Hmm…

Det synes at overvejelser, jeg før har gjort mig, vedr. anonymitet m.v., kan ske igen at blive relevante i anden sammenhæng.

Dagens citat

Ja, verden er af lave.

Og det har den altid været. Det kaldes udvikling.

…

De tre sætninger fik mig til at smile bredt. Ulla Lauridsen, her.

En anbefaling (eller to)

Ingen “rygende pistoler” i den resterende del af Plum, som det nu efterhånden er et stykke tid siden jeg blev færdig med. Så jeg vil ikke kede Jer med mange løsrevne citater fra den resterende del af bogen, også fordi det jo vel efterhånden er et par uger siden, jeg sidst selv havde fat i den; lad det i stedet blot være sagt, at hvis mine foregående posts om bogen vakte din interesse, ja så kan du roligt anskaffe dig bogen: Den holder niveauet, og jeg har ikke læst noget på de sidste halvandet hundrede sider, der har ændret min mening siden min sidste blogpost om den. Plums opgør med sin egen, og en stor del af sin generations, fortid er beundringsværdig. Mit største og vel nok eneste væsentlige problem med Plums bog, er at der ikke er mange andre værker af samme slags – og det er altså temmeligt svært at bebrejde Plum!

Hvis I har fået/får lyst til at dykke dybere ned i de kilder, som Plum også har set nærmere på, kan den nye og tilsyneladende meget aktive blog medderesegneord stærkt anbefales. Det er hermed gjort. En anden mulighed er at finde et bogantikvariat og bruge lidt tid der; mange af dem (men ikke alle) har som regel originalværker fra den kolde krig skrevet af DKP’ere, VS’ere og/eller andre medlemmer af den yderste venstrefløj stående på hylderne.

Jeg har i forlængelse af at have læst Plums bog også for nyligt anskaffet mig Bent Jensen’s Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, som jeg naturligvis også med stor sandsynlighed vil bruge lidt tid på her på bloggen. En anden bog, jeg begyndte forleden, er Et Delt Folk, af Morten Uhrskov Jensen. Dens fokus er et lidt andet, men at dømme ud fra det, jeg har læst indtil nu (de første 125 sider), er der ligesom i BJ’s og MP’s værker i bogen inddraget en lang række primærkilder, og dermed også mange gode citater, som måske nok kan fortjene lidt opmærksomhed her på bloggen.

…

En teknisk kommentar: Jeg forventer på nuværende tidspunkt, at bloggen fremover primært vil beskæftige sig med de emner, twitteren ikke er egnet til. Det betyder færre posts, men forhåbentligt også færre “lavkvalitetspost”.

Meta

This post (HT: Tyler Cowen) is just wonderful … well written … pretty damn good!

When it comes to how much to tell you people about my personal life on this blog, as those of you who have read along since the beginning (…just kidding, I’m pretty sure no-one has read along that long!) would have noticed, my preferences have changed somewhat; I have become more open. However, even if I constantly try to find some kind of equilibrium that I’m comfortable with, I must say that in general I am still biased towards keeping important stuff to myself – I don’t want to post something that I’ll later regret revealing, and I try to take this into account whenever I blog about subjects that are somewhat personal. Also, there’s a non-zero chance that my true identity will someday be revealed, and this factor also plays a role when it comes to my posting decisions.

