Promoting the unknown, a continuing series

One of my birthday presents I got earlier this month was Beethoven’s Complete Piano Concertos, played by Brendel and the Chicago Symphony Orchestra. In my opinion, Brendel was (he announced his retirement last year and is no longer active as a concert pianist) one of the finest interpreters of Beethoven’s music.

Rationing: A fact of life

Limiting health care’s availability by the criterion of personal wealth rightly offends our sense of the dignity of the individual. Are the lives of the poor not of the same intrinsic value of those of the wealthy? To be fair, it is rare in the United States that poverty alone prevents the uninsured poor from receiving lifesaving intervention in a healthcare crisis. A poor man having a heart attack is not turned away from the emergency room, nor is the poor woman in labor sent away to have her baby at home. (I am not arguing that such enormities never occur, but the fact that such occurrences remain scandalous and newsworthy is a testament to their rarity.) Yet it is equally undeniable that the poor get a lesser share of the preventive care that can maintain health or of the quotidian care for the less dramatic challenges to their health.

There are two major alternatives to the allocating of health care on the basis of personal wealth. Both involve a large number of individuals agreeing (or having imposed on them) that the amount of health care they receive will not be in strict accord to how much they have paid for it. The cost will be distributed over the healthy as well as the sick, even though the benefit will inure only to those who are ill or who need health care to prevent illness. People accept the certainty of a bearable cost to avoid the risk of an unbearable one. But to the extent that these collective programs sever the connection between paying for health care and receiving it, they generate increased demand for health care. The individual feels that he has already paid for health care. When he is sick, or thinks that he is sick, he feels fully entitled to care with no consideration of cost. After all, he has already paid for it, hasn’t he? Given the limited amount of health care that may be bought with the aggregate funds of the group, this untrammeled demand for it must always result in rationing. This is true whether the collective effort is a private insurance plan or a government program. Rationing is inevitable in all collective health care financing schemes.

Rationing must occur, but it need not be admitted. Denying the truth of rationing is more common in government-run health care schemes than private ones, because the government is reluctant to have the people know this ugly fact. Government-run programs, therefore, are more likely to disguise the rationing. This plausibly deniable form of limiting health care is called implicit healthcare rationing, and it assumes many forms. Rationing by termination occurs when patients are discharged from the hospital earlier than is medically optimal. Rationing by dilution occurs when second-best rather than first-best treatment is provided. Rationing by rejection or redirection involves healthcare providers turning away patients whose care will be inadequately reimbursed. This is commonly seen now in the Medicare and Medicaid programs, because those programs reimburse providers at a rate substantially lower than private insurance plans. Perhaps more common than those forms of rationing is rationing by delay, as exemplified by the outrageous amount of time patients in Canada must wait for hip replacement surgery or colonoscopy. The unifying theme in all these forms of implicit rationing is that, without admitting it, they force some patients to forego medical care that they want and are ostensibly entitled to receive.

…

All modern societies ration health care. A wise society considers the options and chooses a method of doing so which best conforms to its values and capabilities. Thus we come to the terrible question we would so very much like to avoid: How shall we ration health care? How shall we explicitly ration it? So noxious a question is this, so offensive in its tacit assumptions and implications, that most politicians and wishful thinkers will deny that we need to address it at all. They will argue that the fundamental problem is one of distribution, not one of unmeetable demand. They will argue, with more enthusiasm than evidence, that an emphasis on preventive care would substantially reduce aggregate demand. Some will say we must reduce the role of government; others will argue that we should augment it. If only we will adopt their plan—they’ll say—waste, fraud, and abuse will be abolished. There will be chicken—or at least chicken soup—in every pot, and a vaccine in every arm. People love honesty, but they hate the truth. To frankly acknowledge and address the ineluctable reality of healthcare rationing is not merely to touch the proverbial third rail of American politics; it is to lie across the tracks in front of the onrushing train.

Come, let us speak of unpleasant things. How is health care to be rationed? Who gets the short end of the stick?

…

I’ve quoted extensively from the post, but I urge you to read it in full. The author is Eric Chevlen, an oncologist.

HT: Megan McArdle.

For tung? (poll)

Noget jeg slet ikke har tænkt på i meget lang tid, som lige faldt mig ind… Er min blog for “tung” læsning? Bør den være lettere tilgængelig?

Jeg har barberet antallet af korte posts noget ned, siden jeg startede twitteren. Hvis bloggen er ved at blive “for meget af det gode”, så folk ikke rigtigt gider læse mine posts til ende længere, fordi mange af dem er lange og tætskrevne, så bør jeg få det at vide, inden I opgiver bloggen helt. Jeg er ikke tankelæser, og jeg foretrækker sådan set, at der faktisk er nogen, der læser med. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal tolke det, når jeg ingen respons får fra en post, der måske har taget flere timer at skrive: Læser folk den faktisk til ende, skimmer man bare, eller kigger man bare lige kort på den, siger: “den er godt nok lang…” og drager videre i blogland? Jeg aner det ikke, og jeg er sikker på min egen netadfærd ikke er repræsentativ.

Der har været relativt god feedback den sidste tid, med mange vedkommende og velkomne kommentarer. Mange tak for dem, og jeg håber selvfølgelig at dette fortsætter fremover, også selvom min blogging måske vil aftage lidt de kommende måneder, pga. studie og alt det der. Grunden til at jeg spørger til dette emne, på trods af den gode feedback på det seneste, er at det er mit indtryk, at det generelt er dem, man ikke får feedback fra, der er tættest på at opgive bloggen/ophøre med at læse med. Hvis du er en af dem, er det ekstra vigtigt, at du besvarer poll’en og evt. giver lyd fra dig i kommentarsektionen.

Kseniya Simonova

I remember that in high school, our teacher once showed us a video of Picasso painting. This video wasn’t, besides the music and the external settings more generally, all that different – more specifically, both the ability to turn everything upside down within seconds and the emphasis on the process, rather than the end result, are remarkably similar.

Via Susan Polgar.

Quote of the day

“An old guy’s wife tells him to go to the butcher shop and get some meat. He goes to the butcher shop and stands in line for hours. Finally the butcher says, “We’re out of meat.” The old guy blows his top. He yells, “I am a worker! I am a proletarian! I am a veteran of the Great Patriotic War! I have fought for socialism all my life, and now you tell me you’re out of meat! What kind of a system is this?! You are fools! You are thieves! . . . ” A big man in a trench coat comes up to the old guy and says, “Comrade, Comrade, not so loud. In the old days you know what they would do if you said such things.” The big man in the trench coat makes a pistol motion with his hand. He says to the old guy, “Calm down and go home.” The old guy shrugs and leaves. He comes back empty-handed, and his wife says, “What’s the matter, are they out of meat?” “Worse than that,” says the old guy, “they’re out of bullets.”

…

P.J. O’Rourke, via Samizdata.

