Danske Statsbaner

-Togføreren arbejder hårdt på at løse situationen. Vi håber, vi kan køre om kort tid, meddeler konduktøren over højttaleren. Jeg ser ud af vinduet. Lokomotivføreren står ude på banelegemet og ryger en smøg, mens han sludrer med en banemedarbejder.

…

Ville det her være sket, hvis firmaet var privatejet? Det er faktisk ikke udelukket. Men ville firmaet overleve på langt sigt, hvis det var privatejet og opførte sig sådan overfor kunderne? Svaret på det spørgsmål er nej.

Historien er et skoleeksempel på, hvorfor offentligt drevne virksomheder er en meget dårlig ide. Det er ikke et tilfælde, at dårlige incitamentsstrukturer, elendig intern – og ekstern – kommunikation og et i øvrigt nærmest totalt fraværende kundefokus gennemtrænger næsten alle dele af virksomheden, og da især de dele, der træffer beslutningerne. Det er ikke et tilfælde, at virksomheden er så stiv og ufleksibel i sin beslutningsproces, at den viser sig komplet ude af stand til at håndtere en situation, der afviger lidt fra normalen, og på den måde ender med at forværre en forholdsvis uskyldig situation så meget, at det nærmest ender i det helt groteske, hvor man spørger sig selv, om det da overhovedet kan passe, at det var sådan, det gik for sig, i Danmark i år 2009. Men det kan det faktisk godt.

Fortællingen i linket er fortællingen om statsejede virksomheder i en nøddeskal. Fortæl historien til en midaldrende tysker eller polak, der boede på den anden side af jerntæppet, og vedkommende vil nikke genkendende og mindes tiden før murens fald.

Poll

Lidt flere spørgsmål end vanligt, og slet ingen politik-spørgsmål – men svarene er meget påskønnede:

Swine Flu

This is just hilarious:

David Copperfield (1.5)

First post here.

…

We were very pleasant, going down, and Mr. Spenlow gave me some hints in reference to my profession. He said it was the genteelest profession in the world, and must on no account be confounded with the profession of a solicitor; being quite another sort of thing, infinitely more exclusive, less mechanical, and more profitable. We took things much more easily in the Commons than they could be taken anywhere else, he observed, and that set us, as a privileged class, apart. He said it was impossible to conceal the disagreeable fact, that we were chiefly employed by solicitors; but he gave me to understand that they were an inferior race of men, universally looked down upon by all proctors of any pretensions.

I asked Mr. Spenlow what he considered the best sort of professional business. He replied, that a good case of a disputed will, where there was a neat little estate of thirty or forty thousand pounds, was, perhaps, the best of all. In such a case, he said, not only were there very pretty pickings, in the way of arguments at every stage of the proceedings, and mountains upon mountains of evidence on interrogatory and counter-interrogatory (to say nothing of an appeal lying, first at the Delegates, and then to the Lords); but, the costs being pretty sure to come out of the estate at last, both sides went at it in a lively and spirited manner, and expense was no consideration. Then, he launched into a general eulogium on the Commons. What was particularly admired (he said) in the Commons, was its compactness. It was the most conveniently organized place in the world. It was the complete idea of snugness. It lay in a nut-shell. For example: You brought a divorce case, or a restitution case, into the Consistory. Very good. You tried it in the Consistory. You made a quiet little round game of it, among a family group, and you played it out at leasure. Suppose you were not satisfied with the Consistory, what did you do then? Why, you went into the Arches. What was the Arches? The same court, in the same room, with the same bar, and the same practitioners, but another judge, for there the Consistory judge could plead any court-day as an advocate. Still you were not satisfied. Very good. What did you do then? Why, the Ecclesiastical Delegates were the advocates without any business, who had looked on at the round game when it was playing in both courts, and had seen the cards shuffled, and cut, and played, and had talked to all the players about it, and now came fresh, as judges, to settle the matter to the satisfaction of everybody! Discontented people might talk of corruption in the Commons, closeness in the Commons, and the necessity of reforming the Commons, said Mr. Spenlow solemnly, in conclusion; but when the price of wheat per bushed had been highest, the Commons had been busiest; and a man might lay his hand upon his heart, and say this to the whole world – ‘Touch the Commons, and down comes the country!’

I listened to all of this with attention; and though, I must say, I had my doubts whether the country was quite as much obliged to the Commons as Mr. Spenlow made out, I respectfully deferred to his opinion. That about the price of wheat per bushel, I modestly felt was too much for my strenght, and quite settled the question…

Baumol’s law and the welfare state

Baumol’s law says that a two-sector economy with a permanent difference in productivity
growth has no steady state.2 That is, a Baumol-problem will always emerge.

[...]

The analysis in the paper deals with a simple two sector model, which is in perfectly balance, if the two sectors grow at the same rate. However, as the public sector has lower productivity growth than the private one, no steady state growth is possible. This is shown in general, and in two policy cases, where the government adopts a policy fixing a major ratio. A Baumolproblem occurs in both policy cases.

The problem is only in the order of 7-10% of GDP in a 20-years perspective. Within one election period, it is just 1-2% of GDP. So, it is small and easy to neglect – also, it is difficult to explain to people and to busy policy makers. One of the most well established results in modern political economy is that political processes enforces myopia on the decision making process. Consequently this theory predicts that Baumol’s law is ignored by the political decision process, as is indeed the case. But still, it never stops growing.

The problem can be delayed in several ways: (a) The most obvious is to try to increase productivity in the public sector, i.e., by privatization and outsourcing. (b) It also helps to run a public sector surplus that tilts the tax pressure curve to a lower slope, by increasing taxes now and permitting lower taxes later.
Furthermore, luck in the form of good, but transitory events, may occur. (c) Unemployment may fall below its natural level reducing public expenditures and increasing the tax base. (d) Variations in the population age structure may cause the dependency ratio to fall below its long-run value. (e) Conditions may allow a relative reduction in public sector wages.

When luck runs out the problem returns with a vengeance: (c) Unemployment rises above its natural level; (d) the dependency ration rises above its long run-value; and (e) the public sector wage arrears leads to strikes and compensations. Consequently, Baumol’s law will turn up in one period as one concrete problem and in another period as another problem. It will then be ascribed to the concrete problem. This blurs the underlying “creeping” character of the fundamental Baumol-problem: The welfare state has no steady state.

…

From this brand new working paper by Martin Paldam. Given the self-reported mathematical skill level of my readers, I found it prudent to exclude the model itself and the underlying assumptions from the post – but if you are even the least bit curious, and you think you know enough mathematics and economics to understand the model in question, which ie. most undergrad econ students ought to do, you really should read this paper.

A few numbers: Federal spending during the Bush Era

From this mercatus publication. The conclusion:

Republicans often claim to be the party of smaller government. Many Republicans would express support for Ronald Reagan’s observation: “Growth, prosperity and ultimately human fulfillment, are created from the bottom up, not the government down.”2 Unfortunately, once Republicans are elected to political office, they tend to fall into the Washington trap of assuming that more federal spending will solve the nation’s problems. Certainly, President Bush appears to have fallen into this trap. So did the Republicans in Congress.

Well, that’s one way of putting it. I might have put it a bit differently.

Does Employee Body Weight Affect Employers’ Behavior?

Of course it does: Fat people are more likely to be unemployed (or is it rather: unemployed people are more likely to get fat?), they are less likely to get new job offers, the pay of the jobs available to them is skewed downwards, they are less likely to get promoted and more likely to get fired/laid off. For both men and women obesity decreases expected earnings.

I’ve not read the whole study (/working paper) – as I found out quite fast that a lot of it is politically correct garbage – but those are, as far as I can tell, the main findings.

Btw, how do an author of a study like this get away with quoting a 20 year old medical study (the Kleges et al. reference in the introduction: around 90% of obesity is in the “mild” range (20-30 percent overweight), and mild obesity is not related to increased risk of morbidity or mortality), the results of which “incidentally” match the ‘angle’ of the study perfectly, when several later studies have widely discredited these findings – without even pointing out that the findings are, at the very best, questionable? The link between type 2 diabetes (causing both increased morbidity and increased mortality – because diabetes kill people) and obesity is very well established, meaning that a) if the author doesn’t know this, then she’s simply in no shape to write studies about obesity, or b) if the author does know this fact, then the inclusion of the Kleges study is nothing short of direct and deliberate manipulation. Neither of these options put her in a very good light. (…I might add that even if we concede that the results of the study are valid, another big problem is not addressed in the study at hand – the information problem; that is: Do employers even know about the Kleges et al. study? If they don’t, and they just have a very superficial knowledge of the medical litterature, as most of them undoubtedly have, then the “discrimination” that takes place might make perfect sense. It seems, odd, that a paper such is this does not even mention this specific problem)

Voltaire

Via Uriasposten.