Anyway, let’s just say that a) I’ll never be anywhere near as open as Penelope is on her blog, and b) even if I lately have opened somewhat up when it comes to my personality and the way I like to spend my time, there are a lot of stuff I’ve left unsaid that it would probably be downrigth rude to hold back from someone with whom one expected to engage in repeated and frequent social interaction (“be friends”) with (I wouldn’t know for sure, because as I’m sure you know by now, I’ve never had any “friends”). I shouldn’t need to state this, as it could be interpreted as simply a means for me to make myself appear more “interesting” (however, consider this: If you do not currently consider me “interesting” enough as it is, I want to know right now who you are spending time with on a daily basis! – and yes, the fact that I have put scare quotes around the word interesting implies that I’m both thinking along the lines of the standard interpretation of “a feeling that accompanies or causes special attention”, and along the lines of the various concepts for which this word is often used as a more or less overt euphemism), but the things I deliberately choose not to write about are not small matters of little importance: Rather, the main omissions are huge and would light up as a Christmas tree to my brothers or my parents if they were to read this blog, so a) don’t kid yourselves into thinking that I give, or have already given, you anywhere near the full picture – and b) I’m sorry to say this, but whichever mental image you might have constructed of me at the moment is most likely quite a long way off, because of the things I have withheld from you. I might divulge more when more time has passed, but i) I do not yet feel ready and ii) right now I don’t see much point in doing it. And anyway, if most of my readers are just liberator-HS-students, I would think there would not be much point in divulging any of it at all. No, that is not necessarily a criticism of liberator-HS-students.

The twitter is a much less “filtered” medium and thus might give you more information about me – or more specifically my thought processes – but don’t expect any of the things I allude to (“my story”) in this post to be posted there; nor any thoughts that might relate to it; they most certainly won’t.

Agurketid

Tophistorier i de danske aviser i dag:

JyllandsPosten (de tre er både de øverste på internetversionens forside og de mest læste artikler):

1) Jacksons død er nu drabssag. [Den største nyhed er en nyhed om en afdød sanger, som nu har været død i næsten en måned]

2) Riis: Største fejltagelse længe set [Jeg læste ikke videre. Artiklen henvender sig til alle dem, der interesserer sig for professionel cykling. Godt gættet - jeg er ikke i målgruppen]

3) Begik selvmord efter tabt iPhone [Kinesisk Apple-medarbejder begik selvmord i skam over at have mistet en ny mobiltelefon-model. Ligesom de to øvrige nyheder udvalgt af JP: Godt at se, at vi har dygtige journalister til at sortere i nyhedsmoradset, så det kun er de væsentlige og betydningsfulde begivenheder, vi bliver informeret om, og ikke små tåbelige ligegyldigheder...]

Politiken:

1) Harvard-professor følte sig truet [en sort professor fra USA er blevet anholdt i - ja, du gættede rigtigt - USA. "Det er for galt", "racisme" osv... Passer godt ind i Politiken-læsersegmentets verdensopfattelse. Selvfølgelig bør det da være dagens tophistorie]

2) Brødre klar til ny opvisning i bjergene. [cykling; se min kommentar til Jyllandspostens artikel]

3) Obamas store planer kan hindre klimaaftale. [to historier fra USA, en tredje om cykling. Der var ingen øvrige nyheder fra resten af verden, der var vigtigere end den ene af de tre? Tilsyneladende ikke.]

Berlingske:

1) H1N1: Flere danskere i risikozonen [Jeg har ikke styr på, hvordan vejret er i forhold til de forrige år, men et eller andet siger mig, at det ikke er så varmt som sidste år. Global opvarmning plejer at være det store trækplaster i agurketiden, når det drejer sig om massehysteri om ligegyldige småting, der bliver blæst ud af alle proportioner af velvillige medier og journalister, der tror (ok, jeg vil så heller ikke helt afvise, at de kan have ret) at den slags sælger aviser]

2) Computere strider imod pædagogers pædagogik [pædagoger vil hellere have børnene til at klippe og klistre end til at bruge computere - det er ikke svært at se, hvorfor det bør være en tophistorie i en af landets største dagblade...]

3) Gaza er på randen af borgerkrig [nu igen? ... Naturligvis får ingen israelske kilder taletid i artiklen. Det er jo israelernes skyld alt sammen, så hvorfor pokker skulle man dog spørge dem?]

