Econstudentlog

“Giving money and power to Government is like giving whiskey and car keys to teenage boys” (P.J.O’Rourke)

En af grundene til, at et helt frit sundhedssystem uden offentlig indblanding måske ikke er nogen særlig god ide

Precision Xtra Plus Electrodes, 100 stk.
Pris: 760,00 kr

Det er de billigste teststrimler (stykpris) tilgængelige hos Reamed. Prisen svarer til, at en blodprøve koster lidt over 7 kroner og 50 øre. I Danmark får diabetikere dækket deres behov for teststrimler samt nåle af det offentlige. Udgangspunktet er, at man kan ansøge det offentlige om en bevilling til dækning af disse udgifter; det offentlige betaler herefter for op til 1800 teststrimler om året. Hvis ens behov afviger fra dette (er højere) skal der laves en ny vurdering fra offentlig side. Afviger man fra den, skal man selv betale prisen for de overskydende blodprøver. 1800 blodprøver om året, hvilket for mit vedkommende vil svare til ca. en prøve pr. insulininjektion, ville i teststrimler alene koste mig i alt 13.680 kroner om året. Lancetter, altså nåle til blodprøvetagning, er noget billigere og koster omtrent 75 kroner pr. 100 styk, eller ca. 1350 kroner om året givet 1800 blodprøver/år. Vi er på ca. 15.000 kroner om året.

Kanyler står til lidt over 200 kroner pr. 100 styk; Novofine 8 og 12 mm. kanylerne står i hhv. 217 og 227 kroner pr. 100 styks. Jeg tager minimum seks injektioner om dagen, eller ca. 2190 injektioner om året, svarende til en årlig udgift på ca. 5000 kroner. Vi er på ca. 20.000 kroner om året.

Insulin: Jeg betaler i omegnen af 3000 kroner om året for insulin (jeg ved med andre ord, at staten sidst på året dækker 85% af mine insulinudgifter). Jeg ved ikke præcist, hvad udgifterne ville have været før statslige tilskud, men et validt estimat må være følgende: Novorapid insulin, min hurtigtvirkende insulin, koster omkring 240 kroner (for 5×3 ml.), og jeg bruger vel omtrent sådan en på 24 dage. Årlig bruttoudgift: 3650. Insulin detemir, min langsomtvirkende, er betydeligt dyrere, og står i 663 kroner. En pakke holder ca. en måned, og den årlige bruttoudgift er derfor ca. 8000 kroner. Vi er nu på ca. 31.600 kroner om året.

Jeg får taget HbA-1c, altså en langtidsprøve som måler gennemsnitsblodsukkeret over en periode, 4 gange om året, hvilket er hvad der anbefales. Derudover får jeg testet mine nyrer og diverse andre ting såsom forhøjet kolesterol også i laboratoriesammenhæng en gang om året. Jeg kender ikke prisen på disse analyser, for jeg betaler ikke for dem, men de er ikke gratis.

Jeg får undersøgt mine øjne en gang om året, for at finde ud af, om synspåvirkningen er tilstrækkelig markant til, at intervention er nødvendig. Jeg kender ikke prisen, da jeg intet betaler for det, men undersøgelsen involverer dyrt apparatur, en sygeplejerske til at foretage undersøgelsen og en øjenlæge til at foretage efterfølgende analyse. Jeg konsulterer også en fodterapeut nu og da; vha. en henvisning fra lægen dækker det offentlige 60 % af denne udgift, som dog næppe løber op i mere end måske et par hundrede kroner om året, givet at jeg er næsten asymptomatisk og stadig ikke har udviklet andet end transient smertefuld neuropati, og ikke har alvorlig hudpåvirkning.

Selve diabeten følges af en endokrinologisk afdeling på Århus Sygehus. Der er fire kontroller om året, som ikke koster mig noget nu, og som jeg ikke kan vurdere prisen for.

…

Husk efter at have læst ovenstående endvidere: Jeg er noget nær det tætteste, man kommer en asymptomatisk diabetiker givet den tid, jeg har haft sygdommen. Ingen nyrepåvirkning, kun mild begyndende og sjældent symptomgivende nervepåvirkning, nykonstateret retinopati, ingen symptomgivende kardiovaskulære problemer eller andet. Endnu kræver ingen komplikationer medicinsk eller anden intervention. Og mine årlige udgifter ville alligevel, i det nuværende behandlingsregimente, stå i måske (et efter min opfattelse meget konservativt estimat) 40.000 kroner om året. Det er mere, end jeg betaler i husleje. Forsikring ville være umuligt for mig at få i et samfund uden et offentligt sundhedssystem: Jeg er såmænd også (naturligvis) udelukket fra at få en helbredsforsikring i eksempelvis Danmark, for de tager selvfølgelig ikke folk som mig ind. I forhold til den medicinske behandling af de kardiovaskulære og nefrologiske komplikationer, der kan forventes med stor sandsynlighed at ville støde til, samt evt. efterfølgende hjerteoperation, dialyse eller nyretransplantation, øjenkirurgi, sårbehandling, amputation mv., er de udgifter jeg har listet i posten de rene pebernødder (Tyler Cowen’s seneste post illustrerer denne pointe ganske glimrende – nyredialyse i USA står i ca. 70-100.000$/p.a. Måske ville mange ting være relativt billigere i et frit sundhedssystem, men pointen står.).

