Quote of the day

Here are the sort of political/economic thinkers whose substantive views I find most congenial: Friedrich Hayek, Milton Friedman, James M. Buchanan. If I tell most highly-educated people that these are the thinkers whose views of desirable institutions are most like mine, they might infer that I am some kind of rabid libertarian ideologue. But when I actually defend something like the arguments for an economic safety net each of these giants of libertarian thought actually set forth, lots of libertarians accuse me of not really being libertarian at all. And many liberals act surprised, as if I’m being saucily iconoclastic by wandering so far off the reservation. I can tell them that Hayek was actually in favor of a guaranteed minimum income and that Friedman basically invented the idea behind the EITC, but they’ll still think I’m some kind of congenial squish. But what I am is a market liberal just like Hayek, Friedman, and Buchanan — the same intellectual role models who make me a rabid libertarian ideologue. So, which is it?

[...]

Misean economics, disinfected of the open-minded empirical consequentialism of Mises’ Liberalism, and filtered through Ayn Rand and Murray Rothbard’s peculiar views of rights and coercion delivers a powerfully moralized brief for capitalism that calls into question even taxation for the purpose of financing genuine public goods. That Rothbardians and Randians have wasted so much time fighting with each other on the question of the minimal state versus anarcho-capitalism obscures their unity on a rights-based bulwark against the slide from the welfare state to socialism. Sadly, “libertarianism” has become identified rather strongly with this ideology — an ideology some of the the thinkers most strongly identified with libertarianism, like Hayek and Friedman, never shared.

Here’s the link. I must add though that I emphatically do not agree with Wilkinson when he claims that “the death of socialism as a viable competitor to the liberal-capitalist welfare state makes continued slippery-slope-to-socialism thinking look densely anachronistic” (the death of socialism? When did this happen?), and “a slide into socialism just isn’t on the table” – I think he’s way too optimistic both when it comes to this part of the analysis and the last part, and I also tend to believe that this optimism is outright dangerous. Delusions always are.

Economic fallacy of the day

Or is it fallacies, in plural? You decide, here’s the ‘argument’:

When we raise taxes we buy less government.

This has been the case for all of time, and follows standard supply and demand.

[...]

You complain about the inefficiency of government, so raise taxes and people will use government less.

“Mattyoung”, in a comment here.

A game of which I’m very proud

Sorry, nothing to do with politics or anything like that, just wanted to share this, but if you don’t like shameless self-indulgence and navel-gazing just move on.

The game, brought in full length below, isn’t all that interesting in itself. What made it interesting enough for me to repeat it here is the fact that it was against an opponent with a chessbase server rating of 2709 – and I didn’t lose. The average server rating on playchess is 1665, the rating of beginners is appr. 1200 and a rating differential of 300 points corresponds roughly to an expected win/loss ratio of 7-8/1 (you need to win something like seven out of eight or eight out of nine games against a player rated that much below yourself to maintain this level of rating differential). Right now, looking at the player list in the main playing hall on playchess, my opponents rating is higher than three Grandmasters and nine IM’s. As another comparison, Nigel Short right now has a rating of 2879, only 170 points more than my opponent. And I got a draw against that guy, in a blitz game! It sure feels nice, even if it probably won’t help me pass my exams…

US (DEN) – Sebastian Korman (FIN), blitz 3+0:

1.e4 e5, 2.Nf3 d6, 3.h3 Nd7, 4.d4 Ngf6, 5.dxe5 dxe5, 6.Bd3 Be7, 7.Nc3 c6, 8.Be3 Qc7, 9.Qd2 Nc5, 10.0-0 0-0, 11.Rad1 b5, 12.a3 a5, 13.b4 axb4, 14.axb4 Nxd3, 15.cxd3 h6, 16.Bc5 Bxc5, 17.bxc5 Nd7, 18.d4 exd4, 19.Qxd4 Re8, 20.Nd2 Ne5, 21.f4 Ng6, 22.f5 Ne5, 23.f6 g6, 24.Qe3 Kh7, 25.Nf3 Nc4, 26.Qd3 Ra3, 27.Nd2 Ne5, 28.Qc2 Qa7, 29.Ncb1 Ra2, 30.Qc3 Ra4, 31.Rde1 Qa5, 32.Qxa5 Rxa5, 33.Nb3 Ra2, 34.N1d2 Rc2, 35.Rc1 Rxc1, 36.Rxc1 Be6, 37.Re1 Bc8, 38.Kf2 Rd8, 39.Ke3 Kg8, 40.Nd4 Kf8, 41.g4 g5, 42.h4 gxh4, 43.Kf4 Nxg4, 44.Rh1 Rxd4, 45.Nf3 Rc4, 46.Rxh4 Nxf6, 47.Rxh6 Ng8, 48.Rxc6 Bd7, 49.Rc7 Ke8, 50.Rb7 b4, 51.Rb5 b3, 52.c6 Rxc6, 53.Rxb3 Rf6+, (severe time trouble for both players now and for the rest of the game) 54.Ke3 Be6, 55.Rb8+ Ke7, 56.Rb7+ Kf8, 57.Rb8 Kg7, 58.Ne5 Rg6, 59.Rxg8+ Kxg8, 60.Nxf7 Kxf7, 61.Kd4 Rf6, 62.e5 Rf4+, 63.Kc5 Rf5, 64.Kd6 Rxe5, 65.Kxe5 – draw (both of us had appr. 1 sec left)

Bleg

Ok, en lille indrømmelse: Jeg går lidt og leger med tanken om at skrive en bog. Ikke lige nu, men sådan i den nærmeste fremtid.

Jeg bruger en del tid på bloggen her, og en del af dette materiale (ca. 500 posts efterhånden) har vel et eller andet sted, efter et par omgange med grov- og finpudsning, format til også at kunne indgå som en del af et større værk. Jeg tænker, når det kommer til genrevalg, i retning af samme genre som Fonsmark valgte i sin tid, idepolitisk essay, og baggrunden, den røde tråd i behandlingen, ville være 2001 og fremefter, altså årene med Fogh ved magten. Det potentielle værk vil alligevel ikke blive færdigt, før Fogh rejser af til Bruxelles, så der er ingen skade sket ved at starte ud lidt tidligt. Det ideelle ville være en opdateret version af Fonsmark, hvor vi specifikt fik tiden under Fogh under kærlig behandling.