Et delt folk 3

Mine tidligere posts om bogen kan læses her og her. Ligesom post # 2 vil posten her indeholde en række udvalgte citater fra bogen. Som altid er citater i kursiv:

1) Poul Nyrup, Det Fri Aktuelt, 14. december 1994: “Det tjener intet formål at rejse nye billeder, der appellerer til frygt og bekymring i befolkningen.” (s.175)

2) Morten Kjærum, leder af Center for Menneskerettigheder, Jyllandsposten d. 18 december 1994: Beskyttelse af etniske minoriteters basale behov som f.eks. bolig, arbejde, uddannelse og ret til indgåelse af ægteskab kan ikke overlades majoritetsbefolkningens forgodtbefindende og populistiske strømninger. (s.176)

3) Poul Nyrup, forespørgselsdebat i Folketinget, 4. april 1995: Grundlaget [for den danske udlændingepolitik - MUJ's tilføjelse] er lige så klart og entydigt: Danmark skal og vil fastholde et humanistisk grundsyn på udlændingeområdet. Vi skal naturligvis hjælpe, fordi vi i vidt omfang er forpligtet hertil gennem internationale konventioner, men vi skal først og fremmest gøre det, fordi vi som et humanistisk indstillet, fredeligt og velstående land har en menneskelig forpligtelse hertil. [...] Mange danskere er også bekymrede for de kulturelle og værdimæssige brydninger, der uundgåeligt kommer i et samfund med flere udlændinge; men heller ikke her må vi isolere os. Der er brug for samtale og dialog mellem udlændinge og danske. [...] Danmark skal have en humanistisk, men samtidig ansvarlig udlændingepolitik. Det har været regeringens linje, og sådan vil vi fortsætte. (s.184, mine fremhævninger)

4) Elisabeth Arnold (R), fra Folketingsforhandlinger 1995: Det er tit brugt som skældsord og skræmmebillede, at Danmark ikke skal være et multietnisk samfund. Til det vil jeg svare: Danmark er [MUJ's fremhævning] et multietnisk samfund. [...] Det radikale Venstre opfatter det som en meget stor opgave at arbejde med at bekæmpe danskernes frygt for alt det, der er anderledes. Vi må være med til at sørge for, at danskerne opdager, at selv om man er anderledes, kan man godt være et fredeligt, flittigt og hyggeligt menneske. (s.188, med mindre andet anført mine fremhævninger)

5) Klaus Rothstein, Dansk Flygtningehjælp, oktober 1995: Det er vigtigt at slå fast, at nationalitet og religion ikke spiller nogen rolle, når der begås kriminalitet. Når asylsøgere, flygtninge eller indvandrere gør noget ulovligt, skyldes det altså ikke deres kulturbaggrund. Det er snarere de sociale og økonomiske forhold, der gør sig gældende. (s.193)

6) Et spørgsmål om procenter. I BT d. 27. maj 1996 blev Birthe Weiss interviewet. På et spørgsmål om, hvorvidt Birthe Weiss egne tal for, hvor mange udlændinge der var i Danmark (4%), var dækkende, eftersom tallene ikke dækkede de indvandrere, der allerede var blevet naturaliseret, svarede Weiss: Jeg vil ikke anerkende den målestok. For hvis man er dansk statsborger, hører man automatisk med til den danske befolkning. (s.199)

7) Uffe Stormgaard, Dansk Flygtningehjælp, Frederiksborg Amts Avis, 8. juni 1996: Nej, jeg tror slet ikke, danskere er racister. Racismen kan piskes op i nogle situationer, og måske kan den også bruges politisk. Det har jeg slet ikke forstand på. Men min erfaring siger mig, at jo mere man ved om de faktiske ting, jo større er forståelsen. (s.200, min fremhævning)

8 ) Ebbe Reich, Berlingske Tidende, 12. oktober 1996: Det danske samfundssind er ved at forfalde på grund af tidens totale overgivelse til markedskræfterne. Vi er i gang med at skabe et paranoidt samfund, hvor vi ender med at skulle have Hells Angels til at beskytte os mod hinanden. Her leverer indvandrerfamilierne med deres stærke familiesammenhold et fantastisk stykke anskuelsesundervisning i, hvordan vi kan genoprette sammenholdet i familien og på samfundsplanet. (s.202)

9) Poul Nyrup, folketingsdebat d. 22. april 1997: [...] jeg er nødt til at sige fra starten, at jeg ikke bryder mig om den tone, der lægges op til her. Jeg synes, vi en gang imellem skal passe på ikke at hale hinanden ned på et niveau, der kan misforstås, i en toneart, der ikke er rar at høre på, og som er skræmmende.
Nyrup gav udtryk for, at han var glad for debatten, for den skulle jo tages: så vi kan få fjernet myter og få kendsgerninger og holdninger frem, som vi kan være bekendt. Desværre præges netop denne type af debat alt for ofte af unuancerede fremstillinger. I dag skal vi have hele billedet, det virkelige billede og det ordentlige billede. (s.216, mine fremhævninger)

10) Henrik Svane, R, fra samme debat: Med den politik, vi hidtil har ført [...] er risikoen for – altså for dem, der mener, det er en risiko – at det danske samfund udvikles til et multietnisk eller multikulturelt samfund ganske enkelt ikke til stede. (s. 219. Kontraster evt. med hans partifælle Elisabeth Arnolds udtalelser to år tidligere som gengivet i punkt 4)

11) Morten Bødskov (DSU), Ekstra Bladet, 12. april 1997: For eksempel bragte I en artikel for nylig, hvor Sonia Dahlgaard skrev om, hvor meget flygtninge og indvandrere koster. Sonia Dahlgaard insinuerer, at flygtninge og indvandrere er en kæmpe økonomisk belastning. Det gavner ikke samfundsdebatten. (s.220, min fremhævning)

12) Professor Lise Togeby, Fyens Stiftstidende 12. oktober 1997: Vi skal ikke tro, at flygtningene kommer til Danmark, fordi vi er et smørhul med en høj bistandshjælp. Det er noget sludder og vrøvl. (s.228)

13) Musse Sheikh, somalisk talsmand, Politiken 10. marts 1998: Hver dag er vi vidner til, at somaliere bliver overfaldet og spyttet på. Busserne kører lige forbi os, og kvinderne bliver hevet i tøjet. Ingen skriver om alle de somaliere, som har arbejde, er veluddannede, eller som er lykkeligt gift med danskere. (s.249).
Samme Musse Sheikh blev d. 25. april samme år interviewet af BT. I dette interview kunne han fortælle, at: Undersøgelser har vist, at somalierne er nogle af de hurtigste overhovedet til at lære det danske sprog. Somalierne er nomader, og hvis der er nogen, der hurtigt kan tilpasse sig et nyt sted, er det nomader. [...] jeg tror, de fleste vil rejse hjem, så snart det er sikkert. De, der vil blive, er dem, der har haft succes i Danmark. Der bliver i hvert fald ingen somaliere tilbage på bistandshjælp her. Vi er et meget stolt folk. (s.252)

14) Mogens Havnsøe Petersen, næstformand for Socialdemokratiet i Ishøj, Aktuelt 2. oktober 1999: I Ishøj har vi i snart mange år fået at vide, at det vi ser med vore egne øjne og hører med vore egne ører ikke er rigtigt – eller måske snarere er politisk ukorrekt. I stedet har vi skullet høre på skønmalerier om spændende, etniske butikker i den indre by og værdien af, at dansk kultur får nyt blod fra de fremmede kulturer. [...] Hvis forslagene [Socialdemokraternes integrationsforslag - US] går på, at vi bare skal være noget mere tolerante, og at det sikkert ikke er så slemt, og at kulturer mødes, og sød musik opstår (sidstnævnte er en formulering fra et indlæg i vores partiforeningsblad, hvor Ove Hygum skriver om tørklæder), så spar jer ulejligheden, den sang har vi hørt i snart 20 år. (s. 292-93)

