Dagens citat

I Europa har indre uenighed og opsplitning nok fra tid til anden været en ulempe i kampen mod islam – f.eks. undlod resten af Europa at komme det indesluttede Konstantinopel til undsætning før den tyrkiske erobring i 1453, men uenighed har også været Europas styrke. Europa er ganske vist et kontinent, hvor kirkelige autoriteter og verdslige regimer af al magt har prøvet at undertrykke uortodokse meninger – præcis som man kan sige om islams myndighedsområde. Forskellen er, at i Europa er det ikke lykkedes.

[Endnu...]

Muligheden for at udtrykke kritiske og kætterske meninger er forudsætningen for, at der kan gøres økonomiske, sociale og videnskabelige fremskridt. Et samfund, der ikke tillader uenighed, som lukker munden på sine kættere, og som forfølger gudsbespottelige tanker, går i stå.

Fra I krigens hus – Islams kolonisering af Vesten, af Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard. Bogen kom ind af brevsprækken i går morges, jeg blev meget nysgerrig efter at have læst Jalvings anmeldelse og besluttede mig for at prøve at se, hvad det var for noget.

Mere om bogen vil følge, når jeg er færdig med den.

Gorbatjov I

Som jeg tidligere har bemærket, læser jeg for tiden lidt af Gorbatjov. Ved et tilfælde faldt jeg, kun et par dage efter at have set/hørt Kasparov og Stephen Cohen diskutere blandt andet ham og hans rolle i og betydning for udviklingen i 80erne, ved et tilfælde over bogen, og besluttede mig for at give den en chance. Den fulde titel på bogen er Perestrojka, Nytænkning i Russisk Politik, udgivet ved forlaget Gyldendal samme år som værket udkom i Rusland, 1987. Oversætterne er (næsten alle, førstnævnte er dog et ubeskrevet blad for mig) kendte størrelser i den her sammenhæng: Jan Hansen, Bent Jensen, Samuel Rachlin og Flemming Rose. Det var primært min nysgerrighed forbundet med denne enestående mulighed for at få en så oplagt primærkilde i hænde billigt, der gav mig lyst til at købe bogen. Derudover spiller det naturligvis ind, at min viden om historiske forhold fsva. den helt nære fortid desværre må siges at være ret begrænset, i forhold til hvor meget jeg godt kunne tænke mig at vide om den.

Perestrojka er, for dem der er helt lost her, som det gøres klart i en note i indledningen af bogen “afledt af det russiske verbum “perestroit”, som betyder at bygge om som f.eks. at bygge et hus om. Mulige oversættelser af ordet perestrojka kan være: ombygning, omlægning, omstrukturering, omrokering, omstilling“. Det er efter min opfattelse blevet almindeligt i vestlig sammenhæng at sidestille de to begreber glasnost (offentlighed på russisk, oversættes ofte med åbenhed) og perestrojka og opfatte de to begreber som mere eller mindre to sider af samme sag, selvom det næppe er en helt korrekt måde at anskue begreberne. Perestrojka relaterede til reformprocessen i sig selv, glasnost til en af de konkrete elementer som perestrojkaen indeholdte.

Nogle pointer fra og kommentarer til bogen indtil nu:

i) Pointen med Perestrojkaen var ikke at afvikle socialismen. I et meget centralt underafsnit i første kapitel, ved navnet Mere Socialisme, mere demokrati, skriver Gorbatjov:

Nogle stiller spørgsmålet med et lønligt håb, andre med ængstelse: betyder perestrojkaen ikke, at man opgiver socialismen, eller at man i det mindste udvander dens grundlag?
Der er folk i Vesten, der gerne vil hægte denne version op på os: socialismen befinder sig i en dyb krise og fører samfundet ind i en blindgyde. Netop på den måde fortolker man vores kritiske analyse af den situation, der opstod i landet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Efter deres opfattelse findes der kun en udvej: overtagelse af de kapitalistiske metoder til økonomisk ledelse og sociale organisationsformer, og det vil sige at man lader sig drive over mod kapitalismen.
Man fortæller os, at det ikke kan blive til noget med perestrojkaen inder for rammerne af det eksisterende system, og man foreslår os at forandre det og tage ved lære i erfaringerne fra et andet socialt og politisk system. Man tilføjer oven i købet, at hvis Sovjetunionen vælger den vej og afstår fra sit socialistiske valg, så vil det bane vejen for oprettelsen af nære forbindelser med Vesten. Det kommer endda så vidt, at man lader forstå, at Oktoberrevolutionen i 1917 var en fejltagelse, der nærved havde afskåret vort folk og vort land fra den sociale udviklings hovedåre.
For at udelukke alle mulige rygter og spekulationer om det emne – og vi hører ikke så få af dem fra Vesten – så lad mig endnu engang understrege: vi gennemfører alle vores forandringer i overensstemmelse med vores socialistiske valg, og vi søger svar på de spørgsmål, som livet stiller os, inden for socialismens rammer og ikke uden for dens grænser. Alle vores succes’er og fejltagelser måler vi med socialismens målestok. De, der håber, at vi vil fjerne os fra den socialistiske vej, må indstille sig på en bitter skuffelse. [...] Vi vil bevæge os frem mod en bedre socialisme og ikke bort fra den.
[...]
Når jeg taler om det spørgsmål, vil jeg gerne have, at man forstår mig ret: vi, det sovjetiske folk, er for socialismen (og jeg har allerede forklaret hvorfor), men vil ikke påtvinge andre vores overbevisninger. Lad hver enkelt træffe sit eget valg, så skal historien nok sætte alt på rette plads. [...] Efter vores opfattelse skyldes vanskelighederne og problemerne i halvfjerdserne og firserne ikke, at socialismen er ude i en krise som et samfundspolitisk system, men at de tværtimod er en følge af, at man ikke tilstrækkelig konsekvent førte de socialistiske principper ud i livet, at man afveg fra dem og endog forvanskede dem, og at man blev ved med at opretholde sociale styringsformer og metoder, der udviklet under bestemte historiske betingelser i den socialistiske udviklings tidligste faser.

“Vi, det sovjetiske folk, er for socialismen”. Klinger lidt hult når det kommer fra en ‘leder’, for nu at bruge DR’s sprogbrug, der regerer uden noget folkeligt mandat, gør det ikke? Hvad angår den sidste del: Stalin kunne ikke have sagt det bedre, problemet er ikke socialismen, problemet er at vi ikke er socialistiske nok. Mon ikke Stalin sagde nøjagtigt det samme, før han begyndte tvangskollektiviseringen: NEP var en fejltagelse, vi skulle bare have fortsat i Lenins blodige fodspor i stedet!

…

ii) En revolution fra oven eller fra neden? Gorbatjov kalder mange gange i løbet af bogen Perestrojkaen for ‘en revolutionær proces’, der menes ikke med førnævnte spørgsmål revolution i ordets oprindelige betydning. Gorbatjov medgiver, at perestrojkaen er initieret af eliten, men benægter at perestrojkaen alene er et elitens projekt. Selvom reformerne, set i vores optik, primært var systembevarende i deres sigte, er omfanget af de reformer Gorbatjov har i tankerne alligevel enormt, hvad der tydeligt illustreres i citatet herunder:

“Selve perestrojkaens karakter forudsætter, at den skal finde sted på hver enkelt arbejdsplads, i hvert enkelt arbejdskollektiv, i hele styringssystemet, i parti- og statsorganerne indbefattet Politbureauet og regeringen. Perestrojkaen vedkommer alle fra den menige kommunist til sekretæren i Centralkomiteen, fra arbejderen til ministeren, fra ingeniøren til akademimedlemmet. Perestrojkaen kan kun blive ført til ende, hvis den bliver et fællesfolkeligt anliggende.

