Tørklæder

Jalving har, som jeg også tidligere har nævnt, skrevet en længere post om I krigens hus her. Jeg havde tænkt mig at skrive et længere indlæg om bogen, men pga. Jalvings arbejde er incitamentet altså ikke så stort (jeg kan ikke gøre det så godt som ham, og hvorfor så spilde min tid med det?), og emnet i overskriften fik også afledt min opmærksomhed – en sådan samlende og perspektiverende post vil, må jeg hellere gøre klart, altså ikke komme her på sitet. Jeg vil senere skrive om en lille aha-oplevelse jeg fik, mens jeg læste bogen, men det er alt.

Jeg må hellere samle lidt op på bogen og få det overstået, før jeg går videre. Kort sagt: Bogen fortjener at blive læst og debatteret, derom er der slet ingen tvivl. Den giver et godt oprids over islams historie og over de relevante konsekvenser dens idemæssige fundament har haft for de samfund, som er bukket under for den. Den angiver en (for mig) helt ny måde at betragte Europahistorien på, som en dynamisk konflikt mellem islam og Vesten, der er forløbet over århundreder. En anskuelsesmetode som slet ikke er så langt ude, som ikke, i hvert fald på overfladen (jeg ved ikke nok om Europahistorien til at komme med endelige konklusioner her) fremstår nær så uplausibel som nogen vil prøve at bilde os ind. Bogen er deprimerende læsning, fordi den angiver hvad der med en vis sandsynlighed vil ske, uden at give løsningsforslag til, hvad der kan gøres for at stoppe udviklingen – men givet min egen pessimisme kan jeg ikke rigtigt betragte det som et seriøst kritikpunkt, for det er tvivlsomt om ikke en udvikling er startet, der ikke kan standses. Personligt mener jeg bogen er for kort, og en mere detaljeret fremstilling af den historiske udvikling havde været et plus for mig, men på den anden side bør det bemærkes, at de væsentlige ideer er med, og hvis hundrede sider mere havde kostet selv en lille læserskare, var det måske fornuftigt at holde den på det niveau, den i sidste ende fik. Især taget i betragtning af, at en af bogens senere afsnit, Det begynder med tørklædet, var lidt velvoksent, taget i betragtning hvor meget, der reelt blev sagt (for mange eksempler, for lidt substans).

…

Ok, videre til tørklæderne.

Jeg har bevidst holdt mig fra at sige noget om, hvad jeg synes om tørklæder (/og forbud), selvom den debat har været oppe et par gange, senest i forbindelse med alt det halløj omkring fru Hamid’s eventuelle, optræden, i folketinget. Det har jeg, fordi jeg synes den debat har været ekstremt rodet, og fordi spørgsmålet kræver et ret langt svar for at undgå at blive misforstået. Men også fordi jeg til en vis grad stadig er uafklaret mht. mit svar. Det, der følger herunder, er ikke et endeligt svar, det er snarere argumenter af den ene eller anden art, som er relevante for den måde, jeg forholder mig til spørgsmålet om tørklæder i et frit samfund:

i) Liberale vil normalt argumentere for, at folk skal have lov til at gå med det tøj, de selv vil, og det skal andre ikke blande sig i. Vi har religionsfrihed, og en del af denne frihed består i, at man skal have lov til at iklæde sig bestemte tøjstykker alene fordi ens gud kræver det. Hvis man skal forbyde tørklæder skal man også forbyde kors, kalotter og t-shirts med billeder af den usynlige lyserøde enhjørning: Jeg ville selv blive ramt af den lovgivning!

Konklusion: Der er vel sådan set ikke mere at snakke om, er der? Offerløs forbrydelse 101 – eller?

ii) Mange tørklædemodstandere antager en fornærmet attitude og giver udtryk for, at tørklædet er et islamisk symbol som skal signalere renhed og overlegenhed i forhold til omgivelserne; denne attitude kommer klart til udtryk i hvad jeg formoder er Helle Merete Brix’ del af fremstillingen, der specifikt forholder sig til tørklædet. Dertil kan siges at jo, jeg bliver da også fornærmet, når nogle mennesker giver udtryk for, at de mener de er bedre end mig, alene fordi de har slugt en religiøs pakke, der er ældre end vikingerne, råt – hvis det er det, tørklædet skal symbolisere, hvad det utvivlsomt i nogle tilfælde også er.

