Econstudentlog

“Giving money and power to Government is like giving whiskey and car keys to teenage boys” (P.J.O’Rourke)

Aktiekurser

Ok, jeg var til noget fætter-kusine træf (min fars fætre og kusiner) med familien for en uges tid siden, og kom på et tidspunkt ind i en diskussion om aktiemarkedet. Det her er helt basale ting alle økonomistuderende, der har haft finansiering 101, burde vide, så den er slet ikke henvendt til dem, men derimod til de folk, der så godt som intet ved om emnet:

a) I finansiel teori antages det, at aktiekurser udvikler sig på baggrund af det, økonomer kalder en “tilfældig gang” (random walk). Det betyder, at man ikke med nogen sikkerhed kan forudsige, om de vil gå op eller ned i fremtiden. Antagelsen hænger tæt sammen med den efficiente markedshypotese (EMH). Et godt billede af, hvad dette indebærer, ses i billedet nedenfor, der viser otte forskellige versioner af en random walk datagenererende proces:

720px-Random_Walk_example.svg

Hvis du er lidt fysik- eller matematikkyndig, findes der også en lidt anden måde at sige dette, som også Greg Mankiw for nyligt mindede os om: Man kunne sige, at aktiekurser er omtrent brownske bevægelser. Kursen lige nu vil altid være relativt tæt på kursen for fem minutter siden; men den retning kursen tager over de næste fem minutter, behøver ikke være den samme, som den retning den bevægede sig i de foregående fem minutter.

Jo flere der tror, at ovenstående betragtninger ikke er korrekte, jo mere korrekte bliver de.

b) Alle “finansielle rådgivere”, børsmæglere og lignende er sælgere, også selvom de kalder sig noget andet. De lever af at folk laver handler, for de fleste af dem tager penge for hver handel. Derfor vil de oftest gerne have dig til at foretage justeringer i din portefølje så ofte som muligt, for det er faktisk en af de ting, de lever af. Husk i den sammenhæng, at hvis en aktie har tjent 10 % i en kort periode, og du derefter sælger den og dine handelsomkostninger er 10 %, så er det faktisk kun din “rådgiver”, der har tjent penge på handlen. Hvis nu man også medtager det koncept, der kaldes alternativomkostninger, i sine overvejelser, som dækker over, at du i stedet kunne have ladet aktierne være, med håbet om at de ville gå yderligere op, eller måske kunne have investeret pengene i noget andet med et positivt afkast, ja så har du faktisk tabt penge på den transaktion, du blev rådet til at gøre af din “rådgiver”.

c) I finansiel teori gælder det i forlængelse af a), at det risikojusterede afkast for et finansielt aktiv altid vil være mindre end eller lig det risikojusterede afkast for en portefølje af finansielle aktiver. Sagt på en lidt anden måde, er der grundlæggende ingen dårligere måde at investere sine penge, end at lægge alle sine æg i en kurv og sætte alle pengene i, eksempelvis, Vestas eller Novo Nordisk. Det er kort sagt en meget god ide at sprede sin risiko, så man eksempelvis både investerer i aktier og obligationer, fordi nogle af de ting, der kunne resultere i lavere afkast på den ene af dem, måske ikke vil ramme den anden lige så hårdt, eller måske ligefrem gavne den anden. Uanset om du føler, du er en mand (for det er oftest mænd, der tænker sådan) med is i maven, er det ikke et udtryk for din frygtløshed, at du sætter alle pengene på Vestas (eller hvad det nu måtte være): Det er et udtryk for, at du opfører dig dumt. Hvis du opførte dig smart, kunne du tjene endnu flere penge, uden at øge risikoen i forhold til før; eller du kunne skrue lidt ned for din risiko og tjene det samme afkast som før, men sove betydeligt bedre om natten.

d) Hvis mæglerne/rådgiverne/osv. (“sælgerne”) vidste med 100% sandsynlighed, hvilke aktier/obligationer/osv. der gik op og ned fremover, hvorfor pokker skulle de så fortælle dig det, i stedet for at investere hver en øre de selv ejede i aktien/obligationen/osv.???

