Quote of the day

I know I have had quite a few samizdata-related posts the lasts few days, but it is a good blog and anyway, I doubt they are annoyed about the attention…

The quote is by Ian B, a very active commenter on the site:

Ever wondered what it was like for the ordinary folks in ancient times living through the collapse of great civilisations? Well, no need to. It feels just like this.

Frederiksens 10 teser

Teserne med fed skrift, kommentarer med normal skrift. Der er mange spørgsmål som jeg kunne tænke mig at høre fru Frederiksen svare på…

…

1. Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.

Noget af et kursskifte må man sige. Gør de grin med mig – jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal grine eller græde? Nå, så skidt da: Hahaha…

2. Pligter er vigtigere end rettigheder.

Det emne har jeg skrevet om før. Fra en tidligere post:

Selvom jeg aldersmæssigt er i samme kategori som den der ungdommelige generation af danskere, der kræver og kræver, giver jeg Jensen helt ret i, at rettigheds-fokuset med sin tilhørende krævementalitet er blevet problematisk. Men jeg tror jeg opfatter rettigheds-pligt dichotomien i et lidt andet lys end han gør, for jeg har det også svært med pligt-delen. Som jeg ser det har rettighedsmentaliteten blot erstattet – delvist erstattet – en halv-kollektivistisk indstilling, som baserede sig på, at vi alle sammen skylder “andre”, dvs. forskellige kollektive grupperinger; det være sig nationen, staten, familien eller whatever, en hel masse. Det gør vi ikke. Det er ikke klart, at et samfund som lagde mere vægt på pligter ville være at foretrække. Et samfund som lagde vægt på friheden, det åbne samfund, det ville være godt. Men det vil ikke være en nødvendig konsekvens af, at man på samfundsniveau fokuserede mere på pligterne i forhold til rettighederne. Det modsatte udfald kunne med lige så stor sandsynlighed blive resultatet af et ændret fokus. De tyske soldater der døde i skyttegravene under første verdenskrig døde for das Vaterland, fordi det var deres pligt at dø for deres kejser. Mindre af det, der i dag opfattes som “fælles”, er efter min opfattelse en bedre løsning end pligtcentrering.

3. Hvis vi afskaffer fattigdom, bliver hele samfundet rigere.

To ting: For det første passer det jo bare ikke hvad du skriver Mette. Sådan som I sosser normalt definerer fattigdom skal nogen blive fattigere, før andre kan blive rigere. Hvis alle danskere bliver 10% rigere vil det jo normalt i Jeres verden slet ikke påvirke antallet af fattige. Med andre ord, hvis den foretrukne måde at mindske fattigdommen består i at gøre nogen fattigere på andres bekostning, hvad der er og altid har været socialdemokratisk politik, er det noget ævl at sige, at ’samfundet’ bliver rigere når fattigdommen mindskes. Samfundet er os alle sammen, både de ‘fattige’ og de ‘ikke-fattige’, så hvordan relative forskydninger mellem grupperne påvirker ’samfundet’ kan man ikke sige noget fornuftigt om. For det andet, og denne indvending er mindst lige så væsentlig: Det giver det slet ikke mening at forsøge at afskaffe fattigdom, hvis man bruger det fattigdomsmål I sosser plejer at (mis)bruge: Hvis man er fattig, når man har mindre end sin nabo, vil fattigdommen først være afskaffet når alle har lige meget. Men det vil jo aldrig ske, vel Mette?

4. Velfærden skal hellere være fælles end privat.

En socialistisk grundsætning, intet nyt under solen her. Mette skriver også: Mange af velfærdsinstitutionerne er slidte, og kvaliteten udfordres hele tiden af, at det private udvikles på bekostning af det fælles. ‘Det private udvikles på bekostning af det fælles’. Hvem tror du betaler din løn, Mette? Det er altid det offentlige der udvikles på bekostning af det private, ikke omvendt.

5. Der skal tjenes flere penge i Danmark.

Hvis du tror den sætning er åndssvag, så læs hele afsnittet der følger, det er bare for godt til ikke at blive gengivet i sin helhed her:

Mere velfærd koster penge. Især fordi det er tvingende nødvendigt, at vi i højere og højere grad tænker velfærd som tid og kvalitet og ikke blot et spørgsmål om velstand. Tid koster penge. Derfor skal den nødvendige økonomiske vækst skabes klogt. Industrisamfundet er afløst af videnssamfundet, og de nye konkurrenceparametre harmonerer med det socialdemokratiske værdisæt. Medarbejderindflydelse, selvstændig stillingtagen, kreativitet og livslang læring er kilden til succes i den internationale konkurrence. Vi skal ikke slå amerikanerne og asiaterne med deres egen medicin, men vi skal derimod vinde via specialiserede kvalitetsprodukter baseret på kreative kompetencer, et højt niveau af social tryghed, et reguleret, men fleksibelt arbejdsmarked og måske vigtigst: et tæt partnerskab mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Blandt andet i udviklingen af velfærdsteknologi. Flere skal turde vove et øje som selvstændig iværksætter, og samfundet må være indstillet på at nedbryde de barrierer og ændre de regler, der ikke understøtter dette.

Der er så meget at tage af her, man ved slet ikke hvor man skal starte. Jeg vil nøjes med at gøre det kort, blot nogle få spørgsmål. i) Hvornår er ’selvstændig stillingtagen’ og ‘kreativitet’ blevet en del af det socialdemokratiske værdisæt – ja har Socialdemokraterne i det hele taget et værdisæt? ii) Vil Mette prøve at forklare, hvad det er for en slags ‘tæt partnerskab’ mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv, hun snakker om? Betyder det, at private virksomheder efter hendes opfattelse for fremtiden skal gøre, som der bliver sagt, ellers bliver de nationaliseret – er det bare traditionel pseudokapitalisme hun snakker om, eller er der mere til det? iii) Vil Mette Frederiksen være så venlig og fortælle mig mere om den ‘velfærdsteknologi’ hun snakker om? iv) Hvordan mener Mette at idealet om at ‘flere skal turde vove et øje som selvstændig iværksætter’ harmonerer med hendes tvangsøkologisering af landbruget – har Mette hørt om langsigtede investeringer? Eller hvad med rygeforbuddet, var Mette modstander af rygeloven? Hvad med de foreslåede stramninger af loven, var Mette modstander af det forslag? Har Mette tænkt på alle de små barer og cafeer, der lige har investeret store beløb med henblik på at overholde gældende lovgivning, blot for at blive hængt til tørre af reguleringsglade politikere, der fandt at reglerne måske ikke var helt stramme nok?

Også: samfundet må være indstillet på at nedbryde de barrierer og ændre de regler, der ikke understøtter dette??? Samfundet??? Samfundet, det er os alle sammen. Det er ikke samfundet, der skaber barrierer og laver regler, det er jo dig Mette. Det er dig og dine kolleger, der skal ændre indstilling. Hold ’samfundet’ ude af den her diskussion.

6: Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv

Den var ny. Man er jo helt målløs. Indtil man læser passagen og opdager, at Mette sjovt nok aldrig kommer ind på, hvad velfærdsstaten er et middel til at opnå. I afsnittet vrøvler hun bare om, at velfærdsstaten skal have lov til at forandre sig lidt over tid. Men det har jo ikke rigtigt noget at gøre med, om den er et mål eller et middel. Måske ved Mette ikke, hvad forskellen er på mål og midler? Eller også ved Mette bare ikke rigtigt, hvad målet er, kun hvad det ikke er, måske er det der, hunden ligger begravet?

7. Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug

Så Mette, da du lige før talte om de mange iværksættere og hvor vigtige de var, så mente du det slet ikke så slemt? ‘Der skal tjenes flere penge i Danmark’, men ikke så mange det gør noget, vel?

I passagen gør Mette klart at: Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion, at unødvendigt forbrug bliver dyrere end almindeligt forbrug, og at vi bliver så dygtige og ansvarlige overfor dem, der kommer efter os, at den energi, vi forbruger, produceres bæredygtigt.

Men Mette, det er jo ikke ‘målet for det danske samfund’, det er bare socialdemokraternes målsætning når det kommer til dansk landbrugsproduktion og energipolitik. Hvorfor bliver du ved med at blande ’samfundet’ ind i ting, der ikke har noget med samfundet at gøre?

Hvad er ‘unødvendigt forbrug’ for noget Mette? Er det ikke ‘unødvendigt forbrug’ at købe økologiske varer, når de konventionelt producerede produkter er næsten magen til, lugter og smager ens og så for øvrigt koster langt mindre?

Og Mette, hvem skal for øvrigt købe alle de mange økologiske produkter landmændene nu skal til at producere? De fleste af os gider jo ikke betale for dem. Skal vi til at eksportere al vores landbrugsproduktion og så leve af importerede fødevarer produceret konventionelt i lande, hvor miljøkravene er lavere, end de er herhjemme? Er det nu blevet socialdemokratisk politik? Det lyder ikke som om, det vil give de resultater du har i tankerne Mette. Det lyder faktisk også lidt dumt Mette, gør det ikke?

8. Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere.

???

Afsnittet i sin helhed: Det kit, der holder det moderne samfund sammen, er tillid og demokratiske beslutningsprocesser. Et ordentligt velfærdssamfund kræver engagement fra alle – forældre, pårørende, ansatte og beslutningstagere. Hvis vi reducerer borgerne til forbrugere, vil det enkelte individs ansvar blive mindre, og sammenhængskraften vil blive reduceret. En borger tager stilling, tager ansvar og bidrager til forandring. Forbrugeren gør nærmest det modsatte. Forbrugere mødes kun i forhold til konkrete ydelser og flytter sig med en ulidelig lethed til næste vare. Men et samfund består ikke af tilbud og varer. Et stærkt velfærdssamfund kan kun eksistere, hvis der reelt er et fælles ansvar. Det er med andre ord nødvendigt at erkende, at et moderne, demokratisk samfund også er et besværligt samfund at bo i.

Det her er bare sort, jeg kan slet ikke se, hvad pokker det er hun mener. Er det noget pseudofreudiansk ‘markedet = fremmedgørelse – ergo skal vi have en stor stat’ halløj? Er der nogle af læserne derude, der kan finde ud af, hvad hun har gang i her?

9. Verden har behov for mere politik – ikke mindre

Intet nyt under solen der, der er som bekendt altid brug for mere politik. Uddybning:

I al for lang tid har den globale udvikling været bestemt af markedet. Det er forkert. Danmark skal ikke være statist i globaliseringen. Danmark skal være med til at opbygge strukturer, der sikrer spredningen af demokrati og menneskerettigheder. EU skal have lov at vokse sig stærkere. Det samme skal lignende konstruktioner i resten af verden – og ikke mindst FN…

Mette, hvad har FN og et stærkere EU med demokrati og menneskerettigheder at gøre? De to institutioner arbejder begge hårdt på at afskaffe menneskerettighederne?

10. Skal skrives sammen med andre der også ønsker et socialdemokratisk Danmark

Ingen kommentarer.

Lad lyset brænde for friheden…

I aften er der en masse mennesker som vil vælge at gå i sort en times tid:

On Saturday, March 29, 2008, Earth Hour invites people around the world to turn off their lights for one hour – from 8:00pm to 9:00pm in their local time zone. On this day, cities around the world, including Copenhagen, Chicago, Melbourne, Dubai, and Tel Aviv, will hold events to acknowledge their commitment to energy conservation.

Naturligvis er begivenheden og ens eventuelle deltagelse rent symbolsk, en enkelt times strøm er absolut ingenting i det store billede. Spørgsmålet er, hvad det er for et symbol. Mit take er dette: Miljølovgivning er ligesom lovgivning ‘for børnenes skyld’ en af de hellige politikområder, hvor politikerne kan gøre næsten hvad som helst og slippe godt fra det, og derfor er det ikke usandsynligt, at noget i den her stil om 10-15 år vil blive til lov herhjemme – nogen der kan huske ‘bilfrie søndage’? Det eneste en dum lov som den kræver er et par kreative politikere, og dem er der som bekendt mange af.

Jeg kan godt lide Allans vinkel. Hvis man skal handle symbolsk kan man lige så godt bruge symboler man synes om, symboler man kan bakke op om. At have elektricitet er faktisk ret sejt. Hvad ville derfor netop i aften være mere oplagt end at nyde aftenen fuldt ud; nyde at det stadig er tilladt at se tv, lave kaffe og stryge tøj en lørdag aften, endog uden at gøre det i buldermørke?

Jeg skal i biografen og vil derfor ikke være hjemme når ‘begivenheden’ indtræffer. Men jeg lader lyset brænde mens jeg er ude.

Mikko Ellilä

Mikko Ellilä is a Finnish blogger who has been found guilty of racism. The punishment was 60 day-fines totalling 360 Euros (not including blood, sweat, tears and legal expenses). An English translation of the court proceedings are available here.

In Finland, people can be – and Mikko Ellilä has now been – punished for merely stating facts that are already publicly available, facts that have in fact been made public by the very same government that is punishing people for stating these facts.

This is insane.

Below follows a small excerpt from the proceedings. Mika Illman, the state prosecutor:

This case is not about freedom of opinion. Mr Ellilä is free to hold any opinions that he wishes. However, the International Covenant on Civil and Political Rights prohibits abusing these rights. Freedom of speech may not be misused.

…

It is true that there is a lot of violence in Africa. However, this does not justify generalisations about immigrants living Finland having a tendency to commit acts of violence. I don’t deny that there are immigrants in Finland who commit crimes, but discussion about such matters should be conducted in a respectable vein. Presenting half-truths and coloured truths, as Ellilä does, fulfills the criteria of incitement against an ethnic group. Sentences that begin with words like “Africans behave…” or “Negroes only obey…” are much too broad generalisations to be considered acceptable.

Claiming that one ethnic group is less intelligent than another can also be considered slander.

…

So according to mr. Illman, the case is not about ‘freedom of opinion’. The first question to ask here is this: How can you have freedom of opinion if you do not have freedom of speech? It’s a tough question, I know. Having asked that question, I might add that mr. Illman’s statement is actually not completely untrue; as mentioned, even simple statements of facts where no opinion is presented can be deemed illegal. In Finland they’ve taken it one step further than just disallowing opinions that some people don’t like: Facts that do not fit in are illegal too. If reality isn’t good enough, as in some areas it certainly appears not to be, the government reserves the right to redefine it and punish those that do not agree to play along. To make it all even better, the law applies differently to different people, as mentioned before. If you’re a blogger you get punished for stating the obvious. If you’re working in a government agency publishing the very same facts, well…

I don’t understand any of this. I just don’t understand what’s going on. This is insane. Why don’t people see how insane, how utterly crazy this stuff is? Why don’t people care, where’s the outrage, how could politicians seriously expect to get away with this – why do they get away with it? It’s going on in Canada, it’s going on in Finland. It’s spreading.

