Dagens citat

Meget relevant i forhold til den udveksling jeg havde med Jan Madsen og Allan fra skattetryk forleden:

That all said, we should not demand from democracy what democracy cannot provide. Democracy is pretty good at pushing scoundrels out of office, or checking them once they are in office. Democracy is also good at making sure enough interest groups are bought off so that social order may continue and that a broad if sometimes inane social consensus can be manufactured and maintained…

But democracy is very bad at fine-tuning the details of economic policy. Democracy is very bad at bringing about political solutions which are not congruent with the other sources of economic and social influence in a country. The solution is not to be less democratic, but rather to appreciate democracy for what it is good for. And the excesses of democracy should be fought with ideas, albeit with the realization that not everyone will be convinced. Those are the breaks, as democracy needs all the friends it can get.

Nu er jeg en lille smule uenig med Tyler, for jeg mener sådan set at en begrænsning af demokratiet er nødvendig for at løse problemerne med demokratiske staters vokseværk, og at begrænsningerne skal være langt stærkere end de er i dag både i USA og herhjemme. De begrænsninger jeg taler om er naturligvis de institutionelt funderede. Men de to er ikke gensidigt udelukkende: Man kan sagtens arbejde for både grundlovsrevision og deltage i fri og offentlig debat om de dårlige ting ved en stor stat på samme tid. Det forholder sig også sådan, at de to går hånd i hånd: Uden at kunne fremvise væsentlige sejre i kampen om ideer, vil en mere politisk restriktiv forfatning aldrig komme på bordet, og som jeg også har bemærket tidligere; uden en liberal befolkning vil en liberal forfatning heller ikke holde særligt længe.

I et demokrati som det danske, hvor der er meget få begrænsninger på hvad politikere kan lovgive om, er der mange love som er helt i skoven. De fleste mennesker får fra tid til anden lyst til at blæse dem et stykke, at tage loven i sin egen hånd på den ene eller anden måde for at omgøre de demokratiske beslutninger, fordi demokratiet ikke (længere?) kan siges at have nogen legitimitet. Men det er en faldgrube, ikke en løsning. At det er lige netop dette ‘de unge’ foretog sig for ganske nyligt, burde seriøst få nogle alarmklokker til at ringe for de ‘liberale’, der har sådanne ideer i tankerne.

Jeg troede ikke jeg på denne blog skulle være nødt til at forkaste voldelige, antidemokratiske metoder overfor ‘liberale’ grupperinger, men det er åbenbart nødvendigt. Man skal vælge både sine fjender og sine venner med omhu. Noget en vis præsidentkandidat vist aldrig fik lært…

Pennen er stærkere end sværdet!

Magnus Carlsen

Faldt lige over et par videoer fra Wijk Aan Zee. En af vinderne, Magnus Carlsen (han delte førstepladsen med Levon Aronian) analyserer her sit første parti:

Del 2 og 3 (begge loader betydeligt hurtigere end første del, det gjorde de i hvert fald for mig) her og her. Uanset om man kan lide skak eller ej, er det svært at komme udenom, at han er et bemærkelsesværdigt menneske. Selvom han er i den absolutte top af verdenseliten, er han ekstremt ydmyg, nede på jorden og opmærksom på egne begrænsninger – helt igennem sympatisk. Mange amerikanere sammenligner ham i disse år med Fischer – det mener jeg er en stor fornærmelse. Carlsen er alt det, Fischer lige netop ikke var; at sammeligne en utroligt talentfuld ung, velopdragen og ydmyg spiller med en utroligt talentfuld jødehadende tosse med storhedsvanvid og en gennemført ubehagelig attitude er fjollet. I dette tilfælde betyder forskellene uendeligt meget mere end lighederne.

Another milestone

The first one was this one. Now, for the first time in my life, I have beaten an IM in chess. No, it might not be a big thing for you guys, but it is for me. Well, I didn’t just win – I crushed her:

The end position, I played black, 1+0 bullet game. She blundered a bishop in the middle game and afterwards came into severe time trouble that cost her the Queen.

Update: Dang! I see now, after checking the FIDE database (here she is), that my opponent Iozefina Paulet is not technically an IM – she’s ‘just’ a WIM. And as the WIM title has lower requirements than the FM title, it’s not really a big leap forward. Still, it feels pretty good – only 46 Elo-points separates her from one of the contestants in the Corus C group.

Quote of the day

People are always amazed by how much “free time” I have. They’re also amazed that I don’t know who Ally McBeal is. Frankly, I’m amazed that they can’t make the connection.