Når liberale, der ikke er helt afvisende overfor ideen om, at det offentlige kan spille en rolle i sundhedssammenhæng, diskuterer emnet, er det ofte sådan, at man foretrækker, at kun katastrofale og uforudsete udgifter dækkes af det offentlige (som eksempelvis en firdobbelt bypassoperation), hvorimod forudsigelige og mindre udgifter i et sådant system stadig burde betales ud af egen lomme. Jeg har to pointer her. Min første pointe her ville være: Nogle kroniske sygdomme er på alle væsentlige punkter katastrofale, også selvom de måske ikke virker sådan på det helt korte sigt (“sygdommen kan behandles og du kan leve mange år med den, hvis du bare følger vores behandlingsplan”); og for disse sygdomme gælder det, at udgifterne ikke bliver spor mindre af, at de er forudsigelige. Ofte er det tillige således, at der for nogle af disse sygdomme gælder, at “katastrofale helbredsevents” af forskellig karakter i løbet af sygdommens progression vil være mere reglen end undtagelsen, et forhold der vil være mest hensigtsmæssigt at tænke ind i finansieringsmodellen. Min anden pointe er nært relateret hertil: God sygdomsregulering er ikke altid en nettoudgift i forhold til alternativet. Dårligt behandlede diabetikere koster sundhedssystemet langt mere end dem, der følger lægens anvisninger, fordi det især er de katastrofale komplikationer, der koster. En anden vinkel på samme problemstilling: Hvis jeg halverede antallet af blodprøver, jeg tog, fordi jeg ikke havde råd til at betale for de mange teststrimler, ville jeg formentligt firdoble risikoen for en indlæggelseskrævende hypoglykæmisk episode (som ville koste en mindre formue, hvis den blev betalt ud af egen lomme). Det er en anden måde at fortælle den gamle historie om, at likviditetsproblemer kan resultere i asymmetriske effekter på tværs af ellers homogene grupper; effekter, der rammer individer med lav indkomst relativt hårdt. Et andet eksempel kunne være et individ, der valgte at genbruge injektionsnålene, der udtrykkeligt er engangsnåle. Dette ville resultere i a) forhøjet risiko for infektion i eller omkring injektionsstedet og b) forhøjet risiko for infiltrationer af insulin i underhuden – altså ophobning af insulin, som ikke optages på injektionstidspunktet. Det er både uhensigtsmæssigt, fordi insulinen så ikke virker på det tidspunkt den burde, hvilket resulterer i et højt blodsukker, der kunne være undgået, og fordi infiltrationerne i sig selv er farlige, fordi de kan briste, eksempelvis i forbindelse med fysisk aktivitet, og pludseligt sende en stor mængde ophobet insulin ud i blodbanene, der bevirker et voldsomt fald i blodsukkeret – som igen let kan vise sig at være indlæggelseskrævende.

Uanset hvad jeg gør, vil jeg være en dårlig forretning for samfundet, fordi det er så pokkers dyrt at holde mig i live. Og nej, det er ikke spor fair, at andre skal betale for at holde mig i live, fordi jeg ikke selv har råd til det. Men den anden side af mønten er, at det altså heller ikke i min optik er spor fair, at jeg skal dø, fordi jeg ikke har råd til behandling af en sygdom, jeg uforskyldt fik som helt lille. Livet er ikke fair. Og nej, måske burde jeg aldrig have haft lov til at leve så længe som jeg har gjort, givet optimal planlægning og alt det der, og det kan der så nu rettes op på ved en politikændring, men sådan kan jeg jo ikke så godt lide at tænke.