Afgifter eller forbud…

(link)

Quote of the day

The tale science tells about how we got here (and got to the point where we could ask such questions) is not just truer than the bronze-age claptrap of The Bible (or Qu’ran or stories about Marduk or whatever…) but more compelling. We are DNA on the right-handed scroll and it has taken four billion years to make us. We are that amazing. Isn’t that more compelling than some old shit about talking snakes and a job done in six days? Is it not a truly grand narrative?

…

Link, via samizdata. I think it is, and I can’t but believe that the reason why some people think differently is that they’ve either never been told this narrative, or have never given it a shot, even if they have. If you’re one of those people for whom using multiple senses at the same time increases your susceptibility level and the impact level of that which is communicated (most people are, and the fairy tale guy with the long white beard up there has nothing to do with this either), I would expect the video from Nick M’s post to increase the force of the argument further:

Forbudskommissionens anbefalinger

Er generelt set noget værre hø.

Du kan læse dem her, og jeg skal gerne indrømme, at første gang jeg læste dem, kom jeg ikke længere end til nr. 11 – da jeg var kommet til nr. 10, tænkte jeg: Hvordan pokker kan sådan nogle mennesker lave en liste over sygdomsforebyggelsestiltag, hvor jeg som almindelig dansker ikke kan være enig med dem i et eneste af de første 10 anbefalinger? – og da jeg så læste nr. 11 (forbud mod reklamer for alkohol i alle medier) stod jeg simpelthen bare af. Jeg var tæt på at gøre det allerede ved punkt 2, og jeg var lige ved at gøre det igen ved anden gennemlæsning, da jeg nåede til punkt 18 (alle børn i folkeskolen skal være fysisk aktive mindst en time dagligt i skoledagen – er der andre end mig, hvor det forslag giver meget stærke associationer til Hitlerjugend? – hvis ikke, hvad så hvis du kombinerer den med forslag nummer 50?).

Der er ganske få af anbefalingerne, jeg ville være villig til at overveje. Umiddelbart er jeg ikke helt afvisende overfor 21 og 32, hvor staten i begge tilfælde alene fungerer som informationsaggregator og -udbyder. 33 og 34 er jeg heller ikke i udgangspunktet afvisende overfor.

Jeg har været utroligt ked af den retning, kommissionens arbejde har taget. For sandheden er desværre, at der er meget at tage fat på: Rigtigt mange danskere dør i dag en alt for tidlig død som følge af sygdomme, som let kan forebygges og/eller behandles. Jeg kan ikke være med til, at staten går ind og tvinger folk til at leve på en anden måde, end den de gerne vil – hvilket er præcist hvad forebyggelseskommissionen lægger op til. Men jeg mener en del af informationsopgaven, når det kommer til disse sygdomme, påhviler det offentlige. Den opgave burde -kommissionen have fokuseret meget mere på, end den gjorde.

Mange liberale vil nok sige, og jeg kan næsten ikke tro andet, end at der nok skal komme kommentarer fra folk med dette synspunkt, at folk der lever usundt på den ene eller anden måde ofte godt ved, hvilke konsekvenser deres livsstilsvalg vil have for dem, og at vi ikke behøver staten til at fortælle os, at eksempelvis rygning er usundt. Jeg vil give dem delvist ret; rygning og alkohols skadelige effekter er efterhånden gentaget til bevidstløshed, og næsten alle, der benytter sig lidt vel rigeligt af produkterne, er godt klar over, at det nok godt kan komme til at koste en del leveår og noget livskvalitet i den sidste ende. Narkomaner ved formodentligt også betydeligt mere om de risici, deres forbrug påfører dem, end befolkningen som helhed gør. Men risikoen der er forbundet med overvægt og fysisk inaktivitet tror jeg simpelthen ikke er kommunikeret godt nok ud i dag. Jeg tror simpelthen ikke på, at overvægtige sofadyr ved, hvor meget de skader sig selv ved ikke at smide 10 kilo og gå en tur i skoven (eller hvor det nu måtte være) med jævne mellemrum, og hvad de risikerer ved ikke at gøre det. En af grundene til, at jeg ikke tror på det, er såmænd bare at dem af dem jeg selv kender, næppe ville kunne nævne så meget som en eneste af de diabetiske følgesygdomme. En anden grund er, at op mod 100.000 danskere herhjemme den dag i dag rent faktisk render rundt med en sygdom, de ikke har fået diagnosticeret, som ubehandlet vil mangedoble deres risiko for at få et hjerteanfald længe før de ellers ville, udvikle nyresvigt, blive blind, udvikle kroniske smerter som følge af nerveskader, få skåret benet af ved knæet og mange andre grimme ting. Hvis de samtidig ryger, kan de gange deres i forvejen mangedoblede risiko for hjerteanfald betydeligt op en gang til. Du har måske gættet, hvad det er for en sygdom, jeg snakker om, i hvert fald hvis du har læst de seneste posts, jeg har bragt her på bloggen. Det er altså de færreste af dem, der har sat sig grundigt ind i de diabetiske senkomplikationer, der er villige til at løbe den risiko, og det er der også kun et mindretal af danskerne, der har. En betydelig andel af dem, der får stillet diagnosen, får den først stillet posthumt, når patologen skriver sin rapport efter obduktionen, efter at de er døde af et hjerteanfald 10 år før de ellers ville have gjort det. Det er forskellen på at kunne fejre et af børnebørnenes 10 års fødselsdag, og så at kunne fejre det samme barnebarns studenterhue (og alle de mange ting, der ligger imellem). Jovist er der masser af hyperbolsk diskontering og så videre, ligesom blandt rygere og alkoholikere. Men modsat rygning og alkoholmisbrug er der pokker til forskel på udkommet, om en diabetiker går til læge eller ej – og her kan tilføjes, at selvom vægttab og motion er en rigtig god ide, kan behandling af sygdommen selv, og behandlingen af det forhøjede blodtryk som de fleste type to diabetikere lider af, i sig selv give mange af disse mennesker et bedre liv, end det de står til at få den dag i dag. Derudover – hånden på hjertet: Hvor mange af denne blogs læsere havde overhovedet hørt om diabetisk nefropati eller diabetisk retinopati, før jeg skrev mine artikler om dem?

Forbudskommissionen tog det ikke for givet, at folk ønsker at leve længere og sundere; de tog det for givet, at de havde retten til at tvinge folk til at leve længere og sundere. De tog det for givet, at de vidste bedre end danskerne selv, hvordan danskerne ønsker at leve deres liv. De havde travlt med at konstruere noget nær en tro kopi af Nazitysklands sundhedspolitik. De havde ikke spor travlt med at finde ud af, hvordan man kunne arbejde på at sikre, at frie mennesker i et frit samfund har mulighed for selv at træffe deres egne beslutninger om deres livsstil og helbred, uden at risikere at komme til at gøre det i blinde. Resultatet er, at mange nok faktisk går og håber meget stærkt på, at næsten ingen af deres anbefalinger bliver fulgt. Også selvom en del af dem, som går og håber på dette udkomme, rent faktisk anerkender, at der er et problem, som kommissionen kunne have været med til at løse. Det er en skam.

Diabetisk nyresygdom

Dette er andet kapitel i fortællingen om de diabetiske senkomplikationer. Min samlede post om dette emne, som denne post vil blive inkorporeret i, kan findes her.

Diabetisk nyresygdom er, som jeg også bemærkede i oversigtsartiklen, forårsaget af mikroangiopati, som får væggene i de ramte blodårer til at blive tykke og svage. Nyrerne er, for nu at sige det pænt, temmeligt komplicerede, og jeg ved ikke selv ret meget om dem, så jeg har valgt at holde selve patologi-delen af dette afsnit på et absolut minimum i denne post, og i stedet holde mig til de emner, jeg som lægmand kan slippe afsted med at behandle, uden at komme alt for langt ud på dybt vand. Dem der er meget nysgerrige mht. patogenesen, kan med fordel læse dette studie, som også har mange relevante links til studier, som går mere i detaljerne. Hvis man slet ikke ved, hvad nyrerne er for nogle organer og ‘hvordan de virker’, er det oplagt ikke at nøjes med wikipedia; Salman Khan har lagt et par ganske gode forelæsninger om emnet ud, som er tilgængelige her og her (selvom jeg ikke ved så meget om nyrerne, så ved jeg dog en smule). Disse links fortæller ikke noget om hvordan diabetes påvirker organerne, men de giver dig en smule baggrund mht. hvad ‘raske nyrer’ foretager sig, og det er altid rart at vide, hvad normaltilstanden er for en størrelse, før man læser om afvigelserne (der er en grund til at medicinstuderende lærer om ‘den raske krop’, før de begynder at lære om ‘den syge krop’). De studier jeg har læst, har gjort det klart for mig, at der ikke synes at eksistere nogen konsensus, når det kommer til, hvad der helt præcist forårsager og driver nyrepåvirkningen. Wikipedia kan man i øvrigt ikke stole på her som noget absolut sandhedsvidne (…/heller ikke her…); jeg læste i forløbet op til denne post to-to en halv studier, hvis resultater direkte modsagde, hvad der stod i et par af leksikonets artikler.