15) Poul Nyrup, Berlingske Tidende, 13. oktober 1999: Ligegyldigt hvor meget Dansk Folkeparti forsøger at pakke sine udanske holdninger ind i dannebrogsflag, rød-og-hvid-ternede duge og danske sange, så bliver de aldrig danskernes stemme. Danskerne deler ikke de fremmedfjendske holdninger. Dansk Folkeparti bliver aldrig stuerent. Og vi skal ikke acceptere, at nogle politikere har en interesse i at prøve at tænde fremmedhadets flammer i befolkningen. Tændes den flamme, har vi også givet gnisten til et bål, der kun fører til et splittet dansk samfund, som vi ikke kan acceptere. (s.294, mine fremhævninger).
Samme holdninger kom til udtryk i Ekstra Bladet en uge efter, d. 21. oktober, hvor Nyrup skrev om Dansk Folkepartis politikere, at de: forsøger at bygge frygt og had op i den danske befolkning. Deres politik er udansk, uacceptabel og fremmedfjendsk. Udlændinge i Danmark er ikke, som de beskriver dem. [...] Jeg er sikker på, at vi i Tampere valgte den rigtige vej, når det gælder løsningen af Europas flygtningeproblemer. EU sendte et klart signal mod fremmedhad og spirende racisme… (s.297, mine fremhævninger)

16) Peter Duetoft (CD), udtalelse gengivet i Jyllandsposten d. 30. januar 2000: Hitler og Pia Kjærsgaard er to alen ud af et stykke. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen op i over- og undermennesker, som Hitler havde. (s.309). Rune Engelbreth-Larsen havde i Ekstra Bladet ca. to uger før, d. 18. januar 2000, haft lignende overvejelser: Hvem kan med hånden på hjertet være i tvivl om, at muslimerne i dag udsættes for en hetz, der har paralleller til nazisternes hetz mod jøderne i Tyskland i 20′erne og begyndelsen af 30′erne? Er der ikke rigelig grund til alarm? (s.311)

17) Lars Kramer Mikkelsen (S), Information 4. marts 2000: Venstre vil ikke integrere indvandrere i det danske samfund, men alene minimere antallet af fremmede. Jeg mener, at vi kan lære meget af indvandrere og berige vores kultur med indtryk fra andres kulturelle baggrund. Det har historien budt mange eksempler på. (s.336, min fremhævning)

18) Journalist Erik Holstein, analyse i BT 28. april 2000: [Domstolene har - US] – uden der er ændret et komma i loven – af sig selv halveret straffen for voldtægt over en årrække. Umiddelbart har Folketinget ikke de store muligheder for at svare igen. Men det kan i længden være farligt for en snes Højesteretsdommere – uden folkeligt mandat – at føre en kurs stik imod befolkningens flertal. Det kunne nemlig føre til krav om, at dommerne skal udstyres med et sådant mandat. Altså egentlige valg til de højeste dommerembeder. Vi er meget langt fra den situation endnu. Men torsdagens afgørelse smider endnu en gang kul på dét, som tidligere Venstre-leder Uffe Ellemann allerede for et år siden beskrev som en forfatningskamp. (s. 339, MUJ’s fremhævninger)

19) Bestyrelsesmedlem i Det Somaliske Forum i Århus A. Osman Farah, Jyllandsposten d.29 maj 2001: hvis JP-Århus’ forståelse for tilpasning i samfundet betyder assimilation i det danske samfund, så må jeg desværre skuffe, da somalierne som gruppe aldrig har tilstræbt at være danskere. Somalierne er til gengæld indstillet på at være ligeværdige samfundsborgere med tilhørende rettigheder og pligter. Dette er et realistisk mål i henhold til såvel grundlov som demokratiet. (s.350)

Så hvad kan der gøres?

Posten var oprindeligt et svar til Supermans spørgsmål her, men den blev så lang og omfattende, at jeg besluttede mig for, at jeg lige så godt kunne gøre det til en selvstændig post.

Superman tog udgangspunkt i to spørgsmål jeg stillede i posten.
1.Hvad har vi endnu ikke prøvet? og
2. Hvilke redskaber er der tilbage i værktøjskassen?

Han ville med dette udgangspunkt gerne høre lidt nærmere, og jeg havde også gjort klart, at jeg evt. ville uddybe min position, hvis der var et ønske derfor.

Spørgsmålene hænger i min optik tæt sammen med det første spørgsmål, jeg stillede i posten – hvad har vi allerede prøvet, og hvilke resultater kom der ud af det – og det var der, jeg gerne ville hen, da jeg stillede spørgsmålene på den måde, jeg gjorde. Grundlæggende er min indstilling til alt det her, at ingen af de ting, der er politisk mulige i den nære fremtid, vil kunne løse noget som helst, og de ting, der faktisk kunne gøre en forskel, er ikke politisk mulige, og bliver mere og mere umulige, som tiden går. Det vi har prøvet virker ikke, og det vi ikke har prøvet, er politisk umuligt, uanset om det vil virke eller ej.

Så det her er desværre mest en teoretisk diskussion.

Et grundlæggende problem i forholdet til indvandringslovgivningen er i min optik den centraliserede beslutningsproces. I forhold til indvandring er det statslig lovgivning og Folketing, der bestemmer, hvem der skal have lov at bo her, få statsborgerskab m.v., men det er derimod kommuner og lokale områder/indbyggere, som pålægges hovedparten af omkostningerne forbundet med disse beslutninger. Hvis beslutningsprocessen havde været mere decentral, tvivler jeg på, at vi havde befundet os i den situation, vi gør i dag. Jeg ved godt, at de økonomiske omkostninger til en vis grad udjævnes fra statslig side, men der er ikke tale om fuld kompensation, og de ikke-monetære omkostninger forbundet med indvandringen af muslimer (eks. kriminalitet) kompenseres der nærmest overhovedet ikke for, og disse er meget betydelige. Hvis indvandringspolitikken var bestemt på et langt mere decentralt niveau, så en kommune eksempelvis kunne vælge ikke at modtage flere “flygtninge” eller indvandrere, end kommunens borgere havde lyst til at modtage, så ville dette have (haft) en stor positiv indflydelse på den slagne kurs, givet at ballademagere havde været mindre velkomne. Sådan ser virkeligheden ikke ud. Jeg kan ikke rigtigt forstå, hvorfor denne vinkel på disse problemer nærmest slet ikke diskuteres, og synes fuldstændigt glemt selv blandt klassisk liberale, kulturkonservative debattører.

Givet ovenstående vil jeg skrive lidt mere om nogle faktorer, der på kort (og måske også lidt længere) sigt og givet disse begrænsninger kan gøre lidt for at ændre situationen til det bedre. Det var en blogkommentar, der nu pludseligt er blevet til en post, og jeg havde nok tænkt lidt mere over især punkt 2, hvis jeg havde forestillet mig, at det i udgangspunktet skulle blive til en blogpost. Jeg er også kommet lidt i tvivl, om den skelnen jeg gør overhovedet bidrager med noget til posten. Tag det for det, det er.

…

1) Ekspatriering/udvisning.

Jeg har snakket om det før. Assimilation er ikke et realistisk udfald og demografien dominerer på langt sigt. Det, der foregår i disse år, er en kolonisering af vesten. Hvis vi skal andet end forsøge ikke at forværre problemerne, hvis vi faktisk ønsker at gøre tingenes tilstand bedre på langt sigt, i stedet for med det yderste af neglene søge at opretholde en dybt uacceptabelt status quo, så skal sjakalerne ud af landet. Så længe de bor her, giver de os intet andet end problemer.

