s.288) Den 23. december fortalte samme avis, at der var flygtningerekord for året 1999; flere end 11.000 havde søgt asyl. (s.301)

15) Ekstra Bladet gjorde i starten af januar 2000 klart i en artikel, at antallet af familiesammenføringer i 1999 var lige under 10.000, ligesom i 1998. Dagen efter kunne Jyllandsposten fortælle, at 14.000 udlændinge i 1999 havde fået dansk statsborgerskab. (s.303)

16) JP havde i starten af marts 2000 et såkaldt “Tematillæg om integration”. I tillægget var der bl.a. en række statistiske oplysninger, som jeg vil gengive i sin helhed (behandlingen er tekstnær, men jeg vil ikke citere direkte, da det er en meget lang passage). Mht. beskæftigelse modtog 75,7% af somalierne, 61,9% af irakerne, 58,6% af libaneserne og 4,9% af EU-borgerne bistandshjælp. Indvandrere og efterkommere kostede på baggrund af de anvendte oplysninger 10,3 milliarder kroner om året, som var fordelt på hhv. offentlige indtægter pr. individ på 10.922 kroner, og offentlige udgifter pr. individ på 82.296 kroner. Mht. kriminalitet var indvandrernes overhyppighed godt 50%, mens efterkommernes var ca. 80%. I 1980 kom ca. 70% af alle indvandrere og efterkommere fra “mere udviklede lande”. I 1999 kom ca. 60% fra “mindre udviklede lande”. I 67 var der ca. 53.000 udenlandske statsborgere i Danmark, mens JP’s prognose for 2020 lød på, at tallet ville stige til 762.000, svarende til ca. 13,7% af befolkningen. En tilsvarende prognose for folkeskoleelevernes etniske fordeling gjorde klart, at antallet af efterkommere kunne forventes at blive næsten femdoblet i perioden fra 1997 til 2020; fra 13.000 til 63.000. (s.317-318)

17) “Den 4. oktober 2000 skrev Berlingske Tidende, at 40 pct. af voldsmændene i Københavns Politikreds var enten flygtninge eller indvandrere. Hvis man alene så på dem under 18 år, var der tale om hver anden.” (s.341)

18) Indenrigsminister Karen Jespersen foreslog 25. august 2000, at kriminelle asylsøgere burde isoleres og eksempelvis placeres på en øde ø. En meningsmåling fra GfK viste, at 80% af danskerne støttede forslaget om at isolere kriminelle asylsøgere på en “øde ø”, indtil deres sag var færdigbehandlet, mens kun 13% var imod. (s.357-58)

19) Jyllandsposten kunne 23. august 2001 fortælle, at “der i den forløbne treårige periode” (der tænkes sandsynligvis på den periode, der var forløbet siden valget i 1998) var givet mere end 40.000 statsborgerskaber i Danmark. (s.384, 575)

20) Antallet af familiesammenføringer pr. år mere end fordobledes i perioden under Nyrup, fra under 6.000 om året i 1993 til 12.571 i år 2000. (s.385)

21) 16. august 2001 kunne JP fortælle, at 38% af de samlede udgifter til kontanthjælp gik “til de fem pct. af befolkningen, der stammede fra ikke-vestlige lande.” (s.393)

Et par spørgsmål om litteratur

Catch-22 (1961)
The Trial (1925)
Ender’s Shadow (1999)
David Copperfield (1850)
Valley of the Dolls (1966)
The First Circle (1968)
The Good Terrorist (1985)

Årets skønlitterære høst indtil videre. Tror ikke jeg har glemt nogen, men skidt med det, hvis jeg har. 1 ud af 7 af bøgerne udkom for mindre end 20 år siden, 2 ud af 7 udkom for mindre end 40 år siden. Ender’s Shadow adskiller sig i øvrigt markant fra de øvrige ved det forhold, at jeg såmænd kun læste den, fordi jeg først havde læst Ender’s Game og dermed vidste: a) Forfatteren havde en fremragende historie at bygge det nye værk på, og b) det var grundlæggende det samme værk som det, jeg allerede havde læst, men så alligevel ikke helt. Ender’s Game udkom for 24 år siden. Sidste år var billedet formodentligt forskudt endnu længere bagud i tid, fordi det var der, jeg gik i krig med de store russiske forfattere (har stadig en Pushkin stående på reolen, der mangler at blive læst, men den må vente lidt længere).