Den helt simple version er denne: En af nyrernes hovedopgaver er at filtrere blodet for affaldsstoffer og sørge for, at disse bliver udskilt med urinen. Hvis nyrefunktionen kompromitteres, kan dette have som konsekvens, at denne filtreringsproces ikke fungerer så godt som normalt. Når filtreringsprocessen ikke fungerer godt, kan det betyde, at der i urinen udskilles stoffer, som kroppen egentligt helst ikke skulle udskille. Det er noget af det, der sker blandt diabetikere med nyrepåvirkning. Når diabetes skader nyrerne, har det som konsekvens at der udskilles albumin i urinen, og måden man tester for, om diabetespatienternes nyrer fungerer, er derfor naturligt nok ved at undersøge, om der udskilles albumin i urinen. Albumin er det vigtigste fri protein i blodet, og det er mildt sagt ikke sådan noget, vi særligt gerne vil udskille i vores urin.

Der skelnes, når det kommer til diabetisk nyresygdom, mellem mikroalbuminuri og makroalbuminuri. Denne skelnen går grundlæggende på, hvor meget nyresygdommen har udviklet sig, og alle patienter med makroalbuminuri vil først i en periode have haft mikroalbuminuri, også selvom de aldrig har fået stillet diagnosen, og nyrepåvirkningen først blev opdaget i forbindelse med konstateringen af makroalbuminuri.

Mikroalbuminuri er symptomfri, men kan konstateres ved analyse af en urinprøve, som kan teste for, om der udskilles albumin i urinen (der er også noget med, at man tester for serum-kreatinin og måler albumin/kreatinin-ratioen, for at teste den glomerulære filtrationshastighed, men lad det nu ligge…). Med normal nyrefunktion vil man ikke udskille nogen protein i urinen af betydning, og når udskillelsen ligger under 30 milligram pr. døgn siges individet at være normoalbuminurisk, altså med normal albuminudskillelse. Diagnosen persistent mikroalbuminuri stilles, når urinalbuminudskillelsen ligger mellem 30-300 mg/døgn, ved to uafhængige tests inden for 6 måneder (urinvejsinfektioner oa. kan midlertidigt resultere i forhøjede værdier). Hvis tallet overstiger 300 mg/døgn kaldes tilstanden makroalbuminuri eller diabetisk nefropati, og når dette stadie er nået, er skaden på nyrerne betydelig.

Jeg vil i det følgende opremse en række forskningsresultater, der måtte være relevante for diabetespatienter og andre, der kunne have interesse i at sætte sig mere ind i diabetisk nefropati:

Et studie af danske type 1 diabetikere (n=286), foretaget af Steno Diabetes Center og publiceret i British Medical Journal i 2004, som havde fulgte patienterne i snit lidt under tyve år fra diagnosetidspunktet (median opfølgningsperiode var 18 år) fandt, at 29% (n=79) af patienterne, altså lidt under en tredjedel, i perioden havde udviklet persistent mikroalbuminuri, og af de 29% der havde udviklet persistent mikroalbuminuri, var nyrefunktionen igen hos en tredjedel, 34%, svarende til 27 patienter, forværret så meget i perioden, at de havde udviklet persistent makroalbuminuri.

Det har været fremført, at der blandt type 1 patienter hyppigt ses spontan bedring af nyrefunktionen, således at selv en persistent mikroalbuminuri spontant kan revertere til normoalbuminuri. I det pågældende studie bedredes nogle af de patienters nyrefunktion, der på et tidspunkt var konstateret ikke-normoalbuminurisk, således også spontant; men kun for 13% af patienter med nyrepåvirkning var den spontane regression til normoalbuminuri permanent – de øvrige patienter der oplevede spontant bedret nyrefunktion af tilstrækkeligt omfang til at genplacere dem i gruppen af normoalbuminuriske patienter bedredes kun midlertidigt, og reverterede igen i løbet af perioden til persistent mikroalbuminuri.
I lyset af dette, i kombination med de resultater, et andet studie fra 2004 fandt – at omkring 80 procent af de type 1 diabetikere, der får konstateret persistent mikroalbuminuri “uden specifik intervention” vil udvikle makroalbuminuri (det tilsvarende tal for type 2 patienter er mere usikkert og ligger et sted mellem 20 og 40%) – må den diabetiske nyrepåvirkning, når den er konstateret, i udgangspunktet antages at være både varig og progressiv. Færre type 2 diabetikere bliver nyresyge (“20-40% af dem, som har type 1 diabetes/insulinkrævende sukkersyge, vil efter mange år udvikle diabetisk nyresygdom. Hos dem, der er type 2 diabetikere/ikke-insulinkrævende, forekommer nyresygdom noget sjældnere.”) Denne publikation anslår, at nyresygdom opstår hos ca. 30 procent af patienterne i begge grupper: Diabetes og Nyrer -Diabetisk Nyresygdom – eller diabetisk nefropati, men skelner ikke. En grund til at færre type 2 patienter med erkendt mikroalbuminuri får makroalbuminuri kunne være, at de fleste type 2 patienter først får sygdommen, når de er lidt oppe i årene, og derfor som regel dør, inden de når at udvikle persistent makroalbuminuri – den diabetiske nyrepåvirkning tager mange år om at udvikle sig. På den anden side er der sandsynligvis mange af de type 2 diabetikere, som får konstateret makroalbuminuri, som allerede har det på diagnosetidspunktet. De sidste kommentarer er mest spekulation fra min side, jeg har ikke nærlæst studier som havde fokuseret på denne forskel.

I en rapport fra oktober 2005 (jeg har desværre ikke gemt noget link til denne, og har ikke været i stand til at finde den online – men rapporten hedder Albuminpatientforløb, og er udarbejdet af Bo Feldt-Rasmussen, Allan Flyvberg, Hans-Henrik Lervang, Elisabeth Mathiesen, Kjeld Otte og Hans Dieperink) udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk Endokrinologisk Selskab og Dansk Nefrologisk Selskab, fremgår det, at hver femte type 1 diabetiker og hver 20. type to diabetiker udvikler diabetisk nefropati. Diabetikere udgør ca. 23%, igen ifølge rapporten, af alle patienter herhjemme med terminalt nyresvigt (patienter med behov for enten dialyse eller transplantation). Nyreforeningen siger 20%, så det er der i nærheden, og det gør faktisk diabetisk nefropati til den hyppigste nyresygdom blandt dialysepatienter.

I USA er dette tal betydeligt højere end herhjemme, formentligt primært som følge af deres betydeligt højere andel af type 2 diabetikere; i 2002 var således 44% af alle nytilkomne amerikanske nyrepatienter i dialyse eller med behov for nyretransplantation diabetikere (link).

Det kan være hensigtsmæssigt at se lidt tilbage i tiden og perspektivere tallene en smule. Et dansk studie publiceret i 1983, som skuede meget langt tilbage i tiden og således inkluderede patienter, som fik diagnosen i starten af 30erne, fandt at…

a) Diabetisk nefropatis kumulative incidens (hvilket vil sige risikoen for at udvikle sygdommen i løbet af en given periode) var 45% efter 40 år med diabetes. Med andre ord udviklede næsten halvdelen af diabetikerne som studiet inkluderede diabetisk nefropati i løbet af fire årtier efter diagnosen blev stillet. Dette tal er, som det også fremgår af ovenstående tal fra DES/DNS-rapporten, bedret noget siden, men det er et godt mål for, hvor farlig (…især en dårligt reguleret) diabetes er. Især set i lyset af, at studiet også fandt, at…

b) 40 år efter diagnosen var kun 10% af de patienter, som i perioden udviklede nefropati, stadig i live, mod ca. 73% af de patienter, der ikke gjorde.

og…

c) Ca. halvdelen (49%) af alle patienter med diabetisk nefropati, var i studiet døde inden for 7 år efter at persistent proteinuri var konstateret.

Tallene har nogle år på bagen, men et studie af den kumulative incidens fra midt-90erne fandt senere, at denne havde været relativt konstant over tid, i hvert fald over den femtenårige periode studiet omfattede. Studiet undersøgte unge insulinafhængige patienter fra København, og fandt at den kumulative incidens af diabetisk nefropati ikke var ændret signifikant blandt insulinafhængige diabetikere diagnosticeret i en ung alder i perioden 1965-1979. Jeg har ikke set nyere studier som undersøgte udviklingen i incidensen, og ved derfor ikke, hvor meget billedet har ændret sig siden da. Det står dog klart, at incidensen må være faldet på et tidspunkt i den mellemliggende periode, eftersom den er betydeligt lavere i dag, end den var for eksempelvis 30-40 år siden.