Right now I feel like crying, all this is just too stupid, too…

Clips from North Korea

The guys from VBS have been to North Korea. They made 14 videoclips, all of which are available here. Highly recommended, this is probably the best piece on NK I have ever seen.

I know that when posting links only a tiny fraction of the readers actually follow them. In this case I can only say: Please, do click the link to the VBS-series. The only reason why I have not uploaded some of the clips here on the site, which I know would result in far more views than a link on its own, is because I have no idea how to do it (the format is not youtube or googlevid). If you have to limit yourself to one clip I recommend part 5, but of course you don’t and the whole series doesn’t last not much more than an hour, maybe an hour and a half.

HT: Samizdata.

Lenin – en biografi, I

Jeg har en målsætning om, at jeg ikke begrænser mig til bøger og/eller forfattere, hvis budskaber jeg er enige med. Jeg har forsømt det lidt på det sidste, men sådan er det.

Det råder jeg bod på de næste par dage, da jeg er gået i gang med et værk, hvis forfatter jeg næppe ville kunne være i samme stue som, hvis han stadig havde været i live. Bogen hedder kort og godt Lenin – en biografi. Bogen er skrevet i 1966 af læge, trotskist og tidligere medlem af DKP, Georg Moltved.

Bogen anbefales ikke

Jeg købte ikke bogen for at lære om Lenin – udover heterogenitetsargumentet var de to primære argumenter for køb: i) jeg ville have en ide om, hvordan den ekstreme venstrefløj opfattede manden for 40 år siden, og ii) bogen kunne være med til at give mig et lille men vel nok tiltrængt indblik i den bid af venstrefløjens selvopfattelse.

…

Herunder blot et enkelt Lenin-citat fra værket. Citatet er fra 1916 (s.125-26):

…krig er ikke et ulykkestilfælde, eller “en synd”, som de kristne præster tror. Ligesom alle opportunister præker de patriotisme, humanisme og pacifisme. Krig er en uafrystelig bestanddel af kapitalismen. Den er præcis lige så legitim for kapitalismen som fred er. De samvittighedsbetyngedes strejker og anden opposition mod krigen er bare ynkelige fejge, meningsløse drømme. Hvad er det for idioter, der kan tro, at det bevæbnede bourgeoisi kan styrtes uden kamp? Det er ganske simpelt vanvid at tale om at afskaffe kapitalismen uden gennem en forfærdelig borgerkrig eller en række andre krige. Det er socialismens pligt at agitere for klassekamp under en krigstid. Socialisternes eneste pligt, når en imperialistisk krig bryder ud mellem forskellige nationers borgerklasser, er at forvandle denne krig til en krig mellem klasserne. Ned med den sentimentale, hykleriske parole, “fred for enhver pris”. Længe leve borgerkrigen!

Det bør straks her tilføjes, at Moltved intetsteds, og således heller ikke her, angiver kilder i sit værk, og vi aner således ikke, om han bare har fundet på citatet til lejligheden. Moltved hinter til, at også flere breve afsendt fra Schweiz under krigen havde samme uforsonlige linje og grundlæggende samme indhold, men heller ikke disse, hvoraf kun et skulle være nået frem – og ej heller en pjece af samme type udgivet ved krigens start, som Lenin også efter sigende skulle stå bag – gengives ordret i værket, og ingen kilder angives. Når det så er sagt: At citatet er korrekt er slet ikke usandsynligt, vi har bare kun Moltveds ord for det. Bolshevikkerne var et marginaliseret gruppe, grænsende til en kult, bestående af ekstreme fanatikere, og de gik ikke stille med dørene under krigen (hvad en del af dem også betalte prisen for).

Gorbatjov III

Tidligere posts her og her.

Jeg har valgt bare at gøre det til en løs afrunding, for han siger sandt at sige ikke ret meget interessant i bogens sidste sider. Det koger mest ned til: ‘Peace, love and understanding’. Gorbatjov vil have afsluttet våbenkapløbet, for russerne kan ikke længere følge med. Han taler smukt om alle de mange områder – videnskab, teknologi, handel, udenrigspolitik – hvor Vesten burde samarbejde med Sovjet; eller i det mindste ikke modarbejde dem. Han mener selvfølgelig ikke, Sovjet skylder Vesten noget videre, og ideen er naturligvis, som jeg også bemærkede i afsnit II, at Vesten bør give indrømmelser uden at forvente at få noget igen.

…

Jeg har ikke været særligt venlig overfor Gorbatjov i disse posts, og måske har jeg også været lige en lille tand for skarp. Ikke sådan at forstå, at jeg tager min kritik tilbage, på ingen måde, kritikken i mine posts er både berettiget og helt på sin plads. Men når det kommer til den svære afrunding, hvor der skal opstilles en konklusion, er der forhold jeg ikke indtil nu har været omkring, som jeg mener fortjener at komme med i betragtningerne. Jeg mener det primære fokus, når der fældes moralske domme, bør vær på handlinger og konsekvenser, ikke på intentioner, og det er et stærkt argument for, at dommen over Gorbatjov ikke bør være hårdere end som så: Manden ledede en politistat, han var marxist og kollektivist, han var inspireret af en vulgærmarxistisk historicisme, han var historieforfalsker, en løgner, et magtmenneske og en masse andet grimt, og sandt at sige har jeg intet andet end foragt tilovers for det system, han regerede, og mange af de ideer, han havde. Men der er som sagt også den anden side af mønten. Det er svært at komme udenom, at de reformer han satte i gang var medvirkende til, at netop det system han forsøgte at redde blev fjernet fra jordens overflade. Det var ikke det, han havde forestillet sig ville ske, men det var det, der skete, og alt i alt var sammenbruddet, og den måde det fandt sted på, ikke noget dårligt udfald – og på det tidspunkt var der, bør vi huske på, rigtig mange grimme udfald, som spøgede i kulisserne (militærkup, lang og blodig borgerkrig, ect). Man kan naturligvis argumentere for, at Gorbatjovs rolle i det store spil var ret lille, og at systemet ville være kollapset uanset hvad han havde gjort. Der er nogen vægt bag denne indvending, men det er svært for mig at acceptere et argument om, at perestrojkaen ikke fremskyndte processen.

Economists with attitude

Via gregmankiw:

Well, I thought it was funny.

Find the move!

From a blitzgame yesterday. Richter-Rauzer Sicilian (5+0), white to move:

So, what’s next? A hint: You know you can’t afford to make a mistake in a sharp line if you follow one of Fritz‘ main lines for almost 10 moves and still manages to end up with a completely lost position.

I have displaced the answer: The moves that followed are placed some lines below, and if you don’t want to know before you’ve looked at the problem just click the picture right now to see the position in full view – then it will be a lot easier to analyze without letting your eyes ’slip downwards’…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

…

Ok, the move is: 1.Nd5! My opponent played …Qc5+, the other non-losing move is of course just …exd5 without the check. Fritz prefer to let the Queen stay on the 7th rank, and it probably does lead to better chances of a draw – black gets to keep the bishop if he doesn’t check and he doesn’t lose that second pawn. In short, the check was not the best defence, and in this position the second best move just isn’t good enough. In the game, the line that followed (after the check) was: 2.Kh1…exd5, 3.Bxd5+…Be6, 4.Bxe6…Nxe6, 5.Qf7+…Kh8, 6.Qxe7…Qe5, 7.Qxb7…Rg8, 8.Qd5…Qxd5, 9.exd5. Now black is simply two pawns down, the queens are off the board (so no perpetual), and he furthermore has two isolated pawns far away from the king – a king with very low mobility due to the rook on the 7th rank. The position is lost. Fritz also gives a line without 7.Qe5, where the black queen go to the c4-square instead. It’s better, but black is still in deep trouble. All that because of that first move that didn’t even look all that strong (and now you ask: Did I really see that far? Well, no it was blitz. I had a good idea what was going to happen until Qxe7 but not after that. Incidentally I more or less took it for granted that he would check on c4 – though I did figure I wouldn’t loose material if he didn’t and it ‘looked interesting’ either way – and this is bad: Expecting your opponent to play the inferior move is always a very bad strategy).