Han tilføjer, for at komme nærmere et svar på det oprindelige spørgsmål:

“Perestrojkaens egenart og styrke består i, at den samtidig er en revolution “fra oven” og “nedefra”. Heri ligger også en af de stærkeste garantier for dens succes og uigendrivelighed. Vi vil resolut stræbe efter, at masserne, “græsrødderne” opnår alle deres demokratiske rettigheder og lærer at benytte sig af dem som noget normalt og gøre det kompetent og ansvarsfuldt. Livet har overbevisende bekræftet, at når historien foretager nogle bratte vendinger, og når der opstår en revolutionær situation, så demonstrerer folket en forbløffende evne til at lytte, forstå og reflektere, hvis man fortæller det sandheden. Selv i de vanskeligste perioder efter Oktoberrevolutionen og under borgerkrigen handlede Lenin netop på den måde. Han opsøgte det arbejdende folk og talte med dem. Derfor er det så vigtigt for perestrojkaen, at den opretholder et højt niveau af politisk og faglig energi i masserne.
I Vesten siger man ofte, at perestrojkaen vil støde på vanskeligheder, og at det vil fremkalde massernes utilfredshed. Hvad skal man sige i den anledning? Der vil selvfølgelig opstå vanskeligheder, når det drejer sig om så stor en sag. Hvis vi kommer ud for eksempler på berettiget utilfredshed eller protest, så vil vi grundigt undersøge årsagerne til den slags fænomener. Administrativ emsighed vil ikke være til nogen gavn her. [...] Hvis folk taler og taler på møder, skriver til aviser, henvender sig til de ledende instanser, og det alt sammen blot bliver ignoreret, ja så kan man komme ud for nogle af de uvante tilkendegivelser nedefra. Det er en følge af forsømmelser i vores arbejde.
Der er kun ét kriterium her: alt, hvad der styrker socialismen, alt det vil vi lytte til og tage hensyn til. Og de tendenser, der er fremmede for socialismen, dem vil vi kæmpe imod, men jeg gentager, at det vil ske inden for rammerne af den demokratiske proces.

Befolkningen har ikke ret mange demokratiske rettigheder, og når de får nogle flere af dem, skal de bruge dem ‘kompetent og ansvarsfuldt’ (for ellers!?). Alle nye tiltag skal ske inden for rammerne af den demokratiske proces, altså den demokratiske proces hvor befolkningen stadig ikke rigtig har nogen rettigheder. Er der ikke et eller andet, der ikke hænger sammen her? Er stemmeret i øvrigt ikke en ‘demokratisk rettighed’? Hvordan kan systemet stadig være kommunistisk, hvis befolkningen får stemmeret og oppositionspartier bliver tilladt – og hvis ikke befolkningen får stemmeret, hvad er det så for en snak om demokratiske rettigheder Gorbatjov vrøvler om?

Konklusionen ovenfor summerer sagen meget godt op: Hvis I taler for reformer vi ikke bryder os om, vil vi ikke høre på Jer. ‘Revolution fra neden’ indeed!

…

iii) Et sjovt synspunkt jeg på et tidspunkt stødte på, men hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan huske, er dette: Gorbatjov var ikke blot klar over, at perestrojkaen kunne vise sig at starte en udvikling, som ikke kunne stoppes og som derfor højst sandsynligt ville ende med opløsningen af USSR, han forventede ligefrem dette udfald og arbejdede udfra teorien om, at denne tese var korrekt. Han var “hemmelig demokrat” (af den vestlige slags forstås; han bruger ordet demokrati meget i sin fremstilling, men man har lidt indtryk af, at demokrati var firsernes version af ordet integration; et plusord der lyder godt, men som ikke behøver betyde noget videre, og ligeledes et ord hvis betydning kan variere markant på tværs af politiske skel), der i virkeligheden pønsede på at styre Sovjet i retning af Vesten og demokratiet, også selvom han ofte var nødt til at sige det modsatte. Der er intet i bogen indtil nu der peger i den retning, jf. også ovenfor, og der er rigtig mange ting, der peger i den modsatte retning – den vigtigste af dem det forhold, at han selv betragter perestrojkaen som en proces, der kan vise sig at tage adskillige årtier:

Vor generation står over for den enorme opgave at omkalfatre landet. Vi bliver måske ikke færdige, men at sætte skub i fremskyndelsesprocessen skal vi nok nå. Vi vil lægge fundamentet.

I øvrigt…

Ikke fordi man behøver en anledning, men i dag er vel så godt et tidspunkt som noget:

Forslag til ting jeg kan/bør gøre anderledes?

Forslag til emner jeg bør skrive om?

Forslag til emner jeg bør holde mig fra?

Forslag om at jeg bør drukne mig i en sø og aldrig mere opdatere den her blog?

Anden feedback?

Jeg står helt alene heroppe på ølkassen, og når man sjældent hører noget fra dem, man råber til, kan man godt komme lidt i tvivl om, hvorvidt man måske burde skifte toneleje eller emne, før den rådne frugt kommer flyvende. Skyd endelig løs!

Dagens citat

I confess, I’ve never really understood the appeal of figures like Ralph Nader and Ron Paul. I vote for candidates who can’t possibly win–but only when I am genuinely unable to muster a preference between the major-party candidates. Ralph Nader voters clearly have a preference for Democrats over Republicans, and Ron Paul voters, at least those who have graduated from college already, probably mostly prefer the reverse. So why vote for the guy you know can’t win?

I know, I know–you want to move the party in the direction of Truth, Justice, and the American Way. But this is wishful thinking. The reason that those of us on the fringe–libertarians, Greens, socialist workers, or what have you–do not have more representation in government is not because there is some structural problem with the American political system, like a lack of IRV or minority party candidates. The reason we don’t have more representation is that most people just don’t agree with us. Oh, I know you can find a poll that says that voters want national health care, a guaranteed income, a carbon tax, or lower government spending. But voters like lots of things in the abstract. When you get down to the specifics of raising their taxes and restricting their choices, they tend to get balky. The Democrats cannot move significantly closer to Nader, nor the Republicans to Ron Paul, without losing more voters in the center than they gain on the fringe.

Megan McArdle.

Danmark er ikke spor anderledes. Og nej, ovenstående er selvfølgelig ikke et argument for at stemme på en af de populære ‘midterkandidater’ for at undgå at ens stemme ‘går til spilde’ (at give udtryk for sine sande præferencer er noget skidt, der bør modarbejdes?). Det er et argument for at stemme på kandidater, som er uafhængige af de store ‘midterpartier’ (som ofte befinder sig på venstrefløjen, uanset hvad de så ellers måtte prøve at bilde os andre ind) eller hvis den mulighed ikke er til stede; undlade at stemme.

Våbenlovgivning

Så kom den debat op igen:

Retten til at eje våben var ganske enkelt forskellen på at være slave og på at være et frit menneske, og det er det stadig. Uden våben ligger dit liv i politikernes hænder og afhænger af, hvor meget DE synes, DIT liv blandt 5,5 mio. andre er værd. Uden våben lever vi på politikernes nåde

Mikkel Wrang Lasse Birk Olesen.

…

Jeg har ikke læst noget om emnet før, så det her er bare nogle skud fra hoften. Forskellige argumenter for og imod:

i) Wrangs Olesens argument ovenfor: En afvæbnet befolkning lever på politikernes nåde. Alle individer har en ret til at kunne forsvare sig selv mod agressorer.

i a) En afvæbnet befolkning lever på politikernes nåde, men det gør en bevæbnet befolkning også. Individet kan ikke konkurrere med staten her, for selv hvis du ejer fem maskinpistoler og en bazooka vil du være mere eller mindre forsvarsløs, hvis staten ser sig gal på dig: Den har i den sammenhæng nærmest ubegrænsede ressourcer man som enkeltindivid (eller små grupper) ikke vil have en chance for at konkurrere imod. Udbredt våbenbesiddelse er med andre ord bare en narresut.

i b) På den anden side: Hvis befolkningen er bevæbnet, vil politikernes tilskyndelse til at misbruge deres magt begrænses, fordi folk trods alt kan svare igen og øge omkostningerne forbundet med statens illegitime aktiviteter.

i c) Igen på den anden side: Statens magtmisbrug vil almindeligvis være rettet mod individer eller små grupper. At mange mennesker har våben er irrelevant, for staten står kun overfor få modstandere af gangen, blandt andet pga. transaktionsomkostninger og det forhold, at det altid vil være lettere ikke at involvere sig i en konflikt som ikke direkte angår en selv (hvilket lige netop er nogle af hovedargumenterne for at etablere et voldsmonopol i udgangspunktet).

ii) Udbredt våbenbesiddelse øger risikoen forbundet med udøvelsen af voldelig kriminalitet. Det gælder uanset om du ejer et våben eller ej, for agressoren ved ikke på forhånd, hvem der er ubevæbnede, og hvem der ikke er. Civile borgeres våbenbesiddelse udgør derfor en positiv eksternalitet, og dem kan vi godt lide. Argumentet peger i retning af, at det er en helt forkert vej at gå at forbyde eller regulere (begrænse) civiles besiddelse af skydevåben – om noget bør regeringer derimod tilskynde så mange som muligt at eje skydevåben.

ii a) Udbredt våbenbesiddelse giver forbrydere et argument for at opruste for igen at få acceptable stakes. Hvis alle har en pistol vil forbryderne snart have maskinpistoler. Udbredt våbenbesiddelse leder med andre ord til at våbenkapløb som befolkningen ikke kan vinde, og som sandsynligvis vil øge voldsmængden fremfor at begrænse den, fordi en maskinpistol gør mere skade end en kniv og fordi de nye, lidt højere stakes ikke afholder ret mange forbrydere for at gå ind på den kriminelle løbebane alligevel. Vi taler faktisk ikke om en positiv eksternalitet, men om en negativ.

iii) En af statens vigtigste opgaver er at håndhæve et magtmonopol med henblik på at beskytte borgerne mod hinanden og dermed opnå en ligevægt, hvor mængden af vold i samfundet er begrænset. Retten til at forsvare sig er med andre ord ikke ubegrænset, og hvis alle har adgang til eksempelvis skydevåben vil monopolet åbenlyst brydes. Dette vil lede til en suboptimal (for høj) voldsmængde. Nogle vil dog her argumentere for, at frihed koster, og at denne ligevægt alligevel vil være prisen værd, fordi befolkningen ellers vil være i forbrydernes og/eller (afhængig af politisk overbevisning) politikernes magt.

iv) Selvom det er statens opgave at håndhæve et magtmonopol, så formår den ikke at løfte opgaven. Hvad gør vi så? Mange argumenterer for, at det forhold at staten ikke formår at løfte opgaven er et argument for helt at befri staten fra den opgave. Men hvem siger, at en halvdårlig kollektiv løsning nødvendigvis er værre end alternativet?