Diabetisk nefropati medfører en betydelig overdødelighed og er, som jeg også var inde på i afsnittet om hjertesygdom, en meget stærk indikator for udviklingen af kardiovaskulær sygdom. Men det samme er/gør mikroalbuminuri. Her er en god graf fra dette studie:

CVS = kardiovaskulær, NA = normoalbuminuri, MA = mikroalbuminuri, PP = persistent proteinuri (makroalbuminuri), ESRF = end stage renal failure – jo længere mod højre, jo dårligere nyrefunktion og jo højere dødelighed. Som det bemærkes er overdødeligheden selv ved asymptomatisk nyrepåvirkning markant; persistent mikroalbuminuri er forbundet med betydeligt mere end en fordobling af dødeligheden i dette studie (i forhold til dødeligheden blandt diabetikere med normoalbuminuri – i forhold til befolkningen som helhed er der snarere tale om en 6 dobling af mortaliteten eller mere, givet at diabetespatienter med normoalbuminuri i forvejen har en overdødelighed i forhold til normalbefolkningen på næsten 3).

Når det kommer til diabetisk nefropati, fandt dette studie af finske type 1 diabetikere (n=5148) fra 1998, at diabetisk nefropati tidoblede risikoen (i forhold til andre type 1 patienter uden diabetisk nefropati) for både koronar hjertesygdom (10.3), apopleksi (10.9) og i øvrigt enhver form for kardiovaskulær sygdom (10.0). Studiet fandt endvidere, at 43% af alle 40-årige type 1 diabetikere med nefropati havde udviklet hjerte-kar-sygdom, mod “kun” 7% af type 1 diabetikere uden nefropati.

Dødeligheden er sandsynligvis bedret i den mellemliggende periode, da der er sket store fremskridt på behandlingsområdet de senere år, primært i kraft af stærkt øget fokus på blodtryksbehandling og udviklingen af nye lægemidler som både sænker blodtrykket og beskytter mod nyreskade. Men udgangspunktet er ikke godt, og nyresygdom er en farlig komplikation til diabetes.

…

Og nej, som jeg også har bemærket i de øvrige posts om samme emne: Jeg er ikke læge, sygeplejerske eller lignende, og har ingen formel medicinsk uddannelse, og er heller ikke på vej til at få det. Jeg er bare en videbegærlig diabetiker. Hvis du på baggrund af det, du har læst her, har spørgsmål eller lignende, er jeg derfor næppe den bedste at spørge. Jeg vil i stedet anbefale dig at tage kontakt til enten din praktiserende læge, og/eller evt. din tilknyttede endokrinolog/nefrolog.

Danmark deltager

Per Stig Møller beklager, at der “blandt EU-landene ikke har kunnet opnås fuld enighed om at deltage samlet” i konferencen, men han siger dog samtidig, at Danmark “om nødvendigt” vil forlade konferencen, hvis der bliver føjet “uacceptable ændringer” til slutdokumentet, heriblandt ændringer, der “lægger op til indskrænkning af ytringsfriheden”.

(link) Per Stig Møller siger med andre ord, at det nuværende udkast til slutdokumentet er acceptabelt for ham. Det er interessant.

Hvad skriver landene under på, hvis det nuværende slutdokument går igennem i uredigeret tilstand? Blandt andet følgende (citater på engelsk i kursiv, mine kommentarer med alm. skrift – advarsel, det er en meget lang post):

Reaffirms the Durban Declaration and Programme of Action (DDPA), as it was adopted at the World Conference against Racism, Racial Discrimination, Xenophobia and Related Intolerance in 2001;

(altså den deklaration, der havde som hovedformål at lade intolerante og racistiske diktatorer fra tredjeverdenslande gå sammen om at skælde Israel ud for at være intolerant og racistisk)

Emphasizes the need to address with greater resolve and political will all forms and manifestations of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, in all parts of the world and in all spheres of life;

Kombinationen af “all forms and manifestations” og “in all spheres of life” er interessant. De vestlige deltagere snakker ellers meget om, at ytringsfriheden er fredet i det her cirkus – eller det vil de i hvert fald gerne overbevise os andre om. Men ytringsfriheden står der sådan set ikke noget om i ovenstående passage, der står derimod “i alle former og manifestationer”. Det er ikke fordi der ikke var plads til det forbehold – dokumentet er på 17 sider, og mange andre forbehold er kommet med.

Reiterates that poverty, underdevelopment, marginalization, social exclusion and economic disparities as well as foreign occupation are closely associated with racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance and contribute to the persistence of racist attitudes and practices which in turn generate more poverty

Det er sjovt som man kan tolke en tekst forskelligt. Hvis racismebegrebet i dokumentet betyder det samme, som det gjorde, dengang racisme havde noget med race at gøre (Hitler), er de første to faktorer helt uden betydning, for der findes nærmest ikke racister af den slags længere. Begrebsbrugen alene røber faktisk hele dokumentet igennem den agenda, der lægger bag processen: Det her handler ikke om racisme. Det handler primært om religionsforskelle, og dokumentet sigter mod at gøre det sværere for nogle religiøse grupper at være kritiske overfor, og kritisere, andre religiøse gruppers religion, skikke eller lignende. Og med andre religiøse gruppers religion mener jeg selvfølgelig islam.

Måden jeg ville tolke ovenstående på, ville være at hoppe videre og sige, at hvis de pågældende faktorer, altså fattigdom, underudvikling osv., er tæt relaterede til koncepter som “racisme” og “xenofobi”, så består sammenhængen primært i, at de fattige og underudviklede er mere “racistiske” og “xenofobiske” end resten. Og, i forlængelse deraf, at deres “racisme” og “xenofobi” forårsager den sociale eksklusion og marginalisering, disse grupper oplever. Men kausaliteten er vendt 180 grader i dokumentet. Det er offerdyrkelse så det basker.

Condemns legislation, policies and practices based on racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance which are incompatible with democracy, transparent and accountable governance;

Nu er det ret beset de demokratiske staters egne forfatninger, der bestemmer, hvilke politikker og juridiske praksis, der er inkompatible med demokratiet. Så demokratiske stater regulerer sig selv, og behøver ingen overnational bussemand for at “fordømme” dem, hvis de gennemfører lovgivning, som de ikke har mandat til i forfatningen. Men demokratiet er selvfølgeligt helligt i dokumentet, så en sætning som den skal jo med. Det er indforstået, at det demokratibegreb dokumentet benytter sig af, ikke behøver at harmonere med det demokratibegreb, det pågældende land støtter op om. Det synes ret simpelt: Hvis lovgivning har uheldige effekter for muslimer, så er lovgivningen inkompatibel med demokrati, og så skal den laves om.

11. Recognizes with deep concern the negative stereotyping of religions resulting in denial or undermining the rights of persons associated with them and the global rise in the number of incidents of racial or religious intolerance and violence, including Islamophobia, anti-Semitism, Christianophobia and anti-Arabism and urges all the UN Member-States to implement the paragraph 150 of the DDPA

“denial or undermining the rights of persons associated with them” – altså rettigheder som retten til at blive fri for religionskritik. Det skriver de selvfølgelig ikke, men det er nu engang en rettighed, muslimer kæmper en sej kamp for at vinde. Altså; slutdokumentet og landene bemærker således med stor bekymring, at der er lande, hvor man stadig har frihed til at udøve religionskritik. Puha, hvad skal det dog heller ikke ende med?

Reaffirms that any advocacy of national, racial or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence shall be prohibited by law; reaffirms further that all dissemination of ideas based on racial superiority or hatred, incitement to racial discrimination as well as all acts of violence or incitement to such acts shall be declared offence punishable by law, in accordance with the international obligations of States and that these prohibitions are consistent with freedom of opinion and expression;

Landene bemærker, at ethvert forsvar for nationalt-, racemæssigt- eller religiøst had som konstituerer en opfordring til diskrimination skal være ulovlig (blandt andet), og de bemærker at disse forbud er konsistente/kampatible med ytringsfrihed. Det minder om noget jeg har læst før, Ezra Levant kaldte dengang en formulering som denne for “legal pixie-dust” (følg linket). Durban-landene har åbenbart også fundet tryllestøvet frem. Hvad konstituerer for øvrigt had? I Canada kan man i dag dømmes efter en paragraf som den slutdokumentet anbefaler, selvom det kun er den forurettede, der mener had har haft noget med sagen at gøre. Canada er interessant, fordi landet er langt foran Durban-landene, og reelt allerede har gennemført store dele af den foreslåede lovgivning. Det er et af de lande man kan kigge mod, hvis man ønsker at vide, hvad vi har i vente. Som en lille sidebemærkning fatter jeg stadig ikke rigtigt, hvorfor de boycottede konferencen, men det giver måske god nok mening alligevel, hvis de allerede har gennemført alle de begrænsninger i ytringsfriheden og al den positive særbehandling af muslimske minoriteter, som konferencens slutdokument lægger op til. Danmark har i dag, modsat flere vestlige lande, endnu ingen hate-crime laws. Det ser Per Stig Møller åbenbart helst, at vi får. Han ville kun forlade konferencen, hvis der kom “uacceptable ændringer” til dokumentet; men dette er ikke en foreslået ændring, det er noget af det, landene allerede er blevet enige om. Alligevel mener manden ikke, at der i det citerede dokument findes uacceptable indgreb i ytringsfriheden. Kombinationen af, at vi indskrænker ytringsfriheden ved at acceptere det nuværende udkast, og at Per Stig Møller ved flere lejligheder har løjet om dette forhold, og givet indtryk af, at der ikke findes problematiske sekvenser omhandlende ytringsfriheden i det foreliggende dokument, har jeg bemærket før, og det samme har eksempelvis Mikael Jalving. Tror han ingen sætter sig ind i sagerne, eller hvorfor lyver manden?