If no check on c5 it would probably have looked something like this: 1…exd5, 2.Bxd5…Be6, 3.Bxe6+…Nxe6, 4.Qf7+…Kh8, 5.Qxe6…Bf6. Black is better off than he was in the game, as white’s e-pawn and a-pawn are both hanging and he gets to keep the bishop (and the queen), but of course black still has to fight hard to obtain a draw.

“Show them some love”

From xkcd.

“Ytringsfriheden er afledet af menneskeværdet”

Et ualmindelig forvrøvlet indlæg i dagens jp:

Hvad fører ekstrem liberalisme til?

Filosoffen Hans Skjervheim skrev omkring 1960: »Hvis liberalismen bliver den absolutte værdi, ender den op som illiberalisme, altså som et slags diktatur i liberalisme.«

Er det, som vi oplever i dag, en smagsprøve på konsekvenserne af illiberalisme?

Har liberalisterne ret i, at ytringsfrihed er selve grundværdien i demokratiet? Eller er ytringsfrihed en afledet værdi?

Eftersom grundloven har begrænset ytringsfriheden, har lovgiverne rent faktisk anset den for at være en afledet værdi. Hvilken værdi er den så afledet af?

Sandsynligvis er den afledet af menneskeværdet. Menneskeværdet er den absolutte værdi – ikke ytringsfriheden. Enkeltmennesket har en værdighed. Derfor har det rettigheder.

Ytringsfriheden skal være med til at realisere menneskets værd. Dette er meningen med at have den – dens ”raison d’etre”. Altså, hvis en ytring kolliderer med menneskeværdet, må den vige. Hvis en ytring reducerer menneskeværdet, har den mistet sin legitimitet. Da er den forvandlet til en antiværdi.

…

Først et svar. På spørgsmålet om, hvorvidt det vi oplever i dag er en konsekvens af ‘illiberalisme’: Svaret er nej. Det vi oplever i dag er en konsekvens af, at aggressive muslimer og deres velmenende nyttige idioter vil genindføre censur, og at ikke alle vil være med til det.

Så et spørgsmål: Definer menneskeværd? Hvornår er det krænket?

…

Bliver vort demokrati kneblet, når ytringsfriheden underordnes menneskeværdet? Bliver det forbudt at kritisere brud på menneskerettighederne, fordi vi ikke skal fornærme nogen?

Jeg mener nej. Ingen skal kunne snige sig bort fra saglig og begrundet kritik »i broderskabets ånd« ved at hævde, at følelserne er krænket. Der er grønt lys for saglig kritik af for eksempel kvindediskriminering og opfordring til vold inden for islam. Men der er rødt lys for chikane af profeten bare for chikanens skyld.

Førnævnte spørgsmål kan gerne gentages. Derudover: Hvem skal bestemme, hvornår der er tale om ‘lødig kritik’, og hvornår der er tale om ‘chikane’? Hvad nu hvis folk ikke er enige, om det er det ene eller det andet? Hvordan adskiller denne beslutningsproces sig fra det, man traditionelt har kaldt censur?

…

Ytringsfrihed er en grundlæggende rettighed i vores demokrati. Kritisk dialog er et middel til at udvikle humanitet. Men for at den skal fungere uden støj på linjen, er det under denne forudsætning: Kritikken må føres med respekt for modparten. Ytringsfriheden skal ikke bruges til at reducere menneskets individuelle eller kollektive værdighed.

Med de sidste to sætninger skyllede han lige den ytringsfrihed, han betragter som en grundlæggende rettighed, ud med badevandet.

Det er ikke kun kravet om ‘respekt’ og ‘værdighed’ der er dræbende. Der er også ideen om kollektive rettigheder. Han skriver øverst i det citerede at: “Enkeltmennesket har en værdighed”. Og argumenterer for, at det faktisk er derfor, de har rettigheder. Men nu her til sidst i indlægget taler han pludselig om ‘kollektiv værdighed’. Ergo må kollektive grupperinger også have rettigheder. Et spørgsmål som er lige så dræbende for hans position som spørgsmålet om, hvordan den værdighed han snakker om defineres, er dette: Hvilke kollektive grupperinger har rettigheder? Efter hvilke kriterier fordeles disse rettigheder? (har skopudsere særlige rettigheder man skal tage hensyn til i debatten? Hvorfor ikke?)

Jeg vil ikke tillægge hr. Stange nogen ond vilje. Jeg er sikker på, at hr. Stange mener det godt. Han tror, at hans tilgang til problemet vil forhindre konflikter og resultere i bedre forhold for alle. Han tror, at hvis vi alle bare snakker pænt til hinanden, og kun snakker om det, vi er enige om, så går det nok alt sammen. Over tid løser alle problemerne sig.

Folk som hr. Stange mener det altid godt. De vil os altid kun det bedste. Men der gives kun et svar: NEJ.

Efter min mening er hr. Stange en nyttig idiot. Jeg respekterer ham ikke, jeg foragter ham. Hvis han mener, det krænker hans ‘værdighed’ at jeg har det sådan og giver udtryk for det – bare ærgerligt.

Problemet er ikke løst

Indvandringsdebatten, og det brud med konsensus som den symboliserede, havde i sit udgangspunkt et stort potentiale for forandring. Befolkningen gjorde op med konsensuslinjen og gjorde klart, at man ønskede at snakke åbent om problemerne, og at politikerne gjorde det samme. Vi var midlertidigt kommet forbi det punkt, hvor det at holde mund og kun snakke om det, vi alle er enige om, jf. foregående post, var godt nok. Bruddet var med en konsensuslinje, som havde årtier på bagen. Man gjorde op med ligegyldigheden. På integrationsområdet.

Men ingen andre steder.

De fleste danskere har ikke lært ret meget af denne erfaring. De forstår stadig ikke baggrunden for, hvad der fik problemet til at få et sådant omfang som det fik: At man ikke snakkede om problemerne, og helt konsekvent undlod at tænke ud af boksen, når løsningsforslag skulle findes (at tænke ud af boksen var i udgangspunktet såmænd bare at stille spørgsmålstegn ved, hvad vi dog skulle bruge alle de dårligt uddannede muslimer, som ikke talte et ord dansk, til).

Velfærdsstaten skaber også problemer. På kort sigt, på langt sigt. Danmark oplever hjerneflugt. Vi har en kolossal mængde sort arbejde. Vi har en masse mennesker parkeret på sociale ydelser, der grundlæggende lever som parasitter. En del af dem har såmænd ikke andet valg, fordi vi har gjort det arbejde, de trods alt kunne udføre, ulovligt. Vi har en stat, som mener den ved bedre end butikkerne, hvor de skal placere deres produkter på hylderne. Staten behandler danskerne som børn, og mange går derfor helt naturligt i barndom. De forstår slet ikke, at de ikke behøver statens hjælp for at løse deres problemer.