De fleste af dem, som overhovedet ikke vil overveje dette redskab og forkaster det i udgangspunktet, har aldrig boet i koloniserede områder. Min lillebror blev internt fordrevet fra sin studiebolig i Skovparken i Kolding, selvom han faktisk blev boende længere end de fleste (2 år), og den slags er dagligdag i dag: Det er faktisk ikke kun i det sydlige Sudan, at folk må flygte fordi tilværelsen bliver uudholdelig pga. vold, forfølgelse, chikane og trusler.

Jeg må hellere fortælle lidt mere om hans oplevelser, bare så jeg kan gøre klart, hvad det er, jeg frygter, og hvorfor jeg overhovedet overvejer initiativer som at udvise danske statsborgere. En af min lillebrors klassekammerater fik blot en to-tre uger efter han var flyttet ind en hjernerystelse og flækkede en flis af en knogle i benet ved et overfald med et boldtræ på vej hjem fra en gymnasiefest (han boede kun ca. 10 minutters gang fra gymnasiet). Han var et smut forbi intensivafdelingen. Det var noget nær sidste gang enten han, min lillebror eller for den sags skyld min lillebrors kæreste bevægede sig alene ud efter mørkets frembrud. Det gør man ikke, hvis man kan undgå det, i Skovparken, i hvert fald ikke hvis man ikke er politibetjent eller muslim. Min lillebror har selv prøvet at blive slået ned bagfra, hårdt nok til at huden bristede ved øret. Han troede dengang, at han blev slået med skæftet af en kniv, men han så aldrig overfaldsmanden, så han ved det ikke med sikkerhed. Han blev ikke slået bevidstløs, og var derfor i stand til at flygte, ved at løbe alt hvad han kunne. Han så aldrig gerningsmanden. En anden gang var han tæt på at blive overfaldet af et bundt sjakaler efter en tur i fakta – som kun ligger 300 meter fra, hvor han boede. De forfulgte ham i løb hen til hans bolig, en af dem havde trukket en kniv, men han nåede at løbe i sikkerhed i sin lejlighed. Et øjeblik efter han var kommet ind og havde låst døren, fik han kastet en brosten ind gennem sin havedør, som var af glas og derfor splintrede ud over hele værelset. Motivationen for det forsøgte overfald var, at han nægtede at købe stoffer af de 2. generationsindvandrere, der hang ud henne ved butikken og faldbød goderne, og en af ungerne blev åbenbart tosset over et eller andet han gjorde, da han afviste dem. Sjakalerne gik hyppigt rundt i kvarteret om aftenen og bankede på, for at spørge folk, om de kunne tænke sig at købe narko, eller for at spørge, om de måtte “komme ind og snakke lidt”. I hvert fald et par af dem, der åbnede op, måtte se sjakalerne forlade lejligheden igen med et par dvd’ere, en i-pod eller lignende. Intet af den slags blev selvfølgelig anmeldt. Min lillebror åbnede aldrig op; han stod i stedet sidst i perioden han boede der gemt bag døren med lyset i gangen slukket og bevæbnet med sin største brødkniv – det var noget, han først ret sent fortalte os om, i forbindelse med at han besluttede sig for at flytte; vi (eller i hvert fald jeg…) havde ingen anelse om, hvor galt det stod til, selvom vi jo godt var klar over, at han boede i ghettoen. Skovparken er i øvrigt det sted i Kolding, hvor Taxi-chaufførerne for et stykke tid siden kom i aviserne, fordi de nægtede at køre derud, fordi de var bekymrede for deres sikkerhed. Jeg kan mildt sagt ikke sige, at jeg bebrejder dem det.

I forlængelse af disse observationer må jeg tilføje en kommentar i forhold til den debat, der så ofte tages når disse ting diskuteres, i forhold til hvor stor en andel af befolkningen, der er muslimer, og udgangspunktet for den slags diskussioner synes at være, at der jo stadig er relativt få her i landet, så det betyder ikke det store: Hvorfor er “muslimer i Danmark” nødvendigvis den relevante variabel? For de ikke-muslimske indbyggerne i Gellerup eller Skovparken er det temmeligt irrelevant, hvad procentandelen af muslimer “i Danmark” er, for hvis andelen lokalt er 70% eller 80%, er det en diskussion værd, om områderne overhovedet længere kan siges at være en del af Danmark: Politiet har i disse områder intet magtmonopol længere, og der føres regulær (lavintensitets)krig mod statens og offentlighedens repræsentanter; kriminaliteten er skyhøj; en stor del af den sociale kontrol varetages af klaner eller religiøse grupper, som intet har til overs for vestlige værdier; ikke-muslimer bliver systematisk fordrevet…

Jeg tror ikke på, at de sjakaler som bor i eksempelvis Skovparken kan “integreres”, for ikke at tale om at assimileres. Nej, det laver ikke så meget ballade om 20 år, når testosteronniveauet er faldet og de har stiftet familie. Men hvad med deres (mange) børn – der starter processen jo bare forfra? Vi kan igen tage en afstikker til en diskussion om procenter; mange af multikultierne er begejstrede for at påpege, at det kun er et ubetydeligt mindretal af muslimer og muslimske unge, der er kriminelle (ofte i form af vanvittige postulater, de bare hiver ud af ærmet, og som intet har med virkeligheden at gøre: “99% (et meget ofte anvendt tal) af muslimerne er lovlydige og gode danske borgere” – et eksempel her). Det er løgn, for antallet er netop stort nok til at være ganske betydeligt, også selvom mange muslimer, både unge og gamle, er lovlydige og relativt tilforladelige. Desværre er 99% helt i skoven. Kriminalitetsraten blandt 2. generationsindvandrere i alderen 15-29 år fra ikke-vestlige lande er tæt på 10%, og det er værd at huske i den forbindelse, at a) det er et samlet tal for mænd og kvinder og b) det er dem, der rent faktisk bliver dømt. Dem der slog min lillebrors klassekammerat til plukfisk blev ikke dømt, ham der slog min lillebror ned blev ikke dømt, ham der smadrede hans dør blev ikke dømt. Mørketallet for den kriminalitet sjakalerne begår er enormt, fordi politiet ikke længere har nogen reel kontrol over de områder, hvor problemerne er størst og indvandrerne flest.

Bundlinjen er, at med mindre der gøres noget drastisk, så forholder det sig sådan, at enten flytter sjakalerne, eller også flytter danskerne. I dag har de fleste af de danskere, der bor langt væk fra ghettoerne, ikke noget problem med, at det er danskerne, der flytter. Min opfattelse af situationen er, at en betydelig faktor, når det kommer til at forklare denne implicitte accept, skyldes uvidenhed samt det forhold, at de regner med aldrig selv at blive fordrevet.