En sidste kommentar: At liberalisere sundhedssystemet 100% og fjerne al offentlig finansiering af sundhedsydelser, er at give mig – og rigtigt mange andre som mig – et virkeligt godt incitament til at hoppe ud foran en bus, eller måske røve en bank. Prøv at gætte hvor mange diabetikere, der ville få en videregående uddannelse i sådan et samfund. Antag de lever delvist af SU – en i øvrigt venlig antagelse fra min side, eftersom dem der ville have et fuldt privat sundhedssystem, sandsynligvis også hellere end gerne ville afskaffe alle offentlige tilskud til videregående uddannelse. SU’en ville i så fald kunne dække årets diabetesomkostninger plus huslejen for måske det første kvartal. Antag forældrene ikke har røven fuld af penge, og regn selv ud, hvor meget “fritids”arbejde, der skal til, for at betale husleje og leveomkostninger, og hvor lang tid studiet mon ville tage. Prøv efterfølgende at gætte, hvor mange der ville være villige til at låne diabetikere penge til at gennemføre en videregående uddannelse, hvis de eksempelvis allerede, som mig, havde haft sygdommen i 15-20 år på det tidspunkt, hvor de skulle forsøge at skaffe deres første studielån. Læs evt. min post om diabetiske senkomplikationer før du svarer). Gæt hvor mange diabetikere uden videregående uddannelse, der vil være i stand til at oppebære en høj nok indkomst til, at de har råd til at dække omkostninger svarende til en ny bil hvert tredje år, udover deres almindelige leveomkostninger, bare for at holde sig selv i live. Husk sidst på, at udgifterne ikke falder men stiger over tid, hvilket gør det til et interessant spørgsmål, hvor mange år uden for arbejdsmarkedet en diabetiker vil kunne overleve når vedkommende går på pension, frivilligt eller ej (sygdommen påvirker naturligvis erhvervsevnen på langt sigt). Nogen vil så mene, at det er “frihedens pris”, at diabetikere er rigtigt dårligt stillet i et frit samfund – hvad man kunne kalde en slags moderne udgave af Spencers argument. Sådan kan man godt se på det. Men hvis man gør det, så har jeg ikke ret meget at snakke med vedkommende om, for i forhold til min egen situation, er mennesker med sådanne holdninger faktisk ikke særligt meget anderledes end kommunisterne: Deres politik vil med stor sandsynlighed slå mig ihjel længe før tid, og hvis de stadig læser med, vil de ikke engang kunne forsvare sig med, at dette udfald kom som en overraskelse for dem.

…

Update: Her kan du læse min første længere post om sundhedspolitik.

juni 23, 2009 - Skrevet af US | Sundhed, diabetes, diabetiske senkomplikationer, health care | | 11 Kommentarer

11 Kommentarer »

  1. Men nu er der vel heller ikke særligt mange (udover gymnasieeleverne inde hos liberator) der snakker om 100% liberaliseret sundhedssystem.

    De fleste der kalder sig liberale går jo da ind for en statsmagt, der blandt andet skal tage sig af folk der ikke kan klare sig selv – hvilket jo så blandt andet vil være sådan en som dig.
    Hverken hayek eller friedman eller lignende, går jo ind for et samfund, hvor de svageste blot skal overlades til sig selv hvor de så kan dø i grøfterne.

    Men bortset fra det er jo let nok at følge din argumentation. Problemet er blot at den let bliver til undskyldningen for det nuværende system – og der er jo ingen grund til at man absolut skal vælge et af to yderpunkter.

    Comment af Superman | juni 23, 2009 | Svar

  2. @Superman:

    Til dit punkt a)

    Jeg ved godt, at der ikke er særligt mange, der snakker om 100% liberaliseret sundhedssystem. Jeg kender Friedmans position, og er bekendt med, at Hayeks synspunkter vist overlapper. Men…

    i) Ideen dukker alligevel op fra tid til anden i forskellig sammenhæng. Så det er værd at give et relativt tidløst modsvar, så man (jeg) kan hive det frem, næste gang den debat kommer op til overfladen igen.

    ii) Jeg ved, eller har i hvert fald på fornemmelsen, at der er i hvert fald et par stykker af “gymnasieeleverne inde på liberator”, der til tider læser med her på bloggen. Måske har jeg jaget dem væk, det kunne jo være, men man ved aldrig.

    I forlængelse heraf: Jeg har indtryk af, at både mange af dem, der taler for en sådan politisk model, og mange af dem, der i udgangspunktet er stærke modstanderne af en sådan politisk model, ikke rigtigt har sat sig nok ind i emnet til at have gjort sig helt klart, hvilke konsekvenser modellen ville have. Indlæg som dette kan måske råde bod på lidt af det. Jeg må indrømme, at min nylige læsning af Plum var en medvirkende faktor til, at dette indlæg blev skrevet, især i forhold til førstnævnte gruppe: Kollektivisterne på venstrefløjen gjorde helt tydeligvis en dyd ud af at ignorere virkeligheden (også) dengang, og på den måde blev selv meget farlige og tossede ideer gradvist acceptable, hvis ikke ligefrem obligatoriske. Jeg tror nok jeg forestiller mig, at nogle af de samme mekanismer gør sig gældende blandt (blandt andre) “gymnasieeleverne inde hos liberator”, og vil gerne informere denne gruppe – og i øvrigt alle andre – om hvilke konsekvenser sådanne politiske ideer kunne tænkes at have.