Måske er problemerne slet ikke så slemme endda, måske er store, omfattende reformer slet ikke nødvendige. Men det kan vi da ikke vide med sikkerhed, før vi har haft debatten. Før vi har snakket lidt om de hellige køer. Men det gør vi stadig ikke. På trods af de overvejende positive konsekvenser opgøret med ligegyldigheden havde, da den fandt sted på et andet område.

Man skulle tro, at opgøret med indvandringstabuet ville gøre folk mere opmærksomme på de andre områder, hvor tingene kunne risikere at udvikle sig uheldigt fremover. At der kom lidt selvkritik. Ikke selvkritik som ‘det er vores skyld at muslimerne ikke bliver integreret, fordi vi alle er nogen racistiske svin’, men derimod selvkritik à la ‘hvordan kan vi forhindre noget lignende i at ske igen, hvilke andre områder kunne tænkes at være problematiske, hvis ikke der gribes ind i tide’?

Men det er ikke sket.

Gorbatjov II

Udgangspunktet for analysen er Perestrojka – Nytænkning i Russisk Politik, af Mikhail Gorbatjov, Gyldendals forlag, 1987. Første post her.

En række citater fra bogen, såvel som mine kommentarer. Citater i kursiv, kommentarer med alm. skrift. Alle fremhævelser med fed skrift er fra den oprindelige fremstilling:

…

i) Lige fra Sovjetmagtens grundlæggelse tillagde Lenin og partiet retssikkerheden primær betydning (s.110).

Ja, det skrev han faktisk… Skal vi minde ham om, at Tjekaen blev oprettet kun halvanden måned efter statskuppet?

Men det ved han utvivlsomt godt, han bruger en masse sider på at snakke om Lenin, han ved en masse om ham, helt sikkert – og ikke kun den mytologiske Lenin fra statspropagandaen, nej da. Så nu er jeg forvirret. Ulla snakker om primær og sekundær retssikkerhed, nu skal jeg også til at inkorporere i mit begrebsapparat en helt uafhængig variant, hvor det at ’tillægge retssikkerheden primær betydning’ er kompatibelt med (/ensbetydende med?) oprettelsen af hemmelige politikorps, som myrder folk, der er uenige med de politiske ledere.

På den anden side løser dette problemet med at finde svar på vanskelige spørgsmål som dem, der for tiden diskuteres ovre op professorvældet, for helt ærligt: Hvis retssikkerhed og et hemmeligt politi som myrder politiske modstandere går hånd i hånd, så er den igangværende debat vel egentlig ikke noget, jeg behøver spilde min tid med. Så burde jeg da så sandelig vente med at komme med kritik, til der virkelig er brug for det, og retssikkerheden uden for enhver tvivl er i fare. Vent…

…

ii) Den økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid mellem de kapitalistiske og socialistiske lande er uundgåelig. Men den må og skal holdes inden for rammerne af en fredelig konkurrence, som nødvendigvis forudsætter samarbejde. Historien må dømme om det ene eller andet systems fortjenester [fejl i oversættelsen?]. Den vil løse alt. Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst. Lad den fredelige kappestrid afgøre det, lad hvert system vise sin evne til at tilfredsstille menneskets interesser og behov. (s.154-55)

Den korte kommentar til ovenstående ville være: Historien har talt. Men muslimerne kunne lære af Gorbatjov når det kommer til tvetungethed og dobbelttænkning, for han skriver også:

Nogle socialistiske lande gennemgik alvorlige kriser i deres udvikling. Sådan var det f.eks. med Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen i 1956 og igen i begyndelsen af 1980erne. Hvert af disse kriser havde sine særtræk, og man kom ud af dem på forskellig måde. Men det er en objektiv kendsgerning, at ikke i et eneste af de socialistiske lande fandt der en tilbagevenden til det gamle system sted. Jeg vil gøre den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er socialismen, der er skyld i vanskelighederne og problemerne i de socialistiske landes udvikling, men hovedsageligt de herskende partiers fejlberegninger. (s.171)

og videre:

hele systemet af politiske forbindelser mellem de socialistiske lande skal opbygges på et ukrænkeligt grundlag af fuld selvstændighed. (s.173)

Altså: “Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst” – så længe ‘folket’ vælger kommunismen. Hvis man vælger noget andet vil det resultere i en ‘krise’. Det var ikke med Gorbatjovs gode vilje at muren faldt, og det var bestemt ikke hans hensigt, at situationen udviklede sig, som den gjorde. En uddybning:

I den vanskelige internationale situation havde den enstemmigt trufne beslutning om forlængelse af Warszawapagtens Politisk-Konsultative Komités periodiske møder foregår der en art akkumulering af dens deltageres ideer og initiativer. Man “stiller urene ind efter hinanden”.
Sagt på en anden måde drejer det sig om en organisk afstemning af hvert broderlands udenrigspolitiske initiativer med den aftalte fælles linje. (s.174)

Til dem der skulle være i tvivl: Selvom mit russiske er elendigt, ved jeg nok til at kunne sige med stor sikkerhed, at ‘den aftalte fælles linje’ bedst kan oversættes med ‘Moskva-linjen’. Man stiller med andre ord urene ind efter, hvad Moskva siger. Det er ikke det, der står, men det er det, han siger. Begrebsforvirringen breder sig, for nu skal jeg også til at acceptere en udgave af ‘national selvbestemmelse’, hvor der ikke er nogen selvbestemmelse. Nå, man lærer det vel efterhånden…

…

iii) I teorien, i det vi kalder den videnskabelige socialisme, tales der om, at det menneskelige samfund gennemgår bestemte etaper i dets udvikling. Der har været det oprindelige ursamfund, derpå slavesamfundet og det feudale samfund. Som afløser for feudalismen kom kapitalismen. Og i det 20. århundrede begyndte det socialistiske samfund sin eksistens. Vi er overbeviste om, at alt dette er lovmæssige trin på en historisk stige. Det er en uundgåelig udvikling i verden. (s.158)

Historicisme for fuld udblæsning. Som altid henvises til Popper.

…

iv) Kommunismen har et mægtigt humanitært potentiale. (s.162)

Igen: Skrev han virkelig det? Hvad mon ofrene har at sige til den påstand?

…

v) Den sovjetiske ledelse stræber efter at føre politik på en ny måde. I første række vil jeg her nævne dialogen. Uden dialog er det svært at tale om opnåelse af gensidig forståelse. Efter at være gået over til den ny tænknings principper har vi gjort dialogen til det grundlæggende redskab for at få dem godkendt i den internationale praksis. Desuden kan vi ved hjælp af dialogen kontrollere realismen i vores ideer, initiativer og i selve vores adfærd i internationale anliggender.

[...]

I det internationale samvær ønsker vi at give ordene deres ægte, oprindelige betydning tilbage. Når vi proklamerer vores hengivenhed over for en ærlig og åben politik, tænker vi på ærlighed, anstændighed og oprigtighed, og vi følger disse principper i praksis. Disse principper er i sig selv ikke nye, vi har arvet dem efter Lenin. Det ny består i, at den nuværende situation gør dem forpligtende for alle.

Er det det nye? Er der noget nyt overhovedet? Tjoh, tjah… Det lyder da rigtig godt, det der står. Men to problemer:

a) Han bruger Lenin som sit eksempel på en mand, som bedrev ærlig og oprigtig tale på den internationale arena. Det er måske en smule uheldigt. Et par eksempler*:

Rumour here going that the oxszar [extsar] has been murdered. Kindly wire facts.
National Tidende.