Robert Wenzlaff, quoted here.

A look into the mind of Shirlene McGovern

Yes, the Shirlene McGovern; the bureaucrat working for the so-called “Alberta Human Rights Council”. The blogger Iowahawk has managed to get a hold of the notes she was taking during her interrogation of Ezra Levant.

Here they are. An excerpt:

Defendant acknowledges awareness of charges against him. He is represented by counsel but insists on opening statement and filming the hearing. Despite warnings and brochure on self incrimination he proceeds.

Defendant states he is attending under protest and would do crime again. States belief that AHRCC has no authority to prosecute. Under eye contact, defendent’s counsel shrugs. Defendant says hearing in violation of “separation Mosque and State” (note: potential violation of Section 118-c(a) AHRCC Innuendo Act?). Claims “original intent” of Commission not to enforce Islamic law. Defendant apparently unfamiliar with AHRCC interoffice memo HVM-d11, “Koranic Compliance Guidelines for Non-Muslim Associates.”

Calls Commission “dump for junk,” cites previous cases. Calls AHRCC “joke,” “pseudo court,” “Judge Judy.” Cites critical statements of Commission founder, even though he doesn’t work here any more. Says authority unlawful, unconstitutional. Counsel seems oblivious to client’s contempt, is seen reading “Highlights for Children” magazine from waiting room.

Starts yapping about British common law, Magna Carta, Canadian law, UN Declaration of Human Rights, other documents of white male privilege, etc. Subject seems agitated. Stuff about conscience, religion, expression blah blah blah. Seems to be stonewalling because none of this has any reference in my copy of Publication AHRCC-0503(k), “Hearing Guidelines for Human Rights Clerks.” Long diatribe about Sharia Law, radical Islam.

Sorry, I crossed my arms and kind of spaced out there for a second to look at that nice big landscape painting in the hearing room. Does the Commission gift shop have prints? Anyhoo, defendant still seems agitated, and offers thanks to (probably also racist) magazine donors. What is this, the racist Oscars?

…

No, of course it’s not McGovern’s notes. Well, who knows – she might have written something like this? Anyway, even if these notes are different from the ones she wrote, they might not have been.

If so, you wouldn’t have been able to do anything about it.

Ideologisk bias

Denne post er stadig et work in progress, men jeg besluttede mig for at poste den ikke desto mindre, for ikke at føle at det var helt spildt. Kommentarer er, som altid, velkomne.

…

Først introduceres lige et par variable:

Lad X være det samlede biasniveau forårsaget af ideologisk orientering.

Lad x1 være bias som følge af det politiske tilhørsforhold på den sociale politik-dimension,

Lad x2 være bias som følge af det politiske tilhørsforhold på den økonomiske politik-dimension

Lad A være en vektor som beskriver ‘ideologisk styrke’. a1 betegner ‘ideologisk styrke’ på den sociale akse, a2 på den økonomiske. Denne del af modellen er grundlæggende blot Political Compass’ ideologiske positioneringsvariable nedskaleret og transformeret. I Political Compass er variablene defineret fra (-10,10), kald PC’s estimat Q. A er defineret som ABS [Q/10].

Lad B være en vektor, som beskriver hvor relativt vigtig positioneringen på de to akser er for individet. Variablen går fra 0 til en, hvor 0 er minimal interesse for politikområdet og 1 er maksimal interesse. Summen af b1 og b2 normaliseres til 1.

…

Biasvariablene måler afstanden fra det, der kan kaldes ‘det korrekte virkelighedsestimat’: Målet er at få et estimat på den afvigelse fra det bedste bud på verdens sande tilstand, for nu at parafrasere Bjørn Lomborg, som er et resultat af individets ideologiske orientering.

Det postuleres ofte at X afhænger positivt af A og b, således at individer der afviger fra konsensus alt andet lige er mere biased og at bias især er et problem for det(/de) område(r) [af virkeligheden som politikken beskæftiger sig med] individet føler stærkt for – dette sidste har vi allerede taget højde for i vores definition af B. Hvis vi udformer modellen ud fra disse betragtninger får vi:

X = x1 + x2 = b1*a1 + b2*a2

Vi antager uafhængighed mellem biasleddene, så sammenhængen mellem x1 og x2 bliver multiplikativ. At generalisere modellen til at omfatte flere politiske dimensioner skulle ikke være noget problem, det her er matematik for folkeskoleelever.