    iii) Der ligger intetsteds en klar liberal model for, hvordan sundhedssystemet skal skrues sammen. Det er en af de politikområder, hvor det er meget vanskeligt at linke principper med konkret politik, fordi det er så pokkers komplekst. Jeg har den erfaring, at nogle liberale i deres reformiver synes at ignorere en del af denne kompleksitet, fordi de ellers føler sig handlingslammede, og derfor mere eller mindre bevidst vælger at overse nogle væsentlige faktorer, som er vigtige at have med i baghovedet, når en tilstræbt optimal politisk model skal skrues sammen. Og, meget væsentligt for mig, dette forhold tror jeg gør liberale reformforslag som et hele mere upopulære og uspiselige for befolkningen som helhed.

    iv) Indlægget var ensidigt, og kunne godt læses som et forsvar/en undskyldning for det nuværende system. Det er naturligt nok, for en del af pointen var netop også, at det nuværende system ikke er totalt forfærdeligt dårligt og håbløst: Nogle af de mennesker, der rammes af meget alvorlige sygdomme, får faktisk god hjælp af det offentlige system; hjælp som de aldrig havde fået fra et privatfinansieret system. Denne del af det offentlige sundhedssystem synes jeg er bevaringsværdig.

    Det betyder ikke, at man ikke på mange områder med fordel kan reformere det nuværende system. Det er der ingen tvivl om, at man kan. Det vil dog rage for vidt for mig at beskrive hele min sundhedspolitiske position i en kommentar her. Meget kort vil jeg sige, at min tænkning på området er stærkt præget af Arnold Kling’s behandling af emnet på bloggen econlog og, i et vist omfang, af Robin Hanson’s behandling af samme emne.

    Comment af US | juni 23, 2009 | Svar

  3. Jeg mener, det bedste er, at folk betaler for deres medicin og remedier selv, i stedet for det nuværende, elendige og alt for dyre, såkaldte sundhedssystem, der hvert år slår 5.000 patienter ihjel. Bent Hansen i Viborg er landets største massemorder, han har med koldt overlæg myrdet 95.000 mennesker i de 19 år, han har været chef for sygehusvæsenet i Danmark. Det er mere end 1½ gang så mange, som de 58.000 amerikanske soldater, der døde i Vietnamkrigen (1963-1975).
    Når jeg mener, det blver billigere, hvis folk selv betaler medicinen, skyldes det, at apotekerne tager mere end 2½ gang så meget for varerne, som de vil koste i fri handel, f. eks. hos Matas. I år 2000 kostede Neguvon 62 kr. i en grovvarehandel. I 2004 kostede præcis samme vare 160 kr på apoteket, der fik monopol på de varer også. Dertil kom så en recept hos dyrlægen foruden.
    Når man tænker på, hvad det koster at køre et opkrævnings-og-tilskudsbureaukrati, foruden de 150% i overpris hos apotekerne, er jeg sikker på, at det ville være langt billigere at give branchen fri.

    Comment af Abel | juni 25, 2009 | Svar

  4. @Abel

    Hvis du læser min post en gang til, vil du bemærke, at mine udgifter til medicin kun udgør godt en fjerdedel af de samlede udgifter, min sygdom ville påføre mig på det frie marked på nuværende tidspunkt. Selv hvis vi antager, at du har ret i, at min insulin i fri handel ville koste under det halve, hvilket der ikke rigtigt er belæg for, når man sammenligner insulinpriserne på tværs af landegrænser, står jeg stadig og mangler en 30-35.000 kroner om året i forhold til nu. Selvfølgelig ville der i sådan en situation være ting, jeg godt kunne skære væk. Der ville eksempelvis ikke være nogen mening i at få foretaget så mange undersøgelser som nu, eksempelvis af nyrer eller kolesteroltal, for jeg ville aldrig have råd til statiner eller nyremedicin alligevel, og så er det jo lidt ligemeget om jeg ved med relativ sikkerhed, at jeg kan forvente at være død om fem år eller ej, med mindre jeg kommer i behandling. Men en del af udgifterne, som blodsukkerapparater, nåle, måleinstrumenter m.v. ville jeg, som jeg også gør klart i mit indlæg, ikke kunne slippe udenom, fordi hvis jeg gjorde, ville jeg havne på hospitalet meget hurtigt; og en indlæggelse ville koste langt mere end disse remedier ville gøre – især fordi jeg ikke ville have nogen forsikring, og aldrig ville kunne få en. Det burde endvidere ikke være nødvendigt at sige, men jeg gør det lige alligevel: Det forhold, at jeg reducerede udgifter til kontrol af min sygdom pga. manglende betalingsevne, ville højst sandsynligt gøre, at min diabetes blev dårligere kontrolleret end den er nu, og dette forhold ville bevirke en nedsat livskvalitet på både kort og langt sigt. Det er ikke sjovt at have hovedpine pga. for højt blodsukker, og det er heller ikke sjovt at være blind.