14. Reaffirms that the principles of equality and non-discrimination are fundamental principles of international human rights law and international humanitarian law that are essential in the fight against racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance;

…at vi bakker op om lighedskriteriet er blandt andet grunden til, at vi bakker op om politisk dirigeret positiv særbehandling til nogle minoritetsgrupper (se punkt 20 nedenfor)…

17. Recognizes that prevention, combating and eradication of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance are of crucial importance and key elements for the promotion of cohesion and peaceful resolution of community tensions;
18. Stresses the need to increase appropriate preventive measures to eliminate all forms of racial discrimination, and emphasizes the important role that Governments, international and regional organizations, national human rights institutions, the media, non-governmental organizations and civil society can play in developing such measures;

Forebyggelse, ja det er jo smart. Hvad menes der med forebyggelse? Mit gæt: Uden Muhammedtegninger ingen Muhammedkrise. Hvis en lov forbød muhammedtegninger – ingen muhammedkrise! Selvfølgelig er det ikke et problem, at folk nok ikke bliver mindre intolerante af aldrig at få udfordret og kritiseret deres verdensbillede af folk, som ser tingene lidt på afstand.

20. Welcomes preventive initiatives to tackle discrimination in employment such as, inter alia, programmes for training and counseling of excluded persons belonging to a minority to help them in the labour market, programmes for employers to combat discrimination or to raise cultural awareness, some examples of mentoring and of positive action in recruitment, and some further experiments with contract compliance and anonymous job applications;

Se min kommentar til 14. Derudover er det interessant, at det for mig er uklart, hvad effekten vil være af “programmer for arbejdsgivere for at bekæmpe diskrimination og øge den kulturelle bevidsthed/opmærksomhed”, hvis de gør det, der står. Indebærer det at “øge den kulturelle opmærksomhed” at gøre arbejdsgiverne bedre bevidst om kulturforskelle? Det gør det utvivlsomt. Men indebærer dette så igen eksempelvis at tilegne arbejdsgiverne viden om 2. generationsindvandrernes tårnhøje kriminalitetsrater og generelt lave sociale kapital? Hvis det gør, er effekten jo den modsatte af punkt 1, altså diskriminationsbekæmpelse, for hvis arbejdsgiverne bliver opmærksom på disse forhold, vil de muligvis blive mere utilbøjelige til at hyre unge muslimer, end de var før. Det er meget forvirrende, det her…

Recognizes steps taken at national level to promote human rights education in all parts of the world after the adoption in 2001 of the Durban Declaration and Programme of Action, particularly in order to sensitize the public at large and to foster respect for cultural diversity

…men hvad nu hvis nogle af de “kulturelt diverse” grupper ikke respekterer menneskerettighederne?…

22.Notes with appreciation the increasing number of initiatives to promote intercultural dialogue and affirms the need to intensify engagement between all interested parties in a constructive and genuine dialogue rooted in mutual respect and understanding; [adopted ad ref]

Igen: Hvorfor skal man respektere en modpart, der ikke respekterer en selv? Hvad er så godt ved en dialog, hvor folk siger at de respekterer hinanden, når respekten bare er tom ordskvalder?

25. Welcomes the adoption of legislation, at the national and regional levels, to address discrimination and victimization, as defined in the DDPA, in employment and training, the provision of goods, facilities and services, education, housing and public functions;

Alle skal have lige meget. Hvis de ikke får lige meget, er det pga. diskrimination. Diskrimination er skidt.

27. Reaffirms its call upon States to implement all commitments resulting from international and regional conferences in which they participated, and to formulate national policies and action plans to prevent, combat, and eradicate racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance;

De grumme ting skal ikke bare forebygges og bekæmpes, de skal udryddes!

…

Nu er jeg igennem sektion 1 og 2. Sektion 3 har den mundrette titel:

Promotion of the universal ratification and implementation of the International Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination and proper consideration of the recommendations of the Committee on the Elimination of Racial Discrimination.

…eller bare CERD, hvis man nu skal være lidt grå og kedelig. I den står der ikke så meget af interesse. Sektion 4 heller ikke. I sektion 5, der ikke har nogen forkortelse, men blot hedder:

Identification of further concrete measures and initiatives at all levels for combating and eliminating all manifestations of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, in order to foster the implementation of the DDPA and to address challenges and impediments hereto, including in light of developments since its adoption in 2001

står blandt andet, at de deltagende lande:

53. Reaffirms the positive role that the right to freedom of opinion and expression, as well as the full respect for the freedom to seek, receive and impart information can play in combating racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance;

Ja, det står der faktisk. Det er egentligt lidt sjovt, men jeg griner ikke.

Calls on States to undertake effective media campaigns to enhance the struggle against all manifestations of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, inter alia, by disseminating and giving adequate visibility to the DDPA and its follow-up mechanisms; [adopted ad ref]

Forvent med andre ord at DR fremover vil bruge OBS (hvis det program stadig findes – ellers nyhederne) til at informere om Durban-konferencens resultater med jævne mellemrum.

55. Calls on States to take effective, tangible and comprehensive measures to prevent, combat and eradicate all forms and manifestations; [adopted ad ref]

Mon det er en fejl, at alle “typer og manifestationer”, altså “racisme”, “racediskrimination”, “xenofobi” og “relaterede intolerancer”, ikke er kommet med?

56. Calls on States to combat impunity for acts of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, to secure expeditious access to justice, and to provide fair and adequate redress for victims; [adopted ad ref]

…mon “ofre” her også inkluderer dem, som bliver dømt? Jeg spørger bare…

58. Invites Governments and their law enforcement agencies to collect reliable information on hate crimes in order to strengthen their efforts to combat racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance;

…staterne skal oprette deres egne stasi informationsindsamlingssystemer; Rusland FN kan ikke klare det hele på egen hånd.

59. Urges States to punish violent, racist and xenophobic activities by groups that are based on neo-Nazi, neo-Fascist and other violent national ideologies;

…”Nationale ideologer”. Smart. De fleste muslimske ekstremister er internationalister.

Calls upon States to ensure that any measures taken in the fight against terrorism are implemented in full respect of all human rights, in particular the principle of non-discrimination

Så politiet må ikke bruge mere tid på at overvåge radikale muslimer end på at overvåge midaldrende gymnasielærere?

a) Loven skal være ens for alle. b) Hvis politiets håndhævelse af loven ikke “diskriminerer”, vil loven være meningsløs. Politiet foretager heller ikke fartkontroller på cykelstierne, eller mistænker demente på plejehjem for at stå bag voldtægtsforbrydelser.

67.Expresses its concern over the rise in recent years of acts of incitement to hatred, which have targeted and severely affected racial and religious communities and persons belonging to racial and religious minorities, whether involving the use of print, audio-visual or electronic media or any other means, and emanating from a variety of sources;

…for så vidt bare en gentagelse af 11: Landene bemærker med stor bekymring, at der er lande, hvor man stadig har frihed til at udøve religionskritik. Husk at tilstedeværelsen af “had” bare betyder, når nogen er krænket.

68. Resolves to, as stipulated in art. 20 of the ICCPR, fully and effectively prohibit any advocacy of national, racial, or religious hatred that constitutes incitement to discrimination, hostility or violence and implement it through all necessary legislative, policy and judicial measures;

Igen et rehash af tidligere bemærkninger, med et twist om at landene forpligter sig til at gennemføre denne lovgivning. Hvis det her punkt går igennem og Danmark ikke udvandrer, kan regeringen enten se stort på slutdokumentet, eller vi kan kysse ytringsfriheden farvel. Jeg tvivler på at regeringen vil se stort på slutdokumentet. Som allerede bemærket, er det kun hvis der kommer “uacceptable ændringer” at Per Stig vil finde det nødvendigt at udvandre, og han mener i forlængelse deraf ikke, at der er noget uacceptabelt i dokumentet som det fremstår her.