…

Der er meget store principielle indvendinger mod udvisning af danske statsborgere. Herunder nogle supplerende betragtninger, som også kommer lidt ind på nogle af disse:
a) Med ganske få undtagelser tillader Danmark ikke dobbelt statsborgerskab, så en udvisning af en dansk statsborger med tab af statsborgerskab indebærer, at personen bliver statsløs. Man kan med fordel læse op på dette emne og historien bag statsborgerskabsbegrebet, hvis man ikke er klar over, hvad dette indebærer, og hvorfor det er et problem. Man kan argumentere for, at disse folk aldrig skulle have haft et dansk statsborgerskab til at begynde med, og jeg ville selv være af den opfattelse, men det ændrer ikke noget i forhold til deres situation efter udvisningen.
b) Der vil altid være et tradeoff mellem hvor store ressourcer, der bør tildeles et juridisk område, med henblik på at sikre retssikkerheden og forhindre justitsmord, og så straffens størrelse, og udvisning er en meget omfattende straf. Sagt på en anden måde: En model der tillader frafald af statsborgerskab som juridisk sanktion vil være dyr, og ikke mange vil ende med at blive udvist, især ikke hvis dommerne skal bevare bare et minimum af autonomi. Man kunne omgå dette ved at gennemføre en lov, så alle muslimer med en straffeattest plettet med eksempelvis personfarlig kriminalitet, blev smidt ud af landet – det ville ikke være i konflikt med grundloven (kun § 44 i loven omtaler indfødsretsbegrebet, og denne paragraf begrænser ikke statens ret til at ekskludere nogen, kun dens ret til at inkludere), og hvis vi havde nået et punkt, hvor den slags ideer blev diskuteret, så kunne vi ikke være mere ligeglade med, hvad idioter i “internationale organisationer” mente om den sag – sandsynligheden for at det sker…
c) Ethvert tiltag, som begrænser hvor mange børn muslimerne føder, vil være med til at afhjælpe problemerne på langt sigt, men ingen af dem vil have nogen større effekt minimum de næste ca. 15 år. I forhold til demografien skal det i øvrigt gøres klart, at vi grundlæggende ikke har nogen anelse om, hvor mange børn 2. generation af muslimske indvandrere vil få over et livsforløb, det eneste vi har, er gæt og ekstrapolerede data. De færreste af 2. generations kvinder, når man ser bort fra de tyrkiske fremmedarbejderes børn fra tresserne, er overhovedet i nærheden af menopause, og at sammenligne fødselsrater i dag uden at tage højde for alder, og uden at forholde sig til, at der kunne ske at være stor forskel på, hvordan fordelingen af fødsler over den fertile periode af en kvindes liv ser ud for etniske danskere og muslimer, er at lyve om, hvordan virkeligheden ser ud, og hvor høj konvergenshastigheden – hvis data overhovedet giver belæg for at tale om en sådan – er.
d) Omfattende repatriering af ikke-kriminelle muslimer vil, med mindre alle muslimer i Danmark sendes ud af landet, formentligt være kontraproduktiv på langt sigt, fordi de resterende muslimer vil hade os som pesten, fordi de selv vil blive berørt af et sådant tiltag, direkte eller indirekte. For at den slags tiltag skal have en effekt, vil den også nødvendigvis skulle have omfattende uforudsete afledte effekter, flere af hvilke vil være yderst uønskede – og dette er helt uden at komme ind på diskussionen om fairness og selektionskriterier. I diskussionen om fairness er det dog værd at holde sig for øje, at også alternativernes, eksempelvis status quos, fairness skal indregnes og evalueres. Er det mere fair at sende folk med udpræget palæstinensisk tankegang til Palæstina, end det er at påtvinge fattige danskere en tilværelse i nye palæstinensiske bosættelser her i landet? Jeg lader spørgsmålet bevidst, ikke fordi jeg mener svaret er givet, men fordi jeg ikke vil finde mig i, at folk bare lader som om, der ikke er nogle relevante trade-offs her, der fortjener at blive taget med i overvejelserne. En indvending jeg endnu ikke har taget med i overvejelserne, er i forhold til lighed for loven. I den forbindelse kan jeg da bemærke, at jeg ville foretrække, at både sjakaler og rockere som render rundt og skyder folk ned, røg ud af landet; se mere i kommentarsektionen her. Problemet at eksempelvis palæstinensere og somaliere, af navn eller (for 2. generations vedkommende) gavn, aldrig skulle have haft dansk statsborgerskab, trækker i den modsatte retning, men fjerner langt fra fuldt ud indvendingens principielle validitet. Statsborgerskab er, som jeg også var inde på herover, “a big deal” som de siger overthere.

…

2) Øvrige retspolitiske ændringer.

Punkt 2 tager vi en noget kortere version af. 3-strikes og livstid, en 10-dobling af den anvendte straf-længde på voldelig kriminalitet og lignende tiltag vil alle holde sjakalerne låst inde i et lille rum med tremmer for vinduerne i den periode, hvor de ellers ville ødelægge samfundet. Hvis en 16-årig sjakal smides i fængsel i 15 år, så er han formodentligt som 30-årig blevet for gammel til at rende rundt og kaste brosten efter brandfolk og ambulanceførere. Nogle faktorer og problemer i punktform:
a) Regeringen har, i mindre skala, vist nok forsøgt at gøre lige netop noget sådant i næsten 10 år, uden resultater. Jeg har vist aldrig hørt en retspolitisk ordfører fra de konservative eller DF udtale, at strafferammen for denne eller hin forbrydelse var for hård og burde sænkes markant. Om deres ønske om højere straffe ikke reelt har resulteret i marginalt højere straffe skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke ved med sikkerhed, men der er dels meget, der peger i den retning, dels er der en del, der taler for, at de nuværende strafferammer på nogle områder synes at være særdeles voldsomt ude af harmoni med i hvert fald det udsnit af befolkningens præferencer, jeg på det anekdotiske plan har adgang til. Thulesen Dahl sagde for nyligt, at han ønskede en minimumsstraf på et år for overfald på politibetjente. Den nuværende retspraksis var vist en måned i brummen. En måned???
b) En sådan “løsning”, med et mere amerikaniseret straffesystem med en langt større fængselspopulation, vil være vanvittigt dyr, og bl.a. fordi det primært vil være en lille gruppe (fattige) vælgere, dem som faktisk bor i de koloniserede områder, der for alvor vil få glæde af en sådan løsning, mens alle andre betaler, er det ikke noget, der politisk vil kunne gennemføres.
c) Dommernes autonomi vil skulle begrænses for at lovgivningen skal have nogen effekt, eksempelvis i kraft af minimumsstraffe. Ellers bliver dommerne bare ved med at gøre, som de plejer, og giver de dumme svin, der ifølge lovgivningen skulle et årti bag tremmer, et par år i skyggen. Det er en vej regeringen ikke rigtigt har været villig til at gå, og det er næppe tilfældigt. En begrænsning af dommernes autonomi vil resultere i en større sammenblanding af udøvende og dømmende magt, muligvis også større end godt er, og vil nødvendigvis også resultere i en række tilfælde, hvor den foreliggende lovgivning igen ikke vil matche forbrydelsens karakter, bare med modsat fortegn. Når det er sagt er problemet med politiserende dommere meget komplekst og svært at vide, præcist hvordan man skal modvirke, og der kunne nok også skrives en længere post alene om dette emne.

…

Alt i alt må en sidste konkluderende kommentar lyde: Nej, jeg ser heller intet lys for enden af tunnelen. Jeg ved godt jeg ikke har været omkring dette emne overhovedet i posten, men det er altså ikke noget tilfælde: Integration er en narresut. Den sang har vi hørt, siden før jeg blev født. Min lillebror har oplevet integrationen på helt tæt hold. Den er ikke noget kønt syn. Heller ikke når den går på universitetet. Integration kan jeg ikke bruge til noget, assimilation er det, vi bør kræve af indvandrere og efterkommere af alle grupperinger og nationaliteter. Muslimerne har brugt de sidste 30-40 år på at bevise overfor os, at det er et krav, de ikke er villige til at opfylde.