…

Jeg er af den opfattelse, at empirien på området er alt for rodet til at komme med nogle håndfaste konklusioner. Der er 25+ variable der leger med, og vi kan ikke hælde dem alle sammen ud og få nogle klare resultater, der peger entydigt i den ene eller anden retning.

Jeg er heller ikke principielt 100 % afklaret hvad angår det her spørgsmål, men jeg har altid været af den opfattelse og hælder bestemt til, at beskyttelse primært bør være en offentlig opgave. Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor debatten altid stopper ved skydevåben: Hvorfor er kampen for retten til at eje en flammekaster, håndgranater eller en tank ikke lige så vigtig? Jeg har indtryk af, at ret mange af dem der vil have en mere liberal våbenlovgivning er mere uenige med resten om, hvor staten skal definere/placere ligevægten, end de er uenige med dem om, hvorvidt staten bør definere ligevægten i det hele taget. Men hvorfor er en ligevægt med skydevåben den optimale, hvorfor er en ligevægt med håndgranater og skydevåben ikke endnu bedre?

Hvis det forholder sig sådan, som man kunne formode, at valget stod mellem et samfund med en relativ høj mængde af ‘mild’ kriminalitet og et samfund med mindre, men mere ‘hård’/personfarlig kriminalitet, så ved jeg heller ikke rigtig, hvad jeg foretrækker – det afhænger meget af, hvad begreberne ‘mild’, ‘hård’, ‘mere’ og ‘mindre’ dækker over.

10.000 hits

Da jeg startede med at blogge troede jeg aldrig, jeg ville nå det tal. Nu er det så sket.

Føles ret godt.

Dagens citat

Kunstnerstøtten skal væk, fordi vi ikke én gang mere gider høre på Klaus Rifbjerg og samtidig tænke, at vi er medvirkende til at finansiere idiotens liv.

Man, that felt good!

Flad skat igen

Skatteministeriet har i en ny analyse lavet tre beregningseksempler, som alle viser, at indførelsen af en flad skat vil resultere i højere skatter for de lavest lønnede. Analysen her, opsummering her.

Surprise!

Hvis jeg ikke husker meget galt, gjorde skm præcist det samme dengang Liberalisterne i sin tid første gang foreslog en flad skat, mon det er en udløber fra dengang – jeg har ikke nærlæst analysen. Sjovt nok resulterede Liberalisternes model, til forskel fra regeringens, ikke i en betydelig skatteforhøjelse for nogen grupper, fordi man jo faktisk havde opstillet en komplet finansieringsmodel (hvor lavere offentligt forbrug og lavere transferydelser var hovedingredienserne).

Regeringen vil ikke have flad skat, og så længe det forholder sig sådan skal bureaukraterne såmænd nok være i stand til at opstille modeller, som understøtter dette synspunkt. Man kan opstille modeller der viser hvad som helst, og det ved folk der kender lidt til økonomisk modellering også godt. Sagen i en nøddeskal: Skatteministeriets beregninger vil alle dage vise lige præcist det, regeringen har besluttet sig for de skal vise. Intet andet.

What I’ve been reading

a) The Garden of Rama

b) Rama Revealed

both by Arthur C. Clarke and Gentry Lee

c) Perestrojka

(in Danish) by Michail Gorbatjov

I highly recommend the Rama series which also includes Rendezvous with Rama and Rama II, both of which I read some years ago. I have a very hard time remembering precisely why I did not complete the series back then, but it probably has something to do with the fact that I got (and still get) most of my fiction writing from used book shops – if the store doesn’t have the whole series I will often just read something else and get back to it eventually. Sometimes ‘eventually’ means ‘years later’, it’s not the first time (for example I read the first part of LOTR in the 9th grade and the last part in senior high)…

I shall discuss Gorbatjov in a post in Danish later on.

Kim Andersen vs Mikael Jalving

Jeg har transskriberet første halvdel af deres debat på P1 i går, som følger herunder. JK: Jens Kloppenborg, MJ: Mikael Jalving, KA: Kim Andersen.

Jeg forventer af gode grunde ikke, at alle læsere af denne blog vil finde det nødvendigt at læse sig hele vejen igennem Kim Andersens vrøvl. Hvis man løber sur i hans tomme floskler og ligegyldigheder kan man med fordel hoppe et godt stykke ned i teksten, mine egne kommentarer følger under transskriptet (hvor kursiv ender).

…

JK (indledning): Ikke så snart uroen og balladen har lagt sig rundt om i landet, og de sidste bilbrande og skoler er slukket, er branden brudt ud i regeringspartiet Venstre.

Søren Pind blev i går sat på plads af såvel statsministeren som Venstres gruppe, da han offentligt havde skældt ud på Københavns Politis ledelse, og beskyldt især chefpolitiinspektør Per Larsen for at være for blødsøden over for ballademagerne.

Er Venstre efter seks år ved magten, blevet handlingslammet og magtfuldkommen? Har partiet fuldstændig glemt, at deres bagland og vælgere vil have en konsekvent retspolitik, hvor ballademagere bliver fængslet?

Eller kammede Søren Pind over, da han forslog GPS armlænker til unge bandemedlemmer i alderen 12-15 år, og samtidig hårdere straffe til dem, end til andre unge der individuelt begår forbrydelser?

Mikael Jalving, du savner og efterlyser en mere konsekvent politik overfor ballade- og uromagere i vores samfund?

MJ: Det er da rigtigt, det er ikke nogen hemmelighed, ellers stod jeg jo ikke her. Altså, jeg har meget svært ved at se hvad især partiet Venstre vil i forhold til det der foregår i øjeblikket i gaden. Vi får en, øh, integrationsminister som holder møde med Islamisk Trossamfund, gud-hjælpe-mig et par dage efter det her har foregået, vi har en, øh, justitsminister som står oppe fra sit sommerhus og taler lidt om, hvor forfærdet hun er. Men summa-summarum, vi har ikke nogen handling, vi har ikke nogen politik på området, og regeringen, den borgerlige regering, er blevet- begyndt at lyde nøjagtig ligesom, som regeringen Nyrup gjorde i 90erne, den har fået uld i mund.

JK: Kim Andersen, hvordan kan uromagere sætte ild til skoler, vuggestuer, biler, boliger i en hel uge uden at der skrides hårdt ind fra myndighedernes side?

KA: Jamen det er jo heller ikke rigtigt. Der er jo skredet meget hårdt ind fra myndighedernes side, politi og brandvæsen har gjort en rigtig stor indsats døgnet rundt i de seneste uger for at bekæmpe uromagerne. Og jeg er meget enig i, at det er ganske forfærdeligt, at ballademagere sætter ild til biler og til huse og til daginstitutioner og skoler. Det er, øh, rædselsfuldt, og det er helt urimeligt, og vi vil ikke acceptere det. Og det har politiet bestemt heller ikke gjort. Politi og brandvæsen har gjort en rigtig god og professionel indsats.

JK: Så der er vel gjort nok Mikael Jalving, det er bare dig der hyler op?

MJ: Nej, det er jo snak. Det er den sædvanlige politikerremse. Altså, jeg savner som, den statsminister som under den første Muhammedkrise stod fast og var klar i mælet fra dag 1. Ham savner jeg. Han står på pressemøde efter pressemøde og siger: Jamen, det er ikke samfundets skyld – det ved vi godt! Det borgerlige Danmark forventer at statsministeren er statsminister – det er meget sigende, at han mens urolighederne stod på befandt sig i det nye skuespilhus sammen med resten af den politiske elite her i samfundet. Hvad så de? Ja de så Hamlet, det stykke der handler om at være eller ikke være. Hvad gjorde, hvad gjorde vores statsminister? Han valgte ikke at være.

