Econstudentlog

“Giving money and power to Government is like giving whiskey and car keys to teenage boys” (P.J.O’Rourke)

Lenin – en biografi, I

Jeg har en målsætning om, at jeg ikke begrænser mig til bøger og/eller forfattere, hvis budskaber jeg er enige med. Jeg har forsømt det lidt på det sidste, men sådan er det.

Det råder jeg bod på de næste par dage, da jeg er gået i gang med et værk, hvis forfatter jeg næppe ville kunne være i samme stue som, hvis han stadig havde været i live. Bogen hedder kort og godt Lenin – en biografi. Bogen er skrevet i 1966 af læge, trotskist og tidligere medlem af DKP, Georg Moltved.

Bogen anbefales ikke ;)

Jeg købte ikke bogen for at lære om Lenin – udover heterogenitetsargumentet var de to primære argumenter for køb: i) jeg ville have en ide om, hvordan den ekstreme venstrefløj opfattede manden for 40 år siden, og ii) bogen kunne være med til at give mig et lille men vel nok tiltrængt indblik i den bid af venstrefløjens selvopfattelse.

Herunder blot et enkelt Lenin-citat fra værket. Citatet er fra 1916 (s.125-26):

…krig er ikke et ulykkestilfælde, eller “en synd”, som de kristne præster tror. Ligesom alle opportunister præker de patriotisme, humanisme og pacifisme. Krig er en uafrystelig bestanddel af kapitalismen. Den er præcis lige så legitim for kapitalismen som fred er. De samvittighedsbetyngedes strejker og anden opposition mod krigen er bare ynkelige fejge, meningsløse drømme. Hvad er det for idioter, der kan tro, at det bevæbnede bourgeoisi kan styrtes uden kamp? Det er ganske simpelt vanvid at tale om at afskaffe kapitalismen uden gennem en forfærdelig borgerkrig eller en række andre krige. Det er socialismens pligt at agitere for klassekamp under en krigstid. Socialisternes eneste pligt, når en imperialistisk krig bryder ud mellem forskellige nationers borgerklasser, er at forvandle denne krig til en krig mellem klasserne. Ned med den sentimentale, hykleriske parole, “fred for enhver pris”. Længe leve borgerkrigen!

Det bør straks her tilføjes, at Moltved intetsteds, og således heller ikke her, angiver kilder i sit værk, og vi aner således ikke, om han bare har fundet på citatet til lejligheden. Moltved hinter til, at også flere breve afsendt fra Schweiz under krigen havde samme uforsonlige linje og grundlæggende samme indhold, men heller ikke disse, hvoraf kun et skulle være nået frem – og ej heller en pjece af samme type udgivet ved krigens start, som Lenin også efter sigende skulle stå bag – gengives ordret i værket, og ingen kilder angives. Når det så er sagt: At citatet er korrekt er slet ikke usandsynligt, vi har bare kun Moltveds ord for det. Bolshevikkerne var et marginaliseret gruppe, grænsende til en kult, bestående af ekstreme fanatikere, og de gik ikke stille med dørene under krigen (hvad en del af dem også betalte prisen for).

marts 23, 2008 - Skrevet af US | Georg Moltved, Lenin, bøger | | 2 Kommentarer

2 Kommentarer »

  1. Jeg fandt for nylig en dansk bog om Lenin (det var titlen), efterladt af en tidligere medarbejder på mit arbejde. Gav den til min glade eks-kommunistist af en svigerfar. Så dog aldrig hvem den var skrevet af. Husker blot af min udgave var trykt i USSR 1980. Kan være det er den samme…

    OT: Jeg brugte et lidt tid i påsken på at indhente posterne om Mises, Rothbard samt demokrati fra Allans blog. Jeg vil poste dem snarest. Læg dog mærke til, at når dit indlæg om Mises omhandler de steder, hvor du er uenig med Mises, hvorfor indlægget kommer til at fremstå mere kritisk end ment, så står mit svar derfor også mere “fjendsk”, end det er ment. Og demokrati-svaret er i høj grad fjendtlig i udgangspunktet, blot fordi dine kommentarer pissede mig godt og grundigt af. Jeg har dog – som det sømmer sig – forsøgt at holde mine angreb til idéerne og ikke manden, ligesom jeg gerne lade mig uddanne, skulle jeg have læst dig forkert.

    Til sidst må jeg sige, at du nok har fordelen, idet jeg ikke kan love svar på tiltale skulle du svare på mine svar. Men får jeg tid, svarer jeg gerne.

    Comment af 4narkomanen | marts 24, 2008 | Svar

  2. “et bevæbnede bourgeoisi”… Åhhh ja. Det var i de gode gamle dage, hvor værnepligt var = retten til at bære skydevåben i Danmark. Hvilken tid, hvilken frihed.

    Comment af Nikolaj Hawaleschka Stenberg | marts 25, 2008 | Svar


Skriv en kommentar