    Det er måske billigere for samfundet som et hele med et helt frit marked – forstået på den måde, at der ville blive brugt færre penge på sundhedssektoren, end der gør i dag. Men hvis det forholder sig sådan, er en del af forklaringen altså at mange mennesker simpelthen ikke ville have råd til at behandle deres sygdom, og i stedet bare ville dø. Et sådant system er ikke spor billigere for mig og andre i min situation – vi er bare fucked i sådan et system. Det er meget godt at pointere, at det offentlige sygehusvæsen herhjemme begår fejl som koster menneskeliv, og at liberale reformer måske ville kunne sænke medicinudgifternes meget voldsomme stigningstakt disse år (en stigningstakt som dog, bør det bemærkes, primært er drevet af introduktion og anvendelse af relativt få nye – og meget dyre – lægemidler, som eksempelvis Avastin) , men har du prøvet at tænke grundigt over, hvor mange individer, der ville dø, og hvor mange flere der ville få stærkt nedsat livskvalitet, pga. indførelsen af det system, du har i tankerne, helt uden offentlig indblanding? Det tror jeg ikke på, at du har, og det forhold at du fokuserer så ensidigt på medicinudgiften (og kun inddrager et produkt i dit argument, og så ekstrapolerer det samlede udgiftsmønster på samfundsniveau på baggrund af det – du ville dumpe statistik 101 med et brag!), gør det klart for mig, at du slet ikke forholder dig til en meget stor del af min post.

    Det jeg hører dig sige er, at du ville foretrække et samfund, hvor mit, og mange andre mennesker som mig’s, foretrukne valg ville være at hoppe ud foran en bus. Jeg er ked af at sige det, men i mine øjne er dine politiske idealer næsten lige så forskruede som kommunisternes.

    Comment af US | juni 25, 2009 | Svar

  5. Husk nu, at alle statslige monopoler gør alting dyrt og alting dårligt. Husk, at i 1994 reklamerede statsmonopolet TeleDanmark/TDC for mobiltelefoner med en annonce, der sagde: “Mobiltelefoner 9.995,- Køb nu, det bliver aldrig billigere!” 2 år senere kostede de 0,25 kr, da var monopolet væk. Arriva siger, de kan køre DSBs togkørsel til 1/4 af DSBs priser. Ligegyldigt hvilke offentlige selskaber, er leverancerne dyre og dårlige: SAS, Dong, renseanlæg, TV, radio, tog, busser, færger, børnehaver, vuggestuer, plejehjem, åndssvageforsorg osv.
    Du kan tro, hvad du vil; men jeg er sikker på, at når apotekerne engang mister monopolet, bliver medicin langt billigere, og hvis tilskuddene også fjernes, kan et gigantbureaukrati fjernes og skatterne sænkes.
    Du tager fejl, hvis du tror, jeg synes, du skal hoppe ud foran et tog. Der er andre løsninger. Der har tidligere eksisteret private sygekasser, og alle var ved lov tvungne til at være medlem af én af dem. Private sygekasser findes bl. a. i Tyskland. Sådan nogle ville straks blive oprettet her i landet, hvis området blev givet frit, og man selvfølgelig ikke skulle betale skat til sygehusene også. De kan så konkurrere om at give folk den bedste behandling i stedet for i dag, hvor massemorderen Bent Hansen gør alt, hvad han kan, for at påføre folk den elendigste behandling, hvis de ikke er døde på ventelisterne i mellemtiden, som den 60-årige kvinde med kræft i hovedet, der kun blev opdaget, fordi hun blev scannet på et privathospital. Da hun så henvendte sig på et regionssygehus for at blive behandlet, fik hun at vide, at hun kunne komme bag i køen og vente ½ år på behandling. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der driver hospitaler. I Danmark bliver over 5.000 mennesker slået ihjel hvert år af personalet på 101.000, som så hvert 20. år er morder hver især. Jacob Axel-Nielsen har lige fortalt det igen, og i 2000 fortalte Arne Rolighed det samme, 5.000 døde hvert år. Faktisk bliver 100.000 patienter hvert år påført sygdomme og lidelser, de ikke havde ved indlæggelsen. De ligger så i 2 uger længere, og det svarer til 2 rigshospitaler, eller 10% af den samlede danske sygehuskapacitet.
    Det var der ingen privathospitaler, der ville gøre. I øvrigt så vi lige for nylig, at en lille dreng døde, fordi 11 læger nægtede at röntgenfotografere ham. På danske sygehuse får man 40% ringere behandling i weekenden, bl.a. fordi scannere og röngtenkameraer ikke er bemandet fredag – søndag, så folk, der indlægges fredag morgen med mistanke om blodprop i hjernen, bliver først diagnosticeret 3 døgn senere, og først endnu senere går behandlingen igang. Dertil kommer, at der overalt på statens sygehuse er så snavset, at hvis der var ligeså beskidt på et slagteri, ville myndighederne lukke det omgående og uddele kæmpebøder. De eneste områder, hvor der ikke er snavset, er venteværelserne, hvor det er af mindre betydning. Den beskidte behandling af patienterne er en funktion af, at sygehusene drives af staten og regionerne. Ellers ville enhver politiker lukke dem med største iver.
    En sygeplejerske med speciale i sykkersyge har fortalt, at hendes største frygt er, at folk med sukkersuge bliver bragt til en skadestue, for de ansatte dér ved ikke, hvordan man skal tage sig af sukkersygepatienter. Så ringe er Danmarks statslige sygehusvæsen.
    I 1997 opgjorde WHO, at Danmarks sundhedsvæsen lå nr. 34 i verden efter bl. a. Colombia og Chile. Intet tyder på bedring siden.
    Desværre kan jeg blive ved.
    Min holdning er klar: Kun hvis vi får private hospitaler og private sygekasser, får vi god behandling i sundedssystemet.

