Dagens citat

I “The Road to Serfdom” skrev Hayek om, “Why the worst get on top” i totalitære stater, og man skal ikke lede efter politisk fornyelse blandt nyopstillede kandidater eller ungdomspolitikere i de etablerede partier. De, der tiltrækkes af magten, er ikke de bedste, og uanset om de udtaler sig liberalt eller borgerligt for at markere sig, så stemmer de alle efter partilinien.

Mulighederne for politisk fornyelse fra stiftelsen af nye partier er også ringe. De etablerede partier udgør et kartel, der begrænser nye partiers adgang til det politiske marked. Så effektiv er begrænsningerne, at det i de seneste 40 år kun er lykkedes for tre partier, der ikke er opstået som en afskalning fra andre partier, at blive opstillet til Folketingsvalg, nemlig Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Minoritetspartiet.

For det første er kravet om indsamlingen af 20.000 vælgererklæringer en kæmpe udfordring. I Liberalisterne måtte vi indse, at vi ikke kunne løfte opgaven, og for nylig erkendte Borgerligt Centrum det samme. Processen for godkendelse af vælgererklæringer er gjort unødig kompliceret, og selv om det offentlige har brugt et stort trecifret millionbeløb på at indføre digital forvaltning, så har man ikke tilladt brug af digital signatur til underskrift på lige netop vælgererklæringer.

Også spærregrænsen på fire mandater fungerer som en barriere for politisk fornyelse. Den begrundes gerne med, at det vil blive vanskeligere at regere med et stort antal småpartier. Det er måske politikernes formål, men det er bestemt ikke ideen med et repræsentativt demokrati, at politikerne kan regere så let som muligt over os. Formålet er derimod, at de folkevalgte træffer beslutninger, der så præcist som muligt afspejler folkets vilje.

Det er sikkert ikke populært at demaskere det repræsentative demokrati og betegne det som folketingsstyre og ikke et folkestyre, men også i forhold til muligheden for grundlovsændringer og brug af folkeafstemninger er det tydeligt, at politikerne helst ikke ser, at folket skal styre selv. Det var en veritabel magtdemonstration fra Folketingets side, da det ratificerede Lissabontraktaten uden en folkeafstemning. Lissabontraktaten var den oprindelige unionstraktat, der blev forkastet af Holland og Frankrig, udsat for lidt sproglig window-dressing.

Ratificeringen af Lissabontraktaten i EU-landene var formentlig i strid med vælgerflertallet i Danmark, Irland, Holland, Frankrig, Tyskland og England, og ratificeringen er en tydelig demonstration af, at politikerne ikke vil dele deres magt, der udspringer af folkesuveræniteten, med folket selv, men at de vil regere over os og ikke for os. Det viser desværre også, at dette ikke er et isoleret dansk fænomen, og at selv om Folketingets magt udfordres fra EU’s side, så er det ikke fra den kant, at vi skal forvente, at der bliver sat grænser for politik.

…

Torben Mark Pedersen, i 180’s weekendklumme. Læs den i sin helhed. Hvis du har tid til overs, så læs også Jacob Mchangama’s nyeste indlæg på Retsstaten, Nej til forbud mod købesex (som jeg først stiftede bekendtskab med via. Lars Hvidbergs twitter).