Econstudentlog

“Giving money and power to Government is like giving whiskey and car keys to teenage boys” (P.J.O’Rourke)

Selvmord

Jeg har altid syntes lige netop dén var rigtig svær. Hvordan forholder man sig som liberal til selvmord? Skal staten gribe ind? Nogle løse overvejelser/argumenter:

i) Selvejerskabsargumentet: Man ejer sig selv. Det er op til den enkelte helt selv at bestemme over sin egen krop, og dermed om man ønsker at leve eller dø. Mennesket er det eneste væsen her på kloden, der er i stand til at forholde sig til sin egen eksistens, hvis staten frarøver os retten til at gøre dette, frarøver den os implicit vores menneskelighed.

ii) Paternalismeargumentet: Dem som alvorligt overvejer selvmord er syge, de tænker ikke rationelt og kan ikke fuldt forstå konsekvenserne af deres handlinger. Staten bør derfor beskytte dem mod sig selv. Ligesom børn bør potentielle selvmordere beskyttes, så de ikke træffer omfattende og irreversible beslutninger, før de er vurderet mentalt i stand til at forstå konsekvenserne af deres handlinger. Staten skal derfor spille en aktiv rolle ved at foretage forebyggende indgreb for at forhindre selvmord.

iii) Eksternalitetsargumentet: Der er store negative eksternaliteter forbundet med selvmord (primært sorgen og chokket som de efterladte står med) som staten bør imødekomme, eftersom en Coasiansk løsning i sagens natur næppe findes. Det taler ikke kun for at staten forebygger selvmord, men også for et statsligt indgreb i retning af en kompensationsmodel, hvor de efterladte får monetær og/eller psykologisk bistand efter selvmordet har fundet sted.

iv) Mange selvmordere er dysfunktionelle og har en lang historie med psykisk sygdom og misbrugsproblemer, det er ingen hemmelighed. Disse mennesker bidrager meget lidt til samfundet, og er derfor ikke noget stort tab. Staten bør ikke spilde sin tid med dem.

v) Selvmord finder sted uanset om staten griber ind eller ej, og ikke alle selvmordere er syge og/eller irrationelle. Det bedste staten kan gøre er derfor at arbejde for at forhindre unødig lidelse i processen, ved at øge mængden af information som er tilgængelig, så man for eksempel bliver klar over, at det er en rigtig dårlig ide at forsøge selvmord med paracetamol-tabletter. Der er dog et argument her som går i den modsatte retning, for måske er imperfekt information at foretrække? Det argument behøver i øvrigt ikke inkludere en antagelse om, at selvmord er dårligt i sig selv, og at færre selvmord altid er at foretrække, men det vejer tungt hvor rationel man antager selvmorderen er. ‘Ved at snakke åbent om problemet risikerer vi at flere overvejer selvmord’ er ikke noget argument for at begrænse informationsmængden, med mindre man antager at selvmord i sig selv er noget skidt. Hvis flere på baggrund af rationelle betragtninger og bedre information ønsker at dø, so what? På den anden side: Hvis mange selvmordere er irrationelle, og eksempelvis undervurderer eller undlader at forholde sig til de negative eksternaliteter forbundet med deres afgang, vil tiltag som kan tænkes at øge deres selvmordsrisiko, hvortil hører statslig information om, hvordan man kan udføre selvmordet, næppe være nogen god ide.

Det bør tilføjes, at der naturligvis er andre negative eksternaliteter i iii) end dem, de efterladte står med: Togchauffører og de mennesker som finder selvmorderen eksempelvis. Man kan derfor godt gå et skridt videre her og argumentere for, at staten ikke blot bør have en rolle som informationskilde, men at den endvidere bør yde aktiv bistand til selvmordere (aktiv dødshjælp), så deres afgang har så få negative konsekvenser som muligt for det omgivende samfund.

vi) Selvmord er en samfundsundergravende handling som ikke kan accepteres. Staten bør derfor sende et stærkt signal om, at selvmord er moralsk forkasteligt. Selvmord skal være forbudt. Men eftersom man ikke kan straffe selvmorderen selv, er statens mulighed for efterfølgende indgreb begrænset. Kollektiv afstraffelse kan dog vise sig meget effektiv, og bør i det mindste forsøges indført for at forhindre ugerningen: De efterladte bør være strafbare for selvmorderens forkastelige handling.

iv) og vi) får det til at vende i mig, og ideen om aktiv dødshjælp skræmmer mig fra vid og sans. ii) har jeg det svært med, men argumentet kan efter min bedste overbevisning ikke bare forkastes uden nærmere overvejelser.

