Ideologisk bias

Denne post er stadig et work in progress, men jeg besluttede mig for at poste den ikke desto mindre, for ikke at føle at det var helt spildt. Kommentarer er, som altid, velkomne.

…

Først introduceres lige et par variable:

Lad X være det samlede biasniveau forårsaget af ideologisk orientering.

Lad x1 være bias som følge af det politiske tilhørsforhold på den sociale politik-dimension,

Lad x2 være bias som følge af det politiske tilhørsforhold på den økonomiske politik-dimension

Lad A være en vektor som beskriver ‘ideologisk styrke’. a1 betegner ‘ideologisk styrke’ på den sociale akse, a2 på den økonomiske. Denne del af modellen er grundlæggende blot Political Compass’ ideologiske positioneringsvariable nedskaleret og transformeret. I Political Compass er variablene defineret fra (-10,10), kald PC’s estimat Q. A er defineret som ABS [Q/10].

Lad B være en vektor, som beskriver hvor relativt vigtig positioneringen på de to akser er for individet. Variablen går fra 0 til en, hvor 0 er minimal interesse for politikområdet og 1 er maksimal interesse. Summen af b1 og b2 normaliseres til 1.

…

Biasvariablene måler afstanden fra det, der kan kaldes ‘det korrekte virkelighedsestimat’: Målet er at få et estimat på den afvigelse fra det bedste bud på verdens sande tilstand, for nu at parafrasere Bjørn Lomborg, som er et resultat af individets ideologiske orientering.

Det postuleres ofte at X afhænger positivt af A og b, således at individer der afviger fra konsensus alt andet lige er mere biased og at bias især er et problem for det(/de) område(r) [af virkeligheden som politikken beskæftiger sig med] individet føler stærkt for – dette sidste har vi allerede taget højde for i vores definition af B. Hvis vi udformer modellen ud fra disse betragtninger får vi:

X = x1 + x2 = b1*a1 + b2*a2

Vi antager uafhængighed mellem biasleddene, så sammenhængen mellem x1 og x2 bliver multiplikativ. At generalisere modellen til at omfatte flere politiske dimensioner skulle ikke være noget problem, det her er matematik for folkeskoleelever.

…

Hvorfor udledte jeg ovenstående model? Jo, det gjorde jeg fordi modellen, tror jeg, ikke er langt fra den implicitte model mange lader til at gå rundt med når det kommer til politisk bias. Dem på yderfløjene er mere biased end resten, og jo mere interesserede de er i et emne, jo større er deres politiske bias. Disse antagelser vil jeg prøve at se nærmere på i indlægget. Jeg kunne have været ond og indført en ‘guilt by association’ variabel: Er du ideologisk tæt på X? Så behøver jeg ikke høre på dig. En model som inkluderede en sådan variabel ville dog sjældent være væsensforskellig fra ovenstående: Associationsvariablen ville blot virke som en proxy til at estimere A, fordi vi sjældent kender andre debattørers politiske præferencer til bunds.

Selvom modellen er forsimplet, vil jeg som sagt argumentere for, at den næppe er væsensforskellig fra de populære af slagsen som anvendes: Modelstrukturen med meget få variable og meget simple funktionelle sammenhænge ligner en, jeg er stødt på fra tid til anden. Modellen er mere raffineret end den helt simple med kun en politikdimension, men ikke meget, og en simpel model med faktoropdeling er nok trods alt at foretrække, fordi politiske diskussioner hvor disse overvejelser indgår, oftest berører mere end et emne. Hvis du ikke har noget overblik over, hvordan din biasestimationsmodel ser ud, vil den næppe være meget bedre end ovenstående, og det er ikke umuligt at antagelserne gjort ovenfor også indgår i din mentale model.