…

Rumour not true exczar safe all rumours are only lie of capitalist press.
Lenin

…

Denne udveksling fandt sted mellem National Tidende København og Lenin d. 16. juli, 1918, blot få timer før zaren blev myrdet og mens mordforberedelserne var vel undervejs. Eller hvad med den her:

To comrade Krestinsky:

I propose to form a commision immediately (initially this can be done secretly) to work out emergency measures (in the spirit of Larin: Larin is rigth).
Let us say you + Larin + Vladimirsky (or Dzerzhinsky) + Rykov or Miliutin?
It is necessary secretly – and urgently – to prepare the terror. And on Tuesday we will decide whether it will be through SNK or otherwise.

Lenin**

Det giver god mening at man ikke vil gå og skilte med, at man starter masseterror. Men er det ikke tankevækkende, at Gorbatjov har Lenin i tankerne som rollemodel, når han snakker om mere åben politik og politisk dialog? Lenin var aldrig åben***. Han var en paranoid autokrat, som af gode grunde aldrig stolede på andre end sine allernærmeste ‘kammerater’, og heller ikke disse havde hans fulde tillid.

b) Andet problem er selvfølgelig, at han lyver når han siger, at ‘vi følger disse principper i praksis’. Det gør han jo ikke, og det har man aldrig gjort i Sovjet. Han taler for at tale åbent og ærligt og påbegynde en meningsfuld dialog, men inden han overhovedet er gået i gang har han løjet os lige op i vores åbne ansigt med sin historieforfalskning. For at gøre det værre er det ikke kun historiske forhold han lyver om, det går heller ikke for godt for ham, når han skal forholde sig til nutiden (87): Han siger ikke klart og tydeligt, at muren ikke bliver revet ned, aldrig, no way; han siger ikke klart og tydeligt, at balterne godt kan glemme alt om selvstændighed; han siger ikke klart og tydeligt, at russerne stadig er midt i en erobringskrig mod Afganistan med henblik på at lave en ny satellitstat. Men det er det, han tænker, og det er det, man kan læse ud af hans ord, hvis man gør sig lidt umage. Hvad der naturligvis ikke burde være nødvendigt, hvis han gjorde som han lagde op til, og talte lige ud af posen. Hvad han siger i stedet i sidstnævnte tilfælde, et eksempel der må siges at være yderst illustrativt, er dette:

Vi ville gerne så hurtigt som muligt trække de sovjetiske tropper tilbage til fædrelandet. I princippet er dette problem løst. Men det er forbundet med nødvendigheden af en politisk løsning omkring Afganistan. Vi støtter den nuværende afghanske ledelses kurs hen imod national forsoning. Sovjetunionen ønsker også i fremtiden at se Afghanistan som en uafhængig, suveræn og alliancefri stat. Hvilken vej landet vil gå, hvilken regering dder vil blive, hvilke udviklingsprogrammer der vil blive gennemført – det skal det afghanske folk bestemme, det er dets suveræne ret. Men den amerikanske indblanding forhindrer tilbagetrækningen af vores tropper og bremser den nationale forsoningspolitiks virkeliggørelse og dermed også en løsning af hele problemet omkring Afghanistan.

Manden er en løgner, og at han ‘lægger op til dialog’ ændrer altså ikke rigtig noget, han bruger stadig det samme nysprog som sine forgængere. Hvad er så det nye? Det eneste nye er, at han i sine lange oratoriske udfoldelser også benytter sig af ordet dialog, som om han tror, at han med brugen af dette ord automatisk åbner op for løsningen på alle problemerne. Han bruger mange kræfter på samtalen, eller mere præcist: På det Øst og Vest kan blive enige om. Som om individer med vidt forskellige politiske udgangspunkter og idealer automatisk vil blive enige, hvis bare de taler længe nok med hinanden, også uden at ændre mærkbart på idealerne. Som om samtalen i sig selv er en problemløser, der fjerner al uenighed. Som om alle problemer bare kan snakkes væk.

Uanset hvor populært synspunktet så end måtte være, så er det forvrøvlet. Uenighed går ikke væk, bare fordi man snakker om den. Nej, det er ikke et argument for ikke at snakke om den, til dem der måtte være i tvivl, det er bare et argument for ikke at tage selve diskussionen alt for højtideligt. Det er debattens indhold, ikke det forhold at debatten finder sted, der bør fokuseres på og være interesseobjektet. Gorbatjov var vant til, at man ikke sagde ham imod, og ikke snakkede om problemerne. Selvom han var opmærksom på dette ‘problem’ – der kun var et problem, fordi systemet ikke længere fungerede, ikke fordi folk skulle have lov til at sige hvad de mente – og havde til hensigt at mindske det, bærer hans oplæg til ‘dialog’ i den grad præg af den kommunistiske systemtænkning. Han taler for åbenhed og ærlighed, og lyver samtidig så det står efter. Han forstår ikke, at løgnen ikke bliver sand, bare fordi magtfulde mennesker står bag den. Det problem er der mange andre, der døjer med i dag. En diskussion mellem folk med forskellige ideologiske opfattelser vil kun lede til enighed, hvis ikke de snakker om det, de er uenige om. Der kan ske en tilnærmelse, en dybere forståelse for, hvad uenigheden bunder i, jovist, men en diskussion mellem to mennesker med forskellige værdisæt vil ikke lede til enighed, hvis begge parter holder fast, og værdisættene ikke er kompatible. Med mindre altså de ikke snakker om værdisættene selvfølgelig. Hvilket er en væsentlig pointe at få med. Gorbatjov ville gerne snakke med andre – så længe de var enige. Så længe det fremmede revolutionen og kommunismen. Hans syn på ytringsfriheden minder meget om den, en anden stor gruppering for tiden har. Ideen der ligger bag er, at så længe vi snakker om det, vi kan blive enige om, glemmer vi, at vi er uenige om de andre ting. Og hvis vi glemmer uenigheden og ikke fokuserer på den, så forsvinder den efterhånden af sig selv.

Det gør den bare ikke.

Gorbatjov slår i fremstillingen enkelte steder nærmest knuder på sig selv for at finde et svar på Vestens utilfredshed med hans utiltalende diktatur, som han tror vil passe Vesten, uden at han på nogen måde forpligter sig til at ændre noget videre på fundamentet. Det lyder også velkendt, som en strategi en anden stor gruppe også har benyttet sig af efter murens fald, gør det ikke?

…

Jeg vil bestræbe mig på, at tredje og sidste del af analysen kommer i weekenden.

…

*Kilde: The unknown Lenin – from the secret archive, Richard Pipes, document 22, p.47
**Kilde: Ibid, Document 28, p.56-57
*** Der er utallige eksempler. Fra samme kilde, hvis ikke de to var nok, kan eksempelvis nævnes: Dokumenterne 19 og 20 (Murmansk-affæren), dokument 64 (forholdet til Tyrkiet), dokument 68 (sovjetterne opkøbte tyske våben i 21, en sag der først kom frem efter murens fald), dokument 83 og note (Genoa-topmødet i foråret 1922 og Lenins manøvrering i den forbindelse), dokument 94 og note (vedr. konfiskation af værdier i ortodokse klostre og kirker under krigskommunismen). At kalde Lenin en åben og ærlig diplomat/statsmand/diktator/whatever er vanvid, der var meget lidt han foretog sig, der ikke havde en skjult dagsorden, og han holdt alle dage kortene meget tæt ind til kroppen. Det gjorde Stalin i øvrigt også – og det var en af grundene til, at sidstnævnte levede så længe, som han gjorde.