    Comment af Abel | juni 26, 2009 | Svar

  6. @Abel:

    Du forholder dig meget selektivt til det, jeg skriver, både for så vidt angår min oprindelige post og for så vidt angår min kommentar.

    i) Jeg vil gerne gentage: Kun godt en fjerdedel af omkostningerne til min sygdom er på nuværende tidspunkt medicinske. Prisen på nåle, konsultationer, blodprøver ect. har intet at gøre med apotekerne. Forhold dig venligst til dette, og vær så venlig at svare på et par af de spørgsmål, jeg stiller i min post – ja, jeg har sjovt nok bemærket, at du overhovedet ikke har forholdt dig til dem, for ikke at tale om at svare på dem. At antage med løst håndled, at priserne med indførelsen af et helt frit sundhedssystem da selvfølgelig vil falde nok til, at jeg og alle andre diabetikere vil have råd til at behandle sygdommen optimalt, er bare ikke særligt overbevisende. For nu at sige det mildt. Forklar også i samme omgang, nu du er i gang med at svare på de spørgsmål, jeg stiller dig og ligesindede, hvorfor et forældrepar med et nydiagnosticeret to-årigt barn med diabetes i et samfund som det, du gerne vil have, ikke bare skulle give ungen et hårdt slag i baghovedet og så efterlade den i en affaldscontainer, i stedet for at bekoste over en halv million kroner alene for sygdomsbehandling, bare for at ungen kan opleve sin 18 års fødselsdag? Det er ikke et teoretisk barn, jeg snakker om, det er mit liv, vi debatterer.

    ii) Min diabetes var usædvanligt vanskelig at kontrollere i mine ungdomsår. I løbet af et par år omkring slutningen af folkeskolen/starten af gymnasiet var jeg formentligt indlagt over 10 gange med hypoglykæmiske episoder. Jeg fik foretaget en EEG en af gangene, fordi min lange bevidstløshed fik personalet på sygehuset til at frygte, at jeg havde fået en hjerneskade. Problemet med natlige blodsukre gik først væk i slutningen af gymnasiet, som en kombination af to faktorer: Dels det forhold, at puberteten for mit vedkommende var ved at være ovre, dels det forhold, at jeg omkring det tidspunkt kom på en ny insulintype, insulin detemir (levemir), der stadig var på forsøgsstadiet på det tidspunkt, men som var specielt udviklet for at forhindre natlig hypoglykæmi.

    Kort og godt: I det samfund, du ønsker, ville mine sygdomsproblemer i ungdomsårene have drevet mine forældre fallit. Du kan jo prøve selv at gætte, hvad så mange indlæggelser havde kostet dem. Alternativt: Prøv at gætte hvad der var sket, hvis mine forældre havde tøvet med at ringe efter en ambulance under en af de natlige episoder, fordi de vidste, hvor dyrt det ville blive for dem, hvis de gjorde det.