De fleste “finansielle rådgivere” ved mere end dig om de finansielle markeder, det er der ingen måde at komme udenom, men du betaler faktisk også i dyre domme for den viden, og det er meget tvivlsomt, om den viden de har, er det værd, du betaler dem for den.

Husk også på, at når du spørger ind til formueforvalteres “tracking record” (hvor godt de har forvaltet de penge, de har haft dispositionsret over), vil de fleste af dem altid kunne finde mindst 10 eksempler, hvor de har gættet rigtigt og tjent penge for klienten. Det de ikke fortæller dig er, at 15 andre ved en anden lejlighed mistede en ordentlig luns af pensionsopsparingen. Hvorfor skulle de dog det? Hvis du undlader at benytte dig af muligheden for at sætte pengene i en index fond (se nedenfor), så skal du ikke tage de ansatte i den finansielle sektors egne ord for noget som helst: Så skal du sætte dig grundigt ind i sagerne. Sætte dig ned og se grundigt på tallene, så du ved hvad du går ind til, og derfor ikke pludseligt bliver overrasket over, at transaktionsomkostningerne er uacceptabelt høje, eller over at formueforvalterens eller pensionskassens risikoprofil måske slet ikke matcher din egen.

e) En del banker/investeringsforeninger har en valgmulighed, hvor man kan lade sine penge være placeret i en fond, der søger at afspejle markedets generelle udvikling, hvilket betyder at risikoen bliver spredet rigtigt godt ud: Det kaldes en index fond. For mange almindelige mennesker vil det være en god løsning at sætte sine penge i en sådan fond. Læs mere om dem her.

maj 22, 2009 - Skrevet af US | finance, økonomi | | 10 Kommentarer

10 Kommentarer »

  1. En god vejledning for nybagte spekulanter :)

    Kunne du ikke fortælle noget om, hvilke fordomme, du mødte blandt familiemedlemmerne, og som fik dig til at skrive denne post? Jeg synes det er meget interessant, hvor stor modsætning der er mellem hvad folk forestiller sig de ved om økonomi, og hvad de rent faktisk ved. Jeg ved ikke, om man genfinder det på andre vidensområder, men jeg havde selv en ret god idé om, at jeg vidste, hvad økonomi gik ud på – indtil jeg selv begyndte at læse økonomiske tekster. Jeg tror ikke, at jeg på samme måde ville have forudfattede meninger om eksempelvis arkæologi eller medicin.

    Comment af Lars Hvidberg | maj 22, 2009 | Svar

  2. Lars:

    Nu skal jeg være ærlig at indrømme, at det såmænd slet ikke var “fordomme” jeg stødte på, der motiverede mig, så meget som det var det forhold, at jeg pludseligt kom ud blandt “almindelige mennesker”, der aldrig havde hørt om risikodiversificering, Sharpe ratioer eller Black-Scholes modellen. Det gør jeg ikke så tit. Mere konkret kan jeg sige, uden at udstille nogen, at min korte snak med en kvinde sidst i 50erne var driveren bag posten; en kvinde der lod sin mand om at investere både sine egne pensionsmidler og hans, noget han tilsyneladende var ret god til – for han udvalgte ofte de rigtige aktier, som jeg jo kunne forstå (!). Lige til at starte med vidste jeg nærmest slet ikke, hvad jeg skulle sige, for hun havde tilsyneladende ingen viden om finansiel teori overhovedet, og hvad gør man så?