…

Hvorfor udledte jeg ovenstående model? Jo, det gjorde jeg fordi modellen, tror jeg, ikke er langt fra den implicitte model mange lader til at gå rundt med når det kommer til politisk bias. Dem på yderfløjene er mere biased end resten, og jo mere interesserede de er i et emne, jo større er deres politiske bias. Disse antagelser vil jeg prøve at se nærmere på i indlægget. Jeg kunne have været ond og indført en ‘guilt by association’ variabel: Er du ideologisk tæt på X? Så behøver jeg ikke høre på dig. En model som inkluderede en sådan variabel ville dog sjældent være væsensforskellig fra ovenstående: Associationsvariablen ville blot virke som en proxy til at estimere A, fordi vi sjældent kender andre debattørers politiske præferencer til bunds.

Selvom modellen er forsimplet, vil jeg som sagt argumentere for, at den næppe er væsensforskellig fra de populære af slagsen som anvendes: Modelstrukturen med meget få variable og meget simple funktionelle sammenhænge ligner en, jeg er stødt på fra tid til anden. Modellen er mere raffineret end den helt simple med kun en politikdimension, men ikke meget, og en simpel model med faktoropdeling er nok trods alt at foretrække, fordi politiske diskussioner hvor disse overvejelser indgår, oftest berører mere end et emne. Hvis du ikke har noget overblik over, hvordan din biasestimationsmodel ser ud, vil den næppe være meget bedre end ovenstående, og det er ikke umuligt at antagelserne gjort ovenfor også indgår i din mentale model.

Hvad er der så galt med den her model? Mange ting:

i) x1 og x2 er ikke uafhængige. Indrømmet, en hel del har stadig ikke fattet at politisk dimensionering på 1 akse giver meget lidt mening, så det kan ses som en modelspecifik indvending snarere end en kritik af ‘manges’ opfattelse. Men indvendingen gør sig også gældende på et mere generelt plan, vi griber ikke vores politiske standpunkter ud af den blå luft. Se også iii).

ii) Man kan argumentere for, at det ikke giver mening at tale om et samlet mål for politisk bias. Vi kan godt tale om x1 og x2 hver for sig, men at lægge dem sammen får vi ikke noget ud af. Det minder lidt om at måle den globale middeltemperatur. Dette argument går hånd i hånd med i).

iii) Ud fra modellen vil det individ som befinder sig i den ideologiske midte ikke blot være mindst biased, han eller hun vil være unbiased, således at den ideologiske orientering ingen indflydelse har på pågældende persons virkelighedsestimat. Man kan naturligvis tilføje et konstantled til modellen så det ikke længere er tilfældet, men måske er der også noget mere fundamentalt galt med modellens udformning?

Der er ikke nogen politisk position som ikke har et ideologisk fundament, undtagen apati. Det er der ikke, fordi de forskellige ideologiske positioner i konkrete politiske spørgsmål almindeligvis dækker samtlige mulige udfald: Ideologisk variation er en variation i graden af opbakning til bestemte normative idesæt. Hvis individet som befandt sig i A = (0,0) befandt sig der som følge af, at hun besvarede samtlige spørgsmål i en politisk multiple choice test ved hjælp af terningkast, fordi hun ikke ønskede at eller var ude af stand til at gøre det på anden vis, så ville modellens udformning – i al fald når det kom til hendes positionering – være korrekt, et sådant individ ville sandsynligvis være unbiased når det kommer til ideologi. Men den slags individer findes ikke. Når der i virkelighedens verden findes et individ hvor A = (0,0), er individets positionering et resultat af en sammenblanding af en lang række forskellige politisk/ideologiske positioner på forskellige områder, hvor udfaldene i sidste ende – pga. den måde skalaen er defineret – neutraliserer hinanden. Man kan argumentere for, at disse individers politiske beslutninger er tilfældige, og det er de sandsynligvis også i vid udstrækning. Men det gør altså ikke nødvendigvis individerne mindre politisk/ideologisk biased, det mindsker blot den systematiske bias og erstatter den med et mere vilkårligt biasled. Eftersom bias ikke længere er systematisk vil nogle sige i dette tilfælde, at der ikke længere er tale om bias som har en basis i ideologi. Mit svar hertil ville være, at man ikke får ideologierne til at forsvinde, bare fordi man blander dem sammen. En af modellens fejl består med andre ord i, at det ikke er den politiske dimensionering i sig selv vi er ude efter, men derimod afstanden til terningkasteren. Et bedre estimat af denne kunne man få ved at måle afvigelsen _for hvert spørgsmål forbundet med udledningen af A_ og så summere op og normalisere efterfølgende.

iv) Jeg burde i starten have tilføjet til modellen en variabel C, som udtrykte en absolut (/ikke-relativ) vægt til hvert politikområde. B er en god variabel til at bestemme, hvor det enkelte individs bias forventeligt vil være størst, men hvis vi skal sammenligne på tværs af personer er vi nødt til også at medtage et absolut mål for, hvor vigtigt et givet politikområde er. A og C vil sandsynligvis samvariere, men de vil næppe overlappe fuldstændig.

v) Peer effects er ikke med i modellen.