Før jeg på nogen måde går videre med ideen, er jeg nødt til at kaste ideen herud og stille nogle spørgsmål:

1) Er det en dødssejler på forhånd, en fiks ide jeg godt kan glemme alt om?

i) Min blog har meget få faste besøgende, langt de fleste lander her, fordi google finder min side interessant, ikke fordi læserne gør. Jeg gør mig ingen illusioner om andet, og når jeg ikke engang kan få folk til at læse det, jeg skriver, når det er gratis og frit tilgængeligt, hvordan skulle jeg så få nogen til ligefrem at betale for det?

ii) Et modsvar hertil ville være, at bogen og bloggen naturligvis ikke ville overlappe mere end som så, og behandlingen i bogen ville være grundigere og mere fyldestgørende, end den har været på bloggen. Alene valget af medie gør, at der overordnet set er tale om en helt anden målgruppe.

…

Hvis det ikke er en dødssejler, som bør afskrives på forhånd:

2) Jeg har ikke lagt mig fast på, hvilke specifikke emnegrupper jeg mener skal med, selvom jeg selvfølgelig har nogle stykker i tankerne. Et centralt spørgsmål her er naturligvis: Hvilken rolle skal islam have i behandlingen? Bør jeg nedtone dette emne betydeligt à la Ågerup, eller skal det spille en større rolle?

Jeg kan selv se et par vinkler på den diskussion, og der er flere gode argumenter for at nedtone islam. De to primære, i tilfældig rækkefølge, må som jeg ser det være: a) Det liberale Danmark er splittet på det her punkt, mange mener det ikke er islam, men derimod velfærdsstaten, der er problemet (hvorfor kan det ikke være begge dele?), og en betydelig del af disse læsere vil jeg skubbe fra mig ex ante, hvis emnet (og dets modpol) får for meget spalteplads. Da der er i forvejen er en ret begrænset target group er det næppe en god ide at skubbe en stor procentdel fra på forhånd. b) Der findes allerede en stor litteratur på området, hvorimod dansksproget ‘liberalistisk litteratur’ har meget trange kår. På den anden side ville det være direkte uhæderligt at behandle perioden uden at komme omkring dette politiske tema i større eller mindre grad, da det i den grad har formet meget af debatten og det politiske landskab. Der vil til dette tema nødvendigvis skulle være en betydelig deskriptiv komponent, spørgsmålet er hvor stor vægt jeg tillægger den normative samme, den politiske stillingtagen. Jeg er opmærksom på, at der foreligger en reel fare for, at jeg af angst for at blive mistforstået bruger flere sider på emnet end godt er.

Andre emner som jeg har i tankerne, men som i høj grad er ’subject to change’, da vi taler absolut første fase problemidentificering her, er [advarsel: strøtanker, brainstorm, ingen afsnit, ingen punktummer] selvfølgelig den traditionelle historie om politikere, som vil så meget godt, og gør så meget skidt, samt eksempler; hvad man lidt bredt kunne kalde ‘eroderingen af danskernes frihedsrettigheder’ (okay så, meget bredt, men der er så meget at vælge imellem her man slet ikke ved, hvor man skal starte… Der er rygelov, visitationszoner, terrorlovgivning, tvangs-expropriationer fra private til private, osv. osv. osv.); lidt specifikt om ytringsfrihed; -ll- Lars Løkke’s magtmisbrug (ikke det, der graves i lige for tiden, selvom det selvfølgelig også skal med, men derimod primært hans rolle som den ansvarlige minister i sagen om Liberalisternes ‘problemer’ med at blive opstillingsberettigede før sidste valg, hvilket er en historie, jeg er sikker på alt for få kender til, og som fortjener et større publikum) og hvad eksemplet fortæller om de politikere, vi har ved roret i disse år; den høje skat, som ikke er blevet andet end symbolsk lavere efter nu snart adskillige års højkonjunktur og overskud på statsfinanserne med en borgerlig regering ved roret (specifikt var det her oplagt at tage debatten om topskatten frem, som i løbet af perioden flere gange har været op til debat – en misundelsesskat der på fremragende vis udtrykker ‘den danske mentalitet’, i det omfang en sådan kan siges at eksistere); Foghs idemæssige udvikling i løbet af perioden, hvor han fra at være en kritisk ‘ud med smagsdommerne’, ’stram udlændingepolitikken’ politiker, der sagde den selvbestaltede ‘konsensus’ midt imod på nogle områder og tidligere havde udtrykket sig meget kritisk om velfærdsstaten, gik hen og blev en standard politiker, som sidst i regeringsperioden, efter en politisk vækkelse af nærmest religiøs karakter, endte ud med nærmest at forsøge at overhale Socialdemokraterne Venstre om [et centralt punkt i fremstillingen bør være forsøget på at gøre op med en del af den politiske begrebsforvirring, som i den grad trives herhjemme: Navnligt det forhold, at folk bilder sig ind, at der stadig er nogen videre forskel på de to fløjes økonomiske politik. Jeg vil argumentere for det modsatte, og vel nok også argumentere for, at også den opdeling i højrefløj og venstrefløj som sker på den basis som partierne præsenterer den, som består af en kombineret økonomisk-værdipolitisk skala, er forfejlet. Hvis højre- og venstrefløjen er relativt ens på det økonomiske område, og man derfor positionerer partiernes relative position primært på baggrund af værdipolitikken, er det noget vrøvl at kalde Socialdemokraterne venstreorienterede, da partiet som helhed efterhånden har taget den indvandringskritiske linje til sig, fordi det er der stemmerne er (var sidste sætning der overflødig?). Der vil sandsynligvis argumenteres for, at den regelmæssige populistiske køllesvingningskamp der pågår mellem regering og opposition hver gang 'velfærd' er på debatmenuen, er spil for galleriet. Hvorfor spillet spilles på denne måde, er betydeligt væsentligere at få kigget nærmere på, end spillet er i sig selv]; baggrunden for og konsekvenserne af Foghs regeringsstrategi(/er), og en kontrafaktisk fortælling om, hvad der realistisk set kunne være blevet gjort anderledes; lidt mere generelt om danskernes tro på velfærdsstaten og en kritik af den danske flokmentalitet, konfliktskyhed, fatalisme og ensidige fokusering på offerrollen (dette vil højst sandsynligt være et centralt tema…), der i dag nærmest har fået hovedparten af danskerne til pr. automatik at mene, at intet politisk krav kan være urimeligt, fordi selve handlingen at præsentere kravet gør at individet er det, vi tidligere kaldte værdigt trængende………… “og meget andet.” Hvad er “meget andet”, hvad har jeg glemt i det ovenstående, tilføjelser, kommentarer?