    Selvom manden var god til det der med investering, lagde hun dog ikke skjul på, at parret havde mistet mange penge nu her i finanskrisen, fordi de havde haft hele deres pensionsopsparing i aktier, og de var jo faldet en del (det var naturligvis via snakken om finanskrisen, at hun kom ind på de andre ting). Hvilket måske ikke ville være et stort problem, var det ikke for det førnævnte forhold at hun er sidst i 50erne, mens manden faktisk allerede var oppe i tresserne. Med mindre man har en rimeligt utraditionel risikoprofil vil det altså være det glade vanvid at køre 100% aktier i den alder. Men det havde de altså gjort, og det var ikke noget de havde tænkt videre over indtil nu. Det er formentligt års opsparing, der bare lige er forsvundet ud i det blå, fordi de ikke har tænkt sig om: Og de er ikke alene.

    I løbet af samtalen fik jeg snakket lidt om “rådgivernes” incitamenter, jeg fik pippet lidt om “risikojusterede afkast” og “risikoprofiler” og sådan. Næsten alt hvad jeg kunne bidrage med i samtalen var det overordentligt tydeligt at se var nyt for hende, selvom hun da godt kunne se, at meget af det da egentligt bare lød som “almindelig sund fornuft”, som hun udtrykte det. På sin vis skræmte samtalen mig faktisk også fra vid og sans, for hvis det er sådan folk forvalter deres formuer og agerer ude i det virkelige liv, så…

    …

    Mht. sidste del af din kommentar: Jeg tror ikke medicin er et godt eksempel på et fagområde, hvor forudindfattede meninger ikke spiller nogen større rolle: Den moderne lægevidenskab kæmper efter min opfattelse i befolkningen stadig en hård kamp mod husråd, der er lige så gamle som lægevidenskaben selv. Dertil kommer at “alternative behandlere” kæmper en sej kamp for at komme indenfor i varmen, og tilsyneladende efter mange menneskers opfattelse hører hjemme dér. Men mht. arkæologi, zoologi eller måske antropologi, for nu at tage et par andre eksempler: Der har du ret. Jeg vil gerne tænke lidt videre over, hvilke variable der spiller ind, før jeg skriver mere om dette. Det er en interessant betragtning, jeg også selv har gjort før, men jeg har aldrig rigtigt spekuleret noget videre over, hvad den skyldes.

    Comment af US | maj 23, 2009 | Svar

  3. Interessant historie. Og skræmmende. Det er intet mindre end en katastrofe, at økonomisk “snusfornuft” efterhånden ved at forsvinde ud af folks bevidsthed. I stedet forestiller folk sig mærkelige koncepter som:
    - jo flere penge vi bruger, jo rigere bliver vi.
    eller:
    - landbrugsstøtten er synd for ulandene, men den er en fordel for os.
    Osv.
    Omkring aktiehandel tror jeg, at problemet bl.a. er den “intentionelle fejlslutning”. Hvis man har held i aktier, så er det fordi man har “gættet rigtigt”, hvis ikke har man “gættet forkert”. Det er jo på sin vis rigtigt, men som du siger, bør taktikken jo se helt anderledes ud, simpelthen fordi ingen kan vide, hvordan det går med den ene eller den anden aktie.
    Den intentionelle fejlslutning er jo i det hele taget et stort problem. Hvis der er økonimisk ulighed i samfundet, så er det fordi nogen har “villet” det sådan, og det kan omgøres ved at “ville” noget andet.

    Comment af Lars Hvidberg | maj 24, 2009 | Svar

  4. @Lars:

    Dit første “mærkelige koncept” er korrekt, hvis det er forskellige “os” der forbruger og finansierer forbruget; hvis brugen af ordet “vi” ikke overlapper – og det gør det ikke, når det er staten, der bruger pengene. Det gælder i hvert fald for mange mennesker, at “jo flere penge _staten_ bruger, jo flere offentlige goder vil _jeg_ få glæde af i min levetid, og jo færre penge vil disse goder koste _mig_”. Den ældre generation i de vestlige lande i dag, hvor næsten alle lande uden undtagelse har et offentligt pensionssystem, hvor pensionsbidrag og pensionsudbetalinger slet ikke hænger sammen med hinanden, forventer ikke selv at komme til at betale regningen for det overforbrug, den påfører den offentlige sektor i disse- og kommende år – den forventer, korrekt, at den bare kan skubbe en stor del af regningen videre til børn og børnebørn, både i Europa og USA.