Hvis man altid diskuterer politik med andre med samme politiske standpunkter vil man, alt andet lige, være mere biased. En undervariant af dette argument som jeg finder interessant er denne: Individer med synspunkter langt fra konsensus vil, alt andet lige, være mindre biased end gennemsnittet, fordi der er langt flere til at udfordre dem ideologisk end det er tilfældet for de mere mainstream orienterede. Jeg er ikke blind for at selektions-effekten måske undergraver denne positive effekt, men det er værd at bemærke, at også individer med en mainstream ideologisk orientering er ofre for denne. Man kunne, for at have disse overvejelser med, revidere modellen ved at medtage en variabel D, som målte hvor ofte man debatterede med politiske modstandere, og/eller hvor stor en del af den samlede politiske aktivitet disse diskussioner udgjorde. Argumentet hviler ikke på antagelsen om, at man ved at tale med ideologiske opponenter kommer til at lægge de forskellige ideologisk inspirerede biases sammen i en pærevælling, og derved kommer nærmere det sande estimat. Argumentet går derimod på, at man ved at debattere med ideologiske opponenter lettere bliver opmærksom på egne biases, fordi de fremstår tydeligere for ideologiske modstandere end de gør for en selv og ens ligesindede.

vi) Der er andre problemer med variablen A end dem medtaget i iii). Vi definerede A som abs [Q/10], og derved postulerede vi også, at alle afvigelser fra terningkasteren fører til lige meget bias, og at afvigelsens retning er ligegyldig. Måske er biaskompositionen ikke ens på tværs af ideologiske skel. En undervariant af dette argument: Biasniveauet er måske ikke lige følsomt overfor positioneringen på de to akser?

vii) Partitilhørsforhold er ikke medtaget i modellen.

Man kunne indvende at denne effekt er medtaget i v), men der er en grund til at jeg gør den til et selvstændigt punkt: Jeg har sagt det før, måske med lidt andre ord, men mange folk bliver altså underlige i hovedet, når de har meldt sig ind i et parti. Det er som om de automatisk kommer til at mene, at de skal forsvare alt, hvad partiet foretager sig, uanset hvor tåbeligt det er. Som om de er forpligtede til at ændre på virkeligheden, for at få den til at passe med partiets målsætninger. En biasmodel som ikke har partitilhørsforhold med er grusomt forsimplet, og misser en meget væsentlig variabel hvad angår de individer, som er påvirket af den.

viii) I modellen introducerede vi b’erne som positive skalarer, og den samme ide gjorde sig gældende i mit forslag til inklusionen af C i iv) – det var også en implicit antagelse at den skulle være positiv. Men det er ikke klart, hvorfor disse variable nødvendigvis skal være positive i modellen. Hvis man er meget interesseret i et bestemt politikområde vil ens syn på virkeligheden mest sandsynligt påvirkes af ens ideologiske tænkning, men der er mange variable i spil her. Hvis den økonomiske politik betyder meget for en, vil man eksempelvis ofte tilegne sig viden ikke kun om emnet økonomisk politik, men også om økonomi mere generelt. Mange former for bias har viden som deres værste fjende, og det er ikke udelukket, at en interesse for normative forhold gør, at man vil tilegne sig viden som gør een bedre i stand til at vurdere faktuelle forhold, end hvis man ikke havde haft den ideologiske interesse – eller sagt på en lidt anden måde; at b og c kan være negativ, således at stor ideologisk vægtning af et politikområde gør een mindre biased. Selvom videnseffekter måske ikke overtrumfer effekten af de ideologiske skyklapper, gør de det dog vanskeligere og mere problematisk automatisk at antage, at politisk interesse = større bias.

ix) Vi antager normalt, at mennesker med en anden ideologisk opfattelse end vores egen alt andet lige er mere ideologisk biased, en effekt modellen ikke har med. Denne antagelse er der ikke, efter min opfattelse, noget belæg for, så en korrekt estimationsmodel ville ikke medtage den, men det ændrer naturligvis ikke på, at mange har en sådan faktor med. Bemærk at det ikke er tanken om, at ideologisk bias kan udtrykke sig forskelligt på tværs af akserne, der er problemet her, jf. vi), men derimod at opponentens relative positionering i fht. en selv på de ideologiske akser i sig selv skulle have indflydelse på det objektive biasniveau.