3) Jeg er ikke afklaret mht. hvor stor vægt, jeg ville give personerne i fortællingen i forhold til ‘det historiske flow’, det kommer meget an på hvilken type fremstilling, man ønsker, hvad jeg ikke helt har lagt mig fast på endnu. Generelle argumenter for og imod en personnær/-fjern behandling?

4) Jeg har på forhånd gjort mig klart, at det ikke overvejende skal være en historie om tal, men derimod en historie om ideer. Primært fordi jeg tror, det er den fortælling, jeg ville være bedst til at formidle. Men også fordi jeg er doven. Hvor findes det optimale empiriske fundament for en fremstilling som den, jeg søger at beskrive? Hvor mange tal/grafer er nødvendige, uden at det ødelægger fortællingen?

4b) I samme boldgade bør stilles spørgsmålet: Hvor stort skal det man kunne kalde det ‘eksplicit analytiske element’ være? Hvad jeg forstår ved dette koncept er brugen af punktafsnit, opsummering af relevante pointer m.v. Jeg er vant til at liste argumenter for og imod og så summere ting op, fordi det for mig giver overblik at holde argumenter skarpt adskilte, og ikke lade dem flyde ud og drukne i for meget tekst. Men også fordi jeg grundlæggende har det sådan, at hvis jeg sætter mig ned og læser en fremstilling, og jeg ikke efterfølgende finder mig i stand til mentalt at lave en kort og klar liste på punktform over de vigtigste data/argumenter/pointer i fremstillingen, så er jeg som regel tæt på at mene, at den var spild af tid. Det er meget sjældent det irreducerbare er irreducerbart, fordi det er for kompliceret til at kunne udtrykkes på kompakt form, ofte er det bare irreducerbart enten fordi det var tømt for indhold, eller fordi forfatteren aktivt efterstræbte irreducibiliteten i sin fremstilling – somme tider en blanding. Jeg ved ikke alle har det sådan, men den subjektive læseoplevelse på dette specifikke punkt er naturligvis ikke det primære problem. Det er derimod det forhold, at i en analyse med betydeligt flow, som et essay nødvendigvis ville være, vil et for stort analytisk element ødelægge værkets struktur og kontinuitet. Hvilket får mig til at tænke lidt på, om værket i stedet burde have en mere antologisk karakter, med en betydeligt mere klart adskilt behandling af de enkelte emner. Ideer?

5) Jeg hælder stærkt til, at bogen bliver udgivet af Isak Dinesen, ikke Karen Blixen: Ja, jeg har tænkt mig at udgive under pseudonym (dog ikke under pseudonymet ‘US’). Hvor mange læsere vil det koste, nogen ideer eller konkret viden om de forhold? Ville en ghostwriter-model løse problemet, altså at jeg lod en anden, som kunne stå inde for bogens indhold, udgive bogen i eget navn, evt. efter en grov koordinering af synspunkter og formuleringer (eks. via. mail)? At ideerne kommer ud er det, der tæller for mig.

6) Motivation. Hvordan holder man sig motiveret? Jeg kunne godt forestille mig, at det ville blive et betydeligt problem – en blogpost er en ting, en bog på flere hundrede sider som kommer på tryk og skal være helt perfekt, før den bliver udgivet, er noget helt andet. Findes der i læserskaren en forfatter som kender noget til det problem og evt. løsninger? Whiteberg? Andre?

7) Jeg ved intet om forlagsbranchen. Nogen der kan og gider fortælle lidt om den? Skal man skrive bogen først og så henvende sig, eller er det omvendt? Ville jeg overhovedet have råd til at få sådan noget makværk udgivet, hvis jeg tog mig sammen og gav det en skalle?

…

Når alt det er sagt, indtil videre er det bare en ide. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, om den er værd at gå videre med. Er det en dårlig ide at spilde sin tid med den slags? Er det en god ide, men jeg er den forkerte til jobbet? Ordet er dit, al feedback er velkommen.

Mark Steyn discussing “The end of the World…”

Yesterday I found this rather long video with Mark Steyn discussing his book America Alone: The End of the World As We Know It, which was published in 2006.

The discussion of the book itself starts about 21-22 minutes into the video, you can skip the part before that without missing out on anything important. I have yet to read the book, but I am considering giving it a go, especially since it’s available online for free here, combined with the fact that I have a relatively low opportunity cost of time.

