“Ytringsfriheden er afledet af menneskeværdet”

Et ualmindelig forvrøvlet indlæg i dagens jp:

Hvad fører ekstrem liberalisme til?

Filosoffen Hans Skjervheim skrev omkring 1960: »Hvis liberalismen bliver den absolutte værdi, ender den op som illiberalisme, altså som et slags diktatur i liberalisme.«

Er det, som vi oplever i dag, en smagsprøve på konsekvenserne af illiberalisme?

Har liberalisterne ret i, at ytringsfrihed er selve grundværdien i demokratiet? Eller er ytringsfrihed en afledet værdi?

Eftersom grundloven har begrænset ytringsfriheden, har lovgiverne rent faktisk anset den for at være en afledet værdi. Hvilken værdi er den så afledet af?

Sandsynligvis er den afledet af menneskeværdet. Menneskeværdet er den absolutte værdi – ikke ytringsfriheden. Enkeltmennesket har en værdighed. Derfor har det rettigheder.

Ytringsfriheden skal være med til at realisere menneskets værd. Dette er meningen med at have den – dens ”raison d’etre”. Altså, hvis en ytring kolliderer med menneskeværdet, må den vige. Hvis en ytring reducerer menneskeværdet, har den mistet sin legitimitet. Da er den forvandlet til en antiværdi.

…

Først et svar. På spørgsmålet om, hvorvidt det vi oplever i dag er en konsekvens af ‘illiberalisme’: Svaret er nej. Det vi oplever i dag er en konsekvens af, at aggressive muslimer og deres velmenende nyttige idioter vil genindføre censur, og at ikke alle vil være med til det.

Så et spørgsmål: Definer menneskeværd? Hvornår er det krænket?

…

Bliver vort demokrati kneblet, når ytringsfriheden underordnes menneskeværdet? Bliver det forbudt at kritisere brud på menneskerettighederne, fordi vi ikke skal fornærme nogen?

Jeg mener nej. Ingen skal kunne snige sig bort fra saglig og begrundet kritik »i broderskabets ånd« ved at hævde, at følelserne er krænket. Der er grønt lys for saglig kritik af for eksempel kvindediskriminering og opfordring til vold inden for islam. Men der er rødt lys for chikane af profeten bare for chikanens skyld.

Førnævnte spørgsmål kan gerne gentages. Derudover: Hvem skal bestemme, hvornår der er tale om ‘lødig kritik’, og hvornår der er tale om ‘chikane’? Hvad nu hvis folk ikke er enige, om det er det ene eller det andet? Hvordan adskiller denne beslutningsproces sig fra det, man traditionelt har kaldt censur?

…

Ytringsfrihed er en grundlæggende rettighed i vores demokrati. Kritisk dialog er et middel til at udvikle humanitet. Men for at den skal fungere uden støj på linjen, er det under denne forudsætning: Kritikken må føres med respekt for modparten. Ytringsfriheden skal ikke bruges til at reducere menneskets individuelle eller kollektive værdighed.

Med de sidste to sætninger skyllede han lige den ytringsfrihed, han betragter som en grundlæggende rettighed, ud med badevandet.

Det er ikke kun kravet om ‘respekt’ og ‘værdighed’ der er dræbende. Der er også ideen om kollektive rettigheder. Han skriver øverst i det citerede at: “Enkeltmennesket har en værdighed”. Og argumenterer for, at det faktisk er derfor, de har rettigheder. Men nu her til sidst i indlægget taler han pludselig om ‘kollektiv værdighed’. Ergo må kollektive grupperinger også have rettigheder. Et spørgsmål som er lige så dræbende for hans position som spørgsmålet om, hvordan den værdighed han snakker om defineres, er dette: Hvilke kollektive grupperinger har rettigheder? Efter hvilke kriterier fordeles disse rettigheder? (har skopudsere særlige rettigheder man skal tage hensyn til i debatten? Hvorfor ikke?)

Jeg vil ikke tillægge hr. Stange nogen ond vilje. Jeg er sikker på, at hr. Stange mener det godt. Han tror, at hans tilgang til problemet vil forhindre konflikter og resultere i bedre forhold for alle. Han tror, at hvis vi alle bare snakker pænt til hinanden, og kun snakker om det, vi er enige om, så går det nok alt sammen. Over tid løser alle problemerne sig.

Folk som hr. Stange mener det altid godt. De vil os altid kun det bedste. Men der gives kun et svar: NEJ.

Efter min mening er hr. Stange en nyttig idiot. Jeg respekterer ham ikke, jeg foragter ham. Hvis han mener, det krænker hans ‘værdighed’ at jeg har det sådan og giver udtryk for det – bare ærgerligt.