    Offentligt forbrug går primært til stærkt etablerede grupper med politisk vægt. Den ældre generation er en sådan gruppe. For dem er dogmet om, at “forbrug = rigdom” grundlæggende korrekt, hvis der med “forbrug” menes “offentligt forbrug”.

    Jeg tror de fleste “mærkelige koncepter”, når de fremføres i nationaløkonomisk/politisk regi, giver god mening, når man bemærker, hvem afsenderen er (eller hvem der oprindeligt fik overbevist vedkommende). Når de fremføres i privatøkonomisk regi/bliver bestemmende for privatøkonomisk beslutningstagning, er de i vidt omfang en konsekvens af, at statsliggørelsen gør det naturligt for folk at tænke (eller rettere: undlade at -) på denne måde. Hvis staten implicit gør klart, at den vil sørge for, at folk ikke skal betale mere for deres flexlån, selvom renten stiger, på trods af at hele pointen med flexlån er, at du foretager kortsigtet rentespekulation, så kan folk godt risikere at glemme, hvad det egentligt lige var, der oprindeligt var pointen med at fastforrente sit lån. Så overskæres linket mellem risiko og afkast, og så får du nogle “sjove” økonomiske dispositioner, der ikke i andre sammenhænge havde givet meget mening – for nu bare at give et eksempel.

    I det omfang de “mærkelige koncepter” vinder terræn og udbredelse blandt borgerne, og jeg har ingen ide om, hvorvidt og evt. i hvilket omfang, dette gør sig gældende, skyldes det efter min opfattelse ikke i nær så høj grad øget økonomisk uvidenhed, som det skyldes statens stadige vækst.

    …

    Mht. anden halvdel af din kommentar: Jeg har aldrig hørt om begrebet den intentionelle fejlslutning før, og google synes ikke at give ret meget. Kan du uddybe, hvad du mener med sidste halvdel af din kommentar?

    Comment af US | maj 25, 2009 | Svar

  5. Det er da rigtigt, at folk er dygtige til at fortolke deres egeninteresse som identisk med “samfundets” interesse, men jeg mente nu noget lidt andet. Jeg møder mange mennesker, der hævder, at man for at “få hjulene igang igen” skal bruge penge. Jeg husker, at min dansklærer (dansk!) i gymnasiet undrede sig over, hvorfor man simpelthen ikke gav bistandsmodtagerne nogle flere penge og dermed stimulerede forbruget. Og det var ikke fordi, han var specielt sympatisk indstillet overfor bistandsmodtagere, han mente bare at det var økonomisk sund fornuft. På samme måde har jeg hørt folk sige, at landbrugsstøtten gavner “os”, selvom de ingen tilknytning har til landbruget – ud fra devisen om, at fordi man bruger penge på landbruget, så går BNP op eller noget i den stil. Ja, man læser jo den slags vrøvl overalt i aviserne – “grøn energi kan skabe 6 millioner nye jobs” osv. Der må ligge noget andet bag den slags fejlslutninger end simpel egeninteresse, selvom det muligvis er specielle interesseorganisationer, der har været med til at sprede vrøvlet i første omgang.

    Vedr. den intentionelle fejlslutning, bruges begrebet mest i literaturkritikken (hvor jeg sikkert er stødt på det)
    http://en.wikipedia.org/wiki/Intentional_fallacy
    men på en lidt anden måde end jeg bruger det her. Jeg tror det er Daniel Dennett der har lanceret The Intentional Stance, som handler om at vi kognitivt tillægger handlende enheder rationalitet, vilje og fornuft, for at skabe sammenhæng i handlingerne. Det giver god mening, når man taler om invider, men på samfundsplan falder kæden af, hvis man ser økonomien (eller markedet) som en person, der vil noget eller ikke vil noget.
    Det er muligvis mig selv der har fundet på den brug af begrebet, jeg kan i hvert fald ikke lige se, hvor jeg har støvet det op.