    Jo, du ville sandsynligvis spare penge (og slippe billigere i skat) med et helt frit sundhedssystem. Men hvis du i fuld alvor prøver at bilde mig ind, at det vil gælde for alle, eller at eksempelvis jeg ikke ville komme til at være endog meget dårligere stillet i et sådant samfund, end jeg er i dag, så er du enten en virkelighedsfjern utopist, eller bare en gemen løgner.

    Comment af US | juni 26, 2009 | Svar

  7. Hej, US.
    Jeg har før skrevet, at jeg ikke ønsker et samfund, hvor du ville være tvunget til at dø, fordi du ikke selv kunne betale for behandling. Der har tidligere eksisteret private sygekasser her i landet, jeg var selv medlem af sådan én engang. Dengang dækkede forældres medlemsskab også for børn op til 18 år, hvorefter de selv var tvungne til at melde sig ind i og betale til en sygekasse. Den var så tvunget til at dække al sygdomsbehandling for kunderne – uanset hvad, de måtte fejle – ligesom private forsikringsselskaber.
    Folk kan selv vælge, og de gode sygekasser vil aldrig sende kunderne til hospitaler, der er så dårlige som dem, staten og regionerne driver her i landet. ALDRIG! Så ville sådan et sygeforsikringsselskab gå skråt på bagdelen.
    De kunne også tilbyde graduerede ordninger med Hilton- eller vandrerhjemsservice, og særlige forsikringer for skiløbere og andre, ligesom man har dyre kaskoforsikringer til unge mænd under 25 år.
    Systemet fungerer i Tyskland og andre civiliserede lande; men i denne socialdemokratiske diktaturstat er det kun politikere som Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgård, der kommer foran i køen, så kan almindelge bogere kradse af på ventelisten. DSBs ansatte har sundhedsforsikring, så de kan komme på privathospital straks, betalt af os andre, der ikke kan komme på privathospital straks.
    Sådan er der allerede i dag et A-hold af herrefolk og et B-hold af slaver, der får den ringeste behandling.

    Comment af Abel | juni 27, 2009 | Svar

  8. Tak for din uddybende kommentar Abel. Jeg har ikke tid til at svare lige nu, men forvent at der kommer et svar senere på dagen.

    Comment af US | juni 27, 2009 | Svar

  9. @Abel:

    Jeg har været ved at skrive en noget teknisk kommentar til dig, men eftersom den blev noget omfattende, har jeg besluttet mig for at lade det blive til en selvstændig post. Jeg er endnu ikke færdig, og jeg har meget mellem ørerne lige nu, så der kan godt gå lidt tid, før jeg melder tilbage. Jeg skal nok give et link her, når jeg er færdig med posten og mit svar til dig.

    Comment af US | juni 29, 2009 | Svar

  10. @Abel (og de par stykker mere, der evt. stadig læser med)

    Ok, så, jeg brugte en masse tid på en post, og jo længere den blev, jo flere ting fandt jeg det nødvendigt at kvalificere yderligere, og jo mere konvoluteret blev både argumentation og dokumentation. En af de posts, jeg ikke offentliggør, men som alligevel ikke var helt spild at skrive.

    Lad mig her derfor bare kort afslutte min deltagelse i debatten med at sige, at jeg er glad for, at den model du har i tankerne som erstatning for den eksisterende stadig har øje for de svageste individers relativt svære situation, og har øje for, at en lille grad af offentlig involvering ikke rigtigt kan udelukkes uden hvad proponenterne af en sådan ikke-interventions-model formentligt eufemistisk ville betegne som problematiske (…hvis de vel at mærke besidder bare et minimum af intellektuel hæderlighed, ellers vil de udelade dette ord og nøjes med de to sidste) fordelingsmæssige konsekvenser eller lignende. En model med obligatorisk forsikring indebærer, både i den form der empirisk findes, i for eksempelvis kontinentaleuropa, og i de former den teoretisk kunne antages at antage, hvis den skal give nogen form for mening, både lovgivning relateret til- og regulering af såvel forsikringssektorens leverandører som kunder, og øget omkostningsfordeling/forskydning af en del af de svageste individers bidrag til samfundets sundhedsbudget i forhold til et marked uden offentlig intervention overhovedet – dette sidste er netop et af hovedformålene med en sådan model. Jeg er for så vidt ligeglad med, om omkostningsfordelingsstrukturen involverer offentlige midler eller ej, så længe en relevant delmængde af denne, nærmere betegnet den delmængde som omfatter -fordelingsstrukturen relateret til fordelingen af omkostningerne relateret til (uforskyldt) meget syge og meget dyre patienter er i al fald delvist politisk bestemt, og modellen derved kompenserer disse individer til en hvis grad.