Sundhedspolitik

Nu er det ganske vist et område, jeg ikke ved en forfærdelig masse om, men jeg har alligevel nu og da tænkt over, hvordan en liberal sundhedspolitik ville/burde se ud. Lidt forskelligt om hvordan jeg betragter dette område:

i) En sundheds’politik’ uden nogen form for offentlig indblanding overhovedet (/det vil for nogle sige fraværet af en politik på området), hvor alt foregår på og finansieres på markedsvilkår, er uspiselig for mig. Der er to hovedårsager hertil:

a) Ligesom almindelig godgørenhed (charity) er finansiel støtte til medicinsk underforsikrede efter alt at dømme et public good, hvorfor vi kan forvente at det underudbydes på det frie marked [læs: ligesom nogle mennesker ville dø af sult i rendestenen i et samfund uden offentligt finansieret bistandshjælp, ville nogle mennesker dø af lungebetændelse, fordi de ikke havde råd til penicillin, i et samfund uden et offentligt sundhedsvæsen]. Det er et argument for minimumsstandarder, især set i lyset af…

b) Ikke alle sygdomme er selvforskyldte, langt hovedparten af dem er faktisk ikke. Hvis du ikke kan gennemskue hvorfor, så husk på at der findes adskillige millioner forskellige typer af bakterier alene, mange af hvilke (en liste over nogle af de vigtigste hovedgrupper her) under nogle forhold er patogene. Nogle ville her indvende, at ‘life isn’t fair’ og at det bare er surt, hvis man eksempelvis er født med en grim sygdom, manglende sanser eller lignende, eller pludselig en dag bliver ramt af ‘guds straf’, det er ikke noget andre skal tvinges til at betale for. Jeg mener, der er et rimeligt argument for at holde folk skadesfri for forhold, der er helt uden for deres egen kontrol og har omfattende konsekvenser for deres helbred. Et for mig meget væsentligt argument herfor er det forhold, at jeg formodentligt aldrig ville have fejret min 5 års fødselsdag, hvis jeg var blevet født af ludfattige forældre i sådan et sundhedssystem.

ii) Hvis man har besluttet sig for, at det offentlige skal spille en rolle, er der to hovedspørgsmål. Det ene spørgsmål drejer sig om, hvor stor rationering der skal være, hvor grænsen skal gå for hvor staten træder til. Det andet spørgsmål drejer sig om, hvordan staten griber ind. Jeg vil primært begrænse mig til det første spørgsmål i denne post.

Det første spørgsmål er efter min opfattelse ekstremt vanskeligt. De fleste liberale, der mener staten skal spille en rolle på sundhedsområdet, deler ideen om at skelne mellem selvforskyldte og ikke-selvforskyldte sygdomme, og ønsker så vidt muligt begrænse den statslige involvering til de områder, hvor individets egne handlinger ikke har forårsaget sygdommen. Det er der i øvrigt også mange andre, der gør, socialisterne kan også se det fornuftige i at skelne, fordi der simpelthen ikke er råd til at give folk al den behandling, de måtte ønske.

Hvis man tror, at ovenstående princip er en stor og smuk principfast kolods, som er solid nok til at bygge en politik på området på, så siger jeg: Tro om igen. For selvom princippet lyder dybsindigt, bringer det os sandt at sige ikke ret langt, når det kommer til konkret politik. Hvis man tror det gør, ved man for lidt om emnet – og det kommer fra en, der i forvejen ved alt for lidt til at kunne sige andet end det allermest overordnede og forsimplede om det.

Princippet er ikke meget værd, fordi det kun er i ganske få tilfælde, vi kan være sikre på at kende en sygdoms årsag til bunds. Mange sygdomme er idiopatiske, dvs. uden kendt årsag, og mange har en arvelig komponent uden at være 100% arvelige. Ligeledes er der mange sygdomme, som har kendte risikofaktorer, som øger risikoen for at man får sygdommen i højere eller mindre grad, uden at risikofaktorernes og sygdommens samvariation nødvendigvis er deterministisk – man kan leve sundt og stadig få kredsløbssygdomme og type 2 diabetes i en tidlig alder, bl.a. fordi begge har en genetisk komponent, og man kan leve usundt og alligevel slippe godt fra det og leve til man er 100, selvom kun få gør det. Man kan også, som det er tilfældet for en del danskere, være overvægtig og føre en inaktiv livsstil og få type 2 diabetes, uden at være klar over, at det teknisk set ikke var ens egen skyld, fordi man havde fået sygdommen alligevel, såfremt man havde levet sundt. Disse forhold gør det ekstremt vanskeligt at bygge en politik på princippet om ‘løn som forskyldt’ isoleret, vi ved alt for lidt om de fleste sygdomme, til at kunne træffe en fornuftig og velfunderet beslutning om, hvorvidt individers egne handlinger har været en væsentlig variabel eller ej, og vi kan ofte kun dømme på et statistisk grundlag, fremfor på individniveau, hvilket i begge tilfælde uundgåeligt vil resultere i en stor grad af vilkårlighed i den offentlige finansieringsbeslutning, såfremt egenansvars- og -finansieringskomponenten fremmedes betydeligt. Sagt med lidt andre ord, det er et fint princip, men det kan desværre næppe blive et så betydningsfuldt og dominerende pejlemærke på sundhedsområdet, som mange liberale gerne så, da det empiriske grundlag i langt de fleste tilfælde er grumsomt mangelfuldt og/eller mudret, og princippet kan heller ikke på nogen måde stå alene.

Nogle spørgsmål jeg stiller mig selv, når det kommer til behandlingen af dette emne, er:

a) Hvor skal grænsen trækkes for, hvornår en sygdom er selvforskyldt, hvor stærkt skal det statistiske link være, før en sygdom bliver selvforskyldt? Eller skal grænsen ikke trækkes ved sygdommen, men ved individet? Sagt på en anden måde, skal alle type 2 diabetikere betale selv, eller kun de overvægtige? Den sidstnævnte model ville være den mest effektive til at linke risikoadfærd og omkostninger, men den ville også koste betydeligt mere. Hvor meget er præcision værd i denne forbindelse? Det siger princippet ikke noget om. Og hvad med de overvægtige type 2 diabetere, hvis forældre begge havde sygdommen?

a1) Er en idiopatisk sygdom pr. automatik ikke-selvforskyldt, selvom et studie eller to har peget i en anden retning? Hvor mange studier skal der til, før et argument om, at en sygdom er selvforskyldt, godtages, hvornår er ‘konsensus’ stærk nok til at man kan forsvare at ændre på finansieringsmodellen relateret til den specifikke sygdom? Såfremt beslutningen træffes på individniveau bliver spørgsmålet blot endnu vanskeligere, se også d). Igen, svarene på disse spørgsmål siger princippet ikke noget om.