Lidt tilfældig viden

Der er gået lidt ferie i det, og jeg kan ikke rigtigt tage mig sammen til at blogge seriøst for tiden. Så mindre må gøre det. Lidt tilfældige stykker viden, for doven til at linke ret meget, for der er alligevel så godt som ingen, der følger mine links:

i) Universet er omtrent 13.7 milliarder år gammel.

i a) Jordens alder er ca. 4.6 milliarder år.

i b) Hvis vi tager perioden fra de første dinosaurer udviklede sig og så frem til i dag, udgør denne periode kun ca. 5% af jordens samlede alder.

i c) Hvis vi tager perioden fra de første moderne mennesker, homo sapiens, udviklede sig, og så frem til i dag, udgør perioden ca. 0,005% af jordens samlede alder.

i d) Hvis vi tager et dansk menneskes forventede levetid i dag (lad os bare sige 75 år) og sætter det ind i denne kontekst, udgør et menneskeliv 0,00000016% af jordens alder.

i e) I løbet af dette pågældende menneskes liv, vil en lyspartikel teoretisk kunne tilbagelægge 709.554.785.443.560 kilometer.

i f) Et lysår er en stor afstand, og 75 lysår er en meget stor afstand at forholde sig til, men lyspartiklen nævnt herover ville skulle bruge yderligere 46.5 milliarder år (!) for at nå ud til grænsen af det på nuværende tidspunkt observerbare univers. Altså mere end tre gange så lang tid, som der er forløbet siden Big Bang i dag. At tallet kan være større end universets alder selv skyldes, at universet udvider sig. Det giver efter min opfattelse ingen mening at sige, at universet er stort, for universet er alt det der er; men det er næppe forkert at sige, at universet er en del større, end de fleste af os kan gøre os håb om at begribe.

ii) Langt over 99% af alle arter, der nogensinde har eksisteret, er uddøde. Alene ved grænsen mellem Perm og Trias, for ca. 250 millioner år siden, som konstituerer den største masseuddøen af arter i jordens historie, uddøde i løbet af kort tid op mod 95-96% af alle de dyrearter, der levede i havene. Denne uddøen var den værste, men langt fra den eneste i jordens historie.

iii) Den forskel, der er mellem Niger’s (verdens højeste) og Macau’s (verdens laveste) fertilitetsrater, er 6.84 (kilde).

iii a) Ca. 60% af Jordens befolkning bor i Asien. Kina og Indiens befolkninger alene udgør mere end 1/3 af jordens befolkning. De to landes areal udgør kun ca. 8.7% af jordens landareal, og kun ca. 2.5% af jordens overfladeareal.

i b) Der er ca. 10 gange så mange mennesker på Jorden i dag, som der var for 300 år siden (link). Interessant nok er 300 år i dag også omtrent lig 10 generationer.

Quote of the day

the art of central banking is the art of telling lies so that they will come true

…

Will Wilkinson. Well, that’s one view. I think the words “has become” is a better way to state the sentiment in question. Friedman and Yeager, to take but two important monetarist thinkers, had profoundly different ideas about what would ideally constitute “the art of central banking”.

Dumt, dumt, dumt…

Hvis der er folkelig opbakning bag det her, så er de fleste irere altså nogle forbandede idioter.

Demand: 80.000, potential supply: 300.000.000

Yet a shortage still exists in the US – and most other places too. Yes, we are of course talking about kidneys.

I’ve said it before, I’ll say it again: The current policy kills. Read Virginia Postrell’s (very long and informative) article on the subject here.

Currently, 500-600 Danes are waiting for a kidney.

(An aside to Danish readers: Det tager kun et minut eller to at tilmelde sig donorregistret her. Uanset hvordan man har det med det nuværende system, vil denne simple handling en dag kunne redde et eller flere liv)

Bent Jensen om PET-kommissionens rapport

Læs hans kronik her. En lille bid:

De gamle sovjetiske arkiver har været tilgængelige i forskellig grad for KK, men den har end ikke forsøgt at få adgang til dette righoldige og enestående materiale. KK har heller ikke forsøgt at udnytte det store sovjetiske materiale, som er tilgængeligt på internettet og andetsteds. [...] I fortegnelsen over trykte kilder/fremstillinger findes [...] ikke et eneste værk på russisk eller udgivet i Sovjetunionen eller Rusland.