Anand won in Linares/Morelia, Carlsen second

Results here, games here and a summary as well as some commentary here.

Two observations: i) Anand certainly proved during this tournament that he isn’t ‘getting old’. ii) After this tournament Magnus Carlsen will probably move to the top five on the fide rating chart. It will be interesting to see how far he can go.

En anbefaling

Jan Madsen gjorde mig i en kommentar for et stykke tid siden opmærksom på tv-serien House. Jeg har nu set de første to sæsoner.

Serien anbefales på det kraftigste. Hugh Laurie er fremragende!

…

Det er i øvrigt en uge siden jeg sidst opdaterede bloggen. Fraværet var en test, jeg ville vide, om jeg kunne gå så længe uden at blogge. Det kunne jeg godt.

‘I do not have a problem’…

And now to something completely different…

From babyanimalz.com, via thecutest.

Compare with the picture below…

…

I will say no more.

Tørklæder

Jalving har, som jeg også tidligere har nævnt, skrevet en længere post om I krigens hus her. Jeg havde tænkt mig at skrive et længere indlæg om bogen, men pga. Jalvings arbejde er incitamentet altså ikke så stort (jeg kan ikke gøre det så godt som ham, og hvorfor så spilde min tid med det?), og emnet i overskriften fik også afledt min opmærksomhed – en sådan samlende og perspektiverende post vil, må jeg hellere gøre klart, altså ikke komme her på sitet. Jeg vil senere skrive om en lille aha-oplevelse jeg fik, mens jeg læste bogen, men det er alt.

Jeg må hellere samle lidt op på bogen og få det overstået, før jeg går videre. Kort sagt: Bogen fortjener at blive læst og debatteret, derom er der slet ingen tvivl. Den giver et godt oprids over islams historie og over de relevante konsekvenser dens idemæssige fundament har haft for de samfund, som er bukket under for den. Den angiver en (for mig) helt ny måde at betragte Europahistorien på, som en dynamisk konflikt mellem islam og Vesten, der er forløbet over århundreder. En anskuelsesmetode som slet ikke er så langt ude, som ikke, i hvert fald på overfladen (jeg ved ikke nok om Europahistorien til at komme med endelige konklusioner her) fremstår nær så uplausibel som nogen vil prøve at bilde os ind. Bogen er deprimerende læsning, fordi den angiver hvad der med en vis sandsynlighed vil ske, uden at give løsningsforslag til, hvad der kan gøres for at stoppe udviklingen – men givet min egen pessimisme kan jeg ikke rigtigt betragte det som et seriøst kritikpunkt, for det er tvivlsomt om ikke en udvikling er startet, der ikke kan standses. Personligt mener jeg bogen er for kort, og en mere detaljeret fremstilling af den historiske udvikling havde været et plus for mig, men på den anden side bør det bemærkes, at de væsentlige ideer er med, og hvis hundrede sider mere havde kostet selv en lille læserskare, var det måske fornuftigt at holde den på det niveau, den i sidste ende fik. Især taget i betragtning af, at en af bogens senere afsnit, Det begynder med tørklædet, var lidt velvoksent, taget i betragtning hvor meget, der reelt blev sagt (for mange eksempler, for lidt substans).

…

Ok, videre til tørklæderne.

Jeg har bevidst holdt mig fra at sige noget om, hvad jeg synes om tørklæder (/og forbud), selvom den debat har været oppe et par gange, senest i forbindelse med alt det halløj omkring fru Hamid’s eventuelle, optræden, i folketinget. Det har jeg, fordi jeg synes den debat har været ekstremt rodet, og fordi spørgsmålet kræver et ret langt svar for at undgå at blive misforstået. Men også fordi jeg til en vis grad stadig er uafklaret mht. mit svar. Det, der følger herunder, er ikke et endeligt svar, det er snarere argumenter af den ene eller anden art, som er relevante for den måde, jeg forholder mig til spørgsmålet om tørklæder i et frit samfund:

i) Liberale vil normalt argumentere for, at folk skal have lov til at gå med det tøj, de selv vil, og det skal andre ikke blande sig i. Vi har religionsfrihed, og en del af denne frihed består i, at man skal have lov til at iklæde sig bestemte tøjstykker alene fordi ens gud kræver det. Hvis man skal forbyde tørklæder skal man også forbyde kors, kalotter og t-shirts med billeder af den usynlige lyserøde enhjørning: Jeg ville selv blive ramt af den lovgivning!

Konklusion: Der er vel sådan set ikke mere at snakke om, er der? Offerløs forbrydelse 101 – eller?

ii) Mange tørklædemodstandere antager en fornærmet attitude og giver udtryk for, at tørklædet er et islamisk symbol som skal signalere renhed og overlegenhed i forhold til omgivelserne; denne attitude kommer klart til udtryk i hvad jeg formoder er Helle Merete Brix’ del af fremstillingen, der specifikt forholder sig til tørklædet. Dertil kan siges at jo, jeg bliver da også fornærmet, når nogle mennesker giver udtryk for, at de mener de er bedre end mig, alene fordi de har slugt en religiøs pakke, der er ældre end vikingerne, råt – hvis det er det, tørklædet skal symbolisere, hvad det utvivlsomt i nogle tilfælde også er.

Jeg medtager argumentet alene for at gøre klart, at dette og lignende argumenter ikke har nogen vægt for mig. Vi har ret til at fornærme hinanden i et frit samfund. Et af underafsnittene i bogen hedder ‘Tørklædet symboliserer sharia’. I afsnittet bemærkes det lidt groft sat op, at muslimer som går ind for sharia bærer tørklæde, og bruger tørklædet som et symbol på deres underkastelse. Problemet er, at også kvinder, som ikke går ind for sharia går med tørklæde. Derudover: Det er ikke forbudt at gå ind for sharia, og det er ikke forbudt at gå rundt med en t-shirt med hammer og segl eller hagekors, hvorfor skal det så være forbudt at gå rundt med et tørklæde?

Argumentet her er, at hvis ‘tørklædet symboliserer sharia’, som det utvivlsomt gør i nogle tilfælde, så er det stadig ikke et argument for at forbyde det. Vi har alle ret til at mene, at vi er bedre end andre og give åbent udtryk derfor, vi har ret til at have forskruede holdninger, hvor usympatiske vi så end måtte fremstå på den baggrund. Fornærmelse o.l. er ikke i sig selv et argument for statslige indgreb.

iii) Nu flytter vi fokus et nøk, og begynder at komme ind på spørgsmålet om frivillighed.

Lad mig lige sige det med det samme: Islam er en mandschauvinistisk religion, der ikke behandler sine kvinder særligt godt, og det er en pointe bogen bruger lidt tid på. Folk der er uenige ved ikke, hvad de snakker om, og de skal ikke i kommentarsektionen begynde at afkræve mig korancitater for at sandsynliggøre min påstand, for efterfølgende at give udtryk for, at man er nødt til at se på konteksten og ikke kan dømme ud fra enkelte citater; de skal ikke begynde at argumentere for, at det ikke er ‘religionen islam’ men derimod ‘kulturen’ som er et problem og andre forudsigelige automatreaktioner og udflugter – hvis du har sådanne indvendinger i tankerne, så spar på vejret, jeg er blevet for gammel til den leg, den er spild af tid. Så, nu hvor vi er kommet så langt…

Men altså, i forbindelse med spørgsmålet om kønnenes relative status kommer spørgsmålet om frivillighed ind. Hvis kvinderne frivilligt iklæder sig tørklædet, så er der vel ikke noget problem vel? Det argument hører jeg ofte fra liberale, og det er et argument, jeg ikke er sikker på, at jeg forstår.