a2) Hvem skal bestemme, hvornår der er ‘konsensus’, hvilke sundhedsudgifter staten skal dække? Svaret burde vel være ‘læger’, idet det er den gruppe, der er bedst kvalificeret til at vurdere linket mellem risikofaktorer og incidens, men problemet er, at det er skatteyderne, eller rettere politikere, der bestemmer i sidste ende, da det er dem, der lægger budgettet. Politikere der intet ved om medicin, men ved en masse om, hvad der er politisk opportunt. Hvordan undgår man at beslutningstageres incitamenter ikke går imod patienternes? Det var svært nok, hvis beslutningstagerne var læger… Hvad er for øvrigt vores H-nul hypotese i tilfælde af tilbageholdt finansiering/behandling, hvem står med bevisbyrden – er der overhovedet en bevisbyrde? For nogle varianters vedkommende vil lægerne stå helt uden diskretion, og finansierings(/behandlings)beslutningen vil være overladt til politikerne, på samme måde som det er på mange områder i dag. Hvordan modvirker man et udkomme som dette i en model med offentlig finansiering? (-ll- ovenfor oidf.)

a3) Hvordan løses problemet med asymmetrisk information, altså det forhold, at patienten ofte ved betydeligt mere end lægen om, hvad han har foretaget sig, som kunne øge hans eller hendes sygdomsrisiko? Mere specifikt; at øge egenansvarskomponenten af finansieringsdelen vil nødvendigvis bevirke, at flere patienter lyver for deres læger for at få finansieret behandling, de ikke har krav på. Kunne resultatet heraf blive en endog dårligere sundhedstilstand generelt, fordi lægerne pga. fejlagtig information træffer medicinske beslutninger, som er til skade for patienterne? Hvordan imødegår man dette problem? Problemet med asymmetrisk information bevirker naturligvis også, at en løsning hvor finansieringsbeslutningen træffes på individniveau, altså en løsning som den, jeg hintede til i a), er noget nær umulig at få til at fungere. Statens finansieringsmodel vil nødvendigvis skulle have sin basis i statistisk diskrimination.

b) Hvad er bagatelgrænsen; hvornår er en ikke-selvforskyldt sygdom slem nok til, at det offentlige skal gribe ind?

b1) For stærkt progressive sygdomme er tidlig diagnosticering en af behandlingsforløbets vigtigste elementer. Hvad hvis en sygdom er stærkt progressiv, og tidlig behandling (før det bliver ’slemt nok’ til at det offentlige ideelt set må hjælpe) bedrer prognosen – hvordan vægtes det postdiagnostiske behandlingsforløb i forhold til, hvor tidligt diagnosticeringen skal finde sted (også relevant i forhold til screeningsproblematikken)?

c) Hvad med vaccinationer? At forældrepar undlader at vaccinere deres børn kan betragtes som en negativ eksternalitet der pålægges andre, idet denne handling øger den aggregerede sygdomsrisiko. Skal vaccinationer (evt. hvilke?) finansieres af det offentlige, og/eller måske ligefrem i nogle tilfælde være obligatoriske? Eller skal det offentlige holde sig udenfor her, og/eller evt. kun medvirke ved at bidrage med information relevant for beslutningen om at vaccinere eller ej?

c1) Ikke et spørgmål men en kommentar: Fravær af vaccinationer er ikke den eneste negative eksternalitet her. Enhver ubehandlet og smitsom sygdom i en smittebærer, syg såvel som rask, er i praksis en negativ eksternalitet for det omgivende samfund, eftersom smittebærere gør andre mennesker syge. Givet non-zero transaktionsomkostninger (går du ofte hen og giver ham, der står og hoster i bussen, en 20er så han har bedre råd til at komme til læge og få undersøgt, om hans sygdom kan behandles?) er der her et selvstændigt argument for at lade det offentlige finansiere diagnosticering og behandling af smitsomme sygdomme.

d) Hvor stor en rolle bør informationsopgaven have for det offentlige, og hvordan skal den løses? Hvis befolkningen ikke er opmærksom på væsentlige risikofaktorer, der måtte have indflydelse på beslutningen om, hvorvidt det offentlige yder støtte eller ej til behandling, opstår der alvorlige problemer med legitimiteten af den anvendte rationeringsmetode. Hvis politikerne er de hovedansvarlige for rationeringsniveauet, har de et problematisk incitament til ikke kun at tolke forskningen så den passer ind i deres politiske agenda (noget vi også ser på andre områder i dag), men også til at tilbageholde oplysninger som kunne være relevante for befolkningens sundhed og behandlingsmuligheder.

…

‘Hvis folk bliver syge på grund af ting, de selv har gjort, så skal de selv betale’ er et sted at starte. Men hvis du tillader dig at have en mening om dette emne, så lov mig at du tænker lidt videre end det.

A game

A game I played yesterday. As my opponent was a rather high rated player I felt proud of the win, especially given that this was a 3+0 blitzgame, not a 1+0 bulletgame where all kinds of weird things tend to happen:

US – Léonard Steffenello (FIDE elo: 2112, server rating 2237), 3+0 blitz:

1.e4…c6
2.d4…d5
3.exd5…cxd5
4.Nc3…Nf6
5.Bg5…Nc6
6.Nf3…Be6!? (if it wasn’t for the fact he spent 18 seconds on that move, I’d have thought it was a mistake. It looks very strange, but I won’t discard the posibility that it might be theory)

7.Bd3…g6
8.Qe2…Bg7 (I must admit I regretted playing Qe2 almost the second I’d let go of the piece, in games against a kingside fianchetto the Queen belongs on d2 in a great majority of lines)
9.0-0…0-0
10.Rfe1…Qb6
11.Na4…Qc7 (…Nxd4 is probably somewhat stronger, but after the exchanges it looks awfully drawish. The fact that my rating was much lower than my opponents probably played a role here, as I doubt he would have been content with a draw, prefering instead to go into a slightly inferior position with potential winning chances later on)
12.Nc5…Bg4

The position is probably roughly equal here.