This is the stuff that makes international chess so entertaining…

Remember a year ago when Topalov and Danailov made an uproar about Kramnik’s frequent visits to the mens room during the match for the World Chess Championship (visits that were most likely smoking breaks)?

During the last couple of days another stupid incident took place in Wijk aan Zee, once again with the Bulgarians in the headlines:

[Nigel] Short came to the board, and with his opponent absent, he played the move 1.e4, and walked away. A few minutes later, Cheparinov came to the board, sat down, and played 1…c5. As Short came over, and held out his hand for the traditional pre-game handshake, Cheparinov pointedly kept his head down over the board and his scoresheet. After a few moments, Short sat down, and waited for Cheparinov to raise his head. When he did so, Short again extended his hand, only for Cheparinov to shrug in refusal.

Short then stood up and approached the arbiter, pointing out that his opponent’s actions are a breach of FIDE rules, which prescribe an immediate forfeit as the penalty for refusing the handshake. [...] “It was clearly a calculated insult”, said Short. The arbiter was forced to agree, and the official tournament record now shows the game Short-Cheparinov as having gone 1.e4 c5 1-0.

That was not the end of it though…

In case you were wondering, I was being ironic in the headline. The last thing international chess needs right now is a bunch of dimwits destroying the sport while acting like a bunch of teenagers (hint: by ‘dimwits’ I mean Bulgarian topplayers affiliated with Danailov). What Cheparinov did was despicable. Luckily, even if the game should never, never have been replayed, it did turn out reasonably well. However I’d have preferred that Cheparinov had been thrown out of the tournament altogether. If so, the message would have been clear enough even for Danailov to understand it: If you behave like an asshole, don’t expect to be allowed to participate in top tournaments.

Technological progress

In case you have forgotten, we sure have come a long way in the last 10-15 years…

‘But, but, but – science and religion are two different things’

From xkcd, the title is: The data so far…

Here’s another link on the subject.

Montefiore

Jeg er blevet færdig med Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi: Stalin, Den røde zar og hans hof. En anmeldelse af bogen her, en anden her.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin’s ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet (‘revolutionen’). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin – og hans nærmeste – fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin’s egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. ‘På godt og ondt’ bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold – tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30′erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre – og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30′erne ‘under Jesjov og Berija’ (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi ‘kommer tæt på’ betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den ‘almene dannelse’ folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

Random fact of the day

Almost 40 percent of America’s children are born to unmarried parents.

A lot more here, HT: Tyler Cowen.

Tilfældige observationer

Rusland under Stalin:

i) I 41-42, da krigen var på sit højeste og udfaldet på østfronten stadig var åbent, blev 994.000 sovjetiske tjenestegørende [soldater] anklaget og 157.000 skudt, i alt svarende til 15 divisioner. I 1943 arresterede Berija i NKVD-regi 931.544 personer (civile) i det ‘befriede’ territorium.

ii) Under udrensningen af hæren inden krigen blev 40.000 officerer arresteret. 3 ud af 5 marskaller, 15 ud af 16 generaler, 60 ud af 67 korpschefer og samtlige 17 kommisærer blev skudt.

iii) Af de 80.300 sovjetiske fly, der gik tabt under krigen, skyldtes 47% uheld, ikke-fjendtlig nedskydning eller pilotfejl.

iv) Khrusjtjov gav i Moskva under Jesjov’s og Stalin’s -processer ordre til skydning af 55.741 embedsmænd. Den oprindelige Politbureau-kvote var på 50.000. Sjovt nok fremgår det ikke af hans wikipedia-artikel, at han altså også var en blodtørstig stalinist, der (bl.a.) stod bag mere end et halvt hundrede tusind dødsdomme, men så igen; så længe bare alt det væsentlige er med…

v) Stalin havde 1100 formelle møder med Jesjov under terrorprocesserne.