KA: Jeg må sige jeg synes det er en helt forfejlet og helt urimelig kritik af statsministeren og regeringen. Statsministeren har helt klart fordømt de optøjer vi har set rundt omkring i gaderne, og han har også helt klart sagt, at det vil blive mødt med konsekvens. Nu synes jeg vi skal bevare roen og overblikket.

JK: Må jeg så lige spørge: Hvad er det så for en konsekvens?

KA: Ja, det er jo altså at myndighederne har slået hårdt ned fra dag 1. Det er…

JK: Men det siger Mikael Jalving jo de ikke har?

KA: Men, men det er jo notorisk forkert.

MJ: De unge render stadig rundt i gaderne…

KA: Men, men der er handlet resolut og professionelt fra politiets side. De har skredet ind som de skulle. De har arresteret, de har fået, øh, de unge væk fra gaderne, og samtidig så har de fået en dialog med de unge, sådan at vi kan komme videre – det skal vi jo også huske vi skal.

Dernæst vil jeg gerne sige at den her regering har jo konsekvent fra dag 1 den trådte til i 2001, øh, været meget meget målbevidst i sin retspolitik. Strafferammerne de er skærpet ganske betydeligt, der er, øh, sat øgede ressourcer ind på forebyggende arbejde, vi har et rigtigt godt, øh, SSP-samarbejde, hvor vi er ude og være opsøgende over for de unge mennesker og komme i dialog med dem og få dem forklaret, at det her det holder bare ikke.

Og så vil jeg også gerne sige, at nu begynder vi jo så at overveje forskellige andre tiltag, for eksempel hvordan vi kan gøre forældrene økonomisk ansvarlige for de, for det hærværk som ballademagerne har lavet. Og det tror jeg i og for sig, det skal jo undersøges, vi er i et retssamfund og det skal, det er slet ikke så enkelt som det kan lyde til, men, men det vil vi undersøge nu og jeg tror hvis vi kunne nå dertil at vi kunne finde en eller anden form for økonomisk sanktion, øh, i form af økonomisk ansvarlighed for hærværk overfor forældrene, så vil det være med til at skærpe interessen, øh, for hvad de unge mennesker går og laver – for jeg tror vi må sige helt klart her, at det kan ikke nytte noget og sige at det er samfundets skyld … det er statsministerens skyld … det er politiets skyld. Det er alle andre end ens egen skyld: Det er noget sludder og vrøvl. Man har som borger i det her samfund en selvstændig pligt til at holde rumpen oppe på sig selv. Opføre sig ordentligt, leve op til det man skal. Om det er at gå i skole, om det er at tage imod de tilbud som, øh, øh, social-øh-hjælpen har givet en, om det er det som, øh, jobbet kræver af en, så skal man møde op og passe sine ting. Der er, desværre tror jeg, mange af de her mennesker som mangler følelsen af at være tilfreds med egen indsats – at tjene sine egne penge, at betale skat og bidrage til fællesskabet, det skal de lære, og nu skal vi have noget økonomisk ansvarlighed ind i det.

JK: Mikael Jalving, der bliver sagt at regeringen har sat stor fokus på det her område, på retspolitikken, siden den kom til er der blevet strammet op. Er det ikke godt nok?

MJ: Nej, problemet er, og det hører vi også nu fra Kim Andersen, problemet er, at regeringen opfatter det her som et socialt problem. De opfatter de uroligheder som skete på, ikke bare på Nørrebro men i det meste af landet, som sociale uroligheder, altså som øh, øh, ballademagere, nogle unge mennesker…

JK: Det her er ikke et socialt problem?

MJ: Det er et kulturelt problem. Det er et problem…

KA: …det er også…

MJ: Lad mig lige gøre det færdigt, det her er et kulturelt problem i den forstand at det her er relateret til islam. Hvis ikke regeringen forstår det, så ved jeg sgu ikke hvem der skal forstå det. I dag har vi lige haft Villy Søvndal på banen – tænk sig, det er Villy Søvndal, formanden for SF, der skal fortælle de der galninge i Hizb-Ut-Tahrir hvad de har gang i. Tænk sig, det er SF der nu begynder at sige de borgerlige ting som den borgerlige regering ikke længere tør sige.

JK: Men Kim Andersen, er det ikke tankevækkende at regeringen har haft retspolitikken som et pejlemærke i sin tid, efter den kom til i 2001, og alligevel ser vi nogen af de største uroligheder siden efterkrigstiden?

KA: Vi har jo, øh, flere gange, ofte, også i går, øh, fordumt Hizb-Ut-Tahrir’s virksomhed, ingen tvivl om det. Nu får vi snart en undersøgelse fra rigsadvokaten som vil klarlægge om der er baggrund for at skride resolut ind – og er der det, så er jeg sikker på at der i Folketinget er et flertal for at opløse Hizb-Ut-Tahrir i Danmark.

JK: Kim Andersen…

KA: Jeg vil gerne sige…

JK: Har jeres retspolitik spillet fallit…

KA: Vi har haft…

JK: …når det er sådan at vi har haft de største uroligheder siden efterkrigstiden?

KA: Vi har bestemt ikke spillet fallit. Vi har sat resolut ind på at bekæmpe optøjerne i Københavns gader og rundt omkring i provinsbyer, politiet har gjort et meget, meget dygtigt og professionelt arbejde, som vi roser og som vi anerkender. Vi har strammet, øh, det man får i straf når man begår urimeligheder, nu ser vi på hvordan vi kan gøre økonomisk ansvar gældende, vi har etableret flere lærlingepladser end nogensinde tidligere. Nu ser vi hvordan vi kan gøre økonomisk ansvar gældende overfor forældrene.

Jeg vil gerne sige, at det her er et socialt problem, det er et kulturproblem, det er et, øh, kriminelt, øh, kriminal-øh-politisk problem.

JK: …men hvis det er et socialt problem…

KA: Det her er mange ting, det er ikke nogen entydig gruppe, og det skal vi huske, og vi skal også huske, at nu skal vi jo ikke gå over gevind, altså vi er i et retssamfund, og vi skal ikke sætte retsstatens principper over styr fordi vi har nogen knægte som laver, øh, brand i gaden, øh, ti dage i træk. Vi skal, vi skal bevare roen, overblikket og handle myndigt og klogt. Det er også det, vi vil gøre.

JK: Men det kan godt være du ser det som nogen knægte der går amok, men hvad med de 100 mennesker der har fået brændt deres biler af i landet? Tror du ikke gerne de vil se noget handling fra landets regerings side og ikke kun noget snak om, hvem der ikke har skylden?

KA: Altså, jeg bliver nødt til at understrege, at der har været så meget handling hele vejen igennem, og det har der også været under de seneste uroligheder. Og det vil der være hvis der blusser ny uro op. Ingen tvivl om det. Men, men vi må ikke gå i selvsving, vi må ikke sætte retsstatens principper over styr. Vi skal handle målsigtet, øh, langsigtet og-og-og med et klart mål for øje.

Jeg vil gerne sige, at der er noget som vi i øvrigt burde gøre i denne sammenhæng, øhm, mere koordineret mellem ministerierne og mellem, øhm, det offentlige, og, herunder også kommunerne, det er, at vi skal sørge for med individuelle handlingsplaner at få de her unge mennesker ud og passe deres skole, ud og passe deres job. De trænger til, mange af dem, at stå op klokken 6 om morgenen, møde…

JK: Det har i jo haft 6 år til Kim Andersen?

KA: for eksempel på deres værksted klokken 7 om morgenen og arbejde hæderligt og ordentligt og blive godt trætte og så komme på skolebænken om aftenen…

JK: Men Kim Andersen, hvorfor er det så ikke sket, i har jo haft seks år i regering til det?

KA: Men jeg vil gerne sige, at der er sandelig også sket meget. Jeg har nævnt det nogen gange. Der er en forebyggende indsats overfor de her grupper som vi aldrig har set tidligere, men, men det er åbenbart ikke nok, det er åbenbart ikke nok, og vi skal intensivere det arbejde.

MJ: Nej, situationen er slået fejl, og det er pinligt at Kim Andersen står her og efterplaprer som en anden klon, efterplaprer sin statsminister. Det er jeg godt klar over han er sendt i byen for at gøre. Integrationen har slået fejl, borgerlige er begyndt at opføre sig præcist ligesom Nyrup gjorde i 90erne, det er en skam, og det er derfor du har fortjent en masse ballade, og det er derfor Søren Pinds initiativ var knaldgodt. Nu er han selvfølgelig blevet degraderet fordi I er en flok får i Venstre.