13.h3?…Nxd4 (Bxf3! is even stronger, ie. 14.Qxf3…Nxd4! and the knight on c5 is hanging. The only good thing to be said about my move here is that it brought about a complicated position that made Steffenello spend a lot of time)
14.Qxe7…Nxf3+
15.gxf3…Qc6 (Qxe7 is much stronger, the rook on e7 does not pose a threat)
16.fxg4…Rae8
17.Qxb7…Qxc5
18.Be3…d4

19.Bd2…Nd5
20.Rxe8…Rxe8
21.Re1…Rf8 (objectively bad, but you can’t blame him for trying to keep the pieces on the board)
22.b4…Qd6
23.a4…Nf4
24.Qxa7?…Nhx3+ (This queenmove was a horrible blunder in a won position caused by just a few seconds’ loss of attention to the board. Sometimes that’s all it takes, now it’s hardly more than a draw with optimal play by both. However, I did have an advantage on the clock, Steffenello now has only 10 seconds left on his clock whereas I have 35 secs)

25.Kg2…Nf4+ (Nxf2! – if White takes with the King, 26…Qh2+ followed by 27…Qxd2)
26.Bxf4…Qxf4
27.Re4…Qg5
28.Qc5…h5?? (three seconds left on his clock, I still have 20)
29.Qxg5…Bh6?
30.Qxh6…hxg4
31.Bc4…g5
32.Qg6+… resigned (why resign one sec. before you lose on time or get mated?)

1-0

The end position:

De grumme spekulanter

Tysklands præsident, Horst Köhler, betegner i et interview med magasinet Stern pengemarkederne som et monster«, der har bidraget til at bringe det internationale finansielle system »på randen af en kollaps«.

Da Horst Köhler har en fortid som præsident for den Internationale Valutafond (IMF) samt Tysklands chefarkitekt bag den Økonomisk-Monetære Union, etableringen af Den Europæiske Central Bank og skabelsen af euroen, har hans ord vægt.

Den tyske præsident foreslår konkret »mere stringent og effektiv kontrol« fra de tilsynsførende myndigheder og selvransagelse i den internationale finansindustri, der »ikke synes i stand til at erkende egne fejl«, og som synes drevet af »bizar høj aflønning af nøglepersoner«. Underforstået: Personlig grådighed er ledemotivet bag den intense spekulation, som dominerer finansindustrien.

Er det værre end den grådighed efter politisk magt, der er drivkraften for mænd som Horst Köhler?

Spekulation har hos mange en negativ klang, uagtet at langt de fleste mennesker i det daglige er spekulanter uden at være bevidste om det.

Familien, der i dag køber et hus til overtagelse den 1. november, vil af bank og kreditforening få tilbudt at kurssikre de lån, der optages i den fremtidige bolig. Beslutningen om at sige ja eller nej er spekulation, og uden de finansielle markeder ville muligheden ikke eksistere.

Familien, der i dag bestiller vinterens skiferie i Frankrig, spekulerer i at sikre sig en lavere pris, end hvis den venter med at bestille umiddelbart før afrejsen.

Familien, der reagerer på supermarkedets tilbud om at købe fem pakker kød for 200 kr. og kommer dem i fryseren, spekulerer i immunitet over for mulige fremtidige prisstigninger.

…

Jeg er ikke enig i kronikkens konklusion om at mere tilsyn er løsningen på den finansielle krise, der for øvrigt måske heller ikke er helt så meget af en krise, som nogle politikere gerne vil gøre den til, jf. Arnold Klings lov om finansiel regulering bragt her på bloggen tidligere på ugen. Men ovenstående er alligevel et frisk pust, især fordi det ikke kommer fra 180 grader, men derimod fra Jyllandsposten.

Zimbabwe year on year inflation reaches 355.000%

YEAR on year inflation for the month of March surged to 355 000% from the February figure of 165 000% as prices rose on the back of increased money supply to finance the 2008 harmonised elections.

…

the CSO [Central Statistical Office] projection, sources said, has placed inflation for May at over 1 200 000% if the trend continues.

The figures come at a time the RBZ has introduced higher denomination bearer cheques notes to counter the adverse effects of inflation.

The central bank introduced the $500 million bearer cheques for the public and the $5 billion, $25 billion, $50 billion agro-cheques for farmers. The new notes come hardly two weeks after the introduction of the $250 million bearer cheques.

Here’s the link, via Greg Mankiw who also links to this report from the Reserve Bank of Zimbabwe. An excerpt:

1.24: Our economy is and has been in trouble for over ten years and our extraordinary interventions by whatever name have helped to keep the wheels of this economy moving. [my emphasis]

1.25: Even though our efforts have been criticized and derided clearly for undisguised political reasons, we are proud that we had the courage to do something that made a positive difference when it would have been far too easy for us to appear reasonable by doing nothing and thereby make the situation worse.

Make the situation worse? How could things possibly get worse than they are now? How could any other course of action not have improved matters relative to the way they are now? No – don’t answer those questions. The last thing Mugabe needs right now is new ideas on how to make the lives of his countrymen even more miserable than they already are.

Quote of the day

That’s why we need a Republican president—not because Republicans are good but because we need gridlock. I love gridlock. Gridlock means government can’t do things. The two most frightening words in Washington are “bipartisan consensus.” Bipartisan consensus is when my doctor and my lawyer agree with my wife that I need help.

Or how about this one:

I’m not just stupid. I am a student of stupidity. I am a political reporter.

P. J. O’Rourke, from his already widely-quoted Cato Letter that is now available online here.

A disturbing thesis

James Hamilton (via Arnold Kling):

any institution that is in this position of borrowing short and lending long needs to ensure that a certain fraction of the funds it is lending came not from borrowers but instead from the owners of the institution itself, in the form of net equity. The goal is for the size of this net equity to be larger than the losses the institution would incur from selling its less-liquid assets at steep discounts. As long as it is, no creditors ever have reason to demand cash, and there would be no need for the central bank to step in to prevent a self-fulfilling breakdown.

And the core reason we are in the mess we are today is that these equity stakes were nowhere near sufficient for this purpose. Instead, financial institutions were allowed to take highly leveraged positions whose details are largely opaque to readers of publicly available financial statements. Exhibit A here might be Bear Stearns, whose 2007 10-K reported that Bear had outstanding derivative contracts whose notional value was $13.4 trillion. Much of these were credit-default swaps, in which the seller receives a fee in exchange for promising to pay any losses incurred by the buyer on some specified asset and time interval.

