Hvis nogen kræver respekt…

Gør de sig fortjent til min foragt. Intet andet. Fra et interview i WA (HT: Ulla).

Tariq Ramadan: Jeg elsker profeten højere end mig selv. Hvis jeg er et problem for dig, så beklager jeg. Det er en religiøs figur. Okay? Jeg har overhovedet ikke noget problem med Oplysningen, men hvad mit hjerte angår, selv om du ikke forstår det, så beder jeg dig om at respektere det i sameksistensens navn. Respektere det. Du behøver ikke elske mig. Men jeg beder dig om at respektere mig. Hvorfor er det et problem?

Flemming Rose: Ja, respektere… Begrebet respekt bliver misbrugt. Jeg mener, der er stor forskel på tolerance og respekt. Jeg siger, at jeg ikke forstår, og jeg kan altså ikke respektere noget, jeg ikke forstår. Respekt indebærer en form for positiv anerkendelse. Tolerance indebærer derimod, at jeg er villig til at tolerere synspunkter og forståelser, som er forskellige fra mine egne. Og det er vigtigt og afgørende for demokratiet. Jeg er nødt til at tolerere en islamists synspunkter i Danmark eller Storbritannien, så længe han holder sig inden for lovens rammer. Men ingen kan bede mig respektere hans holdninger.

Tariq Ramadan beder ikke. Han kræver. Og som Rose så rigtigt bemærker andetsteds i artiklen: Det Ramadan i virkeligheden kræver er ikke respekt, det er underkastelse.

“Jeg har overhovedet ikke noget problem med Oplysningen…” Yeah, right!