    Comment af Lars Hvidberg | maj 26, 2009 | Svar

  6. @Lars:

    Et af mine problemer er måske, at det forhold, at “man læser jo den slags vrøvl overalt i aviserne – “grøn energi kan skabe 6 millioner nye jobs” osv”, er en af grundene til, at jeg efterhånden kun meget sjældent læser aviser, og derfor i hvert fald ikke ad den vej udsættes for den slags vrøvl.

    Men så må jeg også sige, at jeg da selvfølgelig må give dig ret, når du siger, at “der må ligge andet bag end simpel egeninteresse”.

    Økonomisk uvidenhed er en af dem. Men den behøver ikke stå alene, for økonomisk uvidenhed forklarer ikke ret meget, når det kommer til at finde ud af, hvorfor folk så har de synspunkter, de har, når du spørger dem. Meget få mennesker siger jo åbent, at “det ved jeg ikke noget om, og jeg har derfor ingen mening om emnet (hvilket bl.a. er, og det vil det sandsynligvis vedblive at være, fordi jeg ikke finder emnet spor interessant, min “holdning” til intellektuel ejendomsret m.v.): Det er for de fleste en nærmest fremmed tanke, at man ikke behøver tage stilling til et politisk spørgsmål, og at det er en dårlig ide at gøre det, med mindre man har en vis information, og har stiftet bekendtsskab med og/eller selv overvejet de væsentligste argumenter.

    I den forbindelse, når det kommer til at forklare det “økonomisk uvidenhed” ikke kan forklare, hælder jeg selv til, at den der konsensussøgende danske tilgang til politik, hvor alle helst skal være enige om alting, er en meget væsentlig driver for politisk stillingtagen på marginen. Hvis du er i ukendt farvand, er den nemmeste måde at undgå en lang og trættende diskussion at tage den politiske konsensusposition, uanset om den er korrekt eller ej. De områder hvor en sådan ikke findes, ligger det ofte i kortene hvad man skal svare for at undgå problemer og besvær (er DF alle som een nogle dumme svin, der burde skydes når oppositionen kommer til magten? Ja eller Nej?). Der findes mennesker, der føler stærkt for eksempelvis klimapolitikken, og de er farlige, fordi for mange følelser let giver dårlig politik pga. eksempelvis virkelighedsfornægtelse. Men de fleste, det er i hvert fald mit indtryk, føler ikke stærkt for ret mange politiske emner. De navigerer i det politiske landskab så godt de nu kan, og en let måde at navigere er at genbruge de argumenter, de selv hører, i stedet for selv at tænke over dem, eller måske endog blot nøjes med tankeløst at afvige til konsensus.

    En af de pointer man ikke må glemme, vil jeg dog holde fast i, er at i takt med at staten vokser, bliver det vanskeligere at gøre sig klart, hvori ens “egeninteresse” egentligt består. Jeg vil tage et eksempel. Isoleret set er det ikke et problem for eksempelvis folkeskolelærere, at sygeplejersker ansat i det offentlige oplever lønnedgang. Alligevel ser vi gang på gang mange grupper, der ikke selv berøres af en budgettilpasning eller politisk korrektion i det offentlige system, intervenere på tredjeparts vegne. Rationelt set kunne det faktisk godt være en fordel for folkeskolelærerne at sygeplejerskernes løn blev skåret ned – staten tjener kun så og så meget hvert år i skatter og afgifter, og hver krone som går til sygeplejerskerne, er reelt en potentiel krone ud af folkeskolelærernes løn. Men sådan tænker offentligt ansatte sjældent: De ser gruppen af offentligt ansatte som et hele, og udviser solidaritet gennem gruppeegoisme.

