Våbenlovgivning

Så kom den debat op igen:

Retten til at eje våben var ganske enkelt forskellen på at være slave og på at være et frit menneske, og det er det stadig. Uden våben ligger dit liv i politikernes hænder og afhænger af, hvor meget DE synes, DIT liv blandt 5,5 mio. andre er værd. Uden våben lever vi på politikernes nåde

Mikkel Wrang Lasse Birk Olesen.

…

Jeg har ikke læst noget om emnet før, så det her er bare nogle skud fra hoften. Forskellige argumenter for og imod:

i) Wrangs Olesens argument ovenfor: En afvæbnet befolkning lever på politikernes nåde. Alle individer har en ret til at kunne forsvare sig selv mod agressorer.

i a) En afvæbnet befolkning lever på politikernes nåde, men det gør en bevæbnet befolkning også. Individet kan ikke konkurrere med staten her, for selv hvis du ejer fem maskinpistoler og en bazooka vil du være mere eller mindre forsvarsløs, hvis staten ser sig gal på dig: Den har i den sammenhæng nærmest ubegrænsede ressourcer man som enkeltindivid (eller små grupper) ikke vil have en chance for at konkurrere imod. Udbredt våbenbesiddelse er med andre ord bare en narresut.

i b) På den anden side: Hvis befolkningen er bevæbnet, vil politikernes tilskyndelse til at misbruge deres magt begrænses, fordi folk trods alt kan svare igen og øge omkostningerne forbundet med statens illegitime aktiviteter.

i c) Igen på den anden side: Statens magtmisbrug vil almindeligvis være rettet mod individer eller små grupper. At mange mennesker har våben er irrelevant, for staten står kun overfor få modstandere af gangen, blandt andet pga. transaktionsomkostninger og det forhold, at det altid vil være lettere ikke at involvere sig i en konflikt som ikke direkte angår en selv (hvilket lige netop er nogle af hovedargumenterne for at etablere et voldsmonopol i udgangspunktet).

ii) Udbredt våbenbesiddelse øger risikoen forbundet med udøvelsen af voldelig kriminalitet. Det gælder uanset om du ejer et våben eller ej, for agressoren ved ikke på forhånd, hvem der er ubevæbnede, og hvem der ikke er. Civile borgeres våbenbesiddelse udgør derfor en positiv eksternalitet, og dem kan vi godt lide. Argumentet peger i retning af, at det er en helt forkert vej at gå at forbyde eller regulere (begrænse) civiles besiddelse af skydevåben – om noget bør regeringer derimod tilskynde så mange som muligt at eje skydevåben.

ii a) Udbredt våbenbesiddelse giver forbrydere et argument for at opruste for igen at få acceptable stakes. Hvis alle har en pistol vil forbryderne snart have maskinpistoler. Udbredt våbenbesiddelse leder med andre ord til at våbenkapløb som befolkningen ikke kan vinde, og som sandsynligvis vil øge voldsmængden fremfor at begrænse den, fordi en maskinpistol gør mere skade end en kniv og fordi de nye, lidt højere stakes ikke afholder ret mange forbrydere for at gå ind på den kriminelle løbebane alligevel. Vi taler faktisk ikke om en positiv eksternalitet, men om en negativ.

iii) En af statens vigtigste opgaver er at håndhæve et magtmonopol med henblik på at beskytte borgerne mod hinanden og dermed opnå en ligevægt, hvor mængden af vold i samfundet er begrænset. Retten til at forsvare sig er med andre ord ikke ubegrænset, og hvis alle har adgang til eksempelvis skydevåben vil monopolet åbenlyst brydes. Dette vil lede til en suboptimal (for høj) voldsmængde. Nogle vil dog her argumentere for, at frihed koster, og at denne ligevægt alligevel vil være prisen værd, fordi befolkningen ellers vil være i forbrydernes og/eller (afhængig af politisk overbevisning) politikernes magt.

iv) Selvom det er statens opgave at håndhæve et magtmonopol, så formår den ikke at løfte opgaven. Hvad gør vi så? Mange argumenterer for, at det forhold at staten ikke formår at løfte opgaven er et argument for helt at befri staten fra den opgave. Men hvem siger, at en halvdårlig kollektiv løsning nødvendigvis er værre end alternativet?

…

Jeg er af den opfattelse, at empirien på området er alt for rodet til at komme med nogle håndfaste konklusioner. Der er 25+ variable der leger med, og vi kan ikke hælde dem alle sammen ud og få nogle klare resultater, der peger entydigt i den ene eller anden retning.

Jeg er heller ikke principielt 100 % afklaret hvad angår det her spørgsmål, men jeg har altid været af den opfattelse og hælder bestemt til, at beskyttelse primært bør være en offentlig opgave. Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor debatten altid stopper ved skydevåben: Hvorfor er kampen for retten til at eje en flammekaster, håndgranater eller en tank ikke lige så vigtig? Jeg har indtryk af, at ret mange af dem der vil have en mere liberal våbenlovgivning er mere uenige med resten om, hvor staten skal definere/placere ligevægten, end de er uenige med dem om, hvorvidt staten bør definere ligevægten i det hele taget. Men hvorfor er en ligevægt med skydevåben den optimale, hvorfor er en ligevægt med håndgranater og skydevåben ikke endnu bedre?

Hvis det forholder sig sådan, som man kunne formode, at valget stod mellem et samfund med en relativ høj mængde af ‘mild’ kriminalitet og et samfund med mindre, men mere ‘hård’/personfarlig kriminalitet, så ved jeg heller ikke rigtig, hvad jeg foretrækker – det afhænger meget af, hvad begreberne ‘mild’, ‘hård’, ‘mere’ og ‘mindre’ dækker over.