…

Meget mere behøver jeg sådan set ikke vide. 70 millioner kroner, og på trods af det ikke en eneste russisk kilde i litteraturlisten. Hvis et af kommissoriets specifikke opgaver var nærmere at undersøge den sovjetiske efterretningstjenestes interaktion med specifikke danskere under den kolde krig, hvordan pokker kan man så få sig selv til at se bort fra bogstaveligt talt samtlige russisk-sprogede kilder, der er/var tilgængelige? Var kommissionsmedlemmerne nogle fjolser hele bundtet, var de bare dovne eller noget helt tredje? De danske kilder relateret til dette punkt stammer fra PETs arkiver, og de er da bedre end ingenting. Men det var jo altså ikke PET Dragsdal og Herløv Petersen m.fl. holdt hemmelige møder med; det var russerne. For mig at se gør det forhold, at kommissionen fuldstændigt har undladt at undersøge de russisksprogede arkiver, eller i hvert fald undladt at inddrage dem i rapporten, såfremt de har kigget nærmere på dem, at hele denne del af rapporten stinker rigtigt grimt.

Men kritikken stopper ikke der, læs kronikken i sin helhed.

Schooling

Here’s a link that might be of interest to some of you.

This book’s ideas are less radical, even if somewhat along the same lines.

The (compulsory part of the…) school-system never broke my curiosity and willingness to learn, but I’m sure it didn’t do much to stimulate me either. My love of knowledge I have from my dad, not my teachers.

Cute kittens!

Click the pics for higher resolution:

Dagens citat

I “The Road to Serfdom” skrev Hayek om, “Why the worst get on top” i totalitære stater, og man skal ikke lede efter politisk fornyelse blandt nyopstillede kandidater eller ungdomspolitikere i de etablerede partier. De, der tiltrækkes af magten, er ikke de bedste, og uanset om de udtaler sig liberalt eller borgerligt for at markere sig, så stemmer de alle efter partilinien.

Mulighederne for politisk fornyelse fra stiftelsen af nye partier er også ringe. De etablerede partier udgør et kartel, der begrænser nye partiers adgang til det politiske marked. Så effektiv er begrænsningerne, at det i de seneste 40 år kun er lykkedes for tre partier, der ikke er opstået som en afskalning fra andre partier, at blive opstillet til Folketingsvalg, nemlig Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Minoritetspartiet.

For det første er kravet om indsamlingen af 20.000 vælgererklæringer en kæmpe udfordring. I Liberalisterne måtte vi indse, at vi ikke kunne løfte opgaven, og for nylig erkendte Borgerligt Centrum det samme. Processen for godkendelse af vælgererklæringer er gjort unødig kompliceret, og selv om det offentlige har brugt et stort trecifret millionbeløb på at indføre digital forvaltning, så har man ikke tilladt brug af digital signatur til underskrift på lige netop vælgererklæringer.

Også spærregrænsen på fire mandater fungerer som en barriere for politisk fornyelse. Den begrundes gerne med, at det vil blive vanskeligere at regere med et stort antal småpartier. Det er måske politikernes formål, men det er bestemt ikke ideen med et repræsentativt demokrati, at politikerne kan regere så let som muligt over os. Formålet er derimod, at de folkevalgte træffer beslutninger, der så præcist som muligt afspejler folkets vilje.

Det er sikkert ikke populært at demaskere det repræsentative demokrati og betegne det som folketingsstyre og ikke et folkestyre, men også i forhold til muligheden for grundlovsændringer og brug af folkeafstemninger er det tydeligt, at politikerne helst ikke ser, at folket skal styre selv. Det var en veritabel magtdemonstration fra Folketingets side, da det ratificerede Lissabontraktaten uden en folkeafstemning. Lissabontraktaten var den oprindelige unionstraktat, der blev forkastet af Holland og Frankrig, udsat for lidt sproglig window-dressing.

Ratificeringen af Lissabontraktaten i EU-landene var formentlig i strid med vælgerflertallet i Danmark, Irland, Holland, Frankrig, Tyskland og England, og ratificeringen er en tydelig demonstration af, at politikerne ikke vil dele deres magt, der udspringer af folkesuveræniteten, med folket selv, men at de vil regere over os og ikke for os. Det viser desværre også, at dette ikke er et isoleret dansk fænomen, og at selv om Folketingets magt udfordres fra EU’s side, så er det ikke fra den kant, at vi skal forvente, at der bliver sat grænser for politik.