    Når staten vokser, bliver mere og mere til politik. Også ting, der før intet havde med politik at gøre (skolemadpakker for eksempel). En udvikling i retning af øget statslig vækst kan ikke andet end formudre folks økonomiske forståelse og evne til at begå sig i den politiske dimension, for tingene er såmænd rigeligt komplekse, som de er. Når hver beslutning, der tages, potentielt kan have indflydelse på alt muligt andet, der oprindeligt intet havde med den oprindelige beslutning at gøre, så bliver det meget vanskeligt at navigere. Så får vrøvlet lov at sprede sig.

    Det er i hvert fald min tolkning af situationen.

    …

    Jeg gættede selv på, at din brug af begrebet var noget i den stil (jeg slog ordet op i et litteraturleksikon, fordi jeg kendte din baggrund, og ekstrapolerede ud fra det), men jeg var ikke sikker, fordi jeg fandt det umuligt inden for den tidsramme, jeg havde sat af til det, at støve den brug af begrebet, du anvendte i din kommentar, op. Hvis du selv har fundet på den brug af begrebet, er det jo ikke så sært.

    Ja, kæden hopper af, hvis man ser økonomien eller markedet som en person med vilje og rationalitet. Nu stiller jeg bare spørgsmålet: Hvad med staten, hvor fejlagtigt er det at anskue staten således? Jeg mener svaret er det samme som i tilfældet markedet/”økonomien”, men det argument vil vist, i en debat med “almindelige mennesker”, være betydeligt vanskeligere at sælge, end det du fremfører herover.

    Comment af US | maj 26, 2009 | Svar

  7. Enig med ovenstående.

    Ang. staten som person: Jeg er metodisk individualist, så jeg mener ikke, at man kan se staten som en person, og jeg mener faktisk at mange “liberale” gør en fejl i at se staten som en entydig størrelse, fx en ambitiøs og glubsk fjende. “Staten” er en meget diffus størrelse, hvor utallige magtinstanser kæmper mod hinanden for legitimitet og indflydelse. I USA giver staten for eksempel med én arm støtte til tobaksindustrien og søger med en anden arm at indskrænke forbruget af tobak. Det giver bogstaveligt talt ingen mening, og sådan er staten fuld af modsigelser. Staten udvider sig heller ikke altid, men områder indskrænkes og udbygges nærmest vilkårligt efter hvor dygtige de pågældende bureaukrater og politikere er til at manøvrere.

    Den samlede tendens er naturligvis, at staten i det store og hele udvider “sin” magt, men tendensen er ikke entydig. Det er måske også grunden til, at forestillingen om at staten er et smart instrument, som man nemt kan løse sociale problemer med, er så fejlagtig.

    Comment af Lars Hvidberg | maj 26, 2009 | Svar

  8. Lars:

    Kommentaren var blevet lang, så jeg gad ikke rigtigt uddybe. Det har du så heldigvis gjort for mig nu. Nu og da glemmer jeg statens flersomhed, men jeg er opmærksom på det, og på et generelt politisk plan er det bestemt ikke en dimension, jeg er uopmærksom på.

    Jeg tror nok, jeg vil holde på, at den bedste måde at lære at forstå den politiske proces til bunds og få øjnene op for statens flersomhed, er ved at se samtlige afsnit af Yes, Minister og Yes, Prime Minister :)

    Comment af US | maj 26, 2009 | Svar

  9. Har tidligere fundet ud af at bankens såkaldte rådgivere både modtager betaling på salg og at man fastholdes i investeringsforeninger. Der er derfor andre kræfter på spil end aktiernes værdibevægelser, når man bliver rådgivet til at handle eller ikke.

    Comment af tjen247 | juni 14, 2009 | Svar

  10. Glemte at fortælle at det var vejledning fra den Danske Bank, og netop begrebet “is i maven” blev anvendt for at fastholde mig i investeringen, dengang IT-boblen brast, og desværre kan jeg kun takke min egen dumhed for at have fulgt rådet.

    Comment af tjen247 | juni 14, 2009 | Svar


Skriv en kommentar

« Tidligere | Næste »