Academia…

Greg Mankiw points me to this hilarious post on “how to publish a scientific comment in 1 2 3 easy steps“. Let’s just say it’s sometimes not quite as simple as you’d think.

It gradually gets worse and worse. One bit of it, step 105, is as follows:

105. Consider using txt msg shorthand 4 actual words 2 further shorten ur Comment, but decide not 2 when u realize that the hundreds of frowny-face emoticons u couldn’t resist adding actually lengthened ur Comment 2 2 pages

—

The last step is the real kicker, and the addendum really adds insult to injury – but please, do read all of it! (and yes, I’ll grant that it might not be all that funny if you are currently working in academia. But I’m not under the impression that (/m?)any of my readers are).

Dagens citat

Socialdemokratiet tror, at man kan styre kapitalkræfterne, og det er vi uenige i. Det betyder ikke, at enhver lille bagerforretning i Danmark skal nationaliseres, men samfundet skal have råderet over finanssektoren og for eksempel energisektoren.

…

Ole Sohn, 1989. Folk som ham kan alligevel ikke se forskel, men med “samfundet” mente han selvfølgelig “staten”. Nej, ovenstående citat er ikke et argument fra min side for at stemme på de slyngler, der på nuværende tidspunkt har magten. Men det er da bemærkelsesværdigt, at man for 20 år siden skulle henvende sig til DKP for at høre den slags tale. I disse tider derimod er det nærmest ikke til at støve en “borgerlig” politiker op, der ikke mener at i hvert fald en delvis implicit nationalisering af finanssektoren var og er en god ide, mens hele oppositionen snakker lystigt om statsbanker.

Politisk logik

Når det går godt, falder Danmark’s relative velstandsniveau i forhold til de lande, vi sammenligner os med.
Når det går skidt, falder Danmark’s relative velstandsniveau i forhold til de lande, vi sammenligner os med.

…

Når det går godt, er der ingen grund til at reformere velfærdsstaten, fordi – nå ja – det går godt. Selvom vi altså konstant bliver fattigere i forhold til dem, vi sammenligner os med, når det går godt. Går det så i virkeligheden godt?

Når det går skidt, er der ikke råd til at reformere velfærdsstaten. Men der er råd til bankpakker for over hundrede milliarder, samt tiltag som skal maskere væksten i ledigheden, også selvom sådanne tiltag opfordrer til snyd, formentligt i vidt omfang er spild og endvidere medvirker til at forhindre en på sigt nødvendig tilpasning af arbejdsmarkedet. Det ser jo bedre ud, at folk (under)beskæftiget i en sektor af økonomien, der ikke længere har brug for dem, arbejder videre med det, de altid har gjort, på det offentliges regning, end hvis de samme folk skulle finde noget andet at lave, og derfor kom til at blive registreret som arbejdsløse. Og at staten spenderer 600.000 kroner på at skabe et job (2500 arbejdspladser, 1.500 millioner, you do the math) til folk der arbejder i en sektor, hvor der i forvejen er for mange ansatte, er vel slet ikke så dumt. De havde alligevel aldrig fundet noget andet at lave, og det er jo ikke, fordi der gik jobs tabt noget sted i processen, fordi ordningen skal finansieres; nej det offentlige hiver selvfølgelig bare de 1.500 millioner op af hatten uden at pålægge øvrige virksomheder og individer øgede omkostninger – og hvor mange skatteydere (/eller journalister) har nogensinde hørt om koncepter som alternativomkostninger, DWL og allokativ inefficiens anyways?

…

Når det går godt, betaler politikerne af på statsgælden:

(kilde: Nationalbanken, via statistikbanken)

Når det går skidt, øger de den markant – formodentligt så de igen vil kunne have en undskyldning for ikke at bruge statslige overskud på reformer, når krisen er ovre, fordi enhver jo kan forstå, at de penge vil være bedre brugt på at betale af på den voldsomt voksende gæld, vi ikke har bedt dem om at stifte.

…

Regeringen gør nærmest intet som a) tidligere regeringer i lignende situationer ikke har gjort og b) jeg ikke ville forvente, og jeg synes politikerne over en bred kam opfører sig som et bundt slimsække. Mne jeg er, modsat mange, ikke særligt forarget over at politikerne bruger tid på burkaforbud og forbud mod kamphunde lige for tiden. Ok, lige her og nu i forbindelse med at Arbejdsmarkedskommissionens rapport blev fremlagt, giver politikernes politiske emnevalg en dårlig smag i munden: Kommissionens forslag fik samme modtagelse som den tidligere syltekrukke, der behandlede groft set samme emne, Velfærdskommissionen, fik. Gad vide hvad de kalder den næste syltekrukke med samme formål, de nedsætter, og gad vide om de kan blive ved med at finde folk, der villigt vil spilde flere år af deres liv med arbejde, der ingen konsekvenser vil få overhovedet? Vel, tilbage til min manglende forargelse: Jeg vil meget hellere, politikerne bruger tid på lovgivning om kamphunde og den slags, end at de efter sommerferien tropper op med et udkast til en tredje bankpakke, som skatteyderne igen skal hoste op med et større milliardbeløb for, nu eller senere. At politikerne i en krisetid bruger deres tid på små ligegyldige emner er positivt, og vi ville have været langt bedre stillet, hvis Khader havde formået at starte debatten om burkaer i september måned sidste år. Så kunne skatteyderne samlet set formentligt have sparet, hvad der svarer til et par storebæltsbroer eller tre (/eller fire, eller fem…) i fremtidige skatter og afgifter. Små enkeltsager er i krisetider ikke et onde, de er et gode, fordi alternativerne til dem er langt værre. Småsagerne holder politikerne beskæftiget, så de ikke laver alt for mange ulykker. Er jeg den eneste, der synes cykelstierne herhjemme er for smalle? Nej vent, jeg får en anden ide: Vi kan vel alle blive enige om, at politikernes arbejdspres er alt for stort. Politikerne bør altså se at få nogle længere ferier og nogle flere fridage, så de også har tid til at være sammen med deres familie! Der bør nedsættes et udvalg…

Dagens citat

Med de seneste dages skudepisoder har samfundsudviklingen nået nye ekstremer. Politibetjente udfører deres arbejde og udsættes for livsfare på Nørrebro og i Vollsmose. Og der er ingen tvivl om den dystre hensigt. Hvad et fanatisk bandemedlem udtalte til Ekstra Bladet i marts måned – nemlig at børn, kvinder og politifolk risikerer at blive slået ihjel – kan åbenbart ikke længere afvises.

Mærker vi kun disse skred i begyndelsen? Vænner vi os til forråelsen?

Da jeg skrev min første bog i 2004 om den multikulturelle udvikling hen mod et konfliktfyldt samfund, var et omdrejningspunkt beretningen om et overfald på brandfolk, der ville slukke en ildebrand i Vollsmose. Det var virkeligt chokerende – dengang.