KA: Altså, nu synes jeg for det første at vi skal tale ordentligt til hinanden, og jeg synes også vi her i studiet skal bruge et ordentligt sprogbrug, for ellers kan vi jo nok ikke forvente at de unge ude på Nørrebro gør det, og så vil jeg gerne spørge: Hvad er det egentligt du vil? Det er så let at kritisere og, og sige hvad der ikke er gjort. Men hvad er det egentligt af fornuftige, fremadrettede, konstruktive forslag du har, som samtidigt respekterer retsstaten og gør noget konkret ved problemerne?

JK: Hvad er det du vil?

MJ: Nu er jeg for eksempel ikke politiker, jeg bruger det meste af min hverdag på…

KA: …du åbner da munden kan jeg da høre…

MJ: Ja det gør jeg i hvert fald. Jeg bruger det meste af min dag på at skrabe midler sammen, sådan at jeg bl.a. kan betale din løn. Øh, jeg har ikke helt konkrete bidrag til hvad du skal gøre – jeg synes noget af det som Søren Pind er inde på er ganske fornuftigt. For min skyld kunne man sende nogen af de her unge til Hans Ø oppe i Ishavet, jeg er sådan set ligeglad, jeg vil bare have der sker noget, og der er en regering som tør træde i karakter, som tør være noget. I stedet for alt det her snak, jeg vil have en regering som anerkender at det her er et kulturelt problem. Og det er relateret til islam. Hvis I ikke forstår det, så kommer der endnu mere af det i fremtiden.

….

Mine kommentarer:

a) Jeg lærte at Kim Andersen er professionel politiker. Det kommer ikke som en overraskelse, men jeg vidste trods alt så godt som intet om manden før nu… Jeg har naturligvis ingen respekt for ham, ingen. Han er himmelråbende naiv, det kommer ekstremt tydeligt til udtryk lidt senere i interviewet, hvor han svarer på Jalvings påtale af vores kære leders, undskyld disintegrationsministers møde med Kassem Ahmad. Han er selvfølgelig ikke kun professionel politiker, han er også fuldstændig til grin: “vi skal sørge for med individuelle handlingsplaner at få de her unge mennesker ud og passe deres skole, ud og passe deres job. De trænger til, mange af dem, at stå op klokken 6 om morgenen, møde for eksempel på deres værksted klokken 7 om morgenen og arbejde hæderligt og ordentligt og blive godt trætte og så komme på skolebænken om aftenen…” For h** da, er det det bedste Danmarks største parti kan præstere, hvordan pokker er den mand blevet ordfører for noget som helst? Han bruger selv på et senere tidspunkt i interviewet ordsproget ‘tomme tønder buldrer mest’ om Mikael Jalvings kritik – det var jeg sandt at sige ved at dø af grin over, selvom det jo egentlig mest af alt bare er sørgeligt…

b) Det fremgår klart af KA’s vrøvl at regeringen har besluttet sig for, at ‘mere af det samme’ er vejen frem. ‘Forebyggelse’ og dialog er to ord som går igen i KA’s fortælling. Jovist, fra KA’s side tales der om som noget nyt at gøre hærværksmændende ‘økonomisk ansvarlige’ for deres ugerninger. Men sådan er det da allerede, er det ikke? Hvis jeg smadrer andres ejendom er jeg da i udgangspunktet erstatningspligtig, er jeg ikke?

Lovgivningen håndhæves ikke. Flere love løser ikke dette problem.

c) Det er noget ævl når KA prøver at bilde os ind, at regeringen, såvel som politiet, har grebet hårdt ind. Det eneste regeringen har gjort, er at give os en sludder for en sladder. Jovist, man har sagt fra overfor HUT – men hvad ellers? Hvorfor rose sig selv for noget, der burde være en selvfølge? Det gør man jo normalt kun, når man ikke har andet at rose sig selv for vent, var der et svar et sted i den bemærkning. Og hvor meget er den fordømmelse lige værd, når partiets integrationsminister på samme tidspunkt holder kaffeslabaras med en af deres kendte tvetungede sympatisører?

KA har ret så langt som at regeringen har brugt en masse penge integrationsområdet, mens den har været ved magten. Det kan vi sagtens blive enige om. Problemet er bare, at det ikke har hjulpet. Gaderne har alligevel stået i flammer. Når det ikke har hjulpet, så er ‘integrationsindsatsen’ faktisk ikke spor prisværdig. Politikere skal, modsat hvad Kim Andersen synes at mene, lige netop ikke dømmes på deres gode intentioner – for tro mig, Hitler og Mao havde skam også en masse idealer de fandt prisværdige i tankerne, da de myrdede de mange millioner mennesker (selvom idealernes indflydelse naturligvis altid vil være et åbent spørgsmål. Det er sjovt som alle disse idealer er så kompatible med det mål, der altid står øverst på politikernes indkøbsliste: mere personlig magt, det virker næsten som om politikerne bare opfinder dem til lejligheden, nej vent, det må man ikke sige højt). Ikke blot er de gode intentioner irrelevante, det højtomsungne opgør med dem som regeringen påbegyndte, men desværre aldrig kom ret langt med, ved valget i 2001 var en stor medvirkende årsag til, at AFR blev statsminister. Det har han helt glemt, lader det til. Og nej, man skal altså ikke prøve at bilde mig ind, at situationen havde været langt værre, hvis ikke der var hældt milliarder ud i rendestenen på ‘integrationsprojekter’ og ‘individuelle handlingsplaner’ og jeg ved ikke hvad.

Selvfølgelig er det ikke kun regeringens skyld (og vær så venlig at fri mig for udtrykket ’samfundet skyld’, jeg hader det udtryk. Samfundet er os alle sammen, og alles ansvar er ingens ansvar. ‘Samfundets skyld’ er et tomt begreb uden mening), men det er også regeringens skyld. Hertil bør i øvrigt bemærkes: At de har gjort en masse, der åbenbart ikke har virket, er slemt nok. At de insisterer på at fortsætte som hidtil og så i øvrigt lade som ingenting – det er foragteligt.

Hvad angår politiet må man formode, at de enten er håbløst underbemandede, eller at de bare ikke gider fange lovovertræderne (‘ikke prioriterer disse sager helt så højt som visse andre ville ønske’) – eller en kombination. At kaste sten efter politiet kan efter gældende lovgivning give op til 8 års fængsel. 8 år. Loven håndhæves ikke. Hvis en politibetjent betragtede situationen ud fra et udgangspunkt om, at straffens længde er et udtryk for, hvor væsentlig forbrydelsen er, og dermed hvor vigtigt det er at få fat i gerningsmanden og hvor mange ressourcer den konkrete efterforskning bør tildeles, hvad der er almindelig praksis i alle andre sammenhænge (tænk cykeltyverier vs. mord) ville hver enkelt af disse tilfælde burde kræve lige så meget opmærksomhed som en voldtægt, ja sågar manddrab. Det der sker i stedet for, i hvert fald hvad der er sket i en bestemt provinsby hvor jeg har fulgt begivenhederne ret tæt (den by min lillebror bor i, midt i ghettoen), er at unge andengenerationsindvandrere brænder en affaldscontainer af, politi og brændvæsen møder op, hvorefter to betjente, somme tider fire, står overfor tyve-femogtyve indvandrere, bevæbnet med sten, flasker og kanonslag. Indvandrerne griner af betjentene, kaster kanonslag efter dem, og betjentene – som ikke på egen hånd kan anholde en eneste af gerningsmændene pga. overmagten, med mindre naturligvis de valgte at gøre det ved at trække tjenestepistolen først og pløkke dem ned – forlader scenen med uforrettet sag (og muligvis en grim tinnitus).

Jeg er ikke nogen udpræget ‘lov-og-orden’ mand, men den her situation er komplet uholdbar. Så jeg hellere en situation, hvor politiet satte deres magt igennem og demonstrerede (alt: forsøgte at tilbageerobre…) deres voldsmonopol ved at skyde (med skarpt) flere af oprørsmagerne i benene og give hver af dem 10 års fængsel (pbga. §119 og §133)? Ja, og det fortæller noget om, hvor alvorligt jeg betragter det her. Hele situationen, og her tænker jeg ikke bare på de seneste dage, men snarere på den situation som har stået på mere eller mindre konstant siden ungdomshuset fik dødsstødet og voldsanvendelse mod statsmagten for alvor blev betragtet som legitim af en stor gruppe danskere, er ude af kontrol. Med mindre statsmagten svarer meget hårdt igen vil vi se en frygtelig masse af det i fremtiden. Man får hvad man betaler for. Politikerne belønner vold mod statsmagten. ‘Folket’ har svaret. Politiet har da heldigvis varslet hårde straffe, men det er jo altså kun et ubetydeligt mindretal af synderne, der faktisk bliver retsforfulgt.