69. Urges States to bolster measures to eliminate the barriers and to broaden access to opportunities for greater and more meaningful participation by people of African and Asian descent, indigenous peoples and persons belonging to national or ethnic, religious and linguistic minorities in the political, economic, social and cultural spheres of society, and to grant special attention to the situation of women, in particular their practical incorporation into the labour market and in income and employment-generation programmes; [adopted ad ref]

71. Urges States to direct their special measures, including affirmative or positive measures, and strategies or actions, as well as new investments in health care, public health, education, employment, electricity, drinking water and environmental control, to communities of African descent and indigenous peoples;

Dette er punkt 20 om igen, og forpligter staterne til at give afrikanske og asiatiske (arabiske) indvandrere positiv særbehandling på en lang række områder.

77. Renews the call on all States to review and, if necessary, to revise immigration policies inconsistent with international human rights obligations, with a view to eliminating all discriminatory policies and practices;

I lyset af Metock-dommen er der ikke så meget nyt her, men ovenstående betyder vel reelt bare, at staterne er enige om, at de ikke selv må bestemme deres asylpolitik og hvem de lukker ind i landet.

79. Reiterates that the national, regional and international response and policies, including financial assistance, towards refugee and internal displacement situations in different parts of the world, should not be guided by any form of discrimination prohibited by international law and urges the international community to take concrete action to meet the protection and assistance needs of refugees, and to contribute generously to projects and programmes aimed at alleviating their plight and finding durable solutions;

En af disse grupper er, som det også fremgår af Durban II hjemmesidens forside, palæstinenserne. Som jeg læser ovenstående, betyder den internationale lov som forbyder forskelsbehandling og racisme i Durban II-staternes optik, at alle stater – og deres befolkninger – skal have ret til hjælp, bistand, hvad du nu vil kalde det, uanset hvem der bor i dem. Mennesker i fremmede stater har med andre ord ret til hjælp, og hvis en stat ikke hoster op og hælder milliarder efter palæstinenserne, så er staten racistisk, og overtræder international lov. En af de interessante spørgsmål her er, hvis alle skal behandles ens og alt det der, hvorfor amerikanske software-udviklere og russiske oliebaroner ikke, i disse staters optik, har ret til nøjagtigt lige så meget bistand som de fattige palæstinensere?

82. Urges States to refrain from taking discriminatory measures and from enacting or maintaining legislation that would arbitrarily deprive persons of their nationality, especially if such measures and legislation render a person stateless; [adopted ad ref]

…oversættelse: Det skal være forbudt at udvise kriminelle udlændinge, især palæstinensere.

93. Notes progress in the adoption of policies and programmes to improve the prevention and treatment of HIV/AIDS, especially among populations at higher risk of exposure, and to eradicate multiple discrimination against persons living with and affected by HIV/AIDS, and recommends that States guarantee universal and effective access to all health services, including medications at affordable prices, particularly those required for the prevention, diagnosis, and treatment of HIV/AIDS, malaria, tuberculosis and other pandemics, and intensify research in vaccines as appropriate; [adopted ad ref]

Stater skal garantere universel og effektiv adgang til alle helbredsservices. Jep, fremragende ide, og det er jo som bekendt en menneskeret at få sin sygdomsbehandling subsidieret af andre (her kan du finde mit take på emnet, den korte version). Hvorfor ikke også lade staten garantere alle en mørkeblå BMW, en bærbar computer plus trådløs internetforbindelse og et hus på strandvejen, nu den er i gang?

101. Calls upon States not to resort to profiling founded on grounds of discrimination prohibited by international law, including on racial, ethnic, and religious grounds and prohibit it by law;

…ergo: Nu er det slut med Danmarks Statistiks opgørelser over antallet af tyrkere i landet. De højere kriminalitetsrater blandt indvandrere er også snart fortid. Igen kunne man måske finde det bemærkelsesværdigt, at Per Stig Møller ikke fandt, at der var nogle “uacceptable passager” i dette udkast.

På den anden side kan man måske stadig ekstrapolere sig frem til disse data. For nogle data vil de jo gerne have indhentet:

102. Recommends that States that have not yet done so establish mechanisms to collect, compile, analyze, disseminate and publish reliable and disaggregated statistical data, and undertake all other related measures necessary to regularly assess the situation of all victims of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, in accordance with the Durban Declaration and Programme of Action;

Det er, finder vi også ud af, ikke nok at opnå lighed og så videre. Nej, det er nødvendigt at opnå hele den (våde) multikulturelle drømmeverden:

105. Reaffirms that the eradication of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance should aim not only at promoting equality and eliminating discrimination but also at promoting interaction, social harmony and integration, respect for tolerance and diversity among ethnic, cultural and religious communities; [adopted ad ref]

108. Calls upon States to implement cultural rights through the promotion of intercultural and inter-religious dialogue and cooperation at all levels

…”kulturelle rettigheder”. Ja, hvorfor ikke!

109. Urges States to encourage political parties to work towards fair representation of national or ethnic, religious and linguistic minorities within and at all levels of their party system, to ensure that their political and legal systems reflect the multicultural diversity of their societies, and to develop more participatory democratic institutions in order to avoid the discrimination, marginalization and exclusion of specific sectors of society; [adopted ad ref]

Hvis muslimer udgør 10% af befolkningen, så skal 10% af folketingsmedlemmerne være muslimer! Ellers hjælper de højere fødselsrater jo ikke noget!

111. Encourages Parliaments to regularly address the issue of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, with a view to consolidating their legislation, including anti-discrimination legislation, and to enhance policies to fight racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance; [adopted ad ref]

…med “enhance policies” mener de formodentligt, at flere skal straffes, så problemerne kan blive løst. Eller det var i hvert fald en fortolkning.

115. Calls on States that have not yet done so to establish and equip specialized bodies and mechanisms for the implementation of public policies to eradicate racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, and to promote racial equality with suitable financial resources, capability and capacity to survey, investigate, educate and undertake public awareness-raising activities; [adopted ad ref]

119. Recommends that States, regional and international organizations establish independent bodies, where they do not already exist, to receive complaints from victims of racism, racial discrimination, xenophobia and related intolerance, inter alia, regarding discrimination in housing, education, health, employment, or access hereto, as well as other human rights; [adopted ad ref]

Folk som Shirlene McGovern bliver næppe arbejdsløse lige med det første.

120. Commends media organizations that have elaborated voluntary ethical codes of conduct aimed at, inter alia, meeting the goals defined in paragraph 144 of the Durban Programme of Action, and encourages consultations among media professionals through relevant associations and organizations at the national, regional and international levels, with the assistance of OHCHR, with a view to exchanging views on this subject and sharing best practices, taking into account the independence of the media and international human rights standards and norms;

…taking into account the independence of the media… Igen; på en måde er det lidt sjovt, men jeg griner ikke.

…

Danmark deltager. Jeg deltager ikke. Jeg er ligeglad med, om “vi” udvandrer senere. Skaden er sket. Enten er regeringen et stort bundt idioter, der ikke kan læse, eller også har de ikke andet end foragt for de klassiske frihedsrettigheder. Frie individer har intet fornuftigt at snakke med dem, der udarbejdede ovenstående udkast om, og at deltage i processen er at legitimere den. Jeg har intet andet end foragt til overs for den regering, der sent i går traf den beslutning.

…

Update:

En betydelig del af denne post var skrevet i weekenden, og jeg har derfor taget udgangspunktet i draft nr. 1, af 15. april. En opdateret draft kan findes her. Den er på 16 sider, mens den jeg kommenterer var på 17 sider. Jeg har kun skimmet den, men umiddelbart lader det til, at meget lidt – og intet væsentligt – er ændret.

Det kan i øvrigt heller ikke overraske, at konferencen allerede på dag 1 er ved at udvikle sig til noget decideret latterligt. Overskriften er i øvrigt uhensigtsmæssig: Danmark (eller rettere: den danske stat) er ikke udvandret fra konferencen, kun fra Ahmedinejad’s tale. Som det bemærkes her:

Spaniens FN-ambassadør siger til nyhedsbureaut EFE at udvandingen er en markering, ikke mindst over for den iranske præsident, og at der ikke er tale om at EU-landene vil forlade konferencen.

og her:

Flere EU-lande samt USA og Australien havde på forhånd meddelt, at de ikke ville deltage i FN-mødet, fordi de frygtede, det ville blive brugt på kritik af Israel og til at frede kritik af islam. Danmark deltager kun på såkaldt ambassadørniveau – altså uden deltagelse af udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han havde efter udvandringen bl.a. følgende kommentar på TV 2 NEWS:

“Hvis det ender i et anti-israelsk ragnarok er det ikke en konference, som vi vil legitimere med vores tilstedeværelse,” siger udenrigsminister Per Stig Møller.

Han mener dog ikke, at der er grund til endnu at affeje konferencen, da det er lykkedes at få en lang række punkter med i oplægget til konferencens slutdokument.