…

Torben Mark Pedersen, i 180’s weekendklumme. Læs den i sin helhed. Hvis du har tid til overs, så læs også Jacob Mchangama’s nyeste indlæg på Retsstaten, Nej til forbud mod købesex (som jeg først stiftede bekendtskab med via. Lars Hvidbergs twitter).

Rygeforbud i private hjem et skridt nærmere

180.

Den slags her kan bare gøre mig tosset.

“Det nye forslag fra EU-Kommisionen skal sikre et røgfrit arbejdsmiljø på alle arbejdspladser“

Arbejdsmiljø? Var det virkeligt den bedste undskyldning, de kunne finde på? Arbejdsmiljø?

Det næste bliver vel, at lastbilchaufførerne skal holde en halv times pause hver sjette time, som de skal bruge på fysisk udfoldelse, som for eksempel armbøjninger og løb på stedet. Det er vigtigt, at folk i den slags jobs får rørt sig lidt, når nu de ikke kører, ellers koster de jo alt for meget for sundhedsvæsenet, og det er selvfølgelig også meget vigtigt, at politikere og embedsmænd kommer med ind over og sikrer, at alle chaufførerne får den anbefalede mængde daglig motion.

Det her er grund #432452119212 til, at jeg ville ønske, at vi ikke var medlemmer af EU.

…

Endvidere: Giv twitteren en chance! Kun to af jer har fulgt linket indtil videre. Det gælder i øvrigt, ligesom for en blogs vedkommende, at det med twitteren er en fordel at starte nedefra og så “arbejde sig op” – en del posts relaterer til tidligere posts, og vil ikke give meget mening, hvis de står alene.

Twitter

Jeg har besluttet mig for at få mig en twitter-konto. Primært fordi jeg ofte har haft lyst til at blogge et eller andet, en løs tanke eller ide, men ikke har gidet til at gøre det over bloggen, af mange forskellige årsager, flere af hvilke der ville være læserne bekendt.

Jeg forventer at twitter-kontoen vil være meget anderledes end bloggen. Det er et helt andet format, og en hel anden form for kommunikation. Min twitter vil være langt mere fri, mere afslappet, mere ufordøjet, mere personlig; jeg vil stille mindre krav til disse posts, og jeg vil ikke redigere i dem igen og igen, som jeg har det for vane at gøre her på bloggen. Der vil være meget mere brainstorming over twitteren; jeg vil forsøge at lade det være en slags ideernes legeplads, hvor jeg kan tænke helt ud af boxen også – eller måske især – på områder, jeg aldrig kunne drømme om at dække her på bloggen. Der vil næppe komme meget om politik på twitteren, i stedet vil der være humor, tilfældig viden, skøre indfald og alt muligt andet – der er ikke tvivl om, at emnevalget vil afvige noget, for ellers ville der ikke rigtigt være nogen pointe i at have både blog og twitter. Twitteren vil, i hvert fald i startfasen, opdateres meget hyppigere end bloggen, og vil være meget mere spontan (er i fuld gang med at fylde lidt forskelligt på kontoen, så den ikke ser så tom ud). Formentligt et stort plus for nogle vil være det forhold, at jeg generelt vil forsøge at tage mig selv langt mindre alvorligt på twitteren, end jeg gør her på bloggen.

Nå, hvis I har lyst til at læse med, så start her. Jeg tror nok jeg vil forsøge at holde den på engelsk, men jeg ved ikke rigtigt med sikkerhed endnu om der kommer til at snige sig lidt dansk ind nu og da. Jeg er heller ikke sikker på at twitters brug af ordet “gør”, er det bedste ordvalg for mit vedkommende; min twitter-konto vil primært beskrive, hvad jeg tænker lige nu, ikke så meget hvad jeg i øvrigt foretager mig.