At han ‘ikke vidste hvad der foregik’ er mildt sagt ikke noget særligt holdbart argument, de to mødtes dagligt.

vi) I de måneder der fulgte efter 2. og 3. Hviderussiske Front var gået ind i Østprøjsen, blev 2 millioner tyske kvinder voldtaget. Russiske soldater voldtog endog russiske kvinder, der nyligt var blevet befriet fra tyske kz-lejre.

Stalin’s kommentar hertil, i en samtale med det jugoslaviske Politbureaumedlem Milovan Djilas, var denne: ‘forestil Dem [...] en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd – over tusindvis af kilometer i sit eget hærgede land, hen over kammeraters og sine kæres døde kroppe. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er der så forfærdeligt i, at han morer sig med en kvinde efter sådanne rædsler?’

‘Morer sig med en kvinde’… Stalin fremstår ikke mere ligefrem mere sympatisk, når man tager med i betragtningerne, at en af Stalin’s nærmeste, Berija, havde gjort det til noget nær en sport at samle tilfældige kvinder op på gaden, hvis han da ikke sendte underordnede ud for at hente kvinderne til ham, for efterfølgende at voldtage dem, en praksis Stalin ikke var ubekendt med. Men så igen, hvis man kan forsvare Stalin’s massemord, så kan man nok også forsvare, at manden ikke havde noget større problem med massevoldtægter…

…

Ved jeg har citeret meget fra Montefiore, men dette bliver formentligt også den næstsidste post om emnet.

Dagens citat

[Stalin] fortalte en anekdote efter krigen, som afslører hans syn på Jalta. “Churchill, Roosevelt og Stalin gik på jagt”, sagde Stalin. “Endelig nedlagde de deres bjørn. Churchill sagde: ‘Jeg tager bjørneskindet. Lad Roosevelt og Stalin dele kødet.’ Roosevelt sagde: ‘Nej, jeg vil have skindet. Lad Churchill og Stalin dele kødet.’ Stalin forholdt sig tavs, så Churchill og Roosevelt spørger ham: ‘Hr. Stalin, hvad siger De?’ Stalin svarede blot: ‘Bjørnen tilhører mig – det var jo mig, som dræbte den.’ Bjørnen er Hitler, bjørneskindet er Østeuropa.

Fra Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg har omtalt før. Som kilde angives Akaki Mgeladse, Stalin, kakim ja ego snal, formodentligt et erindringsværk skrevet af apparatjikken Mgeladse, der blandt andet var leder af Abkhasien under Stalin.

Det er et besynderligt citat, af flere grunde. Det første spørgsmål er naturligvis, hvad der er blevet af kødet i forklaringen. Bjørnen Hitler, skindet Østeuropa, kødet? Derudover kan man bemærke, at Stalin selv var af den opfattelse, at det var Sovjet, der havde banket tyskerne, ikke englænderne eller amerikanerne, men det er selvfølgelig ikke nogen stor nyhed. Det var dog ikke, hvad der fik mig til at spærre øjnene op. Det var derimod Stalins sidste ord: Bjørnen tilhører mig – det var jo mig, som dræbte den.

Anekdoten peger selvfølgelig i retning af, at Stalin var af den opfattelse, at indsatsen i øst gav Sovjet ret til at stille territorialkrav der ikke, havde krigen udviklet sig anderledes, havde haft nogen videre legitimitet. Men går vi under toppen af isbjerget er der en del gemt dernede: Stalin har næppe selv tænkt over det, men hans argument, hvis vi fjerner baggrunden og krigen og alene ser på anekdoten og de tre mænd der skændes om, hvem en skudt bjørn tilhører, kunne i princippet være blevet fremført af en anarkist (nogle ville sige ‘af en kapitalist’; men kapitalisme centrerer sig omkring ejerskabet af produktionsmidlerne. Det er ikke en kapitalistisk grundpille at du må beholde alt hvad du producerer selv). Hvordan forklarer man det – at en diktator med ubegrænset magt kunne bruge en analogi som denne?

En naturlig forklaring ville selvfølgelig være den, at Akaki Mgeladse husker forkert. Men det behøver ikke være tilfældet. En anden fortolkning af anekdoten som bestemt fortjener vægt, er at Stalin efter krigen fandt det naturligt, at han fik hvad han pegede på, fordi han pegede på det. Det gjorde han, fordi Sovjet på det tidspunkt mest af alt var baseret på et værdisystem, hvor magt var ret. Hvis man godtager den præmis illustrerer citatet på glimrende vis den herskende mentalitet blandt den kommunistiske overklasse.