Quote of the day

{David is 8-9 years old at this point in the story. He is travelling alone, heading for a boarding school in London, and he has just sat down for dinner in a local public house. At this moment, he is just about to start eating:}

‘There’s a half a pint of ale for you. Will you have it now?’ I thanked him and said: ‘Yes’. Upon which he poured it out of a jug into a large tumbler, and held it up against the light, and made it look beautiful.
‘My eye!’ he said. ‘It seems a good deal, don’t it?’
‘It does seem a good deal,’ I answered with a smile. For it was quite delightful to me to find him so pleasant. He was a twinkling-eyed, pimple-faced man, with his hair standing upright all over his head; and as he stood with one arm a-kimbo, holding up the glass to the light with the one hand, he looked quite friendly.
‘There was a gentleman here yesterday’ he said — ‘a stout gentleman, by the name of Topsawyer — perhaps you know him?’
‘No,’ I said, I don’t think –’
‘In breeches and gaiters, broad-brimmed hat, grey coat, speckled choker,’ said the waiter.
‘No,’ I said bashfully, ‘I haven’t the pleasure—’
‘He came in here,’ said the waiter, looking at the light through the tumbler, ‘ordered a glass of this ale–would order it–I told him not—drank it, and fell dead. It was too old for him. It oughtn’t to be drawn; that’s the fact.’
I was very much shocked to hear of this melancholy accident, and said I thought I had better have some water.
‘Why, you see,’ said the waiter, still looking at the light through the tumbler, with one of his eyes shut up, ‘our people don’t like things being ordered and left. It offends ‘em. But I’ll drink it, if you like. I’m used to it, and use is everything. I don’t think it’ll hurt me, if I throw my head back, and take it off quick. Shall I?’
I replied that he would much oblige me by drinking it, if he thought he could do it safely, but by no means otherwise. When he did throw his head back, and take it off quick, I had a horrible fear, I confess, of seing him meet the fate of the lamented Mr. Topsawyer, and fall lifeless on the carpet. But it didn’t hurt him. On the contrary, I thought he seemed the fresher for it.
‘What have we got here?’ he said, putting a fork into my dish. ‘Not chops?’
‘Chops,’ I said.
‘Lord bless my soul!’ he exclaimed, ‘I didn’t know they were chops. Why a chop’s the very thing to take off the bad effects of that beer! Ain’t it lucky?’
So he took a chop by the bone in one hand, and a potato in the other, and ate away with a very good appetite, to my extreme satisfaction. He afterwards took another chop, and another potato; and after that he brought me a pudding, and having set it before me, seemed to ruminate, and to become absent in his mind for some moments.
‘How’s the pie?’ he said, rousing himself.
‘It’s pudding,’ I made answer.
‘Pudding!’ he exclaimed. ‘Why, bless me, so it is! What!’ looking at it nearer. ‘You don’t mean to say it’s a batter-pudding?’
‘Yes, it is indeed.’
‘Why, a batter-pudding,’ he said, taking up a tablespoon, ‘is my favourite pudding! Ain’t that lucky? Come on, little ‘un, and let’s see who’ll get the most.’
The waiter certainly got the most. He entreated more than once to come in and win, but what with his tablespoon to my teaspoon, his dispatch to my dispatch, and his appetite to my appetite, I was left far behind at the first mouthful, and had no chance with him. I never saw any one enjoy a pudding so much, I think; and he laughed, when it was all gone, as if his enjoyment of it lasted still.
Finding him so very friendly and companionable, it was then that I asked for the pen and ink and paper, to write to Peggotty. He not only brought it in immediately, but was good enough to look over me while I wrote the letter. When I had finished it, he asked me where I was going to school.

…

The above is an excerpt from Charles Dickens’ David Copperfield, the complete and unabridged version (837 pages), which I’m currently reading – alongside Sun Tzu of course. This book is a real heartbreaker, this I know with certainty, even if I’ve still only read about a fourth of it. And yes, I do get out – I’ve been sitting outside (reading) between noon and 3 pm both today and yesterday. This is as close to an optimal afternoon as I’ve been for a long while, I think (yeah, I know: some people would probably think this was a bit sad).

I have also finished Said’s Orientalism (in a Danish translation) and Jacqueline Susann’s Valley of the Dolls (…likewise), as well as Lone Frank’s Det nye Liv since the last time I wrote about books I’ve been reading. I might write a bit about Said later, and maybe a line or two about Lone Frank’s book.

Poll

(link)

Hvor mange af jer synes ovenstående comic var sjov – og/eller fangede ordspillene?

(for at finde ud af, hvor matematiske mine læsere er. Og nej, det tæller ikke at prøve at google sig frem til svaret, ej heller at følge disse links, der ganske vist burde kunne give dig svaret, men som jeg foretrækker du først følger, når du har gjort klart, at du ikke forstod vittighedstegningen (/ifald du ikke gjorde det/))

The art of war

A few passages from the book (and yeah, to those inquiring minds who wish to know; this is another one of those books I read solely because I knew beforehand that I would agree with everything the author says):

…

To see victory only when it is within the ken of the common herd is not the acme of excellence.

…

What the ancients called a clever fighter is one who not only wins, but excels in winning with ease.

Hence his victories bring him neither reputation for wisdom nor credit for courage.

He wins his battles by making no mistakes.

Making no mistakes is what establishes the certainty of victory, for it means conquering an enemy that is already defeated.

Hence the skillful fighter puts himself into a position which makes defeat impossible, and does not miss the moment for defeating the enemy.

Thus it is that in war the victorious strategist only seeks battle after the victory has been won, whereas he who is destined to defeat first fights and afterwards looks for victory.

…

The control of a large force is the same principle as the control of a few men: it is merely a question of dividing up their numbers.

…

The clever combatant looks to the effect of combined energy, and does not require too much from individuals.

Hence his ability to pick out the right men and utilize combined energy.

…

Whoever is first in the field and awaits the coming of the enemy, will be fresh for the fight; whoever is second in the field and has to hasten to battle will arrive exhausted.

Therefore the clever combatant imposes his will on the enemy, but does not allow the enemy’s will to be imposed on him.

…

You can be sure of succeeding in your attacks if you only attack places which are undefended.

[...]

Hence that general is skillful in attack whose opponent does not know what to defend; and he is skillful in defense whose opponent does not know what to attack.

…

The spot where we intend to fight must not be made known; for then the enemy will have to prepare against a possible attack at several different points; and his forces being thus distributed in many directions, the numbers we shall have to face at any given point will be proportionately few.

For should the enemy strengthen his van, he will weaken his rear; should he strengthen his rear, he will weaken his van; should he strengthen his left, he will weaken his right; should he strengthen his right, he will weaken his left. If he sends reinforcements everywhere, he will everywhere be weak.

Numerical weakness comes from having to prepare against possible attacks; numerical strength, from compelling our adversary to make these preparations against us.

…

If you march fifty LI in order to outmaneuver the enemy, you will lose the leader of your first division, and only half your force will reach the goal.

If you march thirty LI with the same object, two-thirds of your army will arrive.

We may take it then that an army without its baggage-train is lost; without provisions it is lost; without bases of supply it is lost.

We cannot enter into alliances until we are acquainted with the designs of our neighbors.

We are not fit to lead an army on the march unless we are familiar with the face of the country – its mountains and forests, its pitfalls and precipices, its marshes and swamps.

We shall be unable to turn natural advantage to account unless we make use of local guides.

Hayek på slap line

Flere økonomiske blogs, deriblandt cafehayek og econlog, har de sidste par dage linket til et interview med Friedrich August von Hayek, fra 1985. Jeg fik endelig taget mig sammen til at se det her til aften, og det kan bestemt anbefales.

Her er linket til interviewet.

Diabetes – lidt om hjertet

Herunder følger nogle bullet-points fra denne høringsrapport om diabetes og hjertesygdom, udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Endokrinologisk Selskab sidste år. Det er en lang rapport, ca. 70 sider eksklusiv noter, så nedenstående er naturligvis blot et lille udpluk:

i) Diabetes er hyppig ved kronisk iskæmisk hjertesygdom, akut koronart syndrom og hjertesvigt, idet ca. 50 % har enten kendt eller hidtil uerkendt diabetes.

ii) Diabetespatienter må betragtes som en højrisikogruppe men med en stor gevinst ved behandling. Intensiv behandling af risikofaktorer er essentielt både af patienter med erkendt kardiovaskulær sygdom og patienter uden.

iii) Patienter med diabetes skønnes aktuelt at have en dødelighed af alle årsager, der er ca.
dobbelt så høj som baggrundsbefolkningen. Den primære årsag til diabetespatienters dårlige prognose er udvikling af tidlig hjertekarsygdom. I et nyt landsdækkende dansk registerstudie havde diabetespatienter i medikamentel antidiabetisk behandling en øget relativ risiko på ca. 80 % for kardiovaskulær død, hvilket var i samme størrelsesorden som patienter med kendt iskæmisk hjertesygdom. Risikoen for at udvikle akut myokardieinfarkt (AMI) var ligeledes betydelig og øget med 85 % sammenlignet med personer uden kendt DM [US' note: DM = Diabetes Mellitus].

iv) Den høje risiko for hjertekarsygdom hos patienter med T2DM [T2DM: Type 2 Diabetes Mellitus] er relateret til deres ophobede antal af risikofaktorer. Adipositas er en medvirkende faktor til T2DM og er til stede hos mere end 80 %. Derudover har 60-80 % hypertension og en tilsvarende andel dyslipidæmi. Ringe fysisk aktivitet og genetisk disposition øger både risikoen for udvikling af diabetes og for tidlig hjertekarsygdom. Betydningen af hyperglykæmien for den kardiovaskulære risiko ved T2DM er omdiskuteret.