Hvad er der så galt med den her model? Mange ting:

i) x1 og x2 er ikke uafhængige. Indrømmet, en hel del har stadig ikke fattet at politisk dimensionering på 1 akse giver meget lidt mening, så det kan ses som en modelspecifik indvending snarere end en kritik af ‘manges’ opfattelse. Men indvendingen gør sig også gældende på et mere generelt plan, vi griber ikke vores politiske standpunkter ud af den blå luft. Se også iii).

ii) Man kan argumentere for, at det ikke giver mening at tale om et samlet mål for politisk bias. Vi kan godt tale om x1 og x2 hver for sig, men at lægge dem sammen får vi ikke noget ud af. Det minder lidt om at måle den globale middeltemperatur. Dette argument går hånd i hånd med i).

iii) Ud fra modellen vil det individ som befinder sig i den ideologiske midte ikke blot være mindst biased, han eller hun vil være unbiased, således at den ideologiske orientering ingen indflydelse har på pågældende persons virkelighedsestimat. Man kan naturligvis tilføje et konstantled til modellen så det ikke længere er tilfældet, men måske er der også noget mere fundamentalt galt med modellens udformning?

Der er ikke nogen politisk position som ikke har et ideologisk fundament, undtagen apati. Det er der ikke, fordi de forskellige ideologiske positioner i konkrete politiske spørgsmål almindeligvis dækker samtlige mulige udfald: Ideologisk variation er en variation i graden af opbakning til bestemte normative idesæt. Hvis individet som befandt sig i A = (0,0) befandt sig der som følge af, at hun besvarede samtlige spørgsmål i en politisk multiple choice test ved hjælp af terningkast, fordi hun ikke ønskede at eller var ude af stand til at gøre det på anden vis, så ville modellens udformning – i al fald når det kom til hendes positionering – være korrekt, et sådant individ ville sandsynligvis være unbiased når det kommer til ideologi. Men den slags individer findes ikke. Når der i virkelighedens verden findes et individ hvor A = (0,0), er individets positionering et resultat af en sammenblanding af en lang række forskellige politisk/ideologiske positioner på forskellige områder, hvor udfaldene i sidste ende – pga. den måde skalaen er defineret – neutraliserer hinanden. Man kan argumentere for, at disse individers politiske beslutninger er tilfældige, og det er de sandsynligvis også i vid udstrækning. Men det gør altså ikke nødvendigvis individerne mindre politisk/ideologisk biased, det mindsker blot den systematiske bias og erstatter den med et mere vilkårligt biasled. Eftersom bias ikke længere er systematisk vil nogle sige i dette tilfælde, at der ikke længere er tale om bias som har en basis i ideologi. Mit svar hertil ville være, at man ikke får ideologierne til at forsvinde, bare fordi man blander dem sammen. En af modellens fejl består med andre ord i, at det ikke er den politiske dimensionering i sig selv vi er ude efter, men derimod afstanden til terningkasteren. Et bedre estimat af denne kunne man få ved at måle afvigelsen _for hvert spørgsmål forbundet med udledningen af A_ og så summere op og normalisere efterfølgende.

iv) Jeg burde i starten have tilføjet til modellen en variabel C, som udtrykte en absolut (/ikke-relativ) vægt til hvert politikområde. B er en god variabel til at bestemme, hvor det enkelte individs bias forventeligt vil være størst, men hvis vi skal sammenligne på tværs af personer er vi nødt til også at medtage et absolut mål for, hvor vigtigt et givet politikområde er. A og C vil sandsynligvis samvariere, men de vil næppe overlappe fuldstændig.

v) Peer effects er ikke med i modellen.