Det er her tingene begynder at blive mudrede. For mange liberale har glemt og glemmer stadig, at spørgsmålet om frivillighed er et meget kompliceret spørgsmål, når det kommer til islam. Islam er ikke en religion som alle andre, for selv om du frivilligt kan tilmelde dig, kan du ikke frivilligt afmelde dig. Straffen for apostasi er døden, og selvom dommen ikke altid bliver eksekveret, er konsekvenserne af frafald alligevel af en helt anden karakter, end hvad der gør sig gældende i andre sammenhænge: Når det kommer til spørgsmålet om ophævelse af medlemsskabet, så minder islam mere om en sekt, end om en traditionel religion. Det kan vi ikke bare ignorere. Noget mange også glemmer er, at langt de fleste muslimer ikke er frivillige medlemmer – de er født som muslimer.

Jeg er på det seneste begyndt at betragte nogle danskeres (men langt fra alle, mange danskere er bare vilde med velfærdsstaten, det er kontraproduktivt at søge at overbevise sig selv om andet) forhold til velfærdsstaten ud fra et perspektiv à la Stockholm-syndromet. Det giver god mening at betragte mange muslimers forhold til islamiske regler på samme måde. Når du ikke har et valg og lever under tvang, kan du lige så godt lære at lade som om, det er dig selv, der har kontrol over dit liv. Lær at elske din undertrykker, for hvis du hader ham bliver livet ubærligt. Lær at overbevise dig selv om, at du ønsker at gøre, hvad du bliver tvunget til, for hvis ikke, bliver livet i slaveri umuligt at klare i længden. Jeg skal gerne indrømme, at jeg endnu ikke har fået læst Bat Ye’or eller Hirsi Ali, men jeg har en ide om, at de har været omkring dette forhold.

Pointen er, at et liv under islam som kvinde ofte vil være et liv ikke blot i ufrihed, men tillige et liv med selvbedrag og dobbelttænkning som hovedelementer. Derfor er det også min opfattelse, at muslimske kvinder som beredvilligt står op og udtrykker, at de skam har valgt tørklædet, ikke bør tillægges mere vægt end som så, når dette spørgsmål kommer op. Hvad skulle de ellers sige?

iv) Frivillighedsaspektet har også en anden udløber, som drejer sig om muslimernes interne forhold. Ikke alle muslimske piger, og det er især i forhold til de unge, den del af debatten er interessant, ønsker at bære slør. Men nogle af dem tvinges alligevel til det af deres rettroende medsøstre. Statens vigtigste opgave er netop at sikre, at individet beskyttes mod overgreb. Ved at forbyde tørklæder i uddannelsesinstitutioner kan man forsvare hvad der måske er et moderat flertal mod en relativt lille gruppering af aggressive rettroende, som ønsker magt over deres medmennesker. Man kan udtrykke det således, at den ene gruppe (de rettroende) taber frihed (‘friheden til at iklæde sig tørklædet’) og magt på den anden (moderate) gruppes bekostning, og at det væsentlige spørgsmål er, under hvilket scenarie friheden vil være størst mulig, under forbudsscenariet eller under det der kan udvikle sig til et tørklædspåbudsscenarie. Ja, jeg mener der er konfliktende interesser her, og jeg mener at staten, uanset hvordan den forholder sig til spørgsmålet, passivitet medtaget som beslutningsvariabel, i sidste ende kan siges at støtte den ene eller anden gruppe.

Værd at være opmærksom på her er også, at en af motivationsvariablene blandt de rettroende netop er det forhold, at ‘hvis jeg skal bære slør, så skal alle bære slør’. Ond vilje er en side af det, men den onde vilje er ikke kommet af sig selv: Hvis de havde mulighed for at bestemme selv over flere ting i deres liv, ville de tørklædepåtvungne kvinders ønske om at undertrykke andre måske mindskes – den betragtning fritager dem ikke for ansvar, men den giver et indblik i, hvilke ting der spiller ind og har betydning for, hvorfor de handler som de gør. Dertil kan i øvrigt også bemærkes, at det ikke er rart at lide i ensomhed.

…

Hvad er konklusionen? Jeg har ikke nogen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, jeg kan se vægtige argumenter både for og imod et tørklædeforbud i nogle specifikke konkrete sammenhænge (jeg hælder til ‘imod’, når det kommer til et totalt forbud ‘i det offentlige rum’). Men der er også forskel på tørklæder. Jeg ville være mere lydhør overfor forbud når det kommer til burkaer, end jeg ville være overfor forbud af hijab, hvilket hænger sammen med, at konsekvenserne af at bære dette monstrum er markant større end konsekvenserne af at bære hijab (eksempelvis påtvungen d-vitaminmangel og stærkt forringede beskæftigelsesmuligheder). Den måske mest væsentlige pointe med indlægget er vel blot, at jeg er af den opfattelse, at ‘folk skal have lov til at klæde sig som de vil’, ikke i sig selv udgør en løsning på det her spørgsmål. Hvem er ‘folk’? Og kan det at tillade sløret måske resultere i, at færre mennesker får lov til at klæde sig, som de vil? – jeg mener svaret på dette spørgsmål i nogle tilfælde vil være ‘ja’.

Liberalisme er ikke ‘frihed til undertrykkelse’. Det gør vi klogt i at huske på, når vi navigerer i ukendte farvande.

I øvrigt: Hvorvidt private virksomheder har ret til at kræve, at medarbejdere smider tørklædet eller får en fyreseddel, er en separat diskussion. Virksomheder bør naturligvis have ret til helt selv at vælge, hvem de vil ansætte og opstille konkrete kriterier for, hvilken beklædning, tro, politiske opfattelse, vægt, hårfarve og skostørrelse deres ansatte skal have. Det skal staten ikke blande sig i.

Dagens citat

Hans Hauge i gårsdagens jp:

Kunststøtten er et levn fra Enevælden. Det vil sige den kunststøtte, der kun er symbolsk. Den, som man giver til Klaus Rifbjerg. Han får vel efter skat 400 kroner om måneden. Det er underligt, at han vil have dem. At fjerne denne feudale støtte er en modernisering, og dens afskaffelse er også symbolsk.
Kunstnerne får den, fordi mange af dem nok ikke vil have en fin orden, sådan som provster, politimestre og professorer får. Hvis de fik en orden, kunne de jo ikke være kritiske og provokerende.
Hvis man er liberal, er kunststøtte noget underligt noget. Ganske som religion bør kunst være en privat sag og ikke en statssag. Kunst bør kunne klare sig på det fri marked.
*
Dog er der kunstnere, der får en støtte der ikke er symbolsk. Dem, der intet kan sælge. Vi fik kunstfonden i 1964. Grunden var socialpolitisk og ikke kulturpolitisk. Den var et led i realiseringen af den universalistiske velfærdsstat, hvor man ikke kunne have en befolkningsgruppe, der ikke fik penge. Man begyndte derfor at betragte kunst som som et arbejde og kunstnere som arbejdere, der lavede et produkt, der havde den ene fejl, at det ikke kunne sælges. Men det var også det gode ved produktet.

Læs resten her.