Umiddelbart efter dette citat følger så en opsummering af forskellige studier, som illustrerer at der ikke findes klare resultater, når det kommer til effekten af en sænkelse af Hba-1c i T2DM patienter. Senere i rapporten uddybes endvidere:

Formålet med behandling af hyperglykæmi ved diabetes mellitus (DM) er at bringe blodglukose så tæt på normale værdier som muligt med en acceptabel risiko for hypoglykæmi. Det er særdeles veldokumenteret, at reduktion af HbA1c ved intensiv behandling af hyperglykæmi reducerer risikoen for at udvikle mikrovaskulære senkomplikationer som retinopati, nefropati og neuropati hos patienter med type 1 DM og type 2 DM [174, 175]. Det er imidlertid fortsat ikke afklaret, hvilken effekt reduktion af blodglukose har på risikoen for udvikling af makrovaskulære komplikationer, herunder iskæmisk hjertesygdom [13, 176, 177]

Det er væsentligt at holde sig for øje her, at udviklingen af diabetes og Hba-1c hænger ret godt sammen(!). Folk uden diabetes har lavere Hba-1c end folk med diabetes, og folk uden diabetes har meget lavere risiko for at få de makrovaskulære problemer, diabetikere lider under, end diabetikere har. Hvis type 2 diabetikere får diabetes fordi de lever usundt og vejer for meget, så kan det godt være overvægten og det høje blodtryk, snarere end diabeten – og altså det høje blodsukker, og dets skadevirkninger på blodkarrene – der forårsager hjerteproblemerne. På den anden side har type 1 diabetikere også markant forhøjet risiko for udvikling af hjerteproblemer – se eksempelvis dette studie af Juutilainen, Rönnemaa, Pyörälä og Laakso – titlen siger sådan set det meste: Similarity of the Impact of Type 1 and Type 2 Diabetes on Cardiovascular Mortality in Middle-Aged Subjects. Dette er et forhold rapporten slet ikke er omkring, og som jeg også selv har omtalt her på bloggen. Type 1 diabetikere vejer hverken mere eller mindre end befolkningen som helhed, men har alligevel markant forhøjet risiko for at dø af iskæmisk hjertesygdom. Dette er i mine øjne et stærkt argument for, at organismens dårlige blodsukkerregulering og forhøjede Hba-1c spiller en væsentlig rolle for udviklingen af hjerte-kar-sygdom i diabetikere.

Rapporten nævner to studier, der fandt hver sit resultat. Et tredje studie, jeg er bekendt med, fandt at en “1% øgning af HbA1c er associeret med en 20–30% øgning af kardiovaskulære tilfælde og samlet død hos mænd og kvinder i 45–79-års-alderen..” Nej, sammenhængen er, som rapportens forfattere også skriver, ikke klar, men jeg hælder til, at det må være bedre for hjertet at have kontrol over sin sygdom og dermed opnå en (tilstræbet) normaliseret Hba-1c, end det modsatte er, og det synspunkt vil jeg holde, indtil formodningen om at Hba-1c er irrelevant er langt bedre underbygget, end den er i dag. Sidst bør det tilføjes, at eftersom det står klart, at patienter med diabetisk nefropati har markant forhøjet risiko for at udvikle iskæmisk hjertesygdom, vil bedre blodsukkerregulering automatisk indebære en begrænset sænkelse af risikoen blandt diabetikere for udvikling af iskæmisk hjertesygdom, eftersom en markant risikofaktor, diabetisk nefropati, mindskes.

v) I et dansk studie af type 2 DM baseret på selvrapporterede oplysninger og symptomer fandtes, at prævalensen af makrovaskulære komplikationer var ca. 25 % på diagnosetidspunktet [15]. I et tilsvarende studie af patienter med type 1 DM fandtes en prævalens af hjertekarsygdom på op mod 25 % i alderen 45-59 år [16]. Diabetespatientens høje risiko for udvikling af hjertekarsygdom afspejles i, at ca. hver femte patient, der er indlagt på en kardiologisk afdeling, har kendt DM [17].

vi) I et mindre dansk studie med akut myokardieinfarkt havde 20 % kendt diabetes ved indlæggelsen

vii) Et-års mortaliteten for patienter med nydiagnosticeret diabetes efter AKS [akut koronart syndrom] er væsentlig højere end for patienter uden diabetes men ikke så høj som for patienter med kendt diabetes.

Lidt flere detaljer fra den undersøgelse, der linkes til i rapporten:

Både dødeligheden og forekomsten af AMI og slagtilfælde var dobbelt så høj hos patienter med kendt diabetes som hos øvrige patienter indlagt. Et-års mortaliteten efter AKS var hos patienter med kendt diabetes 7.7%, hos patienter med nydiagnosticeret diabetes 5.5% og hos patienter med normal glucoseregulering 2.2%. I året der fulgte AKS, var den kombinerede sandsynlighed for død, AMI eller apopleksi for patienter med kendt diabetes 14.5%, hos nydiagnosticerede diabetikere 8.4% og hos øvrige undergrupper ml. 5.6% og 6.8%.

viii) Ved type 1 diabetes stiger incidencen af iskæmisk hjertesygdom med diabetesvarighed og markant ved samtidig forekomst af diabetisk nefropati [59, 60]. De seneste årtiers fald i dødelighed af hjertekarsygdom i den vestlige verden er ikke slået igennem for diabetespatienter [61, 62]. En mulig medvirkende årsag hertil er den relativ hyppige forekomst af asymptomatisk iskæmisk hjertesygdom på op mod 25 % blandt diabetespatienter [63, 64]. Flere studier viser, at prognosen for asymptomatiske diabetespatienter er næsten ligeså alvorlig som for patienter med symptomatisk iskæmisk hjertesygdom.

Ifht. sammenhængen mellem nefropati og iskæmisk hjertesygdom findes en smule uddybning på dansk her. Når det kommer til prognosen for asymptomatiske diabetespatienter, kan den danske registerundersøgelse fra 1997-2002, der omfattede alle danskere over 30 år, altså i alt 3.3 millioner danskere, i øvrigt uddybe: Denne undersøgelse fandt, at risikoen for kardiovaskulær død var ens for diabetikere og individer med tidligere AMI (hazard ratioer på hhv. 2,42 og 2,44. Når der tages hensyn til den statistiske usikkerhed er forskellen, hvis der er nogen overhovedet, meget, meget lille).

ix) Mikroalbuminuri er en risikomarkør for både kardiovaskulær sygdom og mortalitet. Specielt ugunstig er kombinationer af mikroalbuminuri, højt BT, og dårlig glykæmisk kontrol [102, 103]. Diabetisk nefropati er forbundet med meget stor risiko for kardiovaskulære komplikationer [76, 104-106] og ethvert tiltag, der hæmmer udvikling af mikroalbuminuri, må derfor betragtes som kardiovaskulær profylakse.

x) I en række hjerteinsufficiensstudier er forekomsten af diabetes opgjort til mellem 20 og 30 %.

[...]

Hjerteinsufficiens er hyppig ved diabetes, formentlig dobbelt så hyppigt som hos personer uden diabetes, og optræder samtidig i en yngre alder. Mortalitet og morbiditet vurderet ved indlæggelser for hjerteinsufficiens er også øget sammenlignet med personer uden diabetes [68, 239]. Samtidig er forekomsten af diabetes hos patienter med hjerteinsufficiens høj, idet ca 25 % har kendt diabetes, og mange har formentlig uerkendt diabetes eller prædiabetes.

…
…

Jeg har inkluderet ovenstående bidrag i min længere artikel om diabetiske senkomplikationer, Diabetes – det lange sigt, men jeg nåede frem til, at jeg også lige så godt kunne dobbeltposte de større fremskridt, jeg gør, løbende her på bloggen, når jeg redigerer i artiklen, så også faste læsere kan følge med.

One of those videos you just have to share with someone…

This has to be one of the most impressive performances I have ever seen. And it has only 11.600 views! I hereby give you Grande sonate “Les quatre âges”, by Charles-Valentin Alkan, part 2 (“30 ans”), performed by Marc-Andre Hamelin:

Ouch!

Via Greg Mankiw.