Problemet er ikke løst

Indvandringsdebatten, og det brud med konsensus som den symboliserede, havde i sit udgangspunkt et stort potentiale for forandring. Befolkningen gjorde op med konsensuslinjen og gjorde klart, at man ønskede at snakke åbent om problemerne, og at politikerne gjorde det samme. Vi var midlertidigt kommet forbi det punkt, hvor det at holde mund og kun snakke om det, vi alle er enige om, jf. foregående post, var godt nok. Bruddet var med en konsensuslinje, som havde årtier på bagen. Man gjorde op med ligegyldigheden. På integrationsområdet.

Men ingen andre steder.

De fleste danskere har ikke lært ret meget af denne erfaring. De forstår stadig ikke baggrunden for, hvad der fik problemet til at få et sådant omfang som det fik: At man ikke snakkede om problemerne, og helt konsekvent undlod at tænke ud af boksen, når løsningsforslag skulle findes (at tænke ud af boksen var i udgangspunktet såmænd bare at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi dog skulle bruge alle de dårligt uddannede muslimer, som ikke talte et ord dansk, til).

Velfærdsstaten skaber også problemer. På kort sigt, på langt sigt. Danmark oplever hjerneflugt. Vi har en kolossal mængde sort arbejde. Vi har en masse mennesker parkeret på sociale ydelser, der grundlæggende lever som parasitter. En del af dem har såmænd ikke andet valg, fordi vi har gjort det arbejde, de trods alt kunne udføre, ulovligt. Vi har en stat, som mener den ved bedre end butikkerne, hvor de skal placere deres produkter på hylderne. Staten behandler danskerne som børn, og mange går derfor helt naturligt i barndom. De forstår slet ikke, at de ikke behøver statens hjælp for at løse deres problemer.

Måske er problemerne slet ikke så slemme endda, måske er store, omfattende reformer slet ikke nødvendige. Men det kan vi da ikke vide med sikkerhed, før vi har haft debatten. Før vi har snakket lidt om de hellige køer. Men det gør vi stadig ikke. På trods af de overvejende positive konsekvenser opgøret med ligegyldigheden havde, da den fandt sted på et andet område.

Man skulle tro, at opgøret med indvandringstabuet ville gøre folk mere opmærksomme på de andre områder, hvor tingene kunne risikere at udvikle sig uheldigt fremover. At der kom lidt selvkritik. Ikke selvkritik som ‘det er vores skyld at muslimerne ikke bliver integreret, fordi vi alle er nogen racistiske svin’, men derimod selvkritik à la ‘hvordan kan vi forhindre noget lignende i at ske igen, hvilke andre områder kunne tænkes at være problematiske, hvis ikke der gribes ind i tide’?

Men det er ikke sket.