Jeg medtager argumentet alene for at gøre klart, at dette og lignende argumenter ikke har nogen vægt for mig. Vi har ret til at fornærme hinanden i et frit samfund. Et af underafsnittene i bogen hedder ‘Tørklædet symboliserer sharia’. I afsnittet bemærkes det lidt groft sat op, at muslimer som går ind for sharia bærer tørklæde, og bruger tørklædet som et symbol på deres underkastelse. Problemet er, at også kvinder, som ikke går ind for sharia går med tørklæde. Derudover: Det er ikke forbudt at gå ind for sharia, og det er ikke forbudt at gå rundt med en t-shirt med hammer og segl eller hagekors, hvorfor skal det så være forbudt at gå rundt med et tørklæde?

Argumentet her er, at hvis ‘tørklædet symboliserer sharia’, som det utvivlsomt gør i nogle tilfælde, så er det stadig ikke et argument for at forbyde det. Vi har alle ret til at mene, at vi er bedre end andre og give åbent udtryk derfor, vi har ret til at have forskruede holdninger, hvor usympatiske vi så end måtte fremstå på den baggrund. Fornærmelse o.l. er ikke i sig selv et argument for statslige indgreb.

iii) Nu flytter vi fokus et nøk, og begynder at komme ind på spørgsmålet om frivillighed.

Lad mig lige sige det med det samme: Islam er en mandschauvinistisk religion, der ikke behandler sine kvinder særligt godt, og det er en pointe bogen bruger lidt tid på. Folk der er uenige ved ikke, hvad de snakker om, og de skal ikke i kommentarsektionen begynde at afkræve mig korancitater for at sandsynliggøre min påstand, for efterfølgende at give udtryk for, at man er nødt til at se på konteksten og ikke kan dømme ud fra enkelte citater; de skal ikke begynde at argumentere for, at det ikke er ‘religionen islam’ men derimod ‘kulturen’ som er et problem og andre forudsigelige automatreaktioner og udflugter – hvis du har sådanne indvendinger i tankerne, så spar på vejret, jeg er blevet for gammel til den leg, den er spild af tid. Så, nu hvor vi er kommet så langt…

Men altså, i forbindelse med spørgsmålet om kønnenes relative status kommer spørgsmålet om frivillighed ind. Hvis kvinderne frivilligt iklæder sig tørklædet, så er der vel ikke noget problem vel? Det argument hører jeg ofte fra liberale, og det er et argument, jeg ikke er sikker på, at jeg forstår.

Det er her tingene begynder at blive mudrede. For mange liberale har glemt og glemmer stadig, at spørgsmålet om frivillighed er et meget kompliceret spørgsmål, når det kommer til islam. Islam er ikke en religion som alle andre, for selv om du frivilligt kan tilmelde dig, kan du ikke frivilligt afmelde dig. Straffen for apostasi er døden, og selvom dommen ikke altid bliver eksekveret, er konsekvenserne af frafald alligevel af en helt anden karakter, end hvad der gør sig gældende i andre sammenhænge: Når det kommer til spørgsmålet om ophævelse af medlemsskabet, så minder islam mere om en sekt, end om en traditionel religion. Det kan vi ikke bare ignorere. Noget mange også glemmer er, at langt de fleste muslimer ikke er frivillige medlemmer – de er født som muslimer.

Jeg er på det seneste begyndt at betragte nogle danskeres (men langt fra alle, mange danskere er bare vilde med velfærdsstaten, det er kontraproduktivt at søge at overbevise sig selv om andet) forhold til velfærdsstaten ud fra et perspektiv à la Stockholm-syndromet. Det giver god mening at betragte mange muslimers forhold til islamiske regler på samme måde. Når du ikke har et valg og lever under tvang, kan du lige så godt lære at lade som om, det er dig selv, der har kontrol over dit liv. Lær at elske din undertrykker, for hvis du hader ham bliver livet ubærligt. Lær at overbevise dig selv om, at du ønsker at gøre, hvad du bliver tvunget til, for hvis ikke, bliver livet i slaveri umuligt at klare i længden. Jeg skal gerne indrømme, at jeg endnu ikke har fået læst Bat Ye’or eller Hirsi Ali, men jeg har en ide om, at de har været omkring dette forhold.