An experiment – and some comments

I’ve had this idea for a long time now – the most vocal proponents of libertarian policies are so ignorant of human inner life that they seem to have Asperger’s Syndrome.

The classic thought experiment: two choices: (1) you get $1000 and your neighbors each get $2000, or (2) you get $500 and your neighbors get nothing. Anyone with a modicum of understanding of human aspirations and need for status knows that case 2 is preferable, even though it departs from the simplistic economic model.

Yet libertarians and Asperger types don’t seem to understand this. And not only that, but they want social polices based on their idea that case 1 is preferable: i.e. low taxes for people with high incomes. Gosh, they say, if the rich do well, we’re all better off. Which misses the whole point of social policies in the first place. We’re not trying to increase GDP (as the economic models assume). We’re trying to increase overall well being. And status is incredibly important.

…

“Dirk”, in a comment here. Quite a few of those “vocal libertarians” with or without Asperger’s naturally found the need to comment on this. I don’t know if Dirk is a libertarian troll or if someone really thinks like this, but I shall assume he’s “for real” for the time being. I’ve heard similar arguments before.

I decided to do a poll on his question here. Assume when aswering that your neighbors will never know anything about the game or your choice, no matter what you choose. If you choose 1, they get the money without ever knowing that your choice had anything to do with it, if you choose 2, they don’t get the money and won’t know about your choice unless you decide to tell them (I decided that this setup would be the best way to minimize the non-monetary relative status effects. In my view, including neighbor-knowledge about your choice of 1 would make it more attractive to choose 1, -ll- 2 would make it less attractive to choose 2).

Some things I found interesting in the short piece:

I find the in the piece not so hidden assumption that proponents of the welfare state know more about “human nature”/”human inner life” and “what drives politics” than libertarians (or is it “everyone else”?), interesting. The “disease” angle (well, to be true Asperger’s Syndrome is not a disease, it is a personality disorder, but the use of a medical diagnosis nevertheless was not unintentional) is interesting too. The sentence starting with “Anyone with…” is interesting in many ways: The use of the word “knows” is interesting, the use of the word “preferable” (as an objective, not subjective, variable) is interesting, the use of the words “even though” is interesting (as if libertarians had no idea standard models are often flawed because of omitted variables ect.). It is interesting that “Dirk”, whether or not his claims have some degree of truth, does not realize that political reality (how humans make political decisions – “is”) and political preferences (how we want things to be – “ought”) are two different things: In his last paragraph, he first repeats his claim that libertarians don’t understand how “normal people” think, then instantly moves on – as if the two had anything to do with each other – to almost saying that it is outrageous that libertarians would like the government to enact policies that correspond with their political preferences, because they don’t understand other people…* Because if libertarians don’t understand other people, they are of course not allowed to have a political opinion, or at the very least of course their political opinion is wrong. It’s the good old is-ought problem that rears its ugly head: According to Dirk, because most people nowadays make political decisions based on what one might loosely term “feelings”**, that’s the right way to do things, which of course is faulty reasoning. A less gracious take on his position would be to state that because libertarians disagree with him about what social policy should be about, they don’t know anything about human nature and they are not allowed to have an opinion on social policy.

…

I’d of course choose option 1 without thinking twice.

…

*Think about what would happen if a knowledge requirement such as this was implemented in general in political economy. To take but one example, nobody but blind people should be allowed to decide which political compensation models should be set up for people with impaired vision, because nobody else would be qualified to decide on these matters, as they wouldn’t know what it was like to be blind. If you still don’t see the problem, assume that only people with a previous jail sentence would be allowed a say in which policies should be enacted when it comes to criminal law, because they are the only ones who would know what it’s like to be in jail. Well, you get the picture.

**Maybe this is not the best word to use, as all preferences could be considered “feelings” in the strictest sense, but as the particular political choices resulting from these particular sets of preferences are most often considered “irrational” from a classical economic perspective with formal modeling, and as this concept probably is the one in standard terminology most close to the one I’m looking for, I shall use this word for lack of a better alternative.