Hvilke argumenter vægter tungest for dig? Hvilke har jeg glemt? Giv endelig et bud i kommentarsektionen.

december 10, 2007 - Skrevet af US | selvmord | | 4 Kommentarer

4 Kommentarer »

  1. For mig vejer den enkeltes ret til selv at bestemme klart tungest.
    Hvad angår aktiv dødshjælp mener jeg klart at dette bør legaliseres (under ordnede forhold naturligvis). En svensk rundspørge fornyligt hos de svenske læger viste at en meget stor del af dem også synes at det skulle være en mulighed. Der var i undersøgelsen ingen forskel på de to køns vurdering af dilemaet – derimod var det klart flere af de ældre læger der var for – hvorimod de yngre var imod. Dette begrundedes bla. i en antagelse om at de ygere og mindre livserfarne læger havde en angst for døden som de ældre læger ikke havde.
    For god ordens skyld skal lige siges, at forudsætningerne for den aktive dødshjælp i dette tilfælde var at: Patienten selv havde udtrykt et ønske genem længere tid, var uhelbredelig syg og havde smerter samt at patienten selv skulle være i stand til at tage den lægeordinerede “dødshjælpsmedicin”.
    Selv forventer jeg at min familie vil være mig behjælpelig, hvis jeg så ønsker – ligesom jeg ville være det for dem.

    Hvad selvmord angår, mener jeg at selv om den enkelte har ret til at bestemme, så er der dog visse hensyn som jeg synes den enkelte burde tage. Fx synes jeg det er ganske forkasteligt når det går ud over andre, så som når selvmorderen kaster sig ud foran et tog, ned fra et hus eller lader deres børn finde dem med hovedet skudt af. Skal man endelig tage livet af sig selv – synes jeg det rimeligste er at gøre det fredeligt, ublodigt og i sit eget hjem i ensomhed – hvor man først har hængt et skilt på døren der råder andre til ikke at gå ind og til at tilkalde falck.

    Selvmord kan for nogle være en hensigtsmæssig løsning – for andre er det ikke og så er det jo godt at vi har en masse rådgivnings/og terapimuligheder for dem.

    Men lad det være op til den enkelte myndige person.

    Comment af harning | december 11, 2007 | Svar

  2. Jeg tror at du har glemt det vigtigste argument: Menneskelighed

    En teenager der vil dø i kærestesorg behøver hjælp og støtte. Til at komme ovenpå igen, og leve videre. Om nødvendigt at gribe ind.

    En alvorligt syg, der afklaret træffer en afklaret beslutning om at døden er et bedre valg behøver også hjælp og støtte. Til at kunne gennemføre beslutningen på en pæn måde, og få lov til at beholde sin værdighed. Det har jeg prøvet i praksis. Se evt.:
    http://tosommerfugle.blogspot.com/

    Den menneskeligt rigtige reaktion afhænger af den enkelte situation.

    Comment af tosommerfugle | december 11, 2007 | Svar

  3. Tak for kommentarerne.

    @Harning:

    a) For mig vægter selvbestemmelse også meget tungt. Som jeg læser dig kombinerer du i) og iv) – staten skal rådgive/informere, men ikke mere end det, og det er også en model, jeg har en vis sympati for.

    Men du beskriver det også som om, det er den model, der hersker i psykiatrien i dag. Det er jeg ikke så sikker på, det er. Jeg tvivler på, at mange psykologer ville anerkende en selvmordskandidats ønske om at dø, og rådgive ham/hende til at tage sit eget liv, eller blot undlade at forsøge at tale vedkommende fra det, med mindre der var helt exceptionelle forhold der gjorde sig gældende. Jeg tror de fleste psykologer snarere ser det som deres opgave at løse den krise, der gjorde, at personen var nødsaget til at tage kontakt med dem, og dermed få personen ‘på ret køl’ igen, end det er deres opgave at nå til en afklaring i samarbejde med ‘patienten’, som måske vil resultere i, at de må anerkende og respektere individets ønske om at dø. Måske har et udbredt ’saving people complex’ blandt psykologer noget med det at gøre.

    Når det kommer til dine øvrige betragtninger vedr. selvmord: Selvfølgelig ville det bedste da være, hvis mange af de mennesker, som desværre begår selvmord på uhensigtsmæssige måder, tog mere hensyn til omgivelserne. Men jeg ved også godt, at et sørgeligt faktum desværre er, at andre menneskers velfærd ikke altid ligger særligt højt på din liste over prioriteter, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Det ville være at foretrække, hvis selvmordere gjorde som du beskriver, men det gør mange af dem ikke, og jeg tvivler på at moraliseren vil hjælpe det mindste i disse tilfælde (‘jeg må ikke engang selv bestemme, hvordan jeg skal dø? Det skal de ikke blande sig i!’). At det er ‘forkasteligt’ kan vi to godt blive enige om, men det er på den anden side aldeles irrelevant, for det får ikke selvmorderen til at genoverveje metodevalget. Spørgsmålet der står tilbage er: Hvad gør vi så?

    Når det kommer til aktiv dødshjælp er mit største forbehold dette: Jeg vil ikke have staten blandet ind i det. Jeg har absolut ingen tiltro til, at staten kan sikre ‘ordnede forhold’, og det offentlige sygehusvæsen skal ikke have noget med det at gøre.