    Comment af US | juli 1, 2009 | Svar

  11. Her er Verdens bedste sundhedssystem i verdens dyreste land:
    1) Skadestuebehandling:
    http://jp.dk/opinion/breve/article1658891.ece
    2) Politikere på hospitalet:
    http://jp.dk/indland/article1660343.ece 12.04.09
    3) Høj dødelighed er naturligvis kun borgernes egen skyld:
    http://www.180grader.dk/nyheder/Her_kommissionens_52_anbefalinger_om_forebyggelse.php 21.04.2009
    4) Endnu en politiker optager vigtig plads på intensivafdelingen pga. styrt med cyklen:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/04/19/070455.htm 19.04.2009
    5) Ovenstående politiker bekæmper til gengæld almindelige borgeres muligheder for at få livreddende behandling:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/04/23/051157.htm 23.04.2009
    6) 5.000 dræbes hvert år på danske offentlige sygehuse (Radioavisen engang 23/4 – 27/4-2009):
    http://netradio.dr.dk/content.asp?mode=archive&asx=http%3A//www.dr.dk/forms/published/playlistgen.aspx%3Fqid%3D266824&channel=p1&program=seneste%20p1%20morgen%207-8&date=&length=56%3A00&&participant=yes
    7) Det her kan sygehusvæsenet sagtens bruge penge på, men ikke nødvendige scanninger:
    http://www.sj-nyheder.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090427/RZI/7212
    8) Socialdemokraternes kampagne mod privathospitaler:
    http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2009/05/01/075754.htm 01.05.2009
    9) Endnu engang bekræftes sygehusenes drab på patienterne, (Radioavisen engang omkring 11. Maj 2009)
    http://netradio.dr.dk/content.asp?mode=archive&asx=http%3A//www.dr.dk/forms/published/playlistgen.aspx%3Fqid%3D266827&channel=p1&program=seneste%20p1%20morgen%208-9&date=&length=52%3A00&
    10) Endnu engang bekræftes sygehusenes drab på patienterne, her dog kun 2.800 mennesker/år, herregud massemordere plejer at få rabat, ikke?:
    http://www.180grader.dk/nyheder/Stor_effekt_af_h_ndvask_p_offentlige_sygehuse.php
    11) Offentlige sygehuse duer ikke:
    http://www.180grader.dk/klumme/Hvordan_det_offentlige_spildte_et_r_af_min_ungdom.php
    12) Endnu en socialdemokratisk kampagne mod private virksomheder i sygehusområdet:
    http://www.180grader.dk/nyheder/Private_vikarbureauer_Det_offentlige_mister_penge_p_at_droppe_os.php
    13) En kvinde med kræft i hjernen bliver kun diagnosticeret, fordi hun for egen regning opsøger et privathospital. Som tak kommer hun bagest i køen til det offentlige hospital, hvor hun skal vente ½ år. Så længe lever hun nemlig ikke.
    http://www.sj-nyheder.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20090612/SIDSTE_NYT/688462489/-1/FRONTPAGE
    14) Lille dreng dør, fordi 11 læger nægter at undersøge ham ordentligt:
    http://www.berlingske.dk/article/20090614/ilaegenshaender/706140070/
    15) Lille pige dør, fordi lægerne sidder i møde, og hun ligger 1½ time på skadestuen uden behandling:
    http://www.berlingske.dk/article/20090704/ilaegenshaender/707040051/

    Ovenstående er tragiske beretninger om grove, kriminelle handlinger, sløseri, svineri og politisk kamp mod patienternes interesser, mens de korrupte politikere selv kommer forrest i køen til enhver tid. Den kriminelle behandling af civilbefolkningen, som politikerne udsætter os for er en funktion af ét eneste forhold: Disse sygehuse drives af det offentlige.
    Beretningerne er indsamlet fra danske aviser og radio i løbet af bare de sidste 3 måneder, april, maj og juni 2009, det er 5 grove svigt hver måned, og man kan finde ligeså mange forfærdelige beretninger fra virkeligheden på danske statslige og regionssygehuse i de næste 3 måneder, de næste 3 måneder derefter osv., foruden naturligvis masser af beretninger om primitive, hensynsløse, asociale, korrupte, kulturløse politikere, der maser sig foran i køen og lader alvorligere ramte ligge og få det dårligere, så de uduelige politikere kan komme hurtigere tilbage til de kontorlande, hvorfra de bekæmper borgernes og patenternes rettigheder og muligheder for at få den bedste behandling, så man kan blive rask og genoptage en god tilværelse.

    Comment af Abel | juli 6, 2009 | Svar


Skriv en kommentar

« Tidligere | Næste »