Jeg læser af princip ikke nye skønlitterære bøger, og jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om en undtagelse til den regel: Harry Potter. Den første af disse bøger udkom dog for mere end et årti siden, og det var længe før, jeg første gang spekulerede nærmere over disse ting. Til dem, der primært læser ny litteratur, og da især til dem, der til tider læser ny dansk litteratur… Hvorfor pokker gør I det??? Har I overhovedet tænkt på alternativomkostningerne? I stedet for at læse en måske halv-dårlig krimi kunne I sidde og læse Shakespeare eller Dickens eller… (hvis man er hard-core krimifan: Arthur Conan Doyle eller Colin Dexter eller…).

De lavthængende frugter er blevet plukket, alligevel smider de fleste bare de frugter væk, der allerede er blevet plukket og ligger klar i kurven, finder stigen frem, og bevæger sig så helt op i toppen af frugttræet, med risiko for at falde ned og brække halsen. Jeg forstår Jer ikke. Hvorfor ikke bare give bogen et årti til at bevise sit værd, og så i mellemtiden læse noget af det, der allerede har stået prøven? Og hvorfor pokker læse nutidige danske skønlitterære forfattere: De er da et bundt ligegyldige, venstresnoede nullerter næsten hele bundtet, og de få der ikke er, bør I sætte op mod hele verdens allerbedste forfattere?

Måske taler jeg kun til de allerede omvendte, men hvis nu en eller flere af Jer derude skulle ske at have en helt anden tilgang til dette problem end mig, så efterlad endelig en kommentar herunder. Forskelle i risikoprofiler er en forklaring (jeg er ekstremt risikoavers), men den kan altså slet ikke stå alene.

Politikerne vil hæve prisen på frugt og grønt

Jeg havde klart foretrukket den overskrift, og når 180 end ikke påpeger pris-effekten i artiklen, kunne man jo lige så godt læse jp.

Mit gæt:
a) Reguleringen går igennem, så butikkerne skal datomærke produkterne i deres frugt- og grøntafdelinger. (Jeg vil slet ikke udelukke, at der også senere kommer et forslag om, at butikkerne også skal føje en indholdsfortegnelse til, eller en anden form for ernæringsmæssig information: De fleste folk ved jo ikke, at der er flere kalorier i avocadoer, end der er i agurker. Eller…)
b) Prisen på frugt og grønt går op (blandt andet fordi det ikke er gratis at datomærke produkterne, og fordi mange rimelige produkter, der i dag ville blive solgt i butikkerne, ville blive smidt ud, fordi de faldt for en arbitrær sidste salgsdato, der kun har ganske lidt at gøre med, hvor friske produkterne er).
c) Medierne finder ud af, at mange mennesker med lave indkomster ikke længere har råd til at købe frisk frugt og grønt (det er allerede enormt svært i dag, tro mig, jeg er studerende med diabetes).
d) En eller anden politiker beslutter sig for, at nu må vi altså se at få den graduerede moms indført, hvilket vil resultere i en sænkelse af momsen på frugt og grønt (og en stigning i momsen på politisk vedtaget “usund mad”, så kun relativt velstillede folk, som eksempelvis politikere, vil få/have råd til at købe chokolade).
e) Vi ender til sidst ud ret tæt på, hvor vi er nu, bortset fra at der gik en masse penge tabt i administration med videre. Nej vent, sagde jeg, at der gik noget tabt? Det gør der selvfølgelig ikke. Vi skal huske på, at reguleringen jo vil skabe en masse gode arbejdspladser!

Mand, livet er virkelig alt, alt for kort til politik!

A few links

1) Kolyma.

2) Narmer. Clark uses the name Nar-mer, but there’s no doubt it’s the same guy.

3) Köppen climate classification.

4) Pleistocene.

5) The Neolithic Revolution.

All but the first of these links is of course related to Clark’s book. One could probably in theory just read the book and be content with that, but I have a very hard time not consulting wikipedia frequently while I’m reading this. The book is, as stated in the title, only “an outline”, so it doesn’t go into too much detail – and if not for the frequent wikipedia searches, I’d probably feel like I’d miss out on a lot of the fun.

To answer questions like: “When did the stone age end?” and “when did humans start using bow and arrows to hunt game with?” is a lot more difficult than you might think (two more links: the first one related to metallurgy, the other related to that bow-hunting stuff) and they have a lot of different answers, depending on which humans you’re talking about. I already feel like I’ve learned a lot from Clark, even if I’ve only read the first half of the book.