Hvis man altid diskuterer politik med andre med samme politiske standpunkter vil man, alt andet lige, være mere biased. En undervariant af dette argument som jeg finder interessant er denne: Individer med synspunkter langt fra konsensus vil, alt andet lige, være mindre biased end gennemsnittet, fordi der er langt flere til at udfordre dem ideologisk end det er tilfældet for de mere mainstream orienterede. Jeg er ikke blind for at selektions-effekten måske undergraver denne positive effekt, men det er værd at bemærke, at også individer med en mainstream ideologisk orientering er ofre for denne. Man kunne, for at have disse overvejelser med, revidere modellen ved at medtage en variabel D, som målte hvor ofte man debatterede med politiske modstandere, og/eller hvor stor en del af den samlede politiske aktivitet disse diskussioner udgjorde. Argumentet hviler ikke på antagelsen om, at man ved at tale med ideologiske opponenter kommer til at lægge de forskellige ideologisk inspirerede biases sammen i en pærevælling, og derved kommer nærmere det sande estimat. Argumentet går derimod på, at man ved at debattere med ideologiske opponenter lettere bliver opmærksom på egne biases, fordi de fremstår tydeligere for ideologiske modstandere end de gør for en selv og ens ligesindede.

vi) Der er andre problemer med variablen A end dem medtaget i iii). Vi definerede A som abs [Q/10], og derved postulerede vi også, at alle afvigelser fra terningkasteren fører til lige meget bias, og at afvigelsens retning er ligegyldig. Måske er biaskompositionen ikke ens på tværs af ideologiske skel. En undervariant af dette argument: Biasniveauet er måske ikke lige følsomt overfor positioneringen på de to akser?

vii) Partitilhørsforhold er ikke medtaget i modellen.

Man kunne indvende at denne effekt er medtaget i v), men der er en grund til at jeg gør den til et selvstændigt punkt: Jeg har sagt det før, måske med lidt andre ord, men mange folk bliver altså underlige i hovedet, når de har meldt sig ind i et parti. Det er som om de automatisk kommer til at mene, at de skal forsvare alt, hvad partiet foretager sig, uanset hvor tåbeligt det er. Som om de er forpligtede til at ændre på virkeligheden, for at få den til at passe med partiets målsætninger. En biasmodel som ikke har partitilhørsforhold med er grusomt forsimplet, og misser en meget væsentlig variabel hvad angår de individer, som er påvirket af den.

viii) I modellen introducerede vi b’erne som positive skalarer, og den samme ide gjorde sig gældende i mit forslag til inklusionen af C i iv) – det var også en implicit antagelse at den skulle være positiv. Men det er ikke klart, hvorfor disse variable nødvendigvis skal være positive i modellen. Hvis man er meget interesseret i et bestemt politikområde vil ens syn på virkeligheden mest sandsynligt påvirkes af ens ideologiske tænkning, men der er mange variable i spil her. Hvis den økonomiske politik betyder meget for en, vil man eksempelvis ofte tilegne sig viden ikke kun om emnet økonomisk politik, men også om økonomi mere generelt. Mange former for bias har viden som deres værste fjende, og det er ikke udelukket, at en interesse for normative forhold gør, at man vil tilegne sig viden som gør een bedre i stand til at vurdere faktuelle forhold, end hvis man ikke havde haft den ideologiske interesse – eller sagt på en lidt anden måde; at b og c kan være negativ, således at stor ideologisk vægtning af et politikområde gør een mindre biased. Selvom videnseffekter måske ikke overtrumfer effekten af de ideologiske skyklapper, gør de det dog vanskeligere og mere problematisk automatisk at antage, at politisk interesse = større bias.

ix) Vi antager normalt, at mennesker med en anden ideologisk opfattelse end vores egen alt andet lige er mere ideologisk biased, en effekt modellen ikke har med. Denne antagelse er der ikke, efter min opfattelse, noget belæg for, så en korrekt estimationsmodel ville ikke medtage den, men det ændrer naturligvis ikke på, at mange har en sådan faktor med. Bemærk at det ikke er tanken om, at ideologisk bias kan udtrykke sig forskelligt på tværs af akserne, der er problemet her, jf. vi), men derimod at opponentens relative positionering i fht. en selv på de ideologiske akser i sig selv skulle have indflydelse på det objektive biasniveau.