Gorbatjov I

Som jeg tidligere har bemærket, læser jeg for tiden lidt af Gorbatjov. Ved et tilfælde faldt jeg, kun et par dage efter at have set/hørt Kasparov og Stephen Cohen diskutere blandt andet ham og hans rolle i og betydning for udviklingen i 80erne, ved et tilfælde over bogen, og besluttede mig for at give den en chance. Den fulde titel på bogen er Perestrojka, Nytænkning i Russisk Politik, udgivet ved forlaget Gyldendal samme år som værket udkom i Rusland, 1987. Oversætterne er (næsten alle, førstnævnte er dog et ubeskrevet blad for mig) kendte størrelser i den her sammenhæng: Jan Hansen, Bent Jensen, Samuel Rachlin og Flemming Rose. Det var primært min nysgerrighed forbundet med denne enestående mulighed for at få en så oplagt primærkilde i hænde billigt, der gav mig lyst til at købe bogen. Derudover spiller det naturligvis ind, at min viden om historiske forhold fsva. den helt nære fortid desværre må siges at være ret begrænset, i forhold til hvor meget jeg godt kunne tænke mig at vide om den.

Perestrojka er, for dem der er helt lost her, som det gøres klart i en note i indledningen af bogen “afledt af det russiske verbum “perestroit”, som betyder at bygge om som f.eks. at bygge et hus om. Mulige oversættelser af ordet perestrojka kan være: ombygning, omlægning, omstrukturering, omrokering, omstilling“. Det er efter min opfattelse blevet almindeligt i vestlig sammenhæng at sidestille de to begreber glasnost (offentlighed på russisk, oversættes ofte med åbenhed) og perestrojka og opfatte de to begreber som mere eller mindre to sider af samme sag, selvom det næppe er en helt korrekt måde at anskue begreberne. Perestrojka relaterede til reformprocessen i sig selv, glasnost til en af de konkrete elementer som perestrojkaen indeholdte.

Nogle pointer fra og kommentarer til bogen indtil nu:

i) Pointen med Perestrojkaen var ikke at afvikle socialismen. I et meget centralt underafsnit i første kapitel, ved navnet Mere Socialisme, mere demokrati, skriver Gorbatjov:

Nogle stiller spørgsmålet med et lønligt håb, andre med ængstelse: betyder perestrojkaen ikke, at man opgiver socialismen, eller at man i det mindste udvander dens grundlag?
Der er folk i Vesten, der gerne vil hægte denne version op på os: socialismen befinder sig i en dyb krise og fører samfundet ind i en blindgyde. Netop på den måde fortolker man vores kritiske analyse af den situation, der opstod i landet i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Efter deres opfattelse findes der kun en udvej: overtagelse af de kapitalistiske metoder til økonomisk ledelse og sociale organisationsformer, og det vil sige at man lader sig drive over mod kapitalismen.
Man fortæller os, at det ikke kan blive til noget med perestrojkaen inder for rammerne af det eksisterende system, og man foreslår os at forandre det og tage ved lære i erfaringerne fra et andet socialt og politisk system. Man tilføjer oven i købet, at hvis Sovjetunionen vælger den vej og afstår fra sit socialistiske valg, så vil det bane vejen for oprettelsen af nære forbindelser med Vesten. Det kommer endda så vidt, at man lader forstå, at Oktoberrevolutionen i 1917 var en fejltagelse, der nærved havde afskåret vort folk og vort land fra den sociale udviklings hovedåre.
For at udelukke alle mulige rygter og spekulationer om det emne – og vi hører ikke så få af dem fra Vesten – så lad mig endnu engang understrege: vi gennemfører alle vores forandringer i overensstemmelse med vores socialistiske valg, og vi søger svar på de spørgsmål, som livet stiller os, inden for socialismens rammer og ikke uden for dens grænser. Alle vores succes’er og fejltagelser måler vi med socialismens målestok. De, der håber, at vi vil fjerne os fra den socialistiske vej, må indstille sig på en bitter skuffelse. [...] Vi vil bevæge os frem mod en bedre socialisme og ikke bort fra den.
[...]
Når jeg taler om det spørgsmål, vil jeg gerne have, at man forstår mig ret: vi, det sovjetiske folk, er for socialismen (og jeg har allerede forklaret hvorfor), men vil ikke påtvinge andre vores overbevisninger. Lad hver enkelt træffe sit eget valg, så skal historien nok sætte alt på rette plads. [...] Efter vores opfattelse skyldes vanskelighederne og problemerne i halvfjerdserne og firserne ikke, at socialismen er ude i en krise som et samfundspolitisk system, men at de tværtimod er en følge af, at man ikke tilstrækkelig konsekvent førte de socialistiske principper ud i livet, at man afveg fra dem og endog forvanskede dem, og at man blev ved med at opretholde sociale styringsformer og metoder, der udviklet under bestemte historiske betingelser i den socialistiske udviklings tidligste faser.