[...]

Now, there is nothing inherently wrong in making financial investments in the form of derivative contracts rather than outright loans. You’re doing something similar whenever you buy or sell an option rather than the stock itself. But, if you were to sell an option through an organized exchange, the exchange would require you to satisfy a margin requirement, delivering for safekeeping good funds such that if the price of the underlying asset against which the derivative is written moves against you, you are able to make good on your commitment.

If anything like a reasonable margin requirement had been in effect, Bear Stearns could not possibly have gotten into contracts totaling $13.4 trillion notional. But these weren’t traded on a regular exchange, so there was no margin requirement, and apparently no real limit on the size of the exposures that Bear Stearns could take on, or the size of what they could bring down with them if they fell.

And that raises the question, Why were counterparties willing to accept these trades with no margin to guarantee payment? To this I’m afraid the answer is, they figured Bear was too big for the Fed to allow it to fail. And on this, I’m afraid they proved to be exactly correct.

…

If this theory is right, is that an argument in support of the FED as ‘lender of last resort’ or the opposite? I think it is the latter. Kling’s take (‘law’) on the regulatory equation is this:

I don’t think you can regulate your way out of liquidity booms and busts. Let me formulate Kling’s Law of financial markets; During a boom, as risks premiums are falling, financial activity tends to flow out of the regulated sector. Instead, risks accumulate either in mis-regulated firms [...] or in unregulated firms.

I agree. The key thing to remember here, when arguing this point to an outsider, probably is that the alternative to ‘one set of government regulations creates bad incentives leading to a problem, that is partially solved by another set of government regulations’ isn’t ‘no problem’. The point being that the argument should be phrased: ‘We’re not worse off without government intervention’, not ‘without government intervention there would be no crises’. I see variations of the latter argument sometimes, and this argument just isn’t sound.

Search results of the day

“John McCain” : 21.200.000 google hits
+
“George Bush” : 22.200.000 -hits
+
“Barack Obama” : 37.600.000 -hits
+
“Hillary Clinton” : 38.400.000 -hits
=
119.400.000 -hits

…

“Harry Potter” : 129.000.000 -hits

Quote of the day

McCain’s plan is a transparent attempt to deceive the voters. $400B in tax cuts financed by $15B in spending cuts – it’s Christmas every day.

Christmas every day indeed. You have to give him a little credit for the transparency though, even stupid voters should be able to figure out that something’s not right. From a comment here.

Who knew?

According to a new study, Europeans get drunk to have sex.

The leader of the study, Mark Bellis:

Millions of young Europeans now take drugs and drink in ways which alter their sexual decisions and increase their chances of unsafe sex or sex that is later regretted.

Yet despite the negative consequences, we found many are deliberately taking these substances to achieve quite specific sexual effects.

They do? Seriously?

[banging my head against the wall...]

Den danske succeshistorie

Velfærdsstaten er fremragende, for selv i et land som Danmark – hvor staten er ret stor – koster den ikke noget på langt sigt, vores økonomi kører bare derudad med høj vækst og beskæftigelse.

Lyder det bekendt? Cepos har i et nyt paper præsenteret en smule data, som fortæller en lidt anden historie.

Ikke at socialdemokraterne politikerne herhjemme vil finde udviklingen problematisk. Det handler jo ikke om, hvor stor tærten er, men hvor stor en del staten ejer. Eller hvordan var det nu?

Placebo has no effect?

Maybe the power of the mind isn’t as strong as some people think:

Hróbjartsson and Gøtzsche published a study in 2001 and a follow-up study in 2004 questioning the nature of the placebo effect. … They performed two meta-analyses involving 156 clinical trials in which an experimental drug or treatment protocol was compared to a placebo group and an untreated group, and … found that in studies with a binary outcome, meaning patients were classified as improved or not improved, the placebo group had no statistically significant improvement over the no-treatment group. Similarly, there was no significant placebo effect in studies in which objective outcomes (such as blood pressure) were measured by an independent observer. The placebo effect could only be documented in studies in which the outcomes (improvement or failure to improve) were reported by the subjects themselves.

Here’s the link. I haven’t found a working link to the 2004 study, however the original 2001 study is available here. Here’s a Danish summary of the 2004 paper.

Caught in the middle

There are lots of reasons why beginners are told again and again that it’s a good idea to castle as soon as possible in open games – or rather, that it is a very bad idea not to do so. This is one of those reasons:

The end position from a blitzgame I played yesterday (incidentally not against a beginner).

Dagens citat

Katrine Winkel Holm har taget handsken op og givet Martin Ågerup svar på tiltale:

Men hvordan har CEPOS det egentlig med virkeligheden? Det spurgte jeg mig selv om, da jeg læste CEPOS-direktør Martin Ågerups klumme “Rend mig i ytringsfriheden”. Min umiddelbare reaktion på denne øretæveindbydende overskrift var: Rend mig i CEPOS. En borgerlig tænketank, der lader hånt om forsvaret for ytringsfriheden i en tid, hvor visse islamkritikere skal fragtes rundt i pansrede biler af frygt for deres liv, må enten være tanketom, eller det der er værre.

Ågerup indrømmer dog, at overskriften skal tages med et gran salt. Ytringsfriheden er, understreger han, ekstrem vigtig at bevare, men, men, men. Han er så gruelig træt af at høre om den, fordi det tager så meget opmærksomhed fra de andre, langt mere truede frihedsrettigheder. Rygeforbud på restauranter og forslag om kvindekvoter i private virksomheder er, hedder det, ting, der burde optage den borgerlige offentlighed mere end forsvaret for ytringsfriheden.

Al respekt for Ågerups engagement i disse sager. Begge stygge eksempler på frihedsfjendtlig lovgivning.

Men hvor er proportionerne dog henne? Sidder manden som en anden Rapunzel gemt væk i et elfenbenstårn, fjernt fra verdens tummel? Eller har han én gang for alle besluttet, at islams voksende potens i Europa ikke er noget, man som borgerlig tænketanks-direktør skal interessere sig for?