Hvorfor er det her interessant? Det er det fordi mange af dem, der i det skjulte – eller mere åbent – forsvarer de forskellige kommunistiske massemordere gør en dyd ud af at påpege, at der i det mindste var ‘lov og orden’ i diktaturstaterne. Nogen går videre og siger, at systemet var mere ‘retfærdigt’. Men der var ikke lov og orden, og retfærdighed var desværre ikke en by i Rusland: De kommunistiske revolutioner led uden undtagelse til et politisk og moralsk sammenbrud, som førte samfundene tættere på den hobbesianske krigstilstand, end de nogensinde før havde været. Magt var ret.

Hobbes kritiserede et samfund uden regler og love, og ville erstatte det med et samfund styret af en stærk stat. En stærk stat som skulle beskytte individet. I dag ved vi, at den stærke stat meget let vender sig mod individet, og at den stærke stat mange gange i historiens løb har gjort ondt værre. En stærk stat leder til stærke ledere, og stærke ledere ender ofte som diktatorer. Stalin var i øvrigt ikke diktator fra den dag han kom til magten, som Montefiore skriver om situationen i 1930: “Hans dilemma var, at han var leder af et parti uden Führerprincip, men regerede et land, der var vant til zaristisk enevælde“. Han løste problemet med terror og ved at etablere et Führerprincip i partiet, så hans position i 1934 reelt var en diktators.

Hvad ville være sket, hvis en ukrainsk jæger havde sagt det samme som Stalin til NKVD’s repræsentanter, og holdt på sin ret? Han var blevet sendt til Sibirien, eller havde fået en kugle gennem hovedet. Det er den kommunistiske version af ‘lov og orden’.

An update on the Ezra Levant case

The last part of the hearing, his closing argument so to speak, is now online:

This guy is amazing.

Corus!

The Corus Chess Tournament has started. Information, games, commentary ect. here. Grandmaster Yasser Seirawan provides live commentary on the playchess server – I followed his commentary on the WC some time ago, and he was very good then.

The A-group standings after three rounds: Aronian and Carlsen in the lead (2.5/3), Topalov and Anand in the bottom (1/3).

If only this wasn’t in the middle of the examination period

Dagens tåbelighed

Al den videnskabelighed, der ikke til syvende og sidst hjælper dig og mig til at se os selv i forhold til Gud, er ligegyldig. Simpelthen. Er ualvorlig, ja nærmest umenneskelig nysgerrighed. En art nyfigenhed, som man ikke kan bruge til noget som helst.

Eller, for nu at blive ved citatet med vognen i den mørke nat fra før. Den viden, som spærrer for udsynet til stjernerne og uendeligheden, den er ligegyldig, uanset, hvor ophøjet den videnskabelighed selv føler sig. Det gælder om at bevare udsynet til stjernerne. Viden eller ej.

Skulle den logiske videnskabelighed stille sig hindrende i vejen for din udsigt til evigheden, så læg den væk og sluk lygterne, for at du kan få øje på uendelighedens stjerner.

Kathrine Lilleør.

Hvis hun havde magt som hun har agt ville vi stadig leve i jordhuler.

Blot en reminder om, at islam ikke er den eneste religion, der kan få mennesker til at være fuldstændig åndssvage, og (måske lige så vigtigt) en reminder om, at nogen mennesker faktisk bliver dummere, jo mere de læser.

Ezra Levant

Ezra Levant is a Canadian publisher who chose to publish the Muhammad Cartoons in his magazine two years ago. For that he is now being prosecuted by – wait for it – the Alberta human rights commission! A mixture of Kafka and Stalin, as he so rightly put it during the proceedings.

Perry de Havilland made me aware of the case. He calls Ezra’s opening remarks to the council ‘pure, uncompromising brilliance.’ I agree, but the opening remarks do not stand alone: Ezra’s website – to be found here – is a gem. He has uploaded multiple videos from his court proceedings, and they really cannot be summarized. Watch all of them, this man is remarkable. You can start out with the post ‘My visit to the Kangaroo court’, where all the cartoons are displayed, and move on from there.

Update: Glenn Reynolds has noticed the case too. Duane Mailing, a Canadian, sent him an email where he put it this way:

I never thought I’d hear anything in real life that compares to Howard Roark’s courtroom speech from Ayn Rand’s The Fountainhead but I just did and I can hardly believe it. I am truly inspired by Ezra Levant.

Update 2: It required some thought, but in the end I decided to support Ezra by donating 10$. I wouldn’t like to be alone if I ever came to be in a similar situation, and even if moral support is great, well, money talks. I feel this is money well spent.