“Vi, det sovjetiske folk, er for socialismen”. Klinger lidt hult når det kommer fra en ‘leder’, for nu at bruge DR’s sprogbrug, der regerer uden noget folkeligt mandat, gør det ikke? Hvad angår den sidste del: Stalin kunne ikke have sagt det bedre, problemet er ikke socialismen, problemet er at vi ikke er socialistiske nok. Mon ikke Stalin sagde nøjagtigt det samme, før han begyndte tvangskollektiviseringen: NEP var en fejltagelse, vi skulle bare have fortsat i Lenins blodige fodspor i stedet!

…

ii) En revolution fra oven eller fra neden? Gorbatjov kalder mange gange i løbet af bogen Perestrojkaen for ‘en revolutionær proces’, der menes ikke med førnævnte spørgsmål revolution i ordets oprindelige betydning. Gorbatjov medgiver, at perestrojkaen er initieret af eliten, men benægter at perestrojkaen alene er et elitens projekt. Selvom reformerne, set i vores optik, primært var systembevarende i deres sigte, er omfanget af de reformer Gorbatjov har i tankerne alligevel enormt, hvad der tydeligt illustreres i citatet herunder:

“Selve perestrojkaens karakter forudsætter, at den skal finde sted på hver enkelt arbejdsplads, i hvert enkelt arbejdskollektiv, i hele styringssystemet, i parti- og statsorganerne indbefattet Politbureauet og regeringen. Perestrojkaen vedkommer alle fra den menige kommunist til sekretæren i Centralkomiteen, fra arbejderen til ministeren, fra ingeniøren til akademimedlemmet. Perestrojkaen kan kun blive ført til ende, hvis den bliver et fællesfolkeligt anliggende.

Han tilføjer, for at komme nærmere et svar på det oprindelige spørgsmål:

“Perestrojkaens egenart og styrke består i, at den samtidig er en revolution “fra oven” og “nedefra”. Heri ligger også en af de stærkeste garantier for dens succes og uigendrivelighed. Vi vil resolut stræbe efter, at masserne, “græsrødderne” opnår alle deres demokratiske rettigheder og lærer at benytte sig af dem som noget normalt og gøre det kompetent og ansvarsfuldt. Livet har overbevisende bekræftet, at når historien foretager nogle bratte vendinger, og når der opstår en revolutionær situation, så demonstrerer folket en forbløffende evne til at lytte, forstå og reflektere, hvis man fortæller det sandheden. Selv i de vanskeligste perioder efter Oktoberrevolutionen og under borgerkrigen handlede Lenin netop på den måde. Han opsøgte det arbejdende folk og talte med dem. Derfor er det så vigtigt for perestrojkaen, at den opretholder et højt niveau af politisk og faglig energi i masserne.
I Vesten siger man ofte, at perestrojkaen vil støde på vanskeligheder, og at det vil fremkalde massernes utilfredshed. Hvad skal man sige i den anledning? Der vil selvfølgelig opstå vanskeligheder, når det drejer sig om så stor en sag. Hvis vi kommer ud for eksempler på berettiget utilfredshed eller protest, så vil vi grundigt undersøge årsagerne til den slags fænomener. Administrativ emsighed vil ikke være til nogen gavn her. [...] Hvis folk taler og taler på møder, skriver til aviser, henvender sig til de ledende instanser, og det alt sammen blot bliver ignoreret, ja så kan man komme ud for nogle af de uvante tilkendegivelser nedefra. Det er en følge af forsømmelser i vores arbejde.
Der er kun ét kriterium her: alt, hvad der styrker socialismen, alt det vil vi lytte til og tage hensyn til. Og de tendenser, der er fremmede for socialismen, dem vil vi kæmpe imod, men jeg gentager, at det vil ske inden for rammerne af den demokratiske proces.