Men overfald på redningsfolk er almindelige i dag og får knap en notits i aviserne. Og der er sket meget mere i de senere år. Lad mig bare nævne i flæng:

Bandekrig; mordtrusler mod og planer om at myrde dem, der krænker islamiske dogmer; overfald på seksuelle minoriteter; antisemitisme; ghettoer uden for lov og orden; islamisk retspleje (blodpenge og kollektiv skyld); overfald på en universitetsunderviser; attentatforsøg på en tidligere integrationsminister; ildspåsættelser på biler og ejendomme; banders visiteringer af almindelige borgere; “drive by shootings”; og så endelig skud mod politiet.

…

Kasper Støvring. Jeg er enig med Støvring i, at situationen i dag er værre end situationen for 5 – eller for den sags skyld 10 – år siden.

Hvad har vi(/politikerne) prøvet indtil nu, og hvilke resultater har vi opnået på den baggrund? Hvad har vi endnu ikke prøvet? Hvilke redskaber er der tilbage i værktøjskassen? Jeg kan godt uddybe lidt i kommentarsektionen eller i et addenda, hvis folk er nysgerrige, men i udgangspunktet vil jeg blot bemærke, at når jeg betragter svarene på disse spørgsmål, konstaterer jeg, at det ser rigtigt skidt ud.

Lidt tal – demografi, familieforhold m.v.

Her er linket hvorfra nedenstående oplysninger stammer. Der er tale om en SFI-rapport ved navn Familiens udvikling i det 20. århundrede – Demografiske strukturer og processer. Rapporten er udarbejdet af Mogens Nygaard Christoffersen.

1) I 1974 var det [...] halvdelen af de 17-årige, der var under uddannelse, mens det i 1990/91 og 2000 var omkring 90 pct.

2) Figur 3.4, side 32, er yderst interessant og er – selvom de nyeste tal er fra 2001 – tæt på at besvare et spørgsmål, jeg længe har ønsket at kende svaret på: Hvad er sandsynligheden for, at en tilfældig udtrukket kvinde på min egen alder lever sammen med en fast partner eller ægtefælle (sagt på en anden måde: Hvor mange af de potentielle partnere er allerede ude af billedet?). Det relevante tal for mig på nuværende tidspunkt, hvis tallene også holder i dag, er ca. 40 procent.

3) Blandt ægtefæller og samlevende var aldersforskellen mellem partnerne i 2002/2003 for 86 procents vedkommende mindre end 6 år, jf. Tabel 4.1.

4) I Danmark var 31 pct. af de ægteskaber, der blev indgået i 2002, mellem parter, hvor den ene eller begge var fraskilte. Har ikke kunnet finde nyere tal for dette, men et par af de øvrige tal fra denne sektion er opdateret i den gratis sektion af statistikbanken, så de følger her: Gennemsnitsalderen for førstegangsviede mænd var i 2008 34,8 år, for kvinder 32,4, og for alle viede var de tilsvarende tal hhv. 38,3 og 35,7 år – jf. dst-publikationen Vielser og skilsmisser 2008.

5) I 1965 var kvindens alder i gennemsnit 22,7 år, men i 2001 var kvindens alder 28,3 år ved første barns fødsel. I 2007 var tallet iflg. dst. 29,2 år, mens den gennemsnitlige alder for samtlige fødende kvinder var 30,4 år.

6) Andelen af levendefødte børn født uden for ægteskab udgjorde i 2001 ca. 45% af alle levendefødte børn. På det tidspunkt havde andelen ligget stabilt inden for et par procents afvigelse på dette niveau i over 15 år (så tallet er næppe ændret betydeligt fra 2001 til i dag). I 1970 var det kun 11 procent af alle børn, der fødtes uden for ægteskabet.

7) Andelen af alle individer over 16 år, der bor alene (uden ægtefælle eller samlever), har siden 1970 og frem til i dag ligget næsten konstant på omkring 33%, med kun få procents udsving i perioden.

8 ) befolkningen i 1881, som var på næsten 2 mio. indbyggere, havde det samme antal fødsler årligt, som vi har i dag.

9) Ud af 100 fødsler var omkring 12 af børnenes mødre teenagere i 1964, mens det i 2002 var 1,5 ud af hver hundrede nyfødte, der havde en moder, der var under 20 år.

10) Den generelle abortkvotient er antal legale aborter pr. år pr. 1.000 kvinder i aldersgruppen 15-49-årige. Den generelle abortkvotient er faldet fra 23,7 i 1975 til 12,0 i 2002. … For den fødselsårgang, der blev født i 1966, nåede 2,9 pct. af pigerne at blive mødre, inden de fyldte 20 år, hvorimod 5,7 pct. af dem nåede at få en provokeret abort, mens de var teenagere.

11) 25 procent af alle kvinder over 40 år havde i 2001 fået mindst tre levendefødte børn, inden de blev 40 år.

12) I løbet af 2002 blev 1,4 pct. af de bestående ægteskaber opløst ved skilsmisse. I 2008 var tallet 1,35 pct., jf. dst. Hvis vi i stedet for at tænke i procent tænker i absolutte tal, var antallet af skilsmisser i Danmark i 2008 14.695, eller ca. 40 om dagen.

13) En registerundersøgelse af børn født 1986 viste, at 60 pct. levede sammen med begge forældre, da de fyldte 17 år. … En analyse foretaget på grundlag af levekårsundersøgelsen fra 1986 viser, at omkring 4,4 pct. af de 30-39-årige i løbet af deres barndom havde oplevet, at den ene forælder døde. I stedet for at regne med, at knap 40 pct. på et eller andet tidspunkt i løbet af barndommen vil opleve, at forældrene flytter fra hinanden, er det derfor mere rimeligt at regne med omkring en tredjedel.

14) Danske registeropgørelser baseret på hele befolkningen viser, at omkring hver niende af samtlige børn, der ikke bor sammen med begge forældre, i dag bor hos faderen. Han er i disse tilfælde enten enlig eller samlevende med en stedmoder til barnet. … Tilsvarende norske undersøgelser viser, at det i gennemsnit var omkring 87-89 pct., der boede hos moderen efter skilsmissen.

Sometimes – but not often…

Found in the Echochamber.

Ting jeg enten absolut intet eller næsten intet ved om…

Al sport undtagen skak og amerikansk fodbold; arkæologi; med få undtagelser alle former for “kunst og kultur”; musik komponeret efter 1940 (Rachmaninoff døde i 1943); alle former for håndværk, især de tekniske, og hvordan man “gør det selv”; mode; botanik; det danske militær; Paraguay – og mange andre lande; biler; råstofsektoren af verdensøkonomien; astrologi, tarotkort o.l.; hvad man lærer på præsteuddannelsen; taoisme; sproghistorie; organisk kemi; hvordan det er at være af det modsatte køn; -ll- miste en af sine forældre; -ll- være rask…

…

Jeg forsøgte at gøre emnerne så brede og generelle som muligt, eftersom listen ellers hurtigt bliver helt uendelig, og det her er bare en “off the top of my head” liste, som de siger overthere. Det er meget sværere at komme på ting, man ikke ved noget om, end det er at komme på ting, man godt ved noget om, og man vil bruge meget tid på at fokusere på sidstnævnte, når man forsøger at komme til bunds i egen uvidenhed.