…

Vi er flere, der afventer et svar på det spørgsmål. Hvis svaret er ja, kan Ågerup godt glemme alt om at få bidrag fra mig fremover.

Mine egne kommentarer til Ågerups indlæg, hvis man ikke allerede har læst dem, findes i øvrigt her.

Ouch!

Sharp as always! From jesusandmo

Liberator

…er som bekendt startet op igen så småt.

Herunder følger nogle løse betragtninger ude fra sidelinjen, mest henvendt til LBO da jeg ved han læser med. Kommentaren er dobbeltpostet ovre på liberator, men kommentaren der er uden links. Jeg har forsøgt at formulere mine kritikpunkter konstruktivt, hvis det ikke er lykkedes, så beklager jeg – og ja, jeg ved godt, at jeg ingen principiel ret, udover den ret man har som anonym bruger af sitet, har til at kræve, hvordan andre mennesker driver deres site.

i) Den nye redaktion har valgt at skille debatforummet og liberator ad. Jeg er ret sikker på, at jeg mener det er en dårlig ide. Uden debatforummet er liberator bare en mere eller mindre almindelig gruppeblog, der ikke opdateres dagligt og længe har været inaktiv. Gruppeblogs er der allerede en del af, og uden meget hyppige indlæg vil debatten søge andetsteds.

Det er svært at skabe en skabelon, hvor en todelt struktur vil fungere, men netop den todelte struktur var efter min opfattelse den store force for liberator før i tiden, og jeg er ikke sikker på et opgør med den er en løsning, som vil give de resultater, redaktionen har forestillet sig. Jeg tror selv, at den tidligere model liberator havde (særligt gode artikler på forsiden, ‘almindelig debat’ i forum), kombineret med en mere striks kommentarpolitik, er noget nær den optimale løsning, målt på antal besøgende og gennemslagskraft. Men striks kommentarpolitik kræver moderatorer, som gider tage slæbet, og det er hårdt arbejde – hvilket betyder, at sådan en model, med mindre man på en eller anden måde får brugerne selv til at medvirke til at holde stærkt suboptimale brugere ude af debatten, ikke har nogen stabil ligevægt på langt sigt.

ii) Den nye redaktion har valgt en ‘anarkistisk’ vinkel. Som de skriver: Det betyder ikke, at skribenterne uden undtagelse vil nedlægge hele statsapparatet hurtigst muligt, men at de på de områder, som deres artikler behandler, konsekvent taler for, at staten skal blande sig helt uden om.

Nu er jeg selvfølgelig lidt biased, fordi jeg ikke selv ønsker at nedlægge staten og alt det der, men jeg er ikke sikker på, det er en god ide. Eller rettere: Jeg er ikke sikker på, at konsekvenserne af denne linje står helt klart for redaktionen. De skriver selv om, hvordan man i liberators aktive periode kunne følge hvorledes mange af sidens brugere stille og roligt begyndte at betvivle deres socialistiske udgangspunkt og erstatte det med et menneskesyn, der respekterer individet. Det kunne man, og det var klart, at liberator for nogle individer gjorde en stor forskel. Siden har også haft en indflydelse på min egen ideudvikling, men hvor stor den er, står ikke klart for mig på nuværende tidspunkt. Nå, tilbage til konsekvenserne af den valgte linje, et problem her er: Hvis alle sidens indlæg peger i samme retning (staten skal blande sig udenom), hvorfor skulle man så forvente, at dem der er uenige, vil deltage i debatten på sitet? Debatvilkårene er ikke ens.

Et andet problem er, at de færreste liberalister er anarkister. Et forhold der godt kunne bekymre mig er, at selvom den konsekvente antistats-linje uden undtagelser næppe vil ’skræmme’ mig væk, kunne den på den anden side godt tænkes at kede mig væk. Jeg kunne da godt tænke mig at læse en post som indeholder en skitsering af argumenterne imod at staten gør X. Men posten ville være langt mere interessant, hvis argumenterne for også er med. Det, der interesserer mig er netop, om argumenterne imod er bedre end argumenterne for. Problemet her er, at hvis man starter med konklusionen (staten skal blande sig uden om), er det meget let at hoppe over argumenterne for. Hvis liberators skribenter gør det, hvilket der på institutionelt plan som udledt er givet problematiske incitamenter til, ja så mister postene megen af sin relevans for dem, der ikke er anarkister eller på forhånd har meget klart definerede grænser for statens magtudøvelse – med andre ord lige netop de grupper, der er de letteste og mest interessante for skribenterne at påvirke. Vi ønsker ikke at prædike for de lærte, men at plante vores drømme og ideer i nye sammenhænge, skriver redaktionen, men hvis udgangspunktet altid er, at staten skal blande sig uden om, kan det godt resultere i forudsigelige posts og resultere i, at det kan blive endog overordentlig vanskeligt at få ‘moderate’ engageret i debatten. For stor grad af forudsigelighed vil jage mange væk. Det der gjorde sitet attraktivt var ikke kun den liberalistiske vinkel og de mange brugere i sig selv, en stor del af forklaringen lå også i meningsheterogeniteten blandt brugerne, og med det nye udgangspunkt lader redaktionen til netop at lukke af for denne i udgangspunktet.

iii) Jeg er ikke sikker på, at forventningerne til det nye site bør skrues for højt op. Liberator har i et stykke tid været mere eller mindre inaktivt, og liberalister har fundet andre udfoldelsesmuligheder, primært i form af blogs eller eksempelvis kommentarsektionen på 180 grader. Forvent ikke folk kommer tilbage med det samme, bare fordi I starter forfra. Forvent derimod at I skal kæmpe hårdt for at få nye skribenter, og for at få folk til at deltage i debatten på Jeres site, der jo, sin fortid til trods, i dag mest af alt bare er et af mange. Et problem i opstartsfasen vil også være, at dem som har etableret sig som bloggere, næppe vil være de letteste at vinde over som skribenter for siden. Det problem er der næppe nogen enkel løsning på.