Befolkningen har ikke ret mange demokratiske rettigheder, og når de får nogle flere af dem, skal de bruge dem ‘kompetent og ansvarsfuldt’ (for ellers!?). Alle nye tiltag skal ske inden for rammerne af den demokratiske proces, altså den demokratiske proces hvor befolkningen stadig ikke rigtig har nogen rettigheder. Er der ikke et eller andet, der ikke hænger sammen her? Er stemmeret i øvrigt ikke en ‘demokratisk rettighed’? Hvordan kan systemet stadig være kommunistisk, hvis befolkningen får stemmeret og oppositionspartier bliver tilladt – og hvis ikke befolkningen får stemmeret, hvad er det så for en snak om demokratiske rettigheder Gorbatjov vrøvler om?

Konklusionen ovenfor summerer sagen meget godt op: Hvis I taler for reformer vi ikke bryder os om, vil vi ikke høre på Jer. ‘Revolution fra neden’ indeed!

…

iii) Et sjovt synspunkt jeg på et tidspunkt stødte på, men hvis ophavsmand jeg desværre ikke kan huske, er dette: Gorbatjov var ikke blot klar over, at perestrojkaen kunne vise sig at starte en udvikling, som ikke kunne stoppes og som derfor højst sandsynligt ville ende med opløsningen af USSR, han forventede ligefrem dette udfald og arbejdede udfra teorien om, at denne tese var korrekt. Han var “hemmelig demokrat” (af den vestlige slags forstås; han bruger ordet demokrati meget i sin fremstilling, men man har lidt indtryk af, at demokrati var firsernes version af ordet integration; et plusord der lyder godt, men som ikke behøver betyde noget videre, og ligeledes et ord hvis betydning kan variere markant på tværs af politiske skel), der i virkeligheden pønsede på at styre Sovjet i retning af Vesten og demokratiet, også selvom han ofte var nødt til at sige det modsatte. Der er intet i bogen indtil nu der peger i den retning, jf. også ovenfor, og der er rigtig mange ting, der peger i den modsatte retning – den vigtigste af dem det forhold, at han selv betragter perestrojkaen som en proces, der kan vise sig at tage adskillige årtier:

Vor generation står over for den enorme opgave at omkalfatre landet. Vi bliver måske ikke færdige, men at sætte skub i fremskyndelsesprocessen skal vi nok nå. Vi vil lægge fundamentet.

What I’ve been reading

a) The Garden of Rama

b) Rama Revealed

both by Arthur C. Clarke and Gentry Lee

c) Perestrojka

(in Danish) by Michail Gorbatjov

I highly recommend the Rama series which also includes Rendezvous with Rama and Rama II, both of which I read some years ago. I have a very hard time remembering precisely why I did not complete the series back then, but it probably has something to do with the fact that I got (and still get) most of my fiction writing from used book shops – if the store doesn’t have the whole series I will often just read something else and get back to it eventually. Sometimes ‘eventually’ means ‘years later’, it’s not the first time (for example I read the first part of LOTR in the 9th grade and the last part in senior high)…

I shall discuss Gorbatjov in a post in Danish later on.