Vi praktiserer alle den selektive uvidenhed i større eller mindre grad, bevidst eller ubevidst, og mange af tingene har jeg det helt fint med ikke at vide noget om – også selvom denne uvidenhed har omkostninger, der er til at tage og føle på. Min uvidenhed på eksempelvis området, der lidt bredt kunne kaldes “kultur”, har tydelige omkostninger, når der spilles Besserwisser med familien – min storebrors vidensstruktur er bedre gearet til det spil end min (eller også er han bare smartere og mere vidende – eller begge dele…), og han vinder som regel. Jeg er klar over, at selv om jeg på nogle områder er moden af min alder, er der andre områder, hvor jeg bestemt ikke er, jf. det næstsidste punkt på listen: Store personlige tab ændrer folk, får dem ofte til at se anderledes på tingene på den lange bane, og selvom jeg har været til to begravelser inden for de sidste ca. tre år, har jeg endnu ikke oplevet et sådant tab.

Kommentarer er meget velkomne. Hvad har du bevidst valgt ikke at vide noget om?

Yes, expanding health insurance even further is surely the answer…

for every two doctors in the U.S., there is now one health-insurance employee—more than 470,000 in total. In 2006, it cost almost $500 per person just to administer health insurance.

Link, via MR.

Promoting the unknown, a continuing series

One can tell that Flotow was an opera composer too – the first part of the second piano concerto is if anything even more pompous; (/but it’s still – snark) a brilliant piece of music:

I hadn’t even heard about Flotow yesterday. Point being, a lot of relatively unknown composers have made brilliant music almost nobody will ever know about. I find this a little depressing.

Gentag efter mig…

Der findes ingen “kristne” børn. Der findes ingen “muslimske” børn. Der findes ingen “jødiske” børn.

Der findes børn af kristne forældre. Der findes børn af muslimske forældre. Der findes børn af jødiske forældre.

…

Vi skal af denne grund lige netop ikke “respektere, at der er børn med forskellige religioner”. Ikke tale om at jeg vil respektere det, for det passer ikke. Og hvis det endelig skal være, så kan jeg til nød tolerere, at der findes folk, der fylder deres – og andres – børn med den slags åndsformørkende sludder og vrøvl, som religion nu engang er – for det er alligevel umuligt at forhindre. Men respektere dette?

Jeg hader efterhånden det ord, respekt.

Jeg synes ikke, der skal være sådan noget som en “folkeskole”, og det gør det en lille smule vanskeligere at deltage i denne debat. Men jeg er faktisk – overraskende nok – delvist enig med socialdemokraten, i og med at jeg mener, at hvis man endelig ønsker at præge sine børn religiøst – en tåbelig og, er jeg lige ved at tilføje, utilgivelig ting at gøre – så bør man som minimum gøre det i sin og barnets fritid, eller betale ud af egen lomme for, at en anden kan hjernevaske ungen for sig, hvis nu man ikke selv har tid eller lyst. Lige netop dér går min grænse for tolerancen: Når folk afkræver penge af mig for, at de kan få indoktrineret deres egne og andres børn med religiøst bavl. For jeg er ikke enig med Antorini, når hun siger, at man i folkeskolen skal “undervises om religion, ikke i religion” – religion og børn bør holdes stærkt adskilt, og folkeskolen bør ikke spilde undervisningstimer på den slags vrøvl.

Bertel Haarder’s udtalelse er i øvrigt, hvis korrekt gengivet, decideret tåbelig: “Men man kan ikke tvinge nogen til religionsudøvelse“, udtaler manden. Det ord, du leder efter Bertel, er “må” eller “bør” – ikke “kan”. Dit udsagn er et empirisk udsagn; det, du ønskede at udtrykke, var en etisk fordring – der er faktisk betydelig forskel på de to ting. Man kan såmænd sagtens tvinge folk, og da især børn, til religionsudøvelse; det er let nok. Hvis du ønskede at udtrykke, at det ikke var lovligt for skolebestyrelser at gøre dette i Danmark, så skulle du sige dette, i stedet for det, du sagde. Men ordet “kan” havde stadig ikke været korrekt at anvende i den sammenhæng, hvis det var det, du ønskede at sige; at staten forbyder en aktivitet, gør det ikke umuligt for folk at foretage sig pågældende aktivitet. Jeg ved godt, at det kan komme som et chok, men…

(Så sjusket som de fleste – selv folkevalgte politikere og journalister – i dag bruger sproget, er det da lidt af et mirakel, at vi overhovedet kan forstå hinandens daglige kommunikation uden alvorlige problemer)

Game Over for LA

De to første punkter på Liberal Alliances hjemmeside:

1) Liberal Alliance kræver, at Brian Mikkelsen tager afstand fra politivold

2) Starthjælpen er uretfærdig.

…

LA kommer ikke ind i Folketinget ved næste valg.

Dagens citat

“En dygtig Erobrer vil altid, naar det er muligt, paatvinge de Overvundne sine Krav i Smaaportioner. For et Folk, der overgiver sig af egen fri Vilje, undergraver sin Karakter, og hos et saadant Folk kan man regne med, at ingen af disse Undertrykkelser i Smaaportioner vil være helt tilstrækkelig Grund for det til paany at tage sin Tilflugt til Vaabnene.”

Adolf Hitler, Mein Kampf. Bogen er vist meget populær i Mellemøsten, den har i hvert fald inden for det sidste årti opnået bestsellerstatus i både Tyrkiet og Palæstina.

Citatets danske udformning/oversættelse er fra Winston Churchill – krigstaler, fra 1946, hvor Churchill omtaler citatet i hans radiotale af 29. November, 1942. Selvom det ikke er den første samling af Churchill’s taler, jeg læser (det var derimod denne), finder jeg den meget interessant. En tidligere post med lidt samme udgangspunkt som citatet (dog vendt om) kan findes her.

De der udvisninger…

Fire irakere blev som bekendt (?) for nyligt udvist for gruppevoldtægt af en 14-årig pige. Der har været stor fokus på udvisningen, og bl.a. Kim Møller har også fokuseret på balladen i forbindelse med domsafsigelsen.

Er der nogen, der kan forklare mig, hvordan en straf på udvisning og lidt under tre års fængsel til hver, er rimelig for den forbrydelse, disse fire begik? Strafferammen er otte års fængsel, 12 hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Hvor mange år bag tremmer er udvisningen værd, og hvor meget satte dommerne den til? Jeg synes ikke, at den anvendte vekselkurs harmonerer med mine præferencer.

Det er værd at bemærke, at det var irakerne, de dømte, der var aggressive efter domsafsigelsen. Irakerne opførte sig efter domsafsigelsen voldeligt og truende, den enes første reaktion var ved gud at forsøge at gå fysisk til angreb på dommeren. Ingen anerkendelse af systemets legitimitet, tværtimod; ingen anger; ingen undskyldninger; ikke bare et hint om, at nogen af dem fortrød, hvad de havde gjort. De har ødelagt et menneskes liv, og ikke kun nægter de på nogen måde at tage ansvar for det, de har gjort; de har sågar den frækhed når de endelig stilles til regnskab, at bilde sig selv ind, at det er dem, der er de forurettede; at det er dem, der er blevet begået en uretfærdighed imod; at det er dem, der er ofrene. Hvor vover den vantro dommer dog at udvise mig?

Ord slår ikke til.

Åh, en bemærkning mere. Der synes at være en relativt bred konsensus i liberale kredse om, at et krav om selvforsørgelse er en tilstrækkelig betingelse for ret til indrejse/opholdstilladelse. Det er det ikke i min verden. Det er en nødvendig betingelse.