…

Statens absolut vigtigste opgave er at sikre individet mod overgreb. Men hvis ikke den (og dens repræsentanter) er i stand til at forsvare sig selv, når den kommer under angreb, hvordan kan den så forventes at forsvare alle os andre? Det er altså ikke tilfældigt, at politibetjente går rundt med pistoler. Vi skal ændre den måde vi opfatter den her situation: Staten har ikke ret til at forsvare sig her – den har for pokker pligt til at gøre det. At håndhæve magtmonopolet er netop statens opgave, en opgave langt de fleste danskere velvilligt har overdraget den.

Nej, politiet bør ikke gå rundt og skyde uhæmmet løs på egne borgere, men her er der også netop et område – vel nok det eneste område; lovgivningen i øvrigt er ikke så dårlig endda, den bliver bare, af årsager jeg godt kunne tænke mig at vide lidt mere om, ikke brugt – hvor jeg gerne så lovgivningen ændret. Mennesker som bevidst og uden skrupler angriber den danske ordensmagt på den måde muslimske grupper har gjort på det seneste, har med denne handling i min bog implicit givet afkald på deres ret til dansk statsborgerskab. Den slags mennesker er ikke velkomne, jeg vil ikke have dem boende i mit land. De skal ud, jo før jo bedre, og vi kan altså ikke nøjes med at bede dem om at skride.

Flat tax: A review of the Russian experience

Mark Perry points me to an interesting paper. Perry’s graph, the one below, is not in the original paper, but I think perhaps it should have been ( ) – it is a graphical representation of a subset of the information contained in table #1 from the appendix:

From the conclusion:

In this paper we focus on the impact of the flat income tax rate on tax evasion, an issue that was, and continues to be, a major problem in Russia as well as in many other transition and developing countries. We argue that the flat tax reform was instrumental in decreasing tax evasion and that, to a certain extent, greater fiscal revenues for Russia in 2001 and several years beyond can be linked to increased voluntary tax compliance and reporting.

According to the authors the by far greatest effect of the flat tax is that of increased compliance, the contribution from ie. effects on the labor supply are much smaller. Naturally, both the compliance- and labour supply effects are higher for high income groups, that is the groups where the resulting tax savings from the -reform are high.

The standard economic argument in favour of lower taxes is that taxes are distortionary (remember that it is important which questions you ask here) and that lower taxes means increased efficiency. It’s worth noting that what this paper implies is that even if taxes are not all that distortionary – it’s still a good idea to lover the taxes.

If Kristian Jensen really wanted to lower the amount of undeclared work taking place in Denmark, he should seriously considering a tax reform. I know we just had one, but it didn’t solve any of the major problems – how could it anyway, it was never meant to do that (what the reform was meant to do, in case you were in doubt, was to secure Fogh four more years in office). Even if the effects on the labour supply from a -reform would turn out to be quite low, there might still, judging from this study, be significant compliance effects that would lower the costs of the reform (if it did not turn out to finance itself altogether; under the current tax regime some reforms, flat tax or not, undoubtedly would if they were to lower the top marginal rates).

Muhammedtegningerne endnu engang

En studerende, Anders Bøtter, har på facebook lavet en gruppe ved navn Undskyld Muhammed, som undskylder muslimerne for Jyllandspostens genoptrykning af Muhammedtegningerne. Den ‘anonyme københavner’ der i denne uge gæsteblogger på uriasposten stiller et par spørgsmål eller seks i den forbindelse. De to sidste:

1. Gad vide om DR, hvis de interviewer Anders Bøtter, bliver mødt af en mand der bare griner og siger at Anders Bøtter bare selv bruger ytringsfriheden?

2. Gad vide om Anders Bøtter kan forstå, at det ikke er givet på forhånd at Anders Bøtter har ytringsfrihed?

…

Anders Bøtter tager det for givet, at han til hver en tid kan udtrykke sin mening frit om de ting, han måtte have en mening om, og han bruger aktivt sin ytringsfrihed. Men noget af det, han for tiden bruger den til, er at forsøge at frarøve andre netop denne ret til frit at udtrykke sig. Han kan ikke selv se problemet.

Anders Bøtter siger selv, at han støtter op om ytringsfriheden: “Undskyld Muhammed” anerkender og støtter ytringsfrihedens fundamentale rolle i et demokratisk samfund og vigtigheden i at borgere frit kan udtrykke meningsforskelle uden frygt for repressalier”, som der står på siden. Men Bøtter siger også, at “ytringsfriheden er en speciel ret som skal udøves med ansvarsfølelse og modenhed; den skal ikke misbruges“. Ytringsfrihed, men… Ytringsfriheden misbruges, kan vi forstå, når man er uenig med Anders Bøtter. Han kan stadig ikke selv se problemet.

Hvorfor ikke? Hvad er det, der er så svært at forstå her?

…

Morten Sørensen opfordrer alle herude i bloggosfæren til, som Ralf Pittelkow udtrykker det, at “bruge så uforknyt løs af ytringsfriheden, at opgaven for dens fjender bliver håbløs”. Opfordringen er hermed givet videre. Herunder Kurt Westergaards og Lars Vilks’ tegninger genoptrykt:

Du er velkommen til at finde tegningerne smagløse, grimme eller lignende. Men det er sagen uvedkommende, for det her handler ikke om æstetik. Det handler om ytringsfrihed.

Islam og moderniteten

Christian Bjørnskov stiller et interessant spørgsmål ovre på professorvældet: Var vi nogensinde så religiøse som muslimerne er i dag?

Min egen kommentar til indlægget her.

Jeg bemærker i min kommentar, at CB er meget hurtig til at konkludere, at hvis ‘vi’ var ‘lige så religiøse’ som muslimerne er i dag, så skal de såmænd nok klare sig og nå moderniteten i sidste ende. Alt for hurtig. Jeg er grundlæggende enig med Kasper, og kritikken går på det samme.

…

Der er i dag en del danskere som, selvom de ikke har bukket under for multikulturalismen, når det kommer til de islamiske landes fremtidsudsigter falder for fristelsen til at overbevise sig selv om, at tingene nok kommer til at gå godt i den sidste ende. Moderniteten sejrer, fornuften sejrer (‘vi’ sejrer) til sidst – hvad ellers? Der ligger lidt ‘jydementalitet’ over positionen, ‘det går jo nok altsammen’. Det er i det hele taget en meget dansk tilgang til tingene, og den anden side af det politiske spektrum kan såmænd også sagtens være med her: Multikulturalisterne har bare valgt en ‘integreret’ model, hvor både problemerne ude og hjemme automatisk løser sig, fordi sådan må det nu engang være. Det er ikke noget tilfælde, at H.C. Andersen var dansker (edit: Det er måske en forkert måde at betragte situationen; meget taler for, at H.C. Andersen netop medvirkede kraftigt til at forme denne kollektive indstilling, i langt højere grad end han var et resultat af den), og det er heller ikke kun, når det kommer til fremtiden, vi har det sådan; fortiden behandles lidt på samme måde. Det var bestemt ikke et tilfælde, tænker vi, at Hitler ikke vandt 2. verdenskrig. Det var fordi de gode skulle vinde til sidst, og nazisterne var bestemt ikke de gode…

Men var kommunisterne det?

Bjørnskov fremstår ud fra indlægget som en mere eller mindre ukritisk optimist. Hans optimisme, dømt ud fra indlægget, er ikke velfunderet, for han giver ikke rigtig nogen supplerende argumenter for sit standpunkt. Jeg ville gerne høre mere om, hvorfor han mener tingenes tilstand er så ens i dag som de var for hundreder af år siden. Var religionens rolle den samme i Europa i den sene middelalder og under renaissancen som den er i islamiske lande i dag? Har den nogensinde været den samme? Er alt andet lige? Nej vel…

Det jeg vil tage fat i her er, at CB ikke giver os nogen argumenter for, hvorfor det vil gå godt i sidste ende, hvis bare vi var lige så religiøse dengang som de er i dag, han antager det bare. ‘Assume a can opener…’

‘Kasper’ retter i en af sine kommentarer til det førnævnte indlæg kort opmærksomheden mod, hvor besværlig og langsommelig (og blodig) vores egen vej til moderniteten har været. En del optimister er her af den opfattelse, at vi vel alle sammen er kommet videre i teksten, og hvorfor skulle de muslimske lande dog gennemgå de samme trængsler, vi var igennem, når nu vi har erfaringerne og kan dele dem med dem, så transitionen bliver så uproblematisk og ublodig som mulig? Der eksisterer simpelt hen learning curve effekter når det kommer til ‘civilisatorisk udvikling’ – og mennesker over hele kloden er generelt også blevet betydeligt klogere end de var for nogle århundreder siden, så vi kan forhindre en hel del af fortidens fejl i at gentage sig. Derudover bemærkes det sommetider, at den teknologiske udvikling da har gjort reformer ikke blot attraktive, den har gjort dem til en nødvendighed. Og så videre.