Flat tax: A review of the Russian experience

Mark Perry points me to an interesting paper. Perry’s graph, the one below, is not in the original paper, but I think perhaps it should have been ( ) – it is a graphical representation of a subset of the information contained in table #1 from the appendix:

From the conclusion:

In this paper we focus on the impact of the flat income tax rate on tax evasion, an issue that was, and continues to be, a major problem in Russia as well as in many other transition and developing countries. We argue that the flat tax reform was instrumental in decreasing tax evasion and that, to a certain extent, greater fiscal revenues for Russia in 2001 and several years beyond can be linked to increased voluntary tax compliance and reporting.

According to the authors the by far greatest effect of the flat tax is that of increased compliance, the contribution from ie. effects on the labor supply are much smaller. Naturally, both the compliance- and labour supply effects are higher for high income groups, that is the groups where the resulting tax savings from the -reform are high.

The standard economic argument in favour of lower taxes is that taxes are distortionary (remember that it is important which questions you ask here) and that lower taxes means increased efficiency. It’s worth noting that what this paper implies is that even if taxes are not all that distortionary – it’s still a good idea to lover the taxes.

If Kristian Jensen really wanted to lower the amount of undeclared work taking place in Denmark, he should seriously considering a tax reform. I know we just had one, but it didn’t solve any of the major problems – how could it anyway, it was never meant to do that (what the reform was meant to do, in case you were in doubt, was to secure Fogh four more years in office). Even if the effects on the labour supply from a -reform would turn out to be quite low, there might still, judging from this study, be significant compliance effects that would lower the costs of the reform (if it did not turn out to finance itself altogether; under the current tax regime some reforms, flat tax or not, undoubtedly would if they were to lower the top marginal rates).

Et parti

Jeg har ikke gjort det før, men fandt at jeg da lige så godt kunne dele analysen med dem, der gider læse den. Herunder følger et fuldt parti jeg spillede i weekenden, ti minutters betænkningstid hver, såvel som efterfølgende analyse. Kommentarer og alternative varianter i paranteser, selve partiet med fed skrift. Tag brættet frem og spil med, det var et rigtig godt parti. Hvis du ikke har lært at læse skaknotation (er der folk der ikke kan det?) er der hjælp at hente her. Hvis du ikke ejer et spil skak, så har jeg medlidenhed med dig

Jeg spillede sort, here goes:

1.e4 … Nf6,
2.e5 … Nd5,
3.Nc3 … Nxc3,
4.dxc3 … d6,
5.Nf3 … Bg4,
6.Bf4 … Nc6,
7.Bb5 … Bd7 (jeg har ikke spillet Alekhine ret mange gange, og det er ekstremt sjældent folk afviger fra hovedvarianten med c4, d4 og evt. et efterfølgende f4 efterfulgt af kort rokade – det skinner igennem her, at positionen er ny for mig. Jeg brød mig umiddelbart ikke om den stillingsstruktur, der ville opstå efter 7…a6, 8.Bxc6 … bxc6, 9.h3 … Bh4, men efterfølgende kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvad jeg havde imod den – løberparret og spillet i den halvåbne b-linje giver vel tilstrækkelig kompensation, sort er i hvert fald tæt på at have udlignet her),
8.Qe2 … e6,
9.0-0-0 … d5,
10. c4 … a6,
11.cxd5 …axb5,
12.dxc6 …bxc6,
13.Kb1 … Be7 (trækket er i retrospekt alt for passivt. Computeren siger 13 … Qc1. Efter 14.Rd3 og tårndublering i d-linjen efterfulgt af Bg5 kunne sort let være havnet i alvorlige problemer ved upræcist spil, dronningen er for langt væk til at hjælpe til i defensiven),
14.Nd4 … Ra6,
15.h4 … Qa8,
16.Nb3 (jeg havde håbet på 16.a3. Herefter følger naturligvis …b4! med ligeledes stærkt angreb for sort) 16… Rxa2,
17.Qd2 … Bc8,
18.Bg5 (selvom trækket ser ’aktivt’ ud, er det det næppe. Trækket giver sort mulighed for at forbinde tårnene uden at rokere, og efter hvids lyse løber er væk, er f7 langt fra det værste sted at stille kongen, især efter h4 er spillet) 18… f6,
19.exf6 … gxf6,
20.Be3 … Kf7,