    Principielt kunne man godt forestille sig en situation, hvor staten alene legaliserede aktiv dødshjælp ved at lovliggøre udfærdigelsen af (/anerkende gyldigheden af?) en kontrakt mellem to individer, hvor den ene gav den anden lov til at tage modpartens liv, og denne herefter kunne gøre det uden retslige efterspil. En sådan løsning vil jeg ikke principielt være modstander af, givet at begge underskrivere var voksne, myndige individer. Men…
    a) Det ville være utopisk at forestille sig en sådan løsning komme ud i uændret tilstand, efter at have været igennem den politiske proces. Det kommer bare ikke til at ske, så overvejelserne har ingen praktisk relevans. Det der får det til at løbe koldt ned ad ryggen er, at i stedet for sådan en løsning får vi en løsning, hvor staten kommer til at være sanktioneret til at slå folk ihjel. Hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt i Danmark, vil det med stor sandsynlighed være det, der bliver resultatet, og det er en uacceptabel situation for mig.
    b) Selv med en løsning som den førstbeskrevne ville der være væsentlige problemer. Selektionskriterier: Hvem kan, og kan ikke, indgå en sådan kontrakt? Ikke sjældent vil en hovedperson i en sag hvor aktiv dødshjælp måtte være en relevant beslutning at overveje enten ikke være myndig, og/eller ikke være i stand til at udtrykke sin konsensus, skriftligt eller på anden vis. Hvad gør man så? Det problem kan ikke overvurderes, for det er vel lige netop disse sager, hvor aktiv dødshjælp er mest interessant. Derudover: Hvem skal kontrollere om dødshjælpsbetingelserne er overholdt eller ej? Uden kontrol er legaliseret aktiv dødshjælp at sidestille med legaliseret mord. Som nævnt ovenfor, hvis jeg skal acceptere modellen, må svaret ikke være ’staten’, for jeg tør ikke stole på, at den vil være opgaven voksen. Men der er ikke rigtig andre til at gøre det, er der? Hvis ikke staten står for kontrollen, så er mord lige pludselig ikke mord længere – hvis man stiller med en kontrakt som beviser, at der var tale om aktiv dødshjælp, er det nemlig ikke statens opgave at efterforske sagen. Jeg behøver ikke liste, hvilke konkrete problemer dette forhold kunne tænkes at skabe, gør jeg?

    …

    Hvis jeg skal afrunde mit syn på aktiv dødshjælp, må jeg hellere lige tilføje: Jeg er sympatisk overfor ideen om aktiv dødshjælp. Princippet har jeg intet imod, det kan jeg sagtens acceptere. Det er slet ikke der, hunden ligger begravet. Jeg har mistet en bedsteforælder til alzheimer’s, og en til er på vej i graven med den samme sygdom – jeg forstår så rigeligt motiverne, der ligger bag. Når jeg er negativ overfor legalisering, er det fordi en sådan efter min opfattelse vil skabe uoverstigelige problemer på implementeringssiden.

    …

    @tosommerfugle

    De mennesker du nævner, og andre som dem, _behøver_ hjælp og støtte.

    Selvfølgelig gør de det.

    Spørgsmålet er, om det er STATEN, der skal stå for at give den hjælp. Det er spørgsmålet jeg leder efter svar på. I Danmark er det meget almindeligt at tænke, at hvis staten på nogen måde kan hjælpe, så skal staten hjælpe. Sådan har jeg det ikke. Der er omkostninger forbundet med statens indgreb i vores liv, vores frihed mindskes når staten griber ind. Nogen gange er omkostningerne for høje til, at jeg kan acceptere statens indgreb. Er de omkostninger der er forbundet med indgrebene, når det kommer til selvmord, det værd – og hvilke indgreb kan ikke accepteres? Det er de spørgsmål jeg søger svar på.

    Comment af US | december 12, 2007 | Svar

  4. US, du må have misforstået mig, når du skriver at “…Men du beskriver det også som om, det er den model, der hersker i psykiatrien i dag…” Rådgivningen som jeg refererede til var hægtet op på dem for hvem selvmord IKKE var en løsning. Jeg tror bestemt ikke at psykologer eller psykiatrikere råder nogen til selvmord.

    Når det gælder statens indblanding er jeg for så vidt enig med dig i at de ikke skal bestemme – dog er det statens opgave at fx legalisere aktiviv dødshjælp, og selvfølgelig bør der i givet fald opstilles nogle kriterier for hvem og hvordan.
    Om det vil skabe særlig store problemer at implementere ved jeg ikke, men i forvejen er en ganske stor del af befolkningen ikke afvisende, samtidig som netop læger allerede idag til vis grad tilbyder fx. morfin i lidt højere doser end nødvendigt….

    Comment af harning | december 12, 2007 | Svar


Skriv en kommentar

« Tidligere | Næste »