Disse betragtninger er ikke uden betydning, selvom man selvfølgelig kan kritisere de enkelte argumenter, for noget der er meget vigtigt at gøre sig klart i udgangspunktet er, at hvis islamiske lande – og muslimerne der bor i dem – byder moderniteten velkommen i sidste ende, så er det eneste, der er helt sikkert, at det ikke vil ske på samme måde som det gjorde for de europæiske lande for århundreder siden. En eventuel islamisk transition vil forløbe på en helt anden måde end den vestlige gjorde det. Det er der overhovedet ingen tvivl om, der er løbet meget vand i åen siden de kristne samfund startede deres dannelsesrejse.

Der findes ikke nogen love som determinerer historiens udvikling, ingen ‘historiske nødvendigheder’. Ingen lov der dikterer ‘fremskridtets sejr’ og ‘fornuftens indtog’. Eller det modsatte. Det ved de fleste af os godt inderst inde, men vi bryder os ikke om at tænke på det. At leve med usikkerheden er noget ubehageligt noget. Det er vi bare nødt til. Vi er alle sammen nødt til at forholde os til, at alting måske ikke ender godt, for vi lever ikke i et H.C. Andersen eventyr. Jovist, et flertal (79% – fig 3.7) af danskerne ser større interaktion med islamiske lande som en trussel snarere end en gevinst, og virkeligheden er måske ved at indhente os, også når det kommer til forestillingen om, hvad fremtiden måtte bringe de islamiske samfund af i dag. Men en del tror stadig inderst inde på ‘det gode udfald’, ikke som et muligt udfald af mange, men som det eneste sandsynlige udfald. De finder det meget usandsynligt, at de kommer til at leve i ‘interessante tider‘.

Men måske ender det hele ganske forfærdeligt. Måske vil vi om 50 år være på kanten af religiøst motiverede borgerkrige i Europa, mens de i Mellemøsten ikke er kommet spor videre end de er i dag. Her er det for øvrigt meget vigtigt at have med, at den måde borgerkrige som regel udvikler sig, er at den store gruppering udrenser mindretallet, indtil der igen opstår en magtbalance med en mere klart defineret magthaver/-gruppering. Det er på ingen måde givet, at resultatet af stor muslimsk befolkningsvækst her, gennem en blanding af migration og fødselsrater, vil være muslimsk herredømme, det kan også ende som det gjorde på Balkan, og det er sandt at sige heller ikke en udviklingsvariant, der er særligt attraktiv. Det behøver ikke gå galt, men vi gør klogt i ikke at udelukke potentielle katastrofescenarier, bare fordi de ikke er rare at tænke på.

Det er ikke sikkert det går så galt. Men det er heller ikke sikkert, at det går godt. Der er i det hele taget ikke ret meget, der er sikkert. Hvis man vil gøre sig et håb om at få et korrekt billede af, hvad fremtiden har i vente, så skal der argumenter på bordet, fakta. ‘Den historiske nødvendighed’ er ikke et argument. Det er en farlig vildfarelse. Også når man kalder den noget andet. Og især når man ikke kalder den noget som helst, men blot antager, at den ikke er til at komme udenom.

Et parti

Jeg har ikke gjort det før, men fandt at jeg da lige så godt kunne dele analysen med dem, der gider læse den. Herunder følger et fuldt parti jeg spillede i weekenden, ti minutters betænkningstid hver, såvel som efterfølgende analyse. Kommentarer og alternative varianter i paranteser, selve partiet med fed skrift. Tag brættet frem og spil med, det var et rigtig godt parti. Hvis du ikke har lært at læse skaknotation (er der folk der ikke kan det?) er der hjælp at hente her. Hvis du ikke ejer et spil skak, så har jeg medlidenhed med dig

Jeg spillede sort, here goes:

1.e4 … Nf6,
2.e5 … Nd5,
3.Nc3 … Nxc3,
4.dxc3 … d6,
5.Nf3 … Bg4,
6.Bf4 … Nc6,
7.Bb5 … Bd7 (jeg har ikke spillet Alekhine ret mange gange, og det er ekstremt sjældent folk afviger fra hovedvarianten med c4, d4 og evt. et efterfølgende f4 efterfulgt af kort rokade – det skinner igennem her, at positionen er ny for mig. Jeg brød mig umiddelbart ikke om den stillingsstruktur, der ville opstå efter 7…a6, 8.Bxc6 … bxc6, 9.h3 … Bh4, men efterfølgende kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvad jeg havde imod den – løberparret og spillet i den halvåbne b-linje giver vel tilstrækkelig kompensation, sort er i hvert fald tæt på at have udlignet her),
8.Qe2 … e6,
9.0-0-0 … d5,
10. c4 … a6,
11.cxd5 …axb5,
12.dxc6 …bxc6,
13.Kb1 … Be7 (trækket er i retrospekt alt for passivt. Computeren siger 13 … Qc1. Efter 14.Rd3 og tårndublering i d-linjen efterfulgt af Bg5 kunne sort let være havnet i alvorlige problemer ved upræcist spil, dronningen er for langt væk til at hjælpe til i defensiven),
14.Nd4 … Ra6,
15.h4 … Qa8,
16.Nb3 (jeg havde håbet på 16.a3. Herefter følger naturligvis …b4! med ligeledes stærkt angreb for sort) 16… Rxa2,
17.Qd2 … Bc8,
18.Bg5 (selvom trækket ser ’aktivt’ ud, er det det næppe. Trækket giver sort mulighed for at forbinde tårnene uden at rokere, og efter hvids lyse løber er væk, er f7 langt fra det værste sted at stille kongen, især efter h4 er spillet) 18… f6,
19.exf6 … gxf6,
20.Be3 … Kf7,

21.Qe2 … h5,
22.g4 … e5,
23.gxh5 … c5 (Bf5!),
24.Qxb5 … Be6,

25. Kc1? … c4!,
26.Nc5 … Ra1+ (Rb8! Jeg opdager aldrig hvor udsat den hvide dronning er. 26…Bxc5, 27.Qxc5 fulgt af det ’stille’ Qb7 er også afgørende),
27.Kd2 … Rd8+ (comp. foretrækker stadig løberafbytning først; 27… Bxc5, 28.Qxc5 … Rd8+, 29. Kc3 (29.Ke1?? … Qxh1+ med mat), men Kc3 er også nødvendig uden løberafbytningen, og det her er alligevel en af de stillinger, hvor ’næsten alt vinder’)
28.Bd4?? (Hvids stilling bryder totalt sammen nu: Fritz går fra omkring -2.5 til -15. Game over. Begyndende tidnød var en medvirkende årsag, min modstander havde brugt en farlig tid på de sidste par træk, men det var ikke et træk i ’sidste øjeblik’; han havde stadig over et minut tilbage på klokken, og han havde brugt 20 sekunder af den tid, han havde tilbage, på at finde det absolut værste træk. Hverken første eller sidste gang den slags sker. 28.Kc3 er eneste chance, men det leder stadig til et objektivt set tabt slutspil, eksempelvis: 28.Kc3 … Raxd1, 29.Rxad1 … Rxd1, 30.Nxe6 … Kxe6, 31.Qxc4+ … Qd5, 32. Qxc7 … Bd6, 33. Qc8+ … Ke7)

28… Rxd4+,
29.Nd3 … Rxd1+,
30.Rxd1 … Qf3 (jeg vil gerne have dronningen med i angrebet! Der er varianter nok at vælge imellem her: 30 … Bd7! fanger dronningen, og …cxd3! leder, finder jeg vha. Fritz ud af, til forceret mat i 9, eksempelvis; 31.h6 … dxc2+, 32.Kxc2 … Qe4+, 33.Kc1 … Qf4+, 34.Kc2 … Qxf2+, 35.Kc1 … Qe3+, 36.Kc2 … Bf5+, 37.Rd3 … Bxd3+, 38.Qxd3 … Qxd3, 39. Kc1 … Rf4++),
31. Rf1 … cxd3,
32.cxd3 … Bb4+,
33.Kc2 … Qe2+,
34. Kb1 … Qxf1+,
35. Kc2 … Qe2+,
36. Kb1 … Qd1++

0-1

Et rigtig godt parti.