21.Qe2 … h5,
22.g4 … e5,
23.gxh5 … c5 (Bf5!),
24.Qxb5 … Be6,

25. Kc1? … c4!,
26.Nc5 … Ra1+ (Rb8! Jeg opdager aldrig hvor udsat den hvide dronning er. 26…Bxc5, 27.Qxc5 fulgt af det ’stille’ Qb7 er også afgørende),
27.Kd2 … Rd8+ (comp. foretrækker stadig løberafbytning først; 27… Bxc5, 28.Qxc5 … Rd8+, 29. Kc3 (29.Ke1?? … Qxh1+ med mat), men Kc3 er også nødvendig uden løberafbytningen, og det her er alligevel en af de stillinger, hvor ’næsten alt vinder’)
28.Bd4?? (Hvids stilling bryder totalt sammen nu: Fritz går fra omkring -2.5 til -15. Game over. Begyndende tidnød var en medvirkende årsag, min modstander havde brugt en farlig tid på de sidste par træk, men det var ikke et træk i ‘sidste øjeblik’; han havde stadig over et minut tilbage på klokken, og han havde brugt 20 sekunder af den tid, han havde tilbage, på at finde det absolut værste træk. Hverken første eller sidste gang den slags sker. 28.Kc3 er eneste chance, men det leder stadig til et objektivt set tabt slutspil, eksempelvis: 28.Kc3 … Raxd1, 29.Rxad1 … Rxd1, 30.Nxe6 … Kxe6, 31.Qxc4+ … Qd5, 32. Qxc7 … Bd6, 33. Qc8+ … Ke7)

28… Rxd4+,
29.Nd3 … Rxd1+,
30.Rxd1 … Qf3 (jeg vil gerne have dronningen med i angrebet! Der er varianter nok at vælge imellem her: 30 … Bd7! fanger dronningen, og …cxd3! leder, finder jeg vha. Fritz ud af, til forceret mat i 9, eksempelvis; 31.h6 … dxc2+, 32.Kxc2 … Qe4+, 33.Kc1 … Qf4+, 34.Kc2 … Qxf2+, 35.Kc1 … Qe3+, 36.Kc2 … Bf5+, 37.Rd3 … Bxd3+, 38.Qxd3 … Qxd3, 39. Kc1 … Rf4++),
31. Rf1 … cxd3,
32.cxd3 … Bb4+,
33.Kc2 … Qe2+,
34. Kb1 … Qxf1+,
35. Kc2 … Qe2+,
36. Kb1 … Qd1++

0-1

Et rigtig godt parti.

What I’ve been reading

The fall of Hyperion, by Dan Simmons.

I am, very fittingly, going ‘back in time’ as I had only read the novel Endymion from the series until now (people who have read the books will understand). I must admit I was a bit disappointed; Endymion is in my opinion a much better novel. According to some people, so is the predecessor, Hyperion.

I have two main problems with the book [if you want to avoid SPOILERS in the following, read the bold part and leave the rest]:

a) Far too much is going on with far too many people.

A classic: There are way too many people in this book and they experience a lot of stuff in a very short amount of time. The result is that we don’t care as much about what happen to them as we ought to. We met most of them in Hyperion too, but this book has to be judged independently as I have not read Hyperion yet, and also if it cannot stand on its own, well that’s a problem. Even if I get the sense that he tries from time to time, Simmons just never really gets to me, the story is much too confused and fast-paced. For instance we follow Fedmahn Kassad for a relatively long time, but after several chapters with him his death still touches me about as much as the death of Arnold Schwarzenegger in an action movie from the 80′es would have. Simmons also manages to pretty much destroy two whole planets without beforehand following just one of the people who get killed for any significant amount of time. Billions of people die and we just don’t care, for we didn’t know any of them. And we’re not even really expected to care, are we?

b) Deliberate vagueness. There’s much too much of it.