Pointen er, at et liv under islam som kvinde ofte vil være et liv ikke blot i ufrihed, men tillige et liv med selvbedrag og dobbelttænkning som hovedelementer. Derfor er det også min opfattelse, at muslimske kvinder som beredvilligt står op og udtrykker, at de skam har valgt tørklædet, ikke bør tillægges mere vægt end som så, når dette spørgsmål kommer op. Hvad skulle de ellers sige?

iv) Frivillighedsaspektet har også en anden udløber, som drejer sig om muslimernes interne forhold. Ikke alle muslimske piger, og det er især i forhold til de unge, den del af debatten er interessant, ønsker at bære slør. Men nogle af dem tvinges alligevel til det af deres rettroende medsøstre. Statens vigtigste opgave er netop at sikre, at individet beskyttes mod overgreb. Ved at forbyde tørklæder i uddannelsesinstitutioner kan man forsvare hvad der måske er et moderat flertal mod en relativt lille gruppering af aggressive rettroende, som ønsker magt over deres medmennesker. Man kan udtrykke det således, at den ene gruppe (de rettroende) taber frihed (‘friheden til at iklæde sig tørklædet’) og magt på den anden (moderate) gruppes bekostning, og at det væsentlige spørgsmål er, under hvilket scenarie friheden vil være størst mulig, under forbudsscenariet eller under det der kan udvikle sig til et tørklædspåbudsscenarie. Ja, jeg mener der er konfliktende interesser her, og jeg mener at staten, uanset hvordan den forholder sig til spørgsmålet, passivitet medtaget som beslutningsvariabel, i sidste ende kan siges at støtte den ene eller anden gruppe.

Værd at være opmærksom på her er også, at en af motivationsvariablene blandt de rettroende netop er det forhold, at ‘hvis jeg skal bære slør, så skal alle bære slør’. Ond vilje er en side af det, men den onde vilje er ikke kommet af sig selv: Hvis de havde mulighed for at bestemme selv over flere ting i deres liv, ville de tørklædepåtvungne kvinders ønske om at undertrykke andre måske mindskes – den betragtning fritager dem ikke for ansvar, men den giver et indblik i, hvilke ting der spiller ind og har betydning for, hvorfor de handler som de gør. Dertil kan i øvrigt også bemærkes, at det ikke er rart at lide i ensomhed.

…

Hvad er konklusionen? Jeg har ikke nogen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, jeg kan se vægtige argumenter både for og imod et tørklædeforbud i nogle specifikke konkrete sammenhænge (jeg hælder til ‘imod’, når det kommer til et totalt forbud ‘i det offentlige rum’). Men der er også forskel på tørklæder. Jeg ville være mere lydhør overfor forbud når det kommer til burkaer, end jeg ville være overfor forbud af hijab, hvilket hænger sammen med, at konsekvenserne af at bære dette monstrum er markant større end konsekvenserne af at bære hijab (eksempelvis påtvungen d-vitaminmangel og stærkt forringede beskæftigelsesmuligheder). Den måske mest væsentlige pointe med indlægget er vel blot, at jeg er af den opfattelse, at ‘folk skal have lov til at klæde sig som de vil’, ikke i sig selv udgør en løsning på det her spørgsmål. Hvem er ‘folk’? Og kan det at tillade sløret måske resultere i, at færre mennesker får lov til at klæde sig, som de vil? – jeg mener svaret på dette spørgsmål i nogle tilfælde vil være ‘ja’.

Liberalisme er ikke ‘frihed til undertrykkelse’. Det gør vi klogt i at huske på, når vi navigerer i ukendte farvande.

I øvrigt: Hvorvidt private virksomheder har ret til at kræve, at medarbejdere smider tørklædet eller får en fyreseddel, er en separat diskussion. Virksomheder bør naturligvis have ret til helt selv at vælge, hvem de vil ansætte og opstille konkrete kriterier for, hvilken beklædning, tro, politiske opfattelse, vægt, hårfarve og skostørrelse deres ansatte skal have. Det skal staten ikke blande sig i.