Det der videnssamfund…

Efter jeg havde skrevet foregående post, overvejede jeg at vedlægge et postskript, der klargjorde, at jeg ikke havde en medicinsk uddannelse. Så behøvede jeg ikke svare på spørgsmål af den type fra folk der kom via google.

Er det bare mig, eller er det i dag på mange områder blevet sådan, at man nærmest ikke kan udtale sig offentligt om et emne – eller i hvert fald ikke forventes at skulle tages alvorligt – uden at man har en akademisk uddannelse på området? Klima er et prima eksempel, men desværre langt fra enestående. Hvad blev der af det samfund, hvor fagområders repræsentanter villigt og åbent lyttede til ekstern kritik fra vidensbegærlige folk, der havde mere end en ting, de var interesseret i?

Har den lette adgang til viden i dag bevirket, at mange mennesker finder personlig vidensakkumulering unødvendig, et spild af tid? Har internettet myrdet vores kollektive nysgerrighed?

Dengang jeg var barn, blev jeg vel nok mere eller mindre opdraget til at mene, at viden var godt i sig selv, at viden var noget, man burde stræbe mod at få så meget af som muligt. Jeg beundrede derfor helt naturligt mennesker, der havde meget af den; min faster og – især – hendes mand, begge matematikere, havde en høj stjerne hos mig, fordi de var så pokkers interessante mennesker at være sammen med, fordi de vidste så meget, jeg ikke gjorde. Mit mål for livet da jeg var barn var ikke at blive “klog”, hvilket korresponderede til at have en høj IQ, eller rig; målet var at blive viis – at besidde stor viden om mange forskellige ting. Det er det vist stadig, og for mig føles det godt at øge min viden om ting, jeg er interesseret i. Og vi er alle interesseret i et eller andet.

Hvorfor er viden så devalueret en kvalitet at besidde i dag? Hvorfor udviser så mange mennesker en så himmelråbende mangel på nysgerrighed?