Et opgør med offerkulturen

En rigtig god og skarp leder i 180 grader i dag. Et udsnit:

Vi mangler [...] endnu at høre om vietnamesiske, indiske eller kinesiske invandrerbander. Forklaringen må findes i den offerkultur, som trives så fuldstændigt hæmningsløst blandt mange muslimer over hele verden. Når disse muslimer konstaterer, at de ikke klarer sig så godt som folk i Vesten, uanset om de bor der eller ej, så spørger de ikke, om det måske kunne skyldes dem selv, deres politiske regimer, den måde de opdrager deres børn på o.s.v. I stedet skyder alt for mange muslimer skylden på alle andre, på diskrimination, på vestlig kulturel og militær imperialisme, på alt muligt der kan tjene til at fritage dem selv for et ansvar.

Så når unge anden generations-indvandrere smadrer Nørrebro, så gør de det i deres egne øjne med god samvittighed. De angriber det samfund, som de har ladet sig bilde ind holder dem nede. Det er fis og humbug, hvilket mange af deres trosfæller beviser hver dag ved at tage en uddannelse og skabe sig en succesfuld karriere, men det danske system gør det nemt for de utilpassede at leve på livsløgnen. Det har ingen konsekvenser for dem.

…

Michael Larsens kommentar til lederen illustrerer den kulturradikale automatreaktion:

Har netop hørt OBO i radion, og hvor har han dog ret.
La` os endelig ekskludere de marginaliserede endnu mere og ta´ alt fra dem. Når vi så er i gang, så kunne vi jo passende samle dem i lejre, så de lære at arbejde. Arbeit macht frei, sagde man jo en gang, og det var der jo nok noget om. Og det skal nok komme, når en gang de blødsødne system-mænd og og det vattede system en dag må overlade styringen af landet til mandige og beslutsomme typer som OBO og hans ligesindede.

Selvfølgelig er OBO da på linje med nazisterne og er vild med ideen om at putte folk i lejre. Klart. Selvfølgelig er OBO da vild med ideen om ‘en stærk mand’ som leder, der kan løse alle problemerne. Klart. At give disse mennesker noget af ansvaret tilbage, og dermed rive dem ud af det ansvarsfrie liv de havde og tilbage i lønslaveriet, ville svare til hvis vi havde genindfanget jøderne i 46 og sendt dem tilbage til kz-lejrene. Selvfølgelig da.

Michael Larsen er helt sikkert en af dem, der gerne vil forbyde Jyllandsposten og alle andre dummernikker at kritisere islam, fordi det jo er ‘krænkende’ for det ‘marginaliserede mindretal’. Har han gjort sig nogen som helst overvejelser om, hvor krænkende ovenstående sætning må være for Ole Birk Olesen: Helt umaskeret at sidestille en stor ven af friheden med en af de største kollektivistiske massemordere jorden har set?

Jeg plejer ikke at tænke over, hvor afskyelige den slags personangreb faktisk er, for offerrollen er altså ikke særlig interessant, og hvorfor spilde sin tid med den slags? Men hvis man nu gav det lige et øjeblik og så lige tænkte over, hvad idioten faktisk skriver…

Foragt er for mildt et ord til at beskrive mine følelser overfor ham.

…

ET ADDENDA:

Hvis blot en enkelt læser med samme politiske sympatier som hr. Larsen skulle have forvildet sig ind på denne blog, må jeg hellere lige gøre klart: Ole Birk Olesens tilgang til det her problem, hvor indvandrere og alle andre får noget mere ansvar for eget liv, er et alternativ til ‘løsningen’ med ‘en stærk mand’. Efter min opfattelse det eneste langvarige alternativ. Problemerne går ikke væk ved at kalde dem, der ikke vil tie stille om dem, for (indsæt selv tidens populære skældsord efter behov: nazister, racister, højreorienterede, islamofober…). Hvis man er bekymret for, at en populistisk strømning med en stærk mand (eller kvinde) i forgrunden vinder for stor popularitet og momentum, er OBO’s tilgang en måde at modvirke dette pres. De to løsningsmodeller er meget langt fra at være ækvivalente, hvad DF’s socialistiske politik på mange områder – og OBO’s hyppige kritik deraf – tydeligt illustrerer.

What I’ve been reading

The fall of Hyperion, by Dan Simmons.

I am, very fittingly, going ‘back in time’ as I had only read the novel Endymion from the series until now (people who have read the books will understand). I must admit I was a bit disappointed; Endymion is in my opinion a much better novel. According to some people, so is the predecessor, Hyperion.

I have two main problems with the book [if you want to avoid SPOILERS in the following, read the bold part and leave the rest]:

a) Far too much is going on with far too many people.

A classic: There are way too many people in this book and they experience a lot of stuff in a very short amount of time. The result is that we don’t care as much about what happen to them as we ought to. We met most of them in Hyperion too, but this book has to be judged independently as I have not read Hyperion yet, and also if it cannot stand on its own, well that’s a problem. Even if I get the sense that he tries from time to time, Simmons just never really gets to me, the story is much too confused and fast-paced. For instance we follow Fedmahn Kassad for a relatively long time, but after several chapters with him his death still touches me about as much as the death of Arnold Schwarzenegger in an action movie from the 80′es would have. Simmons also manages to pretty much destroy two whole planets without beforehand following just one of the people who get killed for any significant amount of time. Billions of people die and we just don’t care, for we didn’t know any of them. And we’re not even really expected to care, are we?

b) Deliberate vagueness. There’s much too much of it.

Even if we don’t get close to the people involved, neither do we get to the bottom of much else. A lot of things, including but certainly not only the ‘how stuff works’ part, are left deliberately vague. For example, in the end of the novel the AI’s sever the fatlines. Suddenly after more than 500 pages we learn that the fatlines and the datasphere are connected, even if no such link had been hinted at before. Yes, one might argue that it makes sense that the humans were not aware of just how powerful the AI’s had become, and this is a good way of illustrating it, but … Ouster technology allowed the use of fatlines too, even if no link existed between Ouster worlds and the AI’s of the Core. So assuming the Ousters were right about their own state of affairs, and we have no reason to do otherwise, they had nothing to do with the Core but they still had fatlines. Thus the question that needs answering is this: Where does the AI control over the fatlines of the (now former) Hegemony come from? To put it bluntly, we haven’t got a clue. And neither does the author – or so it seems to me.

…

[END OF SPOILERS]

Don’t misunderstand me: SF-writers are allowed to be vague on some technical matters, but we need to know that they have some idea what’s going on; sometimes, like in the example above, Simmons actually made me question whether he himself had any idea ‘how stuff works’ in his own universe. In short, it’s fine if some of the characters do not understand all the technological facets (…could you explain to me, briefly, how a combustion engine works?), but for me to be convinced, the author needs to convince me that there’s at least a rough model somewhere explaining what is going on. I doubt such a model exists here and this is a major setback. It’s just not convincing enough for me to believe.

All these things said, I did read the book to the end, and I never do that if the book is not worth it. If you like a fast-paced (soft) sci-fi action/adventure epic novel – go for it! If you do not, it’s probably still worth reading – but…

Over my dead body…

Det var dælme hurtigt – jeg troede der ville gå mindst et halvt årti, før vi ville tage den diskussion…

Hvis det her forslag bliver til lov, så bliver jeg kriminel – jeg har ikke til hensigt at efterleve loven og frivilligt levere DNA-materiale, ikke tale om. De har ingen ret.

R**huller!

UPDATE:

Ser at 180-grader har en afstemning om forslaget. 36% mener det er en god idé. 36% – og det er en stikprøve blandt de mest liberale elementer i landet???

Hvad er det der foregår???

Quote of the day

Always voting the lesser evil just keeps raising the bar on how much evil you will have to swallow next time because the other guy is even worse. Rule [#] 1 when you realise you are in a hole is … stop digging.

Perry de Havilland, from a comment here.

Politicians respond to incentives just like everyone else.

Quote of the day

What’s amazing is this urge to take the slogans of the various parties, clans, mafias, banditti, liberation fronts, etc, and treat them as at least the first draft of “what they’re fighting for.”

People fight because they expect to win, or think they have at least a reasonable chance of winning. “Winning” can mean a lot of things, but presumably it involves an increased level of either money, power or both. Of course the leaders are elites – this is more or less a tautology.

World peace 101: if you want to stop people from fighting, make it clear to them that they won’t win.

I suppose the approach of actually listening to what people say is better than the “social justice” theory. But you have to realize that when you’re starting from a point of complete detachment from reality, a small improvement doesn’t do you much good.

…

‘Mencius’, from a comment here. Kasparov makes a related point in the youtube video I linked to earlier today: Don’t look into Putin’s eyes to figure out what he wants – look at his record.

4 timer og 9 minutter til kickoff…

Go Giants!

(Hvor ville det dog være fedt, hvis det var Elming-brødrene der kommenterede i stedet for de fjolser på 3+)