Please consider donating a small amount to him. He should not end up financially hurt by speaking up against tyranny, when so many of us are free to help him.

Just beautiful

Here’s the link, thanks to Sandmonkey. If you don’t like the music then just turn it off and put on a piece of, say, Debussy instead, the visual imagery is too great to be discarded solely because of the audio.

Here’s another link (with pictures instead). If you don’t think all of them should be on the top list, give a vote or two yourself.

Mit bidrag

…til debatten om Jonah Goldberg’s nye bog.

Meget få venstreorienterede eller midtervælgere vil læse Goldberg’s Liberal Fascism, og selvom jeg såmænd heller ikke har læst den, har jeg en god ide om, hvad der står i den (og vil derfor næppe købe den, fordi den ikke vil have meget nyt at tilføje).

Den korte version af Goldberg’s argument går, som jeg har forstået det, på, den ideologiske skala de fleste har som deres foretrukne, ikke er særlig god til at beskrive politiske præferencer. Den skala, han introducerer som dens erstatning, ‘vender… op og ned på nedgroede forestillinger om venstre og højre i det politiske spektrum’ (men altså ikke for mig, for hvem den alternative skala ikke er noget nyt). Jeg formoder den skala, han behandler, svarer meget godt til den political compass benytter sig af. En udledning og forklaring af skalaen er tilgængelig her. Den er endog illustreret grafisk…

Når liberalister ikke kan acceptere den implicitte anklage, der så ofte er en del af kritikken af dem fra det yderste venstre (på den traditionelle skala), anklagen om at de har meget til fælles med Mussolini og Hitler, er det ikke, fordi de forskellige fascistiske undergrupper ikke kan blive enige. Det er fordi liberalisme og fascisme er to forskellige ting.

Hitler havde ikke ‘fat i noget af det rigtige’. Stalin havde ikke fat i noget af det rigtige. De tog begge meget fejl, og de to har ikke noget at lade hinanden høre. Jeg afskyr begge, og jeg afskyr de grupper, der stadig mener, nogen af dem har haft noget som helst positivt at bidrage med.

Følg linket. Se på figurerne. For nogle mennesker er DF ikke spor mere ‘borgerlige’ end Socialdemokraterne er. For nogen mennesker er der mere i politik end bare ‘højrefløj’ og ‘venstrefløj’. Det bør der da være! Politik er noget komplekst noget, og selv to dimensioner er da også alt for lidt til få til at få det fulde billede. Men to dimensioner er bedre end en.

På diagrammet befinder jeg mig i det nederste felt til højre, på linje med Friedman når det kommer til økonomi, omtrent på linje med Dalai Lama, dvs. omtrent midtvejs, på den sociale skala. Sammenlign den position med Hitlers. At kalde den gennemsnitlige danske socialdemokrat for Stalinist er mere korrekt, dømt ud fra afstanden på diagrammet, end det er at kalde en liberalist som mig for fascist. Og nej, det er selvfølgelig heller ikke korrekt. Jeg har også omtrent lige så meget til fælles med Thatcher som centrumvælgeren på diagrammet har med Hitler (det nederste diagram illustrerer hvor jeg står):

…

Du er mere end velkommen til at mene, at du ikke er enig med mig i mine politiske holdninger. Men lad være med at kalde mig og andre liberalister for fascister eller lignende. Det er helt skudt forbi, og det gavner ikke debatten. ‘Højreorienteret’ og ‘venstreorienteret’ er ikke gode begreber til at beskrive politiske præferencer, for vigtige detaljer går tabt når man udelader relevante politiske dimensioner, hvad man åbenlyst gør, når man anvender disse begreber. Lad i øvrigt også venligst være med at antage, at liberalister, fordi vi ikke er en del af konsensus, nødvendigvis er antidemokrater – det er mange af os faktisk ikke.

Update:

Dette forklarer måske meget godt, hvorfor jeg har svært ved at finde nogen spiselige amerikanske kandidater at bakke op om ved præsidentvalget. John Edwards og Fred Thompson har omtrent lige så meget til fælles, som jeg har med den bedst matchende kandidat, Ron Paul. Religionsdimensionen betyder dog en del for mig, og testen overvurderer derfor med stor sandsynlighed min enighed med ham (og en hel del af de øvrige kandidater).

Dagens citater

Fra en julegave, Simon Sebag Montefiore’s Stalinbiografi, som jeg forsøger at stjæle mig tid til at læse lidt i:

i) “Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn.“

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva’s død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke…

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees’ Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.