Even if we don’t get close to the people involved, neither do we get to the bottom of much else. A lot of things, including but certainly not only the ‘how stuff works’ part, are left deliberately vague. For example, in the end of the novel the AI’s sever the fatlines. Suddenly after more than 500 pages we learn that the fatlines and the datasphere are connected, even if no such link had been hinted at before. Yes, one might argue that it makes sense that the humans were not aware of just how powerful the AI’s had become, and this is a good way of illustrating it, but … Ouster technology allowed the use of fatlines too, even if no link existed between Ouster worlds and the AI’s of the Core. So assuming the Ousters were right about their own state of affairs, and we have no reason to do otherwise, they had nothing to do with the Core but they still had fatlines. Thus the question that needs answering is this: Where does the AI control over the fatlines of the (now former) Hegemony come from? To put it bluntly, we haven’t got a clue. And neither does the author – or so it seems to me.

…

[END OF SPOILERS]

Don’t misunderstand me: SF-writers are allowed to be vague on some technical matters, but we need to know that they have some idea what’s going on; sometimes, like in the example above, Simmons actually made me question whether he himself had any idea ‘how stuff works’ in his own universe. In short, it’s fine if some of the characters do not understand all the technological facets (…could you explain to me, briefly, how a combustion engine works?), but for me to be convinced, the author needs to convince me that there’s at least a rough model somewhere explaining what is going on. I doubt such a model exists here and this is a major setback. It’s just not convincing enough for me to believe.

All these things said, I did read the book to the end, and I never do that if the book is not worth it. If you like a fast-paced (soft) sci-fi action/adventure epic novel – go for it! If you do not, it’s probably still worth reading – but…

Quote of the day

Always voting the lesser evil just keeps raising the bar on how much evil you will have to swallow next time because the other guy is even worse. Rule [#] 1 when you realise you are in a hole is … stop digging.

Perry de Havilland, from a comment here.

Politicians respond to incentives just like everyone else.

Quote of the day

What’s amazing is this urge to take the slogans of the various parties, clans, mafias, banditti, liberation fronts, etc, and treat them as at least the first draft of “what they’re fighting for.”

People fight because they expect to win, or think they have at least a reasonable chance of winning. “Winning” can mean a lot of things, but presumably it involves an increased level of either money, power or both. Of course the leaders are elites – this is more or less a tautology.

World peace 101: if you want to stop people from fighting, make it clear to them that they won’t win.

I suppose the approach of actually listening to what people say is better than the “social justice” theory. But you have to realize that when you’re starting from a point of complete detachment from reality, a small improvement doesn’t do you much good.

…

‘Mencius’, from a comment here. Kasparov makes a related point in the youtube video I linked to earlier today: Don’t look into Putin’s eyes to figure out what he wants – look at his record.

Et argument for introduktionen af ‘økonomiske principper’ som obligatorisk fag på ungdomsuddannelserne

Her.

Prioritering – smag lige på ordet. Er vi virkeligt blevet så selvoptagede, at vi tænker så meget på boligskatter og solferier, at medmenneskeligheden er gået fløjten?

[...]

Selvom det [statsfinansierede vacciner mod livmoderhalskræft] ikke giver et overskud i sidste ende – hvordan skal vi så prioritere – menneskeliv eller penge?

‘Hvordan skal vi så prioritere – menneskeliv eller penge’ – mand, er jeg glad for den fyr ikke er sundhedsminister…

Hugo Chavez on Facebook

Here is one guess how that profile might look like.

I love the fact that they’ve included an image of the clown monster from It. I’d probably have added Darth Vader on the list of top friends too…

HT: Angus from Mungowitzend.