Lenin – en biografi, I

Jeg har en målsætning om, at jeg ikke begrænser mig til bøger og/eller forfattere, hvis budskaber jeg er enige med. Jeg har forsømt det lidt på det sidste, men sådan er det.

Det råder jeg bod på de næste par dage, da jeg er gået i gang med et værk, hvis forfatter jeg næppe ville kunne være i samme stue som, hvis han stadig havde været i live. Bogen hedder kort og godt Lenin – en biografi. Bogen er skrevet i 1966 af læge, trotskist og tidligere medlem af DKP, Georg Moltved.

Bogen anbefales ikke

Jeg købte ikke bogen for at lære om Lenin – udover heterogenitetsargumentet var de to primære argumenter for køb: i) jeg ville have en ide om, hvordan den ekstreme venstrefløj opfattede manden for 40 år siden, og ii) bogen kunne være med til at give mig et lille men vel nok tiltrængt indblik i den bid af venstrefløjens selvopfattelse.

…

Herunder blot et enkelt Lenin-citat fra værket. Citatet er fra 1916 (s.125-26):

…krig er ikke et ulykkestilfælde, eller “en synd”, som de kristne præster tror. Ligesom alle opportunister præker de patriotisme, humanisme og pacifisme. Krig er en uafrystelig bestanddel af kapitalismen. Den er præcis lige så legitim for kapitalismen som fred er. De samvittighedsbetyngedes strejker og anden opposition mod krigen er bare ynkelige fejge, meningsløse drømme. Hvad er det for idioter, der kan tro, at det bevæbnede bourgeoisi kan styrtes uden kamp? Det er ganske simpelt vanvid at tale om at afskaffe kapitalismen uden gennem en forfærdelig borgerkrig eller en række andre krige. Det er socialismens pligt at agitere for klassekamp under en krigstid. Socialisternes eneste pligt, når en imperialistisk krig bryder ud mellem forskellige nationers borgerklasser, er at forvandle denne krig til en krig mellem klasserne. Ned med den sentimentale, hykleriske parole, “fred for enhver pris”. Længe leve borgerkrigen!

Det bør straks her tilføjes, at Moltved intetsteds, og således heller ikke her, angiver kilder i sit værk, og vi aner således ikke, om han bare har fundet på citatet til lejligheden. Moltved hinter til, at også flere breve afsendt fra Schweiz under krigen havde samme uforsonlige linje og grundlæggende samme indhold, men heller ikke disse, hvoraf kun et skulle være nået frem – og ej heller en pjece af samme type udgivet ved krigens start, som Lenin også efter sigende skulle stå bag – gengives ordret i værket, og ingen kilder angives. Når det så er sagt: At citatet er korrekt er slet ikke usandsynligt, vi har bare kun Moltveds ord for det. Bolshevikkerne var et marginaliseret gruppe, grænsende til en kult, bestående af ekstreme fanatikere, og de gik ikke stille med dørene under krigen (hvad en del af dem også betalte prisen for).

Gorbatjov III

Tidligere posts her og her.

Jeg har valgt bare at gøre det til en løs afrunding, for han siger sandt at sige ikke ret meget interessant i bogens sidste sider. Det koger mest ned til: ‘Peace, love and understanding’. Gorbatjov vil have afsluttet våbenkapløbet, for russerne kan ikke længere følge med. Han taler smukt om alle de mange områder – videnskab, teknologi, handel, udenrigspolitik – hvor Vesten burde samarbejde med Sovjet; eller i det mindste ikke modarbejde dem. Han mener selvfølgelig ikke, Sovjet skylder Vesten noget videre, og ideen er naturligvis, som jeg også bemærkede i afsnit II, at Vesten bør give indrømmelser uden at forvente at få noget igen.

…

Jeg har ikke været særligt venlig overfor Gorbatjov i disse posts, og måske har jeg også været lige en lille tand for skarp. Ikke sådan at forstå, at jeg tager min kritik tilbage, på ingen måde, kritikken i mine posts er både berettiget og helt på sin plads. Men når det kommer til den svære afrunding, hvor der skal opstilles en konklusion, er der forhold jeg ikke indtil nu har været omkring, som jeg mener fortjener at komme med i betragtningerne. Jeg mener det primære fokus, når der fældes moralske domme, bør vær på handlinger og konsekvenser, ikke på intentioner, og det er et stærkt argument for, at dommen over Gorbatjov ikke bør være hårdere end som så: Manden ledede en politistat, han var marxist og kollektivist, han var inspireret af en vulgærmarxistisk historicisme, han var historieforfalsker, en løgner, et magtmenneske og en masse andet grimt, og sandt at sige har jeg intet andet end foragt tilovers for det system, han regerede, og mange af de ideer, han havde. Men der er som sagt også den anden side af mønten. Det er svært at komme udenom, at de reformer han satte i gang var medvirkende til, at netop det system han forsøgte at redde blev fjernet fra jordens overflade. Det var ikke det, han havde forestillet sig ville ske, men det var det, der skete, og alt i alt var sammenbruddet, og den måde det fandt sted på, ikke noget dårligt udfald – og på det tidspunkt var der, bør vi huske på, rigtig mange grimme udfald, som spøgede i kulisserne (militærkup, lang og blodig borgerkrig, ect). Man kan naturligvis argumentere for, at Gorbatjovs rolle i det store spil var ret lille, og at systemet ville være kollapset uanset hvad han havde gjort. Der er nogen vægt bag denne indvending, men det er svært for mig at acceptere et argument om, at perestrojkaen ikke fremskyndte processen.